32001D0016

2001/16/EF: Kommissionens beslutning af 12. juli 2000 i henhold til artikel 14 og 15 af Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 om bødepålæg til en virksomhed for at have givet ufuldstændige oplysninger i forbindelse med fusionskontrolproceduren (Sag COMP/M.1634 — Mitsubishi Heavy Industries) (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2000) 1981)

EF-Tidende nr. L 004 af 09/01/2001 s. 0031 - 0034


Kommissionens beslutning

af 12. juli 2000

i henhold til artikel 14 og 15 af Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 om bødepålæg til en virksomhed for at have givet ufuldstændige oplysninger i forbindelse med fusionskontrolproceduren (Sag COMP/M.1634 - Mitsubishi Heavy Industries)

(meddelt under nummer K(2000) 1981)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(2001/16/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1310/97(2), særlig artikel 14, stk. 1, litra c), og artikel 15, stk. 1,

efter at have givet de pågældende virksomheder lejlighed til at udtale sig om de klagepunkter, Kommissionen har fremført imod dem,

under henvisning til udtalelse fra Det Rådgivende Udvalg for Kontrol med Fusioner og Virksomhedsovertagelser, og

ud fra følgende betragtninger:

I. INDLEDNING

(1) Den 26. marts 1999 modtog Kommissionen en anmeldelse i henhold til artikel 4 i forordning (EØF) nr. 4064/89 ("fusionsforordningen") om en fusion, hvorved Kvaerner ASA ("Kvaerner") og A. Ahlström Corporation ("Ahlström") meddelte, at de havde til hensigt at etablere et joint venture-selskab ved sammenlægning af Kvaerner Pulp and Papers ("KPP") og Ahlström Machinery Groups ("AMG") aktiviteter inden for massebearbejdningsudstyr(3).

(2) Kommissionen faxede i forbindelse med sin udvidede undersøgelse af den anmeldte transaktion en begæring om oplysninger i henhold til artikel 11 i fusionsforordningen til Mitsubishi Heavy Industries Europe, Ltd ("Mitsubishi"). Fristen for afgivelse af de krævede oplysninger udløb den 10. juni 1999. Mitsubishi besvarede ikke begæringen om oplysninger og hævdede i sin fax af 14. juni 1999, at virksomheden havde afgivet alle de oplysninger, der kunne fremskaffes.

(3) Eftersom Kommissionen ikke modtog nogen af de krævede oplysninger fra Mitsubishi, sendte den ved fax af 17. juni 1999 virksomheden en kopi af sin begæring om oplysninger. Mitsubishi svarede ved fax af 22. juni 1999. Oplysningerne i denne fax var imidlertid ufuldstændige, hvilket Mitsubishi også selv indrømmede i sit svar.

(4) Den 2. juli 1999 vedtog Kommissionen en beslutning i henhold til fusionsforordningens artikel 11, stk. 5. Kommissionen krævede i beslutningen, at Mitsubishi skulle afgive de relevante oplysninger senest den 9. juli 1999. De krævede oplysninger var nærmere specificeret i bilaget til beslutningen. Kommissionen meddelte i sin beslutning i henhold til fusionsforordningens artikel 15, stk. 1, at hvis Mitsubishi undlod at afgive de krævede oplysninger inden for den fastsatte frist, ville virksomheden blive pålagt tvangsbøder på 15000 EUR daglig, beregnet fra fristens udløb. Beslutningen blev meddelt Mitsubishi den 6. juli 1999. Mitsubishi har trods adskillige rykkerbreve ikke afgivet de oplysninger, der blev anmodet om i Kommissionens beslutning.

(5) Den 20. december 1999 sendte Kommissionen Mitsubishi en klagepunktsmeddelelse for at give Mitsubishi mulighed for at tilkendegive sine synspunkter med hensyn til virksomhedens overtrædelse af fusionsforordningens artikel 11. Mitsubishi svarede ikke på klagepunktsmeddelelsen.

