02013R0099 — DA — 01.01.2018 — 002.001


Denne tekst tjener udelukkende som dokumentationsværktøj og har ingen retsvirkning. EU's institutioner påtager sig intet ansvar for dens indhold. De autentiske udgaver af de relevante retsakter, inklusive deres betragtninger, er offentliggjort i den Europæiske Unions Tidende og kan findes i EUR-Lex. Disse officielle tekster er tilgængelige direkte via linkene i dette dokument

►B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 99/2013

af 15. januar 2013

om det europæiske statistiske program 2013-2017

(Tekst af relevans for EØS og for Schweiz)

(EUT L 039 af 9.2.2013, s. 12)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  nr.

side

dato

►M1

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 1383/2013 af 17. december 2013

  L 354

84

28.12.2013

►M2

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2017/1951 af 25. oktober 2017

  L 284

1

31.10.2017




▼B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 99/2013

af 15. januar 2013

om det europæiske statistiske program 2013-2017

(Tekst af relevans for EØS og for Schweiz)



Artikel 1

Oprettelse af det europæiske statistiske program

Det europæiske statistiske program for perioden 2013-2017, (»programmet«), oprettes hermed.

▼M2

Programmet forlænges for perioden 2018-2020.

▼B

Artikel 2

Merværdi

Programmet repræsenterer den merværdi, der består i at sikre, at europæiske statistikker fokuserer på oplysninger, som er nødvendige for at udforme, gennemføre, overvåge og evaluere EU-politikker. Desuden bidrager det til effektiv udnyttelse af ressourcerne ved at fremme aktioner, som i betydeligt omfang bidrager til udvikling, udarbejdelse og formidling af harmoniserede, sammenlignelige, pålidelige, brugervenlige og tilgængelige statistiske oplysninger på grundlag af ensartede standarder og de fælles principper, som er fastlagt i adfærdskodeksen for europæiske statistikker (»adfærdskodeksen«) som vedtaget af Udvalget for det Europæiske Statistiske System (ESSC), særlig kvalitetskriterier for relevans, nøjagtighed, pålidelighed, aktualitet og punktlighed, tilgængelighed, klarhed, sammenhæng og sammenlignelighed.

▼M2

Artikel 3

Anvendelsesområde

Denne forordning fastlægger rammerne for udvikling, udarbejdelse og formidling af europæiske statistikker samt hovedområderne og målene for de planlagte aktioner for perioden 2013-2020 i overensstemmelse med artikel 13 og 14 i forordning (EF) nr. 223/2009.

▼B

Artikel 4

Mål

1.  Programmets generelle mål er, at det europæiske statistiske system (ESS) fortsat skal være den førende leverandør af statistikker af høj kvalitet om Europa.

2.  Under hensyntagen til de ressourcer, der er til rådighed både på nationalt plan og EU-plan, samt til svarbyrden fastsættes følgende specifikke mål for statistiske aktioner til gennemførelse af dette program:

mål 1 : i rette tid at levere statistiske oplysninger, som skal anvendes til brug for udformningen, overvågningen og evalueringen af Unionens politikker, og som på passende vis afspejler prioriteringerne og samtidig fastholder en balance mellem de økonomiske, sociale og miljømæssige områder og opfylder behovene for det brede spektrum af brugere af europæiske statistikker, herunder andre beslutningstagere, forskere, virksomheder og europæiske borgere i almindelighed, på en omkostningseffektiv måde, og uden unødvendigt dobbeltarbejde

mål 2 : at gennemføre nye metoder til produktion af europæiske statistikker for at forbedre effektiviteten og kvaliteten

mål 3 : at styrke partnerskabet inden for og uden for ESS for yderligere at forbedre dets produktivitet og dets førerposition inden for officiel statistik på verdensplan, og

mål 4 : at sikre, at opstillingen af sådanne statistikker foregår konsekvent under hele programmets forløb, forudsat at dette ikke indvirker forstyrrende på ESS' prioriteringsmekanisme.

3.  De generelle og specifikke mål i stk. 1 og 2 er nærmere beskrevet i bilaget sammen med indikatorerne til overvågning af gennemførelsen af programmet. I overensstemmelse med artikel 13 og 14 i forordning (EF) nr. 223/2009 skal programmet indgå i den detaljerede årlige planlægning, der omfatter en prioriteringsmekanisme som en integrerende del af processen. Programmets mål opfyldes via et tæt og koordineret samarbejde i ESS. Programmet omfatter udviklingen af passende instrumenter, hvilket medfører en bedre kvalitet, en større fleksibilitet i ESS og en forbedret mulighed for rettidigt at opfylde brugernes behov. Det går endvidere i spidsen for udviklingen af pålidelige indikatorer, der kan leve op til udfordringerne i det 21. århundrede, dvs. måling af miljømæssig bæredygtighed, livskvalitet og social samhørighed og registrering af økonomisk aktivitet i den tertiære sektor og den sociale økonomi.

Artikel 5

Statistisk styring, uafhængighed, gennemsigtighed og kvalitet

1.  Europæiske statistikker skal udarbejdes på en professionel, uafhængig og gennemsigtig måde.

2.  Programmet gennemføres i overensstemmelse med principperne i adfærdskodeksen med henblik på at udarbejde og formidle harmoniserede og sammenlignelige europæiske statistikker af høj kvalitet i overensstemmelse med artikel 12 i forordning (EF) nr. 223/2009 og sikre, at ESS som helhed fungerer korrekt. De nationale statistiske kontorer og Unionens statistikmyndighed (Kommissionen (Eurostat)) sikrer ved deres professionelle uafhængighed, at de europæiske statistikker stemmer overens med adfærdskodeksen.

3.  De nationale statistiske kontorer og andre nationale myndigheder, som udpeges af medlemsstaterne (samlet »nationale statistikmyndigheder«), og Kommissionen (Eurostat), der er ansvarlige for udvikling, udarbejdelse og formidling af europæiske statistikker:

 søger at styrke en institutionel og organisatorisk ramme, der fremmer koordinering, effektivitet og troværdighed hos de nationale statistikmyndigheder og Kommissionen (Eurostat), der udarbejder og formidler europæiske statistikker

 lægger vægt på de statistiske principper, der er fastlagt i artikel 2, stk. 1, i forordning (EF) nr. 223/2009, og på brugernes behov

 opfylder behovene hos Unionens institutionelle brugere i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 223/2009 og søger at udvikle statistikker, der kan anvendes af et bredt spektrum af brugere af europæiske statistikker, herunder andre beslutningstagere, forskere, virksomheder og de europæiske borgere i almindelighed, og

 samarbejder med statistiske organer på internationalt plan for at fremme anvendelsen af internationale begreber, klassificeringer, metoder og andre standarder, navnlig med henblik på at sikre større sammenhæng og bedre sammenlignelighed på globalt plan.

4.  De enkelte medlemsstater bestræber sig på at sikre, at deres statistiske produktionsprocesser er fastsat på en standardiseret måde, og at de styrkes i det omfang, det er muligt, ved kontrolmekanismer.

5.  Af hensyn til gennemsigtigheden gør Kommissionen (Eurostat) som led i sin kvalitetsrapportering og overvågning af, om bestemmelserne overholdes, hvor det er hensigtsmæssigt, sin vurdering af kvaliteten af de nationale statistikkers bidrag til europæiske statistikker offentligt tilgængelig.

6.  Kommissionen (Eurostat) undersøger, hvordan den kan gøre sine publikationer, navnlig dem, der er tilgængelige på dens websted, mere brugervenlige for privatpersoner og muliggøre let adgang til komplette dataserier og intuitive og sammenlignelige grafer for at give borgerne en større merværdi. Kommissionens (Eurostats) regelmæssige ajourføringer indeholder, hvor det er muligt, og hvis fordelene er større end omkostningerne ved indsamling, oplysninger om hver enkelt medlemsstat og tilvejebringer dataserier fra år til år og måned til måned samt, hvor det er hensigtsmæssigt, langsigtede dataserier.

Artikel 6

Statistisk prioritering

1.  Programmet sikrer statistiske initiativer, der understøtter udformningen, gennemførelsen og overvågningen af nuværende EU-politikker, og leverer statistik støtte til vigtige opgaver, som følger af nye politiske initiativer fra Unionen.

