1.   Fabrikanterne skal udstyre køretøjer i klasse L med systemer, komponenter og separate tekniske enheder, som påvirker den funktionelle sikkerhed, der er udformet, konstrueret og samlet, således at køretøjet ved normal brug og vedligeholdt i overensstemmelse med fabrikantens forskrifter opfylder de detaljerede tekniske krav og prøvningsprocedurer. Fabrikanterne skal i overensstemmelse med artikel 6 til 22 ved hjælp af en fysisk prøvning påvise over for den godkendende myndighed, at køretøjer i klasse L, som er gjort tilgængelige på markedet, er registreret eller er taget i brug i Unionen, overholder de funktionelle sikkerhedskrav i artikel 18, 20, 22 og 54 i forordning (EU) nr. 168/2013 og de detaljerede tekniske krav og prøvningsprocedurer, der er fastsat i denne forordning.

2.   Fabrikanterne skal godtgøre, at reservedele og udstyr, som gøres tilgængelige på markedet eller tages i brug i Unionen, er godkendt i overensstemmelse med kravene i forordning (EU) nr. 168/2013 som fastsat i de detaljerede tekniske krav og prøvningsprocedurer, der er omhandlet i denne forordning. Et godkendt køretøj i klasse L, der er udstyret med en sådan reservedel eller sådant udstyr, skal opfylde samme krav vedrørende funktionel sikkerhed og grænseværdier for ydeevne som et køretøj, der er udstyret med en original del eller originalt udstyr, der opfylder holdbarhedskravene til og med dem, der er fastlagt i artikel 22, stk. 2, i forordning (EU) nr. 168/2013.

3.   Fabrikanten skal til den godkendende myndighed indsende en beskrivelse af de foranstaltninger, der er truffet for at forhindre indgreb i og ændring af drivaggregatet, herunder computere til kontrol af den funktionelle sikkerhed.

1.   De FN/ECE-regulativer og ændringer hertil, der er anført i bilag I til denne forordning, finder anvendelse på typegodkendelse.

2.   Henvisninger til køretøjer i klasse L1, L2, L3, L4, L5, L6 og L7 i FN/ECE-regulativerne læses som henvisninger til køretøjer i henholdsvis klasse L1e, L2e, L3e, L4e, L5e, L6e og L7e i denne forordning, herunder eventuelle underkategorier.

3.   Køretøjer med en konstruktivt bestemt maksimalhastighed på ≤ 25 km/t skal opfylde alle de relevante krav i de FN/ECE-regulativer, der finder anvendelse på køretøjer med en konstruktivt bestemt maksimalhastighed på > 25 km/t.

1.   Prøvningsprocedurerne for funktionel sikkerhed skal udføres i overensstemmelse med de prøvningskrav, der er fastsat i denne forordning.

2.   Prøvningsprocedurerne skal udføres eller bevidnes af den godkendende myndighed eller, hvis den godkendende myndighed tillader dette, af den tekniske tjeneste.

3.   Målemetoder og prøvningsresultater skal rapporteres til den godkendende myndighed i det prøvningsrapportformat, der er fastsat i artikel 72, litra g), i forordning (EU) nr. 168/2013.

BILAG I

Liste over FN/ECE-regulativer, hvis anvendelse er obligatorisk

FN/ECE-regulativ nr.	Emne	Ændringsserie	EUT-henvisning	Anvendelse
1	Forlygter til motorkøretøjer (R2, HS1)	02	EUT L 177 af 10.7.2010, s. 1	L1e, L2e, L3e, L4e, L5e, L6e og L7e
3	Refleksanordninger	Supplement 12 til ændringsserie 02	EUT L 323 af 6.12.2011, s. 1	L1e, L2e, L3e, L4e, L5e, L6e og L7e
6	Retningsviserblinklygter	Supplement 19 til ændringsserie 01	EUT L 177 af 10.7.2010, s. 40	L1e, L2e, L3e, L4e, L5e, L6e og L7e
7	Positionslygter, for og bag, og stoplygter	Supplement 16 til ændringsserie 02	EUT L 148 af 12.6.2010, s. 1	L1e, L2e, L3e, L4e, L5e, L6e og L7e
8	Forlygter til motorkøretøjer (H1, H2, H3, HB3, HB4, H7, H8, H9, H11, HIR1, HIR2)	05	EUT L 177 af 10.7.2010, s. 71	L1e, L2e, L3e, L4e, L5e, L6e og L7e
16	Sikkerhedsseler, fastholdelsesanordninger og barnefastholdelsesanordninger	Supplement 1 til ændringsserie 06	EUT L 233 af 9.9.2011, s. 1	L2e, L4e, L5e, L6e og L7e
19	Tågeforlygter	Supplement 2 til ændringsserie 03	EUT L 177 af 10.7.2010, s. 113	L3e, L4e, L5e og L7e
20	Forlygter til motorkøretøjer (H4)	03	EUT L 177 af 10.7.2010, s. 170	L1e, L2e, L3e, L4e, L5e, L6e og L7e
28	Lydsignalanordninger	Supplement 3 til ændringsserie 00	EUT L 323 af 6.12.2011, s. 33	L3e, L4e og L5e
37	Glødelamper	Supplement 34 til ændringsserie 03	EUT L 297 af 13.11.2010, s. 1	L1e, L2e, L3e, L4e, L5e, L6e og L7e
38	Tågebaglygter	Supplement 15 til ændringsserie 00	EUT L 4 af 7.1.2012, s. 20	L3e, L4e, L5e og L7e
43	Sikkerhedsruder	Supplement 12 til ændringsserie 00	EUT L 230 af 31.8.2010, s. 119	L1e, L2e, L3e, L4e, L5e, L6e og L7e
46	Anordninger til indirekte udsyn (førerspejle)	Supplement 4 til ændringsserie 02	EUT L 177 af 10.7.2010, s. 211	L2e, L5e, L6e og L7e
50	Lyskomponenter til køretøjer i klasse L	Supplement 16 til ændringsserie 00	Endnu ikke offentliggjort i EUT	L1e, L2e, L3e, L4e, L5e, L6e og L7e
53	Montering af lysanordninger (motorcykel)	Supplement 14 til ændringsserie 01	EUT L 166 af 18.6.2013, s. 55	L3e
56	Forlygter til knallerter og køretøjer, der betragtes som knallerter	01	Endnu ikke offentliggjort i EUT	L1e, L2e og L6e
57	Forlygter til motorcykler og køretøjer, der betragtes som motorcykler	02	Endnu ikke offentliggjort i EUT	L3e, L4e, L5e og L7e
60	Identificering af betjeningsanordninger, kontrolanordninger og indikatorer	Supplement 2 til ændringsserie 00	EUT L 95 af 31.3.2004, s. 10	L1e og L3e
72	Forlygter til motorcykler og køretøjer, der betragtes som motorcykler (HS1)	01	Endnu ikke offentliggjort i EUT	L3e, L4e, L5e og L7e
74	Montering af lysanordning (knallert)	Supplement 7 til ændringsserie 00	EUT L 166 af 18.6.2013, s. 88	L1e
75	Dæk	Supplement 13 til ændringsserie 01	EUT L 84 af 30.3.2011, s. 46	L1e, L2e, L3e, L4e og L5e
78	Bremsning, herunder blokeringsfri bremser og kombinerede bremsesystemer	Supplement 3 til ændringsserie 02	EUT L 95 af 31.3.2004, s. 67	L1e, L2e, L3e, L4e og L5e
81	Førerspejle	Supplement 2 til ændringsserie 00	EUT L 185 af 13.7.2012, s. 1	L1e, L2e, L3e, L4e, L5e, L6e og L7e
82	Forlygter til knallerter og køretøjer, der betragtes som knallerter (HS2)	01	Endnu ikke offentliggjort i EUT	L1e, L2e og L6e
87	Kørelyslygter	Supplement 15 til ændringsserie 00	EUT L 4 af 7.1.2012, s. 24	L1e, L2e, L3e, L4e, L5e, L6e og L7e
98	Forlygter udstyret med gasudladningslyskilde	Supplement 4 til ændringsserie 01	Endnu ikke offentliggjort i EUT	L3e
99	Gasudladningslyskilder	Supplement 5 til ændringsserie 00	EUT L 164 af 30.6.2010, s. 151	L3e
112	Forlygter med asymmetriske lysbundter	Supplement 12 til ændringsserie 00	EUT L 230 af 31.8.2010, s. 264	L1e, L2e, L3e, L4e, L5e, L6e og L7e
113	Forlygter med symmetriske lysbundter	Supplement 2 til ændringsserie 01	EUT L 330 af 16.12.2005, s. 214	L1e, L2e, L3e, L4e, L5e, L6e og L7e

Forklarende bemærkning:

Det forhold, at en bestemt komponent er medtaget i denne liste, er ikke ensbetydende med, at montering deraf er obligatorisk. Der er dog for visse komponenter fastsat krav om obligatorisk montering i andre bilag til denne forordning.

BILAG II

Prøvningsprocedurer og ydeevnekrav vedrørende lydsignalanordninger

DEL 1

Krav vedrørende komponenttypegodkendelse af en type mekanisk eller elektrisk lydsignalanordning, som er beregnet til montering i køretøjer i klasse L1e, L2e og L6e

1.   Generelle krav

1.1.

Lydsignalanordninger skal afgive en kontinuerlig og ensartet lyd med et lydfrekvensspektrum, der ikke varierer hørligt i aktiveringsperioden. For lydsignalanordninger, der er tilsluttet vekselstrøm, finder dette krav kun anvendelse, når generatoren kører med konstant hastighed som specificeret i punkt 2.3.2.

1.2.

Lydsignalanordninger skal have sådanne akustiske egenskaber (lydenergiens fordeling over spektret og størrelse af lydtryk) og mekaniske egenskaber, at de opfylder prøvningerne i punkt 2 til 3.4 i den anførte rækkefølge.

1.3.

Elektriske lydsignalanordninger kan være forsynet med en funktion, der giver anordningen mulighed for at fungere med et betydeligt lavere lydtryksniveau.

1.4.

Mekaniske lydsignalanordninger skal være udstyret med en tommelfingerbetjent vippeknap, enten af »puller bell« typen, der er sat op til hurtigt at bringe to løst monterede metalplader i rotation inde i klokkehuset, eller af enkeltslagsklokketypen.

2.   Måling af lydtryk

2.1.

Prøvning af lydsignalanordninger skal fortrinsvis finde sted i lyddøde omgivelser. Alternativt kan prøvningen foretages i et delvist lyddødt rum eller på et åbent område i det fri. I dette tilfælde skal der træffes passende foranstaltninger mod tilbagekastning af lyden fra jordoverfladen inden for målefeltet, f.eks. opstilling af lydabsorberende skærme. Det kontrolleres, at afvigelsen fra kugleform er mindre end 1 dB i en halvkugle med radius på mindst 5 m op til den højeste målefrekvens, især i måleretningen og i anordningens og mikrofonens højde. Omgivelsesstøjen skal være mindst 10 dB(A) lavere end det lydtryk, der skal måles. Anordningen, der prøves, og mikrofonen skal være anbragt i samme højde, som skal være mellem 1,15 og 1,25 m. Den retning, hvor mikrofonens følsomhed er størst, skal falde sammen med den retning, hvor lydsignalanordningens støjniveau er på sit højeste. Mikrofonen anbringes med membranen i en afstand af 2 ± 0,01 m fra det plan, hvor anordningens lydåbning findes. For anordninger med flere udgange skal denne afstand fastlægges i forhold til den åbning, der er nærmest mikrofonen.

2.2.

Måling af lydtrykket finder sted med en præcisionslydmåler (klasse 1), der opfylder kravene i IEC-publikation nr. 651, første udgave (1979). Alle målinger foretages med tidskonstanten »hurtig«. Ved måling af det samlede lydtryk benyttes der frekvensvejning »A«. Spektret af den udsendte lyd måles ved Fourier-transformation af det akustiske signal. Alternativt kan der benyttes filtre på 1/3 oktav, som opfylder kravene i IEC-publikation nr. 225, første udgave (1966), og i så fald bestemmes lydtrykniveauet inden for centralfrekvensbåndet på 2 500 Hz, ved at tilføje den kvadratiske middelværdi af lydtrykniveauet i 1/3-oktav frekvensbåndet med centerfrekvenser på 2 000, 2 500 og 3 150 Hz. Under alle omstændigheder kan kun metoden med Fourier-transformation betragtes som referencemetode.

2.3.

Den elektriske lydsignalanordning skal forsynes med en af følgende spændinger, afhængigt af, hvad der er mest hensigtsmæssigt: 2.3.1. For lydsignalanordninger, der forsynes med jævnstrøm, anvendes en prøvespænding på 6,5, 13,0 eller 26,0 V, målt ved spændingskildens udgangsside og svarende til en nominel spænding på henholdsvis 6, 12 eller 24 V. 2.3.2. Når en lydsignalanordning forsynes med jævnstrøm fra en elektrisk generator af den type, der normalt anvendes med denne type anordning, registreres anordningens akustiske karakteristika ved generatorhastigheder svarende til 50 %, 75 % og 100 % af den af generatorfabrikanten oplyste maksimumhastighed for kontinuerlig drift. Under prøvningen udsættes generatoren ikke for andre elektriske belastninger. Holdbarhedsprøvning under punkt 3 til 3.4 foretages ved den hastighed, fabrikanten foreskriver, inden for ovennævnte intervaller. 2.3.3. Benyttes der ensrettet strøm ved prøvning af en lydsignalanordning, der forsynes med jævnstrøm, må forskellen mellem spændingspulserne målt fra top til top ved strømkildens poler ikke være større end 0,1 V. 2.3.4. Modstanden i den elektriske leder for lydsignalanordninger, der forsynes med jævnstrøm, herunder modstanden i terminaler og kontakter, skal være så tæt som muligt på 0,05 Ω for en nominel spænding på 6 V, 0,10 Ω for en nominel spænding på 12 V og 0,20 Ω for en nominel spænding på 24 V.

2.4.

Mekaniske lydsignalanordninger prøves som følger. 2.4.1. Den anordning, der skal prøves, skal betjenes af en person eller ved andre eksterne anordninger, som bevæger styrestangen som anbefalet af fabrikanten. Tilstedeværelsen af en operatør skal ikke have nogen mærkbar indflydelse på prøvningsresultaterne. Én målingssekvens består af ti på hinanden følgende bevægelser inden for styrestangens fulde bevægelsesbane inden for 4 ± 0,5 s. Der gennemføres fem sekvenser med en pause mellem hver sekvens. Den fuldstændige procedure udføres fem gange. 2.4.2. Det A-vægtede lydtryk registreres for hver af de 25 målingssekvenser og skal være inden for 2,0 dB(A), og der foretages et gennemsnit af hver måling til beregning af det endelige resultat.

2.5.

