29.11.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 312/1


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1946/2005

af 14. november 2005

om ændring af forordning (EF) nr. 2007/2000 om exceptionelle handelsforanstaltninger for lande og territorier, der deltager i eller er knyttet til Den Europæiske Unions stabiliserings- og associeringsproces

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 133,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forordning (EF) nr. 2007/2000 (1) udløber den 31. december 2005.

(2)

Da der endnu ikke er indgået stabiliserings- og associeringsaftaler med alle landene i det vestlige Balkan, er det hensigtsmæssigt at forlænge gyldigheden af forordning (EF) nr. 2007/2000.

(3)

En fortsat markedsåbning forventes at bidrage til den politiske og økonomiske stabiliseringsproces i regionen uden at skabe negative virkninger for Fællesskabet. De exceptionelle handelspræferencer bør derfor gælde i en yderligere periode fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2010.

(4)

Den 4. februar 2003 blev der vedtaget et nyt forfatningscharter for Forbundsrepublikken Jugoslavien, som ændrede landets navn til Serbien og Montenegro, og som fastlægger en kompetencefordeling mellem statsforbundet og dets to republikker.

(5)

Handelsforanstaltningerne i forordning (EF) nr. 2007/2000 bør også tage hensyn til, at Republikken Montenegro, Republikken Serbien samt Kosovo, som defineret i De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1244 (1999), hver især udgør særskilte toldområder.

(6)

Fællesskabet har indgået en aftale om handel med tekstilvarer med Republikken Serbien (2)

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Forordning (EF) nr. 2007/2000 ændres således:

1)

I artikel 1, stk. 1 og 2, ændres ordene »Serbien og Montenegro, herunder Kosovo« til »Montenegros, Serbiens eller Kosovos toldområde«.

2)

I artikel 3, stk. 1 og 2, ændres ordene »Forbundsrepublikken Jugoslavien« til »Montenegros eller Kosovos toldområde«.

3)

Artikel 4 ændres således:

a)

I stk. 2, litra d), ændres ordene »i Forbundsrepublikken Jugoslavien, herunder Kosovo« til »i Montenegros, Serbiens eller Kosovos toldområde«.

b)

I stk. 4, i indledningen og i litra c), ændres ordene »Serbien og Montenegro, herunder Kosovo« til »i Montenegros, Serbiens eller Kosovos toldområde«.

4)

I artikel 17 ændres »den 31. december 2005« til »den 31. december 2010«.

5)

I bilag I i kolonnen »Begunstigede« ændres alle henvisninger til »Forbundsrepublikken Jugoslavien, herunder Kosovo« til »Montenegros, Serbiens eller Kosovos toldområde«.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2006.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. november 2005.

På Rådets vegne

T. JOWELL

Formand


(1)  EFT L 240 af 23.9.2000, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1282/2005 (EUT L 203 af 4.8.2005, s. 6).

(2)  EUT L 90 af 8.4.2005, s. 36.