a)

kreditrisiko (2)

b)

egenkapitalinstrument

c)

dagsværdi

d)

finansielt aktiv

e)

finansielt instrument

f)

finansiel forpligtelse

g)

transaktionspris.

B2.1

Visse kontrakter indeholder krav om betaling på basis af klimatiske, geologiske eller andre fysiske variabler. (Kontrakter baseret på klimatiske variabler benævnes ofte »weather derivatives«.) Hvis disse kontrakter ikke er omfattet af IFRS 4, er de omfattet af denne standard.

B2.2

Denne standard ændrer ikke kravene vedrørende pensionsordninger, som overholder IAS 26 Regnskabsmæssig behandling og præsentation af fratrædelsesordninger, og royalty-aftaler baseret på omfanget af salg eller omsætning fra tjenesteydelser, som regnskabsmæssigt behandles i henhold til IFRS 15 Indregning af omsætning fra kontrakter med kunder.

B2.3

En virksomhed kan undertiden foretage, hvad den anser som en »strategisk investering« i egenkapitalinstrumenter, som er udstedt af en anden virksomhed, med henblik på at etablere eller fortsætte et langsigtet operationelt samarbejde med den virksomhed, der investeres i. Den investerende eller joint venture-deltagende virksomhed anvender IAS 28 ved vurderingen af, om det er hensigtsmæssigt at behandle en sådan investering efter den indre værdis metode.

B2.4

Denne standard finder anvendelse på forsikringsgiveres finansielle aktiver og forpligtelser, med undtagelse af rettigheder og forpligtelser, som udelukkes af afsnit 2.1, litra e), idet de er opstået i henhold til kontrakter, som er omfattet af IFRS 4 Forsikringskontrakter.

B2.5

Finansielle garantikontrakter kan antage forskellige juridiske former, såsom en garanti, visse typer remburs, en kreditmisligholdelseskontrakt eller en forsikringskontrakt. Den regnskabsmæssige behandling afhænger ikke af kontraktens juridiske form. Følgende er eksempler på korrekt behandling (jf. afsnit 2.1, litra e)):

B2.6

Oplysningen om, at en udsteder betragter kontrakter som forsikringskontrakter, vil normalt fremgå af udsteders korrespondance med kunder og myndigheder og af hans kontrakter, forretningsmæssige dokumentation og årsregnskaber. Desuden er forsikringskontrakter ofte genstand for regnskabsmæssige krav, der adskiller sig fra kravene i andre typer transaktioner, såsom kontrakter udstedt af banker eller erhvervsvirksomheder. I så fald indeholder udsteders årsregnskaber normalt en erklæring om, at udsteder har fulgt de pågældende regnskabskrav.

B3.1.1

Som følge af princippet i afsnit 3.1.1 skal en virksomhed indregne alle sine kontraktlige rettigheder og forpligtelser i henhold til afledte finansielle instrumenter i balancen som henholdsvis aktiver og forpligtelser, bortset fra afledte finansielle instrumenter, som forhindrer, at en overdragelse af finansielle aktiver regnskabsmæssigt behandles som et salg (jf. afsnit B3.2.14). Hvis en overdragelse af et finansielt aktiv ikke opfylder kriterierne for ophør af indregning, skal erhververen ikke indregne det overdragne aktiv som sit aktiv (jf. afsnit B3.2.15).

B3.1.2

Følgende er eksempler på anvendelsen af princippet i afsnit 3.1.1:

B3.1.3

Et almindeligt køb eller salg af finansielle aktiver skal indregnes enten på handelsdatoen eller afregningsdatoen som beskrevet i afsnit B3.1.5 og B3.1.6. En virksomhed skal anvende den samme metode konsekvent for alle køb og salg af finansielle aktiver, som klassificeres på samme måde i henhold til denne standard. Aktiver, som skal måles til dagsværdi gennem resultatet, udgør en separat kategori i forhold til aktiver, som klassificeres som målt til dagsværdi gennem resultatet. Endvidere udgør investeringer i egenkapitalinstrumenter, der regnskabsmæssigt behandles i henhold til afsnit 5.7.5, en separat kategori.

B3.1.4

En kontrakt, som kræver eller tillader nettoafregning af ændringen i kontraktens værdi, er ikke en almindelig kontrakt. En sådan kontrakt skal i stedet behandles regnskabsmæssigt som et afledt finansielt instrument i perioden mellem handelsdatoen og afregningsdatoen.

B3.1.5

Handelsdatoen er den dato, hvor virksomheden forpligter sig til at købe eller sælge et aktiv. Indregning på handelsdatoen betyder, a) at et aktiv, som skal modtages, og forpligtelsen til at betale for det, indregnes på handelsdatoen, og b) at virksomheden ophører med at indregne et solgt aktiv, indregner eventuelle gevinster eller tab ved afhændelsen og indregner et tilgodehavende i form af betaling fra køber på handelsdatoen. Normalt tilskrives renter ikke på aktivet og den tilsvarende forpligtelse før afregningsdatoen, hvor ejendomsretten overgår.

B3.1.6

Afregningsdatoen er den dato, hvor et aktiv overdrages til eller af virksomheden. Indregning på afregningsdatoen betyder, a) at et aktiv indregnes på det tidspunkt, hvor det modtages af virksomheden, og b) at virksomheden ophører med at indregne et aktiv og indregner eventuelle gevinster eller tab ved afhændelsen på det tidspunkt, hvor virksomheden overdrager aktivet. Når der anvendes indregning på afregningsdatoen, skal virksomheden regnskabsmæssigt behandle ændringer i dagsværdien af det aktiv, som skal modtages, i perioden mellem handelsdatoen og afregningsdatoen på samme måde, som den regnskabsmæssigt behandler det anskaffede aktiv. Værdiændringen skal med andre ord ikke indregnes for aktiver, som måles til amortiseret kostpris. Den indregnes i resultatet, for så vidt angår aktiver, der klassificeres som finansielle aktiver målt til dagsværdi gennem resultatet, og den indregnes i øvrig totalindkomst, for så vidt angår finansielle aktiver målt til dagsværdi gennem øvrig totalindkomst, i henhold til afsnit 4.1.2A og for investeringer i egenkapitalinstrumenter, der regnskabsmæssigt behandles i henhold til afsnit 5.7.5

B3.2.1

Følgende diagram illustrerer vurderingen af, om og i hvilket omfang indregningen af et finansielt aktiv er ophørt.

B3.2.2

Den i afsnit 3.2.4b) omtalte situation (når en virksomhed bibeholder de kontraktlige rettigheder til at modtage pengestrømme fra det finansielle aktiv, men påtager sig en forpligtelse til at betale pengestrømmene til en eller flere modtagere) opstår eksempelvis, hvis virksomheden er en fond, som udsteder ejendomsretsbeviser til investorer i de underliggende finansielle aktiver, som ejes af virksomheden, og forvalter disse finansielle aktiver. I dette tilfælde opfylder de finansielle aktiver kriterierne for ophør af indregning, hvis betingelserne i afsnit 3.2.5 og 3.2.6 er opfyldt.

B3.2.3

Ved anvendelse af afsnit 3.2.5 kunne virksomheden eksempelvis være ophavsmanden til det finansielle aktiv eller en koncern, som omfatter en dattervirksomhed, der har erhvervet det finansielle aktiv og overdrager pengestrømme til investorer i form af ikkenærtstående tredjeparter.

B3.2.4

Som eksempler på, hvornår en virksomhed har overdraget alle væsentlige risici og afkast tilknyttet ejendomsretten, kan nævnes:

B3.2.5

Som eksempler på, hvornår en virksomhed har bibeholdt alle væsentlige risici og afkast tilknyttet ejendomsretten, kan nævnes:

B3.2.6

Hvis virksomheden vurderer, at den som følge af overdragelsen har overdraget alle væsentlige risici og afkast tilknyttet ejendomsretten til det overdragne aktiv, skal virksomheden ikke indregne det overdragne aktiv igen i en fremtidig periode, medmindre den tilbagekøber det overdragne aktiv ved en ny transaktion.

