32003R0599

Kommissionens forordning (EF) nr. 599/2003 af 1. april 2003 om ændring af forordning (EØF) nr. 2092/91 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler (EØS-relevant tekst)

EU-Tidende nr. L 085 af 02/04/2003 s. 0015 - 0016


Kommissionens forordning (EF) nr. 599/2003

af 1. april 2003

om ændring af forordning (EØF) nr. 2092/91 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2092/91 af 24. juni 1991 om økologisk produktionsmetode for landbrugsprodukter og om angivelse heraf på landbrugsprodukter og levnedsmidler(1), senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 223/2003(2), særlig artikel 13, andet led, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Bevarelse af dyrs sundhed og velfærd bør hovedsagelig baseres på forebyggelse gennem foranstaltninger såsom udvælgelse af passende racer og linjer og anvendelse af passende fodermidler.

(2) I forordning (EØF) nr. 2092/91 er der fastsat præcise krav til foders sammensætning. Tilførslen af essentielle stoffer som vitaminer bør navnlig dækkes gennem naturlige fodermidler.

(3) Harmoniserede bestemmelser for økologisk husdyrproduktion blev først vedtaget for nylig, og opdrættere kan fortsat have vanskeligheder med at fremskaffe dyr, der kan tilpasses de lokale vilkår og/eller hensigtsmæssige forvaltningssystemer, og med at give deres dyr alle de vigtige stoffer, som de behøver for at opnå en harmonisk vækst, navnlig med hensyn til visse fedtopløselige vitaminer for drøvtyggere.

(4) I en overgangsperiode bør det derfor undtagelsesvist være tilladt på bestemte betingelser at anvende A-, D- og E-vitaminer.

(5) Tilladelsen ledsages af en forpligtelse for medlemsstaterne til at informere Kommissionen herom.

(6) Det i henhold til artikel 14 i forordning (EØF) nr. 2092/91 nedsatte udvalg har ikke afgivet udtalelse inden for den tidsfrist, som dets formand har sat. Kommissionen har ifølge artikel 14, stk. 4, i forordning (EØF) nr. 2092/91 forelagt forslaget for Rådet. Eftersom Rådet ikke har truffet nogen afgørelse inden for den tremånedersfrist, som er fastsat i artikel 14, stk. 5, i forordning (EØF) nr. 2092/91, vedtages de foreslåede foranstaltninger af Kommissionen -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EØF) nr. 2092/91 foretages følgende ændringer:

a) Bilag I, del B, ændres som angivet i punkt 1 i bilaget til nærværende forordning

b) Bilag II, del C og D, ændres som angivet i punkt 2 i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. april 2003.

På Kommissionens vegne

Franz Fischler

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 198 af 22.7.1991, s. 1.

(2) EUT L 31 af 6.2.2003, s. 3.

BILAG

1. Punkt 4.10 i bilag I, del B, til forordning (EØF) nr. 2092/91 affattes således:

"4.10. For fjerkræ skal den foderblanding, der bruges ved opfedningen, indeholde mindst 65 % af en blanding af korn, proteinafgrøder og oliefrø."

2. Bilag II til forordning (EØF) nr. 2092/91 ændres således:

a) I del C indsættes som punkt 2.3:

"2.3. Æg og ægprodukter til anvendelse som fjerkræfoder, fortrinsvis fra samme bedrift."

b) Del D ændres således:

i) I punkt 1.2 indsættes:

"Uanset det foregående led kan medlemsstaternes kompetente myndigheder i en overgangsperiode, der udløber den 31. december 2005, tillade anvendelse af syntetiske vitaminer af type A, D og E til drøvtyggere, hvis følgende betingelser er opfyldt:

- de syntetiske vitaminer er identiske med naturlige vitaminer, og

- medlemsstaternes tilladelse er baseret på præcise kriterier og meddelt Kommissionen.

Producenterne kan kun benytte tilladelsen, hvis de over for kontrolorganet eller medlemsstaternes myndigheder godtgør, at deres dyrs sundhed og velfærd ikke kan garanteres uden anvendelse af sådanne syntetiske vitaminer."

ii) I punkt 2 indsættes:

- "gærfløde".