32003R2152

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2152/2003 af 17. november 2003 om overvågning af skovene og af miljøvekselvirkninger i Fællesskabet (Forest Focus)

EU-Tidende nr. L 324 af 11/12/2003 s. 0001 - 0008


Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2152/2003

af 17. november 2003

om overvågning af skovene og af miljøvekselvirkninger i Fællesskabet (Forest Focus)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 175,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget(3),

efter proceduren i traktatens artikel 251(4), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Skovene spiller en vigtig multifunktionel rolle for samfundet. Ud over deres store betydning for udviklingen af landdistrikterne har skovene stor værdi for naturbevaring og yder et vigtigt bidrag til miljøbeskyttelse; de er nøglefaktorer i kulstofkredsløbet og vigtige kulstofdræn og udgør en afgørende regulerende faktor i det hydrologiske kredsløb.

(2) Skovenes tilstand kan påvirkes alvorligt af naturlige faktorer som f.eks. ekstreme vejrforhold, parasitangreb og sygdomme eller af menneskeskabte faktorer som f.eks. klimaændringer, brande og luftforurening. Sådanne trusler kan alvorligt forstyrre og endog ødelægge skovene. De fleste naturlige og menneskeskabte faktorer, der påvirker skovene, kan have grænseoverskridende følger.

(3) I Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet om en skovbrugsstrategi for Den Europæiske Union understregedes behovet for at beskytte det naturlige miljø og skovarven, forvalte skovene på en bæredygtig måde og støtte internationalt og paneuropæisk samarbejde om beskyttelse af skovene, og der blev samtidig talt om skovovervågning og fremme af skovene som kulstofdræn. Rådet opfordrede i sin resolution af 15. december 1998 om en skovbrugsstrategi for Den Europæiske Union(5) Kommissionen til at evaluere og til stadighed forbedre effektiviteten af det europæiske overvågningssystem for skovenes sundhedstilstand under hensyn til alle potentielle indvirkninger på skovenes økosystemer. Det opfordrede også Kommissionen til i særlig grad at rette sin opmærksomhed mod udviklingen af Fællesskabets skovbrandsinformationssystem, da man derved bedre kan vurdere effektiviteten af foranstaltningerne til beskyttelse mod brande.

(4) I Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1600/2002/EF af 22. juli 2002 om fastlæggelse af Fællesskabets sjette miljøhandlingsprogram(6) påpeges behovet for, at miljøpolitikken udformes, gennemføres og evalueres på et videnbaseret grundlag, og navnlig understreges behovet for overvågning af skovenes forskellige roller på linje med de anbefalinger, der er vedtaget af ministerkonferencen om beskyttelse af Europas skove, De Forenede Nationers Skovforum, konventionen om den biologiske mangfoldighed samt andre fora.

(5) Fællesskabet og medlemsstaterne har forpligtet sig til at iværksætte internationalt aftalte aktiviteter i relation til bevaring og beskyttelse af skovene, bl.a. de forslag til foranstaltninger, der er fremsat af Det Mellemstatslige Skovpanel og Skovforum, og det udvidede arbejdsprogram vedrørende skovenes biodiversitet i tilknytning til konventionen om den biologiske mangfoldighed samt De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer og Kyoto-protokollen.

(6) Fællesskabet har allerede ved Rådets forordning (EØF) nr. 3528/86 af 17. november 1986 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod luftforurening(7) og Rådets forordning (EØF) nr. 2158/92 af 23. juli 1992 om beskyttelse af skovene i Fællesskabet mod brande(8) rettet opmærksomheden mod to af de faktorer, der har negative følger for skovøkosystemernes tilstand.

(7) Begge disse forordninger udløb den 31. december 2002, og det er i Fællesskabets generelle interesse at videreføre og videreudvikle de overvågningsaktiviteter, der blev indført ved disse forordninger, ved at integrere dem i en ny ordning benævnt "Forest Focus".

(8) Ordningen bør være forenelig med eksisterende nationale, europæiske og internationale ordninger under behørig hensyntagen til Fællesskabets beføjelser i spørgsmål vedrørende skove i henhold til skovbrugsstrategien og under iagttagelse af subsidiaritetsprincippet.

(9) Foranstaltninger i henhold til ordningen, der vedrører overvågning af skovbrande, bør supplere de foranstaltninger, der allerede er iværksat, navnlig i medfør af Rådets beslutning 1999/847/EF af 9. december 1999 om indførelse af et EF-handlingsprogram for civilbeskyttelse(9), Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL)(10) og Rådets forordning (EØF) nr. 1615/89 af 29. maj 1989 om indførelse af et EF-system for information og kommunikation vedrørende skovbruget (EFICS)(11).