B3.2.7

En virksomhed har ikke bibeholdt kontrollen over et overdraget aktiv, hvis det er praktisk muligt for erhververen at sælge det overdragne aktiv. En virksomhed har bibeholdt kontrollen over et overdraget aktiv, hvis det ikke er praktisk muligt for erhververen at sælge det overdragne aktiv. Det er praktisk muligt for erhververen at sælge det overdragne aktiv, hvis det handles på et aktivt marked, idet erhververen kan tilbagekøbe det overdragne aktiv på markedet, hvis det bliver nødvendigt at levere aktivet tilbage til virksomheden. Det kan eksempelvis være praktisk muligt for erhververen at sælge et overdraget aktiv, hvis det overdragne aktiv er tilknyttet en option, som giver virksomheden mulighed for at tilbagekøbe aktivet, men erhververen umiddelbart kan komme i besiddelse af det overdragne aktiv på markedet, hvis optionen udnyttes. Det er ikke praktisk muligt for erhververen at sælge et overdraget aktiv, hvis virksomheden bibeholder en sådan option, og erhververen ikke umiddelbart kan komme i besiddelse af det overdragne aktiv på markedet, hvis virksomheden udnytter sin option.

B3.2.8

Det er kun praktisk muligt for erhververen at sælge det overdragne aktiv, hvis erhververen kan sælge det overdragne aktiv i sin helhed til en ikke-nærtstående tredjepart og ensidigt kan udnytte denne mulighed uden at lægge yderligere begrænsninger på overdragelsen. Det kritiske spørgsmål er, hvad der er praktisk muligt for erhververen, og ikke hvilke kontraktlige rettigheder erhververen har med hensyn til, hvad denne kan foretage sig med det overdragne aktiv, eller hvilke kontraktlige forbud, der eksisterer. Navnlig gælder det, at:

B3.2.9

Det, at erhververen sandsynligvis ikke vil sælge det overdragne aktiv, betyder ikke i sig selv, at overdrageren har bibeholdt kontrollen over det overdragne aktiv. Hvis en put-option eller en garanti indskrænker erhververens mulighed for at sælge det overdragne aktiv, har overdrageren dog bibeholdt kontrollen over det overdragne aktiv. Hvis en put-option eller en garanti eksempelvis er tilstrækkeligt værdifuld, indskrænker den erhververens mulighed for at sælge det overdragne aktiv, idet erhververen ikke i praksis ville sælge det overdragne aktiv til en tredjepart uden at knytte en tilsvarende option eller andre restriktioner til aktivet. Erhververen ville i stedet beholde det overdragne aktiv for at opnå betalinger i henhold til garantien eller put-optionen. Under sådanne omstændigheder har overdrageren bibeholdt kontrollen over det overdragne aktiv.

B3.2.10

En virksomhed kan bibeholde retten til en del af rentebetalingerne på overdragne aktiver som kompensation for at administrere disse aktiver. Den del af rentebetalingerne, som virksomheden ville opgive ved opsigelse eller overdragelse af administrationskontrakten, allokeres til aktivet eller forpligtelsen i form af en administrationsret eller en administrationsforpligtelse. Den del af rentebetalingerne, som virksomheden ikke ville opgive, er en tilgodehavende strip bestående af rentedelen. Hvis virksomheden eksempelvis ikke ville opgive nogen renter ved opsigelse eller overdragelse af administrationskontrakten, er hele rentespændet en tilgodehavende strip bestående af rentedelen. For så vidt angår anvendelsen af afsnit 3.2.13, anvendes dagsværdierne af aktivet i form af en administrationsret og den tilgodehavende strip bestående af rentedelen til at allokere den regnskabsmæssige værdi af tilgodehavendet mellem den del af aktivet, som ikke længere indregnes, og den del, som fortsat indregnes. Hvis der ikke er angivet noget administrationshonorar, eller hvis det modtagne honorar ikke forventes i tilstrækkelig grad at godtgøre virksomheden for udførelse af administration, skal en forpligtelse for forpligtelsen til at administrere indregnes til dagsværdi.

B3.2.11

Ved vurderingen af dagsværdierne af den del, som fortsat indregnes og den del, som ikke længere indregnes, med henblik på anvendelsen af afsnit 3.2.13, skal virksomheden anvende kravene til måling af dagsværdi, som er angivet i afsnit 13 ud over afsnit 3.2.14.

B3.2.12

Følgende er en beskrivelse af anvendelsen af princippet i afsnit 3.2.15. Hvis en garanti, som er ydet af virksomheden for tab ved misligholdelse på det overdragne aktiv, forhindrer, at der for et overdraget aktiv sker ophør af indregning, idet virksomheden har bibeholdt alle væsentlige risici og afkast tilknyttet ejendomsretten til det overdragne aktiv, skal det overdragne aktiv fortsat indregnes i sin helhed, og det modtagne vederlag skal indregnes som en forpligtelse.

B3.2.13

Følgende er eksempler på, hvordan en virksomhed måler et overdraget aktiv og den tilknyttede forpligtelse i henhold til afsnit 3.2.16.

a)

Hvis virksomheden har ydet en garanti om betaling for tab ved misligholdelse på et overdraget aktiv, som forhindrer, at indregningen af det overdragne aktiv ophører i forhold til det fortsatte engagement, måles det overdragne aktiv på overdragelsestidspunktet til det laveste af i) aktivets regnskabsmæssige værdi og ii) den maksimale beløbsmæssige størrelse af det ved overdragelsen modtagne vederlag, som virksomheden kan kræves at betale tilbage (»garantibeløbet«). Den tilknyttede forpligtelse måles første gang til garantibeløbet plus garantiens dagsværdi (som normalt er det modtagne vederlag for garantien). Garantiens oprindelige dagsværdi indregnes efterfølgende i resultatet på tidsmæssig basis, når (eller efterhånden som) forpligtelsen opfyldes (i overensstemmelse med principperne i IFRS 15), og aktivets regnskabsmæssige værdi reduceres af eventuelle hensættelser til tab.

b)

Hvis en forpligtelse i form af en put-option, som er solgt af en virksomhed, eller en rettighed i form af en call-option, som besiddes af en virksomhed, forhindrer ophør af indregning af et overdraget aktiv, og virksomheden måler det overdragne aktiv til amortiseret kostpris, måles den tilknyttede forpligtelse til kostpris (dvs. det modtagne vederlag) reguleret for afskrivning af en eventuel forskel mellem denne kostpris og det overdragne aktivs regnskabsmæssige bruttoværdi ved optionens udløbstidspunkt. Det antages eksempelvis, at aktivets regnskabsmæssige bruttoværdi på overdragelsestidspunktet er 98 CU, og det modtagne vederlag er 95 CU. Aktivets regnskabsmæssige bruttoværdi på optionens udnyttelsestidspunkt vil være 100 CU. Den oprindelige regnskabsmæssige værdi af den tilknyttede forpligtelse er 95 CU, og forskellen mellem 95 CU og 100 CU indregnes i resultatet ved brug af den effektive rentemetode. Hvis optionen udnyttes, indregnes en eventuel forskel mellem den tilknyttede forpligtelses regnskabsmæssige værdi og udnyttelseskursen i resultatet.

c)

Hvis en rettighed i form af en call-option, som bibeholdes af virksomheden, forhindrer ophør af indregning af et overdraget aktiv, og virksomheden måler det overdragne aktiv til dagsværdi, skal aktivet fortsat måles til dagsværdi. Den tilknyttede forpligtelse måles til i) optionens udnyttelseskurs med fradrag af optionens tidsmæssige værdi, hvis optionen er »in the money« eller »at the money« eller ii) det overdragne aktivs dagsværdi med fradrag af optionens tidsmæssige værdi, hvis optionen er »out of the money«. Reguleringen af målingen af den tilknyttede forpligtelse sikrer, at den regnskabsmæssige nettoværdi af aktivet og den tilknyttede forpligtelse svarer til dagsværdien af call-optionen. Hvis dagsværdien af det underliggende aktiv eksempelvis er 80 CU, optionens udnyttelseskurs er 95 CU, og optionens tidsmæssige værdi er 5 CU, er den regnskabsmæssige værdi af den tilknyttede forpligtelse 75 CU (80 CU — 5 CU), og den regnskabsmæssige værdi af det overdragne aktiv er 80 CU (dvs. dagsværdien).

d)

