32004R0911

Kommissionens forordning (EF) nr. 911/2004 af 29. april 2004 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1760/2000 for så vidt angår øremærker, pas og bedriftslister (EØS-relevant tekst)

EU-Tidende nr. L 163 af 30/04/2004 s. 0065 - 0070


Kommissionens forordning (EF) nr. 911/2004

af 29. april 2004

om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1760/2000 for så vidt angår øremærker, pas og bedriftslister

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning af (EF) nr. 1760/2000 af 17. juli 2000 om indførelse af en ordning for identifikation og registrering af kvæg og om mærkning af oksekød og oksekødsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 820/97(1), særlig artikel 7, stk. 1, og artikel 10, litra a), b) og c), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Kommissionens forordning (EF) nr. 2629/97 af 29. december 1997 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 820/97 for så vidt angår øremærker, bedriftslister og pas i forbindelse med ordningen for identifikation og registrering af kvæg(2) er flere gange blevet ændret væsentligt. Af hensyn til klarheden og sammenhængen i fællesskabslovgivningen bør de pågældende bestemmelser samles i én tekst. Forordning (EF) nr. 2629/97 bør derfor ophæves og erstattes af nærværende forordning.

(2) Øremærker bør være forsynet med oplysninger om oprindelsesmedlemsstaten og med oplysninger om det enkelte dyr. Den mest hensigtsmæssige kodeform for sådanne oplysninger er landekoden på to bogstaver sammen med højst tolv cifre. Det kan tillades, at stregkoder på indtil højst tolv cifre anvendes i forbindelse med landekoden.

(3) Der bør tages hensyn til de vanskeligheder, visse medlemsstaters myndigheder har påpeget for så vidt angår koden for identifikation af kvæg, og disse myndigheder bør have tilladelse til at anvende øremærker med alfanumerisk kode indtil udgangen af overgangsperioden. Der bør desuden tages hensyn til de vanskeligheder, de italienske myndigheder har gjort opmærksom på, hvorfor disse bør have tilladelse til at anvende højst tre supplerende tegn, forudsat at disse supplerende tegn ikke udgør en del af den numeriske kode.

(4) For at undgå problemer i samhandelen med kvæg i EF og for at præcisere de nugældende regler bør brugerne have tilladelse til, hvis de ønsker det og i henhold til de nationale bestemmelser, at på forhånd at indkøbe et antal øremærker, der svarer til deres behov for en periode på højst et år.

(5) Der bør fastsættes bestemmelser om de oplysninger, der skal anføres i de erstatningsøremærker, som skal anvendes, hvis øremærker går tabt.

(6) Der bør fastlægges visse ensartede minimumsregler for øremærkers design og layout.

(7) Bestemmelserne vedrørende øremærkernes indhold af oplysninger bør revideres på baggrund af indførelsen af den elektroniske database, jf. forordning (EF) nr. 1760/2000.

(8) Oplysningerne i passet og på bedriftslisten bør angives i en form, der gør det muligt at spore dyr.

(9) Disse oplysninger bør stemme overens med oplysningerne i den elektroniske database, der er omhandlet i Rådets direktiv 64/432/EØF af 26. juni 1964 om veterinærpolitimæssige problemer ved handel inden for Fællesskabet med kvæg og svin(3).

(10) Brugernes frist til at indberette dyrs flytning, fødsel og dødsfald, som fastsættes af medlemsstaterne til mellem tre og syv dage, bør være relateret til tidspunktet for begivenheden. Der bør dog tages hensyn til de vanskeligheder, visse medlemsstater har påpeget med hensyn til indberetning af fødsler inden for fristen, og medlemsstaterne bør derfor have lov til at regne den pågældende frist fra det tidspunkt, hvor dyret øremærkes.

(11) Der bør tages hensyn til de vanskeligheder, visse medlemsstater har påpeget med hensyn til oplysningerne i pas for kvæg, som er født før den 1. januar 1998. Der bør ligeledes tages hensyn til de vanskeligheder, der blev påpeget i forbindelse med forberedelsen af Tjekkiets, Estlands, Cyperns, Letlands, Litauens, Ungarns, Maltas, Polens, Sloveniens og Slovakiets tiltrædelse, med hensyn til pas for dyr, som er født før den 1. januar 2004.

(12) Det bør være frivilligt at angive bestemte oplysninger i pas for kvæg, som er født før den 1. januar 1998, og for kvæg, som er født før den 1. januar 2004 i Tjekkiet, Estland, Cyperns, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien eller Slovakiet. Denne fravigelse bør dog ikke tilsidesætte forpligtelsen til at angive de pågældende oplysninger i pas for kvæg, som er født i en medlemsstat, hvor dette er et krav i henhold til de nationale bestemmelser.

(13) På grund af kontrolforanstaltningerne i forbindelse med EF-støtteordningerne er det nødvendigt i passet at medtage visse oplysninger om de præmier, der omhandles i Rådets forordning (EF) nr. 1254/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for oksekød(4).