(10) Ordningen bør fremme udveksling af oplysninger om skovenes tilstand og om skadelige indvirkninger på skovene i Fællesskabet og gøre det muligt at evaluere igangværende foranstaltninger til fremme af bevaring og beskyttelse af skovene til gavn for bæredygtig udvikling, idet der bør lægges særlig vægt på foranstaltninger, der skal mindske negative indvirkninger på skovene.

(11) Det er et særdeles vigtigt og presserende anliggende at beskytte skovene mod skovbrand for bl.a. at bekæmpe ørkendannelse og undgå skovbrandes negative konsekvenser for klimaændringen. Det er afgørende at undgå enhver afbrydelse af de foranstaltninger, som medlemsstaterne har iværksat i henhold til forordning (EØF) nr. 2158/92, der er udløbet. Derfor bør denne forordning omfatte forebyggende foranstaltninger, som ikke modtager støtte gennem forordning (EF) nr. 1257/1999, og som ikke er omfattet af nationale eller regionale programmer for udvikling af landdistrikter.

(12) For at fremme et bredt kendskab til forholdet mellem skovene og miljøet bør ordningen også omfatte overvågning af andre vigtige faktorer som f.eks. biodiversitet, kulstofbinding, klimaændringer, jordbund og skovenes beskyttende funktion. Ordningen bør derfor omfatte tiltag rettet mod et bredere spektrum af mål og en fleksibel gennemførelse, baseret på de resultater, der er opnået under forordning (EØF) nr. 3528/86 og (EØF) nr. 2158/92. Ordningen bør give mulighed for hensigtsmæssig, omkostningseffektiv overvågning af skovene og af miljøvekselvirkninger.

(13) Medlemsstaterne bør gennemføre ordningen gennem nationale programmer, der skal godkendes af Kommissionen efter en nærmere fastsat procedure.

(14) Kommissionen bør i samarbejde med medlemsstaterne sikre koordinering, overvågning og udvikling af ordningen og aflægge rapport herom, navnlig til Den Stående Skovbrugskomité nedsat ved Rådets beslutning 89/367/EØF(12).

(15) Overvågning af skovene og af miljøvekselvirkninger kan kun give pålidelige og sammenlignelige oplysninger, der kan beskytte Fællesskabets skove, hvis dataene indsamles på grundlag af harmoniserede metoder. Sådanne sammenlignelige oplysninger på fællesskabsplan vil bidrage til at skabe en platform med rumlige data fra forskellige kilder af fælles miljøinformationssystemer. Der bør derfor udarbejdes manualer, der beskriver dels de metoder, der skal bruges ved overvågning af skovenes tilstand, dels dataenes format og reglerne for datahåndtering.

(16) Kommissionen bør anvende de data om kulstofbinding, klimaændringer og indvirkningen på biodiversiteten, der indsamles i henhold til ordningen, til at bidrage til rapporteringsforpligtelserne i henhold til de relevante konventioner og protokoller i overensstemmelse med disses bestemmelser. Opstår der problemer med manglende overensstemmelse, bør Kommissionen træffe enhver mulig foranstaltning for at finde en positiv løsning.

(17) Kommissionen og medlemsstaterne bør samarbejde med andre internationale organer inden for skovovervågning på internationalt eller paneuropæisk plan, herunder navnlig det internationale samarbejdsprogram for vurdering og overvågning af luftforureningens virkninger på skove (i det følgende benævnt "ICP Forests"), for at fremme bevaring og beskyttelse af skovene til gavn for bæredygtig udvikling.

(18) I denne forordning fastlægges der for hele programmets varighed en finansieringsramme, der som omhandlet i punkt 33 i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren(13) udgør det primære referencegrundlag for budgetmyndigheden, inden for rammerne af den årlige budgetprocedure.

(19) Størrelsen af Fællesskabets bidrag til aktiviteter, der finansieres som led i ordningen, bør fastsættes.

(20) For at sikre kontinuiteten i overvågningsaktiviteterne er det påkrævet undtagelsesvis at gøre en medlemsstats udgifter berettigede til samfinansiering, hvis disse udgifter vedrører foranstaltninger, som er iværksat efter den 1. januar 2003 og inden denne forordnings ikrafttræden, forudsat at disse foranstaltninger ikke er afsluttet, når Kommissionen godkender det relevante nationale program.

