31999D0859

1999/859/EF: Rådets afgørelse af 6. december 1999 om de principper, prioriteter, mellemliggende mål og betingelser, der skal indgå i tiltrædelsespartnerskabet med Republikken Slovenien

EF-Tidende nr. L 335 af 28/12/1999 s. 0061 - 0066


RÅDETS AFGØRELSE

af 6. december 1999

om de principper, prioriteter, mellemliggende mål og betingelser, der skal indgå i tiltrædelsespartnerskabet med Republikken Slovenien

(1999/859/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 622/98 af 16. marts 1998 om bistand som led i førtiltrædelsesstrategien til de stater, der har ansøgt om tiltrædelse af Den Europæiske Union, og navnlig om etablering af tiltrædelsespartnerskaber(1), særlig artikel 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Det Europæiske Råd udtalte på mødet i Luxembourg, at tiltrædelsespartnerskabet er et nyt instrument, som udgør hjørnestenen i den udvidede førtiltrædelsesstrategi;

(2) i forordning (EF) nr. 622/98 fastsættes det, at Rådet på forslag af Kommissionen med kvalificeret flertal træffer afgørelse om principperne, prioriteterne, de mellemliggende mål og betingelserne for de enkelte tiltrædelsespartnerskaber, således som de bliver forelagt hvert enkelt ansøgerland, samt om væsentlige senere ændringer heraf;

(3) Fællesskabets bistand er betinget af, at visse væsentlige forudsætninger er opfyldt, herunder navnlig at forpligtelserne i henhold til Europaaftalerne overholdes, og at der sker fremskridt i retning af opfyldelse af København-kriterierne; såfremt en af de væsentlige forudsætninger ikke er opfyldt, kan Rådet på forslag af Kommissionen med kvalificeret flertal træffe passende foranstaltninger med hensyn til enhver form for førtiltrædelsesbistand;

(4) Det Europæiske Råd i Luxembourg besluttede, at gennemførelsen af tiltrædelsespartnerskabet og de fremskridt, der gøres med overtagelsen af Fællesskabets regelværk, vil blive drøftet i organerne oprettet under Europaaftalen;

(5) i Kommissionens periodiske rapport fra 1999 gives der en objektiv analyse af Republikken Sloveniens forberedelser til medlemskab, og der indkredses en række prioriterede områder, hvor der skal gøres en yderligere indsats;

(6) Republikken Slovenien bør for at forberede sig til medlemskab ajourføre sit nationale program for overtagelsen af regelværket; dette program bør indeholde en tidsplan for virkeliggørelsen af de prioriteter og mellemliggende mål, der er fastlagt i tiltrædelsespartnerskabet -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

I overensstemmelse med artikel 2 i forordning (EF) nr. 622/98 er de principper, prioriteter, mellemliggende mål og betingelser, der skal gælde for tiltrædelsespartnerskabet for Republikken Slovenien, fastlagt i bilaget hertil, som udgør en integrerende del af denne afgørelse.

Artikel 2

Gennemførelsen af tiltrædelsespartnerskabet vil blive gennemgået i Europaaftalens organer og gennem de relevante organer i Rådet, som Kommissionen regelmæssigt skal aflægge rapport til.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. december 1999.

På Rådets vegne

T. HALONEN

Formand

(1) EFT L 85 af 20.3.1998, s. 1.

BILAG

SLOVENIEN: TILTRÆDELSESPARTNERSKAB 1999

1. MÅL

Formålet med tiltrædelsespartnerskabet er inden for en enkelt ramme at fastlægge de prioriterede områder for den yderligere indsats, der er identificeret i Kommissionens periodiske rapport fra 1999 om Sloveniens fremskridt mod medlemskab af Den Europæiske Union, tillige med de finansielle midler til at hjælpe Slovenien med at realisere disse prioriteter samt vilkårene for bistanden. Tiltrædelsespartnerskabet danner grundlag for en række policy-instrumenter, som vil blive benyttet til at hjælpe ansøgerlandene i deres forberedelser til medlemskab. De omfatter bl.a. det reviderede nationale program for overtagelsen af regelværket (NPAA), den fælles vurdering af de økonomipolitiske prioriteter på mellemlang sigt, pagten mod organiseret kriminalitet samt de nationale udviklingsplaner og andre sektorspecifikke planer, der kræves for deltagelse i strukturfondene efter medlemskab og for gennemførelse af ISPA og Sapard før tiltrædelsen. Hvert af disse instrumenter er af forskellig art og forberedes og implementeres efter specifikke procedurer. De udgør ikke en integrerende del af partnerskabet, men de prioriteter, de indeholder, er forenelige med det.

