9.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 133/16


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om kommercielle forbindelser mellem store detailhandelskæder og leverandører af fødevarer — aktuel status (initiativudtalelse)

2013/C 133/03

Ordfører: Igor ŠARMÍR

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 12. juli 2012 under henvisning til artikel 29 A i gennemførelsesbestemmelserne til forretningsordenen at afgive udtalelse om:

»Kommercielle forbindelser mellem store detailhandelskæder og leverandører af fødevarer – aktuel status«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 9. januar 2013.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 487. plenarforsamling den 13.-14. februar 2013, mødet den 13. februar 2013, følgende udtalelse med 79 stemmer for, 6 imod og 2 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

EØSU bemærker, at dagligvareforretningerne i alle landene udgør et oligopol. Ifølge statistikkerne over markedsandele kontrollerer en håndfuld detailhandlere alle steder hovedparten af markedet. EØSU mener, at denne oligopolstilling bringer de forretninger, som oligopolet omfatter, i en stærk forhandlingsposition over for leverandørerne, og at de dermed får mulighed for at pålægge leverandørerne handelsvilkår, der langt fra er afbalancerede.

1.2

EØSU bemærker, at de forretninger, som udgør et oligopol, kun konkurrerer indbyrdes i forhold til forbrugerne. De kæmper indbyrdes om at vinde forbrugernes gunst, men de konkurrerer stort set ikke i forhold til leverandørerne. Selv forretningernes indbyrdes konkurrence over for forbrugerne vedrører primært detailsalgsprisen. Der tages ikke i tilstrækkelig grad højde for de forskellige sociale og miljømæssige aspekter, der indgår i den overordnede kvalitet (1).

1.3

EØSU bemærker, at der er en stor mangel på gennemsigtighed med hensyn til de forskellige aktørers priser og avancer. På grund af de store detailhandelskæders leverandørrabatter afspejler deres indkøbspris over for en leverandør rent faktisk ikke den reelle indtægt, som er forbundet med vedkommendes produkt.

1.4

EØSU er overbevist om, at der ikke findes aftalefrihed i en situation, hvor en kontraherende part kan pålægge sine handelspartnere sine vilkår. EØSU mener, at den tydelige mangel på reel aftalefrihed kommer til udtryk i form af de store detailhandelskæders urimelige handelspraksis og konkurrenceforvridning over for fødevareleverandørerne. Denne handelspraksis er ikke blot skadelig for producenterne, men også for forbrugerne (især på lang sigt). Generelt skader det aktuelle omfang af fænomenet urimelig handelspraksis offentlighedens interesse og nærmere bestemt medlemsstaternes økonomiske interesse.

1.5

EØSU mener, at den særligt bekymrende urimelige handelspraksis kun finder sted mellem store detailhandelskæder og deres leverandører af fødevarer. Den anvendes hverken af levnedsmiddelindustrien til ulempe for landbrugerne eller af de store detailhandelskæder til ulempe for leverandørerne af andre varer end fødevarer.

1.6

EØSU bemærker, at landbrugernes og forarbejdningsindustriens forsøg på at etablere producentsammenslutninger i visse lande er blevet straffet af de nationale konkurrencemyndigheder, idet disse sammenslutningers betydning er blevet vurderet udelukkende med hensyn til den nationale produktion.

1.7

EØSU bemærker et markedssvigt, idet situationen fortsat forringes i et system uden tilstrækkelige regler.

1.8

EØSU mener, at selvregulering ikke er en hensigtsmæssig løsning på de konstaterede forvridninger. Det er ikke de »etiske kodekser«, som vil genskabe balancen mellem de berørte kommercielle forbindelser. Selve arten af de urimelige handelsmetoder kræver og berettiger, at de forbydes ved lov.

1.9

EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til at beskæftige sig med emnet oligopoler, undersøge deres reelle betydning og indflydelse, fastlægge i hvilket omfang deres effekt kan sammenlignes med monopolernes og efterfølgende ændre principperne om konkurrenceregulering på passende vis.

1.10

EØSU opfordrer også Kommissionen til at erkende den manglende aftalefrihed mellem de store detailhandelskæder og leverandørerne af fødevarer.

