32001R2580

Rådets forordning (EF) nr. 2580/2001 af 27. december 2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme

EF-Tidende nr. L 344 af 28/12/2001 s. 0070 - 0075


Rådets forordning (EF) nr. 2580/2001

af 27. december 2001

om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 60, 301 og 308,

under henvisning til fælles holdning 2001/931/FUSP om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme(1), som blev vedtaget af Rådet den 27. december 2001,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Det Europæiske Råd erklærede på sit ekstraordinære møde den 21. september 2001, at terrorisme er en sand udfordring for verden og Europa, og at bekæmpelse af terrorisme fremover skal være et højt prioriteret mål for Den Europæiske Union.

(2) Det Europæiske Råd erklærede, at en indsats mod finansiering af terrorisme er et afgørende aspekt af bekæmpelsen af terrorisme, og det opfordrede Rådet til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at modvirke enhver form for finansiering af terrorisme.

(3) De Forenede Nationers Sikkerhedsråd besluttede i sin resolution 1373(2001) af 28. september 2001, at alle stater skulle gennemføre en indefrysning af midler og andre finansielle aktiver eller økonomiske ressourcer over for personer, som begår eller søger at begå terrorhandlinger eller medvirker i eller fremmer begåelsen af sådanne handlinger.

(4) Sikkerhedsrådet besluttede endvidere, at der skulle træffes foranstaltninger for at forbyde, at midler og andre finansielle aktiver eller økonomiske ressourcer stilles til rådighed for sådanne personer, og for at forbyde, at finansielle eller andre relaterede tjenesteydelser leveres til gavn for sådanne personer.

(5) Det er nødvendigt, at Fællesskabet træffer foranstaltninger for at gennemføre FUSP-aspekterne af fælles holdning 2001/931/FUSP.

(6) Denne forordning er en foranstaltning, som er nødvendig på fællesskabsplan, og som supplerer de administrative og retslige procedurer vedrørende terroristorganisationer i Den Europæiske Union og tredjelande.

(7) I denne forordning forstås ved Fællesskabets område de af medlemsstaternes områder, på hvilke traktaten finder anvendelse, på de betingelser der er fastlagt i traktaten.

(8) For at beskytte Fællesskabets interesser kan der gøres visse undtagelser.

(9) For så vidt angår proceduren for udarbejdelse og ændring af den i denne forordnings artikel 2, stk. 3, omhandlede liste bør Rådet selv udøve de tilsvarende gennemførelsesbeføjelser under hensyntagen til de særlige midler, som medlemmerne råder over til dette formål.

(10) Omgåelse af denne forordning bør forhindres ved hjælp af et passende informationssystem og om nødvendigt afhjælpende foranstaltninger, herunder yderligere EF-lovgivning.

(11) Medlemsstaternes kompetente myndigheder bør om nødvendigt have beføjelse til at sikre, at forordningens bestemmelser overholdes

(12) Medlemsstaterne bør fastlægge regler om sanktioner mod overtrædelse af denne forordnings bestemmelser og sikre, at de håndhæves. Sanktionerne skal være effektive, stå i forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.

(13) Kommissionen og medlemsstaterne informerer hinanden om, hvilke foranstaltninger der træf fes i medfør af denne forordning, og udveksler andre relevante oplysninger vedrørende denne forordning, som de råder over.

(14) Den i denne forordnings artikel 2, stk. 3, omhandlede liste kan indeholde personer eller enheder, som enten har forbindelse til tredjelande eller på anden måde er direkte omfattet af FUSP-aspekterne af fælles holdning 2001/931/FUSP. Traktaten indeholder kun de i artikel 308 omhandlede beføjelser til vedtagelse af bestemmelser herom inden for rammerne af denne forordning.

