–

den spanske regering, først ved M.A. Sampol Pucurull, derefter ved S. Centero Huerta, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. Heller, E. Ljung Rasmussen, G. Tolstoy og K. Simonsson, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4 og 6 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling (EFT 2000, L 160, s. 1, berigtiget i EUT 2014, L 350, s. 15), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 788/2008 af 24. juli 2008 (EUT 2008, L 213, s. 1) (herefter »forordning nr. 1346/2000«).

2

Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem det i Sverige etablerede selskab CeDe Group AB og det polske selskab under konkurs, KAN sp. z o.o., vedrørende førstnævntes afslag på at betale et beløb på 1532489 svenske kroner (SEK) (ca. 143951 EUR) til sidstnævnte.

3

Følgende fremgik af sjette betragtning til forordning nr. 1346/2000:

4

Forordningens artikel 1, stk. 1, bestemte:

»Denne forordning finder anvendelse på kollektive bobehandlinger som følge af en skyldners insolvens, der medfører, at skyldneren helt eller delvis mister rådigheden over sine aktiver, og at der udpeges en kurator.«

5

Forordningens artikel 3, stk. 1, fastsatte:

»Retterne i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, har kompetence til at indlede insolvensbehandling. For selskabers og juridiske personers vedkommende anses det vedtægtsmæssige hjemsted for at være centret for skyldnerens hovedinteresser, medmindre andet godtgøres.«

6

Forordningens artikel 4 med overskriften »Den lovgivning, der finder anvendelse« havde følgende ordlyd:

»1.   Medmindre andet er fastsat i denne forordning, er det konkurslovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes, der gælder for insolvensbehandlingen og dens virkninger.

2.   Lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, er bestemmende for betingelserne for insolvensbehandlingens indledning og afslutning samt for dens forløb. Lovgivningen bestemmer navnlig:

[…]

[…]

[…]«

7

Artikel 6 i forordning nr. 1346/2000 med overskriften »Modregning« bestemte i stk. 1:

»Indledningen af insolvensbehandlingen berører ikke en kreditors ret til at kræve sin fordring modregnet i skyldnerens fordring, når den lovgivning, der gælder for den insolvente skyldners fordring, tillader en sådan modregning.«

8

Følgende er fastsat i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008, L 177, s. 6, herefter »Rom I-forordningen«):

»En aftale er underkastet den lov, som parterne har vedtaget. Lovvalget skal være udtrykkeligt eller klart fremgå af aftalens bestemmelser eller omstændighederne i øvrigt. Parternes lovvalg kan omfatte hele aftalen eller kun en del deraf.«

9

Denne forordnings artikel 17 bestemmer:

»Har parterne ikke aftalt ret til modregning, er modregning underlagt den lov, der skal anvendes på den fordring, i forhold til hvilken retten til modregning gøres gældende.«

10

Den 9. juni 2010 indgik det i Sverige etablerede selskab CeDe Group en aftale om levering af varer med selskabet PPUB Janson sp.j., der har hjemsted i Polen. Aftalen indeholdt en klausul om, at svensk ret skulle gælde i tilfælde af en eventuel tvist med hensyn til fortolkning af aftalen.

11

I januar 2011 blev PPUB Janson taget under konkursbehandling. I juli 2011 indledte den med henblik på konkursbehandlingen udpegede kurator en europæisk betalingspåkravsprocedure hos Kronofogdemyndigheten (offentlig tvangsinddrivelsesmyndighed, Sverige) mod CeDe Group vedrørende en fordring på 1532489 svenske kroner (SEK) (ca. 143951 EUR) med tillæg af renter, svarende til betalingen for varer, som PPUB Janson havde leveret til CeDe Group i henhold til den nævnte aftale.

12

Kuratoren for PPUB Janson fremsatte ved Malmö tingsrätt (byretten i Malmø, Sverige), som behandlede denne procedure, krav om, at CeDe Group skulle tilpligtes at betale den pågældende fordring med tillæg af renter. CeDe Group bestred dette krav og gjorde gældende, at selskabet selv havde en fordring mod PPUB Janson, som oversteg det beløb, som CeDe Group blev afkrævet, idet den androg mere end 3,9 mio. SEK (ca. 366497 EUR) og svarede til erstatning for udeblevne leverancer og fejl på de leverede varer. CeDe Group påberåbte sig således modregning af fordringerne, hvilket kuratoren for PPUB Janson modsatte sig under henvisning til, at han havde bestridt den fordring, som CeDe Group havde gjort gældende under konkursbehandlingen i Polen.

