27.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 344/34


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS BESLUTNING Nr. 2113/2005/EF

af 14. december 2005

om ændring af beslutning nr. 2256/2003/EF med henblik på forlængelse af programmet i 2006 til støtte for formidling af god praksis og overvågning af indførelsen af informations- og kommunikationsteknologi (IKT)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 157, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved beslutning nr. 2256/2003/EF (3) oprettedes Modinis-programmet til overvågning af e-Europa 2005-handlingsplanen, formidling af god praksis og forbedring af net- og informationssikkerheden for perioden 1. januar 2003 til 31. december 2005.

(2)

Beslutning nr. 2256/2003/EF blev ændret ved beslutning nr. 787/2004/EF med henblik på tilpasning af referencebeløbene af hensyn til udvidelsen af Den Europæiske Union.

(3)

I resolution af 9. december 2004 om fremtiden for informations- og kommunikationsteknologien (IKT) (4) opfordrede Rådet Kommissionen til at igangsætte arbejdet med opfølgning af e-Europa 2005-handlingsplanen som et vigtigt led i den nye dagsorden for informationssamfundet efter 2005.

(4)

Kommissionens meddelelse af 19. november 2004»Udfordringer for det europæiske informationssamfund efter 2005« analyserer de udfordringer, som en europæisk strategi for informationssamfundet frem til 2010 skal tage op. Meddelelsen taler for en mere udbredt anvendelse af IKT og for fortsat politisk opmærksomhed omkring IKT-spørgsmål, hvilket indebærer, at der er behov for overvågning og udveksling af god praksis. Meddelelsen var udgangspunktet for en debat, som førte til vedtagelsen af et nyt initiativ vedrørende informationssamfundet i 2005, som igangsættes i 2006.

(5)

Ved Det Europæiske Råds forårsmøde annoncerede Kommissionen i sin meddelelse af 2. februar 2005»Vækst og beskæftigelse: en fælles opgave — Et nyt afsæt for Lissabon-strategien«, et nyt initiativ, »i2010: Det europæiske informationssamfund«, som sigter mod at fremme udbredelsen af IKT.

(6)

Kommissionens meddelelse af 1. juni 2005»i2010 — Et europæisk informationssamfund som middel til vækst og beskæftigelse« beskriver de vigtigste politiske prioriteter i en femårs-strategi, som har til formål at fremme en åben og konkurrencedygtig digital økonomi. Fremme af udveksling af god praksis og overvågning af udbredelsen af tjenester, som bygger på IKT, vil fortsat støtte dialogen med interesseparter og medlemsstaterne, navnlig som led i den åbne koordineringsmetode.

(7)

Kommissionen har fremsat forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et rammeprogram for konkurrenceevne og innovation, som dækker perioden 2007-2013, og som samler de specifikke fællesskabsforanstaltninger på områderne iværksætterånd, SMV, industriel konkurrenceevne, innovation, IKT, miljøteknologi og intelligent energi, herunder også de foranstaltninger, som er fastsat i beslutning nr. 2256/2003/EF.

(8)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 808/2004 af 21. april 2004 om EF-statistikker om informationssamfundet (5) etablerer fælles rammer for en systematisk produktion af EF-statistikker om informationssamfundet. Statistikkerne omfatter bl.a. oplysninger, der kræves til benchmarking-processen for e-Europa-handlingsplanen, og de er relevante for de strukturelle indikatorer, som understøtter overvågningen af medlemsstaternes resultater, foruden at de danner et ensartet grundlag for analyser af informationssamfundet.

(9)

I de 12 måneder mellem afslutningen på handlingsplanen e-Europa 2005 og den forventede start på rammeprogrammet i 2007, er der behov for at overvåge udbredelsen af IKT i hele økonomien og støtte denne med fortsat benchmarking og statistiske analyser på grundlag af strukturelle indikatorer, og for at udveksle oplysninger om god praksis. De programaktiviteter, som gennemføres på områderne benchmarking, god praksis og samordning af politikker i 2006, vil støtte realiseringen af målene i ovennævnte meddelelser fra Kommissionen af 2. februar 2005 og 1. juni 2005.

(10)

Mekanismerne for overvågning og udveksling af erfaringer, benchmarking-aktiviteter, formidling af god praksis og analyse af informationssamfundets økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser bør videreføres i 2006 for at nå målene i Kommissionens meddelelse af 2. februar 2005, som sigter mod at stimulere udbredelsen af IKT i forlængelse af e-Europa-handlingsplanerne, og målene i Kommissionens meddelelse af 1. juni 2005.

(11)

Beslutning nr. 2256/2003/EF bør derfor ændres —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Beslutning nr. 2256/2003/EF ændres således:

1)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 1a

1.   Programmet for 2006 fortsætter overvågningen af udbredelsen og brugen af informations- og kommunikationsteknologi (IKT) i hele økonomien og formidlingen af god praksis. Programmet har følgende mål:

a)

at følge resultaterne i medlemsstaterne og sammenligne dem med de bedste i verden, idet man, i det omfang det er muligt, bruger de officielle statistikker

b)

at støtte medlemsstaternes indsats for at stimulere brugen af IKT på nationalt, regionalt og lokalt plan, gennem analyse af god praksis og ved den supplerende fælles udvikling af mekanismer til udveksling af erfaringer

c)

at analysere de økonomiske og samfundsmæssige konsekvenser af informationssamfundet med henblik på at lette de politiske drøftelser, navnlig hvad angår konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse samt social integration.