(15) De Europæiske Fællesskaber har allerede gennemført De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolutioner 1267(1999) og 1333(2000) ved at vedtage forordning (EF) nr. 467/2001(3), hvorved der skete en indefrysning af visse personers og gruppers midler, og disse personer og grupper er derfor ikke omfattet af denne forordning -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Med henblik på denne forordning gælder følgende definitioner:

1) "Pengemidler, andre finansielle aktiver og økonomiske ressourcer": aktiver af enhver art, uanset om der er tale om materielle eller immaterielle aktiver, løsøre eller fast ejendom, og uanset erhvervelsesmåde, og retsdokumenter eller -instrumenter i enhver form, herunder elektronisk eller digital form, som dokumenterer en ret til eller en interesse i sådanne aktiver, herunder, men ikke udelukkende, bankkreditter, rejsechecks, bankchecks, postanvisninger, aktier, værdipapirer, obligationer, tratter og remburser.

2) "Indefrysning af pengemidler, andre finansielle aktiver og økonomiske ressourcer": hindring af enhver bevægelse, overførsel, ændring og brug af eller omgang med midler på en hvilken som helst måde, der vil føre til enhver ændring med hensyn til omfang, beløb, placering, ejer forhold, besiddelse, art og bestemmelse eller en hvilken som helst anden ændring, som vil gøre det muligt at anvende de pågældende midler, herunder porteføljeforvaltning.

3) "Finansielle tjenesteydelser": enhver tjenesteydelse af finansiel karakter, herunder al forsikring og alle forsikringsrelaterede tjenesteydelser samt alle bankmæssige og andre finansielle tjenesteydelser (undtagen forsikring), som anført nedenfor:

Forsikring og forsikringsrelaterede tjenesteydelser

i) Direkte forsikring (herunder medforsikring):

A) liv

B) andet

ii) Genforsikring og retrocession

iii) Forsikringsformidling såsom mæglervirksomhed og agentur

iv) Støttetjenester for forsikring såsom tjenester i forbindelse med rådgivning, forsikringsstatistik, risikovurdering og skadesgodtgørelse.

Bankmæssige og andre finansielle tjenesteydelser (eksklusive forsikring)

v) Modtagelse af indskud og andre tilbagebetalelige midler

vi) Långivning af alle typer, herunder forbrugslån, realkredit, factoring og finansiering af handelsmæssige transaktioner

vii) Finansiel leasing

viii) Alle betalings- og pengeoverførselstjenester, herunder kredit- og betalingskort, rejsechecks og bankchecks

ix) Garantier og forpligtelser

x) Ved handel for egen eller kunders regning på børsen, markedet for unoterede værdipapirer eller på anden måde, følgende:

A) pengemarkedspapirer (herunder checks, pengesedler, indskudsbeviser);

B) udenlandsk valuta

C) afledte produkter, herunder, men ikke udelukkende, futures og options

D) valutakurs- og renteinstrumenter, herunder produkter såsom swaps og aftaler om fremtidig rentesikring

E) overdragelige værdipapirer

F) andre omsætningspapirer og finansielle aktiver, herunder umøntet ædelmetal.

xi) Deltagelse i udstedelse af alle former for værdipapirer, herunder tegningsgaranti og salg som agent (såvel offentligt som privat) og tilvejebringelse af tjenesteydelser i forbindelse med sådanne udstedelser

xii) Låneformidling

xiii) Forvaltning af aktiver såsom likviditetsstyring eller investeringspleje, forvaltning af pensionsfonde samt tjenesteydelser i forbindelse med opbevaring, indskud og forvaltning af aktiver

xiv) Afregnings- og clearingtjenester for finansielle aktiver, herunder værdipapirer, afledte produkter og andre omsætningspapirer

xv) Tilvejebringelse og overførsel af finansielle oplysninger samt finansiel databehandling og relateret programmel fra leverandører af andre finansielle tjenesteydelser

xvi) Rådgivnings- og formidlingsmæssige samt andre supplerende finansielle tjenesteydelser for alle de aktiviteter, der er anført fra nr. v) til xv), herunder kreditoplysning og analyse, investerings- og porteføljeundersøgelse og rådgivning samt rådgivning om opkøb og selskabsomstrukturering og -strategi.

4) Med henblik på denne forordning er definitionen af "terrorhandling" den definition, der er indeholdt i artikel 1, stk. 3, i fælles holdning 2001/931/FUSP.