2.  Kommissionen sikrer i forbindelse med udarbejdelsen af de årlige arbejdsprogrammer, der er omhandlet i artikel 9, en effektiv prioritering og en årlig undersøgelse af og rapportering om de statistiske prioriteter. De årlige arbejdsprogrammer søger dermed at sikre, at europæiske statistikker kan udarbejdes inden for rammerne af de ressourcer, der er til rådighed på nationalt plan og på EU-plan. Prioriteringen bidrager til at mindske omkostningerne og byrderne ved nye statistiske krav ved at reducere de statistiske krav inden for de eksisterende områder af de europæiske statistikker og følges i tæt samarbejde med medlemsstaterne.

3.  Kommissionen sikrer udviklingen og gennemførelsen af instrumenter til en årlig revision af prioriteringerne af statistiske aktiviteter for således at bidrage til at reducere omkostninger og byrder for dataleverandører og producenter af statistikker.

4.  Når Kommissionen foreslår nye aktioner eller indfører større ændringer til eksisterende statistikker, skal den behørigt begrunde sådanne aktioner eller ændringer og stille oplysninger til rådighed med input fra medlemsstaterne vedrørende indberetningsbyrden og produktionsomkostninger i overensstemmelse med artikel 14, stk. 3, i forordning (EF) nr. 223/2009.

▼M1

Artikel 7

Finansiering

1.  Unionens finansieringsramme for gennemførelsen af programmet for 2013 fastsættes til 57,3 mio. EUR omfattet af programperioden 2007-2013. Unionens finansieringsramme for gennemførelsen af programmet for 2014-2017 fastsættes til 234,8 mio. EUR omfattet af programperioden 2014-2020.

▼M2

Finansieringsrammen for gennemførelsen af programmet for perioden 2018-2020 fastsættes til 218,1 mio. EUR omfattet af programperioden 2014-2020.

▼M1

2.  Kommissionen yder EU-støtten i overensstemmelse med finansforordningen.

3.  Kommissionen træffer sin afgørelse om de årlige bevillinger i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets beføjelser.

▼B

Artikel 8

Administrativ og teknisk bistand

Den finansielle tildeling til programmet kan anvendes til at dække udgifter til forberedelse, overvågning, kontrol, revision og evaluering, som er nødvendige for forvaltningen af programmet og opfyldelsen af dets mål, navnlig til undersøgelser, møder med eksperter, udgifter til godtgørelser til statistiske eksperter, informations- og kommunikationsaktiviteter samt udgifter til it-netværk til databearbejdning og dataudveksling og alle andre udgifter til administrativ eller teknisk bistand, som Kommissionen måtte afholde i forbindelse med forvaltning af programmet. Tildelingen kan endvidere anvendes til at dække udgifter til teknisk bistand til medlemsstater, som på grund af særlige omstændigheder er ude af stand til at udarbejde visse europæiske statistikker eller statistikker af den fornødne kvalitet.

▼M2

Artikel 9

Årlige arbejdsprogrammer

Til gennemførelse af programmet vedtager Kommissionen årlige arbejdsprogrammer, som skal opfylde kravene i artikel 17 i forordning (EF) nr. 223/2009, og som skal angive målene og de forventede resultater i overensstemmelse med de generelle og specifikke mål, der er omhandlet i nærværende forordnings artikel 4, stk. 1 og 2. Kommissionen sikrer, at der lægges passende vægt på aktioner, der sigter på at fremme efterlevelse af adfærdskodeksen. De årlige arbejdsprogrammer sendes til Europa-Parlamentet til underretning.

▼B

Artikel 10

Støtteformer

Unionens finansielle støtte kan antage form af tilskud eller kontrakter med det offentlige eller enhver anden form for støtte til opfyldelse af de generelle og specifikke mål i artikel 4, stk. 1 og 2.

Artikel 11

Støtteberettigede foranstaltninger

1.  Unionens finansielle bidrag har til formål at støtte aktioner til udvikling, udarbejdelse og formidling af europæiske statistikker, der er nødvendige med henblik på opfyldelse af de generelle og specifikke mål i artikel 4, stk. 1 og 2. Aktioner, som skaber stor merværdi for Unionen i overensstemmelse med artikel 2, gives prioritet.

2.  Finansielle bidrag til støtte for samarbejdsnetværk som omhandlet i artikel 15 i forordning (EF) nr. 223/2009 kan antage form af tilskud til en aktion og kan dække op til 95 % af de støtteberettigede omkostninger.

3.  Når det er hensigtsmæssigt, kan der ydes tilskud, dog højst 50 % af de støtteberettigede omkostninger, til driften af de i artikel 12, stk. 3, omhandlede organisationer.

4.  Som et bidrag til dækning af de udgifter, som medlemsstaterne afholder for at gennemføre aktioner baseret på dataindsamling, kan der ydes et engangsbeløb pr. datasæt, for hvilket der indberettes komplette resultater til Kommissionen, dog op til en maksimumsgrænse, der fastsættes for hver dataindsamling. Engangsbeløbet fastsættes af Kommissionen under hensyntagen til, hvor kompleks dataindsamlingen er.

Artikel 12

Tilskudsmodtagere

1.  I overensstemmelse med artikel 128, stk. 1, andet afsnit, i finansforordningen kan der ydes tilskud til de nationale statistikmyndigheder, som defineret i artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 223/2009, uden indkaldelse af forslag.

2.  Samarbejdsnetværk kan omfatte de i stk. 1 nævnte modtagere og andre organer uden en indkaldelse af forslag i overensstemmelse med artikel 128, stk. 1, i finansforordningen.

3.  Tilskuddene som omhandlet i artikel 11, stk. 3, kan ydes til organisationer, som opfylder begge disse kriterier:

a) de er nonprofitorganisationer, uafhængige af industrielle, kommercielle og forretningsmæssige interesser og ikke berørt af andre interessekonflikter og har som deres primære mål og aktiviteter at fremme og støtte gennemførelsen af adfærdskodeksen og gennemførelsen af nye metoder til udarbejdelse af europæiske statistikker med det formål at forbedre effektiviteten og kvaliteten på EU-plan, og

b) de har givet Kommissionen fyldestgørende oplysninger om deres medlemmer, forretningsorden og finansieringskilder.

▼M2

Artikel 13

Beskyttelse af Unionens finansielle interesser

1.  Ved gennemførelsen af aktioner, der finansieres i henhold til denne forordning, træffer Kommissionen egnede foranstaltninger til at sikre, at Unionens finansielle interesser beskyttes gennem foranstaltninger til forebyggelse af svig, korruption og andre ulovlige aktiviteter, ved effektiv kontrol og, hvis der konstateres uregelmæssigheder, ved tilbagesøgning af de uretmæssigt udbetalte beløb samt efter omstændighederne ved administrative og økonomiske sanktioner, der skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

2.  Kommissionen, eller dens befuldmægtigede, og Revisionsretten har beføjelse til gennem bilagskontrol og kontrol på stedet at kontrollere alle tilskudsmodtagere, kontrahenter og underkontrahenter, som har modtaget EU-midler i henhold til programmet.

3.  Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) kan foretage undersøgelser, herunder kontrol på stedet i overensstemmelse med de bestemmelser og procedurer, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 ( 1 ) og i Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 ( 2 ), for at fastslå, om der har været tale om svig, korruption eller andre ulovlige aktiviteter, der berører Unionens finansielle interesser, i forbindelse med en aftale om tilskud, en afgørelse om ydelse af tilskud eller en kontrakt finansieret i henhold til programmet.

4.  Samarbejdsaftaler med tredjelande og internationale organisationer, kontrakter, aftaler om tilskud og afgørelser om ydelse af tilskud som følge af gennemførelsen af denne forordning skal indeholde bestemmelser, der udtrykkeligt giver Kommissionen, Revisionsretten og OLAF beføjelse til at foretage denne kontrol og disse undersøgelser i overensstemmelse med deres respektive kompetencer, uden at det berører stk. 1, 2 og 3.

5.  Hvis gennemførelsen af en foranstaltning er helt eller delvist uddelegeret eller fremdelegeret, eller hvis den kræver, at der indgås en indkøbskontrakt, eller at der ydes finansiel støtte til en tredjepart, skal kontrakter, aftaler om tilskud eller afgørelser om ydelse af tilskud omfatte kontrahentens eller tilskudsmodtagerens forpligtelse til at kræve, at en eventuel involveret tredjepart udtrykkeligt accepterer disse beføjelser, der er tildelt Kommissionen, Revisionsretten og OLAF, jf. dog stk. 1, 2 og 3.