2.   Programmets aktiviteter går på tværs af forskellige sektorer og supplerer Fællesskabets foranstaltninger på andre områder. Tiltagene vil ikke overlappe det arbejde, der udføres inden for samme områder under andre fællesskabsprogrammer. Programmets foranstaltninger vedrørende benchmarking, god praksis og samordning af politikker skal tilsigte at nå målene i Kommissionens meddelelse af 2. februar 2005 til Det Europæiske Råds forårsmøde »Vækst og beskæftigelse: en fælles opgave — Et nyt afsæt for Lissabon-strategien«, som sigter mod at stimulere udbredelsen af IKT i forlængelse af e-Europa-handlingsplanerne og navnlig fremme bredbånd, e-forvaltning, e-business, e-sundhed og e-læring, og målene i Kommissionens meddelelse af 1. juni 2005»i2010 — Et europæisk informationssamfund som middel til vækst og beskæftigelse«, som fremmer en åben og konkurrencedygtig digital økonomi.

3.   Formålet med programmet er endvidere at skabe en fælles ramme for samspil på europæisk plan mellem forskellige aktører på nationalt, regionalt og lokalt plan.«

2)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 2a

For at nå de mål, der er opstillet i artikel 1a, vil der blive iværksat følgende kategorier af aktiviteter:

a)

Aktivitet 1

Overvågning og sammenligning af resultater:

dataindsamling og -analyse på grundlag af benchmarking-indikatorerne, jf. Rådets resolution af 18. februar 2003 om gennemførelsen af e-Europa 2005-handlingsplanen herunder regionale indikatorer, hvor det er hensigtsmæssigt, og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 808/2004 af 21. april 2004 om EF-statistikker om informationssamfundet (6).

b)

Aktivitet 2

Formidling af god praksis:

undersøgelser med henblik på at kortlægge god praksis på nationalt, regionalt og lokalt plan, der bidrager til en vellykket udbredelse af IKT i hele økonomien

støtte til målrettede konferencer, seminarer og workshops, formidling og informations- og kommunikationsaktiviteter med sigte på at fremme målene i Kommissionens meddelelse af 2. februar 2005 til Det Europæiske Råds forårsmøde »Vækst og beskæftigelse: en fælles opgave — Et nyt afsæt for Lissabon-strategien«, som sigter mod at stimulere udbredelsen af IKT i forlængelse af e-Europa-handlingsplanerne, og målene i Kommissionens meddelelse af 1. juni 2005»i2010 — Et europæisk informationssamfund som middel til vækst og beskæftigelse«, som fremmer en åben og konkurrencedygtig digital økonomi, for at styrke samarbejde og udveksling af erfaringer, som fastsat i artikel 1a, stk. 1, litra b).

c)

Aktivitet 3

Analyse og strategisk drøftelse:

støtte sociale og økonomiske eksperters arbejde, med det formål at bidrage med fremadrettede politikanalyser til Kommissionen.

3)

Artikel 4, stk. 1, erstattes af følgende:

»Programmet dækker perioden 1. januar 2003 til 31. december 2006.

Finansieringsrammen for gennemførelsen af programmet fastlægges til 30 160 000 EUR.«

4)

Bilaget erstattes med teksten i bilaget til denne beslutning.

Artikel 2

Denne beslutning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 14. december 2005.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand

På Rådets vegne

C. CLARKE

Formand


(1)  Udtalelse af 27.10.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 15.11.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 1.12.2005.

(3)  EFT L 336 af 23.12.2003, s. 1. Ændret ved beslutning nr. 787/2004/EF (EUT L 138 af 30.4.2004, s. 12).

(4)  EUT C 62 af 12.3.2005, s. 1.

(5)  EUT L 143 af 30.4.2004, s. 49.

(6)  EUT L 143 af 30.4.2004, s. 49


BILAG

»BILAG

Det flerårige program for overvågning af e-Europa-handlingsplanen, formidling af god praksis og forbedring af net- og informationssikkerheden (Modinis)

Vejledende udgiftsfordeling 2003-2005

Procent af samlet budget pr. kategori og år

 

2003

2004

2005

I alt 2003-2005

Aktivitet 1 — Tilsyn med og sammenligning af resultater

12 %

14 %

14 %

40 %

Aktivitet 2 — Formidling af god praksis

8 %

10 %

12 %

30 %

Aktivitet 3 — Analyse og strategisk drøftelse

2 %

3 %

3 %

8 %

Aktivitet 4 — Bedre netværks- og informationssikkerhed

17 %

5 %

0 %

22 %

Procent af det samlede budget

39 %

32 %

29 %

100 %


Vejledende udgiftsfordeling 2006

Procent af samlet budget pr. kategori og år

 

2006

Aktivitet 1 — Tilsyn med og sammenligning af resultater

55 %

Aktivitet 2 — Formidling af god praksis

30 %

Aktivitet 3 — Analyse og strategisk drøftelse

15 %

Aktivitet 4 — Bedre netværks- og informationssikkerhed

0 %

Procent af det samlede budget

100 %«