(21) Medlemsstaterne bør udpege de myndigheder og organer, der skal stå for håndtering og fremsendelse af data og for forvaltning af Fællesskabets bidrag.

(22) Medlemsstaterne bør også udarbejde rapporter om forskellige overvågningsaktiviteter og forelægge dem for Kommissionen.

(23) Dataene bør videreformidles i tråd med FN/ECE-konventionen af 1998 om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århuskonventionen) og relevante fællesskabsbestemmelser om adgang til miljøoplysninger.

(24) De nødvendige generelle foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen(14).

(25) Kommissionen bør bistås af Den Stående Skovbrugskomité efter forskriftsproceduren i overensstemmelse med kriterierne i artikel 2, litra b), i nævnte afgørelse.

(26) Det er vigtigt løbende at revurdere ordningen og bedømme dens effektivitet, så eventuelle mangler kan afhjælpes. Kommissionen bør aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af ordningen, navnlig med henblik på at videreføre den ud over den gennemførelsesperiode, der er fastsat i denne forordning.

(27) Målene for den påtænkte handling, nemlig overvågning af skovene, af skovenes tilstand og af miljøvekselvirkninger, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(28) Europaaftalerne mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og de central- og østeuropæiske kandidatlande på den anden side indeholder bestemmelser om disse landes deltagelse i fællesskabsprogrammer, bl.a. på miljøområdet. Ordningen bør også være åben for deltagelse af andre europæiske lande.

(29) Forordning (EØF) nr. 3528/86 og (EØF) nr. 2158/92 udløber, og nærværende forordning bør derfor anvendes fra den 1. januar 2003, da det er hensigtsmæssigt at undgå overlapninger og tomrum -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

AFDELING 1 Formål, indhold og definitioner

Artikel 1

1. Der indføres en fællesskabsordning for en bredt anlagt, harmoniseret og samlet langtidsovervågning af skovenes tilstand, i det følgende benævnt "ordningen", med henblik på:

a) at videreføre og videreudvikle:

- overvågningen af luftforureningen og luftforureningens virkninger samt andre agenser og faktorer, der har indvirkning på skovene, såsom biotiske og abiotiske faktorer samt menneskeskabte faktorer

- overvågningen af skovbrande samt deres årsager og virkninger

- forebyggelsen af skovbrande.

b) at vurdere kravene til og udvikle overvågningen af jordbund, kulstofbinding, virkningerne af klimaændringer, biodiversitet samt skovenes beskyttende funktioner

c) løbende at evaluere overvågningsaktiviteternes effektivitet med hensyn til vurdering af skovenes tilstand og videreudvikling af overvågningsaktiviteterne.

Ordningen skal tilvejebringe pålidelige og sammenlignelige data og oplysninger om skovenes tilstand og om skadelige indvirkninger på skovene på fællesskabsplan. Ordningen skal også bidrage til evalueringen af igangværende foranstaltninger til fremme af bevaring og beskyttelse af skovene til gavn for bæredygtig udvikling, idet der lægges særlig vægt på foranstaltninger, der skal mindske negative indvirkninger på skovene. Ordningen skal tage hensyn til og, hvor det er hensigtsmæssigt, kædes sammen med eksisterende og planlagte nationale, europæiske og globale overvågningsmekanismer og skal være i overensstemmelse med relevante internationale aftaler.

2. Når der i denne forordning tales om skove, kan medlemsstaterne lade udtrykket omfatte andre træbevoksede landområder. Når der i denne forordning tales om skove i forbindelse med skovbrande, kan medlemsstaterne endvidere lade udtrykket omfatte andre landområder.

3. Ordningen finder ikke anvendelse på de franske oversøiske departementer.

Artikel 2

1. Som led i ordningen træffes der foranstaltninger til:

a) at fremme harmoniseret indsamling, håndtering og validering af data

b) at forbedre datavurdering og fremme integreret datavurdering på fællesskabsplan

c) at forbedre kvaliteten af data og oplysninger, der indsamles som led i ordningen

d) at videreudvikle ordningens overvågningsaktiviteter

e) at øge kendskabet til skovene og navnlig til indvirkningen af naturlige og menneskeskabte stressfaktorer

f) at undersøge skovbrandenes dynamik og deres årsager samt deres indvirkning på skovene

g) at udvikle indikatorer for og metoder til risikovurdering vedrørende virkningen af mange forskellige stressfaktorer på skovene i tid og rum.