1.11

EØSU opfordrer Kommissionen til at foreslå løsninger til at gøre systemet mere gennemsigtigt. Den optimale løsning ville være at bringe de rabatter, som de store detailhandelskæder får af leverandørerne, frem i lyset, dvs. tvinge forretningerne til at lade prisen på de forskellige tjenester, de fakturerer leverandørerne, indgå i produktets endelige pris. Dette ville give mulighed for at se, hvad leverandørerne reelt modtager for deres produkter.

1.12

EØSU opfordrer Kommissionen til at give de nationale konkurrencemyndigheder klare instrukser, så de i vurderingen af producentsammenslutningernes forhandlingsposition kan tage højde for det relevante marked, dvs. alle de fødevarer i en bestemt kategori, der udbydes på den berørte medlemsstats marked, og ikke blot de varer, der produceres i det pågældende land.

1.13

EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til at opgive idéen om selvregulering og foreslå en bindende retsakt med henblik på at forbedre situationen i fødeforsyningsvarekæden ved at opfordre til fri konkurrence. Reguleringskonceptet bør ikke være baseret på beskyttelse af konkurrencen, men derimod give den medlemsstat, hvis økonomiske interesse er truet, mulighed for at optræde som sagsøger i forbindelse med administrative og retlige skridt.

1.14

Endelig mener EØSU, at der er brug for bedre lovgivning i form af et »samfundsmæssigt valg«, der rækker ud over et udelukkende kommercielt synspunkt med henblik på at stoppe tendensen til en konstant stigende koncentration af store detailhandelskæder samt fremme andre handelsformer som f.eks. mindre uafhængige detailhandlende, lokale markeder og direkte salg fra producent til forbruger. I den forbindelse opfordrer EØSU Kommissionen til særligt at rette opmærksomheden mod kortere distributionskanaler i de dokumenter vedrørende bekæmpelse af madspild, der er under udarbejdelse.

2.   Baggrund

2.1   Udvikling i opfattelsen af store detailhandelskæder

Emnet kommercielle forbindelser mellem de store detailhandelskæder og fødevareleverandørerne vækker stadig stigende interesse og endog bekymring. For ti år siden var der tale om et tabuemne, ikke blot for EU's myndigheder og institutioner, men også for de fleste journalister (2) trods det, at der i Frankrig blev truffet lovmæssige foranstaltninger i 1992, og at konkurrencenævnet i Det Forenede Kongerige i 1999 og 2000 foretog en undersøgelse af de store detailhandelskæders urimelige handelspraksis over for fødevareleverandørerne, der konkluderede, at supermarkederne misbrugte deres køberstyrke (begrebet dækker hovedsageligt købers evne til at opnå købsvilkår, som er mere gunstige end dem, der kan opnås på et marked med uindskrænket konkurrence (3)). De store detailhandelskæder blev generelt betragtet som et fænomen i offentlighedens interesse, der var fordelagtigt for alle, og deres udvikling blev endog betragtet som et tegn på landets økonomiske sundhed. Myndighederne og medierne fremhævede især de unægteligt positive aspekter ved de store detailhandelskæder, navnlig forbrugernes mulighed for at købe næsten alt samme sted og til en favorabel pris samt servicefaciliteterne (f.eks. et tilstrækkeligt antal parkeringspladser) og de udbudte tjenester. I løbet af de seneste ca. fem år har situationen ændret sig betydeligt, og EU-institutionerne har offentliggjort adskillige dokumenter af kritisk karakter om emnet.

2.2   De store detailhandelskæders oligopolstilling

2.2.1

De store detailhandelskæder begyndte at udvikle sig hurtigt for ca. 30 år siden, og denne udvikling har været tæt forbundet med globaliseringen. Hovedparten af de store selskaber, som på nuværende tidspunkt kontrollerer detailmarkedet, består rent faktisk af multinationale virksomheder. De har meget lettere ved at nyde godt af de nye forhold, der følger af globaliseringen, end de små og mellemstore virksomheder (SMV).

