32001D0379

2001/379/EF: Rådets afgørelse af 4. april 2001 om godkendelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af tungmetalprotokollen til 1979-konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande

EF-Tidende nr. L 134 af 17/05/2001 s. 0040 - 0040


Rådets afgørelse

af 4. april 2001

om godkendelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af tungmetalprotokollen til 1979-konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande

(2001/379/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 175, stk. 1, sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første punktum, og stk. 3, første afsnit,

under henvisning forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Fællesskabet undertegnede den 24. juni 1998 i Århus protokollen om tungmetaller til 1979-konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande (i det følgende benævnt "protokollen").

(2) Protokollen tager sigte på at begrænse tungmetalemissioner, der er forårsaget af menneskers aktiviteter, som kan transporteres i luften over store afstande på tværs af grænserne, og som kan få alvorlige negative virkninger for menneskers sundhed eller miljøet.

(3) Ifølge protokollen skal de samlede årlige emissioner til atmosfæren af cadmium, bly og kviksølv begrænses, og der skal anvendes foranstaltninger til produktkontrol.

(4) Foranstaltningerne i protokollen bidrager til at nå målsætningerne for Fællesskabets miljøpolitik.

(5) Fællesskabet og medlemsstaterne samarbejder på grundlag af deres respektive beføjelser med tredjelande og de kompetente internationale organisationer.

(6) Fællesskabet bør godkende protokollen -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Protokollen om tungmetaller til 1979-konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande, der blev undertegnet den 24. juni 1998, godkendes herved på Fællesskabets vegne.

Protokollens tekst er knyttet som bilag til denne afgørelse.

Artikel 2

Formanden for Rådet bemyndiges herved til at udpege den person, der har fuldmagt til at deponere godkendelsesinstrumenterne hos De Forenede Nationers generalsekretær i overensstemmelse med protokollens artikel 16.

Artikel 3

Denne afgørelse offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 4. april 2001.

På Rådets vegne

B. Rosengren

Formand

(1) EFT C 311 E af 31.10.2000, s. 136.

(2) Udtalelse afgivet den 24.10.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).