13

Ved Malmö tingsrätt (byretten i Malmø) opstod spørgsmålet om, hvilket lands lovgivning der finder anvendelse i forbindelse med behandlingen af CeDe Groups indsigelse om modregning.

14

Kuratoren for PPUB Janson anførte, at polsk ret finder anvendelse i overensstemmelse med ordlyden af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000. Kuratoren fandt, at der ligeledes skulle tages hensyn til den omstændighed, at denne forordnings artikel 4, stk. 2, litra d), fastsætter, at konkurslovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes, bestemmer, på hvilke betingelser der kan foretages gyldig modregning. Kuratoren anførte endvidere, at nævnte forordnings artikel 6, stk. 1, udelukkende finder anvendelse, hvis lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, ikke tillader modregning af fordringer under en insolvensbehandling som et instrument til at regulere parternes indbyrdes økonomiske mellemværender. I hovedsagen er dette, ifølge kuratoren, ikke tilfældet for den polske lovgivning.

15

CeDe Group indvendte, at modregningen af fordringer skulle bedømmes i henhold til svensk ret. Kravet fremsat af kuratoren for PPUB Janson vedrører en fordring, der er opstået i forbindelse med det aftaleforhold, der reguleres af aftalen af 9. juni 2010, som indeholder en klausul om, at svensk lovgivning skal finde anvendelse på aftalen. Det følger af bestemmelserne i Rom I-forordningens artikel 3, stk. 1, at denne klausul er bindende. Under alle omstændigheder er det i denne forordnings artikel 17 fastsat, at modregning, såfremt parterne ikke har truffet aftale herom, er underlagt den lov, der skal anvendes på den fordring, i forhold til hvilken retten til modregning gøres gældende, dvs. i det foreliggende tilfælde svensk lov.

16

Desuden anførte CeDe Group, at ifølge artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 påvirker insolvensbehandlingen ikke en kreditors ret til modregning af sin fordring, hvis modregning er tilladt i henhold til den lovgivning, der gælder for den fordring, som tilhører skyldneren, der er under konkursbehandling. Ifølge CeDe Group gælder svensk lov for den fordring, som tilhører PPUB Jansons konkursbo. Svensk lov gælder dermed også for så vidt angår modregning af de pågældende fordringer.

17

Malmö tingsrätt (byretten i Malmø) fastslog, at i overensstemmelse med hovedreglen i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 fandt polsk lov anvendelse på den for retten verserende tvist. Retten tilsidesatte anvendelsen af denne forordnings artikel 6, stk. 1, eftersom polsk lov hverken begrænsede eller forbød modregning af fordringer.

18

CeDe Group iværksatte appel af denne afgørelse for Hovrätten över Skåne och Blekinge (appeldomstolen for Skåne og Blekinge med sæde i Malmø, Sverige). Under sagens behandling overdrog kuratoren for PPUB Janson den i hovedsagen omhandlede fordring til KAN, et polsk selskab, der indtrådte i kuratoren for PPUB Janssons rettigheder i den nævnte sag.

19

Appeldomstolen stadfæstede dommen afsagt i første instans. Den fastslog, at der ikke var grund til at fravige hovedreglen om, at lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, finder anvendelse. Den omstændighed, at kuratoren for PPUB Janson havde bestridt CeDe Groups krav om modregning, ændrede ifølge appeldomstolen ikke på denne bedømmelse.

20

For Högsta Domstolen (øverste domstol, Sverige) har CeDe Group anført, at kravet om modregning skal bedømmes i henhold til svensk lov. KAN har nedlagt påstand om, at appeldomstolens dom stadfæstes.

21

Mens sagen har verseret for Högsta domstolen (øverste domstol), er KAN blevet taget under konkursbehandling. Kuratoren for KAN har erklæret, at konkursboet ikke vil overtage KAN’s krav. Det er således KAN under likvidation, som nu er part i sagen for denne retsinstans.

22

Den forelæggende ret har anført, at Domstolen flere gange har taget stilling til anvendelsesområdet for forordning nr. 1346/2000 for så vidt angår retterne i medlemsstaternes internationale kompetence i insolvenssager, bl.a. ved at undersøge de respektive anvendelsesområder for denne forordning og for Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1).

23

Med henblik herpå har Domstolen ikke tillagt den processuelle sammenhæng, som nævnte søgsmål indgår i, men derimod søgsmålets retsgrundlag, særlig betydning.