2.2.2

De multinationale virksomheders udvikling (herunder dagligvareforretninger) er ofte til skade for SMV'erne. På mange områder kontrollerer en håndfuld store tværnationale selskaber hovedparten af det pågældende marked. Ud over detailhandelsvirksomhederne er der f.eks. tale om lægemiddel- og levnedsmiddelindustrien, frøproducenter (4), virksomheder der forarbejder olie, banksektoren osv. Disse multinationale virksomheder udgør ikke monopoler. I de fleste tilfælde står de på det samme marked over for konkurrencen fra andre multinationale virksomheder og endog SMV'er, og derfor formodes de ikke at have en dominerende stilling (5).

2.2.3

De store europæiske detailhandelsvirksomheder deltager aktivt i indtagelsen af verdensmarkedet. Den britiske distributør Tesco, de franske detailhandlere Auchan og Carrefour, de tyske og østrigske multinationale virksomheder Kaufland, Lidl, Metro og Billa samt det nederlandske firma Ahold er til stede i adskillige lande.

2.2.4

Resultatet af alt dette er, at en håndfuld distributører på effektiv vis kontrollerer fødevaredetailmarkedet i de forskellige lande. For eksempel kontrollerer fire virksomheder i Tyskland 85 % af markedet. I Det Forenede Kongerige kontrollerer ligeledes fire virksomheder 76 % af markedet. I Østrig kontrollerer tre detailhandlere 82 %. I Frankrig og i Nederlandene kontrollerer fem virksomheder 65 % osv. (6). Denne situation vidner på den ene side om, at ingen detailhandler lever op til den officielle definition af en dominerende stilling, og på den anden side om, at tre til fem handelsselskaber kontrollerer den vigtigste del af markedet og udgør et oligopol.

2.2.5

Oligopolets parter er unægteligt i indbyrdes konkurrence, men kun over for forbrugerne. De konkurrerer stort set ikke over for leverandørerne, og dette gør sig især gældende for SMV'erne. I modsætning til leverandørerne, som udgør et meget større antal, kan køberne vælge frit. Med andre ord skal leverandørerne gøre en stor indsats og mange indrømmelser for at kunne levere, mens køberne kan vælge dem, der tilbyder de mest »fleksible« vilkår.

2.2.5.1

Producenternes legitime krav om at tilegne sig en rimelig andel af merværdien på grundlag af sunde og rimelig forretningsforbindelser med distributørerne kræver imidlertid også, at producenterne er opmærksomme på de signaler om forbrugernes forventninger, som disse sender dem. Producenterne vil befinde sig i en stærkere forhandlingsposition, hvis de formår at tilpasse udførelsen og præsentationen af deres produkter til efterspørgselen.

2.3   Urimelig handelspraksis

2.3.1

På grund af deres køberstyrke kan de store detailhandelskæder diktere aftalevilkårene, der ofte er af en sådan art, at der kan tales om misbrug af køberstyrke. Disse aftalevilkår betegnes ligeledes »urimelig handelspraksis« eller »urimelige handelsmetoder«, og en ikke udtømmende liste over disse er blevet udarbejdet ved flere lejligheder. Ud over det konstante pres på købspriserne (om lavere priser), forsinkede betalinger og uforholdsmæssigt lange betalingsfrister har de store detailhandelskæder i kraft af urimelig handelspraksis fuldstændig ændret den klassiske samarbejdsmodel mellem leverandør og køber. Det vil ganske enkelt sige, at de kontraherende parter traditionelt bliver enige om mængden af og prisen på den vare, der skal leveres, samt om andre nødvendige forhold, og at leverandøren derefter leverer varen, og køberen betaler for den. Denne model er blevet fuldstændig ændret efter de store detailhandelskæders ankomst. Nu er leverandørerne, der bliver stadig dårligere betalt for deres produkter, nødt til at betale mere og mere eller give andre modydelser til gengæld for købernes tjenester. I stedet for at modtage penge modtager de således fakturaer! Det er værd at lægge mærke til, at det er lykkedes de store detailhandelskæder at indføre denne nye model, som nu er almindeligt accepteret, og ingen, heller ikke de kompetente myndigheder, undrer sig over den.

