61995J0383

Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser - specielle kompetenceregler - retten paa opfyldelsesstedet for kontraktforpligtelsen - arbejdskontrakt - det sted, hvor arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde - begreb - arbejde udfoert i flere kontraherende stater

(Bruxelles-konventionen af 27.9.1968, art. 5, nr. 1, som aendret ved tiltraedelseskonventionen af 1989)

Artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse, skal fortolkes saaledes, at det sted, hvor arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde, for det tilfaelde at arbejdstageren til opfyldelse af en arbejdskontrakt udfoerer sit arbejde i mere end én kontraherende stat, i bestemmelsens forstand er det sted, hvor arbejdstageren har etableret det faktiske midtpunkt for sin erhvervsudoevelse. Med henblik paa den konkrete fastlaeggelse af dette sted skal der tages hensyn til den omstaendighed, at arbejdstageren har stoerstedelen af sin arbejdstid i en af de kontraherende stater, hvor han har et kontor, hvorfra han tilrettelaegger sin virksomhed for arbejdsgiveren, og hvortil han vender tilbage efter hver forretningsrejse i udlandet.

I sag C-383/95,

angaaende en anmodning, som Nederlandenes Hoge Raad i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Petrus Wilhelmus Rutten

mod

Cross Medical Ltd,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og - den aendrede tekst - s. 77), ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse (EFT L 388, s. 1) og ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse (EFT L 285, s. 1),

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, G.F. Mancini, og dommerne J.L. Murray, C.N. Kakouris, H. Ragnemalm og R. Schintgen (refererende dommer),

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretaer: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- P.W. Rutten ved advokat P. Garretsen, Haag

- den tyske regering ved afdelingschef J. Pirrung, Forbundsjustitsministeriet, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved P. van Nuffel, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 24. oktober 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved dom afsagt den 1. december 1995, indgaaet til Domstolen den 7. december 1995, har Nederlandenes Hoge Raad i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og - den aendrede tekst - s. 77), ved konventionen af 25. oktober 1982 om Den Hellenske Republiks tiltraedelse (EFT L 388, s. 1) og ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse (EFT L 285, s. 1, herefter »konventionen«), forelagt tre praejudicielle spoergsmaal om fortolkningen af konventionens artikel 5, nr. 1.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, som foeres mellem en nederlandsk statsborger, P.W. Rutten, der har bopael i Hengelo (Nederlandene), og et engelsk selskab, Cross Medical Ltd, der har hjemsted i London, i anledning af arbejdsgiverens ophaevelse af P.W. Rutten's arbejdskontrakt.

3 Det fremgaar af hovedsagens akter, at P.W. Rutten den 1. august 1989 blev ansat af Cross Medical BV, et nederlandsk selskab med hjemsted i Nederlandene, som er et datterselskab af Cross Medical Ltd.

4 Den 31. maj 1990 blev arbejdskontrakten mellem parterne bragt til ophoer paa grund af Cross Medical BV's oekonomiske vanskeligheder. P.W. Rutten blev derefter ansat hos Cross Medical Ltd fra den 1. juni 1990.

5 Det er oplyst, at P.W. Rutten udfoerte sit arbejde for de to arbejdsgivere ikke alene i Nederlandene, men ogsaa - i ca. en tredjedel af arbejdstiden - i Det Forenede Kongerige, Belgien, Tyskland og USA. Han udfoerte sit arbejde fra et kontor paa sin bopael i Hengelo, og han vendte tilbage hertil efter hver forretningsrejse. Cross Medical Ltd udbetalte hans loen i pund sterling.

6 Cross Medical Ltd afskedigede P.W Rutten med virkning fra den 1. oktober 1991, og P.W. Rutten anlagde den 19. juni 1992 sag mod selskabet ved Kantonrechter, Amsterdam, med paastand om betaling af ikke udbetalte loenbeloeb og andre beloeb i forbindelse hermed.

7 Kantonrechter, Amsterdam, erklaerede sig kompetent til at paakende sagen, men afgoerelsen herom blev af Cross Medical Ltd indbragt for Rechtbank, Amsterdam, som ophaevede Kantonrechter's dom.