Hvis en put-option, som sælges af en virksomhed, forhindrer ophør af indregning af et overdraget aktiv, og virksomheden måler det overdragne aktiv til dagsværdi, skal den tilknyttede forpligtelse måles til optionens udnyttelseskurs plus optionens tidsmæssige værdi. Måling af aktivet til dagsværdi er begrænset til det laveste af dagsværdien og optionens udnyttelseskurs, idet virksomheden ikke har nogen ret til stigninger i det overdragne aktivs dagsværdi over optionens udnyttelseskurs. På den måde sikres det, at den regnskabsmæssige nettoværdi af aktivet og den tilknyttede forpligtelse svarer til dagsværdien af forpligtelsen i form af put-optionen. Hvis dagsværdien af det underliggende aktiv eksempelvis er 120 CU, optionens udnyttelseskurs er 100 CU, og optionens tidsmæssige værdi er 5 CU, er den regnskabsmæssige værdi af den tilknyttede forpligtelse 105 CU (100 CU + 5 CU), og den regnskabsmæssige værdi af aktivet er 100 CU (i dette tilfælde optionens udnyttelseskurs).

e)

Hvis en collar i form af en købt call-option og en solgt put-option forhindrer ophør af indregning af et overdraget aktiv, og virksomheden måler aktivet til dagsværdi, skal den fortsat måle aktivet til dagsværdi. Den tilknyttede forpligtelse måles til i) summen af call-optionens udnyttelseskurs og put-optionens dagsværdi med fradrag af call-optionens tidsmæssige værdi, hvis call-optionen er »in the money« eller »at the money«, eller ii) summen af aktivets dagsværdi og put-optionens dagsværdi med fradrag af call-optionens tidsmæssige værdi, hvis call-optionen er »out of the money«. Reguleringen af den tilknyttede forpligtelse sikrer, at den regnskabsmæssige nettoværdi af aktivet og den tilknyttede forpligtelse svarer til dagsværdien af de optioner, virksomheden besidder og sælger. Det antages eksempelvis, at en virksomhed overdrager et finansielt aktiv, som måles til dagsværdi, og samtidig køber en call-option med en udnyttelseskurs på 120 CU og sælger en put-option med en udnyttelseskurs på 80 CU. Det antages desuden, at aktivets dagsværdi er 100 CU på overdragelsestidspunktet. Put-optionens og call-optionens tidsmæssige værdi er henholdsvis 1 CU og 5 CU. I dette tilfælde indregner virksomheden et aktiv på 100 CU (aktivets dagsværdi) og en forpligtelse på 96 Cu [(100 cu + 1 CU) — 5 CU]. Nettoaktivernes værdi er hermed 4 CU, hvilket svarer til dagsværdien af de optioner, der besiddes og sælges af virksomheden.

B3.2.14

I det omfang en overdragelse af finansielle aktiver ikke opfylder kriterierne for ophør af indregning, foretages der ikke separat regnskabsmæssig behandling som afledte finansielle instrumenter af overdragerens kontraktlige rettigheder eller forpligtelser tilknyttet overdragelsen, hvis indregning af både det afledte finansielle instrument og enten det overdragne aktiv eller den fra overdragelsen hidrørende forpligtelse ville medføre dobbelt indregning af de samme rettigheder eller forpligtelser. En call-option, som bibeholdes af overdrageren, kan eksempelvis forhindre, at en overdragelse af finansielle aktiver regnskabsmæssigt behandles som et salg. I dette tilfælde indregnes call-optionen ikke separat som et afledt finansielt aktiv.

B3.2.15

I det omfang en overdragelse af et finansielt aktiv ikke opfylder kriterierne for ophør af indregning, skal erhververen ikke indregne det overdragne aktiv som sit aktiv. Erhververen skal ophøre med at indregne likvide beholdninger eller anden form for betalt vederlag og indregne et tilgodehavende fra overdrageren. Hvis overdrageren både har en ret og forpligtelse til at generhverve kontrollen over det overdragne aktiv i sin helhed mod et fast beløb (eksempelvis i henhold til en tilbagekøbsaftale), kan erhververen måle sit tilgodehavende til amortiseret kostpris, hvis kriterierne i afsnit 4.1.2 er opfyldt.

B3.2.16

Følgende eksempler illustrerer anvendelsen af principperne for ophør af indregning i denne standard.

B3.2.17

Dette afsnit illustrerer anvendelsen af metoden for fortsat engagement, når virksomhedens fortsatte engagement vedrører en del af et finansielt aktiv.

B3.3.1

En finansiel forpligtelse (eller en del heraf) ophører, når debitor enten:

B3.3.2

Hvis udsteder af et gældsinstrument tilbagekøber dette instrument, ophører gælden, selvom udsteder er market maker i dette instrument eller har til hensigt at sælge det i nær fremtid.

B3.3.3

Når debitor ikke retligt fritages for en forpligtelse, fratager betaling til tredjepart, herunder betaling til en fond, som af indhold er en gældsudligningsfond, ikke i sig selv debitor fra dennes primære ansvar over for kreditor.

B3.3.4

Hvis debitor betaler en tredjepart for at overtage en forpligtelse og meddeler sin kreditor, at denne tredjepart har overtaget forpligtelsen, skal debitor ikke ophøre med at indregne gældsforpligtelsen, medmindre betingelsen i afsnit B3.3.1, litra b) er opfyldt. Hvis debitor betaler en tredjepart for at overtage en forpligtelse og opnår retlig fritagelse fra sin kreditor, er gælden ophørt. Hvis debitor imidlertid indvilliger i at foretage betalinger på gælden til denne tredjepart eller direkte til sin oprindelige kreditor, skal debitor indregne en ny gældsforpligtelse over for denne tredjepart.

B3.3.5

Når debitor enten retligt eller af kreditor fritages for en forpligtelse, og dette medfører, at virksomheden ophører med at indregne forpligtelsen, kan virksomheden indregne en ny forpligtelse, hvis de i afsnit 3.2.1-3.2.23 nævnte kriterier for ophør af indregning ikke er opfyldt for de overdragne finansielle aktiver. Hvis disse kriterier ikke er opfyldt, skal virksomheden ikke ophøre med at indregne de overdragne aktiver, og skal indregne en ny forpligtelse tilknyttet de overdragne aktiver.

B3.3.6

Med hensyn til afsnit 3.3.2 er betingelserne væsentligt anderledes, hvis den diskonterede nutidsværdi af pengestrømmene i henhold til de nye betingelser, herunder betalte honorarer med fradrag af modtagne honorarer og diskonteret med brug af den oprindelige effektive rente, adskiller sig med mindst 10 % fra den diskonterede nutidsværdi af de resterende pengestrømme fra den oprindelige finansielle forpligtelse. Hvis en udveksling af gældsinstrumenter eller en ændring af betingelserne regnskabsmæssigt behandles som et ophør, skal alle afholdte omkostninger eller betalte honorarer indregnes som en del af gevinsten eller tabet forbundet med ophøret. Hvis udvekslingen eller ændringen ikke regnskabsmæssigt behandles som ophør af en forpligtelse, udgør eventuelle afholdte omkostninger eller betalte honorarer en regulering af forpligtelsens regnskabsmæssige værdi og afskrives over den ændrede forpligtelses resterende løbetid.

B3.3.7

I visse tilfælde fritager kreditor debitor fra dennes aktuelle forpligtelse til at foretage betalinger, men debitor påtager sig en garantiforpligtelse til at foretage betaling, hvis den part, som overtager det primære ansvar for forpligtelsens indfrielse, ikke indfrier denne. I sådanne tilfælde skal debitor:

B4.1.1

I henhold til afsnit 4.1.1, litra a), skal en virksomhed omklassificere finansielle aktiver på grundlag af virksomhedens forretningsmodel til styring af finansielle aktiver, medmindre afsnit 4.1.5 finder anvendelse. En virksomhed vurderer, hvorvidt dens finansielle aktiver opfylder betingelsen i afsnit 4.1.2, litra a), eller betingelsen i afsnit 4.1.2A, litra a), på grundlag af forretningsmodellen som fastlagt af nøglepersoner i virksomhedens ledelse (som defineret i IAS 24 Oplysning om nærtstående parter).