2.3.2

Generelt kan det konstateres, at den mest gængse urimelige praksis vedrører to aspekter af forholdet mellem leverandør og køber (7). Det første aspekt drejer sig om en overførsel af salgsomkostninger fra køber til leverandør, dvs. udgifter til reklame og markedsføring, butiksudstyr, distribution og drift af individuelle butikker. Detailhandlerne opfylder dette mål ved hjælp af de forskellige »betalinger«, der pålægges leverandørerne, f.eks. betaling for at lade en given vare indgå i sortimentet eller for udarbejdelse af reklamemateriale. Med hensyn til det andet aspekt overfører distributøren udgifterne i forbindelse med sin forretningsrisiko til leverandøren, hvilket i praksis betyder, at købsprisen justeres efterfølgende afhængigt af salget af den pågældende vare til de endelige forbrugere, og leverandøren er således med til at dække enhver afvigelse fra det ønskede salgsniveau. Det andet mål opfyldes ved hjælp af et kompliceret system til fastlæggelse af den endelige nettopris (forskellige typer returbonus). Begge mekanismer ødelægger den simple handelspraksis, ifølge hvilken produktionsomkostningerne dækkes af producenten og salgsomkostningerne af forhandleren.

2.3.3

Denne nye model for forholdet mellem detailhandlere og leverandører er blevet indført med den begrundelse, at der er brug for et tættere handelssamarbejde på grund af den skærpede konkurrence på detailmarkedet. Forretningerne mener, at det er i leverandørernes interesse, at salget af deres produkter stiger, og at det derfor er fuldt berettiget at lade disse bidrage økonomisk til markedsføringsomkostningerne. Selv om denne anskuelse langt fra deles af alle, må leverandørerne acceptere den. De store detailhandelskæder holder sig imidlertid ikke tilbage, og dette udvidede handelssamarbejde giver anledning til stadig mere skandaløse metoder. Enten bliver de reelt leverede tjenester tydeligt overfaktureret, eller køberne fakturerer helt fiktive tjenester. Sidstnævnte praksis kan betegnes som fakturering uden grundlag, idet den tydeligvis ikke omfatter nogen modydelse. Det er f.eks. tilstrækkeligt at angive »betaling for fast samarbejde«, »betaling for udstedelse af faktura«, »betaling for betaling af faktura« og »bidrag til firmafestudgifter«. Hvor utroligt det end lyder, er der rent faktisk blevet afsendt sådanne fakturaer fra forretninger til deres fødevareleverandører.

2.3.3.1

Medlemmerne af den franske nationalforsamling har registreret mere end 500 begrundelser fra indkøbscentraler for at kræve sådanne yderligere fordele fra deres leverandører (8).

2.3.3.2

Ifølge »Confederation of the Food and Drink industry« (FoodDrinkEurope) og Den Europæiske Forening af Mærkevareindustrier (AIM) har 84 % af de europæiske leverandører til de store detailhandelskæder i 2009 været udsat for manglende overholdelse af aftalebestemmelserne. 77 % af disse leverandører har været udsat for trusler om, at deres produkter ville udgå af sortimentet, hvis de ikke gav forretningerne uberettigede fordele. 63 % har fået deres fakturerede priser reduceret uden gyldig grund; 60 % af disse har været nødsaget til at foretage betalinger uden nogen reel modydelse.

2.3.4

De leverandørrabatter, som store detailhandelskæders fakturerer deres leverandører, gør prissystemet helt ugennemsigtigt. På denne måde kan hverken leverandørerne eller eksterne observatører få kendskab til den reelle købspris. En handelspolitik baseret på teknikken med »dobbelt avance« forårsager alvorlige problemer for forbrugere og leverandører (9). Der bør indføres et mere gennemsigtigt system.

2.4   Mangel på reel aftalefrihed

2.4.1

Leverandørerne accepterer dette system, som er meget uhensigtsmæssigt for dem, fordi de ikke har noget valg. De er afhængige af de store detailhandelskæder for at sælge deres produkter, og derfor indgår de fortsat salgsaftaler, så længe dette samarbejde sikrer dem en minimal avance. De former for urimelig handelspraksis, som de forskellige forretninger anvender, er næsten ens, og man kan derfor ikke sige, at det er bedst at samarbejde med én forretning frem for en anden. De kommercielle forbindelser er præget af frygt (for ikke at få produkter optaget i sortimentet), hvilket endog erkendes i de officielle dokumenter (10).