2. PRINCIPPER

De vigtigste prioriterede områder, der er indkredset for hvert ansøgerland, vedrører dets evne til at påtage sig forpligtelserne til at opfylde København-kriterierne, hvorefter:

- ansøgerlandet skal have oprettet stabile institutioner, der kan garantere demokratiet, retsstaten, menneskerettighederne og respekten for og beskyttelsen af mindretal

- ansøgerlandet skal have en fungerende markedsøkonomi og være i stand til at modstå konkurrencepresset og markedskræfterne i Unionen

- ansøgerlandet skal være i stand til at påtage sig forpligtelserne ved medlemskab og bl.a. tilslutte sig målene for politisk, økonomisk og monetær union.

På sit møde i Madrid pegede Det Europæiske Råd på, at ansøgerlandene skulle tilpasse deres forvaltningsstrukturer for at sikre en harmonisk anvendelse af Fællesskabets politikker efter tiltrædelsen, og i Luxembourg fremhævede det, at omsætning af Fællesskabets regelværk i lovgivning var nødvendig, men ikke i sig selv tilstrækkelig; det er også nødvendigt at sikre, at det faktisk anvendes.

3. PRIORITETER OG MELLEMLIGGENDE MÅL

I Kommissionens periodiske rapporter er det understreget, hvilken indsats ansøgerlandene endnu skal gøre på visse områder for at forberede sig på tiltrædelse. Dette betyder, at prioriteterne skal fordeles på mellemliggende stadier, hvert med præcise mål, som skal fastlægges i samarbejde med de berørte lande, og hvis indfrielse vil være betingende for omfanget af den bevilgede bistand og fremskridtene i igangværende forhandlinger med nogle lande og indledningen af forhandlinger med andre. Prioriteterne og de mellemliggende mål i de reviderede tiltrædelsespartnerskaber er blevet underinddelt i to grupper - på kort sigt og på mellemlang sigt. Prioriteterne og målene på kort sigt er blevet udvalgt på det grundlag, at det er realistisk at forvente, at Slovenien kan indfri dem fuldt ud eller sikre en væsentlig udvikling inden udgangen af 2000. Det forventes, at det vil tage mere end et år at realisere prioriteterne på mellemlang sigt, selv om arbejdet hermed vil kunne og bør gå i gang i 2000. Fremskridtene med realiseringen af prioriteterne i tiltrædelsespartnerskabet for 1998 er vurderet i den periodiske rapport for 1999. Denne vurdering ligger til grund for prioriteterne for det aktuelle partnerskab.

Slovenien forelagde den 31. maj 1999 en revideret version af det nationale program for overtagelsen af regelværket (NPAA). Det indeholder en tidsplan for virkeliggørelsen af prioriteterne og de mellemliggende mål, som er baseret på det første tiltrædelsespartnerskab, med angivelse af de fornødne administrative strukturer og finansielle ressourcer.

I tiltrædelsespartnerskabet angives de prioriterede indsatsområder for Sloveniens forberedelser til medlemskab. Slovenien vil ikke desto mindre skulle tage fat om alle de punkter, der er indkredset i den periodiske rapport. Det er også vigtigt, at Slovenien opfylder forpligtelserne med hensyn til tilnærmelse af lovgivning og gennemførelse af regelværket i henhold til de forpligtelser, der er indgået i Europaaftalen, screeningen og forhandlingsprocessen. Det skal nævnes, at indarbejdningen af regelværket i lovgivningen ikke i sig selv er tilstrækkeligt; det er også nødvendigt at sikre, at det faktisk anvendes efter samme standarder som dem, der gælder i Unionen. På alle nedenfor anførte områder er det nødvendigt med en troværdig og effektiv implementering og håndhævelse af regelværket.