2. Foranstaltningerne i stk. 1 skal være komplementære i forhold til Fællesskabets forskningsprogrammer.

Artikel 3

I denne forordning forstås ved:

a) "skov": træbevoksede landområder på over 0,5 ha med en kronedækningsgrad på mindst 10 % af arealet (eller tilsvarende bestandstæthed). Træerne skal kunne nå en højde på mindst 5 m på lokaliteten. Landområderne kan bestå af enten lukkede skovbevoksninger, hvor træer af forskellig højde og undervegetationen dækker en stor andel af arealet, eller åbne skovbevoksninger med et kontinuerligt vegetationsdække, hvor kronedækningsgraden overstiger 10 %. "Skov" dækker også unge naturlige bevoksninger og alle beplantninger i skovbrugsøjemed, som endnu ikke har nået en kroneslutning på 10 % eller en træhøjde på 5 m, samt arealer, der normalt indgår i skovområdet, men hvor skovbevoksningen midlertidigt er forsvundet som følge af menneskers indgreb eller af naturlige årsager, og som ventes at blive til skov igen. "Skov" omfatter endvidere skovplanteskoler og frøhaver, der udgør en integreret del af skoven, skovveje, ryddede strækninger, brandbælter og andre mindre, åbne arealer i skoven, skove i nationalparker, naturreservater og andre beskyttede områder som f.eks. områder, der har særlig miljømæssig, videnskabelig, historisk, kulturel eller åndelig interesse, samt læbælter og læhegn af træer, der dækker et område på over 0,5 ha og har en bredde på over 20 m. Gummitræplantager og bevoksninger med korkeg er ligeledes omfattet. "Skov" omfatter derimod ikke landområder, der hovedsagelig anvendes til landbrugsdrift

b) "andre træbevoksede landområder": landområder med en kronedækningsgrad på 5-10 % af arealet (eller tilsvarende bestandstæthed), hvor træerne kan nå en højde på 5 m på lokaliteten, eller landområder med en kronedækningsgrad på over 10 % af arealet (eller tilsvarende bestandstæthed), hvor træerne ikke kan nå en højde på 5 m på lokaliteten (f.eks. dværgtræer eller forkrøblede træer), samt busk- og kratbevoksninger. "Andre træbevoksede landområder" omfatter ikke landområder med træ-, busk- eller kratbevoksninger af ovennævnte art på under 0,5 ha og 20 m i bredden, der klassificeres som "andre landområder", og heller ikke landområder, der hovedsagelig anvendes til landbrugsdrift

c) "andre landområder": landområder, der ikke er klassificeret som skov eller andre træbevoksede landområder som defineret i denne forordning, men som alligevel er omfattet af skovbrandsstatistikkerne i henhold til national lovgivning. Sådanne landområder kan omfatte hede, uopdyrkede landområder eller landbrugsjord, der støder op til eller omsluttes af skov

d) "skovbrand": brand, der opstår og spredes i skov og andre træbevoksede landområder, eller som opstår på andre landområder og spredes til skov og andre træbevoksede landområder. "Skovbrand" omfatter ikke foreskreven eller kontrolleret afbrænding, sædvanligvis med det formål at reducere eller fjerne mængden af opsamlet brændsel på jorden

e) "georefererede": en reference til et bestemt geografisk område, inden for hvilket der indsamles data eller andre oplysninger. Referenceområdet kan være større end det område eller punkt, hvorfra dataene/oplysningerne indsamles, f.eks. for at sikre anonymitet med hensyn til kilden til de indsamlede data/oplysninger.

AFDELING 2 Overvågning og værktøjer til forbedring og udvikling af ordningen

Artikel 4

1. I forlængelse af forordning (EØF) nr. 3528/86 skal ordningen:

a) videreføre og videreudvikle det systematiske net af observationspunkter med det formål at udarbejde regelmæssige oversigter, der kan give repræsentative oplysninger om skovenes tilstand

b) videreføre og videreudvikle nettet af observationsområder, hvor der gennemføres intensiv og løbende overvågning af skovene.

2. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1 fastsættes efter proceduren i artikel 17, stk. 2.

Artikel 5

1. I forlængelse af forordning (EØF) nr. 2158/92 skal ordningen videreføre og videreudvikle informationssystemet med det formål at indsamle sammenlignelige oplysninger om skovbrande på fællesskabsplan.