II. OVERTRÆDELSE AF FUSIONSFORORDNINGEN: RELEVANTE FORHOLD

(6) Mitsubishi har ikke afgivet alle de oplysninger, Kommissionen havde anmodet om i sin beslutning af 2. juli 1999 i henhold til fusionsforordningens artikel 11, stk. 5. Specielt har Mitsubishi ikke givet de ønskede oplysninger om Mitsubishis priser på:

- alle nye sortludskogere, der er blevet solgt verden over siden 1990 til celluloseindustrien til inkorporering i en ny cellulosefabrik

- alle nye sortludskogere, der er blevet solgt verden over siden 1990 til celluloseindustrien til erstatning for eksisterende sortludskogere.

Svaret fra Mitsubishi indeholdt ingen oplysninger om Mitsubishis omsætning hvert år siden 1990, hverken for:

- modernisering af sortludskogere, eller

- vedligeholdelse af sortludskogere.

(7) Mitsubishi hævdede, at det ville kræve uforholdsmæssigt meget arbejde at finde frem til de tal, der er nødvendige for at give de ønskede oplysninger, fordi salget af de pågældende kogere kun udgjorde en lille andel af virksomhedens samlede omsætning i forbindelse med kogere.

III. RETLIG VURDERING

(8) Ved ikke at meddele de oplysninger, Kommissionen havde krævet, inden udløbet af den frist, der var fastsat i dens beslutning i henhold til fusionsforordningens artikel 11, stk. 5, og ej heller senere, har Mitsubishi overtrådt denne forordnings artikel 11.

(9) Det forhold, at Mitsubishi ikke har meddelt oplysningerne, udgør en overtrædelse, for hvilken der kan pålægges bøde i henhold til fusionsforordningens artikel 14, stk. 1, litra c), og for hvilken der kan pålægges tvangsbøde i henhold til denne forordnings artikel 15, stk. 1.

IV. PÅLÆGGELSE AF BØDER OG TVANGSBØDER

(10) I henhold til fusionsforordningens artikel 14, stk. 1, litra c), kan Kommissionen ved beslutning pålægge virksomheder, der forsætligt eller uagtsomt fremsætter urigtige oplysninger som svar på en begæring i henhold til fusionsforordningens artikel 11, eller undlader at afgive oplysninger inden udløbet af den frist, som er fastsat ved beslutning vedtaget i henhold til artikel 11, bøder på fra 1000 EUR til 50000 EUR. I henhold til artikel 14, stk. 3, skal Kommissionen ved fastsættelsen af bødens størrelse tage hensyn til overtrædelsens art og grovhed. Kommissionen tager derved hensyn til eventuelle skærpende eller formildende omstændigheder.

(11) I henhold til fusionsforordningens artikel 15, stk. 1, kan Kommissionen pålægge virksomheder tvangsbøder på indtil 25000 EUR for hver dags forsinkelse regnet fra det i beslutningen fastsatte tidspunkt for at tvinge dem til at afgive udtømmende og rigtige oplysninger, som afkræves dem ved en beslutning vedtaget i henhold til fusionsforordningens artikel 11. Herudover kan Kommissionen i henhold til fusionsforordningens artikel 15, stk. 3, når virksomhederne har efterkommet den forpligtelse, til hvis opfyldelse tvangsbøden er blevet fastsat, fastsætte tvangsbødens endelige størrelse til et mindre beløb end det, den oprindelige beslutning ville føre til. I sin beslutning af 2. juli 1999 pålagde Kommissionen Mitsubishi tvangsbøder på 15000 EUR for hver dag, virksomheden undlader at afgive de krævede oplysninger.

A. Vurdering i henhold til artikel 14

Overtrædelsens art

(12) Mitsubishis overtrædelse bestod i ikke at afgive oplysninger inden udløbet af den frist, der var fastsat ved en kommissionsbeslutning vedtaget i henhold til fusionsforordningens artikel 11, stk. 5. De krævede oplysninger vedrørte virksomhedens forretninger med sortludskogere verden over (se betragtning 6).

Overtrædelsens grovhed

(13) Efter Kommissionens opfattelse er Mitsubishis overtrædelse af fusionsforordningen meget alvorlig. Årsagerne hertil er anført i det følgende.