På grundlag af analysen i Kommissionens periodiske rapport er der indkredset følgende prioriteter og mellemliggende mål på kort og mellemlang sigt for Slovenien.

3.1. Kort sigt (2000)

Økonomiske kriterier

- fremme af konkurrenceevnen gennem markedsbaseret virksomhedsomstrukturering; foranstaltninger til at stimulere de indenlandske og udenlandske investeringer; forenkling af de juridiske og administrative procedurer og fremme af udviklingen af små og mellemstore virksomheder

- påbegyndelse af privatiseringsprogrammet i bank- og forsikringssektoren og fuldførelse af privatiseringsprocessen

- gennemførelse af et omstruktureringsprogram for stålsektoren på linje med EU-kravene

- fortsættelse af omstruktureringen af de offentlige finanser, herunder reform af pensionssystemet

- forbedring af konkursprocedurerne og strømlining af deres anvendelse.

Det indre marked

- offentlige indkøb: fortsat tilpasning

- intellektuel og industriel ejendomsret: vedtagelse af ny lovgivning om industriel ejendomsret og indførelse af det supplerende beskyttelsescertifikat; styrkelse af kontoret for intellektuel ejendomsret; forøgelse af den administrative kapacitet og øget bekæmpelse af varemærkeforfalskning, navnlig ved at skærpe grænsekontrollen

- selskabsret: fuldførelse af tilpasningen, også afskaffelse af de diskriminerende krav med hensyn til sprog

- databeskyttelse: oprettelse af en uafhængig tilsynsmyndighed

- frie varebevægelser: styrkelse af rammelovgivningen; påbegyndelse af gennemførelsen af direktiverne efter den nye metode og fortsat tilpasning af den tekniske lovgivning; omstrukturering af instituttet for standarder og metrologi med henblik på adskillelse af tilsyns-, standardiserings-, akkrediterings- og certificeringsfunktionerne

- frie kapitalbevægelser: fremskyndelse af tilpasningen af lovgivningen om udenlandske investeringer i sektorer, hvor der endnu gælder restriktioner, særlig den finansielle sektor, transport, telekommunikation og medierne

- konkurrence: styrkelse af monopollovgivningen og vedtagelse af relevant gennemførelseslovgivning; styrkelse af konkurrencekontoret; vedtagelse af statsstøttelovgivning og påbegyndelse af gennemførelsen heraf samt styrkelse af statsstøttetilsynsmyndigheden; udarbejdelse af en opgørelse over statsstøtte, årerapporter om statsstøtte

- telekommunikation: vedtagelse af ny telekommunikationslovgivning og oprettelse af en uafhængig tilsynsmyndighed

- det audiovisuelle område: færdiggørelse af tilpasningen af lovgivning

- beskatning: lukning af told- og afgiftsfri forretninger ved landegrænserne; bekræftelse af accepten af principperne i adfærdskodeksen for erhvervsbeskatning og sikring af, at nye skatteforanstaltninger er i overensstemmelse med disse principper.

Landbrug

- fortsat tilpasning af lovgivningen om dyre- og plantesundhed og oprettelse og udstyring af grænseinspektionssteder, særlig på landegrænsen til Kroatien, Kopers havn og Ljubljanas lufthavn.

Transport

- tilpasning af lovgivning om søfartssikkerhed.

Miljø

- vedtagelse af en ny lov om vand med gennemførelsesbestemmelser

- færdiggørelse af detaljerede direktivspecifikke tilnærmelsesprogrammer og gennemførelsesstrategier (særlig vedrørende affaldsforvaltning, bekæmpelse af luftforurening, integreret industriforureningsbekæmpelse, risikostyring, kemikalier, genmodificerede organismer og strålingsbeskyttelse)

- udarbejdelse af en (direktivspecifik) finansieringsplan for investeringer, på grundlag af overslag over tilpasningsomkostninger og realistiske offentlige og private finansieringskilder på årsbasis

- fuldførelse af gennemførelsen og anvendelsen af direktivet om vurdering af virkningerne på miljøet.