Ved hjælp af de(t) af fabrikanten foreskrevne beslag fastgøres lydsignalanordningen uelastisk til en sokkel med en masse på mindst ti gange lydsignalanordningens, dog mindst 30 kg. Soklen skal være udformet på en sådan måde, at refleksionerne fra dens sider og vibrationerne herfra er uden nævneværdig indflydelse på måleresultaterne.

2.6.

Under de ovenfor beskrevne betingelser må det A-vægtede støjniveau ikke overstige 115 dB(A) for elektriske lydsignalanordninger og 95 dB(A) for mekaniske lydsignalanordninger.

2.7.

Lydtryksniveauet for elektriske lydsignalanordningers frekvensbånd i området fra 1 800 til 3 550 Hz skal være større end lydtrykket fra alle frekvenskomponenter over 3 550 Hz og under alle omstændigheder mindst 90 dB(A). Lydtryksniveauet for mekaniske lydsignalanordninger skal være mindst 80 dB(A).

2.8.

Karakteristikaene i punkt 2.6 til 2.7 skal også gælde for lydsignalanordninger, der har været underkastet den holdbarhedsprøvning, der er foreskrevet i punkt 3 til 3.4.

2.8.1.

Eventuelle variationer i spænding skal ligge mellem 115 % og 95 % af den nominelle værdi for elektriske lydsignalanordninger til jævnstrøm eller mellem 50 % og 100 % af den maksimale generatorhastighed, som generatorfabrikanten anbefaler til kontinuerlig drift for elektriske lydsignalanordninger til vekselstrøm.

2.9.

Tidsintervallet mellem aktivering og det tidspunkt, hvor lyden når op på den minimale værdi som foreskrevet i punkt 2.6 til 2.7, må ikke overskride 0,2 sekunder målt ved en temperatur på 293 K ± 5 K (20 °C ± 5 °C). Dette krav gælder især for pneumatiske eller elektropneumatiske lydsignalanordninger.

2.10.

Pneumatiske eller elektropneumatiske lydsignalanordninger skal med den af fabrikanten specificerede energiforsyning opfylde samme krav vedrørende lydafgivelse som normale elektriske lydsignalanordninger.

2.11.

Den minimale værdi som krævet i punkt 2.6 til 2.7 skal opnås for hver enkelt komponent af en flertoneanordning, som eventuelt kan afgive uafhængige lyde. Maksimalværdien for det samlede lydniveau skal opnås, når alle komponenter er i funktion samtidig.

3.   Holdbarhedsprøvning

3,1.

Den omgivende temperatur skal være mellem 288 K og 303 K (15 °C og 30 °C).

3,2.

Den elektriske lydsignalanordning skal forsynes med den nominelle spænding ved den i punkt 2.3.1 til 2.3.4 specificerede modstand, og skal være i overensstemmelse med punkt 2.8.1, og betjenes 10 000 gange, hver gang med en aktivering på 1 s efterfulgt af en ikke-aktivering på 4 s. Under prøvningen ledes der køleluft forbi lydsignalanordningen med en hastighed på 10 m/s ± 2 m/s.

3.2.1.

Ved holdbarhedsprøvning i lyddødt rum skal dette være tilstrækkelig stort til, at den udviklede varme kan bortledes normalt under prøvningen.

3.3.

Når halvdelen af det samlede antal operationer, der kræves, er afsluttet, kan den elektriske lydsignalanordning nulstilles, hvis lydstyrkens karakteristika har ændret siden før prøvningen. Når det samlede antal operationer, der kræves, er afsluttet, kan lydsignalanordningen nulstilles igen, og den skal derefter opfylde de prøvningskrav, der er angivet i punkt 2.8.

3.4.

Fire enheder af en type mekanisk lydsignalanordning skal underkastes holdbarhedsprøvning. Hver anordning skal være i ny tilstand og må ikke smøres under prøvningen. Den skal aktiveres 30 000 gange over betjeningsarmens fulde vandring med en frekvens på 100 ± 5 aktiveringer pr. minut. De fire anordninger skal derefter underkastes en salttåge i henhold til EN ISO 9227: 2012. Tre af de fire enheder skal opfylde de prøvningskrav, der er fastsat i punkt 2.8.

DEL 2

Krav vedrørende godkendelse af en køretøjstype med hensyn til lydsignalanordninger

1.   Monteringsforskrifter

1.1.

Køretøjer i klasse L1e-B, L2e og L6e skal være forsynet med mindst én elektrisk lydsignalanordning, som er blevet komponenttypegodkendt i henhold til denne forordning eller FN/ECE-regulativ nr. 28 (1).

1.2.

Køretøjer i klasse l1e-B med en konstruktivt bestemt maksimalhastighed på ≤ 25 km/t og en maksimal kontinuerlig nominel eller netto effekt på ≤ 500 W kan alternativt udstyres med en mekanisk lydsignalanordning, som er typegodkendt i henhold til denne forordning, i hvilket tilfælde de betingelser, der er anført i punkt 2.1.1 til 2.1.7, ikke finder anvendelse.

1.3.

Køretøjer i klasse L3e, L4e og L5e skal opfylde alle relevante monteringskrav i FN/ECE-regulativ nr. 28.

1.3.1.

Hvis ikke andet er fastsat, skal udtrykket »motorcykler« i nævnte regulativ læses som en henvisning til køretøjer i klasse L3e, L4e og L5e.

1.4.

Køretøjer i klasse L7e skal opfylde alle relevante monteringskrav i FN/ECE-regulativ nr. 28 som foreskrevet for køretøjsklasse L5e.

1.5.

Hvis ikke andet er fastsat i FN/ECE-regulativ nr. 28, og som fastsat i punkt 1.3 i del 1, kan akustiske advarselsanordninger eller supplerende anordninger, der er monteret på køretøjer, og som drives ved hjælp af en eller flere elektriske motorer, have en funktion, der gør det muligt for anordningen at blive periodisk aktiveret, således at den fungerer ved et betydeligt lavere lydtrykniveau end påkrævet for lydsignalanordninger, der udsender en konstant, ensartet lyd med et spektrum, der ikke varierer hørligt i aktiveringsperioden, f.eks. med henblik på at advare fodgængere om, at køretøjet nærmer sig.

2.   Ydeevnekrav for installerede elektriske lydsignalanordninger

2.1.

For køretøjer af klasse L1e-B, L2e og L6e: 2.1.1 Prøvespændingen skal være som angivet i punkt 2.3 til 2.3.2 i del 1. 2.1.2. Lydtrykket måles under betingelserne i punkt 2.2 i del 1. 2.1.3. Det A-vægtede lydtryk, som fremkaldes af lydsignalanordningen(-erne), måles på en afstand af 7,0 m foran køretøjet, som anbringes på et åbent område på så jævn en overflade som muligt, og for anordninger, der forsynes med jævnstrøm, gennemføres prøven med motoren stoppet. 2.1.4. Mikrofonen på måleapparatet placeres i køretøjets langsgående midterplan. 2.1.5. Lydtryksniveauet fra baggrundsstøj og vindstøj skal være mindst 10 dB(A) lavere end det lydtryk, der måles. 2.1.6. Det maksimale lydtryk skal måles mellem 0,5 og 1,5 m over jorden. 2.1.7. Når det måles efter betingelserne i punkt 2.1.1 til 2.1.5, skal det maksimale lydniveau, som fastsat i punkt 2.1.6, være mellem 75 dB(A) og 112 dB(A).

2.2.

Køretøjer i klasse L3e, L4e og L5e skal opfylde alle relevante ydeevnekrav i FN/ECE-regulativ nr. 28.

2.2.1.

Foreligger der ikke særlige anvisninger, skal udtrykket »motorcykler« i nævnte regulativ læses som en henvisning til køretøjer i klasse L3e, L4e og L5e.

2.3.

Køretøjer i klasse L7e skal opfylde alle relevante ydevnekrav i FN/ECE-regulativ nr. 28 som foreskrevet for køretøjsklasse L5e.

---

(1)  EUT L 323 af 6.12.2011, s. 33.

BILAG III

Krav vedrørende bremsning, herunder blokeringsfri bremser og kombinerede bremsesystemer

1.   Krav vedrørende godkendelse af en køretøjstype med hensyn til bremsning

1.1.

Køretøjer i klasse L1e, L2e, L3e, L4e og L5e skal opfylde alle relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 78.

1.1.1.

Uanset kravene i punkt 1.1, finder punkt 1.1.1.1. til 1.1.1.3. anvendelse for køretøjer i klasse L1e med en masse i køreklar stand på ≤ 35 kg, som er forsynet med følgende udstyr: 1.1.1.1. For bremseanordninger med hydraulisk transmission skal beholdere, der indeholder reservevæske, undtages fra kravene om nem kontrol af væskeniveau i ovennævnte FN/ECE-regulativ. 1.1.1.2. For fælgbremser, for så vidt angår de særlige bestemmelser om prøvning med våde bremser i ovennævnte FN/ECE-regulativ, skal vandet ledes ind i den del af hjulfælgen, hvor friktionen foregår, med dyser placeret 10 til 30 mm bag bremseklodserne. 1.1.1.3. For køretøjer med fælgebredder på 45 mm eller derunder (kode 1.75), hvad angår bremsevirkning med forhjulsbremse alene, når belastet med den teknisk tilladte totalmasse, skal standselængden eller den tilsvarende gennemsnitlige fuldt udviklede deceleration (MFDD) være som foreskrevet i ovennævnte FN/ECE-regulativ. Hvis dette krav ikke kan opfyldes på grund af begrænset greb mellem dæk og vejbelægning, skal bremselængden S ≤ 0,1 + V2/115 med tilsvarende gennemsnitlige fuldt udviklede deceleration på 4,4 m/s2 anvendes for en prøvning på et køretøj, der er belastet med den teknisk tilladte totalmasse ved anvendelse af begge bremseanordninger samtidig.

1.1.2.

For godkendelse af en køretøjstype finder de bestemmelser, der er fastsat i bilag VIII til forordning (EU) nr. 168/2013 om obligatorisk montering af avancerede bremsesystemer anvendelse.

1.2.

Køretøjer i klasse L6e skal opfylde alle de relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 78 som foreskrevet for køretøjsklasse L2e.

1.3.

Køretøjer i klasse L7e skal opfylde alle de relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 78 som foreskrevet for køretøjsklasse L5e.

BILAG IV

Krav vedrørende elektrisk sikkerhed

1.   Krav vedrørende godkendelse af en køretøjstype for så vidt angår elektrisk sikkerhed

1.1.   Køretøjer, som fremdrives ved hjælp af en eller flere elektriske motorer, herunder rene og hybridelektriske køretøjer, skal opfylde kravene i dette bilag.

2.   Generelle krav vedrørende beskyttelse mod elektrisk stød og elektrisk sikkerhed for højspændingsbusser, når disse ikke er forbundet til eksterne højspændingsstrømforsyninger.

2.1.   Beskyttelsen mod direkte kontakt med strømførende dele skal være i overensstemmelse med nedenstående krav. Eventuelle beskyttelsesanordninger (f.eks. massiv isolering, afskærmning, indkapsling) må ikke kunne åbnes, adskilles eller fjernes uden brug af værktøj.

Beskyttelse mod adgang til strømførende dele prøves i overensstemmelse med bestemmelserne i tillæg 3 — Beskyttelse mod direkte kontakt med spændingsførende dele.

2.1.1.   Til beskyttelse af strømførende dele i den lukkede fører- og passagerkabine eller bagagerummet skal beskyttelsesgrad IPXXD være opfyldt.

2.1.2.   Til beskyttelse af strømførende dele i andre områder end den lukkede fører- og passagerkabine eller bagagerummet skal beskyttelsesgrad IPXXB være opfyldt.

2.1.3.   Til beskyttelse af strømførende dele i køretøjer, hvor der ikke forefindes nogen lukket fører- og passagerkabine, skal beskyttelsesgrad IPXXD være opfyldt for hele køretøjet.

2.1.4.   Stik (herunder tilkoblingen på køretøjet) anses at opfylde disse krav, hvis:

—	de også opfylder beskyttelsesgrad IPXXB, når de frakobles uden brug af værktøj,

—	de er anbragt under køretøjets gulv og er forsynet med en låsemekanisme (f.eks. skruelås, bajonetlås),

—	de er forsynet med en låsemekanisme, og der først skal fjernes andre komponenter med brug af værktøj for at frakoble stikket, eller

—	spændingen i de strømførende dele bliver ≤ DC 60 V eller ≤ AC 30 V (rms) inden for 1 sekund efter, at stikket frakobles.

2.1.5.   For en eventuel serviceafbryder, som kan åbnes, adskilles eller fjernes uden brug af værktøj, skal beskyttelsesgrad IPXXB være opfyldt under alle disse betingelser.

2.1.6.   Specifikke mærkningsbestemmelser

2.1.6.1.

I tilfælde af en REESS med højspændingskapacitet skal symbolet i figur 4-1 være anbragt på eller i nærheden af REESS. Symbolbaggrunden skal være gul, kanterne og pilen sort.

Figur 4-1

Mærkning af højspændingsudstyr

2.1.6.2.

Symbolet skal også være synligt på alle indkapslinger og afskærmninger, som, hvis de fjernes, blotlægger strømførende dele af højspændingskredsløb. Denne bestemmelse kan frivilligt benyttes for konnektorer til højspændingsbusser, og finder ikke anvendelse på følgende tilfælde: — hvis afskærmninger eller indkapslinger ikke fysisk kan tilgås, åbnes eller fjernes, medmindre andre køretøjskomponenter fjernes ved brug af værktøj, eller — hvis afskærmninger eller indkapslinger er placeret under køretøjets gulv.

2.1.6.3.

Kabler til højspændingsbusser, som ikke er fuldstændigt placeret i indkapslinger, skal angives med en ydre orange kappe.

2.2.   Beskyttelsen mod indirekte kontakt med strømførende dele skal være i overensstemmelse med nedenstående krav.

2.2.1.   Blotlagte ledende dele, herunder den ledende afskærmning eller indkapsling, skal med henblik på beskyttelse mod elektriske stød ved indirekte kontakt have en sikker galvanisk forbindelse til stel i form af en elektrisk ledning, et jordkabel eller en svejset eller boltet forbindelse osv., således at der ikke frembringes potentielle elektriske farer.

2.2.2.   Modstanden mellem alle blotlagte ledende dele og stel skal være lavere end 0,1 Ω, hvis strømstyrken er mindst 0,2 A. Dette krav anses for opfyldt, hvis den galvaniske forbindelse er sikret ved svejsning.

2.2.3.   Ved motorkøretøjer, som er beregnet til at blive tilsluttet en jordet ekstern elektrisk strømforsyning gennem en ledende forbindelse, skal der forefindes en anordning, der gør det muligt at forbinde stel galvanisk til jordforbindelsen.

Anordningen bør gøre det muligt at etablere jordforbindelsen, før den eksterne spænding tilføres til køretøjet, og at fastholde forbindelsen, indtil den eksterne spænding er blevet fjernet fra køretøjet.

