23.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 242/43

1.1.

EØSU tager vel imod Kommissionens meddelelse om den sjette rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed, men vil dog ikke undlade at udtrykke en række forbehold og betænkeligheder vedrørende et så vigtigt emne.

1.2.

Samhørighedspolitikken bør vedblive med at forfølge det mål — hvoraf den udspringer og som er nedfældet i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — om fremme af social, økonomisk og territorial samhørighed gennem samarbejde og solidaritet til gavn for en harmonisk udvikling, der kan skabe velstående samfund. Fokuseringen på Europa 2020-strategien er vigtig, men utilstrækkelig i lyset af de aktuelle udfordringer.

1.3.

Rapporten gør status over EU's bestræbelser på at gøre Europa bedre, men den peger også på vanskelighederne ved at gøre det. Krisen har øget de økonomiske og sociale forskelle og dermed forværret skævhederne mellem (og i) medlemsstaterne og koncentreret vækst og udvikling. De fremskridt hen imod konvergens, der var opnået, blev ikke alene afbrudt af krisen, men i nogle tilfælde blev situationen også forværret, og økonomisk afmatning er nu en realitet i næsten hele euroområdet.

1.4.

I krisetider som disse er de fleste medlemsstater og i særdeleshed eurolandene ikke i stand til at sætte skub i investeringerne, hvorved forskellene mellem randregioner og centrale regioner forstærkes (såvel mellem EU-landene som i de enkelte lande). Dette har skadelige følger såsom migrationer og centralisering af investeringerne i de mere udviklede områder, hvilket henviser de øvrige områder til tilbagegang og affolkning.

1.5.

De sparepolitikker, der er blevet ført, har generelt ikke haft den forventede virkning. Budgettet skal helst balancere, men ikke for enhver pris, da det ellers vil give bagslag og ødelægge samhørighedspolitikkens resultater.

1.6.

Samhørighedspolitikken, som i mange tilfælde er den vigtigste kilde til investeringer, skal være mere ambitiøs eller endog grundigt revideres, så længe der ikke er tegn på noget opsving i vækst og beskæftigelse. Ud fra de hidtidige resultater kan det konkluderes, at samhørighedsmidlerne er klart utilstrækkelige til at løse de virkelige problemer. Der bør derfor findes alternative former for finansiering af konvergensbestræbelserne, således at samhørighedspolitikken kan bringes ind i en ny fase, som ikke kun er baseret på europæisk solidaritet, idet solidaritet er et meget ømtåleligt emne i disse tider. Den europæiske indsats for at udvise solidaritet er stor, men de midler, der mobiliseres hertil, kan ikke dække de reelle behov for konvergens, når det tages i betragtning, hvor stort behovet er i de økonomisk og socialt mest tilbagestående regioner.

1.7.

I en global økonomi bliver de forskellige regioner påvirket i forskellig grad af globaliseringen. Regionerne reagerer forskelligt på investeringer, og det bør undersøges, hvorfor nogle regioner konvergerer, mens andre ikke er i stand til det. Det er af vital betydning, at der via samhørighedspolitikken bliver indført nye forvaltningsformer, som kan sætte regionerne i stand til at tackle de udfordringer, de møder. Staten bør bidrage til at udnytte regionernes særlige karakteristika, følge principperne for intelligent lovgivning, garantere økonomisk dynamik og støtte især SMV'ernes udvikling samt styrke innovationsevnen til gavn for velfærd, livskvalitet, social samhørighed og miljømæssig bæredygtighed.

1.8.

Samhørighedspolitikken bør vedblive med at forfølge målet om fremme af økonomisk vækst og konkurrenceevne uden at forglemme de sociale mål om en intelligent og inklusiv vækst. EØSU støtter den sjette samhørighedsrapports motto om »investering i job og vækst«.

2.1.

Samhørighedspolitikken skal kanalisere og investere sine midler med det overordnede mål at fremme en veritabel investeringsplan for job og vækst. Sammen med den vedtagne Juncker-plan skal den først og fremmest finansiere grænseoverskridende europæiske infrastrukturprojekter (som for eksempel diverse transportnet og bredbånd) samt yde direkte finansiel støtte til virksomheder (især SMV'er) i sektorer, som er vitale for den lokale udvikling og den sociale økonomi.

2.2.

