EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 57, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Monetære Institut (3),

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B (4), på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 18. december 1996, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Rådet vedtag den 10. maj 1993 direktiv 93/22/EØF om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer (5); nævnte direktiv er et vigtigt instrument i gennemførelsen af det indre marked for investeringsselskaber;

(2) i direktiv 93/22/EØF fastsættes tilsynsregler, som investeringsselskaber til stadighed skal efterleve, herunder regler, som i videst muligt omfang skal beskytte investorernes rettigheder i forbindelse med midler eller instrumenter, som tilhører dem;

(3) intet tilsynssystem kan dog yde fuldstændig sikkerhed, især ikke, hvis der begås svigagtige handlinger;

(4) for at det indre marked kan gennemføres fuldt ud og fungere tilfredsstillende på det finansielle område, er det vigtigt at beskytte investorerne og opretholde tilliden til det finansielle system; det er derfor af afgørende betydning, at alle medlemsstater råder over en investorgarantiordning, som sikrer en harmoniseret minimumsbeskyttelse, der i det mindste dækker mindre investorer, hvis et investeringsselskab ikke er i stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder;

(5) mindre investorer vil således kunne modtage investeringsservice fra filialer af EF-investeringsselskaber eller som led i grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser med samme tillid, som hvis de henvendte sig til nationale investeringsselskaber, i forvisning om at de er omfattet af en harmoniseret minimumsbeskyttelse, hvis et investeringsselskab ikke er i stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder;

(6) foreligger der ikke en sådan minimumsharmonisering, vil et værtsland ud fra et ønske om at beskytte investorerne kunne føle sig berettiget til at kræve, at andre medlemsstaters investeringsselskaber, der driver virksomhed gennem en filial eller ved grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser, tilslutter sig værtslandets garantiordning, hvis de ikke er medlem af en investorgarantiordning i deres hjemland, eller hvis den pågældende ordning ikke anses for at yde en tilsvarende beskyttelse, et sådant krav vil kunne være til skade for det indre marked;

(7) i de fleste medlemsstater findes der allerede forskellige former for investorgarantiordninger, men disse dækker ikke generelt alle investeringsselskaber med den EF-dækkende tilladelse, som er omhandlet i direktiv 93/22/EØF;

(8) alle medlemsstater bør derfor have pligt til at oprette en eller flere investorgarantiordninger, som alle sådanne investeringsselsskaber skal være tilknyttet; ordningen skal dække de midler og instrumenter, som investeringsselskabet ligger inde med i forbindelse med en investors investeringsvirksomhed, og som ikke kan leveres tilbage til investoren, hvis investeringsselskabet er ude af stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder; dette berører på ingen måde de regler og procedurer, der gælder i medlemsstaterne med hensyn til, hvilke beslutninger der skal træffes i tilfælde af et investeringsselskabs insolvens eller likvidation;

(9) definitionen af investeringsselskab dækker kreditinstitutter, som har tilladelse til at yde investeringsservice; sådanne kreditinstitutter skal også deltage i en investorgarantiordning for så vidt angår deres investeringsvirksomhed; det er dog ikke nødvendigt at kræve, at sådanne institutter skal være tilsluttet to forskellige ordninger, hvis en enkelt ordning opfylder kravene i dette direktiv og i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger (6); det kan imidlertid i forbindelse med investeringsselskaber, som er kreditinstitutter, i visse tilfælde være vanskeligt at sondre mellem indskud, der dækkes i henhold til direktiv 94/19/EF, og midler, der opbevares i forbindelse med investeringsvirksomhed; medlemsstaterne bør selv kunne afgøre, hvilket af de to direktiver sådanne krav henhører under;

(10) direktiv 94/19/EF tillader medlemsstaterne at fritage et kreditinstitut for kravet om at være tilsluttet en indskudsgarantiordning, hvis det pågældende institut er tilsluttet en ordning, der beskytter selve kreditinstituttet og især garanterer dets solvens; når et kreditinstitut, som er tilsluttet en sådan ordning, samtidig er et investeringsselskab, bør medlemsstaterne også på visse betingelser kunne fritage det for kravet om at være tilsluttet en investorgarantiordning;

(11) en harmoniseret minimumsgaranti på 20 000 ECU pr. investor burde være tilstrækkelig til at beskytte mindre investorers interesser, hvis et investeringsselskab ikke er i stand til at indfri sine forpligtelser over for sine investorkunder; det forekommer derfor rimeligt at fastsætte den harmoniserede minimumsgaranti til 20 000 ECU; det kan som i direktiv 94/19/EF være nødvendigt at indføre begrænsede overgangsbestemmelser for at sætte garantiordningerne i stand til at opfylde dette krav, hvilket også gælder for de medlemsstater, der på tidspunktet for nærværende direktivs vedtagelse ikke har en sådan ordning;

(12) samme beløb blev fastsat i direktiv 94/19/EF;

(13) for at tilskynde investorerne til at udvise den fornødne omhu ved valg af investeringsselskab er det rimeligt at give medlemsstaterne lov til at pålægge investorerne at bære en del af et eventuelt tab; investorerne skal imidlertid have dækket mindst 90 % af deres tab, så længe det garantibeløb, der skal udbetales, ikke når op på fællesskabsminimummet;

(14) visse medlemsstaters ordninger yder i øjeblikket en højere dækning end den harmoniserede minimumsbeskyttelse i dette direktiv; det forekommer dog ikke hensigtsmæssigt at kræve en ændring af disse ordninger på dette punkt;

(15) opretholder man i Fællesskabet ordninger, som yder en dækning, der overstiger det harmoniserede minimum, kan det føre til forskellige garantisatser inden for samme nationale område og til ulige konkurrencevilkår for nationale investeringsselskaber og filialer af andre medlemsstaters selskaber; for at afbøde disse ulemper bør filialer have tilladelse til at tilslutte sig værtslandets garantiordning, således at de kan yde deres investorer samme dækning som garantiordningen i det land, hvor filialerne er etableret; Kommissionen bør i den rapport, som den udarbejder om dette direktivs anvendelse, oplyse, i hvilket omfang filialerne har benyttet sig af denne mulighed, og redegøre for eventuelle vanskeligheder, som filialerne eller investorgarantiordningerne måtte have haft med gennemførelsen af disse bestemmelser; det er ikke udelukket, at hjemlandsordningen selv kan yde en sådan supplerende dækning med forbehold af de betingelser, som er fastsat deri;

(16) der vil kunne forekomme markedsforstyrrelser som følge af, at filialer af investeringsselskaber, der er etableret i en anden medlemsstat end hjemlandet, yder højere dækning end investeringsselskaber, der er meddelt tilladelse i værtslandet; størrelsen og rækkevidden af den dækning, som garantiordningerne yder, bør ikke blive et konkurrencemiddel; det er derfor nødvendigt, i hvert fald i begyndelsen, at fastsætte, at størrelsen og rækkevidden af den dækning, som en ordning i hjemlandet yder investorer i filialer i en anden medlemsstat, ikke må overstige den maksimale størrelse og rækkevidde af den dækning, som ydes af den tilsvarende ordning i værtslandet; på et tidligt tidspunkt bør der på grundlag af den indhøstede erfaring og udviklingen i finanssektoren foretages en nærmere vurdering af eventuelle markedsforstyrrelser;

(17) finder en medlemsstat, at visse kategorier af investeringer eller investorer, der står opført på en udtømmende liste, ikke har brug for særlig beskyttelse, skal den kunne udelukke dem fra at være dækket af investorgarantiordningerne;

(18) i en række medlemsstater anvendes investorgarantiordninger, som administreres af brancheorganisationer; i andre medlemsstater findes ordninger, som er indført og reguleret ved lov; ordningernes forskellige statuts er kun et problem, når det gælder obligatorisk medlemskab og eksklusion; der bør derfor fastsættes bestemmelser, som begrænser ordningernes beføjelser på dette område;

(19) investorerne skal have garantibeløbet udbetalt uden unødig forsinkelse, så snart deres kravs gyldighed er fastslået; garantiordningen skal kunne fastsætte en rimelig frist for fremsættelse af krav; at en sådan frist er udløbet, skal dog ikke kunne gøres gældende over for en investor, som med gyldig grund har været forhindret i at fremsætte sit krav rettidigt;

(20) at investorerne er informeret om garantibestemmelserne er et væsentligt element i deres beskyttelse; i henhold til artikel 12 i direktiv 93/22/EØF skulle et investeringsselskab, inden det optog forretningsforbindelse med investorer, underrette disse om en eventuel garantiordning, og der bør derfor i nærværende direktiv fastsættes regler for, hvordan sådanne potentielle investorer informeres om den garantiordning, der dækker deres investeringsvirksomhed;

(21) ubegrænset anvendelse i reklameøjemed af henvisninger til en garantiordnings størrelse og rækkevidde vil dog kunne påvirke det finansielle systems stabilitet eller investorernes tillid; medlemsstaterne bør derfor fastsætte regler, der begrænser anvendelsen af sådanne henvisninger;