(14) I henhold til fusionsforordningens artikel 11, stk. 1, kan Kommissionen til udførelse af de opgaver, der ved fusionsforordningen er henlagt til den, indhente alle fornødne oplysninger fra virksomheder. De oplysninger, Kommissionen anmodede om fra Mitsubishi, var fornødne i den i fusionsforordningens artikel 11, stk. 1, anførte forstand for at kunne foretage en korrekt vurdering af, hvorvidt den anmeldte transaktion var forenelig med fællesmarkedet. Specielt var de krævede oplysninger fornødne for at fastslå parternes markedsandele i den anmeldte transaktion og de andre markedsdeltageres andele i markederne for fremstilling og levering af sortludskogere.

(15) Da der kun er et begrænset antal producenter af sortludskogere til cellulose- og papirindustrien i hele verden, må Mitsubishi anses for at være en vigtig kilde til oplysninger om, hvordan dette marked fungerer. Da Mitsubishi havde undladt at meddele de krævede oplysninger, var Kommissionen tvunget til delvis at basere sin vurdering af markederne for sortludskogere på skøn. Specielt havde Kommissionen på grund af, at Mitsubishi undlod at afgive oplysninger om priser og omsætning i forbindelse med virksomhedens sortludskogeraktiviteter verden over, ingen anden mulighed end delvis skønsmæssigt at fastsætte markedets samlede størrelse og markedsdeltagernes andele i markedet på grundlag af oplysninger fra andre markedsdeltagere og kunder. Dette øgede Kommissionens arbejdsbyrde væsentligt og førte til skøn, der ikke kan anses for at være lige så pålidelige som førstehåndsoplysninger fra Mitsubishi selv.

(16) De oplysninger, Mitsubishi blev anmodet om at afgive, havde afgørende betydning for vurderingen af sagens substans. Nærmere betegnet havde disse oplysninger direkte indflydelse på Kommissionens vurdering af AMG's og KPP's stilling på verdensmarkedet for sortludskogere. Specielt vedblev der at være 10 % forskel på parternes og Kommissionens skøn med hensyn til parternes markedsandele for sortludskogere. Som følge af at Mitsubishi ikke havde givet pålidelige tal for sine forretninger, kunne Kommissionen ikke nøjagtigt fastslå størrelsen af parternes og konkurrenternes markedsandele. I øvrigt kunne Kommissionen, da Mitsubishi ikke havde givet oplysninger om virksomhedens aktivitet med hensyn til modernisering og vedligeholdelse af sortludskogere, ikke kontrollere parternes påstande med hensyn til størrelsen af markedet for modernisering af sortludskogere og ej heller fastslå Mitsubishis stilling på dette marked. Konklusionen må derfor blive, at det forhold, at Mitsubishi ikke har afgivet de krævede oplysninger, udgør en meget alvorlig overtrædelse.

(17) Mitsubishi hævdede i sin fax af 14. juni 1999, at virksomheden havde afgivet alle de oplysninger, der kunne skaffes. Men Mitsubishi er et stort industrikonglomerat med verdensomspændende virksomhed inden for en række forskellige sektorer. Det er derfor rimeligt at antage, at Mitsubishi har detaljeret kendskab til konglomeratets virksomhed. I betragtning af Mitsubishis størrelse er det rimeligt at antage, at firmaet har moderne informationssystemer, der ville kunne have sat det i stand til at skaffe de krævede oplysninger. Da Kommissionen også flere gange udsatte den oprindelige frist for afgivelse af oplysninger med næsten en måned i alt, mener Kommissionen, at Mitsubishi havde den nødvendige tid til at skaffe de krævede oplysninger. Det skal også bemærkes, at alle de andre fabrikanter af sortludskogere, Kommissionen kontaktede, kunne fremskaffe de krævede oplysninger. Eftersom Mitsubishi end ikke forsøgte skønsmæssigt at opgive de krævede oplysninger, følger det heraf, at Mitsubishi ikke havde til hensigt at følge Kommissionens beslutning.