Beskæftigelse og sociale anliggender

- støtte til arbejdsmarkedsparternes bestræbelser for at opbygge kapacitet til at udvikle og gennemføre regelværket, især inden for rammerne af topartsdialoger

- udarbejdelse af en national beskæftigelsesstrategi, støttet af den fælles gennemgang af beskæftigelsespolitikken, med henblik på senere deltagelse i den europæiske beskæftigelsesstrategi.

Retlige og indre anliggender

- gennemførelse af den nye udlændinge- og asyllov med henblik på fuldstændig deltagelse i Schengen-informationssystemet

- ratifikation af den europæiske konvention om hvidvaskning af penge, den europæiske strafferetlige konvention om korruption og OECD-konventionen om bestikkelse

- styrkelse af kapaciteten til at tackle hvidvaskning af penge.

Styrkelse af administrationens og retsvæsenets kapacitet, herunder forvaltning og kontrol af EU-midler

- fremskyndelse af reformen af den offentlige forvaltning, herunder vedtagelse af en lov om offentligt ansatte

- Phare(1), ISPA(2) og Sapard(3): yderligere udvikling af den nationale udviklingsplan og planen for udvikling af landdistrikter, vedtagelse af juridiske, budgetmæssige og administrative rammer (revisionshåndbog og revisionsspor) til at programmere og forvalte ISPA og Sapard, herunder en ordning for vurdering af virkningerne på miljøet og EU-kompatible regler for offentlige indkøb i forbindelse med projekter, der samfinansieres med EF-midler, og oprettelse af et velfungerende betalingsorgan for Sapard

- fuldførelse af lovgivningen om intern og ekstern finanskontrol og oprettelse af afdelinger for intern revision/kontrol i udgiftsinstanser

- indførelse af et effektivt matrikelsystem, sammen med reform af rammerne for fysisk planlægning og datamatisering af jordregistrering.

3.2. Mellemlang sigt

Politiske kriterier

- fortsatte bestræbelser på at løse verserende grænseproblemer med Kroatien.

Økonomiske kriterier

- fuldførelse af omstrukturering, salg og liberalisering af statsejede forsyningsselskaber sammen med sikring af konkurrencen og prisliberalisering

- fortsættelse af reformen af kapitalmarkedet, herunder større beskyttelse af minoritetsaktionærer

- etablering af en årlig finanstilsynsprocedure, der skal bringe regnskabsaflæggelsen, tilsynet og kontrollen med de offentlige finanser, herunder navnlig budgetsituationerne, på linje med EU-procedurerne.

Det indre marked

- offentlige indkøb: afskaffelse af 10 % prispræferencen for indenlandske tilbudsgivere

- intellektuel og industriel ejendomsret: fuldførelse af tilpasningen

- frie varebevægelser: endelig overtagelse af sektorlovgivningen og afstemning med EN-standarderne; oprettelse af passende gennemførelsesinstanser for alle sektorer og et markedstilsynssystem

- frie kapitalbevægelser: afskaffelse af de resterende restriktioner for kortfristede transaktioner og for udenlandske enheders erhvervelse af fast ejendom; fuldstændig liberalisering af kapitalstrømmene

- fri bevægelighed for personer: fuldstændig tilpasning af gensidig anerkendelse af eksamensbeviser

- fri bevægelighed for tjenesteydelser: et effektivt tilsyn med finansielle tjenesteydelser

- konkurrence: styrkelse af monopol- og statsstøttemyndighederne og -procedurerne; forbedring af gennemsigtigheden, datastrømmen og koordineringen og uddannelsen på alle niveauer i administrationen

- beskatning: fjernelse af de uoverensstemmelser, der endnu består mellem moms- og punktafgiftsordningerne og EU-regelværket, særlig ved indførelse af overgangsmomsordningen og forhøjelse af punktafgiftssatserne på tobak og alkoholholdige drikkevarer, revision af bestående lovgivning og overholdelse af adfærdskodeksen for erhvervsbeskatning

- forbrugerbeskyttelse: videre tilpasning og styrkelse af markedstilsynet og håndhævelsesmyndighederne

- told: fuldførelse af tilpasningen, herunder bestemmelserne om frizoner; styrkelse af grænsekontrollen; udvikling af toldadministrationens operationelle kapacitet; fortsættelse af datamatiseringen; fortsat bekæmpelse af svig og bestikkelse.