▼B

Artikel 14

Tredjelandes deltagelse i programmet

Følgende lande vil kunne deltage i programmet:

a) EØS/EFTA-landene i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde

b) Schweiz i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i aftalen af 26. oktober 2004 mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om samarbejde om statistik ( 3 ), og

c) lande, der er omfattet af den europæiske naboskabspolitik, lande, der har ansøgt om EU-medlemskab, kandidatlande og tiltrædende lande, og de vestlige Balkanlande, der deltager i stabiliserings- og associeringsprocessen, i overensstemmelse med betingelserne i de respektive bilaterale eller multilaterale aftaler med disse lande om de generelle principper for disse landes deltagelse i Unionens programmer.

Artikel 15

Evaluering og revision af programmet

1.  Kommissionen forelægger senest den 30. juni 2015 efter høring af ESSC en interimsrapport om gennemførelsen af programmet for Europa-Parlamentet og Rådet.

2.  Kommissionen kan senest den 31. december 2016 på grundlag af interimsrapporten, der er omhandlet i stk. 1, og efter høring af ESSC forelægge Europa-Parlamentet og Rådet et forslag om forlængelse af programmet for perioden 2018-2020, under overholdelse af FFR 2014-2020.

▼M2

2a.  Kommissionen (Eurostat) forelægger senest den 31. december 2019 ESSC en statusrapport om gennemførelsen af programmet. Rapporten skal indeholde en detaljeret redegørelse for Kommissionens (Eurostats) syn på udsigterne for programmet inden for den flerårige finansielle ramme, der begynder i 2021. Rapporten forelægges også Europa-Parlamentet og Rådet.

▼M2

3.  Senest den 31. december 2021 forelægger Kommissionen efter høring af ESSC og Det Europæiske Rådgivende Statistiske Udvalg en endelig evalueringsrapport om gennemførelsen af programmet for Europa-Parlamentet og Rådet. Rapporten skal navnlig evaluere:

a) resultatet af omprioriteringer og omkostningsevaluering af statistiske produkter

b) de foranstaltninger, der er truffet af ESS for at mindske gennemførelses- og produktionsomkostningerne for medlemsstaterne og begrænse den samlede byrde, der følger af de statistiske projekter og områder, der er omfattet af programmet

c) fremskridtene med hensyn til at forenkle adgangen til officielle statistikker og gøre den mere brugervenlig, herunder fremskaffelsen af data på Eurostats websted, og

d) fremskridtene med forbedring af tilgængeligheden af data, herunder om sociale økonomiske aktiviteter og om Europa 2020-indikatorer.

▼B

Artikel 16

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2013.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.




BILAG

▼M2

Statistisk infrastruktur og målene i det europæiske statistiske program 2013-2020

▼B

Indledning

▼M2

Gennemførelsen af Unionens politikker kræver sammenlignelige og pålidelige statistikker af høj kvalitet om økonomiske, sociale, territoriale og miljømæssige forhold i Unionen som helhed samt på nationalt og regionalt plan. Europæiske statistikker er også nødvendige, for at Unionen kan forstås af offentligheden, og for at de europæiske borgere kan forstå og tage del i den demokratiske proces og debatten om Unionens tilstand nu og i fremtiden.

Programmet udgør den retlige ramme for udvikling, udarbejdelse og formidling af europæiske statistikker for perioden 2013-2020.

▼B

De europæiske statistikker udvikles, udarbejdes og formidles inden for denne lovgivningsramme gennem nært og koordineret samarbejde i det europæiske statistiske system (ESS).

▼M2

Statistikker, som udvikles, udarbejdes og formidles i henhold til programmet, bidrager til gennemførelse af Unionens politikker som fastlagt i TEUF og Europa 2020-strategien samt dens respektive flagskibsinitiativer såvel som andre politikker, som indgår i Kommissionens strategiske prioriteringer.

▼B

I betragtning af at programmet er et flerårigt program, der dækker en periode på fem år, og at ESS sigter mod at spille og vedblive med at spille en central rolle på det statistiske område, er programmet ambitiøst for så vidt angår dækningsområde og mål, men programmet vil blive gennemført trinvist. Et af programmets mål skal være udviklingen af en effektiv prioriterings- og forenklingsmekanisme.

Statistisk infrastruktur

Programmet skal bestræbe sig på at etablere en infrastruktur for statistiske data. Infrastrukturen skal være tilpasset den omfattende brug af forskellige applikationer.

Europæiske statistikker udarbejdes hovedsagelig til støtte for udformningen af politikker, men de bør også stilles til rådighed og gøres let tilgængelige for andre beslutningstagere, forskere, virksomheder og Europas borgere i almindelighed, eftersom statistikkerne udgør et offentligt gode og betales af de europæiske borgere og virksomhederne, hvorfor disse bør kunne nyde godt af disse tjenester i samme omfang. For at infrastrukturen kan opfylde disse krav, skal den opbygges efter fornuftige principper, således at den kan opfylde en lang række forskellige formål og samtidig være tilstrækkelig smidig til at kunne tilpasses udviklingen i brugernes behov i de kommende år.

Infrastrukturen for statistiske data fremgår af følgende:

STATISTIKKENS INFRASTRUKTUR

image

Forklaring

Data :

data indsamlet af nationale statistikmyndigheder på grundlag af traditionelle statistiske metoder (stikprøveundersøgelser, tællinger mv.) — og data fra andre kilder, der også anvendes til statistiske formål. Dataene tilpasses behovene inden for de forskellige politikområder, f.eks. arbejdsmarked, migration eller landbrug.

Begrebet omfatter også data, som er indsamlet til administrative formål, men som anvendes af nationale statistikmyndigheder til statistiske formål (almindeligvis benævnt data fra administrative kilder).

Regnskabssystemer : sammenhængende og integrerede konti, balancer og tabeller baseret på et sæt internationalt aftalte regler. Et regnskabssystem sikrer en høj grad af konsistens og sammenlignelighed. Statistiske data kan sammenstilles og fremlægges i et format, som er egnet til analyser og politikudformning.

Indikatorer : en indikator er et summarisk mål vedrørende et centralt område eller fænomen og udledt af en række observerede fakta. Indikatorer kan anvendes til at angive relative positioner eller vise positive eller negative ændringer. Indikatorer anvendes almindeligvis direkte i politikker på EU-plan eller globalt plan. Inden for strategiske politikområder er de et vigtigt redskab ved fastsættelse af mål og overvågning af deres opfyldelse.

Inden for dette overordnede system vil der i programmet blive foretaget en yderligere opdeling af statistiske data i tre søjler: virksomheder; borgernes Europa; og geospatiale, miljømæssige, landbrugsmæssige og andre sektorspecifikke statistikker.

EU-politikkerne og relevante globale politikker ligger til grund for fastlæggelse af statistikbehovene, som inden for programmet søges opfyldt gennem en ny struktur og tilsvarende produktionsprocesser. Derfor er hver enkelt EU-politik og globale politik afspejlet i de forskellige bestanddele i den statistiske infrastruktur, og er omfattet af specifikke aktiviteter i programmet. Nye politikker i de kommende år vil blive omfattet ved hjælp af nye metoder til udledning af indikatorer/regnskaber på grundlag af statistiske data produceret inden for de tre søjler.

STATISTISKE DATA — STRUKTUR OG DYNAMIK

image

Mål

Programmets generelle mål er, at ESS fortsat skal være den førende leverandør af statistikker af høj kvalitet vedrørende Europa.

Under hensyntagen til de ressourcer, der er til rådighed både på nationalt plan og EU-plan, samt svarbyrden fastsættes følgende specifikke mål for statistiske aktioner til gennemførelse af programmet:

▼M2

 mål 1: i rette tid, på en omkostningseffektiv måde og uden unødvendigt dobbeltarbejde at levere statistiske oplysninger, som skal anvendes til brug for udformningen, overvågningen og evalueringen af Unionens politikker, og som på passende vis afspejler prioriteringerne og samtidig fastholder en balance mellem de økonomiske, sociale, territoriale og miljømæssige områder og opfylder behovene hos det brede spektrum af brugere af europæiske statistikker, herunder andre beslutningstagere, forskere, virksomheder og de europæiske borgere i almindelighed

▼B

 mål 2: at gennemføre nye metoder til produktion af europæiske statistikker til forbedring af effektiviteten og kvaliteten

 mål 3: at styrke partnerskabet inden for og uden for ESS for yderligere at forbedre dets produktivitet og dets førerposition inden for officiel statistik på verdensplan, og

 mål 4: at sikre, at opstillingen af sådanne statistikker foregår konsekvent under hele programmets forløb, forudsat at dette ikke indvirker forstyrrende på ESS' prioriteringsmekanisme.