5) "At eje juridiske personer, grupper eller enheder": at være i besiddelse af 50 % eller derover af ejendomsretten til juridiske personer, grupper eller enheder, eller at have en majoritetsinteresse i sådanne foretagender.

6) At kontrollere juridiske personer, grupper eller enheder:

a) at have ret til at udnævne eller afsætte et flertal af medlemmerne i sådanne juridiske personers, gruppers eller enheders administrations-, ledelses- eller tilsynsorganer

b) alene i kraft af udøvelsen af sine stemmerettigheder at have udnævnt flertallet af de medlemmer i juridiske personers, gruppers eller enheders administrations-, ledelses- eller tilsynsorganer, som har fungeret i indeværende og det foregående regnskabsår

c) i medfør af en aftale med andre aktionærer i eller medlemmer af juridiske personer, grupper eller enheder selv at kontrollere flertallet af aktionærernes eller medlemmernes stemmerettigheder i de pågældende juridiske personer, grupper eller enheder

d) at have ret til at udøve en dominerende indflydelse over juridiske personer, grupper eller enheder, i medfør af en aftale med de pågældende juridiske personer, grupper eller enheder eller i medfør af en bestemmelse i deres vedtægter, når det efter den lovgivning, som de juridiske personer, grupper eller enheder henhører under, er tilladt, at de underkastes sådanne aftaler eller vedtægtsbestemmelser

e) at have beføjelse til at udøve retten til at udøve en dominerende indflydelse, jf. litra d), uden at besidde denne ret

f) at have ret til at benytte alle eller nogle af de juridiske personers, gruppers eller enheders aktiver

g) at forvalte juridiske personer, grupper eller enheder under fælles ledelse, for hvilke der offentliggøres konsoliderede regnskaber

h) at hæfte solidarisk for juridiske personers, gruppers eller enheders finansielle forpligtelser eller garantere herfor.

Artikel 2

1. Med forbehold af artikel 5 og 6

a) indefryses alle midler, andre finansielle aktiver og økonomiske ressourcer, der tilhører, ejes eller besiddes af fysiske eller juridiske personer, grupper eller enheder, som er opført på den i stk. 3, omhandlede liste.

b) må der hverken direkte eller indirekte stilles pengemidler, andre finansielle aktiver og økonomiske ressourcer til rådighed for eller til gavn for de fysiske eller juridiske personer, grupper eller enheder, som er opført på den i stk. 3, omhandlede liste.

2. Det er forbudt at levere finansielle tjenesteydelser til eller til gavn for de fysiske eller juridiske personer, grupper eller enheder, som er opført på den i stk. 3, omhandlede liste, jf. dog artikel 5 og 6.

3. Rådet udarbejder, reviderer og ændrer med enstemmighed den liste over personer, grupper og enheder, som denne forordning finder anvendelse på, i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 1, stk. 4, 5 og 6, i fælles holdning 2001/931/FUSP. Listen omfatter:

i) fysiske personer, som begår eller søger at begå eller at deltage i eller fremme enhver form for terrorhandling

ii) juridiske personer, grupper eller enheder, som begår eller søger at begå eller at deltage i eller fremme enhver form for terrorhandling

iii) juridiske personer, grupper eller enheder, som ejes eller kontrolleres af en eller flere af de fysiske eller juridiske personer, grupper eller enheder, der henvises til under nr. i) og ii); eller

iv) fysiske eller juridiske personer, grupper eller enheder, som handler på vegne af eller under ledelse af en eller flere af de fysiske eller juridiske personer, grupper eller enheder, der henvises til under nr. i) og ii).

Artikel 3

1. Bevidst og forsætlig deltagelse i aktiviteter, der direkte eller indirekte har til formål eller til virkning at omgå artikel 2, er forbudt.

2. Enhver oplysning om, at bestemmelserne i denne forordning omgås eller er blevet omgået, skal indberettes til de kompetente myndigheder i medlemsstaterne, jf. bilaget, og til Kommissionen.