B4.1.2

En virksomheds forretningsmodel fastlægges på et niveau, der viser, hvordan grupper af finansielle aktiver forvaltes sammen for at opfylde et bestemt forretningsmål. Virksomhedens forretningsmodel afhænger ikke af ledelsens hensigter med et individuelt instrument. Følgelig er denne betingelse ikke en fremgangsmåde til klassifikation af et enkelt instrument, men bør behandles på et højere aggregeringsniveau. Én virksomhed kan imidlertid have mere end én forretningsmodel til styring af sine finansielle instrumenter. Derfor behøver klassifikationen ikke at blive fastlagt for den regnskabsaflæggende virksomhed som helhed. En virksomhed kan f.eks. have en portefølje af investeringer, som den forvalter for at modtage kontraktlige pengestrømme, og en anden portefølje af investeringer, som den forvalter for at realisere ændringer i dagsværdien. Tilsvarende kan det under nogle omstændigheder være hensigtsmæssigt at opdele en portefølje af finansielle aktiver i underporteføljer for at afspejle det niveau, hvor virksomheden forvalter sine finansielle aktiver. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis en virksomhed opretter eller erhverver en portefølje af realkreditlån og forvalter nogle af lånene med det formål at modtage kontraktlige pengestrømme og forvalter de andre lån med salg for øje.

B4.1.2A

En virksomheds forretningsmodel beskriver, hvordan en virksomhed forvalter sine finansielle aktiver for at modtage kontraktlige pengestrømme. Det vil sige, at virksomhedens forretningsmodel angiver, hvorvidt den vil opnå pengestrømme ved at modtage kontraktlige pengestrømme, sælge finansielle aktiver eller begge dele. Derfor udføres denne vurdering ikke på grundlag af scenarier, som virksomheden ikke med rimelighed forventer vil forekomme, som f.eks. såkaldte »worst case«-scenarier eller stressscenarier. Hvis en virksomhed eksempelvis forventer, at den kun vil sælge en bestemt portefølje af finansielle aktiver i et stressscenarie, vil det ikke påvirke virksomhedens vurdering af forretningsmodellen for de aktiver, hvis virksomheden med rimelighed forventer, at et sådan scenarie ikke vil forekomme. Hvis virksomheden realiserer pengestrømme på en anden måde end forventet på den dato, hvor virksomheden vurderede forretningsmodellen (eksempelvis hvis virksomheden sælger flere eller færre finansielle aktiver, end den forventede, da den klassificerede aktiverne), vil det ikke give anledning til en fejl vedrørende en tidligere periode i virksomhedens årsregnskaber (jf. IAS 8), ligesom den ikke ændrer klassifikationen af de resterende finansielle aktiver, som besiddes i den forretningsmodel (dvs. de aktiver, som virksomheden indregnede i tidligere perioder og stadig besidder), så længe virksomheden har taget hensyn til alle relevante oplysninger, der var tilgængelige på det tidspunkt, hvor den vurderede sin forretningsmodel. Når en virksomhed vurderer forretningsmodellen for nyoprettede eller nyerhvervede finansielle aktiver, skal den imidlertid tage hensyn til oplysninger om, hvordan pengestrømme tidligere blev realiseret, samt alle andre relevante oplysninger.

B4.1.2B

En virksomheds forretningsmodel til styring af finansielle aktiver er en kendsgerning og ikke blot en påstand. Den kan normalt observeres ved de aktiviteter, virksomheden gennemfører for at opfylde målene med forretningsmodellen. En virksomhed skal foretage et skøn, når den vurderer sin forretningsmodel til styring af finansielle aktiver, og vurderingen afhænger ikke af en enkelt faktor eller aktivitet. I stedet skal virksomheden tage hensyn til alle de oplysninger, der er tilgængelige på datoen for vurderingen. Disse relevante oplysninger omfatter, men er ikke begrænset til:

B4.1.2C

Finansielle aktiver, der besiddes i en forretningsmodel, hvis formål er besiddelse af aktiver med henblik på modtagelse af kontraktlige pengestrømme, forvaltes med henblik på at realisere pengestrømme ved at modtage kontraktlige betalinger i instrumentets løbetid. Det vil sige, at virksomheden forvalter de aktiver, der besiddes i porteføljen, med henblik på at modtage disse kontraktlige pengestrømme (i stedet for at forvalte det overordnede afkast af porteføljen ved både at besidde og sælge aktiver). I vurderingen af, hvorvidt den vil realisere pengestrømme ved at modtage de finansielle aktivers kontraktlige pengestrømme, er det nødvendigt at tage hensyn til hyppigheden og værdien af samt tidspunktet for salg i tidligere perioder, årsagerne til dette salg og forventningerne om fremtidig salgsaktivitet. Salg i sig selv danner imidlertid ikke grundlag for forretningsmodellen og kan derfor ikke betragtes isoleret. I stedet viser oplysninger om tidligere salg og forventninger om fremtidigt salg, hvordan virksomheden vil opfylde sit mål for styringen af de finansielle aktiver, og specifikt hvordan pengestrømme realiseres. En virksomhed skal overveje oplysninger om tidligere salg i forhold til årsagerne til et sådant salg og de betingelser, der var gældende på det tidspunkt, sammenlignet med de aktuelle betingelser.

B4.1.3

Selvom om formålet med en virksomheds forretningsmodel måtte være at besidde finansielle aktiver med henblik på at modtage kontraktlige pengestrømme, behøver virksomheden ikke at holde alle instrumenterne til udløb. Derfor kan en virksomheds forretningsmodel være at besidde finansielle aktiver for at modtage kontraktlige pengestrømme, selv når salget af finansielle aktiver finder sted eller forventes at ville finde sted i fremtiden.

B4.1.3A

Forretningsmodellen kan være at besidde aktiver for at modtage kontraktlige pengestrømme, selv hvis virksomheden sælger finansielle aktiver, når aktivernes kreditrisiko stiger. For at vurdere hvorvidt aktivernes kreditrisiko er steget, overvejer virksomheden rimelige og dokumenterede oplysninger, herunder oplysninger om fremtiden. Uanset deres hyppighed og værdi er salg som følge af en stigning i aktivernes kreditrisiko ikke uforenelig med en forretningsmodel, som har til formål at besidde finansielle aktiver for at modtage kontraktlige pengestrømme, fordi de finansielle aktivers kreditkvalitet har betydning for virksomhedens mulighed for at modtage kontraktlige pengestrømme. Kreditrisikostyringsaktiviteter, som har til formål at minimere de potentielle kredittab som følge af kreditforringelse, er en integreret del af en sådan forretningsmodel. At sælge et finansielt aktiv, fordi det ikke længere opfylder de kreditkriterier, der er vedtaget i virksomhedens dokumenterede investeringspolitik, er et eksempel på et sådant salg, der er gennemført på grund af en stigning i kreditrisikoen. Hvis virksomheden ikke har en sådan politik, skal den imidlertid påvise, at salget skyldtes en stigning i kreditrisikoen, på en anden måde.

B4.1.3B

Salg, der finder sted af andre grunde, f.eks. for at styre kreditkoncentrationsrisikoen (uden en stigning i aktivernes kreditrisiko), kan også være forenelig med en forretningsmodel, som har til formål at besidde finansielle aktiver for at modtage kontraktlige pengestrømme. Sådanne salg kan navnlig være forenelige med en forretningsmodel, som har til formål at besidde finansielle aktiver for at modtage kontraktlige pengestrømme, hvis de sker sjældent (uanset om værdien er betydelig) eller er af ubetydelig værdi, både hver for sig og samlet (uanset om de sker hyppigt). Hvis der mere end sjældent foretages salg fra en portefølje, og disse salg er af en mere end ubetydelig værdi (enten hver for sig eller samlet), skal virksomheden vurdere, hvorvidt og hvordan sådanne salg er forenelige med formålet om at modtage kontraktlige pengestrømme. Det er ikke relevant for denne vurdering, om en tredjepart kræver, at de finansielle aktiver skal sælges, eller om salget sker på virksomhedens initiativ. En stigning i hyppigheden eller værdien af salg i en bestemt periode er ikke nødvendigvis forenelig med et formål om at besidde finansielle aktiver for at modtage kontraktlige pengestrømme, hvis en virksomhed kan forklare årsagerne til et sådant salg og påvise, hvorfor det ikke afspejler en ændring i virksomhedens forretningsmodel. Endvidere kan salg være forenelig med formålet om at besidde finansielle aktiver for at modtage kontraktlige pengestrømme, hvis salget foretages tæt på de finansielle aktivers udløb, og provenuet fra salget er på niveau med de resterende kontraktlige pengestrømme.

B4.1.4

Følgende er eksempler på, at formålet med en virksomheds forretningsmodel er at besidde finansielle aktiver for at modtage kontraktlige pengestrømme. Listen over eksempler er ikke udtømmende. Endvidere har eksemplerne ikke til formål at beskrive alle faktorer af relevans for vurderingen af virksomhedens forretningsmodel eller at sige noget om faktorernes relative betydning.

