32003D0095

2003/95/EF: Rådets afgørelse af 27. januar 2003 om indgåelse af en tillægsprotokol til Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Slovenien på den anden side om overensstemmelsesvurdering og accept af industrivarer — PECA

EU-Tidende nr. L 036 af 12/02/2003 s. 0015 - 0016


Rådets afgørelse

af 27. januar 2003

om indgåelse af en tillægsprotokol til Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Slovenien på den anden side om overensstemmelsesvurdering og accept af industrivarer - PECA

(2003/95/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 133, sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit, første punktum, artikel 300, stk. 3, første afsnit, første punktum, og artikel 300, stk. 4,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Slovenien på den anden side(2) trådte i kraft den 1. februar 1999.

(2) Artikel 76, stk. 2, i Europa-aftalerne indeholder bestemmelse om, at samarbejdet hvad angår standardisering og overensstemmelsesvurdering som målsætning skal have, at der indgås aftaler om gensidig anerkendelse.

(3) Artikel 114, stk. 2, i Europaaftalen indeholder bestemmelse om, at associeringsrådet kan uddelegere enhver af sine beføjelser til associeringsudvalget.

(4) Artikel 2 i Rådets og Kommissionens afgørelse 1999/144/EF, EKSF, Euratom af 21. december 1998 om indgåelse af Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Slovenien på den anden side(3) indeholder bestemmelser om Fællesskabets beslutningsprocedurer og om fremlæggelse af Fællesskabets synspunkter i associeringsrådet og i associeringsudvalget.

(5) Artikel 14 i afgørelse nr. 1/1999 af 22. februar 1999 truffet af associeringsrådet mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Slovenien på den anden side om associeringsrådets forretningsorden(4) indeholder bestemmelse om, at associeringsudvalget kan nedsætte yderligere underudvalg eller grupper til at bistå det i udførelsen af sine hverv.

(6) Protokollen til Europaaftalen om overensstemmelsesvurdering og godkendelse af industrivarer blev undertegnet i Bruxelles den 26. november 2002 på Fællesskabets vegne og bør godkendes.

(7) Visse opgaver i forbindelse med gennemførelsen er overdraget associeringsrådet, navnlig beføjelser til at ændre visse dele af bilagene til protokollen.

(8) Der bør fastlægges interne procedurer til at sikre, at protokollen fungerer efter hensigten.

(9) Det er nødvendigt at beføje Kommissionen til at foretage visse tekniske ændringer i denne protokol og træffe visse beslutninger med henblik på dens gennemførelse -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Protokollen til Europaaftalen med Republikken Slovenien om overensstemmelsesvurdering og godkendelse af industrivarer, i det følgende benævnt "protokollen", samt den erklæring, der er knyttet til slutakten, godkendes herved på Det Europæiske Fællesskabs vegne.

Teksten til protokollen og erklæringen, der er knyttet til slutakten, er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Formanden for Rådet fremsender på Fællesskabets vegne den diplomatiske note, der er nævnt i protokollens artikel 17(5).

Artikel 3

1. Efter høring af det af Rådet udpegede særlige udvalg kan Kommissionen:

a) anmelde, anerkende, suspendere og trække organer tilbage samt udpegelse af fælles eksperthold i overensstemmelse med protokollens artikel 10, 11 og 14, litra c)

b) foretage høringer, udveksle oplysninger, indgive anmodninger om efterprøvning og deltagelse i efterprøvning i overensstemmelse med artikel 3, 12, og 14, litra d) og e), og afsnit III og IV i bilagene til protokollen vedrørende elektricitetssikkerhedsudstyr, elektromagnetisk kompatibilitet, maskiner og gasapparater

c) om nødvendigt svare på anmodninger i overensstemmelse med artikel 11, afsnit III og IV i bilagene til protokollen vedrørende elektricitetssikkerhedsudstyr, elektromagnetisk kompatibilitet, maskiner og gasapparater.

2. Efter høring af det særlige udvalg, der er omhandlet i stk. 1, fastlægger Kommissionen den holdning, som Fællesskabet skal indtage i associeringsrådet og eventuelt i associeringsudvalget, til:

a) ændringer i bilagene i overensstemmelse med protokollens artikel 14, litra a), i protokollen

b) ændringer i nye bilag i overensstemmelse med protokollens artikel 14, litra b), i protokollen

c) alle afgørelser vedrørende uoverensstemmelser i forbindelse med resultater af efterprøvninger og fuldstændig eller delvis suspension af et anmeldt organ i overensstemmelse med protokollens artikel 11, stk. 2 og 3

d) alle foranstaltninger, der træffes i medfør af suspensionsklausulerne i afsnit IV i bilagene til protokollen vedrørende elektricitetssikkerhedsudstyr, elektromagnetisk kompatibilitet, maskiner og gasapparater

e) alle foranstaltninger vedrørende efterprøvning, suspension eller tilbagetrækning af industrivarer, som har været genstand for gensidig godkendelse efter protokollens artikel 4.

3. I alle andre tilfælde fastlægger Rådet på forslag fra Kommissionen med kvalificeret flertal den holdning, som Fællesskabet skal indtage i associeringsrådet og eventuelt i associeringsudvalget, hvad angår denne protokol.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. januar 2003.

På Rådets vegne

G. Papandreou

Formand

(1) EFT C 291 af 26.11.2002, s. 250.

(2) EFT L 51 af 26.2.1999, s. 3.

(3) EFT L 51 af 26.2.1999, s. 1.

(4) EFT L 96 af 10.4.1999, s. 13.

(5) Datoen for protokollens ikrafttræden offentliggøres af Generalsekretariatet for Rådet i Den Europæiske Unions Tidende.