Landbrug

- styrkelse af forvaltningsmekanismerne og de administrative strukturer for den fælles landbrugspolitik (tilsyn med landbrugsmarkederne og gennemførelse af strukturforanstaltninger og tiltag til udvikling af landdistrikter, oprettelse af organer og kontrolmekanismer)

- fuldførelse af tilpasningen og håndhævelsen af lovgivning om dyre- og plantesundhed, særlig med hensyn til følgende: fuldførelse af systemet med identifikation af dyr; implementering af et kvalitetskontrolsystem (risikoanalyse af kritiske kontrolpunkter), behandling af animalsk affald, modernisering af kødforarbejdningsanlæg og mejerier, programmer for kontrol med restprodukter og zoonose, fuldførelse af inspektionssystemerne ved de fremtidige ydre grænser

- modernisering af levnedsmiddelforarbejdningsanlæg og fuldførelse af omstruktureringen af landbrugsfødevaresektoren.

Fiskeri

- udvikling af kapaciteten til at anvende den fælles fiskeripolitik, herunder passende institutionelle ressourcer og udstyr til inspektion og kontrol på centralt og regionalt plan.

Energi

- fortsættelse af indsatsen for at sikre høje niveauer inden for nuklear sikkerhed (under hensyntagen til jordskælvsrisikovurderinger) på Krsko-kernekraftværket

- fortsat forbedring af energieffektiviteten og indfrielse af kravene om olielagre

- forberedelse til det indre energimarked, især med hensyn til el- og gasdirektiverne (herunder tilpasning af energipriserne til et omkostningsdækkende niveau og etablering af en tilsynsmyndighed)

- styrkelse af tilsynsstrukturerne for nuklear sikkerhed og strålingsbeskyttelse.

Transport

- tilpasning inden for lufttransport (særlig luftfartssikkerhed og trafikstyring), vejtransport (markedsadgang, færdselssikkerhed, regler vedrørende farligt gods og beskatning) og søtransport.

Beskæftigelse og sociale anliggender

- gennemførelse af EU-lovgivningen på områderne sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, arbejdsmarkedsret, ligestilling og folkesundhed; styrkelse af de relevante administrative strukturer (særlig arbejdsinspektoratet og kontoret for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen) og instanserne for koordination af social sikring.

Økonomisk og social samhørighed

- udformning af en national politik for økonomisk og social samhørighed; forberedelse til gennemførelsen af et regionaludviklingsprogram og fællesskabsinitiativer; forbedring af de administrative strukturer; udformning af budgetsystemet og dets procedurer efter strukturfondsstandarderne, herunder vurdering og evaluering.

Miljø

- anvendelse af lovgivning om affaldsforvaltning, bekæmpelse af luftforurening og industriforurening, risikostyring, kemikalier, genmodificerede organismer og strålingsbeskyttelse

- styrkelse af den administrative kapacitet på alle niveauer

- integrering af principperne om bæredygtig udvikling i udformningen og gennemførelsen af alle andre sektorspecifikke politikker.

Retlige og indre anliggender

- fortsat modernisering af lovhåndhævelsesinstanser (bemanding, uddannelse og udstyr), fortsat bekæmpelse af organiseret kriminalitet, kvinde- og børnehandel, narkotikahandel og korruption; bedre koordination mellem lovhåndhævelsesinstanserne

- fortsat gradvis tilnærmelse af visumlovgivningen og -praksis til EU's.

Styrkelse af administrationens og retsvæsenets kapacitet, herunder forvaltning og kontrol af EU-midler

- forbedring af retssystemets funktion, herunder besættelse af ledige stillinger, uddannelse af domstolene i EF-ret og vedtagelse af lovgivning til at skabe alternative instrumenter til bilæggelse af civilretlige tvister; overførsel af visse opgaver fra domstolene til notarer

- vedtagelse af lovgivning om offentlige organer

- styrkelse af offentlige finanskontrolfunktioner gennem tilvejebringelse af adækvat personale, uddannelse og udstyr

- styrkelse af kapaciteten på det statistiske område.