Opfyldelsen af dette krav kan påvises enten ved at bruge det stik, der specificeres af køretøjsfabrikanten, eller ved anden analyse.

2.2.3.1.

Det er ikke nødvendigt at etablere en galvanisk forbindelse fra stel til jord i følgende tilfælde: — køretøjet kan kun anvende en dedikeret oplader, der er beskyttet, hvis der opstår en enkelt isolationsfejl, — hele køretøjets metalliske hus er beskyttet, hvis der opstår en enkelt isolationsfejl, eller — køretøjet ikke kan oplades uden helt at fjerne traktionsbatteriet fra køretøjet.

2.3.   Isoleringsmodstanden skal opfylde nedenstående krav.

2.3.1.   Vedrørende elektriske drivaggregater bestående af separate jævnstrøms- (DC) eller vekselstrømsbusser (AC):

Hvis AC-højspændingsbusser og DC-højspændingsbusser er galvanisk isolerede fra hinanden, skal isolationsmodstanden mellem alle højspændingsbusserne og stel have en mindsteværdi på 100 Ω/V af arbejdsspændingen for DC-busser og en mindsteværdi på 500 Ω/V af arbejdsspændingen for AC-busser.

Målingerne skal udføres i overensstemmelse med bestemmelserne i tillæg 1 — Metode til måling af isolationsmodstand.

2.3.2.   Vedrørende elektriske drivaggregater bestående af kombinerede jævnstrøms- (DC) og vekselstrømsbusser (AC):

Hvis AC-højspændingsbusser og DC-højspændingsbusser er galvanisk forbundet, skal isolationsmodstanden mellem alle højspændingsbusser og stel have en mindsteværdi på 500 Ω/V af arbejdsspændingen.

Hvis alle AC-højspændingsbusser er beskyttet gennem en af de 2 følgende foranstaltninger, skal isolationsmodstanden mellem højspændingsbussen og stel imidlertid have en mindsteværdi på 100 Ω/V af arbejdsspændingen:

—	dobbelt- eller flerlagede massive isolatorer, afskærmninger eller indkapslinger, som hver især opfylder kravene i punkt 2.1. til 2.1.6.3, f.eks. ledningsnet, eller

—	mekanisk robuste beskyttelser med tilstrækkelig holdbarhed i forhold til køretøjets levetid, f.eks. motorhuse, kapper til elektroniske konvertere og stik.

Isolationsmodstanden mellem højspændingsbussen og stel kan påvises ved beregning, måling eller en kombination af begge.

Målingen skal udføres i henhold til bilag 1 — Metode til måling af isolationsmodstand.

2.3.3.   Vedrørende brændselscellekøretøjer:

Hvis kravet vedrørende den mindste isolationsmodstand ikke kan opretholdes hele tiden, skal beskyttelsen sikres ved en af følgende metoder:

—	dobbelt- eller flerlagede massive isolatorer, afskærmninger eller indkapslinger, som hver især opfylder kravene i punkt 2.1 til 2.1.6.3, eller

—

indbygget overvågningssystem for isolationsmodstand samt varsling af føreren, hvis isolationsmodstanden falder til under den krævede mindsteværdi. Isolationsmodstanden mellem højspændingsbussen i tilkoblingssystemet til opladning af REESS-systemet, som kun er strømførende i forbindelse med REESS-opladning, og stel behøver ikke overvåges.

Den korrekte funktion af det indbyggede overvågningssystem for isolationsmodstand skal prøves som beskrevet i tillæg 2 — Metode til funktionskontrol af det indbyggede overvågningssystem for isolationsmodstand.

2.3.4.   Krav vedrørende isolationsmodstand for tilkoblingssystemet til opladning af REESS.

Tilkoblingen til køretøjet eller opladningskablet, når dette er permanent tilsluttet køretøjet, som er beregnet til at være elektrisk ledende forbundet til den jordede eksterne AC-strømforsyning og det elektriske kredsløb, som er galvanisk forbundet til køretøjstilkoblingen/opladningskablet under opladning af REESS-systemet, skal have en isoleringsmodstand mellem højspændingsbussen og stel på mindst 1,0 ΜΩ, når ladetilkoblingen er afbrudt. Under målingen kan traktionsbatteriet frakobles.

3.   Krav vedrørende REESS

3.1.   Beskyttelse mod overstrøm

REESS må ikke overophede i tilfælde af overstrøm eller, hvis det er tilbøjeligt til at overophede i tilfælde af overstrøm, skal det udstyres med en eller flere beskyttelsesanordninger, f.eks. sikringer, strømafbrydere og/eller hovedkredsløbsafbrydere.

Køretøjsfabrikanten skal om nødvendigt stille relevante data og analyser, der dokumenterer, at overophedning pga. overstrøm forhindres uden brug af beskyttelsesudstyr, til rådighed.

3.2.   Forebyggelse af gasakkumulering

Steder, hvor der placeres traktionsbatterier af den åbne type, som kan frembringe hydrogengas, skal forsynes med en ventilator eller en luftkanal eller ethvert andet middel for at forhindre akkumulering af hydrogengas. Køretøjer med åben ramme, som ikke tillader akkumulering af hydrogengas på sådanne steder, behøver ikke have en ventilator eller en luftkanal.

3.3.   Beskyttelse mod elektrolyt udslip

Der må ikke forekomme udslip af elektrolyt fra køretøjet, når det skråtstilles i nogen retninger, tippes til venstre eller højre mod jorden eller selv når REESS vendes på hovedet.

Hvis der sker udslip af elektrolyt fra REESS eller dets komponenter af andre grunde, må det ikke nå føreren eller andre personer i eller omkring køretøjet under normale anvendelsesbetingelser, parkeret tilstand (dvs. også når køretøjet er parkeret på en hældning) eller enhver anden normal funktionel drift.

3.4.   Utilsigtet løsnen

REESS og dets komponenter skal være anbragt i køretøjet på en sådan måde, at REESS ikke utilsigtet kan løsnes eller slynges ud.

REESS og dets komponenter må ikke blive slynget ud, når køretøjet skråtstilles i nogen retninger, tippes til venstre eller højre mod jorden eller selv når REESS vendes på hovedet.

4.   Sikkerhedskrav ved brug

4.1.   Procedure for tænding og slukning af fremdriftssystem

4.1.1.   Ved start, herunder tænding af systemet, skal der for at vælge den indstilling, hvor aktiv kørsel er mulig, mindst udføres to forsætlige og særskilte aktioner af føreren.

4.1.2.   Som minimum afgives et midlertidigt signal til føreren, når køretøjet skifter til en indstilling, hvor aktiv kørsel er mulig, men denne bestemmelse finder imidlertid ikke anvendelse under forhold, hvor en forbrændingsmotor direkte eller indirekte leverer effekt til køretøjets fremdrift.

4.1.3.   Når føreren forlader køretøjet, skal han adviseres af et signal (f.eks. et optisk eller akustisk signal), hvis køretøjet stadig er i en indstilling, hvor aktiv kørsel er mulig.

4.1.4.   Hvis det indbyggede REESS kan oplades eksternt af føreren, må køretøjet ikke kunne bevæge sig via sit eget fremdriftssystem, så længe den eksterne elektriske strømforsynings stik er fysisk forbundet til køretøjets tilkobling. Opfyldelse af dette krav skal påvises ved at bruge det stik, der specificeres af køretøjsfabrikanten.

I tilfælde af permanent tilkoblede ladekabler, anses ovennævnte krav for opfyldt, når anvendelse af ladekablet åbenlyst forhindrer anvendelse af køretøjet (f.eks. ved at kablet altid er ført over betjeningspanelet, førerens sadel, førersædet, styret eller rattet, eller det sæde, der dækker kablets oplagringsrum, ikke kan lukkes).

4.1.5.   Hvis et køretøj er udstyret med en styreenhed for kørselsretning (dvs. en bakgearsanordning), skal denne enheds indstilling være angivet over for føreren.

4.1.6.   Det er tilladt, at der kun skal udføres én handling for at deaktivere den indstilling, hvor aktiv kørsel er mulig, eller til at færdiggøre slukningsproceduren.

4.2.   Kørsel med reduceret effekt

4.2.1.   Angivelse af reduceret effekt

Hvis det elektriske fremdriftssystem er udstyret med en anordning til automatisk at reducere køretøjets fremdriftseffekt (f.eks. indstilling ved fejl i drivaggregatet), skal væsentlige reduktioner angives over for føreren.

4.2.2.   Angivelse af lavt energiindhold på REESS

Hvis ladningstilstanden i REESS har en betydelig indvirkning på køretøjets ydeevne (dvs. acceleration og køreegenskaber som vurderet af den tekniske tjeneste sammen med køretøjsfabrikanten), skal et lavt energiindhold angives over for føreren ved hjælp af en tydelig anordning (f.eks. et optisk eller akustisk signal). Angivelsen i punkt 4.2.1. må ikke anvendes til dette formål.

4.3.   Kørsel baglæns

Det må ikke være muligt at aktivere køretøjets betjeningsanordning til baglæns kørsel, mens køretøjet er i fremadgående bevægelse.

4.4.   Bestemmelse af hydrogenemissioner

4.4.1.   Denne kontrol udføres på alle typer køretøjer udstyret med traktionsbatterier af den åbne type, og alle krav skal være opfyldt.

4.4.2.   Køretøjerne skal være udstyret med indbyggede opladere. Prøvningerne skal gennemføres i overensstemmelse med den metode, der er beskrevet i bilag 7 til FN/ECE-regulativ nr. 100 (1). Prøvetagning for og analyse af hydrogen skal foregå som foreskrevet, men andre analysemetoder kan dog anvendes, forudsat at det kan godtgøres, at disse giver tilsvarende resultater.

4.4.3.   Ved en normal ladeprocedure under betingelserne i bilag 7 til FN/ECE-regulativ nr. 100 skal emissionen af hydrogen være < 125 g målt over 5 timer eller under (25 × t2) (g) i t2 (h).

4.4.4.   Under opladning med en indbygget lader, der fremviser svigt (betingelser angivet i bilag 7 til FN/ECE-regulativ nr. 100), skal hydrogenemissionen være under 42 g. Desuden skal den indbyggede lader begrænse et sådant eventuelt svigt til 30 minutter.

4.4.5.   Alle de funktioner, der er forbundet med opladning af REESS, skal styres automatisk, herunder standsning af opladning.

4.4.6.   Det må ikke være muligt at styre opladningsfaserne manuelt.

4.4.7.   Normal tilslutning til eller afbrydelse fra lysnettet eller strømafbrydelser må ikke påvirke styringen af opladningsfaserne.

4.4.8.   Ladningssvigt, der kan medføre fejl i den indbyggede lader ved senere opladningsprocedurer, skal permanent meddeles føreren eller angives klart over for operatøren, der skal til at påbegynde en ladningsprocedure.

4.4.9.   Køretøjets instruktionsbog skal indeholde detaljerede anvisninger vedrørende ladningsproceduren og en erklæring om overensstemmelse med kravene i punkt 4.4.1 til 4.4.8.

4.4.10.   Der kan anvendes prøvningsresultater, der er opnået med andre køretøjstyper, som har lignende egenskaber inden for samme familie, jf. bestemmelserne i tillæg 2 til bilag 7 til regulativ nr. 100.

---

(1)  EUT L 57 af 2.3.2011, s. 54.

BILAG V

Krav vedrørende fabrikantens erklæring vedrørende holdbarhedsprøvning af funktionelle sikkerhedskritiske systemer, dele og udstyr

1.   Krav vedrørende godkendelse af en køretøjstype med hensyn til holdbarhedsprøvning

1.1.   Med henblik på erklæringen i overensstemmelse med artikel 22, stk. 2, og i bilag VIII til forordning (EU) nr. 168/2013:

Køretøjer og deres systemer, dele og udstyr, som er afgørende for den funktionelle sikkerhed, skal kunne modstå brug under normale forhold, og når serviceret i overensstemmelse med fabrikantens anvisninger, idet der tages hensyn til en regelmæssig og planlagt vedligeholdelse og justeringer med specialudstyr foretaget i henhold til klare og utvetydige anvisninger fra fabrikanten i den instruktionsbog, der leveres med køretøjet.

Normal anvendelse af et køretøj skal dække fem år efter den første registrering og en samlet distance svarende til 1,5 gange distancen som angivet i bilag VII til forordning (EU) nr. 168/2013 i direkte relation til den pågældende køretøjsklasse og emissionsfase (dvs. Euro-trin), ifølge hvilke køretøjet skal typegodkendes, dog må den krævede distance ikke overstige 60 000 km for hver køretøjsklasse. Normal anvendelse omfatter ikke anvendelse under ekstreme betingelser (f.eks. ekstrem kulde eller varme) og vejforhold, der kan påføre skader på køretøjet som følge af dets stand.

1.2.   Typegodkendte dæk, udskiftelige lyskilder til belysningskomponenter og andre forbrugsmaterialer er udelukket fra holdbarhedskravene.

1.3.   Fabrikanten er ikke forpligtet til at stille oplysninger, som f.eks. en fil, der indeholder fortrolige oplysninger vedrørende virksomhedens data om procedurer for holdbarhedsprøvning og anden tilknyttet intern praksis, til rådighed.

1.4.   Fabrikantens erklæring berører ikke dennes garantiforpligtelser over for køretøjets ejer.

BILAG VI

Krav vedrørende beskyttelsesstrukturer fortil og bagtil

1.   Krav vedrørende godkendelse af en køretøjstype med hensyn til beskyttelsesstrukturer fortil og bagtil

1.1.

Hvis kravene i FN/ECE-regulativ nr. 26 med hensyn til udragende dele finder anvendelse på hele køretøjet som fastsat i medfør af de relevante bestemmelser i bilag II (C) (7) til forordning (EU) nr. 168/2013, anses kravene i dette bilag for at være opfyldt.

1.2.