2. Som led i ordningen skal medlemsstaterne kunne gennemføre undersøgelser til kortlægning af skovbrandenes årsager og dynamik og undersøgelser om skovbrandes indvirkning på skovene. Sådanne undersøgelser skal supplere de aktiviteter og foranstaltninger vedrørende skovbrande, der er iværksat i medfør af beslutning 1999/847/EF, forordning (EF) nr. 1257/1999 og forordning (EØF) nr. 1615/89.

Derudover skal oplysningskampagner og specialuddannelse for deltagere i brandforebyggelsesaktioner finansieres separat i henhold til artikel 13, stk. 1, indtil den 31. december 2005, medmindre sådanne foranstaltninger indgår i udviklingsprogrammerne for landdistrikterne.

3. Foranstaltninger til forebyggelse af skovbrande, der var støtteberettigede i henhold til forordning (EØF) nr. 2158/92, finansieres efter artikel 12, stk. 2, litra b), og artikel 13, stk. 1, forudsat at de ikke modtager støtte i henhold til forordning (EF) nr. 1257/1999, og at de ikke er omfattet af de nationale eller regionale programmer for udvikling af landdistrikter.

4. Medlemsstaterne kan efter anmodning deltage i de foranstaltninger og aktiviteter, der er omhandlet i stk. 1 og 2.

5. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1 og 2 fastsættes efter proceduren i artikel 17, stk. 2.

Artikel 6

1. Med henblik på at nå målene i artikel 1, stk. 1, litra b), udvikles ordningen ved hjælp af undersøgelser, forsøg, demonstrationsprojekter, prøvning på pilotbasis og indførelse af nye overvågningsaktiviteter. Kommissionen udvikler ordningen i samarbejde med medlemsstaterne med henblik på navnlig:

a) at øge kendskabet til skovenes og andre træbevoksede landområders tilstand og til sammenhængen mellem denne tilstand og naturlige og menneskeskabte stressfaktorer

b) at vurdere klimaændringers indvirkning på skovene og andre træbevoksede landområder, herunder indvirkningen på disses biodiversitet, og sammenhængen med kulstofbinding og jordbund

c) at indkredse, under hensyn til de relevante eksisterende indikatorer, vigtige strukturelle og funktionelle økosystemelementer, der skal anvendes som indikatorer til vurdering af biodiversitetens tilstand og udviklingstendenser i skovene og af skovenes beskyttende funktioner.

2. Sideløbende med de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger kan medlemsstaterne gennemføre undersøgelser, forsøg og demonstrationsprojekter eller en overvågningstestfase på Kommissionens anmodning eller på eget initiativ.

3. De i stk. 1 og 2 omhandlede foranstaltninger skal bidrage til indkredsning af forskellige muligheder for som led i ordningen at indføre nye overvågningsaktiviteter, der i væsentlig grad kan medvirke til at opfylde informations- og overvågningsbehovene på de områder, der er anført i artikel 1, stk. 1, litra b). Iværksættelsen af disse aktiviteter anses for at være en del af den i artikel 18 nævnte revurdering. Ved udviklingen af ordningen tager Kommissionen hensyn til såvel videnskabelige som finansielle behov og begrænsninger.

4. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1, 2 og 3, herunder beslutninger om iværksættelse af nye overvågningsaktiviteter, fastsættes efter proceduren i artikel 17, stk. 2.

Artikel 7

1. Med henblik på at nå målene i artikel 1, stk. 1, litra c), gennemfører Kommissionen i nært samarbejde med medlemsstaterne, ud over de i artikel 6 omhandlede foranstaltninger, undersøgelser, forsøg og demonstrationsprojekter med henblik på:

a) at fremme harmoniseret indsamling, håndtering og validering af data på fællesskabsplan

b) at forbedre datavurdering på fællesskabsplan

c) at forbedre kvaliteten af data og oplysninger, der indsamles som led i ordningen.

2. Med henblik på at nå målene i artikel 1, stk. 1, litra c), kan medlemsstaterne, ud over de i artikel 6 omhandlede foranstaltninger, i deres nationale programmer integrere undersøgelser, forsøg og demonstrationsprojekter på de områder, der er beskrevet i stk. 1.

3. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1 fastsættes efter proceduren i artikel 17, stk. 2.

AFDELING 3 Nationale programmer, koordinering og samarbejde

Artikel 8

1. De aktiviteter, der er omhandlet i artikel 4 og 5, artikel 6, stk. 2 og 3, og artikel 7, stk. 2, iværksættes som led i nationale programmer, som medlemsstaterne udarbejder for perioder på to år.