Med den nyligt vedtagne Juncker-plan oprettes en ny Europæisk Fond for Strategiske Investeringer, som finansieres med eksisterende EU-midler og EIB. Det meget ambitiøse mål går ud på at få størst muligt udbytte af investeringsmidlerne, private og offentlige, ved at udvælge projekter, som hurtigt kan gennemføres. Planen bygger på den antagelse, at der er en enorm udækket efterspørgsel efter denne type investeringer. Kun tiden kan vise, om planen lykkes.

2.3.

Med tanke på bredere målsætninger kunne man forestille sig, at samhørighedspolitikken ved siden af de disponible midler også kunne anvende egne finansieringsformer f.eks. gennem inddragelse af Den Europæiske Investeringsbank (EIB) eller euroobligationer, som dog ikke må gå ud over de finanspolitiske konsolideringsbestræbelser eller opfyldelsen af målene i stabilitets- og vækstpagten.

2.4.

For at opnå en multiplikatoreffekt af investeringerne bør en betydelig del af de strukturfondsmidler, der er blevet til overs fra den foregående periode (2007-2013), såvel som midler fra den nye periode overføres til EIB for at muliggøre en rekapitalisering, som kan tiltrække markedets disponible risikovillige kapital og dermed forstærke samhørighedspolitikkens resultater (1).

2.5.

Samhørighedspolitikken skal koordineres ordentligt med EU's øvrige initiativer, især med udviklingen af Den Økonomiske og Monetære Union, hvis alle elleve opstillede mål skal kunne nås og »investering i job og vækst« blive en realitet.

2.6.

Samhørighedspolitikken må ikke stille sig i vejen for målene om finanspolitisk konsolidering. De mest forarmede lande har i dag ikke midler til at foretage offentlige investeringer, og derfor er de ikke attraktive for private investorer. Additionalitetsprincippet må anvendes med forsigtighed og tilpasses i de medlemsstater, som kæmper med at overholde det, idet manglende overholdelse af dette princip indvirker negativt på tildelingen af midler, som i nogle tilfælde kan være den eneste finansieringskilde. EØSU går ind for anvendelsen af de gyldne regler, således at medfinansieringen fra strukturfondene i de regioner eller stater, som er hårdest ramt af den økonomiske afmatning, foreløbigt holdes uden for finanspagten (og/eller stabilitetspagten) (2).

2.7.

Overvågning af resultaterne er afgørende. EØSU er som nævnt ved andre lejligheder overbevist om, at overvågningen af de foreløbige og endelige resultater bør foretages af dynamiske arbejdsgrupper, som kan fremlægge deres resultater på et årligt europæisk topmøde (3), som kan sætte gang i debatten og vedtagelsen af eventuelle korrigerende foranstaltninger.

2.8.

Samhørighedspolitikken skal gennemføres med en stærk inddragelse af arbejdsmarkedets parter. Modellen for forvaltning af samhørighedspolitikkens programmer bør omfatte muligheden for globaltilskud til det organiserede civilsamfund, så der kan ydes støtte tæt på befolkningerne og i direkte forbindelse med løsningen af specifikke problemer. EØSU har foreslået dette mål flere gange, men desværre uden nogen opfølgning fra EU's side.

2.9.

For at gøre det muligt for arbejdsmarkedets parter at overvåge programgennemførelsen må der indføres egentlige overvågningsmekanismer, for at disse — som det ofte er tilfældet — ikke blot skal være tilskuere, men reelt kan deltage. Bidraget fra det organiserede civilsamfunds repræsentanter er af vital betydning ikke kun ved udformningen af de operationelle programmer, men også ved overvågningen og evalueringen af resultaterne. Inddragelsen af arbejdsmarkedets parter sætter gang i debatten om de vanskeligheder, der har været, og åbner op for forslag til forbedring og forenkling, som kan styrke adgangen til EU-finansiering og effektiviteten i anvendelsen af midlerne.

2.10.

Forenkling og harmonisering af de regler, som programmerne er underlagt, og standardisering af procedurer og formularer er afgørende for at opnå bedre resultater. Kommissionen kan forenkle visse procedurer, men det er op til medlemsstaterne at tage de største skridt, idet EU's forordninger giver muligheder, men ikke forpligtelser. Medlemsstaterne bør støttes i og tilskyndes til at ændre procedurerne radikalt og ikke tilføje unødige detailkrav. Disse bestræbelser kan overvåges af Kommissionen, og i den forbindelse kan man vælge at føre streng kontrol med resultaterne og samtidigt slække på den rent administrative kontrol i alle tilfælde, hvor det er muligt. Forenklingen kan gennemføres med en ekstraordinær foranstaltning fra Rådets side (en ny forordning) (4).