Hvis kravene i FN/ECE-regulativ nr. 26 hvad angår udragende dele ikke finder anvendelse eller kun finder delvis anvendelse på køretøjet som tilladt i medfør af de relevante bestemmelser i bilag II (C) (7) til forordning (EU) nr. 168/2013, skal følgende forskrifter være opfyldt: 1.2.1. Køretøjer, hvis relevante struktur fortil er blevet fuldt vurderet i overensstemmelse med FN/ECE-regulativ nr. 26, anses for at opfylde kravene for beskyttelsesstrukturer fortil. 1.2.2. Køretøjer, der har ét forhjul, og hvis udragende dele foran forakslen er blevet vurderet ved hjælp af prøvningsanordningen i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i bilag II (C) (7) til forordning (EU) nr. 168/2013, anses for at være i overensstemmelse med kravene til beskyttelsesstrukturer fortil. 1.2.3. Køretøjer, der har flere end ét forhjul, og hvoraf den relevante struktur fortil ikke er vurderet fuldt ud i overensstemmelse med FN/ECE-regulativ nr. 26, skal opfylde følgende krav: 1.2.3.1. Mindst to tredjedele af den maksimale bredde af det forreste afsnit af køretøjet, målt ved den forreste aksel eller foran denne, skal bestå af køretøjsstrukturen foran den tværgående linje, som går midt mellem den forreste aksel og det forreste punkt på køretøjet (dvs. den relevante struktur, se figur 6-1). Placeringen af denne struktur, for så vidt angår højde, er kun relevant over gulvet og under 2,0 m. Figur 6-1 Relevant struktur af køretøjets forreste afsnit 1.2.3.2. Ingen del af køretøjets struktur foran den linje, der er beskrevet i punkt 1.2.3.1, skal have spidse eller skarpe dele eller udragende dele, som er drejet udad, og som eventuelt vil kunne fange eller i betydelig grad øge risikoen for alvorlige skader eller flænger for bløde trafikanter i tilfælde af kollision, mens køretøjet kører fremad. Strukturen skal under alle omstændigheder ikke frembyde kanter, som kan komme i berøring med en cirkel på Ø 100 mm, og som har en krumningsradius på mindre end 2,5 mm. Kanterne kan dog være afrundede, hvor deres fremspring er mindre end 5,0 mm, og der er ingen specifikke krav vedrørende kanter med fremspring på under 1,5 mm. 1.2.4. Køretøjer, som ikke er udstyret med en bakanordning, er undtaget fra kravene vedrørende beskyttelsesstrukturer bagtil i punkt 1.2.5 til 1.2.6.2.1. 1.2.5. Køretøjer, der er udstyret med en bakanordning, og hvoraf den relevante struktur bagtil er blevet fuldt vurderet i overensstemmelse med FN/ECE-regulativ nr. 26, anses for at være i overensstemmelse med kravene til beskyttelsesstrukturer bagtil. 1.2.6. Køretøjer, der er udstyret med en bakanordning, og hvoraf den relevante struktur bagtil på køretøjet ikke er blevet vurderet fuldt ud i overensstemmelse med FN/ECE-regulativ nr. 26, skal opfylde følgende krav: 1.2.6.1. Mindst to tredjedele af køretøjets bredde, målt ved bagakslen, skal bestå af køretøjets struktur (dvs. den relevante struktur, se figur 6-2). Placeringen af denne struktur, for så vidt angår højde, er kun relevant over gulvet og under 2,0 m. Figur 6.2 1.2.6.2. Intet af strukturen bag bagakslen skal have spidse eller skarpe dele eller udragende dele, som er drejet udad, og som eventuelt vil kunne fange eller i betydelig grad øge risikoen for alvorlige skader eller flænger for bløde trafikanter i tilfælde af kollision, mens køretøjet kører bagud. Strukturen skal under alle omstændigheder ikke frembyde kanter, som kan komme i berøring med en cirkel på Ø 100 mm, og som har en krumningsradius på mindre end 2,5 mm. Kanterne kan dog være afrundede, hvor deres fremspring er mindre end 5,0 mm, og der er ingen specifikke krav vedrørende kanter med fremspring på under 1,5 mm. 1.2.6.2.1. I tilfælde af køretøjer i kategori L2e-U, L5e-B, L6e-BU og L7e-CU skal kanter, som kan komme i berøring med en cirkel på Ø 100 mm mindst være afrundede, når deres fremspring er 1,5 mm eller derover.

1.3.

Hvis materialets hårdhed måles på anmodning af den tekniske tjeneste, skal målingen foretages med materialet som monteret på køretøjet. Når det er umuligt at udføre en sådan måling korrekt, kan den tekniske tjeneste acceptere alternative vurderingsmetoder.

BILAG VII

Krav vedrørende ruder, forrudeviskere og forrudevaskere samt afrimnings- og afdugningsanordninger

DEL 1

Krav vedrørende godkendelse af en køretøjstype med hensyn til ruder

1.   Monteringskrav

1.1.

Køretøjer skal udelukkende være udstyret med sikkerhedsruder.

1.1.1.

Alle sikkerhedsruder på køretøjet skal være typegodkendt i henhold til FN/ECE-regulativ nr. 43.

1.1.2.

Sikkerhedsruder skal monteres på en sådan måde, at de til trods for de påvirkninger, som køretøjet udsættes for under normale kørselsforhold, forbliver på plads og fortsætter med at sikre førerens og passagerernes udsyn og sikkerhed i køretøjet.

1.1.3.

Plastforruder, der er monteret på køretøjer uden karrosseri og som ikke støttes i toppen, betragtes ikke som sikkerhedsruder og er undtaget fra kravene i dette bilag.

1.1.3.1.

Uanset artikel 2, stk. 5, og med henblik på dette bilag anses et køretøj for at have et karrosseri, hvis der er tale om strukturelle elementer såsom A-stolper eller en stiv ramme omkring forruden, i kombination med andre elementer, såsom sidedøre, sideruder og/eller et tag, der skaber et lukket eller delvist lukket rum, og den tekniske tjeneste skal give klare begrundelser for bedømmelseskriterierne i prøvningsrapporten.

2.   Særlige bestemmelser

2.1.

Køretøjer i klasse L skal opfylde alle de relevante krav i bilag 21 til FN/ECE-regulativ nr. 43 som foreskrevet for køretøjsklasse M1.

2.1.1.

Punkt 4.2.1.2 og 4.2.2.2 i bilag 21 til FN/ECE-regulativ nr. 43 finder ikke anvendelse. Der kan som sikkerhedsruder i stedet monteres fleksible plastruder med godkendelsesmærke »IX«, bortset fra forruder.

2.1.2.

Stive sikkerhedsruder i plast, forudsat at de er typegodkendt og forsynet med godkendelsesmærke »VIII/A/L« eller »X/A/L«, kan monteres som forrude på køretøjer i klasse L1e, L2e, L3e, L4e og L5e.

2.1.3.

Køretøjer i klasse L5e-B, L6e-B og L7e-C skal være udstyret med en forrude, der udgør en del af den lukkede fører- og passagerkabine.

DEL 2

Krav vedrørende godkendelse af en køretøjstype med hensyn til forrudeviskere og forrudevaskere

1.   Monteringsforskrifter

1.1.   Alle køretøjer, der er udstyret med en forrude af sikkerhedsglas, skal være udstyret med et forrudeviskersystem, der kan fungere, når køretøjets hovedkontakt er blevet aktiveret, uden at føreren behøver foretage andet end at tænde for betjeningsanordningen for at starte og standse forrudeviskersystemet.

1.1.1.   Forrudeviskersystemet skal bestå af en eller flere viskerarme med viskerblade, der nemt kan udskiftes og rengøres manuelt. Viskerarmene skal være monteret på en sådan måde, at de kan vippes væk fra forruden.

1.1.2.   Forrudeviskerfeltet skal dække mindst 90 % af synsfelt A som bestemt i overensstemmelse med tillæg 1.

1.1.2.1.

Forrudeviskerfeltet skal opfylde kravene, når systemet fungerer med en viskerfrekvens svarende til punkt 1.1.3. Forrudeviskerfeltet skal vurderes på baggrund af de betingelser, der er fastsat i punkt 2.1.10 til 2.1.10.3.

1.1.3.   Forrudeviskeren skal have en viskerfrekvens på mindst 40 cyklusser/minut under de betingelser, der er fastsat i punkt 2.1.1 til 2.1.6 og punkt 2.1.8.

1.1.4.   Forrudeviskersystemet skal kunne fungere i 2 minutter på en tør forrude uden forringelse af ydeevnen.

1.1.4.1.

Forrudeviskersystemets ydeevne på en tør forrude skal prøves under de betingelser, der er fastsat i punkt 2.1.11.

1.1.5.   Forrudeviskersystemet skal være i stand til at forblive blokeret uafbrudt i 15 s. Det er tilladt at anvende automatiske kredsløbsbeskyttelsesanordninger, såfremt det med henblik på nulstilling ikke kræver andre betjeninger end af forrudeviskerens betjeningsanordning.

1.1.5.1.

Holdbarheden ved blokering skal prøves under de betingelser, der er fastsat i punkt 2.1.7.

1.2.   Alle køretøjer, der er forsynet med en forrude af sikkerhedsglas, skal være udstyret med et forrudevaskersystem, der er i stand til at fungere, når køretøjets hovedkontakt er blevet aktiveret, og som er i stand til at modstå de belastninger og tryk, der opstår, når dyserne er tilkoblet og systemet er aktiveret i overensstemmelse med proceduren i punkt 2.2.1.1 til 2.2.1.1.2.

1.2.1.   Forrudevaskersystemets ydeevne må ikke påvirkes negativt ved udsættelse for de temperaturer, der er omhandlet i punkt 2.2.1 til 2.2.3.1.

1.2.2.   Forrudevaskersystemet skal kunne sprøjte væske på forrudens målfelt uden tegn på spild, frakobling af rørledninger eller fejl ved dyserne under normale betingelser og omgivende temperaturer mellem 255 K og 333 K (– 18 °C og 60 °C). Hvis dyserne er blokeret, må systemet desuden ikke vise tegn på spild eller frakobling af nogen rørledning.

1.2.3.   Forrudevaskersystemet skal kunne levere en tilstrækkelig mængde væske til at rengøre mindst 60 % af synsfelt A, der bestemmes i overensstemmelse med tillæg 1, på de betingelser, der er fastsat i punkt 2.2.5 til 2.2.5.4.

1.2.4.   Forrudevaskersystemet skal kunne aktiveres manuelt ved hjælp af betjeningsanordningen for forrudevasker. Aktivering og deaktivering af systemet kan desuden være koordineret og kombineret med andre af køretøjets systemer.

1.2.5.   Væskebeholderens rumfang må ikke være mindre end 1,0 liter.

1.2.6.   Et forrudevaskersystem, som er godkendt som separat teknisk enhed i henhold til Kommissionens forordning (EU) nr. 1008/2010 (1), kan monteres, forudsat at bestemmelserne i punkt 2.2.6 opfyldes.

2.   Prøvningskrav

2.1.   Prøvningsbetingelser for forrudeviskersystem

2.1.1.   De nedenfor beskrevne prøvninger skal gennemføres under de betingelser, der er fastsat i punkt 2.1.2 til 2.1.5, medmindre andet er anført.

2.1.2.   Den omgivende temperatur skal være mellem 278 K og 313 K (5 °C og 40 °C).

2.1.3   Forruden holdes konstant våd.

2.1.4.   Elektriske forrudeviskersystemer skal opfylde følgende supplerende betingelser:

2.1.4.1.

Alle batterier skal være fuldt opladt ved prøvningens påbegyndelse.

2.1.4.2.

En eventuel motor skal køre med et omdrejningstal på højst 30 % af det omdrejningstal, hvorved den yder sin maksimale effekt. Hvis dette viser sig at være praktisk umuligt pga. særlige motorstyringsstrategier, f.eks. ved hybridelektriske køretøjer, fastsættes et realistisk scenarie under hensyntagen til motorhastigheder og periodisk eller fuldstændigt fravær af en motor i drift under normale kørselsforhold. Hvis forrudeviskersystemet kan opfylde kravene uden en motor i drift, behøver motoren ikke være i drift.

2.1.4.3.

Nærlyset skal være tændt.

2.1.4.4.

Alle påmonterede varme-, ventilations-, afrimnings- og afdugningsanordninger (uanset placering i køretøjet) skal være i drift med det maksimale strømforbrug.

2.1.5.   Forrudeviskersystemer, der fungerer ved hjælp af trykluft eller vakuum, skal kunne arbejde konstant med de foreskrevne viskerfrekvenser, uanset motorens omdrejningstal og belastning eller batteriets minimale og maksimale ladeniveauer, der er fastsat for normal drift af fabrikanten.

2.1.6.   Forrudeviskersystemets viskerfrekvens skal opfylde kravene i punkt 1.1.3, efter en indledende driftsperiode på 20 minutter på en våd forrude.

2.1.7.   Kravene i punkt 1.1.5 i dette bilag skal være opfyldt, når viskerarmene fastholdes i en position svarende til en halv cyklus i 15 sekunder, mens forrudeviskerens betjeningsanordning er indstillet på den højeste viskerfrekvens.

2.1.8.   Forrudens yderside affedtes omhyggeligt med metylalkohol eller tilsvarende affedtende middel. Når ruden er tør, påføres en ammoniakopløsning på mindst 3 % og højst 10 %. Når ruden atter er tør, tørres den efter med en tør bomuldsklud.

2.1.9.   Et lag af prøvningsblandingen, som opfylder specifikationerne i tillæg 2, skal påføres i et ensartet lag på forrudens yderside og have mulighed for at tørre.

2.1.9.1.

Når forrudens yderside er blevet forberedt i henhold til punkt 2.1.8 og 2.1.9, kan forrudevaskersystemet anvendes under de relevante prøvninger.

2.1.10.   Forrudeviskersystemets viskerfelt som beskrevet i punkt 1.1.2 bestemmes som følger:

2.1.10.1.

Forrudens yderside skal være behandlet som foreskrevet i punkt 2.1.8 og 2.1.9.

2.1.10.2.

Til efterprøvning af, at kravene i punkt 1.1.2 er opfyldt, skal forrudeviskersystemet aktiveres under hensyntagen til punkt 2.1.9.1, og der skal foretages en aftegning af viskerfeltet, som sammenlignes med en aftegning af synsfelt A, der bestemmes i overensstemmelse med tillæg 1.

2.1.10.3.

Den tekniske tjeneste kan tillade en alternativ prøvningsprocedure (f.eks. virtuel prøvning) for at kontrollere, om kravene i punkt 1.1.2 er opfyldt.

2.1.11.   Kravene i punkt 1.1.4 skal være opfyldt under de i punkt 2.1.2 fastsatte betingelser. Køretøjet skal forberedes til drift på de betingelser, der er fastsat i punkt 2.1.4 til 2.1.5. Viskersystemet skal under prøvningen betjenes normalt, men ved højeste viskerfrekvens. Det er ikke nødvendigt at observere viskerfeltet.

2.2.   Prøvningsbetingelser for forrudevaskersystemet

2.2.1.   Prøvning nr. 1: Forrudevaskersystemet fyldes helt op med vand (fuldt spædet) og anbringes i en omgivende temperatur på 293 ± 2 K (20 ± 2 °C) i mindst 4 timer. Vandet skal være stabiliseret ved denne temperatur.

2.2.1.1.

Alle dyser skal være tilproppet, og forrudevaskersystemets betjeningsanordning betjenes seks gange på et minut, idet hver arbejdsgang skal vare mindst 3 sekunder.

2.2.1.1.1

Hvis forrudevaskersystemet drives ved førerens muskelkraft, skal betjeningskraften være 11,0 til 13,5 daN, hvis der anvendes en håndbetjent vaskerpumpe, eller 40,0 til 44,5 daN, hvis der anvendes en fodbetjent vaskerpumpe.

2.2.1.1.2.

For elektriske vaskerpumper skal prøvningsspændingen være mindst lig den nominelle spænding, men må ikke overstige denne med mere end 2 V.

2.2.1.2.