Artikel 4

1. Uden at dette berører de gældende regler om indberetning, fortrolighed og tavshedspligt og bestemmelserne i traktatens artikel 284, skal banker, andre finansielle institutioner, forsikrings selskaber og andre organer og personer:

- straks forelægge alle oplysninger, der vil kunne lette overholdelsen af denne forordning, f.eks. om konti og beløb, der er indefrosset i overensstemmelse med artikel 2, og transaktioner, der udføres i medfør af artikel 5 og 6,

- for medlemsstaternes kompetente myndigheder, jf. listen i bilaget, hvor de er bosiddende eller har hjemsted, og

- gennem disse kompetente myndigheder, for Kommissionen

- samarbejde med de kompetente myndigheder, der er anført i bilaget, om efterprøvning af disse oplysninger.

2. Alle oplysninger, som gives eller modtages i henhold til denne artikel, må kun anvendes til de formål, til hvilke de blev givet eller modtaget.

3. Alle oplysninger, som Kommissionen modtager direkte, vil blive stillet til rådighed for de kompetente myndigheder i de berørte medlemsstater og for Rådet.

Artikel 5

1. Artikel 2, stk. 1, litra b), finder ikke anvendelse på tilføring af forfaldne renter på indefrosne konti til disse konti. Sådanne renter skal også indefryses.

2. Medlemsstaternes kompetente myndigheder, jf. listen i bilaget, kan give særlige tilladelser på betingelser, de skønner hensigtsmæssige for at forebygge finansiering af terrorhandlinger, til

1) anvendelse af midler i forbindelse med essentielle menneskelige behov, som skal opfyldes i Fællesskabet for en fysisk person, som er opført på den i artikel 2, stk. 3, omhandlede liste, eller dennes familiemedlemmer, herunder navnlig betaling for fødevarer, lægemidler, husleje eller renter og afdrag vedrørende familiens hjem samt gebyrer og vederlag for lægebehandling af et af denne families medlemmer;

2) betalinger fra indefrosne konti i forbindelse med:

a) betaling af skatter, obligatoriske forsikringspræmier samt betaling for tjenester fra offentlige forsyningsvirksomheder såsom gas, vand, elektricitet og telekommunikation, som skal betales i Fællesskabet

b) betaling af skyldige gebyrer til et finansieringsinstitut i Fællesskabet for opretholdelse af konti

3) betalinger til en person, gruppe eller enhed, som er opført på den i artikel 2, stk. 3, omhandlede liste, som forfalder i forbindelse med kontrakter, aftaler eller forpligtelser, der er indgået eller opstået forud for denne forordnings ikrafttræden og på betingelse af, at disse betalinger sker til en indefrossen konto i Fællesskabet.

3. Anmodninger om tilladelser fremsættes til den kompetente myndighed i den medlemsstat, på hvis område midlerne, de andre finansielle aktiver eller andre økonomiske ressourcer er indefrosset.

Artikel 6

1. Uanset artikel 2 og med henblik på at beskytte Fællesskabets interesser, herunder EU-borgernes og i EU bosiddende personers interesse, kan en medlemsstats kompetente myndigheder give særlige tilladelser til:

- at frigive pengemidler, andre finansielle aktiver eller andre økonomiske ressourcer

- at stille pengemidler, andre finansielle aktiver eller andre økonomiske ressourcer til rådighed for personer, grupper eller enheder, som er opført på den i artikel 2, stk. 3, omhandlede liste; eller

- yde finansielle tjenester til sådanne personer, grupper eller enheder

efter høring af de andre medlemsstater, Rådet og Kommissionen i henhold til stk. 2.

2. En kompetent myndighed, der modtager en anmodning som omhandlet i stk. 1, underretter de andre medlemsstaters kompetente myndigheder, Rådet og Kommissionen, jf. listen i bilaget, om dens begrundelse for enten at afslå anmodningen eller give en særlig tilladelse, samtidig med at den informerer dem om de betingelser, som den finder nødvendige for at forhindre finansiering af terrorhandlinger.