2. De nationale programmer forelægges Kommissionen inden 60 dage efter denne forordnings ikrafttræden og derefter inden den 1. november året forud for begyndelsesdatoen for hver treårig periode.

3. Medlemsstaterne tilpasser deres nationale programmer med Kommissionens godkendelse for navnlig at tage hensyn til udvidelsen af overvågningsaktiviteten, der udvikles i overensstemmelse med artikel 6, når denne er fastlagt.

4. De nationale programmer ledsages ved forelæggelsen for Kommissionen af en forhåndsevaluering. Medlemsstaterne gennemfører også midtvejsevalueringer ved udgangen af det tredje år af den i artikel 12 fastsatte periode og efterfølgende evalueringer ved udgangen af den pågældende periode.

5. Kommissionen træffer afgørelse om de finansielle bidrag til dækning af de støtteberettigede omkostninger på grundlag af de forelagte nationale programmer eller på grundlag af eventuelle godkendte tilpasninger heraf.

6. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1-5 fastsættes efter proceduren i artikel 17, stk. 2, under hensyntagen til nationale, europæiske og internationale overvågningsmekanismer for at undgå en forøgelse af den administrative byrde.

Artikel 9

1. Kommissionen koordinerer, overvåger og udvikler ordningen i samarbejde med medlemsstaterne og aflægger rapport herom, især til Den Stående Skovbrugskomité.

2. Kommissionen validerer i samarbejde med medlemsstaterne data på fællesskabsplan og sikrer vurderingen af de indsamlede data og oplysninger på fællesskabsplan i overensstemmelse med artikel 15.

3. Kommissionen nedsætter en videnskabelig rådgivende gruppe, der skal bistå Den Stående Skovbrugskomité med at forberede dens arbejde, især med at udvikle ordningen som omhandlet i artikel 6.

4. Til at udføre opgaverne i stk. 1 og 2 nedsætter Kommissionen et videnskabeligt koordineringsorgan under Det Fælles Forskningscenter og kan høre og indgå kontrakter med forskningsinstitutter og eksperter under fuld hensyntagen til de mange forskellige skovøkosystemer i Fællesskabet.

5. Ved udførelsen af sine rapporteringsopgaver som omhandlet i stk. 1 bistås Kommissionen af Det Europæiske Miljøagentur.

6. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 3 fastsættes efter proceduren i artikel 17, stk. 2.

Artikel 10

1. Med henblik på at harmonisere de i artikel 4, 5 og artikel 6, stk. 3, omhandlede aktiviteter og sikre, at dataene er sammenlignelige, udarbejdes der manualer, som angiver obligatoriske og fakultative parametre og fastsætter overvågningsmetoder og de dataformater, der skal anvendes ved datafremsendelse. Manualerne baseres, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt, på eksisterende systemer.

2. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1 fastsættes efter proceduren i artikel 17, stk. 2.

Artikel 11

1. Med henblik på at nå målene i artikel 1 samarbejder Kommissionen og medlemsstaterne og fremmer synergier med andre organer på internationalt eller paneuropæisk plan for at fremme bevaring og beskyttelse af skovene til gavn for bæredygtig udvikling.

2. Ved anvendelsen af artikel 4 samarbejder Kommissionen med ICP Forests for at opfylde de forpligtelser, der er opstillet inden for rammerne af konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande.

3. Med henblik på det i stk. 1 og 2 omhandlede samarbejde kan Fællesskabet yde støtte til følgende aktiviteter:

a) oprettelse af passende forbindelser til det videnskabelige koordineringsorgan

b) undersøgelser og datavurderinger.

AFDELING 4 Gennemførelsesperiode og finansielle aspekter

Artikel 12

1. Ordningen har en løbetid på fire år fra den 1. januar 2003 til den 31. december 2006.

2. Fællesskabets maksimale finansielle støtte til dækning af de støtteberettigede omkostninger ved de nationale programmer som led i ordningen er som følger:

a) aktiviteter i medfør af artikel 4: 50 %

b) aktiviteter i medfør af artikel 5: 50 %

c) aktiviteter i medfør af artikel 6, stk. 2: 75 %

d) aktiviteter i medfør af artikel 6, stk. 3: 50 %

e) aktiviteter i medfør af artikel 7, stk. 2: 50 %.