Forrudevaskersystemets ydeevne ved prøvningens afslutning skal være i overensstemmelse med punkt 1.2.2.

2.2.2.   Prøvning nr. 2: Forrudevaskersystemet fyldes helt op med vand (fuldt spædet) og anbringes i en omgivende temperatur på 255 ± 3 K (– 18 ± 3 °C) i mindst 4 timer, idet det sikres, at alt vaskersystemets vand er frosset. Anordningen udsættes derefter for en omgivende temperatur på 293 ± 2K (20 ± 2 °C), indtil isen er helt smeltet.

2.2.2.1.

Forrudevaskersystemets ydeevne kontrolleres ved at aktivere systemet i overensstemmelse med punkt 2.2.1.1 til 2.2.1.2.

2.2.3.   Prøvning nr. 3: Forrudevaskersystemet fyldes helt op med vand med en temperatur på 333 ± 3 K (60 ± 3 °C).

2.2.3.1.

Forrudevaskersystemets ydeevne kontrolleres ved at aktivere systemet i overensstemmelse med punkt 2.2.1.1 til 2.2.1.2.

2.2.4.   Prøvningerne af forrudevaskersystemet som fastsat i punkt 2.2.1 til 2.2.3.1 udføres i rækkefølge på samme forrudevaskersystem. Systemet kan enten prøves, således som det er monteret på den køretøjstype, hvortil der søges om EF-typegodkendelse, eller separat.

2.2.5.   Prøvning nr. 4: Prøvning af forrudevaskersystemets ydeevne

2.2.5.1.

Forrudevaskersystemet fyldes helt op med vand (fuldt spædet). Med standset bil og uden vindpåvirkning af betydning rettes dysen eller dyserne om muligt mod det tilsigtede område på forrudens yderside.

2.2.5.2.

Forrudens yderside skal være behandlet som foreskrevet i punkt 2.1.8 og 2.1.9.

2.2.5.3.

Forrudevaskersystemet aktiveres i henhold til fabrikantens anvisninger under hensyntagen til punkt 2.2.1.1.1 og 2.2.1.1.2. Prøvningens samlede varighed må ikke overstige 10 fuldstændige automatiske driftscyklusser af forrudeviskersystemet ved højeste viskerfrekvens.

2.2.5.4.

Til efterprøvning af, at kravene i punkt 1.2.3 er opfyldt, udføres der en aftegning af det relevante rengjorte felt, som sammenlignes med en aftegning af synsfelt A, der bestemmes i overensstemmelse med tillæg 1. Hvis det er tydeligt for iagttageren, at kravene er opfyldt, er det ikke nødvendigt at foretage aftegning.

2.2.6.   Hvis en typegodkendt separat teknisk enhed er monteret på køretøjet i overensstemmelse med punkt 1.2.6, er det kun prøvningen beskrevet i punkt 2.2.5 til 2.2.5.4. der skal gennemføres på forrudevaskersystemet.

DEL 3

Krav vedrørende godkendelse af en type køretøj for så vidt angår afrimnings- og afdugningssystemer

1.   Monteringsforskrifter

1.1.

Alle køretøjer, der er udstyret med en forrude fremstillet af sikkerhedsglas, undtagen køretøjer i klasse L2e og L6e samt alle køretøjer, der ikke er udstyret med sidedøre, der kan dække døråbningen med mindst 75 %, som enten standard- eller ekstraudstyr, skal være udstyret med et system, som gør det muligt at fjerne rim og is fra forrudens udvendige overflade og gør det muligt at fjerne dug fra forrudens indvendige overflade. Systemet til afrimning og afdugning af forruden skal være virkningsfuldt nok til at sikre et tilstrækkeligt udsyn gennem forruden i koldt vejr.

1.1.1.

Køretøjer med en maksimal effekt under 15 kW skal opfylde alle de relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 122 (3) som foreskrevet for køretøjsklasse M1.

1.1.2.

Køretøjer med en maksimal effekt under 15 kW skal opfylde alle de relevante krav i Kommissionens forordning (EU) nr. 672/2010 (4) som foreskrevet for køretøjsklasse M1.

1.2.

Hvis forruden er monteret på en sådan måde, at køretøjets struktur, der er fastgjort til vindspejlet, ikke strækker sig bagud med mere end 100 mm, med aftagelige eller indfoldelige døre eller tag installeret og i lukket stilling, er afrimnings- og afdugningssystem ikke påkrævet.

---

(1)  EUT L 292 af 10.11.2010, s. 2.

(2)  EUT L 200 af 31.7.2010, s. 38.

(3)  EUT L 164 af 30.6.2010, s. 231.

(4)  EUT L 196 af 28.7.2010, s. 5.

BILAG VIII

Krav vedrørende førerbetjente betjeningsanordninger, herunder identificering af betjeningsanordninger, kontrolanordninger og indikatorer

1.   Krav vedrørende godkendelse af en type køretøj for så vidt angår identificering af betjeningsanordninger, kontrolanordninger og indikatorer

1.1.   Identificering af betjeningsanordninger, kontrolanordninger og indikatorer

1.1.1.   Køretøjer i klasse L1e-B og L3e skal opfylde alle forskrifterne i FN/ECE-regulativ nr. 60, undtagen dem i bilag 3 til dette regulativ. Kravene i punkt 1.1.1.1 og 1.1.1.2 skal ligeledes tages i betragtning.

1.1.1.1.   Det skal sikres, at der ikke kan forekomme afvigelser i form og orientering af de foreskrevne symboler.

1.1.1.2.   Det skal endvidere sikres, at de tilsvarende krav i punkt 2 til 2.2.1.6 er opfyldt med hensyn til funktioner, for hvilke der ikke er foreskrevet noget symbol i FN/ECE-regulativ nr. 60, men for hvilke der er fastsat symboler i denne forordning.

1.1.2.   Køretøjer i klasse L4e skal opfylde alle relevante forskrifter i punkt 1.1.1 til 1.1.1.2. for køretøjer i klasse L3e.

1.1.3.   Køretøjer i klasse L2e, L5e, L6e og L7e skal opfylde kravene i punkt 2 til 2.2.1.6 eller alternativt de relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 121 (1) som foreskrevet for køretøjsklasse M1.

1.2.   Hastighedsmåler og kilometertæller

1.2.1.   Køretøjer med en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på over 25 km/t skal være udstyret med en hastighedsmåler og en kilometertæller.

1.2.1.1.   Køretøjer i klasse L1e, L2e, L3e, L4e og L5e, som er udstyret med en hastighedsmåler, skal opfylde alle de relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 39.

1.2.1.2.   Hvis ikke andet er fastsat for køretøjer i klasse L6e, der er udstyret med en hastighedsmåler, skal de opfylde alle de relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 39 som foreskrevet for køretøjsklasse L2e.

1.2.1.3.   Hvis ikke andet er fastsat for køretøjer i klasse L7e, der er udstyret med en hastighedsmåler, skal de opfylde alle de relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 39 som foreskrevet for køretøjsklasse L5e.

1.2.2.   Forklarende bemærkninger til FN/ECE-regulativ nr. 39

1.2.2.1.   Den tekniske tjeneste kan acceptere et øget temperaturområde på 296 ± 15 K (23 ± 15°C) i stedet for det område, der er angivet i punkt 5.2.3 i FN/ECE-regulativ nr. 39, hvis det kan påvises, at hastighedsmålerudstyret ikke er følsomt over for sådanne temperaturudsving (f.eks. med digitale displays).

2.   Specifikke krav

2.1.   Betjeningsanordninger, kontrolanordninger og indikatorer, som er monteret på køretøjet og oplistet i punkt 2.1.10, skal opfylde kravene vedrørende placering, identificering, farve og belysning. For funktioner, for hvilke intet symbol er fastsat i denne forordning, kan fabrikanten anvende et symbol efter de relevante standarder i ISO 6727:2012 eller 2575:2010/Amd1:2011. Hvis der ikke foreligger noget ISO-symbol, kan fabrikanten anvende et symbol af egen udformning. Under alle omstændigheder må et sådant symbol ikke kunne forveksles med de foreskrevne symboler.

2.1.1.   Symbolerne skal være klart synlige mod baggrunden.

2.1.1.1.   Der anvendes kontrasterende farver til at opfylde kravene i punkt 2.1.1.

2.1.2.   Symbolerne skal placeres på eller i umiddelbar nærhed af den betjeningsanordning eller den kontrolanordning, der identificeres. Er dette ikke muligt, skal symbolet forbindes med betjeningsanordningen eller kontrolanordningen med en ubrudt linje, der er så kort som muligt.

2.1.3.   Afvigelser i de udleverede symbolers form er ikke tilladt.

2.1.4.   Hvis det er nødvendigt for tydeligheden skyld, kan der om nødvendigt anvendes supplerende symboler i tilknytning med ethvert foreskrevet symbol, forudsat at de ikke giver anledning til forveksling med nogen af de symboler, der er beskrevet i denne forordning.

2.1.5.   Enhver betjeningsanordning og enhver indikator samt symboler til identificering af sådanne kan efter fabrikantens valg konstrueres til på ethvert tidspunkt at kunne være belyst.

2.1.6.   En kontrolanordning må kun lyse, når den angiver den fejlfunktion eller tilstand, den er beregnet til at identificere, samt ved en funktionel kontrol (f.eks. elpærekontrol).

2.1.7.   Der skal forefindes midler til at sikre, at kontrolanordninger og symboler til identificering af disse er synlige og genkendelige under alle kørselsforhold.

2.1.7.1.   Ved belysning skal kontrolanordninger og deres tilhørende identificeringssymboler være helt synlige og genkendelige under alle belysningsforhold.

2.1.8.   Benyttes der farver på optiske kontrolanordninger, skal de have følgende betydning:

—	rød: fare for mennesker eller meget alvorlig skade på udstyr er umiddelbar eller nært forestående

—	gul: uden for normale funktionsgrænser, systemsvigt i køretøjet, risiko for skader på køretøjet, eller andre forhold, der kan udløse risiko på længere sigt (forsigtighed)

—	grøn: sikkerhed, normale driftsforhold (undtagen hvis blå eller gul kræves).

De obligatoriske farver er angivet i punkt 2.1.10. Det kontrolleres, at ingen uhensigtsmæssig farve anvendes til kontrolanordninger, selv hvis monteret kumulativt (f.eks. rød til normal fartpilotkørsel eller »sportkørsel«).

2.1.9.   Hvis der anvendes farvekoder til at identificere justeringsområdet for en temperaturfunktion (f.eks. passagerrummets varmesystem), skal den øvre temperaturgrænse markeres ved farven rød og den nedre ved farven blå. Hvis en funktions tilstand eller grænsestilling vises af en indikator, der er placeret adskilt fra og ikke i umiddelbar nærhed af betjeningsanordningen for den pågældende funktion, skal betjeningsanordningen og indikatoren identificeres uafhængigt af hinanden med et passende symbol.

2.1.10.   Betegnelse for og identificering af symboler:

Figur 8-1

Fjernlyslygte (langt lys) (betjeningsanordning/kontrolanordning)

Kontrolanordningens farve: blå

Figur 8-2

Nærlyslygte (betjeningsanordning/kontrolanordning)

Kontrolanordningens farve: grøn

Figur 8-3

Retningsviserblinklys (betjeningsanordning/kontrolanordning)

Kontrolanordningens farve: grøn

Anm.: Hvis der er særskilte kontrolanordninger for venstre og højre retningsviserblinklys, kan de to pile tillige benyttes hver for sig.

Figur 8-4

Havariblink (betjeningsanordning/kontrolanordning)

2 muligheder:

—	identificeringssignal (figur 8-4), kontrolanordningens farve: rød eller

—	samtidig funktion af de særskilte retningsviserblinklygter (figur 8-3), hvis disse normalt opererer uafhængigt (se anm. under figur 8-3).

Figur 8-5

Manuel choker (betjeningsanordning/kontrolanordning)

Kontrolanordningens farve: gul

Figur 8-6

Elektriske lydsignalanordninger (betjeningsanordning)

Anm.: Hvis mere end ét symbol angives på betjeningsanordningen (-erne), kan de(t) supplerende symbol (-er) blive gentaget. Såfremt betjeningsanordningen er anbragt direkte på et rat, finder kravene i punkt 2.1.1.1 ikke anvendelse.

Figur 8-7

Brændstofniveau (indikator/kontrolanordning)

Kontrolanordningens farve: gul

Figur 8-8

Kølervæsketemperatur (indikator/kontrolanordning)

Kontrolanordningens farve: rød

Figur 8-9

Ladeindikator (indikator/kontrolanordning)

Kontrolanordningens farve: rød

Figur 8-10

Motorolie (indikator/kontrolanordning)

Kontrolanordningens farve: rød

Figur 8-11

Tågeforlygte (betjeningsanordning/kontrolanordning)

Kontrolanordningens farve: grøn

Figur 8-12

Tågebaglygte (betjeningsanordning/kontrolanordning)

Kontrolanordningens farve: gul

Figur 8-13

Køretøjets hovedkontakt, motorens tænding, supplerende motorslukning (betjeningsanordning)

Anm.: Position »off«: Identifikation kræves ikke for kontakter, der er fysisk integreret med beskyttelsesanordninger, som virker på køretøjets styring (styretøjslås).

Figur 8-14

Køretøjets hovedkontakt, motorens tænding, supplerende motorslukning (betjeningsanordning)

Anm.: Position »on« eller »run«: Identifikation kræves ikke for kontakter, der er fysisk integreret med beskyttelsesanordninger, som virker på køretøjets styring (styretøjslås).

Figur 8-15

Lyskontakt (betjeningsanordning/kontrolanordning)

Kontrolanordningens farve: grøn

Figur 8-16

Positionssidelygter (betjeningsanordning/kontrolanordning)

Kontrolanordningens farve: grøn

Anm.: Hvis denne funktion ikke har nogen særskilt betjeningsanordning eller kontrolanordning, kan dette være identificeret med symbolet i figur 8-15.

Figur 8-17

Parkeringslygter (betjeningsanordning)

Figur 8-18

Neutral indikation (kontrolanordning)

Kontrolanordningens farve: grøn

Anm.: Gearkasse i frigear

Figur 8-19

Elektrisk motorstarter (betjeningsanordning)

Figur 8-20

Fejl i antiblokeringssystem (kontrolanordning)

Kontrolanordningens farve: gul

Figur 8-21

Fejlindikator (kontrolanordning)

Kontrolanordningens farve: gul

Anm.: Anvendes til at angive fremdriftsrelaterede fejl, som kan påvirke emissioner.

Forklarende noter:

(1)	Det indrammede område kan være udfyldt med farve.

(2)	Den mørke del af dette symbol kan erstattes med symbolets omrids.