8 P.W. Rutten indgav herefter kassationsanke til Nederlandenes Hoge Raad.

9 Hoge Raad fandt det tvivlsomt, hvorledes konventionens artikel 5, nr. 1, skulle fortolkes og forelagde derfor Domstolen foelgende tre praejudicielle spoergsmaal:

»1) Efter hvilke kriterier skal det - i tilfaelde hvor en arbejdstager til opfyldelse af en arbejdskontrakt udfoerer sit arbejde i mere end ét land - afgoeres, om arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde i et af de paagaeldende lande i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1's forstand?

2) Er det i denne forbindelse af afgoerende betydning eller har det ogsaa betydning, om arbejdstageren har den stoerste del af sin arbejdstid i ét af de paagaeldende lande eller har en stoerre del af sin arbejdstid i ét af de paagaeldende lande end i det andet land eller de andre lande?

3) Har det i denne forbindelse ogsaa betydning, om arbejdstageren har bopael i et af disse lande, hvor han ogsaa har et kontor, hvorfra han forbereder eller tilrettelaegger den virksomhed, han skal udfoere uden for det paagaeldende land, og hvortil han vender tilbage efter hver rejse i udlandet i forbindelse med sit arbejde?«

10 Med disse tre spoergsmaal, som findes at maatte behandles under ét, har den forelaeggende ret i det vaesentlige anmodet Domstolen om at traeffe afgoerelse om fortolkningen af udtrykket det »sted ... hvor arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde« i konventionens artikel 5, nr. 1, anden saetning, for saa vidt angaar tilfaelde, hvor en arbejdskontrakt opfyldes i mere end én kontraherende stat.

11 Med henblik paa besvarelsen af spoergsmaalene bemaerkes indledningsvis, at konventionens artikel 5, nr. 1 - som en undtagelse fra det almindelige princip i konventionens artikel 2, stk. 1, om, at retterne i den kontraherende stat, paa hvis omraade sagsoegte har bopael, har kompetencen - indeholder foelgende bestemmelse:

»En person, der har bopael paa en kontraherende stats omraade, kan sagsoeges i en anden kontraherende stat:

1) i sager om kontraktforhold, ved retten paa det sted, hvor den paagaeldende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes; i sager vedroerende individuelle arbejdskontrakter, er dette sted der, hvor arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde; hvis arbejdstageren ikke saedvanligvis udfoerer sit arbejde i et bestemt land, kan arbejdsgiveren ligeledes sagsoeges ved retten paa det sted, hvor den virksomhed, som har antaget arbejdstageren, er eller var beliggende.«

12 Endvidere bemaerkes, at det foelger af fast retspraksis (jf. saerlig dom af 13.7.1993, sag C-125/92, Mulox IBC, Sml. I, s. 4075, praemis 10), at Domstolen principielt anlaegger en selvstaendig fortolkning af de i Bruxelles-konventionen benyttede begreber, saaledes at konventionen faar fuld retsvirkning under hensyn til formaalene med EOEF-traktatens artikel 220, som konventionen er udstedt til gennemfoerelse af.

13 En saadan selvstaendig fortolkning er den eneste, der kan sikre en ensartet anvendelse af konventionen, som navnlig har til formaal at gennemfoere en harmonisering af de kontraherende staters regler om retternes kompetence, saaledes at det i videst muligt omfang undgaas, at flere retsinstanser har kompetence til at paadoemme tvister, der udspringer af samme retsforhold, samt at styrke retsbeskyttelsen af de i Faellesskabet bosiddende personer, saaledes at saavel sagsoegeren let kan afgoere, ved hvilken ret han kan anlaegge sag, som sagsoegte med rimelighed kan forudse, ved hvilken ret han kan blive sagsoegt (jf. Mulox-dommen, praemis 11).

14 Det maa endvidere konstateres, at Domstolen i sin dom i sagen Mulox IBC, jf. ovenfor, allerede har truffet afgoerelse om fortolkningen af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, i den affattelse, der var gaeldende forud for aendringen ved konventionen af 26. maj 1989, jf. ovenfor (herefter »San Sebastian-konventionen«).

15 I Mulox-dommen fastslog Domstolen, at artikel 5, nr. 1, skulle fortolkes saaledes, at opfyldelsesstedet for den relevante forpligtelse i forbindelse med arbejdskontrakter skulle fortolkes saaledes, at det i bestemmelsens forstand betegner det sted, hvor arbejdstageren faktisk udfoerer den med arbejdsgiveren aftalte virksomhed, og at dette sted for det tilfaelde, at arbejdstageren udfoerer sit arbejde i mere end én kontraherende stat, er det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren hovedsagelig opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren (praemis 20 og 26).

16 Til stoette for denne fortolkning udtalte Domstolen for det foerste (jf. Mulox-dommens praemis 17), at begrundelsen for den specielle kompetenceregel i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, er, at der af retsplejehensyn bestaar en saerlig snaever forbindelse mellem retstvisten og den instans, der skal paakende den (jf. dom af 26.5.1982, sag 133/81, Ivenel, Sml. s. 1891, og af 15.1.1987, sag 266/85, Shenavai, Sml. s. 239), og at retten paa det sted, hvor arbejdstagerens forpligtelse til at udfoere det aftalte arbejde skal opfyldes, er det mest hensigtsmaessige vaerneting for tvister, som arbejdskontrakten kan give anledning til (jf. Shenavai-dommen og dom af 15.2.1989, sag 32/88, Six Constructions, Sml. s. 341).

17 Domstolen udtalte for det andet (jf. Mulox-dommens praemis 18 og 19), at Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, for saa vidt angaar arbejdskontrakter skal fortolkes under hensyn til, at den part, som ud fra en social betragtning maa anses for at vaere den svageste part i kontraktforholdet, i dette tilfaelde arbejdstageren, indroemmes en passende beskyttelse (jf. dommene i sagerne Ivenel og Six Constructions, ovenfor), og at en saadan beskyttelse bedst opnaas, hvis sager vedroerende en arbejdskontrakt henfoeres under retternes kompetence paa det sted, hvor arbejdstageren opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren, idet arbejdstageren paa dette sted med de mindste omkostninger kan anlaegge sag eller varetage sine interesser som sagsoegt.

18 Domstolen udtalte for det tredje (jf. Mulox-dommens praemis 21 og 23), at i tilfaelde hvor arbejdet udfoeres i mere end én kontraherende stat, er det vaesentligt at undgaa, at der opstaar flere vaerneting, saaledes at man modvirker risikoen for indbyrdes uforenelige afgoerelser, og at man letter anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgoerelser uden for den stat, hvor de er afsagt (jf. ogsaa dom af 11.1.1990, sag C-220/88, Dumez France og Tracoba, Sml. I, s. 49, praemis 18). Heraf foelger, at bestemmelsen i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, ikke kunne fortolkes saaledes, at den tillaegger retterne i hver kontraherende stat, paa hvis omraade arbejdstageren udfoerer en del af sit arbejde, en konkurrerende kompetence.

19 Denne praksis findes imidlertid ogsaa at vaere af betydning for fortolkningen af konventionens artikel 5, nr. 1, som aendret ved San Sebastian-konventionen, der finder anvendelse i hovedsagen.

20 Som Domstolen har udtalt i dom af 29. juni 1994 (sag C-288/92, Custom Made Commercial, Sml. I, s. 2913, praemis 25), var den specielle kompetenceregel for arbejdskontrakter, som ved San Sebastian-konventionen blev indfoejet i Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, allerede anerkendt i kraft af den fortolkning, Domstolen havde anlagt i sin praksis. I denne sammenhaeng fremgaar det af den rapport om San Sebastian-konventionen, der blev udarbejdet af de Almeida Cruz, Desantes Real og Jenard (EFT 1990 C 189, s. 35, jf. s. 44 og 45), at man med den nye affattelse af konventionens artikel 5, nr. 1, ikke alene ville tage hensyn til ordlyden af artikel 5, nr. 1, i Lugano-konventionen af 16. september 1988 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT L 319, s. 9), som paa sin side er inspireret af den fortolkning, Domstolen har anlagt i Ivenel- og Shenavai-dommene, men at man ogsaa fandt det noedvendigt at sikre arbejdstageren en passende beskyttelse i overensstemmelse med Domstolens udtalelser i Six Constructions-sagen.

21 Under disse omstaendigheder er der ved den aendring af affattelsen af artikel 5, nr. 1, som er sket ved San Sebastian-konventionen, ikke alene ikke grebet ind i berettigelsen af og formaalet med Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1, men tillige har formaalet med den nye affattelse af bestemmelsen som foelge af San Sebastian-konventionens ikrafttraeden netop vaeret at befaeste den fortolkning, Domstolen havde anlagt af artiklen for saa vidt angaar arbejdskontrakter.

22 Heraf foelger med henblik paa fortolkningen af udtrykket det »sted ... hvor arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde« i konventionens artikel 5, nr. 1, som aendret ved San Sebastian-konventionen, at der under omstaendigheder, hvor arbejdstageren, som i det konkrete tilfaelde i hovedsagen, udfoerer sin virksomhed i mere end én kontraherende stat, skal laegges vaegt paa Domstolens hidtidige praksis ved fastlaeggelsen af det sted, sagen har den vaesentligste tilknytning til, samtidig med at der tages behoerigt hensyn til oensket om at sikre arbejdstageren, som den svageste part i kontrakten, en passende beskyttelse.

23 Naar der er tale om en arbejdskontrakt, som opfyldes paa flere kontraherende staters omraade, skal konventionens artikel 5, nr. 1, som aendret ved San Sebastian-konventionen, imidlertid - i betragtning af de tvingende hensyn, der er naevnt i foregaaende praemis - forstaas saaledes, at bestemmelsen tager sigte paa det sted, hvor arbejdstageren har etableret det faktiske midtpunkt for sin erhvervsudoevelse, og hvor eller hvorfra han faktisk i det vaesentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren.

24 Dels er det saaledes paa dette sted, arbejdstageren med de mindste omkostninger kan anlaegge retssag mod sin arbejdsgiver eller varetage sine interesser som sagsoegt, dels er retten paa dette sted bedst placeret og dermed bedst i stand til at afgoere tvisten vedroerende arbejdskontrakten.

25 Med henblik paa den konkrete fastlaeggelse af dette sted - som skal foretages af den nationale ret ud fra de faktiske omstaendigheder i den konkrete sag for retten - skal der tages hensyn til den omstaendighed, der er oplyst at foreligge i hovedsagen, at arbejdstageren har udoevet naesten to tredjedele af sin erhvervsmaessige virksomhed i en kontraherende stat - mens den resterende del af arbejdsydelsen er udfoert i flere forskellige lande - og at arbejdstageren i den paagaeldende kontraherende stat har et kontor, hvorfra han har tilrettelagt sit arbejde for arbejdsgiveren, og hvortil han er vendt tilbage efter hver forretningsrejse i udlandet.

26 I en situation som den, der foreligger i hovedsagen, er det saaledes paa dette sted, arbejdstageren har etableret det faktiske midtpunkt for sin virksomhed i henhold til arbejdskontrakten med arbejdsgiveren. Dette sted maa derfor med henblik paa anvendelsen af konventionens artikel 5, nr. 1, som aendret ved San Sebastian-konventionen, antages at udgoere det sted, hvor arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde.

27 Herefter skal spoergsmaalene besvares med, at konventionens artikel 5, nr. 1, som aendret ved San Sebastian-konventionen, skal fortolkes saaledes, at det sted, hvor arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde, for det tilfaelde at arbejdstageren til opfyldelse af en arbejdskontrakt udfoerer sit arbejde i mere end én kontraherende stat, i bestemmelsens forstand er det sted, hvor arbejdstageren har etableret det faktiske midtpunkt for sin erhvervsudoevelse. Med henblik paa den konkrete fastlaeggelse af dette sted skal der tages hensyn til den omstaendighed, at arbejdstageren har stoerstedelen af sin arbejdstid i en af de kontraherende stater, hvor han har et kontor, hvorfra han tilrettelaegger sin virksomhed for arbejdsgiveren, og hvortil han vender tilbage efter hver forretningsrejse i udlandet.

Sagens omkostninger

28 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Nederlandenes Hoge Raad ved dom af 1. december 1995, for ret:

Artikel 5, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 26. maj 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltraedelse, skal fortolkes saaledes, at det sted, hvor arbejdstageren saedvanligvis udfoerer sit arbejde, for det tilfaelde at arbejdstageren til opfyldelse af en arbejdskontrakt udfoerer sit arbejde i mere end én kontraherende stat, i bestemmelsens forstand er det sted, hvor arbejdstageren har etableret det faktiske midtpunkt for sin erhvervsudoevelse. Med henblik paa den konkrete fastlaeggelse af dette sted skal der tages hensyn til den omstaendighed, at arbejdstageren har stoerstedelen af sin arbejdstid i en af de kontraherende stater, hvor han har et kontor, hvorfra han tilrettelaegger sin virksomhed for arbejdsgiveren, og hvortil han vender tilbage efter hver forretningsrejse i udlandet.