13.10.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 314/8


RÅDETS AFGØRELSE

af 4. oktober 2004

om nedsættelse af et udvalg for social beskyttelse og ophævelse af afgørelse 2000/436/EF

(2004/689/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 144,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionen fremsatte i sin meddelelse »En samordnet strategi til modernisering af den sociale beskyttelse« af 14. juli 1999 en række forslag med henblik på at styrke samarbejdet inden for social beskyttelse, bl.a. ved at nedsætte en gruppe af højtstående embedsmænd.

(2)

Europa-Parlamentet bifaldt i sin beslutning af 16. februar 2000 Kommissionens meddelelse og nedsættelsen af en sådan gruppe.

(3)

Rådet støttede i sine konklusioner af 17. december 1999 om styrkelse af samarbejdet om modernisering og forbedring af den sociale beskyttelse (2) Kommissionens forslag om at etablere en mekanisme for et styrket samarbejde som resultat af arbejdet i en gruppe af højtstående embedsmænd med henblik på gennemførelsen af denne aktion. Rådet understregede, at et sådant samarbejde bør omfatte alle former for social beskyttelse og om nødvendigt bør bistå medlemsstaterne med at forbedre og styrke deres sociale beskyttelsesordninger i overensstemmelse med deres nationale prioriteter. Det mindede om medlemsstaternes beføjelser med hensyn til udformning og finansiering af den sociale beskyttelse, og det tilsluttede sig de fire overordnede mål, som Kommissionen har fastlagt som led i indsatsen for at modernisere de sociale beskyttelsesordninger, nemlig at sørge for, at det kan betale sig at arbejde og at sikre en fast indkomst, at sikre pensionerne og gøre pensionsordningerne bæredygtige, at fremme social integration og at sikre bæredygtig sundhedspleje af høj kvalitet. Det understregede endvidere, at princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd skal integreres i alle aktiviteter, som sigter mod disse fire mål. Endelig anerkendte Rådet, at de finansielle aspekter er fælles for alle disse mål.

(4)

I konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Lissabon den 23.-24. marts 2000 anerkendtes den betydning, social beskyttelse har i forbindelse med videreudvikling og modernisering af en aktiv og dynamisk velfærdsstat i Europa, og Rådet opfordredes til at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne gennem udveksling af erfaringer og god praksis på grundlag af forbedrede informationsnetværk.

(5)

Det Europæiske Råd har på mødet i Nice og på efterfølgende møder tilsluttet sig det arbejde, der udføres af Udvalget for Social Beskyttelse for på fællesskabsplan at fremme udveksling af politikker vedrørende social beskyttelse.

(6)

Udvalget for Social Beskyttelse, der blev nedsat ved Rådets afgørelse 2000/436/EF (3), har klart været til gavn som et rådgivende organ for såvel Rådet som Kommissionen og har aktivt bidraget til udviklingen af den åbne koordinationsmetode, der blev indført af Det Europæiske Råd i Lissabon.

(7)

Efter at Nice-traktaten er trådt i kraft den 1. februar 2003, bør det eksisterende Udvalg for Social Beskyttelse erstattes af et udvalg med samme navn og med supplerende opgaver, således at det eksisterende udvalgs arbejde kan videreføres. Afgørelse 2000/436/EF bør derfor ophæves med virkning fra det tidspunkt, hvor det nye Udvalg for Social Beskyttelse påbegynder sin virksomhed —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Der nedsættes et udvalg for social beskyttelse af rådgivende karakter (i det følgende benævnt »udvalget«), der skal fremme samarbejdet om politikkerne vedrørende social beskyttelse mellem medlemsstaterne samt mellem disse og Kommissionen i fuld overensstemmelse med traktaten og under hensyn til de beføjelser, der tilkommer Fællesskabets institutioner og organer.

2.   Udvalget har til opgave:

a)

at følge den sociale situation og udviklingen i politikkerne vedrørende social beskyttelse i medlemsstaterne og i Fællesskabet

b)

at fremme udvekslingen af oplysninger, erfaringer og god praksis mellem medlemsstaterne og med Kommissionen

c)

med forbehold af traktatens artikel 207 at udarbejde rapporter, afgive udtalelser og iværksætte andre aktiviteter på de områder, der hører under dets kompetence, på Rådets eller Kommissionens anmodning eller på eget initiativ.

3.   Udvalget skal, i det omfang det er hensigtsmæssigt, samarbejde med andre relevante organer og udvalg vedrørende sociale forhold samt økonomisk politik, f.eks. Beskæftigelsesudvalget og Udvalget for Økonomisk Politik.

4.   Under udførelsen af sit mandat etablerer udvalget hensigtsmæssige kontakter med arbejdsmarkedets parter og med ikke-statslige organisationer i den sociale sektor, idet der tages hensyn til deres respektive roller og ansvar på området for social beskyttelse. Europa-Parlamentet skal også holdes underrettet om udvalgets aktiviteter.

Artikel 2

1.   Hver medlemsstat udpeger to repræsentanter til udvalget, som desuden består af to repræsentanter for Kommissionen. Repræsentanterne kan bistås af to suppleanter.

Medlemsstaterne og Kommissionen skal bestræbe sig på at sikre, at mænd og kvinder er ligeligt repræsenteret i delegationerne.

2.   Udvalget kan gøre brug af eksterne eksperter, når dette er påkrævet.

3.   Udvalget etablerer kontakter med repræsentanter for kandidatlandene.

Artikel 3

1.   Udvalget vælger en formand blandt medlemsstaternes repræsentanter for en toårig periode, som ikke kan forlænges.

Formanden bistås af fire næstformænd, hvoraf de to vælges af udvalget blandt dets medlemmer for en toårig periode. Den tredje næstformand repræsenterer den medlemsstat, som har formandskabet i Rådet, og den fjerde repræsenterer den medlemsstat, som efterfølgende får formandskabet.

2.   Formanden indkalder til møde i udvalget, enten på eget initiativ eller på anmodning af mindst halvdelen af udvalgets medlemmer.

3.   Udvalget fastsætter selv sin forretningsorden. Udgifterne refunderes i overensstemmelse med de gældende administrative bestemmelser.

4.   Kommissionen stiller analytisk og organisatorisk støtte til rådighed for udvalget. Den udpeger en af sine ansatte til sekretær, som handler efter instruks fra udvalget, når den pågældende bistår udvalget med at udføre sine opgaver.

Kommissionen holder kontakt med Generalsekretariatet for Rådet om afholdelsen af møder.

Artikel 4

Udvalget kan overlade behandlingen af særlige spørgsmål til suppleanterne eller nedsætte arbejdsgrupper med dette formål. I så fald fungerer et ordinært medlem af eller en suppleant i udvalget eller en tjenestemand fra Kommissionen, der udnævnes af udvalget, som formand.

Arbejdsgrupperne kan anmode eksperter om bistand.

Artikel 5

Afgørelse 2000/436/EF ophæves med virkning fra datoen for det første møde i udvalget. Udvalgets første møde finder sted senest fire måneder efter datoen for vedtagelsen af denne afgørelse.

Udfærdiget i Luxembourg, den 4. oktober 2004.

På Rådets vegne

A. J. DE GEUS

Formand


(1)  Udtalelse af 10.2.2004 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  EFT C 8 af 12.1.2000, s. 7.

(3)  EFT L 172 af 12.7.2000, s. 26.