2.1.11.   Basismodellen i figur 8-22 skal anvendes.

Figur 8-22

Udformning af basismodellen for symbolerne i punkt 2.1.10

Basismodellen består af:

1)	et grundkvadrat med sidelængden 50 mm; denne længde er lig med originalens nominelle dimension »a«

2)	en grundcirkel med en diameter på 56 mm og tilnærmelsesvis samme areal som grundkvadratet (1)

3)	en anden cirkel med en diameter på 50 mm, som er indskrevet i grundkvadratet (1)

4)	et andet kvadrat, hvis hjørner ligger på grundcirklen (2), og hvis sider er parallelle med grundkvadratets (1)

5)	og 6) to rektangler med samme areal som grundkvadratet (1); de to rektangler ligger vinkelret på hinanden og skærer de modstående sider i grundkvadratet symmetrisk

7)	et tredje kvadrat, hvis sider går gennem skæringspunkterne for grundkvadratet (1) og grundcirklen (2) og danner en vinkel på 45° med horisontal; dette kvadrat afgrænser basismodellens største horisontale og vertikale mål

8)	en irregulær ottekant bestående af linjer, der danner en vinkel på 30° med siderne i kvadratet (7).

Basismodellen indtegnes på et kvadratnet, hvor den nedre side måler 12,5 mm og er sammenfaldende med grundkvadratet (1).

2.2.   Fællesområde til visning af flere informationer

2.2.1.   Der kan anvendes et fællesområde til visning af informationer fra en hvilken som helst kilde, forudsat at følgende krav er opfyldt:

2.2.1.1.   Kontrolanordninger og indikatorer i fællesområdet skal opfylde kravene i punkt 2.1 til 2.1.11 og skal lyse straks, når den tilstand, de er udformet til at angive, indtræffer.

2.2.1.2.   Kontrolanordninger og indikatorer, der er anført i punkt 2.1.10 og vist i fællesområdet, skal lyse, så snart den pågældende tilstand opstår.

2.2.1.3.   Bortset fra bestemmelserne i punkt 2.2.1.4 til 2.2.1.6, hvor en tilstand kræver aktivering af to eller flere kontrolanordninger, skal informationerne enten:

—	gentages automatisk i rækkefølge eller

—	angives ved hjælp af et synligt signal og kunne vælges vist af føreren, når denne sidder i kørestilling.

2.2.1.4.   Kontrolanordninger for bremsesystemfejl, fjernlys og retningsviserblinklys må ikke vises i samme fællesområde.

2.2.1.5.   Hvis en af disse kontrolanordninger vises i et fællesområde med andre kontrolanordninger, skal deres aktivering have forrang for alt andet i fællesområdet.

2.2.1.6.   Det må ikke være muligt at deaktivere kontrolanordningerne for bremsesystemfejl, fjernlys og retningsviserblinklys eller enhver anden rød kontrolanordning, når betingelserne for deres aktivering stadig er til stede. Det kan være muligt for andre oplysninger, der vises i et fællesområde, at blive annulleret automatisk eller af føreren.

---

(1)  EUT L 177 af 10.7.2010, s. 290.

BILAG IX

Krav vedrørende lysanordninger og lyssignalanordninger, herunder automatisk tænding/slukning af lys

1.   Krav vedrørende godkendelse af en køretøjstype med hensyn til montering af lygter

1.1.   Køretøjer i klasse L1e skal opfylde alle de relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 74 (1). Kravene i punkt 1.8 til 1.12 skal ligeledes tages i betragtning.

1.1.1.   Hvis der ikke er fastsat ensartede krav i FN/ECE-regulativ nr. 74, skal køretøjer i klasse L1e-B altid være forsynet med en bagnummerpladelygte.

1.1.2.   Hvis der ikke er fastsat specifikke krav i FN/ECE-regulativ nr. 74, skal køretøjer i klasse L1e være udstyret med kørelyslygter, som aktiveres i stedet for automatisk aktiverede forlygter, og som opfylder kravene i punkt 2.3.4 til 2.3.4.7 nedenfor.

1.1.3.   Køretøjer i klasse L1e-A kan alternativt til kravene i punkt 1.1 til 1.1.2 være forsynet med følgende udstyr: En forlygte, som afgiver hvidt lys fremad, når køretøjet er i bevægelse, en positionsbaglygte, som afgiver et rødt lys bagud, når køretøjet er i bevægelse, ravgule siderefleksanordninger (én på hver side), ravgule pedalreflekser (forud- og bagudrettet på hver side) og en rød bagrefleksanordning. Disse lysanordninger behøver ikke at være komponenttypegodkendt, og der gælder ikke andre krav vedrørende specifik montering, tænding/slukning og elektrisk tilslutning. I sådanne tilfælde skal fabrikanten erklære, at de pågældende lysanordninger er i overensstemmelse med ISO-standard 6742-1:1987 og 6742-2:1985.

1.2.   Køretøjer i klasse L2e skal opfylde kravene i punkt 1.10. til 2.5.

1.3.   Køretøjer i klasse L3e skal opfylde alle de relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 53. Kravene i punkt 1.8 til 1.12 skal ligeledes tages i betragtning.

1.4.   Køretøjer i klasse L4e skal opfylde kravene i punkt 1.10 til 1.12 og i punkt 3 til 3.2.8.1.

1.5.   Køretøjer i klasse L5e skal opfylde kravene i punkt 1.10 til 2.5.

1.6.   Køretøjer i klasse L6e skal opfylde kravene i punkt 1.10 til 2.5.

1.7.   Køretøjer i klasse L7e skal opfylde kravene i punkt 1.10 til 2.5.

1.8.   Køretøjer i klasse L1e-A kan udstyres med retroreflekterende bånd på dæksiderne eller fælge, for således at give et visuelt indtryk af cirkler af hvidt lys og gøre sådanne køretøjer let genkendelige.

1.9.   Køretøjer i klasse L1e og L3e kan udstyres med ekstra retroreflekterende udstyr og materialer bagud og til siden, forudsat at de ikke forringer effektiviteten af de obligatoriske lysanordninger og lyssignalanordninger. Navnlig kan bagagerum og sadeltasker være udstyret med retroreflekterende materialer, forudsat at disse har samme farve som lysanordninger det pågældende sted.

1.10.   Køretøjer må ikke være udstyret med supplerende lyskilder, hvorfra lyset kan observeres enten direkte eller indirekte under normale kørselsforhold, bortset fra lyskilder til belysning af betjeningsanordninger, kontrolanordninger og indikatorer eller passagerkabinen.

1.11.   Køretøjer må ikke være udstyret med lysanordninger som, på grund af en mangel på specifikke formuleringer i de respektive bestemmelser om komponenttypegodkendelse, viser eller giver et indtryk af bevægelse eller udvidelse af sit lys på den synlige overflade eller enhver stroboskopisk eller blinkende virkning, medmindre de udtrykkeligt er tilladt i henhold til disse bestemmelser. Hvis størrelsen af den synlige overflade af en belysningsfunktion er reduceret som følge af aktiveringen af en anden belysningsfunktion med en anden farve, skal den resterende synlige overflade af førstnævnte funktion fortsat opfylde de relevante kolorimetriske og passende lysstyrkekrav (f.eks. baglygterne i venstre og højre side bestående af to positionsbaglygteringe med LED-lamper, hvis ydre ring kan blive en retningsviserblinklygte og den inderste ring forbliver en kombineret positionsbag- og stoplygte). Alle funktionsmåder skal være behørigt omfattet af lysanordningens komponenttypegodkendelse.

1.12.   Når aktiveringen af forlygter eller kørelyslygter, der tændes automatisk, er knyttet til driften af en motor, skal dette betragtes som værende knyttet til aktivering af hovedkontakt. Dette skal navnlig være tilfældet for køretøjer med elektriske og andre alternative fremdriftssystemer og køretøjer udstyret med automatisk motorstart/-stop.

2.   Krav vedrørende køretøjer i klasse L2e, L5e, L6e og L7e.

2.1.   Generelle forskrifter

2.1.1.   Alle lysanordninger skal være typegodkendt og monteret i overensstemmelse med komponentproducentens specifikationer og installeret således, at de ved normal brug og til trods for de vibrationer, som de kan blive udsat for, bevarer de foreskrevne egenskaber og sætter køretøjet i stand til at opfylde kravene i dette bilag. Navnlig skal enhver utilsigtet fejlindstilling af lygterne være udelukket.

2.1.2.   Lygter til belysning skal være monteret således, at deres retning let kan indstilles.

2.1.3.   Lysningsanordningens referenceakse skal monteres på køretøjet, således at den er vinkelret på køretøjets længdemidterplan for så vidt angår siderefleksanordningerne og parallel med dette plan for så vidt angår alle andre lysanordninger, med en tilladt tolerance på 3°.

2.1.4.   Lysanordningernes højde og alignering kontrolleres med køretøjet med dets masse i køreklar stand plus massen for eventuelle fremdriftsbatterier, der er anbragt på en plan og horisontal overflade, med de(t) styrende hjul i ligeud position og dæktrykket justeret til de af fabrikanten angivne værdier.

2.1.5.   Foreligger der ikke særlige forskrifter, skal lysanordninger, der udgør et par:

—	være monteret symmetrisk i forhold til midterplanet i længderetningen

—	være indbyrdes symmetriske i forhold til midterplanet i længderetningen (også stablet)

—	have samme kolorimetriske forskrifter, og

—	have samme fotometriske egenskaber.

2.1.6.   Hvis ikke andet er fastsat, kan lysanordninger med forskellige funktioner være uafhængige eller grupperede, kombinerede eller sammenbyggede i samme anordning, såfremt hver af disse lygter opfylder de relevante forskrifter.

2.1.7.   Den maksimale højde over jorden måles fra det højeste punkt af lysfladen, og den mindste højde fra det laveste punkt.

2.1.8.   Hvis ikke andet er fastsat, må ingen andre lygter end retningsviserblinklygter, havariblink og nødbremsesignal udsende et blinkende lys.

2.1.9.   Ingen lysemitterende flade af en rød lygte, med undtagelse af bageste sidemarkeringslygter, må være synlig fremad, og ingen lysemitterende flade af en hvid lygte, bortset fra baklygter, må være synlig bagud. Der tages ikke hensyn til nogen indvendig belysning eller instrumentbelysning, og det kontrolleres på følgende måde:

2.1.9.1.

Intet rødt lys må være direkte synligt for en iagttager, der bevæger sig inden for zone 1 i et tværplan 25 m foran køretøjets forreste punkt (se figur 9-1).

2.1.9.2.

Intet hvidt lys må være direkte synligt for en iagttager, der bevæger sig inden for zone 2 i et tværplan 25 m bag køretøjets bageste punkt (se figur 9-2).

2.1.9.3.

Zone 1 og 2 er i deres respektive planer begrænset som følger (se figur 9-1 og 9-2): 2.1.9.3.1. to horisontale planer, der ligger hhv. 1,0 m og 2,2 m over jorden; 2.1.9.3.2. to vertikale planer i en vinkel på 15° med henholdsvis køretøjets front og bagende, og ud fra køretøjet i forhold til køretøjets midterplan i længderetningen. Disse planer indeholder de vertikale skæringslinjer mellem henholdsvis de vertikale planer, der er parallelle med midterplanet i længderetningen og afgrænser køretøjets største bredde, og tværplanerne gennem køretøjets største længde.

Figur 9-1

Direkte udsyn til forkanten af den lysemitterende flade af en lygte, som afgiver rødt lys

Figur 9-2

Direkte udsyn til bagkanten af den lysemitterende flade på en lygte, der afgiver hvidt lys

2.1.10.   De elektriske forbindelser skal være således udført, at positionsforlygter, positionsbaglygter samt bagnummerpladelygten kun kan tændes og slukkes samtidig.

2.1.11.   Køretøjerne skal være udstyret med enten:

—	kørelyslygter eller

—	nærlyslygter, som automatisk tændes, når køretøjets hovedkontakt aktiveres.

2.1.12.   Medmindre der foreligger særlige anvisninger, skal de elektriske forbindelser være således udført, at fjernlys, kørelys og tågeforlygter kun kan tændes, hvis de i punkt 2.1.10 anførte lygter ligeledes er tændt. Dette krav finder ikke anvendelse i tilfælde af fjernlys og/eller nærlys, når de anvendes til at give optisk advarselssignal ved en kort og intermitterende aktivering.

2.1.13.   Kontrolanordninger

2.1.13.1.   Bestemmelser vedrørende specifikke tilsluttede kontrolanordninger kan opfyldes af de relevante funktioner i en driftskontrolanordning.

2.1.14.   De farver, der udsendes af lysanordninger, skal være som følger:

Fjernlyslygte	:	hvid
Kørelyslygte	:	hvid
Nærlyslygte	:	hvid
Retningsviser-blinklygter	:	ravgul
Stoplygte	:	rød
Positionsforlygte	:	hvid
Positionsbaglygte	:	rød
Tågeforlygte	:	hvid eller gul
Tågebaglygte	:	rød
Baklygter	:	hvid
Havariblink	:	ravgul
Bagnummer-pladelygte	:	hvid
Ikke-trekantet siderefleksanordning (forende)	:	ravgul
Ikke-trekantet siderefleksanordning (bagende)	:	ravgul eller rød
Sidemarkeringslygte (forende)	:	ravgul
Sidemarkeringslygte (bagende)	:	ravgul eller rød
Ikke-trekantet bagudrettet siderefleksanordning	:	rød

2.1.14.1.   Trikromatiske koordinater:

Rød:	Afgrænsning mod gul:	y ≤ 0,335
	Afgrænsning mod violet	z ≤ 0,008
Hvid:	Afgrænsning mod blå	x ≥ 0,310
	Afgrænsning mod gul:	x ≤ 0,500
	Afgrænsning mod grøn
	Afgrænsning mod grøn	y ≤ 0,440
	Afgrænsning mod violet
	Afgrænsning mod rød:	y ≥ 0,382
Gul:	Afgrænsning mod rød:
	Afgrænsning mod grøn
	Afgrænsning mod hvid:	og y ≥ 0,440
		y ≥ 0,440
	Afgrænsning mod spektralværdien
Ravgul:	Afgrænsning mod gul:	y ≤ 0,429
	Afgrænsning mod rød:	y ≥ 0,398
	Afgrænsning mod hvid:	z ≤ 0,007

Til kontrol af ovenstående grænser anvendes en lyskilde med farvetemperatur på 2 856 K (standard A fra Den Internationale Komité for Belysning (CIE)).

2.1.14.2.   Farvedefinitionerne i FN/ECE-regulativ nr. 48 (2) kan anvendes som alternativ til specifikationerne i punkt 2.1.14.1, i hvilket tilfælde definitionen af »selektivt gult« skal anvendes i stedet for ovennævnte specifikation for »gul«.

2.2.   Generelle krav

2.2.1.   Køretøjer i klasse L2e og L6e skal være udstyret med følgende lysanordninger:

—	nærlyslygte

—	positionsforlygte

—	retningsviserblinklygter

—	positionsbaglygte

—

stoplygte

—	bagnummerpladelygte

—	bagrefleksanordning (ikke-trekantet) og

—	siderefleksanordninger (ikke-trekantet)

2.2.2.   Køretøjer i klasse L2e og L6e kan være udstyret med følgende supplerende lysanordninger:

—	fjernlyslygte

—	kørelyslygte

—	tågeforlygte

—	havariblink

—	tågebaglygte

—	baklygte og

—	sidemarkeringslygter.