(14) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I ØREMÆRKER

Artikel 1

1. Øremærker skal indeholde navnet på og koden eller logoet for den kompetente myndighed, som har tildelt øremærkerne, og de i stk. 2 omhandlede tegn.

2. For de tegn på øremærkerne, der udgør identifikationskoden, gælder følgende:

a) De to første positioner identificerer den medlemsstat, hvor den bedrift, hvor dyret først identificeres, er beliggende. Med henblik herpå anvendes den landekode på to bogstaver, der er anført i bilag I.

b) Tegnene efter landekoden skal være tal, og der må højst være 12 cifre. Spanien, Irland, Italien, Portugal og Det Forenede Kongerige kan dog opretholde deres nuværende system med en alfanumerisk kode for de 12 cifre efter landekoden for dyr, som er født senest den 31. december 1999, for Spaniens, Irlands, Italiens og Portugals vedkommende, og for dyr, som er født senest den 30. juni 2000, for Det Forenede Kongeriges vedkommende.

3. Ud over oplysningerne i stk. 1 kan den kompetente myndighed tillade, at der anvendes en stregkode.

4. Uanset begrænsningen i antallet af tegn, jf. stk. 2, litra b), kan Italiens kompetente myndighed anvende højst tre supplerende tegn efter den tegnrække, der er foreskrevet i stk. 2. Disse tegn må dog ikke udgøre en del af den i stk. 2 omhandlede identifikationskode.

5. Brugerne skal, hvis de ønsker det og i henhold til de nationale bestemmelser, på forhånd kunne indkøbe et antal øremærker, der svarer til deres behov for en periode på højst et år. Den kompente myndighed kan på forhånd forsyne bedrifter med højst fem dyr med fem par øremærker.

6. Hvis et øremærke går tabt, kan erstatningsøremærket foruden de foreskrevne oplysninger forsynes med særskilte oplysninger i form af romertal, der angiver, hvilken udgave erstatningsøremærke der er tale om. I sådanne tilfælde ændres den i stk. 2 fastsatte identifikationskode ikke. Erstatningsøremærker, som en medlemsstat anvender til dyr, der er født i en anden medlemsstat, skal mindst være forsynet med den samme identifikationskode samt med koden eller logoet for den kompetente myndighed, der udsteder det.

Artikel 2

For øremærker gælder følgende bestemmelser:

a) De skal være fremstillet af fleksibelt plastmateriale.

b) De må ikke kunne forfalskes, og de skal være lette at læse i hele dyrets levetid.

c) De må ikke kunne genbruges.

d) De skal være udformet således, at de bliver siddende på dyret uden at skade det.

e) De må kun være forsynet med de i artikel 1 nævnte påskrifter, og disse må ikke kunne fjernes.

Artikel 3

For det første øremærkes udformning gælder følgende bestemmelser:

a) Det består af to dele, en handel og en hundel.

b) Hver af øremærkets dele må kun være forsynet med de i artikel 1 nævnte oplysninger.

c) Øremærkets længde skal være mindst 45 mm for hver del.

d) Øremærkets bredde skal være mindst 55 mm for hver del.

e) Tegnenes højde skal være mindst 5 mm.

Artikel 4

Medlemsstaterne kan vælge andre materialer eller udformninger for det andet øremærke og kan beslutte at tilføje yderligere oplysninger, forudsat at oplysningskravene i artikel 1, stk. 1 og 2, overholdes.

Artikel 5

Medlemsstaterne giver hinanden og Kommissionen meddelelse om den i artikel 3 og 4 omhandlede udformning af det første og det andet øremærke.

KAPITEL II PAS OG BEDRIFTSLISTER

Artikel 6

1. Passet skal mindst indeholde:

a) de oplysninger, der er nævnt i artikel 14, stk. 3, litra C, nr. 1), første til syvende led, i direktiv 64/432/EØF

b) de oplysninger, der er nævnt:

i) i artikel 14, stk. 3, litra C, nr. 2), andet led, i direktiv 64/432/EØF, eller

ii) i artikel 14, stk. 3, litra C, nr. 2), første led, i nævnte direktiv, hvis den i artikel 5 i forordning (EF) nr. 1760/2000 omhandlede database er fuldt operationel

c) brugerens/brugernes underskrift bortset fra transportørens underskrift. Når databasen er fuldt operationel, jf. artikel 6, stk. 3, første led, i forordning (EF) nr. 1760/2000, skal kun den sidste bruger skrive under

d) navnet på den udstedende myndighed

e) datoen for udstedelsen af passet.

2. Det er tilladt at flytte en kalv på under fire uger, forudsat at navlen er helet, jf. dog kapitel I, del A, punkt 1 i bilaget til Rådets direktiv 91/628/EØF om beskyttelse af dyr under transport(5). I så tilfælde kan medlemsstaterne foreskrive, at den skal ledsages af et midlertidigt pas, der mindst indeholder de i stk. 1 omhandlede oplysninger, i et format, der er godkendt af den kompetente myndighed.