En kompetent myndighed, der agter at give en bestemt tilladelse, tager behørigt hensyn til kommentarer, som andre medlemsstater, Rådet og Kommissionen har fremsat inden for to uger.

Artikel 7

Kommissionen bemyndiges til på grundlag af oplysningerne fra medlemsstaterne at ændre bilaget.

Artikel 8

Medlemsstaterne, Rådet og Kommissionen underretter hinanden om, hvilke foranstaltninger der træffes i medfør af denne forordning, og udveksler andre relevante oplysninger vedrørende denne forordning, som de råder over, navnlig oplysninger modtaget i henhold til artikel 3 og 4 og oplysninger om overtrædelser, håndhævelsesproblemer og nationale domstoles domme.

Artikel 9

Hver enkelt medlemsstat fastsætter, hvilke sanktioner der skal pålægges i tilfælde af overtrædelse af bestemmelserne i denne forordning. Sådanne sanktioner skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

Artikel 10

Denne forordning finder anvendelse:

1) på Fællesskabets område, herunder dets luftrum

2) om bord på fly eller skibe under en medlemsstats jurisdiktion

3) på enhver person andetsteds, der er statsborger i en medlemsstat

4) på alle juridiske personer, grupper eller enheder, der er oprettet eller stiftet i henhold til en medlemsstats lovgivning

5) på alle juridiske personer, grupper eller enheder, som opererer inden for Fællesskabet.

Artikel 11

1. Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

2. Kommissionen forelægger senest et år efter denne forordnings ikrafttræden en rapport om virkningerne af denne forordning og fremsætter om fornødent forslag for at ændre den.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. december 2001.

På Rådets vegne

L. Michel

Formand

(1) Se side 93 i denne Tidende.

(2) Udtalelse afgivet d. 13. december 2001 (endnu ikke offentliggjort i EF-Tidende).

(3) EFT L 67 af 9.3.2001, s. 1.

BILAG

LISTE OVER KOMPETENDE MYNDIGHEDER, DER ER OMHANDLET I ARTIKEL 3, 4 OG 5

BELGIEN

Ministère des finances Trésorerie avenue des Arts 30 B - 1040 Bruxelles Fax (32-2) 233 75 18

DANMARK

Erhvervsfremmestyrelsen Dahlerups Pakhus

Langelinie Alle 17

DK - 2100 København Ø Tel. (45) 35 46 60 00 Fax (45) 35 46 60 01

TYSKLAND

- vedrørende indefrysning af midler: Deutsche Bundesbank Wilhelm Eppsteinstr. 14 D - 60431 Frankfurt/Main Tel. (00-49-69) 95 66

- vedrørende forsikring: Bundesaufsichtsamt für das Versicherungswesen (BAV) Graurheindorfer Str. 108 D - 53117 Bonn Tel. (00-49-228) 42 28

GRÆKENLAND

Ministry of National Economy General Directorate of Economic Policy 5 Nikis str. GR - 105 63 Athens Tel. (00-30-1) 333 27 81-2 Fax (00-30-1) 333 27 93

Yπουργείο Εθνικήs Οικονομίαs Γενική Διεύθυνση Οικονομικήs Πολιτικήs Νίκηs 5, 10562 ΑΘΗΝΑ Τηλ.: (00-30-1) 333 27 81-2 Φαξ: (00-30-1) 333 27 93

SPANIEN

Dirección General de Comercio e Inversiones

Subdirección General de Inversiones Exteriores

Ministerio de Economía Paseo de la Castellana, 162 E - 28046 Madrid Tel. (00-34) 91 349 39 83 Fax (00-34) 91 349 35 62

Dirección General del Tesoro y Política Financiera

Subdirección General de Inspección y Control de Movimientos de Capitales

Ministerio de Economía Paseo del Prado, 6 E - 28014 Madrid Tel. (00-34) 91 209 95 11 Fax (00-34) 91 209 96 56

FRANKRIG

Ministère de l'économie, des finances et de l'industrie Direction du Trésor

Service des affaires européennes et internationales

Sous-direction E

139, rue du Bercy F - 75572 Paris Cedex 12 Tel. (33-1) 44 87 17 17 Fax (33-1) 53 18 36 15

IRLAND

Central Bank of Ireland Financial Markets Department PO Box 559 Dame Street Dublin 2 Tel. (353-1) 671 66 66

Department of Foreign Affairs

Bilateral Economic Relations Division

76-78 Harcourt Street Dublin 2 Tel. (353-1) 408 24 92

ITALIEN

Ministero dell'Economia e delle Finanze ...