B4.1.4A

En virksomhed kan besidde finansielle aktiver i en forretningsmodel, der har til formål både at modtage kontraktlige pengestrømme og sælge finansielle aktiver. I denne type forretningsmodel har nøglepersonerne i virksomhedens ledelse truffet beslutning om, at både modtagelse af kontraktlige pengestrømme og salg af finansielle aktiver er integrerede dele af opfyldelsen af formålet med forretningsmodellen. Der er forskellige mål, der kan være forenelige med denne type forretningsmodel. Formålet med forretningsmodellen kan eksempelvis være at styre det daglige likviditetsbehov, at have en bestemt renteafkastprofil eller at matche de finansielle aktivers varighed med varigheden af de forpligtelser, som aktiverne finansierer. For at opfylde et sådant formål vil virksomheden både modtage kontraktlige pengestrømme og sælge finansielle aktiver.

B4.1.4B

Sammenholdt med en forretningsmodel, som har til formål at besidde finansielle aktiver for at modtage kontraktlige pengestrømme, vil denne forretningsmodel normalt være forbundet med hyppigere salg af en større værdi. Grunden er, at salg af finansielle aktiver er en integreret del af opfyldelsen af formålet med forretningsmodellen og ikke blot en nødvendig følge af den. Der er imidlertid ikke nogen grænse for, hvor hyppigt salg skal gennemføres, og hvilken værdi de skal have, i denne forretningsmodel, fordi både modtagelse af kontraktlige pengestrømme og salg af finansielle aktiver er en integreret del af opfyldelsen af formålet.

B4.1.4C

Følgende er eksempler på, at formålet med virksomhedens forretningsmodel kan opfyldes ved både at modtage kontraktlige pengestrømme og sælge finansielle aktiver. Listen over eksempler er ikke udtømmende. Endvidere har eksemplerne ikke til formål at beskrive alle faktorer af relevans for vurderingen af virksomhedens forretningsmodel eller at sige noget om faktorernes relative betydning.

B4.1.5

Finansielle aktiver måles til dagsværdi gennem resultatet, hvis de ikke besiddes i en forretningsmodel, som har til formål at besidde aktiver for at modtage kontraktlige pengestrømme, eller i en forretningsmodel, som har til formål både at modtage kontraktlige pengestrømme og sælge finansielle aktiver (jf. også afsnit 5.7.5). I en forretningsmodel, som omfatter måling til dagsværdi gennem resultatet, forvalter en virksomhed de finansielle aktiver med henblik på at realisere pengestrømme ved salg af aktiverne. Virksomheden træffer beslutninger ud fra aktivernes dagsværdi og forvalter aktiverne for at realisere dagsværdien. I dette tilfælde vil virksomhedens formål normalt omfatte aktivt køb og salg. Selv om virksomheden modtager kontraktlige pengestrømme, mens den besidder de finansielle aktiver, opfyldes formålet med en sådan forretningsmodel ikke ved både at modtage kontraktlige pengestrømme og sælge finansielle aktiver. Grunden er, at modtagelse af kontraktlige pengestrømme ikke er en integreret del af opfyldelsen af formålet med forretningsmodellen, men blot en nødvendig følge af den.

B4.1.6

En portefølje af finansielle aktiver, der forvaltes, og hvis afkast vurderes på grundlag af dagsværdien (som beskrevet i afsnit 4.2.2, litra b)), besiddes hverken for at modtage kontraktlige pengestrømme eller både for at modtage kontraktlige pengestrømme og sælge finansielle aktiver. Virksomheden fokuserer primært på oplysninger om dagsværdi og bruger disse oplysninger til at vurdere aktivernes afkast og træffe beslutninger. Desuden besiddes en portefølje af finansielle aktiver, der opfylder definitionen af »som besiddes med handelshensigt«, ikke for at modtage kontraktlige pengestrømme eller både for at modtage kontraktlige pengestrømme og sælge finansielle aktiver. For sådanne porteføljer er modtagelse af kontraktlige pengestrømme blot en nødvendig følge af opfyldelsen af formålet med forretningsmodellen. Derfor skal sådanne porteføljer af finansielle aktiver måles til dagsværdi gennem resultatet.

B4.1.7

I henhold til afsnit 4.1.1, litra b), skal en virksomhed klassificere et finansielt aktiv på grundlag af de kontraktlige pengestrømmes egenskaber, hvis det finansielle aktiv besiddes i en forretningsmodel, som har til formål at besidde aktiver for at modtage kontraktlige pengestrømme, eller i en forretningsmodel, som har til formål både at modtage kontraktlige pengestrømme og sælge finansielle aktiver, medmindre afsnit 4.1.5 finder anvendelse. For at gøre dette skal virksomheden i henhold til betingelsen i afsnit 4.1.2, litra b), og 4.1.2A, litra b), vurdere, hvorvidt aktivets kontraktlige pengestrømme alene består af betaling af afdrag og renter på hovedstolen.

B4.1.7A

Kontraktlige pengestrømme, som alene består af betaling af afdrag og renter på hovedstolen, svarer til en basal låneaftale. I en basal låneaftale er godtgørelse af den tidsmæssige værdi af penge (se afsnit B4.1.9A-B4.1.9E) og kreditrisiko normalt de vigtigste renteelementer. I en sådan aftale kan renten imidlertid også omfatte andre grundlæggende udlånsrisici (f.eks. likviditetsrisiko) og omkostninger (f.eks. administrationsomkostninger) forbundet med besiddelse af det finansielle aktiv i et bestemt tidsrum. Derudover kan renten omfatte en fortjenstmargin, der er forenelig med en basal låneaftale. Under ekstreme økonomiske omstændigheder kan renten være negativ, hvis indehaveren af et finansielt aktiv f.eks. enten eksplicit eller implicit betaler for at indskyde sine penge i et bestemt tidsrum (og dette beløb overstiger den betaling, som indehaveren modtager for den tidsmæssige værdi af penge, kreditrisiko og andre grundlæggende udlånsrisici og omkostninger). De kontraktlige vilkår, der beskriver eksponeringen for risici eller volatilitet i de kontraktlige pengestrømme, som ikke er omfattet af en basal låneaftale, som f.eks. eksponering for ændringer i kurser på egenkapitalinstrumenter eller råvarepriser, giver ikke anledning til kontraktlige pengestrømme, som alene består af betaling af afdrag og renter på hovedstolen. Et oprettet eller erhvervet finansielt aktiv kan være en basal låneaftale, uanset om det i sin juridiske form er et lån.

B4.1.7B

I henhold til afsnit 4.1.3, litra a), er hovedstolen dagsværdien af det finansielle aktiv ved første indregning. Hovedstolen kan imidlertid ændre sig i det finansielle aktivs løbetid (f.eks. hvis der er afdrag på hovedstolen).

B4.1.8

En virksomhed skal vurdere, hvorvidt kontraktlige pengestrømme alene består af betaling af afdrag og renter på hovedstolen for den valuta, som det finansielle aktiv er angivet i.

B4.1.9

Gearing er en af egenskaberne ved nogle finansielle aktivers kontraktlige pengestrømme. Gearing øger udsvingene i de kontraktlige pengestrømme, således at de ikke har samme økonomiske egenskaber som renter. En ikke-indbygget option, terminskontrakter og swap-kontrakter er eksempler på finansielle aktiver med en sådan gearing. Derfor opfylder sådanne kontrakter ikke betingelsen i afsnit 4.1.2, litra b), og 4.1.2A, litra b), og kan ikke efterfølgende måles til amortiseret kostpris eller dagsværdi gennem øvrig totalindkomst.

B4.1.9A

Den tidsmæssige værdi af penge er et renteelement, der kun yder godtgørelse for tidsforløbet. Det vil sige, at den tidsmæssige værdi af penge ikke yder godtgørelse for andre risici eller omkostninger forbundet med besiddelse af det finansielle aktiv. For at vurdere om elementet kun yder godtgørelse for tidsforløbet, foretager virksomheden en skønsmæssig vurdering og overvejer de relevante faktorer som f.eks. den valuta, det finansielle aktiv er angivet i, og den tidshorisont, som renten er fastsat for.