2.4.2

Anvendelsen af urimelige aftalevilkår anses sædvanligvis for at være uetisk. I betragtning af ovennævnte former for praksis forekommer denne betegnelse imidlertid utilstrækkelig. I en situation, hvor handelsvilkårene dikteres af den stærkeste part, og hvor den anden part reelt ikke har mulighed for at afvise dem, er der snarere tale om afpresning eller gangstermetoder. Under sådanne omstændigheder er det heller ikke særligt passende at tale om den aftalefrihed, som detailhandlerne og de kompetente myndigheder ofte henviser til. Ligesom der ikke kan være tale om aftalefrihed i forbindelse med forholdet mellem naturlige monopoler (elektricitets- eller gasleverandører osv.) og forbrugerne, er det illusorisk at betegne de reelle forbindelser mellem de store detailhandelskæder og fødevareleverandørerne således.

2.5   Konsekvenser af og identifikation af ofrene for urimelig handelspraksis

2.5.1

De store detailhandelskæders anvendelse af misbrugsadfærd har ikke blot en negativ indvirkning på leverandørerne, men også på forbrugerne. Leverandørerne, navnlig de små og mellemstore producenter, befinder sig derfor ofte i en meget vanskelig økonomisk situation, der kan føre til afvikling af virksomheden, hvilket også sker ind imellem. De store fødevareproducenter klarer sig bedre, idet de kan kompensere for mindre indtægter pr. produkt med store leveringsmængder. Desuden har disse multinationale fødevareproducenter en forholdsvis stærk forhandlingsposition, idet de store detailhandelskæder ikke vil undvære deres produkter og derfor ikke kan behandle dem på samme måde som SMV'erne. Som et resultat heraf står ca. 20 store multinationale koncerner for eksempel i Frankrig for 70-80 % af supermarkedernes omsætning (11).

2.5.2

Med hensyn til forbrugerne, som ifølge de kompetente myndigheder er dem, der har størst fordel af dette system, ser det mindre rosenrødt ud i virkeligheden. Der er rent faktisk flere grunde til at tro, at anvendelsen af urimelig handelspraksis over for leverandørerne også har en negativ indvirkning på forbrugerne. For det første drager disse ikke altid fordel af den lave købspris (12), og for det andet bliver udvalget mere begrænset, der forekommer mindre innovation, kvaliteten af mange fødevarer forringes på grund af det konstante pres på købsprisen, og endelig stiger detailprisen (13).

2.5.2.1

De store detailhandelskæder har desuden en væsentlig social indflydelse, idet deres forretningsgang har trukket visse tabuemner frem i lyset i samfundslivet. For eksempel er søndag ikke længere så hellig som tidligere, fordi supermarkederne holder åbent alle ugens dage og til tider døgnet rundt med alle de konsekvenser, det indebærer for arbejdsvilkårene.

2.5.3

Ud over fødevaresektoren berører fænomenet store detailhandelskæder mange andre områder. Ofrene for de urimelige handelsmetoder er dog primært fødevareproducenter. Det er der sandsynligvis flere grunde til, og en af dem er uden tvivl, at producenterne af andre produkter end fødevarer har flere afsætningsmuligheder. Ud over supermarkederne har producenterne af tøj, diverse husholdningsapparater, bøger og sportsudstyr kæder af specialforretninger til deres rådighed. Det er derfor berettiget at beskæftige sig særligt med forholdene mellem de store detailhandelskæder og fødevareleverandørerne.

2.5.4

De påviste urimelige metoder forekommer desuden meget sjældnere mellem landbrugerne og levnedsmiddelindustrien, hvor sektorens virksomheder også har en forholdsvis stor køberstyrke. Selv om forhandlingerne om en købspris ofte er forholdsvis hårde, anmoder en industrivirksomhed sædvanligvis ikke sin leverandør af råvarer om et bidrag til køb af en ny flaske-tappekolonne – i modsætning til en stor detailhandelskæde, som systematisk afkræver sin leverandør et beløb i forbindelse med moderniseringen af sin forretning eller åbningen af en ny.