2.2.3.   Der må på køretøjer i klasse L2e og L6e ikke monteres andre lysanordninger eller lyssignalanordninger end dem, der er omhandlet i punkt 2.2.1 og 2.2.2.

2.2.4.   Køretøjer i klasse L5e og L7e skal være udstyret med følgende lysanordninger:

—	fjernlyslygte

—	nærlyslygte

—	positionsforlygte

—	retningsviserblinklygter

—	positionsbaglygte

—

stoplygte

—	bagnummerpladelygte

—	bagrefleksanordning (ikke-trekantet) og

—	siderefleksanordninger (ikke-trekantet).

2.2.5.   Køretøjer i klasse L5e og L7e kan være udstyret med følgende supplerende lysanordninger:

—	kørelyslygte

—	tågeforlygte

—	havariblink

—	tågebaglygte

—	baklygte og

—	sidemarkeringslygter.

2.2.6.   Der må på køretøjer i klasse L5e eller L7e ikke monteres andre lysanordninger end dem, der henvises til i punkt 2.2.4 og 2.2.5.

2.2.7.   Kun lysanordninger og lyssignalanordninger, som er typegodkendt til køretøjer i klasse L, må være monteret på køretøjet. Lysanordninger og lyssignalanordninger, der er typegodkendt til montering på køretøjer i klasse M1 eller N1 i overensstemmelse med FN/ECE-regulativ nr. 48, kan dog også monteres.

2.2.7.1.   Køretøjer i andre klasser end L2e og L6e må ikke være udstyret med nærlyslygter af klasse A.

2.3.   Specifikke krav

2.3.1.   Fjernlyslygte

2.3.1.1.   Antal:

—	en eller to i tilfælde af køretøjer, hvor den største bredde ikke overstiger 1 300 mm;

—	to i tilfælde af køretøjer, hvor den største bredde overstiger 1 300 mm.

2.3.1.2.   Arrangement:

—	ingen særlige krav.

2.3.1.3.   Placering:

2.3.1.3.1.

I bredden: — én uafhængig fjernlyslygte kan monteres over, under eller ved siden af en anden forlygte; anbringes lygterne over hinanden, skal fjernlyslygtens referencecentrum være placeret i køretøjets midterplan i længderetningen; anbringes lygterne ved siden af hinanden, skal deres referencecentre være symmetriske omkring køretøjets midterplan i længderetningen — én fjernlyslygte, som er indbygget med en anden forlygte, skal være monteret på en sådan måde, at dens referencecentrum er placeret i køretøjets midterplan i længderetningen; hvis der på køretøjet tillige er monteret en anden forlygte sammen med fjernlyslygten, skal deres referencecentre være symmetriske om køretøjets midterplan i længderetningen — to fjernlyslygter, af hvilke den ene eller begge er indbygget i en anden forlygte, skal være monteret på en sådan måde, at lygternes referencecentre er symmetriske om køretøjets midterplan i længderetningen.

2.3.1.3.2.

I højden: — ingen særlige krav.

2.3.1.3.3.

I længden: — foran på køretøjet; denne forskrift skal anses for overholdt, såfremt det udsendte lys ikke er til gene for føreren, hvilket gælder såvel direkte som indirekte gennem førerspejle og/eller andre reflekterende flader på køretøjet.

2.3.1.3.4.

Afstand: — i tilfælde af en enkelt uafhængig fjernlyslygte må afstanden mellem kanten af den lysemitterende flade og en enkelt uafhængig nærlyslygte ikke overstige 200 mm.

2.3.1.4.   Geometrisk synlighed:

—	den lysemitterende flades synlighed, herunder i uoplyste områder i den pågældende iagttagelsesretning, skal sikres inden for et kegleformet rum afgrænset af linjer, som udgår fra lysfladens omkreds og danner en vinkel på mindst 5° med fjernlyslygtens referenceakse.

2.3.1.5.   Orientering:

—	fremad: kan være drejelig sammen med styrebevægelserne af et styr.

2.3.1.6.   Elektriske forbindelser:

—	alle fjernlyslygter skal tænde og slukke samtidig

—	alle fjernlyslygter skal tændes, når lysmodus fortil skifter fra nærlys til fjernlys

—	alle fjernlyslygter skal slukke samtidigt, når lysmodus fortil skifter fra fjernlys til nærlys

—	nærlyslygterne kan være tændt samtidig med fjernlyslygterne.

2.3.1.7.   Tilslutningskontrolanordning:

—	obligatorisk, hvis fjernlyslygten er monteret i (blå, ikke blinkende kontrolanordning).

2.3.1.8.   Andre krav:

—	den samlede værdi af den maksimale intensitet af alle fjernlyslygter, som kan aktiveres på samme tid, må ikke overstige 430 000 cd, hvilket svarer til en referenceværdi på 100.

2.3.2.   Nærlyslygte

2.3.2.1.   Antal:

—	en eller to i tilfælde af køretøjer, hvor den største bredde ikke overstiger 1 300 mm

—	to i tilfælde af køretøjer, hvor den største bredde overstiger 1 300 mm.

2.3.2.2.   Arrangement:

—	ingen særlige krav.

2.3.2.3.   Placering:

2.3.2.3.1.

I bredden: — én uafhængig nærlyslygte kan monteres over, under eller ved siden af en anden forlygte; anbringes lygterne over hinanden, skal nærlyslygtens referencecentrum være placeret i køretøjets midterplan i længderetningen; anbringes lygterne ved siden af hinanden, skal deres referencecentre være symmetriske omkring køretøjets midterplan i længderetningen — én uafhængig nærlyslygte, som er indbygget med en anden forlygte, skal være monteret på en sådan måde, at dens referencecentrum er placeret i køretøjets midterplan i længderetningen; hvis køretøjet imidlertid er udstyret med en anden forlygte sammen med nærlyslygten, skal deres referencecentre være symmetriske om køretøjets midterplan i længderetningen — to fjernlyslygter, af hvilke den ene eller begge er indbygget i en anden forlygte, skal være monteret på en sådan måde, at deres referencecentre er symmetriske om køretøjets midterplan i længderetningen — hvis der findes to nærlyslygter, skal den tværgående afstand mellem de lysemitterende fladers udvendige kanter og køretøjets yderste kanter ikke være større end 400 mm.

2.3.2.3.2.

I højden: — mindst 500 mm, højst 1 200 mm over jorden.

2.3.2.3.3.

I længden: — foran på køretøjet; dette krav anses for overholdt, såfremt det udsendte lys ikke er til gene for føreren, hvilket gælder såvel direkte som indirekte gennem førerspejle og/eller andre reflekterende flader på køretøjet.

2.3.2.3.4.

Afstand: — afstanden mellem kanten af den lysemitterende flade på en enkel uafhængig nærlyslygte og enhver enkel uafhængig fjernlyslygte må ikke overstige 200 mm.

2.3.2.4.   Geometrisk synlighed:

—	α = 15° opefter og 10 ° nedefter

—	β = 45° til venstre og til højre, såfremt der kun er en enkelt nærlyslygte

—	β = 45° udefter og 10° indefter, såfremt der er to nærlyslygter.

2.3.2.5.   Orientering:

—	fremad: kan være drejelig sammen med styrebevægelserne af et styr.

2.3.2.6.   Elektriske forbindelser:

—	alle nærlyslygter skal tændes og slukkes samtidig

—	alle nærlyslygter skal tændes, når lysmodus fortil skifter fra fjernlys til nærlys

—	alle nærlyslygter skal slukke samtidigt, når lysmodus fortil skifter fra nærlys til fjernlys. Nærlyslygten kan være tændt samtidig med fjernlyslygten.

2.3.2.7.   Tilslutningskontrolanordning:

—	valgfrit (ikke-blinkende grøn kontrolanordning).

2.3.2.8.   Andre krav:

—	nærlyslygter skal, hvor det laveste punkt af den lysemitterende flade er højst 0,8 m over jorden, justeres til den oprindelige indstilling af lysets fald på mellem – 1,0 % og – 1,5 %; den præcise værdi kan angives af fabrikanten

—	nærlyslygter skal, hvor det laveste punkt af den lysemitterende flade er mellem 0,8 m og 1,0 m over jorden, justeres til den oprindelige indstilling af lysets fald på mellem – 1,0 % og – 2,0 %; den præcise værdi kan angives af fabrikanten

—	nærlyslygter skal, hvor det laveste punkt af den lysemitterende flade er mindst 1,0 m over jorden, justeres til den oprindelige indstilling af lysets fald på mellem – 1,5 % og – 2,0 %; den præcise værdi kan angives af fabrikanten

—

for nærlyslygter med en lyskilde med en objektiv lystrøm på ikke over 2 000 lumen og en oprindelig indstilling af lysets fald på mellem – 1,0 % og – 1,5 %, skal det vertikale fald forblive mellem – 0,5 % og – 2,5 % under alle lastforhold; det vertikale fald skal forblive mellem – 1,0 % og – 3,0 %, hvis den oprindelige indstilling af lysets fald er sat til mellem – 1,5 % og – 2,0 %; en anordning til justering udefra kan anvendes til at opfylde kravene, forudsat at ingen andre instrumenter end dem, der leveres med køretøjet, er nødvendige

—

for nærlyslygter med en lyskilde med en objektiv lystrøm på over 2 000 lumen og en oprindelig indstilling af lysets fald på mellem – 1,0 % og – 1,5 %, skal det vertikale fald forblive mellem – 0,5 % og – 2,5 % under alle lastforhold; det vertikale fald skal forblive mellem – 1,0 % og – 3,0 %, hvis den oprindelige indstilling af lysets fald er sat til mellem – 1,5 % og – 2,0 %; der kan anvendes en lygteindstillingsanordning til at opfylde kravene i dette punkt, forudsat at den er fuldstændig automatisk og svartiden er mindre end 30 sekunder.

2.3.2.8.1.   Prøvningsbetingelser:

—

Hældningskravene i punkt 2.3.2.8 kontrolleres som følger: — Køretøjet med dets masse i køreklar stand plus massen af eventuelle fremdriftsbatterier og en masse på 75 kg, der simulerer føreren. — Køretøj lastet til sin teknisk tilladte masse og med en masse, der er fordelt for at opnå de maksimale akseltryk som angivet af fabrikanten for denne belastningstilstand. — Køretøj med en masse på 75 kg, der simulerer føreren, og desuden lastet op til den maksimale tilladelige bagakselbelastning som angivet af fabrikanten. Belastningen på forakslen skal dog være så lav som muligt i dette tilfælde.

—	Før hver måling skal køretøjet rokkes tre gange og derefter bevæges frem og tilbage med mindst én fuldstændig hjulomdrejning.

2.3.3.   Positionsforlygter

2.3.3.1.   Antal:

—	en eller to i tilfælde af køretøjer, hvor den største bredde ikke overstiger 1 300 mm;

—	to i tilfælde af køretøjer, hvor den største bredde overstiger 1 300 mm.

2.3.3.2.   Arrangement:

—	ingen særlige krav.

2.3.3.3.   Placering:

2.3.3.3.1.

I bredden: — én uafhængig positionsforlygte kan monteres over, under eller ved siden af en anden forlygte; anbringes lygterne over hinanden, skal positionsforlygtens referencecentrum være placeret i køretøjets midterplan i længderetningen; anbringes lygterne ved siden af hinanden, skal deres referencecentre være symmetriske omkring køretøjets midterplan i længderetningen — én uafhængig positionsforlygte, som er indbygget med en anden forlygte, skal være monteret på en sådan måde, at dens referencecentrum er placeret i køretøjets midterplan i længderetningen; hvis køretøjet imidlertid er udstyret med en anden forlygte sammen med positionsforlygte, skal deres referencecentre være symmetriske om køretøjets midterplan i længderetningen — to positionsforlygter, hvoraf den ene eller begge er indbygget i en anden forlygte, skal være monteret på en sådan måde, at deres referencecentre er symmetriske om køretøjets midterplan i længderetningen — hvis der findes to positionsforlygter, må den tværgående afstand mellem de lysemitterende fladers udvendige kanter og køretøjets yderste kanter ikke være større end 400 mm.

2.3.3.3.2.

I højden: — mindst 350 mm, højst 1 200 mm over jorden.

2.3.3.3.3.

I længden: — foran på køretøjet.

2.3.3.4.   Geometrisk synlighed:

—	α = 15° opefter og 15° nedefter; den faldende vinkel kan reduceres til 5°, hvis positionsforlygten er beliggende mindre end 750 mm over jorden

—	β = 80° til venstre og til højre, såfremt der er én positionsforlygte

—	β = 80° udefter og 45° indefter, hvis der er to positionsforlygter.

2.3.3.5.   Orientering:

—	fremad: kan være drejelig sammen med styrebevægelserne af et styr.

2.3.3.6.   Elektriske forbindelser:

—	skal lyse i overensstemmelse med punkt 2.1.10.

2.3.3.7.   Tilslutningskontrolanordning:

—	obligatorisk (en grøn, ikke blinkende kontrolanordning eller køretøjets instrumentbelysning kan bruges til at signalere aktivering af lygterne som beskrevet i punkt 2.1.10).

2.3.4.   Kørelyslygte

2.3.4.1.   Antal:

—	en eller to i tilfælde af køretøjer, hvor den største bredde ikke overstiger 1 300 mm,

—	to i tilfælde af køretøjer, hvor den største bredde overstiger 1 300 mm.

2.3.4.2.   Arrangement:

—	ingen særlige krav.

2.3.4.3.   Placering:

2.3.4.3.1.

I bredden: — én uafhængig kørelyslygte kan monteres over, under eller ved siden af en anden forlygte; anbringes lygterne over hinanden, skal kørelyslygtens referencecentrum være placeret i køretøjets midterplan i længderetningen; anbringes lygterne ved siden af hinanden, skal deres referencecentre være symmetriske omkring køretøjets midterplan i længderetningen — én enkel uafhængig kørelyslygte, som er indbygget med en anden forlygte, skal være monteret på en sådan måde, at dens referencecentrum er placeret i køretøjets midterplan i længderetningen; hvis køretøjet imidlertid er udstyret med en anden forlygte sammen med kørelyslygten, skal deres referencecentre være symmetriske om køretøjets midterplan i længderetningen — to kørelyslygter, hvoraf den ene eller begge er indbygget i en anden forlygte, skal være monteret på en sådan måde, at lygternes referencecentre er symmetriske om køretøjets midterplan i længderetningen — de indvendige kanter af de lysemitterende flader skal være mindst 500 mm, undtagen for køretøjer med et samlet bredde over 1 300 mm.

2.3.4.3.2.

I højden: — mindst 250 mm, højst 1 500 mm over jorden.

2.3.4.3.3.