2.11.

Et princip om investeringstilladelse og evaluering af udgifternes støtteberettigelse med mulighed for godtgørelse for forenklede udgifter (standardsatsprincippet) kan anvendes i forskellige situationer som for eksempel i forbindelse med udgifter til almindelig drift, hvor udgiftens støtteberettigelse afhænger af resultatet og ikke af regnskabsbilag på grundlag af en fordelingsnøgle. Medlemsstaterne bør opfordres til at anvende dette princip i alle tilfælde, hvor det er muligt, og således forenkle procedurerne.

2.12.

Forenklingen af de administrative procedurer, som ikke bidrager til resultaterne, må ledsages af uddannelsestilbud til iværksættere, især SMV'er, deres ansatte og offentligt ansatte. Uddannelse er et grundlæggende instrument for forståelse af finansieringsmekanismerne og korrekt anvendelse af de disponible midler. Navnlig anses uddannelsen af de offentligt ansatte for at være afgørende for opnåelsen af det tematiske mål om bedre offentlig forvaltning.

2.13.

De besparelser, der opnås med afbureaukratiseringen, kan bruges til at nedsætte en gruppe under Kommissionen med det mål at støtte og hjælpe medlemsstater og regioner med at udforme og gennemføre samhørighedspolitiske projekter. En sådan støttegruppe for lande og regioner kunne i sidste instans og i tilfælde af manglende overholdelse træde i stedet for de nationale organer til forvaltning af EU-midlerne i forbindelse med såvel planlægningen som gennemførelsen af planerne og overholdelsen af tidsplanerne.

2.14.

Samhørighedspolitikkens målsætninger kan ikke måles alene med kvantitative indikatorer. Fremme af social, økonomisk og territorial samhørighed, som er det centrale i samhørighedspolitikken, omfatter mål, der bør kunne måles med kvalitative indikatorer. Disse bør udarbejdes, for at man kan måle udviklingen og ikke kun væksten. For eksempel er det ikke nok at opgøre antallet af arbejdsløse, som er kommet under uddannelse og i arbejde. Man bør også måle den effekt, som uddannelsen har haft mht. en forbedring af levevilkårene.

2.15.

Indførelsen af en række forhåndsbetingelser, som skal være opfyldt, før midlerne udbetales, må ikke tjene til at udelukke visse meget forgældede regioner, som på grund af omstændighederne ikke har mulighed for at investere eller tiltrække investeringer for at skabe disse betingelser. Forhåndsbetingelserne skal anvendes med forsigtighed eller endog sættes ud af kraft i en vis periode, når der er risiko for krise og deflation, da man ellers kan forværre den sårbare situation for nogle regioner, som ikke har den fjerneste mulighed for at opnå vækstskabende finansieringer, hvilket yderligere forværrer deres problemer.

2.16.

Den makroøkonomiske konditionalitet bør ikke anvendes, da den straffer regionerne og deres befolkninger gennem forkerte makroøkonomiske beslutninger, som træffes på nationalt og EU-plan (5).

3.1.

Allerede den femte rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed tog spørgsmålet om revision af samhørighedspolitikken op, og EØSU støttede den generelle tilgang.

3.2.

Samhørighedspolitikken fremstilles som den vigtigste vækstmotor. Man må dog ikke glemme, at den kun vil kunne fungere som en sådan, hvis den indgår i en fælles indsats sammen med de øvrige EU-politikker. Det er vigtigt, at samhørighedspolitikken er fokuseret mod Europa 2020-strategiens målsætninger, men det er ikke tilstrækkeligt. Det er også nødvendigt at fastlægge fælles gennemførelsesstrategier, som også gælder for de øvrige fælles økonomiske, sociale og regionale politikker og instrumenter.

3.3.

Især bør man være påpasselig med gennemførelsen af samhørighedspolitikken i de lande, som er hårdest ramt af krisen, og som gør en stor indsats for at gennemføre en finanspolitisk konsolidering, hvilket går ud over de offentlige investeringer. Balancen mellem anvendelsen af additionalitetsprincippet og nødvendigheden af en finanspolitisk konsolidering er hårfin, og man kan risikere, at manglen på sammenhæng mellem målsætningerne og måden, hvorpå de gennemføres, svækker den finanspolitiske konsolidering og/eller ophæver de mulige virkninger af samhørighedspolitikken.

