61994J0275

++++

Konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser ° anerkendelse og fuldbyrdelse ° fremgangsmaade ° begaering om fuldbyrdelsespaategning ° dokumenter, som skal fremlaegges ° forkyndelsen af den retsafgoerelse, der soeges fuldbyrdet ° fremlaeggelse efter indgivelsen af begaeringen ° tilladelighed ° betingelser

(Bruxelles-konventionen af 27.9.1968, art. 47, nr. 1)

Artikel 47, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse, skal fortolkes saaledes, at beviset for, at den i domsstaten trufne retsafgoerelse er forkyndt, i tilfaelde hvor de nationale processuelle regler i den stat, begaeringen rettes til, giver adgang hertil, kan foeres efter fremsaettelsen af begaeringen, herunder ogsaa under en appel- eller genoptagelsessag, som senere er ivaerksat af den part, mod hvem fuldbyrdelse begaeres, dog saaledes at denne skal raade over en rimelig frist til frivilligt at opfylde retsafgoerelsen, og saaledes, at den part, der begaerer fuldbyrdelse, skal baere omkostningerne ved enhver unoedvendig procedure.

I sag C-275/94,

angaaende en anmodning, som Belgiens Hof van Cassatie i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Roger Van der Linden

mod

Berufsgenossenschaft der Feinmechanik und Elektrotechnik,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 47, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og ° den aendrede tekst ° s. 77),

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, D.A.O. Edward, og dommerne J.-P. Puissochet, J.C. Moitinho de Almeida (refererende dommer), C. Gulmann og P. Jann,

generaladvokat: N. Fennelly

justitssekretaer: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

° R. Van der Linden ved advokat H. Geinger, Bruxelles

° Berufsgenossenschaft der Feinmechanik und Elektrotechnik ved advokat F. Fazzi-De Clercq, Gent

° den tyske regering ved Ministerialdirigent B. Lohr, Forbundsjustitsministeriet, som befuldmaegtiget

° den oestrigske regering ved ambassadoer F. Cede, Forbundsudenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved P. van Nuffel, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 30. januar 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved dom af 30. september 1994, indgaaet til Domstolen den 11. oktober 1994, har Belgiens Hof van Cassatie i medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 47, nr. 1, i konventionen (EFT 1978 L 304, s. 17), som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse (EFT L 304, s. 1, og ° den aendrede tekst ° s. 77, herefter "konventionen").

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem en belgisk statsborger, R. Van der Linden, som paa davaerende tidspunkt var automobilforhandler i Blankenberge, Belgien, og Berufsgenossenschaft der Feinmechanik und Elektrotechnik, som er et tysk forsikringsselskab (herefter "forsikringsselskabet"). Sagen angaar fuldbyrdelse i Belgien af to udeblivelsesdomme, som blev afsagt af Landgericht Bonn, henholdsvis den 25. maj og den 1. september 1976. Ved dommene blev R. Van der Linden tilpligtet at betale forsikringsselskabet dels et beloeb paa 45 428,25 DM med rente 4% p.a. fra den 12. marts 1976, dels et beloeb paa 2 190,75 DM med rente 4% p.a. fra den 20. august 1976.

3 Det foerste af de to beloeb udgjorde udgifter til laegebehandling mv. i forbindelse med personskade, som en af forsikringsselskabet forsikret person, Rudolf Lempges, havde paadraget sig ved et faerdselsuheld i Tyskland den 5. februar 1973. Ved uheldet var der sket et sammenstoed mellem skadelidtes bil og en bil, som tilhoerte R. Van der Linden, men blev foert af en anden. Det andet af de to beloeb udgjorde sagsomkostninger.

4 Den 2. februar 1982 blev retsafgoerelserne paa forsikringsselskabets begaering forsynet med fuldbyrdelsespaategning i Belgien ved afgoerelse truffet af Rechtbank van eerste aanleg, Bruegge (herefter "Rechtbank").

5 R. Van der Linden rejste tredjemandsindsigelse mod afgoerelsen, idet han bl.a. gjorde gaeldende, at Rechtbank havde taget begaeringen om fuldbyrdelsespaategning til foelge i strid med kravene i konventionens artikel 47, nr. 1, da der ikke var fremlagt noget dokument, hvoraf det fremgik, at udeblivelsesdommene var blevet forkyndt, eller at de var eksigible.

6 Ved dom af 30. juni 1993 antog Rechtbank tredjemandsindsigelsen til realitetsbehandling, men gav ikke medhold i de fremsatte krav. Rechtbank fandt, at R. Van der Linden efter alt at doemme med rette havde paaberaabt sig, at det ikke ved fremsaettelsen af begaeringen om fuldbyrdelsespaategning var godtgjort, at udeblivelsesdommene af 25. maj og 1. september 1976 var blevet forkyndt, men at forsikringsselskabet den 6. januar 1987 ° dvs. under behandlingen af tredjemandsindsigelsen ° havde foretaget en fornyet forkyndelse efter national belgisk ret. Hermed var kravene i konventionens artikel 47, nr. 1, efter Rechtbank' s opfattelse opfyldt, og afgoerelsen om at meddele fuldbyrdelsespaategning maatte derfor staa ved magt, selv om den var truffet, uden at alle de noedvendige dokumenter var fremlagt.

7 R. Van der Linden indbragte denne afgoerelse for Hof van Cassatie, idet han gjorde gaeldende, at Rechtbank ikke havde hjemmel til at beslutte, at forsikringsselskabet havde adgang til at afhjaelpe proceduremanglen ved hjaelp af en forkyndelse, som fandt sted under behandlingen af tredjemandsindsigelsen. Han anfoerte, at det fremgaar af konventionens artikel 46, nr. 1, og artikel 47, nr. 1, at dels en genpart af retsafgoerelsen, dels et forkyndelsesdokumentet skal fremlaegges samtidig med fremsaettelsen af begaeringen om fuldbyrdelsespaategning paa afgoerelsen, og at forkyndelse skal vaere sket forud for, at begaering om fuldbyrdelsespaategning fremsaettes.

8 Hof van Cassatie besluttede at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Skal artikel 47, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 mellem Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskabs medlemsstater om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, fortolkes saaledes, at den ret, som begaeringen fremsaettes over for, kun kan bestemme, at en i et andet land truffet retsafgoerelse kan fuldbyrdes, saafremt ogsaa det i artikel 47, nr. 1, naevnte dokument, og navnlig beviset for forkyndelsen, fremlaegges enten sammen med begaeringen eller foer afgoerelsen om begaeringen traeffes?

2) For saa vidt det foerste spoergsmaal besvares benaegtende, skal artiklen da fortolkes saaledes, at forpligtelsen til at fremlaegge dokumentet, uanset bestemmelserne i national ret, ikke er opfyldt, saafremt retsafgoerelsen foerst forkyndes, efter at begaeringen er fremsat, og det dokument, hvoraf forkyndelsen fremgaar, foerst er udarbejdet og fremlagt, efter at den ret, begaeringen er fremsat over for, har truffet afgoerelse om begaeringen, og den part, mod hvem fuldbyrdelse begaeres, har fremsat begaering om genoptagelse?"

9 Med spoergsmaalene oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, om konventionens artikel 47, nr. 1, skal fortolkes saaledes, at beviset for, at den retsafgoerelse, der begaeres fuldbyrdet, er forkyndt, kan foeres efter fremsaettelsen af begaeringen, saerlig under en appel- eller genoptagelsessag, som senere er ivaerksat af den part, mod hvem begaeringen er rettet.

10 I henhold til konventionens artikel 33, stk. 3, skal "de dokumenter, som er naevnt i artikel 46 og 47 ... vedlaegges begaeringen", og i artikel 47, nr. 1, bestemmes det, at "den part, der begaerer fuldbyrdelsen ... endvidere [skal] fremlaegge:

1. et dokument, hvoraf det fremgaar, at retsafgoerelsen efter domsstatens lovgivning er eksigibel og er forkyndt ...".

11 Endvidere bestemmes det i konventionens artikel 48, at "saafremt de i artikel 46, nr. 2, og artikel 47, nr. 2, naevnte dokumenter ikke fremlaegges, kan retten fastsaette en frist for deres tilvejebringelse eller anerkende tilsvarende dokumenter eller, saafremt den anser sagen for tilstraekkeligt oplyst, fritage for kravet om en saadan fremlaeggelse".

12 R. Van der Linden og den oestrigske regering har anfoert, at det klart fremgaar af disse bestemmelser, at beviset for, at retsafgoerelsen er forkyndt, skal foeres senest paa det tidspunkt, hvor begaeringen fremsaettes. R. Van der Linden har gjort gaeldende, at denne fortolkning stoettes af bestemmelsen i artikel 48, idet der dér ikke gives adgang til at fastsaette en frist, at anerkende tilsvarende dokumenter eller at fritage den, der fremsaetter begaeringen, for at fremlaegge de i artikel 47, nr. 1, naevnte dokumenter, mens der udtrykkeligt gives mulighed herfor, for saa vidt angaar de dokumenter, der er naevnt i artikel 46, nr. 2, og artikel 47, nr. 2.

13 Denne argumentation kan ikke tiltraedes.

14 Ganske vist bestemmes det i artikel 33, stk. 3, at de dokumenter, som er naevnt i artikel 46 og 47, skal vedlaegges begaeringen, men dette kan ikke medfoere, at de nationale processuelle regler, som der i artikel 33, stk. 1, henvises til med hensyn til fremgangsmaaden ved fremsaettelse af begaeringen, herunder med hensyn til frister og formkrav, ikke kan give adgang til en afhjaelpning under proceduren ved fremlaeggelse af bevis for forkyndelsen paa et senere stadium end fremsaettelsen af begaeringen, naar det formaal, der forfoelges med konventionens artikel 33, stk. 3, og artikel 47, nr. 1, tilgodeses.

15 I denne henseende udtales det i den sagkyndige rapport om konventionen (EFT 1979 C 59, s. 55), at forkyndelsen skal tjene til at goere modparten bekendt med den mod ham afsagte dom og at give ham mulighed for frivilligt at efterkomme den, inden der kan indgives begaering om tilladelse til fuldbyrdelse.

16 Nationale processuelle regler, hvorefter den ret, over for hvilken begaeringen er fremsat, kan tage en godtgoerelse af, at retsafgoerelsen er forkyndt, i betragtning under den ikke-kontradiktoriske procedure, er ikke uforenelige med dette formaal. Det maa dog kraeves, at den part, mod hvem fuldbyrdelse begaeres ° som ikke er repraesenteret paa dette stadium af proceduren ° skal raade over en rimelig frist til frivilligt at opfylde retsafgoerelsen, og at den part, der begaerer fuldbyrdelse, skal baere omkostningerne ved enhver unoedvendig procedure.

17 I modsaetning til, hvad R. Van der Linden har gjort gaeldende, kan konventionens artikel 48 ikke foere til noget andet resultat. Selv om artikel 48, hvorefter retten kan fastsaette en frist for fremlaeggelse af visse dokumenter, ikke angaar det i artikel 47, nr. 1, omhandlede bevis for forkyndelsen, giver bestemmelsen ogsaa retten adgang til at anerkende tilsvarende dokumenter. Adgangen hertil kan dog ikke antages at gaelde beviset for forkyndelsen af den retsafgoerelse, der begaeres fuldbyrdet. Artikel 48 er saaledes, som generaladvokaten har anfoert i punkt 18 i sit forslag til afgoerelse, alene en specialbestemmelse, hvis raekkevidde er begraenset til de forhold, bestemmelsen regulerer, og den kan ikke foere til andre begraensninger i det almindelige princip om, at det normalt er de nationale processuelle regler, der gaelder, dog med forbehold af, at disse regler er i overensstemmelse med de vaesentlige krav, der opstilles i konventionen.

18 Det boer tilfoejes, at samme raesonnement gaelder med hensyn til adgangen til at berigtige begaeringen ved at fremlaegge bevis for forkyndelsen under en appel- eller genoptagelsessag, som den part, mod hvem fuldbyrdelse begaeres, senere har ivaerksat. I denne forbindelse maa det fremhaeves, at eksekvaturproceduren paa dette stadium er kontradiktorisk, hvilket udgoer en yderligere garanti for den part, mod hvem fuldbyrdelse begaeres.

19 Svaret til den forelaeggende ret maa herefter vaere, at konventionens artikel 47, nr. 1, skal fortolkes saaledes, at beviset for, at retsafgoerelsen er forkyndt, i tilfaelde hvor de nationale processuelle regler giver adgang hertil, kan foeres efter fremsaettelsen af begaeringen, herunder ogsaa under en appel- eller genoptagelsessag, som senere er ivaerksat af den part, mod hvem fuldbyrdelse begaeres, dog saaledes at denne skal raade over en rimelig frist til frivilligt at opfylde retsafgoerelsen, og saaledes, at den part, der begaerer fuldbyrdelse, skal baere omkostningerne ved enhver unoedvendig procedure.

Sagens omkostninger

20 De udgifter, der er afholdt af den tyske og den oestrigske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Belgiens Hof van Cassatie ved dom af 30. september 1994, for ret:

Artikel 47, nr. 1, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som aendret ved konventionen af 9. oktober 1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltraedelse, skal fortolkes saaledes, at beviset for, at retsafgoerelsen er forkyndt, i tilfaelde hvor de nationale processuelle regler giver adgang hertil, kan foeres efter fremsaettelsen af begaeringen, herunder ogsaa under en appel- eller genoptagelsessag, som senere er ivaerksat af den part, mod hvem fuldbyrdelse begaeres, dog saaledes at denne skal raade over en rimelig frist til frivilligt at opfylde retsafgoerelsen, og saaledes, at den part, der begaerer fuldbyrdelse, skal baere omkostningerne ved enhver unoedvendig procedure.