4. PROGRAMMERING

Phare-tildelingen for perioden 1995-1999 er på i alt 126 mio. EUR. Som følge af den aftale, der blev indgået under Det Europæiske Råds møde i Berlin den 24. og 25. marts 1999, vil den finansielle bistand til ansøgerlandene i perioden 2000-2006 også omfatte støtte til førtiltrædelsesforanstaltninger inden for landbrug og udvikling af landdistrikter gennem førtiltrædelsesinstrumentet Sapard (Rådets forordning (EF) nr. 1268/1999 (EFT L 161 af 26.6.1999, s. 87)) og strukturinstrumentet ISPA (Rådets forordning (EF) nr. 1267/1999 (EFT L 161 af 26.6.1999, s. 73)), hvorunder foranstaltninger i lighed med Samhørighedsfonden prioriteres i førtiltrædelsesperioden. Slovenien kan inden for rammerne af disse nationale tildelinger også finansiere en del af sin deltagelse i EF-programmerne, herunder deltagelsen i femte rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling (EFT L 26 af 1.2.1999, s. 1). Desuden vil Slovenien få adgang til finansiering fra multilandeprogrammer, der direkte relaterer til Fællesskabets regelværk. Der kræves systematisk samfinansiering med ansøgerlandene i forbindelse med alle investeringsprojekter. Kommissionen har siden 1998 arbejdet sammen med Den Europæiske Investeringsbank og de internationale finansieringsinstitutioner, navnlig Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling og Verdensbanken, med henblik på at lette samfinansiering af projekter med berøring til førtiltrædelsesprioriteterne.

5. BETINGETHED

Fællesskabets bistand til finansieringen af projekter gennem de tre førtiltrædelsesinstrumenter Phare, ISPA og Sapard er betinget af, at Slovenien overholder sine forpligtelser i henhold til Europaaftalen, træffer yderligere foranstaltninger for at opfylde København-kriterierne og især gør fremskridt for i 2000 at realisere de specifikke prioriteter i dette tiltrædelsespartnerskab. Indfries disse almindelige betingelser ikke, vil Rådet kunne træffe afgørelse om suspension af den finansielle bistand på grundlag af artikel 4 i forordning (EF) nr. 622/98.

6. TILSYN

Der føres tilsyn med implementeringen af tiltrædelsespartnerskabet inden for rammerne af Europaaftalen. Som det blev understreget af Det Europæiske Råd i Luxembourg, er det vigtigt, at Europaaftalens institutioner fortsat udgør de rammer, hvor vedtagelsen af EF's regelværk kan gennemgås efter samme metode, uanset om forhandlingerne er indledt eller ej. De forskellige dele af tiltrædelsespartnerskabet drøftes i de relevante underudvalg. Associeringsudvalget drøfter udviklingen generelt, fremskridt og problemer med opfyldelse af prioriteterne og de mellemliggende mål tillige med mere specifikke anliggender, som indbringes for det af underudvalgene.

Phare-forvaltningsudvalget drager omsorg for, at finansieringsafgørelserne under samtlige tre førtiltrædelsesinstrumenter, Phare, ISPA og Sapard, er indbyrdes forenelige og forenelige med tiltrædelsespartnerskaberne som fastlagt i samordningsforordningen (Rådets forordning (EF) nr. 1266/1999 (EFT L 161 af 26.6.1999, s. 68)).

Tiltrædelsespartnerskabet kan om fornødent fortsat ændres i overensstemmelse med artikel 2 i forordning (EF) nr. 622/98.

(1) Phare = "Action plan for coordinated aid to Poland and Hungary" (handlingsplan for koordineret bistand til Polen og Ungarn).

(2) ISPA = "Instrument for Structural Policies for Pre-Accession" (strukturpolitisk førtiltrædelsesinstrument).

(3) Sapard = "Special Accession Programme for Agriculture and Rural Development" (særligt tiltrædelsesprogram inden for landbrug og udvikling af landdistrikter).