3.4.

Samhørighedspolitikkens betydning for udviklingen af de dårligst stillede regioner er anerkendt, men i nogle af disse regioner kunne væksten have været kraftigere, hvis de havde haft bedre udviklingsbetingelser. Indførelsen af målet om god forvaltningspraksis, som skal skabe bedre vilkår for udviklingen i tråd med OECD's retningslinjer, er en god tilgang, som fortjener EØSU's støtte.

4.1.

Der er lang vej tilbage, før Europa igen når op på de niveauer for udvikling, beskæftigelse og velfærd, som fandtes før krisen. Målet om en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, som er Europa 2020-strategiens overordnede målsætning, bliver nu støttet gennem tilpasningen af samhørighedspolitikken.

4.2.

Den sjette samhørighedsrapport indeholder ingen evaluering af samhørighedspolitikkens effekt i perioden 2007-2013, idet den efterfølgende evaluering først vil blive påbegyndt i 2015. Ud fra de fremlagte data kan det dog fastslås, at indvirkningen af krisen har været omfattende, og at samhørighedspolitikken ikke har været i stand til at modvirke dens følger, idet skævhederne stadig findes og endog er blevet større i nogle tilfælde.

4.3.

Det er som påpeget i meddelelsen afgørende at have veldefinerede strategier for hvert investeringsområde, som tager hensyn til den enkelte regions særtræk. Som nævnt i meddelelsen er det »projekterne, der bør følge strategierne og ikke omvendt«. Ikke desto mindre er det ikke tilstrækkeligt at opstille strategier. Der må skabes passende lovgivningsmæssige rammer, som udmærker sig ved at være præcise, men som ikke strander i unødige bureaukratiske procedurer, der tager modet fra folk. At kunne operere i et gunstigt miljø er af grundlæggende betydning, også ifølge meddelelsen. Kommissionen er nødt til at være håndfast over for de stater, som ikke overholder forpligtelserne, så midlerne ikke ødsles bort, hvilket ikke vil blive accepteret af de medlemsstater, som er nettobidragydere.

4.4.

Der anlægges en ny tilgang i samhørighedspolitikken, som går ud på at støtte et begrænset antal prioriterer, idet der ikke er nok ressourcer til at dække alle behovene i de mindre udviklede regioner. Selvom der på den ene side er fordele ved at koncentrere ressourcerne om projekter med stor indvirkning og varige resultater i økonomisk og social henseende gennem løsning af specifikke problemer, kan denne form for tilgang også i nogle tilfælde virke mod hensigten. I lande med uensartede udviklingsniveauer og mangel på private investeringer vil en overdreven koncentration af ressourcerne betyde, at områder og sektorer — som ellers ville kunne have nydt godt af samhørighedsmidlerne, så de havde kunnet konvergere og bidrage positivt til en integreret udvikling — bliver holdt uden for væksten og udviklingen.

4.5.

Der fremlægges forskellige tal for virkningerne af samhørighedspolitikken, men det er stadig en kendsgerning, at de reelle virkninger af investeringerne fortsat er vanskelige at kvantificere, hvilket viser, at de valgte indikatorer ikke er udvalgt på den mest hensigtsmæssige måde. Der synes at være en udvikling i gang i retning af en definition af klare og målelige mål og resultater, hvilket fortjener EØSU's støtte. De prioriteter, indikatorer og mål, som fastlægges i partnerskabsaftalerne, bliver ikke underkastet en løbende overvågning, som kunne gøre det muligt at foretage eventuelle justeringer med det mål at give medlemsstaterne et reelt ansvar for resultaterne og for en pålidelig overvågning af foranstaltningerne.

4.6.

De indikatorer, der udvælges, bør dog ikke kun være af kvantitativ art. Den kvantitative dimension er ganske vist ideel til at måle vækst, men udvikling kan ikke måles uden indikatorer af kvalitativ art, som ikke må forglemmes.

4.7.