24

Efter den forelæggende rets opfattelse rejser tvisten i hovedsagen spørgsmålet om, hvorvidt søgsmålet anlagt af konkursboet med påstand om betaling af en fordring, som er opstået, inden insolvensbehandlingen blev indledt, er omfattet af det materielle anvendelsesområde for artikel 4 i forordning nr. 1346/2000. Retten ønsker nærmere bestemt afklaret, om den ved fortolkningen af denne artikel skal overføre Domstolens ræsonnement vedrørende fortolkningen af denne forordnings artikel 3 om tildeling af international kompetence i insolvenssager.

25

Såfremt det fastslås, at forordning nr. 1346/2000 finder anvendelse på et søgsmål som det i foregående præmis nævnte, er retten tillige i tvivl om forholdet mellem nævnte forordnings artikel 4 og artikel 6 med henblik på at fastlægge den lovgivning, der finder anvendelse på et krav om modregning af fordringer som det, der er omhandlet i hovedsagen.

26

På denne baggrund har Högsta domstolen (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

27

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4 i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at den finder anvendelse på et søgsmål, som er anlagt af kuratoren for et selskab under konkurs, der er etableret i én medlemsstat, mod et andet medkontraherende selskab, der er etableret i en anden medlemsstat, for at opnå betaling for varer leveret til gennemførelse af en aftale, der blev indgået mellem parterne, før insolvensbehandlingen af førstnævnte selskab blev indledt.

28

I henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 er det konkurslovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes, der gælder for insolvensbehandlingen og dens virkninger, medmindre andet er fastsat i forordningen. Nævnte forordnings artikel 4, stk. 2, præciserer, at lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, er bestemmende for betingelserne for insolvensbehandlingens indledning og afslutning samt for dens forløb, og opregner en ikke udtømmende række forskellige processuelle forhold, der reguleres af lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes (jf. i denne retning dom af 21.1.2010, MG Probud Gdynia, C-444/07, EU:C:2010:24, præmis 25). Opregningen omfatter i denne bestemmelses litra d) de betingelser, på hvilke der kan foretages gyldig modregning, i litra e) insolvensbehandlingens virkning for ikke opfyldte aftaler, som skyldneren er part i, samt i litra g) de fordringer, der skal anmeldes i skyldnerens bo, og hvordan der skal forholdes med hensyn til fordringer, som er opstået efter insolvensbehandlingens indledning.

29

Med henblik på at fastlægge, om lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, finder anvendelse på et søgsmål om betaling for varer leveret i overensstemmelse med en aftale indgået før insolvensbehandlingens indledning, når dette søgsmål anlægges af kuratoren for et selskab under konkurs, der er etableret i én medlemsstat, mod selskabets medkontrahent, som er et selskab etableret i en anden medlemsstat, skal det afgøres, om et sådant søgsmål henhører under insolvensbehandlingen og dens virkninger som omhandlet i artikel 4 i forordning nr. 1346/2000.

30

I denne forbindelse skal det, som også generaladvokaten har anført i punkt 33 i forslaget til afgørelse, bemærkes, at det følger af artikel 3, sammenholdt med artikel 4 i forordning nr. 1346/2000, at forordningens regler principielt har til formål at opnå en sammenhæng mellem de domstole, som har international kompetence, og lovvalget for insolvensbehandlingen. Bortset fra de tilfælde, hvor forordningen udtrykkeligt fastsætter andet, følger den lovgivning, der finder anvendelse, således i henhold til nævnte forordnings artikel 4 den internationale kompetence, der er fastlagt i henhold til samme forordnings artikel 3.

31

For så vidt angår anvendelsesområdet for artikel 3 i forordning nr. 1346/2000 har Domstolen i lyset af sjette betragtning til denne forordning imidlertid fastslået, at det kun er de søgsmål, der følger direkte af insolvensbehandlingen, og som har snæver forbindelse hermed, der er omfattet af nævnte forordnings anvendelsesområde (jf. i denne retning dom af 6.2.2019, NK, C-535/17, EU:C:2019:96, præmis 25 og 26 samt den deri nævnte retspraksis). I denne henseende er det afgørende kriterium, som Domstolen har udledt, med henblik på at identificere, under hvilket område et søgsmål henhører, ikke den processuelle sammenhæng, som nævnte søgsmål indgår i, men søgsmålets retsgrundlag. I henhold til denne fremgangsmåde skal det således undersøges, om den rettighed eller forpligtelse, der ligger til grund for søgsmålet, udspringer af de almindelige civil- og handelsretlige regler eller af undtagelsesbestemmelser, der er særlige for insolvensbehandlinger (dom af 6.2.2019, NK, C-535/17, EU:C:2019:96, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

32

Det følger heraf, at når et søgsmål udspringer af undtagelsesbestemmelser, der er særlige for insolvensbehandlinger, er det omfattet af anvendelsesområdet for artikel 4 i forordning nr. 1346/2000, medmindre andet er fastsat i denne forordning (jf. i denne retning dom af 10.12.2015, Kornhaas, C-594/14, EU:C:2015:806, præmis 17).