2.5.5

Langt størstedelen af de påviste urimelige metoder finder således kun sted mellem supermarkeder og fødevareleverandører. På grund af den omtalte praksis' konsekvenser og omfang er der imidlertid også et tredje offer, nemlig medlemsstatens økonomiske interesse. Det, at en del af leverandørerne ikke kan leve op til kravene fra de store detailhandelskæder, og de dermed forbundne økonomiske vanskeligheder, bidrager i flere lande til en nedgang i hele agrofødevaresektoren. Visse medlemsstater, der tidligere var selvforsynende med fødevarer, har således mistet deres fødevareforsyningssikkerhed, hvilket er særligt farligt i dag.

2.6   Mulige løsninger

2.6.1

I nogen tid er de store detailhandelskæders misbrugsadfærd over for deres leverandører i stigende grad blevet kritiseret af myndighederne i de forskellige medlemsstater samt af EU-institutionerne. Det første dokument af meget kritisk karakter blev vedtaget af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i 2005 (14). Det er dog især den skriftlige erklæring fra medlemmerne af Europa-Parlamentet (15), som blev undertegnet af et flertal af medlemmerne i januar 2008, som har skabt en reel debat om emnet. Erklæringen er blevet efterfulgt af adskillige dokumenter og undersøgelser, som er offentliggjort af Kommissionen, Europa-Parlamentet og EØSU (16).

2.6.1.1

Det Europæiske Konkurrencenetværk, som forener Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder i de 27 medlemsstater, har offentliggjort en rapport som opfølgning på Kommissionens meddelelse om en bedre fungerende fødevareforsyningskæde. Meddelelsen slog til lyd for en fælles tilgang blandt konkurrencemyndighederne inden for rammerne af Det Europæiske Konkurrencenetværk, så de bedre kunne konstatere de kroniske problemer, der typisk vedrører fødevaremarkederne, og hurtigt koordinere fremtidige foranstaltninger. Kommissionen har etableret Forummet på højt plan for en bedre fungerende fødevareforsyningskæde på baggrund af det arbejde, der er blevet udført i flere ekspertplatforme, bl.a. dem, der omhandler aftalemæssig praksis mellem virksomheder (business to business), og som har til opgave at fastlægge den mest hensigtsmæssige metode til at undgå urimelig handelspraksis. Efter at alle fødevareforsyningskædens aktører var nået til enighed om de grundlæggende principper, fik platformen beføjelse til at opnå konsensus om deres gennemførelse. På nuværende tidspunkt er det ikke alle parter, som er nået frem til et tilfredsstillende kompromis på frivillig basis.

2.6.2

Situationen er blevet politisk følsom, og myndighederne opfordres kraftigt til at reagere. Reguleringen, der udelukkende var baseret på markedskræfterne, har imidlertid slået fejl, og den betragtes nu sjældent som en optimal løsning, idet problemerne er blevet stadig værre i løbet af de seneste årtier, som har været præget af et system med uregulerede handelsforbindelser. Blandt mulige løsninger kan nævnes regulering, selvregulering og etablering af producentsammenslutninger og sammenslutninger i forarbejdningsindustrien, hvis styrke kan opveje de store detailhandelskæders købekraft.

2.6.3

De etiske kodekser er en såkaldt »blid« løsning. Der er tale om en frivillig forpligtelse til at afholde sig fra at anvende omtalte praksis. Selvregulering er blevet vedtaget i Det Forenede Kongerige, Spanien og Belgien. Resultaterne er hverken tilfredsstillende eller overbevisende. Ud over manglende positiv erfaring med selvregulering rejser de etiske kodekser et filosofisk spørgsmål. Hvilken etik er der reelt tale om i forbindelse med en multinational virksomhed? Drejer det sig om ledernes, aktionærernes eller selve samfundets etik? De multinationale virksomheders egentlige herrer er aktionærerne, som ofte er anonyme, og som ofte blot betragter deres aktiebeholdning som en rent økonomisk investering. De er ikke personligt ansvarlige for virksomhedens adfærd og eventuelle anvendelse af uhensigtsmæssig handelspraksis. For de store detailhandelskæders vedkommende er det derfor vanskeligt at betragte etik som en relevant reference.

2.6.4

Kommissionen og andre instanser anbefaler kraftigt landbrugere og små og mellemstore virksomheder at slutte sig sammen med henblik på at opnå en bedre forhandlingsposition under møderne med forretningernes indkøbere. I visse medlemsstater, hvor virksomhederne har sluttet sig sammen på denne måde, er initiativet imidlertid blevet straffet af de nationale konkurrencemyndigheder med den begrundelse, at de havde foretaget »karteldannelse«. Ifølge de lokale myndigheder var den andel af markedet, der blev kontrolleret af disse producentsammenslutninger, rent faktisk for stor. De tog dog kun højde for den indenlandske produktion og ikke for produkter fra andre lande. Af uforklarlige årsager tager ovennævnte myndigheder sædvanligvis ikke højde for alle produkter, der udbydes på det nationale marked, når de fastlægger, hvilken markedsandel en operatør dominerer.

2.6.5

Med hensyn til regulering er der gjort en mere eller mindre modig indsats i flere medlemsstater. Visse lande har forbudt anvendelsen af visse former for praksis (f.eks. er et forbud mod salg med tab indført i halvdelen af medlemsstaterne). Andre har vedtaget en sektorspecifik lovgivning, som det f.eks. er tilfældet i Ungarn, Italien, Tjekkiet, Rumænien, Slovakiet og Polen, eller har ændret deres standarder som det er tilfældet i Letland og Frankrig. I løbet af de senere år er der navnlig i flere post-kommunistiske lande i Central- og Østeuropa vedtaget love om bekæmpelse af de store detailhandelskæders uhensigtsmæssige handelspraksis. Årsagen er sandsynligvis, at situationen er særligt bekymrende i dette område. Til eksempel kan nævnes, at de store detailhandelskæder i modsætning til i Vesteuropa her næsten udelukkende er underlagt udenlandske selskaber, som har gode forbindelser med leverandørerne i deres oprindelsesland eller i det land, de tidligere har været etableret i. Resultat heraf er en nedgang i områdets landbrugsfødevaresektor.

2.6.6

Håndhævelsen af disse love er ganske vist ikke nogen let opgave, især fordi de leverandører, der udsættes for urimelige metoder, af eksistentielle årsager er bange for at indgive klager. På trods af dette er lovene imidlertid en mere hensigtsmæssig løsning end de etiske kodekser. På den ene side fordi urimelig handelspraksis ikke blot strider mod etikken, men fordi den også er uforenelig med de grundlæggende retsbegreber. Uanset de problemer, som er forbundet med håndhævelsen, er dette ene argument tilstrækkeligt til at forbyde urimelig handelspraksis ved lov. På den anden side fordi den systematiske lovgivningsmæssige indsats allerede til en vis grad har båret frugt i Frankrig (17).

2.6.7

Kommissionen erkender, at disse problemer forekommer, men foretrækker på nuværende tidspunkt selvregulering og kritiserer opsplitningen af det europæiske retsområde. De love, som er vedtaget af de forskellige medlemsstater, er ganske rigtigt ikke særlig forenelige med hinanden. Den eneste måde, hvorpå denne opsplitning og uforenelighed kan afhjælpes, er imidlertid at vedtage bindende EU-bestemmelser. EØSU opfordrer kraftigt Kommissionen til at træffe de nødvendige foranstaltninger i den henseende. Af praktiske årsager vil det ikke være hensigtsmæssigt at basere eventuelle EU-bestemmelser på begrebet beskyttelse, hvilket ville betyde, at det var op til de skadelidte leverandører at gøre deres rettigheder over for de store detailhandelskæder gældende ved domstolene. I lighed med det franske koncept bør det være den medlemsstat, hvis økonomiske interesse ligeledes er truet, som bør have rollen som sagsøger. Dermed kan man undgå de velkendte problemer, som er forbundet med leverandørernes frygt for at indgive klager.

2.6.7.1

Bestemmelserne bør indeholde krav om skriftlige aftaler, der for at være gyldige skal være forsynet med oplysninger om holdbarheden og mængden af samt kendetegnene ved de solgte produkter, deres pris samt leverings- og betalingsvilkårene. Betalingen bør under bødeansvar ske inden for en frist på 30 dage for letfordærvelige produkter og 60 dage for øvrige produkter. Følgende bør især forbydes:

direkte eller indirekte at indføre købs- og salgsvilkår, andre typer bindende aftalebestemte vilkår, vilkår uden for aftaleforhold samt vilkår med tilbagevirkende kraft

at anvende ulige vilkår for ydelser af samme værdi

at det stilles som betingelse for indgåelse og gennemførelse af en aftale samt for fortsættelsen og regelmæssigheden af kommercielle forbindelser, at der leveres ydelser, som ikke er omfattet af aftalen og ikke er relevante for den pågældende kommercielle forbindelse

uretmæssigt at modtage ensidige ydelser, som ikke er begrundet i de kommercielle forbindelsers art og indhold

at udøve nogen anden form for urimelig adfærd med hensyn til den kommercielle forbindelse i sin helhed.

Bruxelles, den 13. februar 2013

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  EØSU's udtalelse »Fællesskabets landbrugsmodel: produktkvalitet og forbrugeroplysning som konkurrenceparametre«, EUT C 18 af 19.1.2011, s. 5-10.

(2)  En af de få eksperter, der på daværende tidspunkt turde tage officielt afstand fra de store detailhandelskæders urimelige handelspraksis, er Christian Jacquiau, forfatter til bogen »Coulisse de la grande distribution« og til en artikel i »Le Monde diplomatique« (december 2002) med titlen »Racket dans la grande distribution à la française«.

(3)  »Consumers International«, »The relationship between supermarkets and suppliers: What are the implications for consumers?«, 2012, s. 2.

(4)  I 2009 blev 80 % af verdensmarkedet for frø kun kontrolleret af ca. 10 virksomheder, mens udvælgelsen og salget af frø 25 år tidligere blev foretaget af flere hundrede virksomheder. Det samme gør sig gældende for agro-kemiske produkter.

(5)  »British Institute of International and Comparative Law«, »Models of Enforcement in Europe for Relations in the Food Supply Chain«, 23. april 2012, s. 4.

(6)  »Consumers International«, »The relationship between supermarkets and suppliers: What are the implications for consumers?«, 2012, s. 5.

(7)  »British Institute of International and Comparative Law«, »Models of Enforcement in Europe for Relations in the Food Supply Chain«, 23. april 2012, s. 4.

(8)  Christian Jacquiau, »Racket dans la grande distribution à la française«, Le Monde diplomatique, december 2002, s. 4-5.

(9)  EØSU's udtalelse om »En bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa«, EUT C 48 af 15.2.2011, s. 145-149.

(10)  For eksempel Kommissionens rapport COM(2010) 355 final, »Mod et mere effektivt og fair indre marked for handel og distribution frem til 2020«, s. 8, og »British Institute of International and Comparative Law«, »Models of Enforcement in Europe for Relations in the Food Supply Chain«, 23. april 2012, s. 3.

(11)  Sgheri Marie-Sandrine, »La machine à broyer des PME«, Le Point, Paris, nr. 1957 af 18. marts 2010, s. 88-89.

(12)  For eksempel fortsatte supermarkederne under mælkekrisen i 2009 i flere måneder med at sælge mælk til forbrugerne til samme pris som tidligere, selv om der var sket et væsentligt fald i købsprisen hos producenterne.

(13)  »Consumers International«, »The relationship between supermarkets and suppliers: What are the implications for consumers?«, 2012, s. 12, og EØSU's udtalelse, EUT C 255 af 14.10.2005, s. 48.

(14)  EØSU's udtalelse »Store detailhandelskæder – tendenser og konsekvenser for landbruget og forbrugerne«, EUT C 255 af 14.10.2005, s. 44-49.

(15)  SKRIFTLIG ERKLÆRING nr. 0088/2007 om undersøgelse af og indgreb over for magtmisbrug udøvet af store supermarkeder i Den Europæiske Union.

(16)  EØSU's udtalelse om »En bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa«, EUT C 48 af 15.2.2011, s. 145-149.

(17)  Ifølge DGCCRF er de store detailhandelskæders leverandørrabatter faldet til et rimeligt niveau.