(18) I lyset af ovenstående må det konkluderes, at Mitsubishi forsætligt har undladt at give Kommissionen de relevante oplysninger. Kommissionen er af den opfattelse, at Mitsubishis forsætligt valgte ikke at følge Kommissionens beslutning af 2. juli 1999.

(19) Der er ingen formildende eller skærpende omstændigheder at tage hensyn til.

B. Vurdering i henhold til artikel 15

(20) Ved Kommissionens beslutning af 2. juli 1999 blev Mitsubishi pålagt en tvangsbøde i henhold til fusionsforordningens artikel 15, stk. 1, hvis virksomheden ikke meddelte de krævede oplysninger inden udløbet af den fastsatte frist. Som anført ovenfor skaffede Mitsubishi ikke de krævede oplysninger. Mitsubishi har derfor ikke i den i artikel 15, stk. 3, anførte forstand efterkommet den forpligtelse, til hvis opfyldelse tvangsbøden er blevet fastsat. Efter Kommissionens opfattelse skal Mitsubishi derfor pålægges maksimale tvangsbøder i henhold til fusionsforordningens artikel 15, stk. 1.

Varighed

(21) Overtrædelsen er ikke ophørt. Mitsubishi har endnu ikke efterkommet Kommissionens beslutning af 2. juli 1999 og har ikke afgivet de krævede oplysninger. Det kan imidlertid anføres, at Mitsubishis forpligtelse til at afgive oplysningerne ophørte, da fusionssagen mellem Ahlström og Kvaerner blev henlagt den 8. september 1999.

V. KONKLUSION

(22) På baggrund af ovenstående og under hensyntagen til sagens omstændigheder anser Kommissionen det for passende i henhold til fusionsforordningens artikel 14, stk. 1, litra c), at pålægge Mitsubishi en bøde på 50000 EUR for ikke at følge Kommissionens beslutning af 2. juli 1999.

(23) Endvidere skal størrelsen af de tvangsbøder, Mitsubishi i henhold til Kommissionens beslutning af 2. juli 1999 skal betale, fastsættes til 15000 EUR daglig regnet fra dagen efter udløbet af fristen for afgivelse af de krævede oplysninger (dvs. den 10. juli 1999) indtil den 8. september 1999, hvor sag M.1431 - Ahlström/Kvaerner blev henlagt, dvs. 60 dage -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Mitsubishi Heavy Industries Europe, Ltd ("Mitsubishi") pålægges herved en bøde på 50000 EUR i henhold til artikel 14, stk. 1, litra c), af Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 for at have givet Kommissionen ufuldstændige oplysninger i forbindelse med fusionskontrolproceduren.

Størrelsen af de tvangsbøder, Mitsubishi skal betale i henhold til Kommissionens beslutning af 2. juli 1999 for ikke at have afgivet udtømmende og rigtige oplysninger som krævet i den pågældende beslutning, fastsættes herved til i alt 900000 EUR.

Artikel 2

Bøden og de samlede tvangsbøder som omhandlet i artikel 1 skal inden udløbet af tre måneder fra datoen for nærværende beslutnings meddelelse indbetales på Europa-Kommissionens bankkonto nr. 642-0029000-95 i Banco Bilbao Vizcaya Argentaria BBVA, Avenue des Arts/Kunstlaan 43, B-1040 Bruxelles/Brussel.

Efter udløbet af denne frist påløber der automatisk renter beregnet efter rentesatsen for Den Europæiske Centralbanks vigtigste refinansieringstransaktioner den første arbejdsdag i den måned, hvor nærværende beslutning blev vedtaget, dvs. 4,29 % plus 3,5 procentpoint, i alt 7,79 %.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til: Mitsubishi Heavy Industries Europe, Ltd Bow Bells House

Bread Street (Cheapside)

London , EC4M 9BQ UK

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. juli 2000.

På Kommissionens vegne

Mario Monti

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 395 af 30.12.1989, s. 1. Berigtigelse i EFT L 257 af 21.9.1990, s. 13.

(2) EFT L 180 af 9.7.1997, s. 1.

(3) Sag nr. IV/M.1431 - Ahlström/Kvaerner.