32001R2487

Kommissionens forordning (EF) nr. 2487/2001 af 18. december 2001 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2007/2000 for så vidt angår handelsforbindelserne med Bosnien-Hercegovina, Republikken Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Republikken Slovenien

EF-Tidende nr. L 335 af 19/12/2001 s. 0009 - 0013


Kommissionens forordning (EF) nr. 2487/2001

af 18. december 2001

om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2007/2000 for så vidt angår handelsforbindelserne med Bosnien-Hercegovina, Republikken Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Republikken Slovenien

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2007/2000 af 18. september 2000 om exceptionelle handelsforanstaltninger for lande og territorier, der deltager i eller er knyttet til Den Europæiske Unions stabiliserings- og associeringsproces samt om ændring af forordning (EF) nr. 2820/98 og ophævelse af forordning (EF) nr. 1763/1999 og (EF) nr. 6/2000(1), ændret ved forordning (EF) nr. 2563/2000(2), særlig artikel 9 og 10, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Rådet er i færd med at indgå en stabiliserings- og associeringsaftale mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien på den anden side, som blev undertegnet den 9. april 2001. I afventning af afslutningen af den nødvendige procedure for aftalens ikrafttræden blev der indgået en interimsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien om handel og handelsanliggender, som trådte i kraft den 1. juni 2001.

(2) Rådet er i færd med at indgå en stabiliserings- og associeringsaftale mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Kroatien på den anden side, som blev undertegnet den 29. oktober 2001. I afventning af afslutningen af den nødvendige procedure for aftalens ikrafttræden blev der indgået en interimsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Kroatien om handel og handelsanliggender, som blev undertegnet den 29. oktober 2001 og skal anvendes fra den 1. januar 2002.

(3) Stabiliserings- og associeringsaftalerne og interimsaftalerne fastlægger en aftalebaseret handelsordning mellem Det Europæiske Fællesskab og henholdsvis Republikken Kroatien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien med bilaterale handelsindrømmelser, som for Fællesskabets vedkommende svarer til de gældende indrømmelser som led i de ensidige autonome handelsforanstaltninger i henhold til forordning (EF) nr. 2007/2000. Desuden er der givet ubegrænset toldfri adgang for tekstilvarer med oprindelse i Republikken Kroatien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og fastlagt specifikke indrømmelser for fiskerivarer og "baby beef"-produkter.

(4) Forordning (EF) nr. 2007/2000 bør derfor ændres for at tage hensyn til denne udvikling. Republikken Kroatien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien bør i særdeleshed fjernes fra listen over modtagere af toldindrømmelser, der gives for samme produkter i henhold til aftaleordningerne. Desuden skal de globale toldkontingentmængder for specifikke produkter, for hvilke der er åbnet toldkontingenter i henhold til aftaleordningen, nedsættes.

(5) Republikken Kroatien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien vil stadig være omfattet af forordning (EF) nr. 2007/2000 i det omfang, der ved forordningen gøres indrømmelser, der er mere favorable end indrømmelserne i henhold til aftaleordningen.

(6) Der er også en proces i gang for indgåelse af tillægsprotokoller om gensidige præferenceindrømmelser for visse vine, gensidig anerkendelse, beskyttelse og kontrol af vinbetegnelser og gensidig anerkendelse, beskyttelse og kontrol af betegnelser for spiritus og aromatiserede drikkevarer med Republikken Kroatien(3), Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien(4) og Republikken Slovenien(5), i det følgende benævnt "tillægsprotokollerne om vin", som forventes at træde i kraft den 1. januar 2002. Med tillægsprotokollerne om vin er der åbnet individuelle toldkontingenter ud af det globale toldkontingent på 545000 hl, der er åbnet ved forordning (EF) nr. 2007/2000, for indførsel i Fællesskabet af vin med oprindelse i Republikken Kroatien (45000 hl), i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (300000 hl) og i Republikken Slovenien (48000 hl).

(7) Forordning (EF) nr. 2007/2000 bør derfor ændres derved, at mængderne af de individuelle toldkontingenter fradrages mængden af det globale toldkontingent, og at betingelserne for adgang til den resterende mængde af det globale toldkontingent specificeres. Følgen heraf vil særlig blive, at Republikken Sloveniens adgang til toldkontingentet for vin i henhold til forordning (EF) nr. 2007/2000 suspenderes, og at Republikken Kroatiens og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedoniens adgang betinges af, at de respektive individuelle toldkontingenter i henhold til tillægsprotokollerne med disse lande på forhånd udnyttes.