B4.1.9B

I nogle tilfælde kan den tidsmæssige værdi af penge imidlertid være ændret (dvs. mangelfuld). Det ville f.eks. være tilfældet, hvis renten på et finansielt aktiv regelmæssigt ændres, men hyppigheden af disse tilpasninger ikke matcher rentens forløb (f.eks. hvis renten tilpasses hver måned til en etårig rente), eller hvis et finansielt aktivs rente regelmæssigt tilpasses til et gennemsnit af bestemte korte og lange renter. I sådanne tilfælde skal virksomheden vurdere ændringen for at bestemme, om de kontraktlige pengestrømme alene udgør betaling af afdrag og renter på hovedstolen. I nogle tilfælde vil virksomheden kunne gøre dette ved at foretage en kvalitativ vurdering af den tidsmæssige værdi af penge, hvorimod det i andre tilfælde vil være nødvendigt at foretage en kvantitativ vurdering.

B4.1.9C

Ved vurderingen af en ændret tidsmæssig værdi af penge er målet at vurdere, hvad forskellen vil være mellem de kontraktlige (ikke-diskonterede) pengestrømme og de (ikke-diskonterede) pengestrømme, der ville opstå, hvis den tidsmæssige værdi af penge ikke blev ændret (referencepengestrømmene). Hvis f.eks. det finansielle aktiv, der vurderes, har en variabel rente, der ændres hver måned til en etårig rente, skulle virksomheden sammenligne det finansielle aktiv med et finansielt instrument med de samme kontraktlige vilkår og den samme kreditrisiko, bortset fra at den variable rente tilpasses hver måned til en månedlig rente. Hvis den ændrede tidsmæssige værdi af penge kunne medføre kontraktlige (ikke-diskonterede) pengestrømme, som er væsentligt forskellige fra de (ikke-diskonterede) referencepengestrømme, opfylder det finansielle aktiv ikke betingelsen i afsnit 4.1.2, litra b), og 4.1.2A, litra b). For at foretage denne vurdering skal virksomheden overveje virkningen af den ændrede tidsmæssige værdi af penge i hver enkelt regnskabsperiode og akkumuleret i det finansielle instruments løbetid. Begrundelsen for, hvorfor renten fastsættes på denne måde, er ikke relevant for analysen. Hvis det med en begrænset eller ingen analyse står klart, om de kontraktlige (ikke-diskonterede) pengestrømme på det finansielle aktiv, som bliver vurderet, kunne (eller ikke kunne) være væsentligt forskellige fra de (ikke-diskonterede) referencepengestrømme, behøver en virksomhed ikke at foretage en detaljeret vurdering.

B4.1.9D

Når en virksomhed vurderer en ændret tidsmæssig værdi af penge, skal den overveje faktorer, som kunne påvirke de fremtidige kontraktlige pengestrømme. Hvis en virksomhed eksempelvis vurderer en obligation med en løbetid på fem år, og den variable rente tilpasses hver sjette måned til en femårig rente, kan virksomheden ikke konkludere, at de kontraktlige pengestrømme alene består af betaling af afdrag og renter på hovedstolen, blot fordi at rentekurven på tidspunktet for vurderingen viser, at forskellen mellem en femårig rente og en seksmåneders rente er uvæsentlig. I stedet skal virksomheden også vurdere, hvorvidt forholdet mellem den femårige rente og den seksmåneders rente kunne ændre sig i instrumentets løbetid, så de kontraktlige (ikke-diskonterede) pengestrømme i instrumentets løbetid kunne være væsentlige forskellige fra de (ikke-diskonterede) referencepengestrømme. En virksomhed skal imidlertid kun tage stilling til rimeligt mulige scenarier og ikke alle mulige scenarier. Hvis en virksomhed konkluderer, at de kontraktlige (ikke-diskonterede) pengestrømme kunne være væsentligt forskellige fra de (ikke-diskonterede) referencepengestrømme, opfylder det finansielle aktiv ikke betingelsen i afsnit 4.1.2, litra b), og 4.1.2A, litra b), og kan derfor ikke måles til amortiseret kostpris eller dagsværdi gennem øvrig totalindkomst.

B4.1.9E

I visse jurisdiktioner er det staten eller en tilsynsmyndighed, der fastsætter renten. Eksempelvis kan statens fastsættelse af renten ske som led i en bredere makroøkonomisk politik eller have til formål at tilskynde virksomheder til at investere i en bestemt økonomisk sektor. I nogle af disse tilfælde er formålet med den tidsmæssige værdi af penge ikke kun at yde godtgørelse for tidsforløbet. Uanset afsnit B4.1.9A-B4.1.9D skal en statsligt fastsat rente betragtes som en erstatning for den tidsmæssige værdi af penge med henblik på anvendelsen af betingelserne i afsnit 4.1.2, litra b), og 4.1.2A, litra b), hvis denne rente yder en godtgørelse, der stort set svarer til tidsforløbet og ikke medfører eksponering for risici eller volatilitet i de kontraktlige pengestrømme, som er uforenelige med en basal låneaftale.

B4.1.10

Hvis et finansielt aktiv omfatter et kontraktligt vilkår, der kan ændre tidspunktet eller den beløbsmæssige størrelse forbundet med kontraktlige pengestrømme (f.eks. hvis aktivet kan førtidigt indfries før udløb, eller løbetiden kan forlænges), skal virksomheden vurdere, hvorvidt de kontraktlige pengestrømme, der kan opstå i instrumentets løbetid som følge af dette kontraktlige vilkår, alene består af betaling af afdrag og renter på hovedstolen. Som led i denne vurdering skal virksomheden vurdere de kontraktlige pengestrømme, der kan opstå både før og efter ændringen i de kontraktlige pengestrømme. Virksomheden skal eventuelt også vurdere arten af en eventuel betinget begivenhed (dvs. den udløsende begivenhed), som ville ændre tidspunktet eller den beløbsmæssige størrelse forbundet med de kontraktlige pengestrømme. Arten af den betingede begivenhed er ikke i sig selv bestemmende for vurderingen af, hvorvidt de kontraktlige pengestrømme alene består af betaling af afdrag og renter, men den kan give en indikation. Eksempelvis kan man sammenligne et finansielt instrument med en rente, der forhøjes, hvis debitor misligholder et bestemt antal betalinger, med et finansielt instrument med en rente, der forhøjes, hvis et bestemt aktieindeks når et bestemt niveau. Det er mere sandsynligt i det førstnævnte tilfælde, at de kontraktlige pengestrømme i instrumentets løbetid udelukkende vil være betaling af afdrag og renter på hovedstolen, som følge af forholdet mellem misligholdte betalinger og en stigning i kreditrisikoen. (Jf. også afsnit B4.1.18.)

B4.1.11

Følgende er eksempler på kontraktlige vilkår, der medfører kontraktlige pengestrømme, som alene består af betaling af afdrag og renter på hovedstolen:

B4.1.12

Uanset afsnit B4.1.10 opfylder et finansielt aktiv, som ellers ville opfylde betingelsen i afsnit 4.1.2, litra b), og 4.1.2A, litra b), men ikke gør det på grund af et kontraktligt vilkår, der giver udstederen ret til (eller pålægger udstederen) at indfri et gældsinstrument førtidigt, eller giver indehaveren ret til (eller pålægger indehaveren) at levere et gældsinstrument tilbage til udstederen før udløb, kriterierne for at blive målt til amortiseret kostpris eller dagsværdi gennem øvrig totalindkomst (forudsat at betingelsen i afsnit 4.1.2, litra a), eller i afsnit 4.1.2A, litra a), er opfyldt), hvis:

B4.1.13

Følgende eksempler illustrerer kontraktlige pengestrømme, som alene består af betaling af afdrag og renter på hovedstolen. Listen over eksempler er ikke udtømmende.

B4.1.14

Følgende eksempler illustrerer kontraktlige pengestrømme, som ikke alene består af betaling af afdrag og renter på hovedstolen. Listen over eksempler er ikke udtømmende.

B4.1.15

I nogle tilfælde kan et finansielt aktiv have kontraktlige pengestrømme, som beskrives som hovedstol og renter, men sådanne pengestrømme er ikke betaling af afdrag og renter på hovedstolen som beskrevet i afsnit 4.1.2, litra b), 4.1.2A, litra b), og 4.1.3 i denne standard.