33

Som generaladvokaten har anført i punkt 34 i forslaget til afgørelse, har denne bestemmelse imidlertid et videre anvendelsesområde end artikel 3, for så vidt som den ikke blot finder anvendelse på insolvensbehandlinger, men også på virkningerne heraf. Det kan heller ikke på grundlag af den omstændighed alene, at et søgsmål ikke udspringer af undtagelsesbestemmelser, der er særlige for insolvensbehandlinger, udledes, at et sådant søgsmål ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 4 i forordning nr. 1346/2000.

34

Det skal yderligere kontrolleres, at det pågældende søgsmål ikke henhører under virkningerne af en insolvensbehandling som omhandlet i sidstnævnte artikel, idet det skal sikres, at et sådant søgsmål ikke er en direkte og uadskillelig følge af denne insolvensbehandling.

35

Som generaladvokaten har anført i punkt 36 i forslaget til afgørelse, bemærkes det herved, at henvisningerne i artikel 4, stk. 2, litra d) og e), i forordning nr. 1346/2000 til de betingelser, på hvilke der kan foretages gyldig modregning, og til insolvensbehandlingens virkning for ikke opfyldte aftaler, ikke kan indebære, at ethvert søgsmål, der er baseret på en aftale, hvis ene part er undergivet insolvensbehandling, af denne ene grund henhører under begrebet »insolvensbehandlingen og dens virkninger«.

36

Navnlig er den omstændighed alene, at en kurator har anlagt et sådant søgsmål, ikke afgørende for vurderingen af, om dette henhører under begrebet »insolvensbehandlingen og dens virkninger«. For det første kan et søgsmål om betaling af varer leveret i henhold til en aftale således principielt anlægges af kreditor selv, hvorfor det ikke henhører under kuratorens enekompetence. For det andet afhænger et sådant søgsmål på ingen måde af, at der er indledt insolvensbehandling, for så vidt som et sådant søgsmål om betaling kan anlægges uden for rammerne af en insolvensbehandling. Et søgsmål om betaling af varer leveret i henhold til en aftale som det, der er omhandlet i hovedsagen, kan derfor ikke anses for at være en direkte og uadskillelig følge af en insolvensbehandling (jf. analogt dom af 6.2.2019, NK, C-535/17, EU:C:2019:96, præmis 36).

37

Følgelig må det antages, at et søgsmål om betaling for varer leveret til gennemførelse af en aftale, der blev indgået før en insolvensbehandlings indledning, ikke henhører under begrebet »insolvensbehandlingen og dens virkninger« i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000, når dette søgsmål er anlagt af kuratoren for et selskab under konkurs, der er etableret i én medlemsstat, mod det andet medkontraherende selskab, der er etableret i en anden medlemsstat.

38

Fortolkningen anlagt i den foregående præmis foregriber imidlertid hverken, hvilken lov der finder anvendelse på kravet om modregning, eller de relevante regler til fastlæggelse af den lov, der finder anvendelse på søgsmålet i hovedsagen.

39

I lyset af ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 4 i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse på et søgsmål, som er anlagt af kuratoren for et selskab under konkurs, der er etableret i én medlemsstat, mod et andet medkontraherende selskab, der er etableret i en anden medlemsstat, for at opnå betaling for varer leveret til gennemførelse af en aftale, der blev indgået mellem parterne, før insolvensbehandlingen af førstnævnte selskab blev indledt.

40

Det fremgår af den forelæggende rets angivelser, der er sammenfattet i denne doms præmis 25, at det andet til det femte spørgsmål kun stilles for det tilfælde, at det første spørgsmål besvares bekræftende.

41

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det derfor ufornødent at besvare det andet til det femte spørgsmål.

42

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

Artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 788/2008 af 24. juli 2008, skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse på et søgsmål, som er anlagt af kuratoren for et selskab under konkurs, der er etableret i én medlemsstat, mod et andet medkontraherende selskab, der er etableret i en anden medlemsstat, for at opnå betaling for varer leveret til gennemførelse af en aftale, der blev indgået mellem parterne, før insolvensbehandlingen af førstnævnte selskab blev indledt.