Byerne betegnes som vækstmotorer. De vil få tildelt næsten halvdelen af EFRU-midlerne. Investeringerne i byerne og i deres potentielt afsmittende effekt fortjener EØSU's tilslutning, men med forbehold. EØSU henleder opmærksomheden på, at sådanne investeringer bør foretages med forsigtighed, da man ellers kan give næring til uhensigtsmæssige centraliseringstendenser. Tilvandringen til byerne kan ganske rigtigt sætte skub i udviklingen, men det er også en kendsgerning, at overbefolkning kan føre til fattigdom og social udstødelse. Endvidere vil manglen på investeringer i mindre centrale regioner true befolkningernes livskvalitet og fremkalde en stigende afvandring i retning af de store byer, hvorved aktiviteter i tilknytning til landbrug, fiskeri og industri, som er vigtige sektorer for EU's udvikling, vil blive opgivet.

4.8.

Bedre inkludering af arbejdsmarkedets parter og organisationer i civilsamfundet betragtes som en af forudsætningerne for samhørighedspolitikken. Kommissionen offentliggjorde i januar 2014 den delegerede forordning om EU-adfærdskodeksen for partnerskaber inden for rammerne af de europæiske struktur- og investeringsfonde (6). Efter at have analyseret dette dokument kan det konkluderes, at det ikke indeholder store fornyelser i forhold til eksisterende praksis. Der opregnes grundlæggende principper for udvælgelsen og inddragelsen af parterne og forskellige former for god praksis, men der foreslås ingen bindende mekanismer for overvågning fra arbejdsmarkedets parters side. Sandheden er, at arbejdsmarkedets parter i mange medlemsstater stadig kun spiller en symbolsk rolle i beslutningerne — høringen foretages, men uden at tage hensyn til holdningen blandt dem, der bedst kender de faktiske forhold og problemerne. Trods disse vanskeligheder bekræfter EØSU sin støtte til gennemførelsen af EU-adfærdskodeksen.

4.9.

EØSU har tidligere udtalt, at det er overbevist om, at partnerskaber, hvor alle partnere og interessenter fra det organiserede civilsamfund inddrages i forberedelsen, gennemførelsen og den efterfølgende evaluering af programmer og projekter, bidrager til at øge deres kvalitet og til, at resultaterne bliver som ønsket (7).

4.10.

Der skal være mindre bureaukrati. Anbefalingerne fra de revisioner, der er foretaget, bør udnyttes, programmerne bør fokusere på kontrol af resultaterne og ikke i så høj grad på, hvordan de opnås, med sindrige administrative procedurer, som kræver gigantiske og dyre offentlige og private strukturer. Bureaukratiet er en reel hindring for mange iværksætteres deltagelse og for den offentlige administrations effektivitet. Forenkling og harmonisering af procedurer, regler og formularer er ikke kun en mulighed, men også et ønskværdigt mål.

5.1.

Selvom der er delte meninger om betydningen og effekten af god forvaltningspraksis for den økonomiske vækst, er der stadig flere, som mener, at god forvaltning og effektive offentlige institutioner er en nødvendig forudsætning for en stærk økonomisk udvikling. EØSU deler også denne opfattelse.

5.2.

Garanti for retssikkerhed og et uafhængigt, velfungerende og pålideligt retsvæsen betyder mindre spild af administrative ressourcer og skaber en følelse af stabilitet til gavn for investeringerne, som har direkte indvirkning på samhørighedspolitikken.

5.3.

Kravet om god forvaltningspraksis, som samhørighedspolitikken skal honorere i medfør af OECD-principperne om effektive offentlige investeringer, er en nødvendighed på alle planer og støttes af EØSU. Der må rettes op på den uensartede adgang til at gennemføre projekter og iværksætte nye forretningsaktiviteter i de forskellige medlemsstater, eftersom dårlig forvaltning ikke kun skader det nationale marked, men også det indre marked ved at skabe barrierer for aktører fra andre medlemsstater.

5.4.

I nogle medlemsstater er der behov for at forbedre den regionale koordinering eller ligefrem behov for en reel regional styring, som er det niveau mellem det nationale og det lokale forvaltningsniveau, hvorpå der kan udformes regionale strategier med en reel betydning for regionernes udvikling og konvergens. Skønt centraladministrationen ofte ikke er i stand til at tolke lokalområdernes behov og prioriteter, giver den i nogle tilfælde ikke passende beføjelser til de regionale myndigheder, som blot bliver resonansrum for den nationale politiske magt uden nogen som helst merværdi for regionen.

5.5.

Hvad angår kravet om god forvaltningspraksis må man ikke glemme, at en mere effektiv offentlig administration kun kan opnås inden for rammerne af de offentligt ansattes uddannelse, og at der sideløbende hermed skal være en politisk vilje til at foretage de nødvendige reguleringsmæssige ændringer.