B4.1.16

Dette kan være tilfældet, hvis det finansielle aktiv er en investering i bestemte aktiver eller pengestrømme, og derfor er de kontraktlige pengestrømme ikke alene betalinger af afdrag og renter på hovedstolen. Hvis det eksempelvis i de kontraktlige vilkår fastsættes, at det finansielle aktivs pengestrømme øges, når flere biler bruger en bestemt betalingsvej, er disse kontraktlige pengestrømme uforenelige med en basal låneaftale. Derfor ville instrumentet ikke opfylde betingelsen i afsnit 4.1.2, litrab), og 4.1.2A, litra b). Dette kunne være tilfældet, hvis en kreditors krav er begrænset til bestemte aktiver tilhørende debitor eller pengestrømmene fra bestemte aktiver (f.eks. et finansielt aktiv uden regres).

B4.1.17

Det, at et finansielt aktiv er uden regres, betyder ikke nødvendigvis, at det finansielle aktiv opfylder betingelsen i afsnit 4.1.2, litra b), og 4.1.2A, litra b). I sådanne situationer skal kreditor vurdere (»se igennem til«) de underliggende aktiver eller pengestrømme for at bestemme, om de kontraktlige pengestrømme for det finansielle aktiv, der skal klassificeres, er betalinger af afdrag og renter på hovedstolen. Hvis vilkårene for det finansielle aktiv giver anledning til andre pengestrømme eller begrænser pengestrømmene på en måde, der er uforenelig med betalinger af afdrag og renter, opfylder det finansielle aktiv ikke betingelsen i 4.1.2, litra b), og 4.1.2A, litra b). Hvorvidt de underliggende aktiver er finansielle aktiver eller ikke-finansielle aktiver påvirker ikke i sig selv denne vurdering.

B4.1.18

En egenskab ved kontraktlige pengestrømme berører ikke klassifikationen af det finansielle aktiv, hvis den kun kunne have en ubetydelig virkning på det finansielle aktivs kontraktlige pengestrømme. For at foretage denne vurdering skal en virksomhed overveje den mulige virkning af de kontraktlige pengestrømmes egenskaber i hver enkelt regnskabsperiode og akkumuleret i det finansielle instruments løbetid. Hvis en egenskab ved kontraktlige pengestrømme kunne have en virkning på de kontraktlige pengestrømme, som er mere end ubetydelig (enten i én regnskabsperiode eller akkumuleret), men denne egenskab ikke er reel, påvirker det endvidere ikke klassifikationen af et finansielt aktiv. En egenskab ved pengestrømme er ikke reel, hvis den kun påvirker instrumentets kontraktlige pengestrømme i tilfælde af en begivenhed, der er meget sjælden, unormal og usandsynlig.

B4.1.19

I næsten alle udlånstransaktioner er kreditors instrument rangeret i forhold til debitors andre kreditorers instrumenter. Et instrument, som er efterstillet andre instrumenter, kan have kontraktlige pengestrømme, som er betalinger af afdrag og renter på hovedstolen, hvis debitors manglende betaling udgør misligholdelse af en kontrakt, og indehaveren i henhold til kontrakten har ret til at modtage ubetalte afdrag og renter på hovedstolen, selv om debitor går konkurs. Eksempelvis ville et tilgodehavende fra salg, hvor kreditor er uprivilegeret kreditor, blive anset for at have betalinger af afdrag og renter på hovedstolen. Dette er også tilfældet, selv om debitor har udstedt lån, som er sikrede, og som derfor i tilfælde af konkurs ville give indehaveren af lånetilsagnet prioritet over den uprivilegerede kreditors krav med hensyn til sikkerheden, men som ikke berører den uprivilegerede kreditors ret i henhold til kontrakten til ubetalte afdrag og andre skyldige beløb.

B4.1.20

I nogle typer transaktioner kan en udsteder prioritere betalinger til indehavere af finansielle aktiver ved hjælp af flere kontraktligt forbundne instrumenter, som skaber koncentrationer af kreditrisiko (trancher). Hver enkelt tranche har en rangorden, der angiver, hvilken rækkefølge eventuelle pengestrømme, som udstederen opnår, har i tranchen. I sådanne situationer har indehaverne af en tranche kun ret til betalinger af afdrag og renter på hovedstolen, hvis udstederen opnår tilstrækkelige pengestrømme til at dække de højere rangerende trancher.

B4.1.21

I sådanne transaktioner har tranchen pengestrømsegenskaber, som kun er betalinger af afdrag og renter på hovedstolen, hvis:

B4.1.22

En virksomhed skal se igennem til de underliggende puljer, indtil den kan identificere den underliggende pulje af instrumenter, der skaber (og ikke viderefører) pengestrømmene. Dette er den underliggende pulje af finansielle instrumenter.

B4.1.23

Den underliggende pulje skal omfatte et eller flere instrumenter, der har kontraktlige pengestrømme, som alene består af betaling af afdrag og renter på hovedstolen.

B4.1.24

Den underliggende pulje af instrumenter kan også omfatte instrumenter, som:

B4.1.25

Hvis et af instrumenterne i puljen ikke opfylder betingelserne i enten afsnit B4.1.23 eller afsnit B4.1.24, er betingelsen i afsnit B4.1.21, litra b), ikke opfyldt. Det er ikke sikkert, at det er nødvendigt at foretage en detaljeret analyse af de enkelte instrumenter i puljen i forbindelse med denne vurdering. En virksomhed skal imidlertid foretage et skøn og en passende analyse for at vurdere, hvorvidt instrumenterne i puljen opfylder betingelserne i afsnit B4.1.23-B4.1.24. (Afsnit B4.1.18 indeholder vejledning om kontraktlige pengestrømmes egenskaber, som kun har en ubetydelig virkning.)

B4.1.26

Hvis indehaveren ikke kan vurdere betingelserne i afsnit B4.1.21 ved første indregning, skal tranchen måles til dagsværdi gennem resultatet. Hvis den underliggende pulje af instrumenter kan ændres efter første indregning på en sådan måde, at puljen muligvis ikke opfylder betingelserne i afsnit B4.1.23-B4.1.24, opfylder tranchen ikke betingelserne i afsnit B4.1.21 og skal måles til dagsværdi gennem resultatet. Hvis den underliggende pulje imidlertid omfatter instrumenter, som er sikret ved aktiver, der ikke opfylder betingelserne i afsnit B4.1.23-B4.1.24, skal muligheden for at tiltræde sådanne aktiver imidlertid lades ude af betragtning i anvendelsen af dette afsnit, medmindre virksomhedens hensigt med at erhverve tranchen var at kontrollere aktivet.

B4.1.27

Med forbehold af betingelserne i afsnit 4.1.5 og 4.2.2 tillader denne standard, at en virksomhed klassificerer et finansielt aktiv, en finansiel forpligtelse eller en gruppe af finansielle instrumenter (finansielle aktiver, finansielle forpligtelser eller begge dele) som til dagsværdi gennem resultatet, forudsat at dette giver mere relevant information.

B4.1.28

Virksomhedens beslutning om at klassificere et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse som til dagsværdi gennem resultatet svarer til et valg af regnskabspraksis (selvom klassifikationen i modsætning til valg af regnskabspraksis ikke kræves anvendt ensartet på alle tilsvarende transaktioner). Hvis en virksomhed har et sådant valg, kræves det i afsnit 14, litra b), i IAS 8, at den valgte regnskabspraksis medfører årsregnskaber, der giver pålidelige og mere relevante oplysninger om virkningerne af transaktioner eller andre begivenheder eller forhold på virksomhedens finansielle stilling, indtjening og pengestrømme. I forbindelse med klassifikation af en finansiel forpligtelse som til dagsværdi gennem resultatet beskriver afsnit 4.2.2 eksempelvis de to forhold, hvor kravet om mere relevant information vil være opfyldt. Derfor skal virksomheden for at vælge en sådan klassifikation i overensstemmelse med afsnit 4.2.2 dokumentere, at den falder ind under et af (eller begge) disse to forhold.

B4.1.29

Målingen af et finansielt aktiv eller en finansiel forpligtelse og klassifikationen af indregnede ændringer i postens værdi bestemmes af postens klassifikation og af, om posten er en del af et klassificeret sikringsforhold. Disse krav kan forårsage en målings- eller indregningsuoverensstemmelse, når eksempelvis et finansielt aktiv, hvis der ikke foretages en klassifikation som til dagsværdi gennem resultatet, ville have været klassificeret som efterfølgende målt til dagsværdi gennem resultatet, og en forpligtelse, som virksomheden anser for at være forbundet dermed, efterfølgende ville være målt til amortiseret kostpris (uden indregning af ændringer i dagsværdien). I sådanne tilfælde kan virksomheden konkludere, at dets årsregnskab ville give mere relevant information, hvis både aktivet og forpligtelsen blev målt som til dagsværdi gennem resultatet.