(22) ifølge dette direktiv skal alle investeringsselskaber i princippet tilsluttes en investorgarantiordning; de direktiver, der gælder for adgang for investeringsselskaber med hjemsted i et tredjeland, herunder især direktiv 93/22/EØF, giver medlemsstaterne mulighed for at bestemme, om og i givet fald på hvilke betingelser filialer af sådanne investeringsselskaber skal have adgang til at udøve virksomhed på deres område; sådanne filialer er ikke omfattet af den frie udveksling af tjenesteydelser efter traktatens artikel 59, stk. 2, og heller ikke af retten til frit at etablere sig i andre medlemsstater end den, hvor de er etableret; en medlemsstat, der åbner adgang for sådanne filialer, skal følgelig bestemme, hvorledes dette direktivs principper skal finde anvendelse på de pågældende filialer, idet anvendelsen skal være i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv 93/22/EØF og med behovet for at beskytte investorerne og bevare det finansielle systems integritet; det er af afgørende betydning, at investorer, der henvender sig til sådanne filialer, får fuldt kendskab til de garantiordninger, der gælder for dem;

(23) det er ikke som led i dette direktiv absolut nødvendigt at harmonisere metoderne til finansiering af investorgarantiordningerne, dels fordi udgifterne til finansiering af sådanne ordninger i princippet skal afholdes af investeringsselskaberne selv, dels fordi ordningernes finansielle kapacitet skal stå i forhold til garantiforpligtelserne; dette må dog ikke bringe stabiliteten i den berørte medlemsstats finansielle system i fare;

(24) dette direktiv kan ikke forpligte medlemsstaterne eller disses kompetente myndigheder i forhold til investorerne, såfremt de har sørget for at indføre eller officielt at anerkende en eller flere ordninger, der yder investorerne garanti eller beskyttelse på de i dette direktiv fastsatte betingelser;

(25) endelig er en vis minimumsharmonisering af investorgarantiordningerne nødvendig, for at det indre marked kan gennemføres fuldt ud for investeringsselskaber, idet det herved bliver muligt at skabe et mere tillidsfuldt forhold mellem investorerne og investeringsselskaberne, især når der er tale om selskaber fra andre medlemsstater, og at undgå de vanskeligheder, som kan opstå, når et værtsland anvender nationale investorgarantiordninger, som ikke er samordnet på fællesskabsniveau; et bindende fællesskabsdirektiv er det eneste egnede middel til at nå det ønskede mål, da der generelt mangler investorgarantiordninger med en dækning, der svarer til direktiv 93/22/EØF; med nærværende direktiv gennemføres kun det nødvendige minimum af harmonisering; direktivet giver medlemsstaterne mulighed for at kræve en bredere eller større dækning, hvis de ønsker det, og giver dem samtidig den fornødne frihed med hensyn til organisering og finansiering af investorgarantiordningerne -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

I dette direktiv forstås ved:

1) »investeringsselskab«: et investeringsselskab som defineret i artikel 1, nr. 2, i direktiv 93/22/EØF,

- som har tilladelse til at udføre investeringsservice i henhold til artikel 3 i direktiv 93/22/EØF,

eller

- som har tilladelse til at udøve virksomhed som kreditinstitut i henhold til direktiv 77/780/EØF (7) og 89/646/EØF (8), og hvis tilladelse dækker en eller flere af de tjenesteydelser, der er opført i afsnit A i bilaget til direktiv 93/22/EØF

2) »investeringsvirksomhed«: investeringsservice som defineret i artikel, 1, nr. 1, i direktiv 93/22/EØF samt tjenesteydelsen anført i afsnit C, punkt 1, i bilaget til nævnte direktiv

3) »instrumenter«: de instrumenter, der er opført i afsnit B i bilaget til direktiv 93/22/EØF

4) »investor«: en person, der i forbindelse med investeringsvirksomhed har betroet midler eller instrumenter til et investeringsselskab

5) »filial«: en afdeling, som retligt udgør en ikke-selvstændig del af et investeringsselskab, og som yder investeringsservice af den art, som investeringsselskabet har fået tilladelse til; flere afdelinger, som i en og samme medlemsstat oprettes af et investeringsselskab med hjemsted i en anden medlemsstat, betragtes som én filial

6) »fælles investering«: en investering, der foretages på to eller flere personers vegne, eller som to eller flere personer har andel i, således at en eller flere af de pågældende personer kan disponere over investeringen ved deres underskrift

7) »kompetente myndigheder«: de myndigheder, der er defineret i artikel 22 i direktiv 93/22/EØF: disse myndigheder kan eventuelt være dem, der er defineret i artikel 1 i Rådets direktiv 92/30/EØF af 6. april 1992 om tilsyn med kreditinstitutter på et konsolideret grundlag (9).

Artikel 2

1. Hver medlemsstat påser, at der på dens område indføres en eller flere investorgarantiordninger, som bliver officielt anerkendt. Bortset fra de tilfælde, der er nævnt i andet afsnit samt i artikel 5, stk. 3, må et investeringsselskab, der er meddelt tilladelse i den pågældende medlemsstat, ikke udføre investeringsvirksomhed, medmindre det deltager i en sådan ordning.

En medlemsstat kan dog fritage et kreditinstitut, der er omfattet af dette direktiv, for kravet om at være tilsluttet en investorgarantiordning, hvis det pågældende institut i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 94/19/EF allerede er fritaget for at skulle være tilsluttet en indskudsgarantiordning, forudsat at den beskyttelse og de oplysninger, som indskyderne er sikret, ydes investorerne på de samme vilkår, og forudsat at investorerne således sikres en beskyttelse, der mindst svarer til den, som en investorgarantiordning yder.

Medlemsstater, som gør brug af denne mulighed, underretter Kommissionen herom; de meddeler især sådanne beskyttelsesordningers karakteristika med angivelse af, hvilke kreditinstitutter der er omfattet heraf i henhold til dette direktiv, og meddeler eventuelle senere ændringer af de fremsendte oplysninger. Kommissionen underretter Rådet herom.

2. Garantiordningen dækker investorerne efter bestemmelserne i artikel 4, når:

- de kompetente myndigheder har konstateret, at et investeringsselskab efter deres opfattelse ikke på det givne tidspunkt er i stand til at indfri de forpligtelser, der hidrører fra investorernes krav, af årsager, der er direkte forbundet med dets finansielle situation, og ikke har umiddelbar udsigt til at blive i stand til det,

eller

- en domstol af årsager, der er direkte forbundet med et investeringsselskabs finansielle situation, har truffet en afgørelse, som indebærer, at investorernes mulighed for at fremsætte krav over for det pågældende investeringsselskab suspenderes

idet den først indtrufne af de to begivenheder lægges til grund.

Der skal være dækning for krav, der skyldes et investeringsselskabs manglende evne til

- at tilbagebetale midler, som investorerne har til gode eller ejer, og som opbevares for dem af investeringsselskabet i forbindelse med investeringsvirksomhed,

eller

- tilbagelevere instrumenter, som investorerne ejer, og som opbevares, administreres eller forvaltes for dem af investeringsselskabet i forbindelse med investeringsvirksomhed

i overensstemmelse med gældende love og aftaler.

3. Ethvert krav af den i stk. 2 nævnte art på et kreditinstitut, der i en given medlemsstat måtte være omfattet af både nærværende direktiv og direktiv 94/19/EF, henføres af den pågældende medlemsstat til en ordning under det ene eller det andet direktiv, alt efter hvad den finder mest hensigtsmæssigt. Der kan ikke udbetales garantibeløb efter begge direktiver for det samme krav.

4. Størrelsen af investors krav beregnes efter de love og aftaler, herunder vilkårene for modregning og modkrav, som på datoen for den i stk. 2 omhandlede konstatering eller afgørelse gælder for ansættelse af det pengebeløb eller af værdien, om muligt fastsat under henvisning til markedsværdien, af de instrumenter, der tilhører investoren, og som investeringsselskabet ikke er i stand til at tilbagebetale eller tilbagelevere.

Artikel 3

Investorgarantiordningen omfatter ikke krav, der hidrører fra transaktioner, i forbindelse med hvilke der er blevet afsagt straffedom for hvidvaskning af penge som defineret i artikel 1 i Rådets direktiv 91/308/EØF af 10. juni 1991 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge (10).

Artikel 4

1. Medlemsstaterne påser, at ordningen dækker mindst 20 000 ECU pr. investor i forbindelse med de i artikel 2, stk. 2, omhandlede krav.

Indtil den 31. december 1999 kan de medlemsstater, hvori dækningen på tidspunktet for dette direktivs vedtagelse er på under 20 000 ECU, opretholde denne lavere dækning, idet den dog ikke må være på under 15 000 ECU. Denne mulighed står ligeledes åben for de medlemsstater, der er omfattet af overgangsbestemmelserne i artikel 7, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 94/19/EF.

2. Medlemsstaterne kan bestemme, at visse investorer udelukkes fra ordningens dækning eller dækkes med et lavere beløb. En liste over sådanne udelukkelser findes i bilag I.