Det midlertidige pas skal udstedes af den første bruger og skal suppleres af hver af de følgende brugere, bortset fra transportører. Brugeren skal forlægge det midlertidige pas for den kompetente myndighed, inden dyret er fire uger gammelt eller inden syv dage at regne fra dødsfaldet eller slagtningen, hvis dyret dør eller slagtes, inden det er fire uger gammelt. Er kalven stadig i live, udsteder den kompetente myndighed et endeligt pas i overensstemmelse med stk. 1 senest 14 dage efter modtagelsen af det midlertidige pas. Endelige pas skal indeholde oplysninger om alle tidligere flytninger af kalven som anført på det midlertidige pas.

Kalvene må højst flyttes to gange mellem bedrifter og skal da være ledsaget af det midlertidige pas. Uanset dette og med henblik på anvendelse af dette stykke tæller flytninger mellem to bedrifter via et marked eller et kalveopsamlingssted som én flytning, hvis markedet eller opsamlingsstedet på anmodning for de kompetente myndigheder kan fremlægge fuldstændig dokumentation for de foranstaltninger, der er iværksat inden for markedet eller opsamlingsstedet.

3. Uanset stk. 1, litra a), er de oplysninger, der er fastsat i artikel 14, stk. 3, litra C, nr. 1), andet og femte led, i Rådets direktiv 64/432/EØF, ikke obligatoriske i pas for kvæg, som er født før den 1. januar 1998. Undtagelsen berører ikke forpligtelsen til at anføre oplysningerne, hvis et sådant krav er fastsat i de nationale bestemmelser. Medlemsstaterne meddeler hinanden og Kommissionen de bestemmelser, der anvendes i praksis for så vidt angår oplysningerne omhandlet dette stykke.

4. For Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet gælder den i stk. 3 omhandlede undtagelse for kvæg, som er født for den 1. januar 2004.

Artikel 7

Foruden de i artikel 6 nævnte oplysninger skal følgende oplysninger vedrørende præmiesituationen for handyr, jf. artikel 4 i forordning (EØF) nr. 1254/99, indføres i passet.

a) ansøgning eller ydelse for første aldersgruppe

b) ansøgning eller ydelse fra anden aldersgruppe.

Artikel 8

Den liste, der føres på de enkelte bedrifter, skal mindst indeholde følgende oplysninger:

a) de i artikel 14, stk. 3, litra C, nr. 1), første til fjerde led, i direktiv 64/432/EØF nævnte oplysninger i ajourført form

b) den dato, hvor dyret døde på bedriften

c) i tilfælde af dyr, der flyttes fra bedriften, navn og adresse på den bruger, bortset fra transportøren, eller identifikationskoden for den bedrift, som dyret overføres til, tillige med afsendelsesdatoen

d) i tilfælde af dyr, der indsættes på bedriften, navn og adresse på den bruger, bortset fra transportøren, eller identifikationskoden for den bedrift, som dyret er blevet overført fra, tillige med indsætningsdatoen

e) navnet på den repræsentant for den kompetente myndighed, der har kontrolleret listen, dennes underskrift og kontroldatoen.

Artikel 9

I forbindelse med fødsler kan medlemsstaterne, når de fastsætter brugernes frist til at indberette begivenheder, jf. artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1760/2000, til mellem tre og syv dage, anvende datoen for mærkning af dyret i stedet for fødselsdatoen som begyndelsesdato for den pågældende frist, forudsat at der ikke derved opstår risiko for forveksling mellem datoerne i nogen registre.

Artikel 10

Medlemsstaterne meddeler hinanden og Kommissionen den model for passet og bedriftslisten, der anvendes inden for dens område.

KAPITEL III AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 11

1. Forordning (EF) nr. 2629/97 ophæves.

2. Henvisninger til forordning (EF) nr. 2629/97 betragtes som henvisninger til nærværende forordning og skal læses i overensstemmelse med sammenligningstabellen i bilag II til nærværende forordning.

Artikel 12

Denne forordning træder i kraft den 1. maj 2004.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. april 2004.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 204 af 11.8.2000, s. 1. Ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(2) EFT L 354 af 30.12.1997, s. 9. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.

(3) EFT 121 af 29.7.1964, s. 1977/64. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 21/2004 (EUT L 5 af 9.1.2004, s. 8).

(4) EFT L 160 af 26.6.1999, s. 21. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1782/2003 (EUT L 270 af 21.10.2003, s. 1).

(5) EFT L 340 af 11.12.1991, s. 17. Senest ændret ved forordning (EØF) nr. 806/2003 (EUT L 122 af 16.5.2003, s. 1).

BILAG I

Koden på et kvægøremærke skal begynde med de bogstaver, der kendetegner oprindelsesmedlemsstaten, jf. følgende skema:

>TABELPOSITION>

BILAG II

SAMMENLIGNINGSTABEL

>TABELPOSITION>