B4.1.30

Følgende eksempler viser, hvornår denne betingelse kan være opfyldt. I alle tilfælde kan virksomheden udelukkende anvende denne betingelse til at klassificere finansielle aktiver eller finansielle forpligtelser som til dagsværdi gennem resultatet, hvis de opfylder princippet i afsnit 4.1.5 eller 4.2.2, litra a):

B4.1.31

I tilfælde som dem, der er beskrevet i det foregående afsnit, kan man ved at klassificere de finansielle aktiver og finansielle forpligtelser, som ikke ellers måles som sådan, som til dagsværdi gennem resultatet ved den første indregning, fjerne eller væsentligt reducere målings- eller indregningsuoverensstemmelsen og give mere relevant information. Af praktiske årsager behøver virksomheden ikke indgå alle de aktiver og forpligtelser, som giver anledning til målings- eller indregningsuoverensstemmelsen på nøjagtigt samme tidspunkt. Der tillades en rimelig forsinkelse, forudsat at hver transaktion klassificeres som til dagsværdi gennem resultatet ved den første indregning, og at man på det tidspunkt forventer, at de eventuelle resterende transaktioner vil finde sted.

B4.1.32

Det ville ikke kunne accepteres kun at klassificere en del af de finansielle aktiver og finansielle forpligtelser, der giver anledning til uoverensstemmelsen, som til dagsværdi gennem resultatet, hvis dette ikke fjerner eller væsentligt reducerer uoverensstemmelsen og derfor ikke ville medføre mere relevant information. Det ville imidlertid være acceptabelt kun at klassificere en del af en række ensartede finansielle aktiver eller ensartede finansielle forpligtelser, hvis dette ville resultere i en væsentlig reduktion (og muligvis en større reduktion end ved andre tilladte klassifikationer) af uoverensstemmelsen. Det antages eksempelvis, at en virksomhed har en række ensartede finansielle forpligtelser, der samlet beløber sig til 100 CU, og en række ensartede finansielle aktiver, der samlet beløber sig til 50 CU, men som måles på forskelligt grundlag. Virksomheden kan opnå en væsentlig reduktion af målingsuoverensstemmelsen ved at klassificere alle aktiverne ved den første indregning, men kun nogle af forpligtelserne (eksempelvis individuelle forpligtelser, der samlet beløber sig til 45 CU) som til dagsværdi gennem resultatet. Eftersom klassifikation som til dagsværdi gennem resultatet kun kan anvendes på det samlede finansielle instrument, skal virksomheden i dette eksempel imidlertid klassificere en eller flere forpligtelser i deres helhed. Den ville hverken kunne klassificere et element af en forpligtelse (eksempelvis ændringer i værdien, som kun kan henføres til én risiko, såsom ændringer i en toneangivende rente) eller en andel (dvs. procentdel) af en forpligtelse.

B4.1.33

En virksomhed kan forvalte og vurdere indtjeningen af en gruppe af finansielle forpligtelser eller finansielle aktiver og finansielle forpligtelser på en sådan måde, at måling af gruppen til dagsværdi gennem resultatet vil give mere relevant information. Fokus er i dette tilfælde rettet mod den måde, som virksomheden forvalter og vurderer indtjeningen på, snarere end på arten af dens finansielle instrumenter.

B4.1.34

En virksomhed kan eksempelvis anvende denne betingelse til at klassificere finansielle forpligtelser som til dagsværdi gennem resultatet, hvis den opfylder princippet i afsnit 4.2.2, litra b), og virksomheden har finansielle aktiver og finansielle forpligtelser, der deler en eller flere risici, og disse risici styres og vurderes på grundlag af dagsværdien i overensstemmelse med en dokumenteret forvaltningspolitik for aktiver og forpligtelser. Et eksempel kan være en virksomhed, der har udstedt »strukturerede produkter«, der indeholder flere indbyggede afledte finansielle instrumenter, og styrer de dermed forbundne risici på grundlag af dagsværdien ved brug af en blanding af afledte og ikke-afledte finansielle instrumenter.

B4.1.35

Som anført ovenfor afhænger denne betingelse af den måde, hvorpå virksomheden forvalter og vurderer indtjeningen af den aktuelle gruppe af finansielle instrumenter. Derfor skal en virksomhed (i henhold til kravet om klassifikation ved den første indregning), der klassificerer finansielle forpligtelser som til dagsværdi gennem resultatet på grundlag af denne betingelse, foretage en tilsvarende klassifikation af alle finansielle forpligtelser, der opfylder kriterierne, og som forvaltes og vurderes sammen.

B4.1.36

Dokumentationen for virksomhedens strategi behøver ikke være omfattende, men dog tilstrækkelig til at dokumentere overholdelse af afsnit 4.2.2, litra b). En sådan dokumentation kræves ikke for hver enkelt post, men kan foretages samlet for porteføljen. Hvis et indtjeningsstyringssystem for en afdeling — som er godkendt af nøglepersonerne i virksomhedens ledelse — eksempelvis tydeligt dokumenterer, at indtjeningen vurderes på dette grundlag, kræves der ingen yderligere dokumentation for at dokumentere overholdelse af afsnit 4.2.2, litra b).

B4.3.1

Når en virksomhed bliver part i en sammensat kontrakt med en hovedkontrakt, der ikke er et aktiv, som ligger inden for denne standards anvendelsesområde, skal virksomheden i henhold til afsnit 4.3.3 identificere et eventuelt indbygget afledt finansielt instrument, vurdere, om det skal udskilles fra hovedkontrakten, og for dem, der skal udskilles, måle de afledte finansielle instrumenter til dagsværdi ved første indregning og efterfølgende til dagsværdi gennem resultatet.

B4.3.2

Hvis en hovedkontrakt ikke har noget angivet eller forudbestemt udløbstidspunkt og udgør en resterende andel af virksomhedens nettoaktiver, er kontraktens økonomiske karakteristika og risici de samme som for et egenkapitalinstrument, og et indbygget finansielt instrument ville skulle have egenkapitalkarakteristika, som er knyttet til den samme virksomhed, for at kunne anses for at være nært forbundet. Hvis hovedkontrakten ikke er et egenkapitalinstrument og opfylder definitionen på et finansielt instrument, er kontraktens økonomiske karakteristika og risici de samme som for et gældsinstrument.

B4.3.3

Et indbygget afledt finansielt instrument, som ikke er en option (eksempelvis en indbygget termins- eller swap-kontrakt), udskilles fra hovedkontrakten på basis af instrumentets angivne eller implicitte vilkår, hvilket medfører, at instrumentet har en dagsværdi på nul ved første indregning. Et indbygget optionsbaseret afledt finansielt instrument (eksempelvis en indbygget put-, call-, cap- eller floor-option eller en swaption) udskilles fra hovedkontrakten på basis af de angivne vilkår for optionselementet. Hovedinstrumentets oprindelige regnskabsmæssige værdi er restværdien efter udskillelse af det indbyggede afledte finansielle instrument.

B4.3.4

Flere indbyggede afledte finansielle instrumenter i en enkelt sammensat kontrakt behandles normalt som et enkelt sammensat indbygget afledt finansielt instrument. For indbyggede afledte finansielle instrumenter, som klassificeres som egenkapital (jf. IAS 32), foretages dog separat regnskabsmæssig behandling i forhold til de instrumenter, som klassificeres som aktiver eller forpligtelser. Desuden gælder det, at hvis en sammensat kontrakt indeholder mere end ét indbygget afledt finansielt instrument, og disse afledte finansielle instrumenter knytter sig til forskellige risici, umiddelbart kan adskilles og er uafhængige af hinanden, skal de regnskabsmæssigt behandles separat i forhold til hinanden.

B4.3.5

De økonomiske karakteristika og risici forbundet med et indbygget afledt finansielt instrument er ikke nært forbundet med hovedkontrakten (afsnit 4.3.3, litra a)) i følgende eksempler. Under forudsætning af, at betingelserne i afsnit 4.3.3, litra b) og c), er opfyldt, behandler virksomheden regnskabsmæssigt det indbyggede afledte finansielle instrument separat fra hovedkontrakten i disse eksempler: