32002R0840

Kommissionens forordning (EF) nr. 840/2002 af 21. maj 2002 om justering af visse beløb for den agromonetære udligningsstøtte, der ydes til Det Forenede Kongerige og Sverige

EF-Tidende nr. L 134 af 22/05/2002 s. 0009 - 0010


Kommissionens forordning (EF) nr. 840/2002

af 21. maj 2002

om justering af visse beløb for den agromonetære udligningsstøtte, der ydes til Det Forenede Kongerige og Sverige

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2799/98 af 15. december 1998 om den agromonetære ordning for euroen(1), særlig artikel 4 og 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) For flere medlemsstater blev maksimumsbeløbene for den udligningsstøtte, der ydes som følge af de vekselkurser, der var gældende pr. 1. og 2. januar 2000, fastsat ved Kommissionens forordning (EF) nr. 801/2000(2).

(2) Maksimumsbeløbene for den udligningsstøtte, der ydes som følge af de vekselkurser for pund sterling, der var gældende pr. 31. december 2000 og pr. 1. januar 2001, blev fastsat ved Kommissionens forordning (EF) nr. 653/2001(3).

(3) Maksimumsbeløbene for udligningsstøtten for de væsentlige revalueringer af pund sterling og den svenske krone, der fandt sted i 2000, blev fastsat ved Kommissionens forordning (EF) nr. 654/2001(4).

(4) Hvad angår de udligningsbeløb, der ydes som følge af vekselkurserne for visse former for direkte støtte og foranstaltninger af strukturel eller miljømæssig art, fastsættes det i artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2799/98, at beløbet for anden og tredje støtterate nedsættes i forhold til den foregående rate med mindst en tredjedel af det beløb, der blev ydet for den første rate, og i samme forordnings artikel 5, stk. 4, at det maksimale udligningsbeløb nedsættes eller annulleres efter omstændighederne i forhold til den indvirkning, som udviklingen i de vekselkurser, der er konstateret den første dag af anden og tredje rate, har haft på indkomsterne.

(5) En gennemgang af de omregningskurser, der blev fastsat for pund sterling og den svenske krone ved Kommissionens forordning (EF) nr. 426/2002 om fastsættelse af omregningskursen for visse former for direkte støtte og for foranstaltninger af strukturel eller miljømæssig art(5), viser en værdiforringelse for disse valutaer.

(6) Derfor bør anden rate af maksimumsbeløbene for udligningsstøtten for Det Forenede Kongerige i forbindelse med de udløsende begivenheder pr. 31. december 2000 og pr. 1. januar 2001 nedsættes yderligere. Det er ligeledes nødvendigt at annullere beløbene for tredje rate af udligningsstøtten for Sverige i forbindelse med de udløsende begivenheder pr. 1. og 2. januar 2000.

(7) Hvad angår udligningsstøtten for de væsentlige revalueringer af de nationale valutaer, fastsættes det i artikel 4, stk. 5, i forordning (EF) nr. 2799/98, at beløbet for anden og tredje støtterate nedsættes i forhold til den foregående rate med mindst en tredjedel af det beløb, der er blevet ydet for den første rate, og at beløbene for anden og tredje rate nedsættes eller annulleres i forhold til den indvirkning, som udviklingen i vekselkurserne har haft på indkomsterne indtil begyndelsen af måneden før den første måned for den pågældende rate, idet der tages hensyn til den konstaterede markedssituation i samme periode.

(8) En gennemgang af gennemsnittet af de vekselkurser, der er fastsat for pund sterling og den svenske krone mellem den 1. marts 2001 og den 31. januar 2002, viser en værdiforringelse for disse valutaer i nævnte periode.

(9) Under hensyntagen til markedssituationen, jf. artikel 4, stk. 6, litra a), i forordning (EF) nr. 2799/98, kan beløbet for en eller flere rater nedsættes i en eller flere sektorer, hvis det konstateres, at den gennemsnitlige markedspris for den pågældende medlemsstat er større end eller lig med gennemsnittet af markedspriserne i de medlemsstater, hvor der ikke fandt en væsentlig revaluering sted i samme periode. Denne betingelse er opfyldt for kornsektoren i Det Forenede Kongerige for perioden fra den 1. marts 2001 til den 31. januar 2002. Imidlertid har Det Forenede Kongerige for denne sektor ikke ydet første rate af udligningsstøtten for den væsentlige revaluering af pund sterling, der fandt sted i 2000. Det er således ikke længere muligt at yde hverken anden eller tredje rate af nævnte støtte for kornsektoren. Markedssituationen i kornsektoren i Det Forenede Kongerige påvirker derfor ikke maksimumsbeløbet for anden rate af udligningsstøtten for den væsentlige revaluering af pund sterling, der fandt sted i 2000.

(10) Der bør ikke desto mindre under hensyntagen til udviklingen i vekselkurserne foretages en yderligere nedsættelse af maksimumsbeløbet for anden rate af udligningsstøtten for Det Forenede Kongerige for den væsentlige revaluering af pund sterling, der fandt sted i 2000, samt en annullering af anden rate af udligningsstøtten for Sverige for den væsentlige revaluering af den svenske krone, der fandt sted i 2000.

(11) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra de berørte forvaltningskomitéer -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Beløbene for tredje rate af udligningsstøtten for Sverige, jf. forordning (EF) nr. 801/2000, svarende til støtte, der har en udløsende begivenhed pr. 1. januar 2000, annulleres.

2. Beløbene for tredje rate af udligningsstøtten for Sverige, jf. forordning (EF) nr. 801/2000, svarende til støtte, der har en udløsende begivenhed pr. 2. januar 2000, annulleres.

Artikel 2

1. Maksimumsbeløbene for anden rate af udligningsstøtten for Det Forenede Kongerige, jf. forordning (EF) nr. 653/2001, svarende til støtte, der har en udløsende begivenhed pr. 31. december 2000, multipliceres med faktoren 0,4722.

2. Maksimumsbeløbene for anden rate af udligningsstøtten for Det Forenede Kongerige, jf. forordning (EF) nr. 653/2001, svarende til støtte, der har en udløsende begivenhed pr. 1. januar 2001, multipliceres med faktoren 0,3941.

Artikel 3

1. Maksimumsbeløbet for anden rate af udligningsstøtten for Det Forenede Kongerige, jf. artikel 1 i forordning (EF) nr. 654/2001, for den væsentlige revaluering af pund sterling, der fandt sted i 2000, multipliceres med faktoren 0,7090.

2. Beløbet for anden rate af udligningsstøtten for Sverige, jf. artikel 2 i forordning (EF) nr. 654/2001, for den væsentlige revaluering af den svenske krone, der fandt sted i 2000, annulleres.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. maj 2002.

På Kommissionens vegne

Franz Fischler

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 349 af 24.12.1998, s. 1.

(2) EFT L 96 af 18.4.2000, s. 34.

(3) EFT L 91 af 31.3.2001, s. 62.

(4) EFT L 91 af 31.3.2001, s. 64.

(5) EFT L 66 af 8.3.2002, s. 8.