(8) De individuelle toldkontingenter for visse vine med oprindelse i Republikken Kroatien og Republikken Slovenien vil gradvis blive forhøjet på de i tillægsprotokollerne om vin fastsatte betingelser. Den årlige forhøjelse af mængderne af disse individuelle toldkontingenter er særlig betinget af, at en mindstemængde på 80 % af de individuelle toldkontingenter, der er åbnet for det foregående år, opbruges. Kommissionen bør derfor undersøge, hvilke mængder der udnyttes hvert år, og vedtage bestemmelser om en eventuel tilpasning af disse mængder for Kroatien og Slovenien og dermed det globale toldkontingent under løbenummer 09.1515.

(9) En aftale med Bosnien-Hercegovina om handel med tekstilvarer, som har været anvendt midlertidigt fra den 1. marts 2001, blev undertegnet den 27. juni 2001. Denne aftale fastsætter, at udførsel fra Bosnien-Hercegovina til Fællesskabet ikke er undergivet kvantitative lofter og foranstaltninger med tilsvarende virkning, og indfører i stedet en ordning med dobbeltkontrol. En tilsvarende aftale, som har været anvendt midlertidigt fra den 1. januar 2001, blev også undertegnet med Kroatien den 17. maj 2001.

(10) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 2007/2000 foretages følgende ændringer:

1) I artikel 1, stk. 1, erstattes ordene "med oprindelse i Republikken Albanien, Republikken Bosnien-Hercegovina, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Forbundsrepublikken Jugoslavien samt i Kosovo som defineret i De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1244 af 10. juni 1999" med ordene "med oprindelse i Republikken Albanien, Republikken Bosnien-Hercegovina og Forbundsrepublikken Jugoslavien samt i Kosovo som defineret i De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution nr. 1244 af 10. juni 1999".

2) Artikel 1, stk. 2, affattes således: "2. Varer med oprindelse i Republikken Kroatien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien omfattes fortsat af bestemmelserne i denne forordning, hvor dette er angivet, eller foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, og som er mere favorable end de handelsindrømmelser, der er fastsat i bilaterale aftaler mellem De Europæiske Fællesskaber og disse lande."

3) I artikel 2, stk. 2, erstattes ordene "For Albaniens, Bosnien-Hercegovinas, Kroatiens og Forbundsrepublikken Jugoslaviens vedkommende er retten til at nyde godt af de præferenceordninger, der indføres ved artikel 1, ligeledes afhængig af, at disse lande er rede til at indlede" med følgende: "Retten til at gøre brug af de præferenceordninger, der indføres ved artikel 1, er betinget af, at modtagerlandene er rede til at indlede".

4) I artikel 3, stk. 1, erstattes ordene "For tekstilprodukter med oprindelse i de lande og territorier, der er nævnt i artikel 1, stk. 1, i nærværende forordning" med "For tekstilprodukter med oprindelse i Forbundsrepublikken Jugoslavien."

5) I artikel 3, stk. 2, erstattes ordene "for så vidt angår produkter med oprindelse i de lande eller territorier, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, i nærværende forordning" med "for så vidt angår produkter med oprindelse i Forbundsrepublikken Jugoslavien".

6) Artikel 4, stk. 1, affattes således: "1. For så vidt angår visse fiskeriprodukter og vin med oprindelse i de lande og territorier, der er nævnt i artikel 1, og begge opført i bilag I, suspenderes den gældende told ved indførsel i Fællesskabet i de perioder, på de niveauer, inden for de fællesskabstoldkontingenter og på de betingelser, der er anført for hvert produkt og oprindelse i nævnte bilag."

7) I artikel 4, stk. 2,

a) erstattes mængden "22525" tons med "11475" tons

b) udgår litra b) og c).

8) Bilag I til nævnte forordning erstattes med bilaget til denne forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2002.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 2001.

På Kommissionens vegne

Christopher Patten

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 240 af 23.9.2000, s. 1.

(2) EFT L 295 af 23.11.2000, s. 1.

(3) Endnu ikke offentliggjort i EFT.

(4) Endnu ikke offentliggjort i EFT.

(5) Endnu ikke offentliggjort i EFT.

BILAG

"BILAG I

TOLDKONTINGENTER OMHANDLET I ARTIKEL 4, STK. 1

Varebeskrivelsen har kun vejledende karakter, idet præferenceordningen i dette bilag afgøres i henhold til KN-koderne, og berører ikke de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Hvor der er angivet ex KN-koder, afgøres præferenceordningen ved anvendelsen af KN-koden og den tilsvarende varebeskrivelse taget som en helhed.

>TABELPOSITION>"