3. Denne artikel er ikke til hinder for videreførelse eller vedtagelse af bestemmelser, der indebærer en højere eller mere omfattende dækning for investorer.

4. Medlemsstaterne kan begrænse den i stk. 1 fastsatte eller den i stk. 3 omhandlede dækning til en bestemt procentsats af investors krav. Dækningen skal dog udgøre mindst 90 % af kravet, så længe det garantibeløb, der skal udbetales i henhold til ordningen, ikke når op på 20 000 ECU.

Artikel 5

1. Undlader et investeringsselskab, hvis medlemskab af en garantiordning er obligatorisk, jf. artikel 2, stk. 1, at opfylde de forpligtelser, der påhviler det som medlem af ordningen, underrettes de kompetente myndigheder, der meddelte det tilladelse, og disse træffer i samarbejde med garantiordningen alle passende foranstaltninger, herunder pålæggelse af sanktioner, for at sikre, at investeringsselskabet opfylder sine forpligtelser.

2. Hvis disse foranstaltninger ikke fører til, at investeringsselskabet overholder sine forpligtelser, kan garantiordningen, såfremt eksklusion af et medlem er tilladt ifølge national lovgivning, med de kompetente myndigheders udtrykkelige samtykke og med mindst tolv måneders varsel meddele, at det agter at ekskludere investeringsselskabet fra ordningen. Den dækning, der er fastsat i artikel 2, stk. 2, andet afsnit, gælder fortsat for investeringsvirksomhed, der udføres i denne periode. Hvis investeringsselskabet ved fristens udløb ikke har opfyldt sine forpligtelser, kan garantiordningen, igen med de kompetente myndigheders udtrykkelige samtykke, gennemføre eksklusionen.

3. Hvis det er tilladt ifølge national lovgivning, og hvis de kompetente myndigheder, der meddelte tilladelsen, har givet deres udtrykkelige samtykke, kan et investeringsselskab, der er ekskluderet af en investorgarantiordning, fortsat yde investeringsservice, såfremt det før eksklusionen har indført alternative garantiordninger, der dels sikrer investorerne en dækning, som mindst svarer til den, som den officielt anerkendte ordning yder, dels har karakteristika svarende til denne ordning.

4. Hvis et investeringsselskab, som foreslås ekskluderet i medfør af stk. 2, ikke er i stand til at indføre alternative ordninger, som opfylder betingelserne i stk. 3, inddrager de kompetente myndigheder, der meddelte tilladelsen, straks denne.

Artikel 6

I de tilfælde, hvor et investeringsselskabs tilladelse inddrages, gælder den dækning, der er fastsat i artikel 2, stk. 2, andet afsnit, fortsat for investeringsvirksomhed, der udføres indtil inddragelsestidspunktet.

Artikel 7

1. Investorgarantiordninger, der indføres og officielt anerkendes i en medlemsstat i henhold til artikel 2, stk. 1, omfatter tillige investorer i filialer, som investeringsselskaber har etableret i andre medlemsstater.

Indtil den 31. december 1999 må hverken størrelsen eller rækkevidden, inklusive procentsatsen, af den fastsatte dækning overstige den maksimale størrelse og rækkevidde af den dækning, som ydes af den tilsvarende garantiordning i værtslandet på dettes område. Inden denne dato udarbejder Kommissionen en rapport på grundlag af den indhøstede erfaring med anvendelsen af dette afsnit og af artikel 4, stk. 1, i ovennævnte direktiv 94/19/EF og vurderer behovet for at opretholde disse bestemmelser. Kommissionen forelægger i givet fald Europa-Parlamentet og Rådet et forslag til direktiv om forlængelse af deres gyldighed.

Hvis størrelsen og/eller rækkevidden, inklusive procentsatsen, af den dækning, der ydes af garantiordningen i værtslandet, overstiger størrelsen og/eller rækkevidden af dækningen i den medlemsstat, hvor investeringsselskabet er meddelt tilladelse, påser værtslandet, at der på dets område findes en officielt anerkendt ordning, som en filial kan tilslutte sig på frivilligt grundlag for at supplere den dækning, som investorerne allerede har i kraft af filialens medlemskab af hjemlandets ordning.

Den ordning, som filialen tilslutter sig, skal dække den kategori af institutter, som filialen tilhører eller bedst kan henføres til i værtslandet.

Medlemsstaterne påser, at der i alle investorgarantiordninger fastsættes objektive og generelle betingelser for sådanne filialers medlemskab. En filial kan kun blive optaget, hvis den opfylder de relevante forpligtelser i forbindelse med medlemskab, herunder navnlig betaling af alle bidrag og andre afgifter. Medlemsstaterne skal ved gennemførelsen af dette stykke følge de ledende principper i bilag II.

2. Hvis en filial, der på frivilligt grundlag har tilsluttet sig en investorgarantiordning, jf. stk. 1, undlader at opfylde de forpligtelser, der påhviler den som medlem af ordningen, underrettes de kompetente myndigheder, der meddelte tilladelsen, og disse træffer i samarbejde med garantiordningen alle passende foranstaltninger for at sikre, at ovennævnte forpligtelser bliver opfyldt.

Hvis disse foranstaltninger ikke fører til, at filialen overholder de i denne artikel omhandlede forpligtelser, kan garantiordningen efter en passende frist på mindst tolv måneder og efter at have indhentet samtykke fra de kompetente myndigheder, der meddelte tilladelsen, ekskludere filialen. Investeringsvirksomhed, der udføres inden datoen for filialens eksklusion, dækkes fortsat efter denne dato af den garantiordning, som filialen frivilligt har tilsluttet sig. Investorerne underrettes om den supplerende dæknings bortfald samt om datoen, hvorfra bortfaldet får virkning.

Artikel 8

1. Den i artikel 4, stk. 1, 3 og 4, omhandlede dækning gælder investors samlede krav på samme investeringsselskab i henhold til dette direktiv uanset antallet af konti, valuta og lokalisering inden for Fællesskabet.

Medlemsstaterne kan dog bestemme, at beløb i andre end medlemsstaternes valutaer og ecu udelukkes fra dækning eller dækkes af en lavere garanti. Denne mulighed omfatter ikke instrumenter.

2. For fælles investeringer tages der ved beregningen af den i artikel 4, stk. 1, 3 og 4, omhandlede dækning hensyn til den andel, der tilkommer hver enkelt investor.

Findes der ingen særlige bestemmelser, fordeles kravene ligeligt mellem investorerne.

Medlemsstaterne kan bestemme, at krav vedrørende fælles investeringer, som to eller flere personer har andel i som deltagere i et interessentskab, en sammenslutning eller en gruppering af tilsvarende art, der ikke har status som juridisk person, kan lægges sammen og behandles, som om de hidrørte fra en investering foretaget af en enkelt investor, med henblik på beregningen af grænserne i artikel 4, stk. 1, 3 og 4.

3. Er investor ikke ubetinget berettiget til de midler eller instrumenter, der opbevares, er det den person, der er ubetinget berettiget hertil, som dækkes af garantiordningen, forudsat at den pågældende persons identitet er blevet fastslået eller kan fastslås inden datoen for den i artikel 2, stk. 2, omhandlede konstatering eller afgørelse.

Er flere personer ubetinget berettiget til de pågældende midler eller instrumenter, tages der ved beregningen af de i artikel 4, stk. 1, 3 og 4 fastsatte grænser hensyn til hver enkelt persons andel i henhold til de bestemmelser, der gælder for forvaltningen af midlerne eller instrumenterne.

Dette stykke finder ikke anvendelse på institutter for kollektiv investering.

Artikel 9

1. Garantiordningen træffer passende foranstaltninger til at underrette investorerne om den i artikel 2, stk. 2, omhandlede konstatering eller afgørelse samt til at udbetale eventuelle pligtige garantibeløb hurtigst muligt. Ordningen kan fastsætte en bestemt frist, inden for hvilken investorerne skal fremsætte deres krav. Fristen skal være på mindst fem måneder fra datoen for ovennævnte konstatering eller afgørelse eller fra datoen for offentliggørelsen af ovennævnte konstatering eller afgørelse.

En investor, som ikke har været i stand til at fremsætte sit krav over for garantiordningen rettidigt, kan dog ikke nægtes dækning under henvisning til, at en sådan frist er udløbet.

2. Ordningen skal kunne dække investorernes krav hurtigst muligt og senest tre måneder efter, at kravets berettigelse og størrelse er blevet fastslået.

Under helt specielle omstændigheder kan garantiordningen i særlige tilfælde anmode de kompetente myndigheder om en forlængelse af denne frist. En sådan forlængelse må ikke overstige tre måneder.

3. Uanset fristen i stk. 2 kan udbetalinger fra garantiordningen suspenderes, indtil der foreligger en domstolsafgørelse, hvis en investor eller en anden person, der er berettiget til eller har andel i en investering, er blevet sigtet for en lovovertrædelse i forbindelse med hvidvaskning af penge som defineret i artikel 1 i direktiv 91/308/EØF.

Artikel 10

1. Medlemsstaterne påser, at investeringsselskaberne træffer passende foranstaltninger med henblik på at give nuværende og potentielle investorer de fornødne oplysninger om, hvilken investorgarantiordning investeringsselskabet og dets filialer inden for Fællesskabet er tilsluttet eller om, hvilken eventuel alternativ ordning der findes, jf. artikel 2, stk. 1, andet afsnit, eller artikel 5, stk. 3. Investorerne underrettes om bestemmelserne i investorgarantiordningen eller den eventuelle alternative ordning, herunder om størrelsen og rækkevidden af den dækning som garantiordningen yder, samt om de regler, som medlemsstaterne eventuelt har fastsat i henhold til artikel 2, stk. 3. Disse oplysninger præsenteres i en let forståelig form.

På anmodning gives der tillige oplysninger om de betingelser og formaliteter, der skal opfyldes for at få udbetalt garantibeløbet.

2. De i stk. 1 omhandlede oplysninger skal foreligge på det eller de officielle sprog i den medlemsstat, hvor filialen er etableret, på den måde, som den nationale lovgivning foreskriver.

3. Medlemsstaterne indfører regler, der begrænser anvendelsen i reklameøjemed af de i stk. 1 nævnte oplysninger for at undgå, at sådan anvendelse påvirker det finansielle systems stabilitet eller investorernes tillid. Medlemsstaterne kan navnlig begrænse en sådan reklame til en simpel henvisning til den ordning, som investeringsselskabet er tilsluttet.

Artikel 11

1. Medlemsstaterne kontrollerer, om filialer, der etableres af investeringsselskaber med hjemsted uden for Fællesskabet, er omfattet af en dækning, der svarer til den, der er fastsat i dette direktiv. Er det ikke tilfældet, kan medlemsstaterne fastsætte, at filialer, der etableres af investeringsselskaber med hjemsted uden for Fællesskabet, skal tilsluttes en investorgarantiordning på deres område, jf. dog artikel 5 i direktiv 93/22/EØF.

2. Investeringsselskaber med hjemsted uden for Fællesskabet giver nuværende og potentielle investorer i deres filialer alle relevante oplysninger om de garantiordninger, der dækker deres investeringer.

3. De i stk. 2 nævnte oplysninger skal foreligge på det eller de officielle sprog i den medlemsstat, hvor filialen er etableret, på den måde, som den nationale lovgivning foreskriver, og skal være affattet klart og forståeligt.

Artikel 12

Garantiordninger, som udbetaler garantibeløb i henhold til en investorgarantiordning, har ret til at indtræde i investorernes rettigheder i likvidationssager for et beløb, der svarer til garantibeløbet, uden at dette i øvrigt berører de rettigheder, der måtte være tillagt ordningerne i henhold til den nationale lovgivning.

Artikel 13

Medlemsstaterne påser, at investorens ret til garantibeløb indebærer, at investoren har klagemulighed mod garantiordningen.

Artikel 14

Senest den 31. december 1999 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af dette direktiv sammen med eventuelt nødvendige forslag til en revision heraf.

Artikel 15

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 26. september 1998. De underretter straks Kommissionen herom.

Når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 16

Artikel 12 i direktiv 93/22/EØF ophæves fra den i artikel 15, stk. 1, nævnte dato.

Artikel 17

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 18

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. marts 1997

På Europa-Parlamentets vegne

J. M. GIL-ROBLES

FormandPå Rådets vegne

M. DE BOER

Formand

(1) EFT nr. C 321 af 27. 11. 1993, s. 15, og EFT nr. C 382 af 31. 12. 1994, s. 27.

(2) EFT nr. C 127 af 7. 5. 1994, s. 1.

(3) Udtalelse afgivet den 28. juli 1995.

(4) Europa-Parlamentets udtalelse af 19. april 1994 (EFT nr. C 128 af 9. 5. 1994, s. 85), Rådets fælles holdning af 23. oktober 1995 (EFT nr. C 320 af 30. 11. 1995, s. 9) og Europa-Parlamentets afgørelse af 12. marts 1996 (EFT nr. C 96 af 1. 4. 1996, s. 28). Rådets afgørelse af 17. februar 1997 og Europa-Parlamentets afgørelse af 19. februar 1997 (EFT nr. C 85 af 17. 3. 1997).

(5) EFT nr. L 141 af 11. 6. 1993, s. 27.

(6) EFT nr. L 135 af 31. 5. 1994, s. 5.

(7) Rådets første direktiv 77/780/EØF af 12. december 1977 om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (EFT nr. L 322 af 17. 12. 1977, s. 30). Direktivet er senest ændret ved direktiv 89/646/EØF (EFT nr. L 386 af 30. 12. 1989, s. 1).

(8) Rådets andet direktiv 89/646/EØF af 15. december 1989 om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut og om ændring af direktiv 77/780/EØF (EFT nr. L 386 af 30. 12. 1989 s. 1). Direktivet er senest ændret ved direktiv 92/30/EØF (EFT nr. L 110 af 28. 4. 1992, s. 52).

(9) EFT nr. L 110 af 28. 4. 1992, s. 52.

(10) EFT nr. L 166 af 28. 6. 1991, s. 77.

BILAG I

UDELUKKELSER SOM OMHANDLET I ARTIKEL 4, STK. 2

1. Professionelle og institutionelle investorer, herunder:

- investeringsselskaber, jf. artikel 1 nr. 2, i direktiv 93/22/EØF

- kreditinstitutter, jf. artikel 1, første led, i direktiv 77/780/EØF

- finansieringsinstitutter, jf. artikel 1, nr. 6, i direktiv 89/646/EØF

- forsikringsselskaber

- institutter for kollektiv investering

- pensionsfonde og pensionskasser.

Andre professionelle og institutionelle investorer.

2. Overnationale institutioner, stat og centraladministration.

3. Regionale, lokale og kommunale myndigheder.

4. Et investeringsselskabs direktører og andre medlemmer af ledelsen samt personligt hæftende selskabsdeltagere, personer, der ejer 5 % eller mere af investeringsselskabets kapital, personer, der er ansvarlige for den lovpligtige revision af investeringsselskabets regnskaber, samt investorer med tilsvarende status i andre selskaber i samme koncern.

5. Nære slægtninge og tredjemand, der handler på vegne af de i punkt 4 anførte investorer.

6. Andre selskaber i samme koncern.

7. Investorer, der bærer ansvaret for eller har draget fordel af visse forhold, som vedrører investeringsselskabet, og som har afstedkommet selskabets finansielle vanskeligheder eller medvirket til at forværre dets finansielle situation.

8. Selskaber af en sådan størrelse, at de ikke har ret til at opstille en forkortet balance, jf. artikel 11 i Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer (1).

(1) EFT nr. L 222 af 14. 8. 1978, s. 11. Direktivet er senest ændret ved direktiv 94/8/EF (EFT nr. L 82 af 25. 3. 1994, s. 33).

BILAG II

LEDENDE PRINCIPPER (omhandlet i artikel 7, stk. 1, femte afsnit)

Ansøger en filial om at blive tilsluttet værtslandets ordning for supplerende dækning, udarbejder værtslandets ordning bilateralt med hjemlandets ordning hensigtsmæssige regler og procedurer for udbetaling af garantibeløb til investorer i den pågældende filial. Følgende principper gælder for såvel udarbejdelsen af disse procedurer som fastsættelsen af betingelserne for en sådan filials medlemskab (jf. artikel 7, stk. 1):

a) Værtslandets ordning har fortsat ubegrænset ret til at pålægge deltagende investeringsselskaber sine objektive og generelle regler; den kan kræve at få meddelt relevante oplysninger og har ret til at kontrollere sådanne oplysninger hos hjemlandets kompetente myndigheder.

b) Værtslandets ordning imødekommer krav om supplerende garantibeløb, når den af hjemlandets kompetente myndigheder er blevet underrettet om den i artikel 2, stk. 2, omhandlede konstatering eller afgørelse. Værtslandets ordning har fortsat ubegrænset ret til efter egne regler og procedurer at efterprøve, om investorens krav er berettiget, før der udbetales supplerende garantibeløb.

c) Hjemlandets og værtslandets ordninger arbejder tæt sammen for at sikre, at investorerne hurtigt får udbetalt det korrekte garantibeløb. De skal især aftale, hvorledes et modkrav, der kan give anledning til modregning under en af de to ordninger, får indvirkning på det garantibeløb, som hver enkelt ordning udbetaler til investor.

d) Værtslandets ordning har ret til at pålægge filialer bidrag til supplerende dækning på et passende grundlag, idet der tages hensyn til den garanti, som hjemlandets ordning yder. For at lette opkrævningen af sådanne bidrag kan værtslandets ordning lægge den antagelse til grund, at dens ansvar under alle omstændigheder er begrænset til differencen mellem den dækning, den selv yder, og den dækning, hjemlandet yder, uanset om hjemlandet faktisk udbetaler garantibeløb i forbindelse med krav fra investorer på værtslandets område.