3. Kommissionen udbetaler Fællesskabets bidrag til dækning af de støtteberettigede omkostninger til medlemsstaterne.

4. Medlemsstaternes udgifter til gennemførelsen af nationale programmer, der er godkendt af Kommissionen, er undtagelsesvis berettigede til samfinansiering, hvis de pågældende foranstaltninger er iværksat efter den 1. januar 2003 og inden denne forordnings ikrafttræden, forudsat at disse foranstaltninger ikke er afsluttet, når Kommissionen tager stilling til de nationale programmer.

5. Kommissionen finansierer aktiviteter i medfør af artikel 6, stk. 1, artikel 7, stk. 1, og artikel 9, stk. 1, 2 og 4, i overensstemmelse med de relevante regler for offentlige indkøb.

6. Fællesskabet kan yde et bidrag til Det Europæiske Miljøagentur til udførelse af de i artikel 9, stk. 5, og artikel 18 omhandlede opgaver.

7. Kommissionen kan finansiere aktiviteterne i den videnskabelige rådgivende gruppe, der er omhandlet i artikel 9, stk. 3, når gruppen varetager de opgaver, der er fastsat i de detaljerede gennemførelsesbestemmelser.

8. Fællesskabet kan yde et bidrag til ICP Forests til opfyldelse af Fællesskabets forpligtelser som omhandlet i artikel 11, stk. 2.

Artikel 13

1. Finansieringsrammen for gennemførelsen af ordningen er for perioden 2003-2006 fastlagt til 61 mio. EUR, hvoraf 9 mio. EUR kan anvendes til foranstaltninger til forebyggelse af skovbrande.

2. De i stk. 1 fastsatte finansielle midler forhøjes ved nye medlemsstaters tiltrædelse af Den Europæiske Union.

3. De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden i forbindelse med den årlige budgetprocedure inden for rammerne af de finansielle overslag.

AFDELING 5 Gennemførelse, medlemsstaternes rapportering, Den Stående Skovbrugskomité

Artikel 14

1. Medlemsstaterne udpeger de organer, der skal forvalte aktiviteterne i de godkendte nationale programmer, på grundlag af de pågældende organers finansielle og operationelle kapacitet. Organerne kan være enten nationale administrationer eller andre enheder, idet Kommissionen skal godkende private enheder, der skal have et almennyttigt formål, stille fyldestgørende finansielle garantier og opfylde de betingelser, der er fastsat i de detaljerede gennemførelsesbestemmelser til dette stykke.

2. Uden at det berører de eksisterende kompetente myndigheder, udpeger medlemsstaterne de myndigheder og agenturer, der har beføjelse til at gennemføre de foranstaltninger, der vedtages i henhold til denne forordning.

3. Medlemsstaterne har ansvaret for, at Fællesskabets bidrag forvaltes forsvarligt og effektivt. I dette øjemed fastsætter de fornødne bestemmelser for at:

a) sikre, at de af Fællesskabet finansierede aktiviteter faktisk iværksættes, og at de gennemføres korrekt på en måde, der synliggør Fællesskabets bidrag

b) forhindre uregelmæssigheder

c) geninddrive beløb, der er gået tabt som følge af uregelmæssigheder eller uagtsomhed

d) sikre, at de i stk. 1 omhandlede organer har forsvarlige interne ledelses- og kontrolsystemer

e) sikre, at medlemsstaterne stiller sig som garant for de i stk. 1 omhandlede organer, såfremt disse ikke er offentlige enheder.

4. Medlemsstaterne stiller alle nødvendige oplysninger til rådighed for Kommissionen og træffer de nødvendige foranstaltninger for at lette den kontrol, som Kommissionen anser for hensigtsmæssig i forbindelse med forvaltningen af Fællesskabets finansiering, herunder kontrolbesøg på stedet fra Kommissionen eller Den Europæiske Revisionsret. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de foranstaltninger, de træffer i dette øjemed.

5. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1-4 fastsættes efter proceduren i artikel 17, stk. 2.

Artikel 15

1. Medlemsstaterne sender hvert år, via de udpegede myndigheder og agenturer, Kommissionen de data, der indsamles som led i ordningen, ledsaget af en rapport.

Dataene skal være georefererede og skal sendes til Kommissionen via computertelekommunikation og/eller elektronisk teknologi. Kommissionen fastsætter i tæt samarbejde med medlemsstaterne formatet for og de nærmere detaljer vedrørende fremsendelsen.

2. Medlemsstaterne videreformidler aktivt de indsamlede data med anvendelse af fælles formater og standarder og via elektroniske georefererede databaser, som forvaltes i overensstemmelse med principperne i Århuskonventionen og relevante fællesskabsbestemmelser om adgang til miljøoplysninger.