Disse specifikke mål opdeles i forskellige prioriterede områder som beskrevet nedenfor. Mål 1 og 4 er beskrevet i »I. Statistikproduktion«, mål 2 i »II. Metoder til produktion af europæiske statistikker« og mål 3 i »III. Partnerskab«.

I.    STATISTIKPRODUKTION

1.    Indikatorer

1.1.    Europa 2020

▼M2

Vedtagelsen af Europa 2020 har i vid udstrækning udformet en strategisk dagsorden for Unions- og nationale politikker for de kommende år. Under denne dagsorden er der indgået aftale om en række mål og initiativer, som ESS skal udarbejde statistiske indikatorer til inden for en række områder såsom forbedring af betingelserne for innovation, forskning og udvikling, fremme af anstændige jobs, fremme af ligestilling mellem kønnene, opfyldelse af Unionens målsætninger for klimaændringer og energi, effektiv ressourceudnyttelse, forbedring af uddannelsesniveauerne, herunder nedbringelse af skolefrafald, udbredelse af livslang erhvervsfaglig uddannelse og øget læringsmobilitet, sund og aktiv aldring, fremme af social integration og mindskelse af fattigdom. I relevante tilfælde er det nødvendigt med kønsopdelte statistikker for at forstå, hvad kønsbaseret forskelsbehandling indebærer, med fokus på kønsbaseret vold.

▼B

▼M2

At levere statistiske data af høj kvalitet, som skal stilles rettidigt til rådighed i forhold til det europæiske semester, med henblik på at overvåge gennemførelsen af Europa 2020. Nye indikatorer skal så vidt muligt være baseret på tilgængelige statistiske data.

▼B

Målet gennemføres ved at stille følgende til rådighed:

 ajourførte hovedmålsindikatorer for Europa 2020 (inden for beskæftigelse, forskning og udvikling, innovation, energi/klimaændringer, uddannelse, miljø, social beskyttelse, social integration og fattigdom), der skal være tilgængelig på Kommissionens (Eurostats) websted

 statistikker til støtte for overvågning af gennemførelsen af flagskibsinitiativer i Europa 2020

 supplerende indikatorer til brug for den forudgående og efterfølgende evalueringer af Unionens politikker på det økonomiske, sociale og miljømæssige område, og

▼M2

 beskæftigelsesindikatorer, der skelner mellem deltids- og fuldtidsbeskæftigelse og mellem tidsbegrænsede og tidsubegrænsede kontrakter, samt indikatorer vedrørende arbejdsløshed, som tager højde for personer, der er i aktivering i form af f.eks. uddannelse. Disse indikatorer bør også omfatte data om kønsforskelle.

▼B

1.2.    Økonomisk styring

Krisen og spændingerne på finansmarkederne har understreget behovet for at styrke den økonomiske styring i Unionen. Unionen har allerede taget afgørende skridt inden for økonomisk styring og samordning, som i et vist omfang vil få stor betydning for det statistiske arbejde ud over de løbende statistiske aktiviteter.

At udvikle nye og forbedre eksisterende statistiske data, som er relevante for Unionens beslutningstagere og offentligheden generelt, vedrørende den styrkede og integrerede økonomiske styring af Unionen og overvågningscyklussen, der også inddrager stabilitets- og vækstpagten og den økonomiske politik.

Målet skal nås ved hjælp af:

 tilvejebringelsen af statistisk input til resultattavlen for makroøkonomiske ubalancer og den tilgrundliggende analyse

▼M2

 tilvejebringelsen af statistisk input til forbedring af stabilitets- og vækstpagten, med særligt fokus på produktion og forelæggelse af statistikker af høj kvalitet om offentligt underskud og offentlig gæld

 tilvejebringelsen af statistisk input til effektivt at overvåge økonomiske uligheder

▼B

 udviklingen og udarbejdelsen af et sæt indikatorer til måling af konkurrenceevnen, og

 gennemførelsen af en solid kvalitetsstyring i produktionskæden, herunder også opstrømsdata vedrørende offentlige finanser og de underliggende arbejdsprocesser i medlemsstaterne.

At levere pålidelige statistikker og indikatorer til europæiske beslutningstagere til administrative og reguleringsmæssige formål og til overvågning af specifikke mål inden for Unionens politikområder.

Målet skal nås ved hjælp af:

 fastlæggelsen af anvendelsesområdet for statistikker til administrative og reguleringsmæssige formål og indgåelsen af aftaler med brugerne om dette anvendelsesområde, og

 fastlæggelsen, så vidt som det er hensigtsmæssigt, gennemførelsen og forklaring af et pålideligt kvalitetsstyringssystem for disse indikatorer.

1.3.    Økonomisk globalisering

De sociale, økonomiske og andre virkninger af den finansielle krise, de øgede strømme på tværs af grænserne og fragmenteringen af produktionsprocesserne har understreget behovet for et mere sammenhængende system og bedre måling af den globaliserede produktion.

▼M2

At forbedre de indikatorer og statistiske oplysninger om økonomisk globalisering og globale værdikæder, som er til rådighed for Unionens beslutningstagere og for offentligheden. Disse oplysninger bør bidrage til en bedre forståelse af de økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser af globaliseringen.

▼B

Målet skal nås ved hjælp af:

 ajourføringen af eksisterende indikatorer om økonomisk globalisering, der skal være tilgængelige på (Kommissionens) Eurostats websted

 udviklingen af nye indikatorer om globale værdikæder, herunder strømme og afhængighed af naturressourcer

▼M2

 tilvejebringelsen af data, som muliggør en analyse af de positive og negative konsekvenser for Unionens marked, navnlig Unionens arbejdsmarked

 en analyse af globale værdikæder, eventuelt via egnede input-output-tabeller, og udenrigshandels- og virksomhedsstatistik, herunder sammenkædning af mikrodata, og koordinering af resultaterne af denne analyse med de internationale initiativer, der er af interesse for Unionen, og

▼B

 en undersøgelse af behovet for at revidere beregningen og tildelingen af finansielle formidlingstjenester.

▼M2

2.   Regnskabssystemer

Kommissionens meddelelse af 20. august 2009 med titlen »BNP og mere — Måling af fremskridt i en verden i forandring« (»BNP og mere«) og offentliggørelsen af Stiglitz-Sen-Fitoussi-rapporten om måling af økonomiske resultater og sociale fremskridt har givet nye impulser til at imødegå den vigtige udfordring for ESS, nemlig hvordan der ud over de traditionelle opgørelser af økonomisk output kan produceres bedre statistikker om tværgående emner og mere integrerede statistikker til at beskrive komplekse sociale, territoriale, miljømæssige og økonomiske fænomener. Arbejdet inden for rammerne af ESS om »BNP og mere« fokuserer på tre prioritetsområder: statistikker om husholdningssektoren og statistikker over fordelingen af indkomst, forbrug og velstand, måling af livskvalitet på en flerdimensional måde, og måling af miljømæssig bæredygtighed. De nye globale mål for bæredygtig udvikling, der blev vedtaget i 2015, giver yderligere incitament hertil. Det europæiske national- og regionalregnskabssystem (ENS) udgør en integreret og konsistent ramme for al økonomisk statistik, som bør suppleres med andre indikatorer for at tilvejebringe mere fyldestgørende data til brug for beslutningstagningen og politikudformningen. En fuld gennemførelse af ENS 2010 vil blive understøttet af regelmæssige kvalitets- og overensstemmelsesvurderinger, der tager højde for det gradvise udløb af undtagelsesordninger frem til 2020, hvilket vil føre til yderligere forbedringer i aktualiteten og tilgængeligheden af indikatorer.