LUXEMBOURG

Ministère des affaires étrangères, du commerce extérieur, de la coopération, de l'action humanitaire et de la défense Direction des relations économiques internationales BP 1602 L - 1016 Luxembourg Tel. (352) 478-1 ou 478-2350 Fax (352) 22 20 48

Ministère des Finances 3 rue de la Congrégation L - 1352 Luxembourg Tel. (352) 478-2712 Fax (352) 47 52 41

NEDERLANDENE

Ministerie van Financiën Directie Wetgeving, Juridische en Bestuurlijke Zaken Postbus 20201 2500 EE Den Haag Nederland Tel. (31-70) 342 82 27 Fax (31-70) 342 79 05

ØSTRIG

- Artikel 3 Bundesministerium für Inneres - Bundeskriminalamt A - 1090 Wien Josef-Holaubek-Platz 1 Tel. (+ 431) 313 45-0 Fax ( 431) 313 45-85 290

- Artikel 4 Oestereichische Nationalbank A - 1090 Wien Otto-Wagner-Platz 3 Tel. + 431) 404 20-0 Fax ( 431) 404 20-73 99 Bundesministerium für Inneres - Bundeskriminalamt A - 1090 Wien Josef-Holaubek-Platz 1 Tel. (+ 431) 313 45-0 Fax ( 431) 313 45-85 290

- Artikel 5 Oestereichische Nationalbank A - 1090 Wien Otto-Wagner-Platz 3 Tel. + 431) 404 20-0 Fax ( 431) 404 20-73 99

PORTUGAL

Ministério das Finanças Direcção Geral dos Assuntos Europeus e Relações Internacionais Avenida Infante D. Henrique, n.o 1, C 2.o P - 1100 Lisboa Tel.: (351-1) 882 32 40/47 Fax: (351-1) 882 32 49

Ministério dos Negócios Estrangeiros Direcção Geral dos Assuntos Multilaterias/Direcção dos Serviços das Organizações Políticas Internacionais Largo do Rilvas P - 1350-179 Lisboa Tel.: (351 21) 394 60 72 Fax: (351 21) 394 60 73

FINLAND

Ulkoasiainministeriö/Utrikesministeriet PL 176 SF - 00161 Helsinki Tel. (358-9) 13 41 51 Fax. (358-9) 13 41 57 07 and (358-9) 62 98 40

SVERIGE

- Artikel 3 Rikspolisstyrelsen (RPS) Box 12256 102 26 Stockholm tfn 08-401 90 00 fax 08-401 99 00

- Artikel 4 og 6 Finanzinspektionen Box 7831 103 98 Stockholm tfn 08-787 80 00 fax 08-24 13 35

- Artikel 5 Riksförsäkringsverket (RFV) 103 51 Stockholm tfn 08-786 90 00 fax 08-411 27 89

DET FORENEDE KONGERIGE

HM Treasury International Financial Services Team 19 Allington Towers London SW1E 5EB United Kingdom Tel: (44-207) 270 55 50 Fax: (44-207) 270 43 65

Bank of England Financial Sanctions Unit Threadneedle Street London EC2R 8AH United Kingdom Tel. (44-207) 601 46 07 Fax (44-207) 601 43 09

DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB

Kommissionen for Det Europæikse Fællesskab Generaldirektoratet for udenrigsanliggender

Directorate CFSP

Unit A.2/Mr A. de Vries

Rue de la Loi/Wetstraat 200 B - 1049 Bruxelles/Brussel Tel.: (32-2) 295 68 80 Fax: (32-2) 296 75 63 E-mail: anthonius-de-vries@cec.eu.int