3. For at fremme vurderingen af de indsamlede data og opnå den størst mulige nytteværdi af anvendelsen af dataene sættes der ingen begrænsninger for Kommissionens ret til at anvende og formidle de indsamlede data i overensstemmelse med principperne i Århuskonventionen og relevante fællesskabsbestemmelser om adgang til miljøoplysninger. I forbindelse med enhver formidling af data, der er indsamlet fra medlemsstaterne, skal medlemsstaterne anføres som kilde.

4. Gennemførelsesbestemmelserne til stk. 1 fastsættes efter proceduren i artikel 17, stk. 2.

Artikel 16

1. Hver medlemsstat udarbejder, navnlig på grundlag af de i artikel 4, stk. 1, omhandlede aktiviteter, en rapport om den nationale situation for så vidt angår skovenes tilstand.

Rapporten sendes til Kommissionen senest den 31. december 2005.

2. Hver medlemsstat, der deltager i de i artikel 5 omhandlede aktiviteter, udarbejder en rapport om den nationale situation for så vidt angår brandes indvirkning på skovene.

Rapporten sendes til Kommissionen senest den 31. december hvert år fra og med 2003.

3. Hver medlemsstat udarbejder en rapport om den nationale situation for så vidt angår spørgsmål, der indgår i de i artikel 6, stk. 3, omhandlede overvågningsaktiviteter, når disse er fastlagt.

Retningslinjer for rapporteringen og rapporteringsperioden fastlægges efter proceduren i artikel 17, stk. 2.

Artikel 17

1. Kommissionen bistås af Den Stående Skovbrugskomité.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til to måneder.

3. Komitéen vedtager selv sin forretningsorden.

AFDELING 6 Kommissionens rapportering, revurdering, kandidatlandene

Artikel 18

Seks måneder efter fristen for fremsendelse af de i artikel 16 omhandlede rapporter og under hensyn til alle i medfør af artikel 16 fremsendte rapporter, forelægger Kommissionen, med bistand fra Det Europæiske Miljøagentur, en rapport om ordningens gennemførelse for Europa-Parlamentet og for Rådet med en revurdering af ordningens effektivitet for at skabe grundlag for eventuelle afgørelser om en videreførelse af disse aktiviteter efter 2006. I dette øjemed opfordres Kommissionen til at forelægge et forslag.

Artikel 19

Inden udløbet af den i artikel 12, stk. 1, fastsatte periode forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om ordningens gennemførelse, under hensyn til den i artikel 18 omhandlede revurdering.

Artikel 20

Ordningen er åben for deltagelse af:

a) kandidatlandene i Central- og Østeuropa i henhold til de betingelser, der er fastsat i Europaaftalerne, i tillægsprotokollerne til disse aftaler og i de afgørelser, som er truffet af de respektive associeringsråd

b) Cypern, Malta og Tyrkiet, på grundlag af bilaterale aftaler, som skal indgås med disse lande

c) andre europæiske lande på frivilligt grundlag og for egen regning.

Artikel 21

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2003.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. november 2003.

På Europa-Parlamentets vegne

P. Cox

Formand

På Rådets vegne

G. Alemanno

Formand

(1) EFT C 20 E af 28.1.2003, s. 67.

(2) EUT C 85 af 8.4.2003, s. 83.

(3) EUT C 128 af 29.5.2003, s. 41.

(4) Europa-Parlamentets udtalelse af 13.2.2003 (endnu ikke offentliggjort i EUT), Rådets fælles holdning af 13.6.2003 (EUT C 233 E af 30.9.2003, s. 1), Europa-Parlamentets holdning af 21.10.2003 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 6.11.2003.

(5) EFT C 56 af 26.2.1999, s. 1.

(6) EFT L 242 af 10.9.2002, s. 1.

(7) EFT L 326 af 21.11.1986, s. 2. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 804/2002 (EFT L 132 af 17.5.2002, s. 1).

(8) EFT L 217 af 31.7.1992, s. 3. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 805/2002 (EFT L 132 af 17.5.2002, s. 3).

(9) EFT L 327 af 21.12.1999, s. 53.

(10) EFT L 160 af 26.6.1999, s. 80.

(11) EFT L 165 af 15.6.1989, s. 12. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1100/98 (EFT L 157 af 30.5.1998, s. 10).

(12) EFT L 165 af 15.6.1989, s. 14.

(13) EFT C 172 af 18.6.1999, s. 1.

(14) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.