2.1.   Økonomiske og sociale resultater

Den økonomiske krise har understreget behovet for makroøkonomiske indikatorer af høj kvalitet for bedre at forstå og analysere de økonomiske konjunkturer samt for bedre at forstå og analysere udviklingen i den økonomiske ulighed og dens virkninger på samfundet og derved lette beslutningsprocessen. Den stadig mere globaliserede produktion gør det nødvendigt at udvikle nogle konsistente rammer, som gør det lettere at fortolke og integrere statistikker fra forskellige områder.

▼B

At supplere målingen af de økonomiske resultater med forskellige dimensioner af globalisering, livskvalitet, adgang til varer og tjenesteydelser, miljømæssig bæredygtighed, sundhed, trivsel, social samhørighed og social integration samt at udvikle et system til analyse af den globaliserede produktion.

Målet skal nås ved hjælp af:

 gennemførelsen og opstillingen af årlige, kvartalsvise nationale regnskaber samt årlige regionale regnskaber i overensstemmelse med ENS

▼M2

 udarbejdelsen af indikatorer for indkomst-, forbrugs- og velstandsfordelingen mellem husholdningerne og afstemningen af nationalregnskabsaggregater med data fra husholdningsundersøgelser eller administrative data

▼B

 udarbejdelsen af aktuelle prisstatistikker af høj kvalitet, især de harmoniserede forbrugerprisindeks

▼M2

 styrkelsen af forbindelserne med nationalregnskaberne inden for social beskyttelse, sundhed og uddannelse

 udviklingen af en ramme for måling af livskvalitet, der kan styrke husholdningsperspektivet i nationalregnskabet

 udarbejdelsen af indikatorer relateret til »BNP og mere«, der måler miljømæssig bæredygtighed samt eksterne virkninger i et nationalregnskabsperspektiv

▼B

 oprettelsen af en database til måling af vækst og produktivitet, hvor der tages hensyn til ændringerne i produktivitet i såvel den offentlige som den private sektor

▼M2

 yderligere udvikling af rettidige sociale indikatorer, herunder avancerede teknikker til nowcasting og flashestimater

 understøttelse af international udveksling af makroøkonomiske data for at reducere den administrative byrde for producenterne og forbedre tilgængeligheden af sammenlignelige og konsekvente data for brugerne

 udvikling og finjustering af aggregerede indikatorer for indkomst og aspekter af velstandsulighed

 måling og analyse af ulighed mellem kønnene, herunder lønforskelle

▼B

 udviklingen af et rammesystem til analyse af den globaliserede produktion

 udviklingen af et rammekoncept til måling af livskvalitet og trivsel, og

 en tilpasning af de tilsvarende regnskabsmæssige og statistiske begreber i videst muligt omfang.

At tilvejebringe makroøkonomiske og sociale indikatorer og PEEI-indikatorer (vigtige europæiske økonomiske indikatorer) i form af et sammenhængende sæt indikatorer for at imødekomme kravene til statistikker på EU-plan og verdensplan og tilpasning af PEEI-indikatorerne til brugernes behov.

Målet skal nås ved hjælp af:

 en koordineret udvikling af resultattavler for vigtige makroøkonomiske og sociale indikatorer og indikatorer for bæredygtig udvikling

 tilvejebringelsen af en harmoniseret metodologi for vigtige makroøkonomiske og sociale indikatorer og PEEI-indikatorer

 en forbedring af indikatorernes internationale sammenlignelighed

 tilvejebringelsen af bedre redskaber til at gøre det lettere at fortolke og formidle indikatorer, og

▼M2

 tilvejebringelsen og udvidelsen af harmoniserede statistikker om boligpriser for alle medlemsstater.

▼B

2.2.    Miljømæssig bæredygtighed

Beskyttelse, bevarelse og forbedring af miljøet for nuværende og kommende generationer og bekæmpelse af klimaændringernes virkninger står meget højt på den europæiske dagsorden og er mål i EU-traktaterne. Effektive politikker vedrørende disse emner kræver statistiske oplysninger inden for forskellige områder.

At tilvejebringe miljøregnskaber og statistikker vedrørende klimaændringer under hensyntagen til den internationale udvikling på dette område.

▼M2

Målet skal nås ved hjælp af:

 yderligere udvikling af et sammenhængende miljøregnskabssystem, som er opbygget som et »satellitregnskab« til nationalregnskabet, og som indeholder oplysninger om luftforurening, energiforbrug, strømme af naturressourcer, handel med råstoffer, miljøafgifter og miljøbeskyttelsesudgifter, herunder eventuelt også grøn vækst og offentlige grønne indkøb

 yderligere udvikling af eksperimentelle økosystemregnskaber, som kan gøre det muligt at anvende eksisterende data, herunder datasæt, der er udarbejdet af EU-institutioner, -organer, -kontorer eller -agenturer, som led i et langsigtet dataintegrationsinitiativ

 yderligere udviklingsarbejde med henblik på bedre udnyttelse af eksisterende dataindsamlinger til klimarelaterede statistikker og

 yderligere udvikling af indikatorer, der måler miljømæssige »fodaftryk« på basis af eksisterende data.

▼B

3.    Data

3.1.    Virksomheder

Europæiske virksomheder er i centrum for en lang række EU-politikker. Hertil kommer, at de er ansvarlige for levering af basisdata. Derfor er der stærk efterspørgsel efter virksomhedsstatistikker til støtte for beslutningsprocessen, men de medvirker også til, at de europæiske borgere og virksomheder bedre forstår virkningerne af disse politikker, hvor der skelnes mellem store virksomheder, virksomheder med mellemkapitalisering (mid-caps) og små og mellemstore virksomheder, for hvilke der er øget behov for detaljerede og harmoniserede statistikker. Der er samtidig behov for at reducere den administrative byrde og indberetningsbyrden.

▼M2

At forbedre effektiviteten i de statistiske produktionsprocesser. I overensstemmelse med dagsordenen for bedre regulering er det nødvendigt at strømline lovgivningen vedrørende søjlen for erhvervsstatistikker. I den forbindelse bør der tages behørigt hensyn til de begrænsede ressourcer, der er til rådighed for producenterne, og den overordnede byrde for respondenterne i overensstemmelse med Kommissionens program for målrettet og effektiv regulering (REFIT). At tilvejebringe statistik af høj kvalitet om kerneområder, hvor virksomhederne er i centrum, f.eks. virksomhedsstatistik, konjunkturindikatorer, investeringer i menneskelige ressourcer og kompetencer, internationale transaktioner, globalisering, overvågning af det indre marked, forskning, udvikling og innovation og turisme. Det er særlig vigtigt, at der foreligger data om industri- og servicesektorer med høj værditilvækst, navnlig inden for grøn økonomi, digital økonomi, deleøkonomi, den sundhedsrelaterede, den uddannelsesrelaterede og den sociale økonomi.

▼B

Målet skal nås ved hjælp af:

▼M2

 genanvendelsen af data i det statistiske system og i samfundet, oprettelsen af en fælles retlig ramme for erhvervsstatistikker og indførelsen af en fælles infrastruktur og fælles værktøjer

▼B

 tilvejebringelsen af statistiske data og indikatorer om virksomheder på årsbasis eller hyppigere

 tilvejebringelsen af statistiske data til beskrivelse af Europas placering i verden og Unionens forhold til den øvrige verden

 tilvejebringelsen af statistiske data til analyse af globale værdikæder og oprettelsen af Euro Group Register som hovedelement i indsamlingen af tværgående oplysninger om globalisering

 en bedre balance mellem indsamlede statistikker om handelen med varer og tjenesteydelser med en øget mængde data om tjenesteydelser og foranstaltninger til sikring af bedre fordeling af statistiske data om tjenesteydelser og varer

 udviklingen af værktøjer til overvågning af det indre marked, f.eks. værktøj til overvågning af fødevarepriser og tilhørende indikatorer

 tilvejebringelsen af kvalitetsstatistikker om resultater vedrørende kerneområder inden for innovation og FoU, som er udarbejdet ved øget anvendelse af patentregistre og øget forskning samt statistisk udnyttelse af individuelle mikrodata

 tilvejebringelsen af statistikker om udbud og efterspørgsel inden for turisme udarbejdet ved bedre dataindsamling og en bedre sammenkædning af turismedata og data fra andre områder, og

 tilvejebringelsen af statistikker om ressourceforbrug og ressourceeffektivitet så vidt muligt baseret på eksisterende dataindsamlinger.

3.2.    Borgernes Europa

Europas borgere er i centrum for Unionens politikker. Sociale statistikker i videste forstand er derfor stærkt efterspurgt til støtte for beslutningsprocessen og til overvågning af resultaterne af sociale politikker, men kan også medvirke til, at borgerne i Europa bedre kan vurdere disse politikkers indflydelse på deres dagligdag og trivsel.

▼M2

At tilvejebringe statistikker om de vigtigste områder inden for socialpolitikken, hvor borgeren er i centrum, f.eks. trivsel, bæredygtighed, social samhørighed, fattigdom, uligheder, demografiske udfordringer, navnlig befolkningens aldring, affolkning, geografisk spredning af befolkningen og migration, arbejdsmarkedet, uddannelse, herunder undervisning af børn, voksenuddannelse, erhvervsuddannelse og unges læringsmobilitet, kultur, fysisk aktivitet, livskvalitet, sikkerhed, sundhed, handicap, forbrug, fri bevægelighed og det indre marked, unges mobilitet, teknologisk innovation og ny livsstil. Hvor det er hensigtsmæssigt, kønsopdeles disse statistikker for grupper, der er af særlig interesse for socialpolitiske beslutningstagere. Prioriteringer opstilles i overensstemmelse med artikel 6. I overensstemmelse med dagsordenen for bedre regulering er det nødvendigt at strømline lovgivningen vedrørende søjlen for socialstatistikker. I den forbindelse bør der tages behørigt hensyn til de begrænsede ressourcer, producenterne har til rådighed, og til den samlede byrde for respondenterne i overensstemmelse med REFIT.

▼B

Målet skal nås ved hjælp af:

 en konsolidering af basisinfrastrukturen for europæiske socialstatistikker, herunder datasamlinger fra undersøgelser og administrative kilder, og et fælles sæt kernevariabler

 udviklingen af vigtige sociale undersøgelser, der leverer strømlinede data (herunder mikrodata) om personer og husholdninger, der suppleres af yderligere og mindre hyppige mikrodataindsamlinger

 udviklingen af statistikker om uddannelse, herunder effektivisering og modernisering af voksenuddannelsesundersøgelserne

▼M2

 tilvejebringelsen af statistikker over indkomstuligheder med indikatorer som f.eks. Gini-indekset og udarbejdelsen af øverste deciler for indkomstfordeling, så der kan fremskaffes en sammenlignelig national primær indikator, samt data vedrørende uligheder i adgangen til basale varer og tjenesteydelser

▼B

 et metodologisk arbejde vedrørende statistikker om fysisk aktivitet og kultur

 tilvejebringelsen af statistikker vedrørende sikkerhed mod kriminalitet, sundhed, som fastlagt inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1338/2008 af 16. december 2008 om fællesskabsstatistikker over folkesundhed og arbejdsmiljø ( 4 ), og handicap

▼M2

 gennemførelsen af aktioner i arbejdsprogrammet for mainstreaming af migrationsstatistik under hensyntagen til nye udfordringer, navnlig internationale udviklinger

 tilvejebringelsen af befolkningsfremskrivninger og årlige opdateringer heraf

 udviklingen af omfattende indikatorer for situationen for migranter i Unionen

 yderligere samarbejde med specialiserede organer og organisationer vedrørende situationen for flygtninge

 udviklingen af en metode til frivillig undersøgelse af kønsbaseret vold, i samarbejde med de europæiske institutioner, organer, kontorer og agenturer, der arbejder på dette område

 indførelsen af et fælles retsgrundlag for socialstatistikker og skabelsen af en fælles infrastruktur og fælles værktøjer

▼B

 tilvejebringelsen af livskvalitetsindikatorer til måling af fremskridt i samfundet, og

 påbegyndelsen af forberedelserne til næste folketællingsrunde (planlagt til 2021).

3.3.    Geospatiale, miljømæssige, landbrugsmæssige og andre sektorspecifikke statistikker

Kombinationen af statistikker med georefererede data og geospatiale analyser åbner op for nye muligheder, som ESS vil undersøge nærmere. Specifikke emner som f.eks. fortrolighed og den statistiske validitet af estimationer ud fra små områder bør der lægges særlig vægt på.

Statistikker vedrørende energi og transport til støtte for EU 2020-strategien og klimaændringspolitikken vil være af stor betydning i fremtiden.

▼M2

Landbrug vil fortsat være et vigtigt politikområde for Unionen. Den fælles landbrugspolitik understreger nødvendigheden af en holdbar fødevareproduktion, bæredygtig forvaltning af naturressourcer og klimatiltag samt en afbalanceret territorial udvikling, hvilket er denne politiks vigtigste mål. Der vil blive lagt vægt på miljøspørgsmål, biodiversitet/økosystemer, økonomiske spørgsmål, sundhed og sikkerhed og sociale aspekter.

▼B

▼M2

At understøtte evidensbaseret politikudformning via mere fleksibel og øget anvendelse af geodata kombineret med sociale, territoriale, økonomiske og miljømæssige statistikker for regioner, regionaltypologier, byer og urbaniseringsgraden.

▼B

Målet skal nås ved hjælp af:

 videreudvikling, vedligeholdelse og drift af infrastrukturen for geografisk information i Det Europæiske Fællesskab (Inspire), som fastlagt ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/2/EF ( 5 ), og navnlig af Unionens geoportal

 at der stilles en bred vifte af geografiske data til rådighed via samarbejde med EU-programmer for arealanvendelsesundersøgelser og teledetektion, og

 integreringen af statistiske data, når det er relevant, med henblik på etablering af en fleksibel infrastruktur, der er baseret på flere kilder, til brug for analyser i rum og tid.

▼M2

 gennemførelse af statistik over arealanvendelse og arealdække, og

 koordinering af statistiske data for regioner, byer og territorialtypologier.

▼B

At tilvejebringe statistikker vedrørende miljø til støtte for udformningen af EU-politikker.

Målet skal nås ved hjælp af:

 en række basale miljøstatistikker om ressourcer som f.eks. affald og genanvendelse, vand, råstofdepoter, økosystemer og biodiversitet på nationalt og om muligt på regionalt plan samt et sæt basale statistikker vedrørende klimaændringer med henblik på at understøtte reduktions- og tilpasningsforanstaltninger og -politikker på alle relevante niveauer fra lokalt plan til EU-plan.

At tilvejebringe statistikker vedrørende energi og transport til støtte for Unionens politikker.

▼M2

I overensstemmelse med Kommissionens prioritet vedrørende den europæiske energiunion og i så vid udstrækning som muligt baseret på eksisterende data vil der være et særligt fokus på statistikker om energiforbrug, energieffektivitet, vedvarende energikilder, energiafhængighed, energifattigdomsaspekter og forsyningssikkerhed og den cirkulære økonomi. Energistatistikker vil desuden skulle understøtte 2030-rammen for klima- og energi, der har til formål at skabe større konkurrenceevne, sikkerhed og mere bæredygtighed i Unionens økonomi og energisystem.

▼B

Målet skal nås ved hjælp af produktion og formidling af statistikker om:

 vedvarende energi

 energibesparelser og energieffektivitet, og

 transportsikkerhed, passagermobilitet, vejtrafik og intermodal godstransport, og

▼M2

 energiafhængighed og forsyningssikkerhed.

▼B

▼M2

At tilvejebringe landbrugs-, fiskeri- og skovbrugsstatistik til udvikling og overvågning af den fælles landbrugs- og fiskeripolitik til realisering af vigtige EU-strategimål vedrørende bæredygtighed samt udvikling af landdistrikterne ved at udføre regelmæssige aktiviteter i forbindelse med udvikling, produktion og formidling af statistikker. I overensstemmelse med dagsordenen for bedre regulering er det nødvendigt at strømline lovgivningen vedrørende landbrugsstatistikker. I den forbindelse bør der tages behørigt hensyn til de begrænsede ressourcer, producenterne har til rådighed, og den samlede byrde for respondenterne i overensstemmelse REFIT.

▼B

Målet skal nås ved hjælp af:

 en revurdering og forenkling af indsamlingen af landbrugsdata i overensstemmelse med revurderingen af den fælles landbrugspolitik efter 2013

 en omlægning af indsamlingen af landbrugsdata, især med det formål at forbedre dataenes kvalitet og aktualitet

 en gennemgribende gennemgang af datastyringssystemet for arealanvendelse og arealdække, og udformning og gennemførelse af et nyt system på grundlag heraf

 gennemførelsen af dataindsamlingssystemet for sammenhængende landbrugsmiljøindikatorer, om muligt baseret på eksisterende data

 etableringen af passende regionale opdelinger, og

 gennemførelsen og formidlingen af et sæt basale skovbrugsdata fra Integrated Environmental and Economic Accounting for Forestry (skovbrugsregnskaberne) som f.eks. skovarealer, mængde og værdi af træer på roden og skovbrugs- og skovningsregnskaber.

▼M2

 udarbejdelsen og gennemførelsen af landbrugstællingen for 2020, og

 indførelsen af et fælles retsgrundlag for landbrugsstatistikker og skabelsen af en fælles infrastruktur og fælles værktøjer.

▼B

II.    METODER TIL PRODUKTION AF EUROPÆISKE STATISTIKKER

▼M2

ESS står i øjeblikket over for en række udfordringer. Forventningerne til omfanget, kvaliteten og sammenligneligheden af europæiske statistikker er stigende. Globaliseringen har medført en kompleks virkelighed, der skal afdækkes gennem officielle statistikker, og som skaber metodologiske udfordringer. Den stadigt stigende tilgængelighed af data fra private og offentlige udbydere rummer et potentiale for at forbedre aktualiteten og relevansen af officielle statistikker samt for at reducere byrden for respondenterne. For at imødegå disse udfordringer vil ESS, der samtidigt udfordres af ressourceknaphed, gradvist gennemføre de strategiske mål, der er fastlagt i ESS' vision 2020 baseret på en holistisk tilgang for at opnå kvalitets- og effektivitetsforbedringer:

 engagere sig proaktivt i en regelmæssig dialog med brugerne for at få en dybere forståelse af deres behov, i erkendelsen af at forskellige grupper af brugere har forskellige behov, som der skal tages hensyn til på den rette vis

 tilvejebringe produkter og tjenesteydelser af høj kvalitet og anvende en kvalitetsbaseret tilgang til forvaltningen, organiseringen og ledelsen af ESS

 basere statistiske produkter og tjenesteydelser både på traditionelle undersøgelser og andre datakilder, herunder administrative data, geospatiale data og, hvor det er muligt, big data

 få adgang til nye datakilder, skabe metoder og finde den rette teknologi for at kunne udnytte disse datakilder til udarbejdelse af europæiske statistikker på en pålidelig måde

 effektivisere udarbejdelsen af statistik ved yderligere at intensivere udvekslingen af viden, erfaringer og metodologier, men også ved at dele værktøjer, data, tjenesteydelser og ressourcer, når det er hensigtsmæssigt og behørigt begrundet. Samarbejdet vil være baseret på vedtagne standarder og fælles dele af den teknologiske og statistiske infrastruktur

 gennemføre en strategi for formidling og kommunikation af europæiske statistikker, der er fleksibel nok til at kunne tilpasses til nye teknologier, og som er retningsgivende i en verden præget af datarevolutionen samt fungerer som en fast søjle for demokratiet.

▼B

1.    Kvalitetsstyring inden for ESS

Mål 1.1

At gennemføre et kvalitetsstyringssystem i ESS baseret på adfærdskodeksen.

At styrke udvekslingen af god praksis ved gennemførelsen af adfærdskodeksen og sikre, at der i kvalitetsrapporterne tages højde for de forskellige brugerbehov.

Målet skal nås ved hjælp af:

▼M2

 indførelsen af nye integrerede, effektive og formålstjenlige kvalitetssikringsmekanismer baseret på adfærdskodeksen og ESS-kvalitetssikringsrammen

 vurderingen af, om adfærdskodeksen overholdes

▼B

 en harmonisering af ESS' og Det Europæiske System af Centralbankers (ESCB's) kvalitetssikringssystemer

 opfyldelsen af brugernes behov med hensyn til kvalitetsrapportering, og

 en standardisering af kvalitetsrapporter inden for forskellige statistiske områder på EU-plan.

2.    Prioritering og forenkling

ESS står over for en stor udfordring: hvordan kan der leveres europæiske statistikker af høj kvalitet for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter statistikker i en situation, hvor medlemsstaternes budgetter er stærkt beskåret, og der er ansættelsesstop i Kommissionen og medlemsstaterne, hvilket for visse organers vedkommende vil betyde en reel mindskelse af de menneskelige ressourcer. Med de begrænsede ressourcer på europæisk og nationalt plan er det vigtigt at fokusere på prioriteringen og forenklingen, som kræver en indsats af alle parter i ESS. Der er blevet indført en prioriteringsmekanisme som en integrerende del af udarbejdelsen af de årlige arbejdsprogrammer, og den vil blive anvendt i løbet af hele programmet. Der skal i denne forbindelse bl.a. foretages en årlig revurdering af eksisterende statistikbehov, som tager udgangspunkt i initiativer fra Kommissionen til at reducere de statistiske krav under hensyntagen til brugernes, producenternes og respondenternes interesser. Processen bør følges i tæt samarbejde med både brugere og producenter af europæiske statistikker.

Mål 2.1

At gennemføre en prioriteringsmekanisme for ESS med det formål at forenkle rapporteringskravene og tilpasning til nye statistikbehov, samtidig med at der tages højde for producenternes begrænsede ressourcer, byrden for respondenterne og brugernes behov.

Målet skal nås ved hjælp af:

 fastlæggelsen af prioriteringer og afsættelsen af ressourcer i overensstemmelse hermed

 fastlæggelsen af prioriteringer for ESS som en del af det årlige arbejdsprogram, som der henvises til i artikel 9

 hensyntagen til resultaterne af bruger- og producentkonsultationer i det årlige arbejdsprogram, og

 oplysning af brugerne om de statistikområder, der skal forenkles, og om, hvilke dataindsamlinger der skal begrænses/indstilles.

3.    Statistikker til flere formål og effektivisering af statistikproduktionen

Mål 3.1

Gradvist, og under hensyntagen til de omkostninger, som gennemførelsen genererer i ESS, at indføre en forretningsarkitektur for ESS, som skal sikre en mere integreret produktion af europæiske statistikker, at harmonisere og standardisere produktionsmetoder og metadata, at forbedre den horisontale (statistikområder) og vertikale (ESS-partnere) integrering af statistiske produktionsprocesser i ESS under overholdelse af nærhedsprincippet, at anvende og integrere flere datakilder og producere statistikker til flere formål. Der vil særligt blive fokuseret på spørgsmål om fortrolighed, der vil opstå i forbindelse med en øget anvendelse, genbrug og udveksling af mikrodata og administrative registre.

Målet skal nås ved hjælp af:

 en øget anvendelse af passende administrative data inden for alle statistikområder

 en indkredsning og anvendelse af nye datakilder til brug for europæiske statistikker

 en øget deltagelse af Kommissionen (Eurostat) og nationale statistikmyndigheder i udformningen af administrative registre

 en mere udbredt anvendelse af teknikker som statistisk match og sammenkædning af data (data linking) for at øge udbuddet af europæiske statistikker

 anvendelsen af den europæiske tilgang til statistikker i forbindelse med hurtig reaktion på statistikbehov i særlige og behørigt begrundede tilfælde

 en øget integrering af produktionsprocesserne for europæiske statistikker via ESS-koordinerede aktioner

 en yderligere harmonisering af statistiske begreber inden for alle statistikområder

 udviklingen og gennemførelsen af en fleksibel it-referenceinfrastruktur og tekniske standarder for forbedring af interoperabiliteten, deling af data og metadata og fælles datamodellering

 anvendelsen af standard it-værktøjer i alle statistikprocesser

 udviklingen af metodologiske standarder for at øge anvendelsen og tilgængeligheden af harmoniserede metodologier (herunder blandede fremgangsmåder ved dataindsamling) og harmoniserede metadata

 styrkelsen af de statistiske virksomhedsregistres rolle som det sted, hvor de statistiske enheder for alle virksomhedsrelaterede statistikker er indeholdt og anvendt som kilde for nationalregnskaber, og

 en forbedring af tilvejebringelsen af metadata, herunder baggrundsinformation om, hvordan dataene er indsamlet, om dataenes kvalitet og om, hvordan dataene kan gøres mere tilgængelige for brugerne.

Mål 3.2

At sikre, at ESS er velfungerende og kohærent via effektivt samarbejde og kommunikation.

Målet skal nås ved hjælp af:

 en effektiv støtte til partnerskaber inden for ESS

 fastlæggelsen og gennemførelsen af processer til byrde- og arbejdsfordeling inden for ESS, og

 en yderligere udvikling og iværksættelse af samarbejdsnetværk.

4.    Formidling og kommunikation

Mål 4.1

▼M2

De europæiske borgere bør have let og uhindret adgang til at trække på europæiske statistikker, således at de kan benytte disse data i forbindelse med uddannelse og beslutningstagning. Dette mål vil blive opfyldt ved at forbedre de europæiske statistikkers brugervenlighed og ved at lette adgangen til data. Der bør rettes særlig opmærksomhed mod, at statistiske data skal være lette at hente og konvertere med henblik på praktiske anvendelsesformål, herunder via grafer og kort. Flere borgere bør drage fordel af europæiske statistikker og dermed bidrage på effektiv vis til en bedre spredning af statistiske oplysninger i alle europæiske samfund.

▼B

At gøre ESS til den vigtigste datakilde vedrørende europæiske statistikker for alle brugere og især for offentlige og private beslutningstagere ved at etablere en statistisk informationstjeneste af høj kvalitet baseret på principperne om fri og let adgang til europæiske statistikker.

At intensivere og udbygge dialogen mellem statistikbrugere og -producenter for at kunne opfylde brugernes behov for kvalitetsstatistik. Inddragelse af brugerne i nyudviklingsarbejdet på et tidligt tidspunkt er af afgørende betydning for at forbedre ESS' effektivitet og virkemåde.

At udvide og rationalisere udbuddet af formidlingsprodukter for at imødekomme behovet hos brugere, der anvender ny teknologi.

At etablere en omkostningseffektiv, integreret og sikker infrastruktur inden for ESS for adgang til fortrolige oplysninger med henblik på anvendelse til videnskabelige formål.

Målet skal nås ved hjælp af:

 en anerkendelse af ESS som vigtigste referencepunkt for brugere af europæiske statistikker

 etableringen af en integreret sikker infrastruktur for adgang til EU-mikrodata

 indførelsen af et system til at behandle brugernes anmodninger om direkte adgang og rådgivning angående fortolkning af statistiske data

 tilpasningen af formidlingsprodukter til brugernes behov ved anvendelse af ny teknologi

 et større antal statistikprodukter med tværgående emner

 en øget anvendelse af ny kommunikations- og formidlingsteknologi (f.eks. SDMX-baseret)

 et større udbud af mikrodatasæt til brug for statistisk forskning i overensstemmelse med EU-lovgivning og national lovgivning om datafortrolighed, og

 udarbejdelsen af datasæt med henblik på at lette anvendelsen af statistiske data til undervisnings- og forskningsformål, og

▼M2

 indkredsningen af nuværende og fremtidige datakrav med henblik på at levere skræddersyede slutbrugerprodukter og tjenester.

▼B

5.    Uddannelse, innovation og forskning

Mål 5.1

At opfylde lærings- og udviklingsbehov i ESS baseret på en kombination af uddannelseskurser og lærings- og udviklingsmuligheder.

At forbedre samarbejdet mellem ESS-medlemmerne vedrørende vidensoverførsel og udveksling og gennemførelse af bedste praksis og fælles innovative metoder til produktion af statistik.

At organisere aktiviteter, forskerkredses deltagelse i og bidrag til forbedring af de statistiske produktionskæder og kvaliteten af officielle statistikker.

Målet skal nås ved hjælp af:

 indførelsen af en kandidatgrad (f.eks. master i officiel statistik)

 tilvejebringelsen af uddannelsesprogrammer baseret på brugeres og andre borgeres behov

 en bredere anvendelse af forskningsresultater i statistikproduktionen og -formidlingen

▼M2

 analysen af behovet for nye kompetencer i forbindelse med datavidenskab og deres integration i uddannelsesprogrammer

▼B

 en anerkendelse af ESS som referencepunkt for statistiske forskningsmiljøer

 forskningsmiljøers øgede deltagelse i forskning inden for officiel statistik, og

 indførelsen af egnede instrumenter til udveksling af praksis og gennemførelsen af fælles løsninger i ESS.

III.    PARTNERSKAB

1.    Partnerskab inden for og uden for ESS

De nationale statistiskmyndigheder og Kommissionen (Eurostat) er i en partnerskabets ånd ansvarlige for udviklingen, udarbejdelsen og formidlingen af europæiske statistikker.

Mål 1.1

At gennemføre en bedre ramme for ESS' styring.

Målet skal nås ved hjælp af gennemførelsen af revisionen af forordning (EF) nr. 223/2009 og af Kommissionens afgørelse 2012/504/EU af 17. september 2012 om Eurostat ( 6 ).

Mål 1.2

At forbedre Kommissionens (Eurostats) koordinerende funktion som Den Europæiske Unions statistiske kontor.

Målet skal nås ved hjælp af:

 inddragelsen af Kommissionen (Eurostat) på et tidligt stadium i alle Kommissionens initiativer for så vidt angår de statistiske aspekter, og

 regelmæssige interessentdialoger på topledelsesniveau.

Mål 1.3

At styrke samarbejdet med ESCB og de europæiske og internationale organisationer, der deltager i produktionen af data til statistiske eller administrative formål via fælles projekter og koordinering af udvikling. At sikre overensstemmelse mellem Unionens standarder og internationale standarder.

Målet skal nås ved hjælp af:

 gennemførelsen af et fælles kvalitetssystem for ESS og ESCB

 en øget deltagelse af Kommissionen (Eurostat) i internationale rådgivende grupper

 fastlæggelsen og gennemførelsen af nye samarbejdsformer med henblik på at sikre, at den statistiske udvikling koordineres behørigt mellem de internationale organisation, og at arbejdet fordeles effektivt, og

 gennemførelsen af manualerne til det nye FN's nationalregnskabssystem, ENS, FN's system for miljømæssige og økonomiske regnskaber, europæiske miljøøkonomiske regnskaber og betalingsbalancen.

Mål 1.4

At fremme og gennemføre statistisk rådgivning og statistisk bistand i lande uden for Unionen i overensstemmelse med de prioriterede mål i Unionens udenrigspolitik med særlig vægt på udvidelse og den europæiske naboskabspolitik.

Målet skal nås ved hjælp af:

 anvendelsen af ESS' førerposition internationalt

 leveringen af kvalitetsdata til EU's udenrigspolitik

 en understøtning af Kommissionens tjenestegrene til gennemførelsen af udviklingspolitik og politik for internationalt samarbejde i deres relationer med internationale organisationer og med tredjelandsregioner eller tredjelande i spørgsmål af almen statistisk interesse

 formidlingen af relevante statistiske data til støtte for udvidelsesprocessen og forhandlingerne herom

▼M2

 bevidstgørelse af europæiske borgere om vigtigheden af officielle statistikker og formidlingen af disse statistikker til alle interesserede parter ved at fejre europæisk statistikdag hvert år den 20. oktober

 formidling af relevante statistiske data for at understøtte den europæiske naboskabspolitik og de respektive associeringsaftaler

 fremme af europæiske værdier og initiativer såsom adfærdskodeksen, ESS-kvalitetssikringsrammen samt standardiserings- og harmoniseringstilgange over for tredjelande og regioner

▼B

 begrænsningen af anmodninger fra nye medlemsstater om undtagelsesordninger, der fører til mangler i tilgængeligheden af data

 indgåelsen af aftaler/aftalememoranda med tredjelande

 udformningen og gennemførelsen af programmer for teknisk samarbejde

 en fokusering af teknisk bistand på dataharmonisering og -levering, og

 forbedring af samarbejds- og koordineringsaktiviteter blandt ESS' medlemmer.



( 1 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT L 248 af 18.9.2013, s. 1).

( 2 ) Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2).

( 3 ) EUT L 90 af 28.3.2006, s. 2.

( 4 ) EUT L 354 af 31.12.2008, s. 70.

( 5 ) EUT L 108 af 25.4.2007, s. 1.

( 6 ) EUT L 251 af 18.9.2012, s. 49.