I længden: — foran på køretøjet; dette krav anses for overholdt, såfremt det udsendte lys ikke er til gene for føreren, hvilket gælder såvel direkte som indirekte gennem førerspejle og/eller andre reflekterende flader på køretøjet.

2.3.4.3.4.

Afstand: — hvis afstanden mellem forblinklygten og kørelyslygten er lig med eller under 40 mm, skal kørelyslygtens elektriske forbindelser i den pågældende side af køretøjet være udført således, at — den slukkes, eller — dens lysintensitet nedsættes til et niveau, der ikke overstiger 140 cd i hele den periode (både ON-cyklus og OFF-cyklus), hvor den relevante forblinklygte er aktiveret.

2.3.4.4.   Geometrisk synlighed:

—	α = 10° opefter og 10° nedefter

—	β = 20° til venstre og til højre, såfremt der kun er en enkelt kørelyslygte

—	β = 20° udefter og 20° indefter, hvis der er to kørelyslygter.

2.3.4.5.   Orientering:

—	fremad: kan være drejelig sammen med styrebevægelserne af et styr.

2.3.4.6.   Elektriske forbindelser:

—

alle kørelyslygter skal lyse, når hovedkontakten aktiveres; de kan dog være slukket under følgende forhold: — automatgearet er i parkeringsposition — parkeringsbremsen er aktiveret, eller — i perioden, før køretøjet bringes i bevægelse første gang efter hver manuel aktivering af hovedkontakt og køretøjets fremdriftssystem;

—	kørelyslygter kan deaktiveres manuelt; det skal dog kun være muligt ved en hastighed på højst 10 km/t; lygterne skal genaktiveres automatisk, når køretøjets hastighed overstiger 10 km/t eller når køretøjet har kørt over 100 m

—

kørelyslygter skal i hvert enkelt tilfælde deaktiveres automatisk, når: — køretøjet er standset ved hjælp af hovedkontakten — tågeforlygterne er aktiveret — forlygterne er aktiveret, undtagen når de anvendes til at give korte advarselsblink, og — i lysforhold under 1 000 lux, hvor den foreskrevne hastighed på køretøjets hastighedsmåler stadig er let læselig (f.eks. når hastighedsmålerbelysningen er aktiveret) og køretøjet ikke er udstyret med en ikke-blinkende grøn kontrolanordning i overensstemmelse med punkt 2.3.3.7 eller en dedikeret grøn tilslutningskontrolanordning for kørelyslygten, der angives med det relevante symbol; i et sådant tilfælde skal nærlyslygterne og de lysanordninger, der kræves i punkt 2.1.12 automatisk aktiveres samtidigt senest 2 s efter, at lysforholdene falder til under 1 000 lux; hvis lysforholdene efterfølgende når et niveau på mindst 7 000 lux, skal kørelyslygterne automatisk aktiveres igen, mens nærlyslygterne og de lysanordninger, der kræves i punkt 2.1.12 deaktiveres samtidigt inden for 5 til 300 s (dvs. at der kræves fuldautomatisk lyskontrol, hvis føreren ikke har nogen tydelig angivelse og incitament til at aktivere normal belysning, når det er mørkt).

2.3.4.7.   Tilslutningskontrolanordning:

—

valgfri

2.3.5.   Tågeforlygte

2.3.5.1.   Antal:

—	en eller to i tilfælde af køretøjer, hvor den største bredde ikke overstiger 1 300 mm

—	to i tilfælde af køretøjer, hvor den største bredde overstiger 1 300 mm.

2.3.5.2.   Arrangement:

—	ingen særlige krav.

2.3.5.3.   Placering:

2.3.5.3.1.

I bredden: — én uafhængig tågeforlygte kan monteres over, under eller ved siden af en anden forlygte; anbringes lygterne over hinanden, skal tågeforlygtens referencecentrum være placeret i køretøjets midterplan i længderetningen; anbringes lygterne ved siden af hinanden, skal deres referencecentre være symmetriske omkring køretøjets midterplan i længderetningen — én uafhængig tågeforlygte, som er indbygget med en anden forlygte, skal være monteret på en sådan måde, at dens referencecentrum er placeret i køretøjets midterplan i længderetningen; hvis køretøjet imidlertid er udstyret med en anden forlygte sammen med tågeforlygten, skal deres referencecentre være symmetriske om køretøjets midterplan i længderetningen — to tågeforlygter, hvoraf den ene eller begge er indbygget i en anden forlygte, skal være monteret på en sådan måde, at deres referencecentre er symmetriske om køretøjets midterplan i længderetningen — hvis der findes to tågeforlygter, må den tværgående afstand mellem de lysemitterende fladers udvendige kanter og køretøjets yderste kanter ikke være større end 400 mm.

2.3.5.3.2.

I højden: — mindst 250 mm og højst 800 mm over jorden — ingen del af den lysemitterende flade må befinde sig over den øvre del af den lysemitterende flade på den højest placerede nærlyslygte.

2.3.5.3.3.

I længden: — foran på køretøjet; dette krav anses for overholdt, såfremt det udsendte lys ikke er til gene for føreren, hvilket gælder såvel direkte som indirekte gennem førerspejle og/eller andre reflekterende flader på køretøjet.

2.3.5.4.   Geometrisk synlighed:

—	α = 5° opefter og 5° nedefter

—	β = 45° til venstre og til højre, hvis der kun er én tågeforlygte

—	β = 45° udefter og 10° indefter, hvis der er to tågeforlygter.

2.3.5.5.   Orientering:

—	fremad: kan være drejelig sammen med styrebevægelserne af et styr.

2.3.5.6.   Elektriske forbindelser:

—	alle tågeforlygter skal tænde og slukke samtidigt

—	det skal være muligt at tænde og slukke tågeforlygten uafhængigt af fjernlyslygten, nærlyslygten eller enhver kombination af disse forlygter.

2.3.5.7.   Tilslutningskontrolanordning:

—	obligatorisk (grøn, ikke-blinkende kontrolanordning).

2.3.6.   Retningsviserblinklygter

2.3.6.1.   Antal:

—

fire

—	seks, hvis der er monteret to supplerende sideblinklygter i overensstemmelse med alle relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 48 som foreskrevet for køretøjsklasse M1.

2.3.6.2.   Arrangement:

—	to retningsviserblinklygter fortil af kategori 11, 1, 1a eller 1b og to retningsviserblinklygter bagtil af kategori 12, 2a eller 2b (dvs. to indikatorer på hver side).

—

to sideretningsviserblinklygter af kategori 5 eller 6 (dvs. en supplerende sideretningsviserbliklygte på hver side) kan monteres som supplement til de obligatoriske retningsviserblinklygter, forudsat at deres montering opfylder alle relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 48 som foreskrevet for køretøjsklasse M1.

2.3.6.3.   Placering:

2.3.6.3.1.

I bredden: — den tværgående afstand mellem de lysemitterende fladers udvendige kanter og køretøjets yderste kanter må ikke være større end 400 mm; — de indvendige kanter af de lysemitterende flader af retningsviserblinklygterne fortil skal have en indbyrdes afstand på mindst 240 mm for køretøjer med ét forhjul eller en bredde på højst 1 000 mm — de indvendige kanter af de lysemitterende flader af retningsviserblinklygterne fortil skal have en indbyrdes afstand på mindst 500 mm for køretøjer med mere end ét forhjul og en bredde over 1 000 mm — de indvendige kanter af de lysemitterende flader på retningsviserblinklygterne bagtil skal have en indbyrdes afstand på mindst 180 mm for køretøjer med ét baghjul eller en bredde på højst 1 000 mm — de indvendige kanter af de lysemitterende flader på retningsviserblinklygterne bagtil skal have en indbyrdes afstand på mindst 500 mm for køretøjer med mere end ét baghjul og en bredde over 1 000 mm — der skal være en minimumsafstand mellem den lysemitterende flade på en retningsviserblinklygte fortil og de nærmeste nærlyslygter på: — 75 mm, hvis blinklysets lysstyrke er mindst 90 cd — 40 mm, hvis blinklysets lysstyrke er mindst 175 cd — 20 mm, hvis blinklysets lysstyrke er mindst 250 cd — ≤ 20 mm, hvis blinklysets lysstyrke er mindst 400 cd.

2.3.6.3.2.

I højden: — mindst 500 mm, højst 1 500 mm over jorden.

2.3.6.3.3.

I længden: — ingen særlige krav.

2.3.6.4.   Geometrisk synlighed:

—	α = 15° opefter og 15° nedefter; den faldende vinkel kan imidlertid reduceres til 5°, hvis retningsviserblinklygterne er placeret mindre end 750 mm over jorden

—	β = 80° udefter og 45° indefter (se figur 9-3).

Figur 9-3

Geometrisk synlighed af højre sideretningsviserblinklygter fortil og bagtil

2.3.6.5.   Orientering:

—	fremad: kan være drejelig sammen med styrebevægelserne af et styr samt bagud.

2.3.6.6.   Elektriske forbindelser:

—	retningsviserblinklygter skal tænde uafhængigt af de øvrige lygter; alle retningsviserblinklygter på samme side af køretøjet skal tændes og slukkes ved hjælp af samme kontrolenhed.

2.3.6.7.   Driftskontrolanordning:

—	obligatorisk og kan være optisk, akustisk eller begge

—	hvis den er optisk, skal kontrolanordningen bestå af en grøn blinkende lampe, som i tilfælde af mangelfuld funktion af en enkelt retningsviserblinklygte fortil eller bagtil skal være slukket, forblive tændt uden at blinke eller vise et tydeligt frekvensskifte

—	hvis den er akustisk, skal den kunne høres tydeligt og vise samme funktionsforhold som den optiske kontrolanordning.

2.3.6.8.   Andre krav:

—	følgende egenskaber kontrolleres uden belastning af det elektriske system, bortset fra den, der er nødvendig for motorens drift (eventuelt) efter aktivering af hovedkontakten og aktivering af de lysanordninger, der tændes som følge af dette.

2.3.6.8.1.   Egenskaber:

—	blinkfrekvensen skal være 90 ± 30 gange pr. minut

—	retningsviserblinklygterne på samme side af køretøjet skal blinke med samme frekvens og i fase, enten synkront eller skiftevis

—	lygternes første blink skal indtræffe inden for ét sekund og stoppe inden for halvandet sekund, efter at betjeningsanordningen er blevet aktiveret

—	i tilfælde af svigt, bortset fra kortslutning, af en retningsviserblinklygte fortil eller bagtil skal de(n) anden/andre lygte(r), der angiver samme retning, forblive tændt eller fortsat blinke; i så fald skal blinkfrekvensen imidlertid ikke svare til den i dette punkt fastsatte værdi.

2.3.7.   Havariblink

2.3.7.1.   Antal:

—	i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 2.3.6.1.

2.3.7.2.   Arrangement:

—	i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 2.3.6.2.

2.3.7.3.   Placering:

2.3.7.3.1.

I bredden: — i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 2.3.6.3.1.

2.3.7.3.2.

I højden: — i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 2.3.6.3.2.

2.3.7.3.3.

I længden: — i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 2.3.6.3.3.

2.3.7.4.   Geometrisk synlighed:

—	i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 2.3.6.4.

2.3.7.5.   Orientering:

—	i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 2.3.6.5.

2.3.7.6.   Elektriske forbindelser:

—	havariblinket skal aktiveres ved hjælp af en separat betjeningsanordning og skal afgives i form af samtidig drift af alle retningsvisningslygter; havariblinket skal kunne fungere, selv når hovedkontakten er blevet deaktiveret og køretøjets indbyggede elektroniske system er afbrudt.

2.3.7.7.   Tilslutningskontrolanordning:

—	obligatorisk, hvis havariblinket forefindes (blinkende rød kontrolanordning);

—	hvis to separate grønne kontrolanordninger forefindes for retningsviserblinklygterne i venstre og højre side, kan disse kontrolanordninger blinke samtidig i stedet for kun én rød kontrolanordning.

2.3.7.8.   Andre krav:

—	kravene i punkt 2.3.6.8 finder anvendelse.

2.3.7.8.1.   Egenskaber:

—	blinkfrekvensen skal være 90 ± 30 gange pr. minut

—	alle retningsviserblinklygter skal blinke med samme frekvens og i fase; retningsviserblinklygter på hver side af køretøjet skal blinke synkront, mens dem på samme side af køretøjet kan blinke skiftevis

—	det første blink skal indtræffe inden for ét sekund og afsluttes inden for halvandet sekund efter aktivering af betjeningsanordningen

—	havariblinket kan udløses automatisk af køretøjets systemer, f.eks. nødbremsesignalet, eller efter en kollision, og derefter deaktiveres manuelt.

2.3.8.   Positionsbaglygte

2.3.8.1.   Antal:

—	en eller to i tilfælde af køretøjer, hvor den største bredde ikke overstiger 1 300 mm;

—	to i tilfælde af køretøjer, hvor den største bredde overstiger 1 300 mm.

2.3.8.2.   Arrangement:

—	ingen særlige krav.

2.3.8.3.   Placering:

2.3.8.3.1.

I bredden: — én positionsbaglygte skal være monteret på køretøjet, således at positionsbaglygtens referencecentrum er placeret i køretøjets midterplan i længderetningen — to positionsbaglygter skal være monteret på køretøjet, således at positionsbaglygternes referencecentrum er symmetrisk om køretøjets midterplan i længderetningen — på køretøjer med to baghjul og en samlet bredde på over 1 300 mm må den tværgående afstand mellem de lysemitterende fladers udvendige kanter og de udvendige kanter af køretøjets største bredde ikke være større end 400 mm.

2.3.8.3.2.

I højden: — mindst 250 mm, højst 1 500 mm over jorden.

2.3.8.3.3.

I længden: — bag på køretøjet.

2.3.8.4.   Geometrisk synlighed:

—	α = 15° opefter og 15° nedefter, men den faldende vinkel kan imidlertid reduceres til 5°, hvis positionsbaglygten er placeret mindre end 750 mm over jorden

—	β = 80° til venstre og til højre, såfremt der er én enkelt positionsbaglygte

—	β = 80° udefter og 45° indefter, hvis der er to positionsbaglygter.

2.3.8.5.   Orientering:

—	bagudrettet.

2.3.8.6.   Elektriske forbindelser:

—	skal lyse i overensstemmelse med punkt 2.1.10.

2.3.8.7.   Tilslutningskontrolanordning:

—	i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 2.3.3.7.

2.3.9.   Stoplygte

2.3.9.1.   Antal:

—	en eller to i tilfælde af køretøjer, hvor den største bredde ikke overstiger 1 300 mm

—	to i tilfælde af køretøjer, hvor den største bredde er over 1 300 mm

—	der kan monteres en supplerende stoplygte i kategori S3 eller S4 (dvs. centralt og højt placeret stoplygte), forudsat at alle de relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 48, som gælder for montering af sådanne stoplygter på køretøjer af klasse M1, er opfyldt.

2.3.9.2.   Arrangement:

—	ingen særlige krav.

2.3.9.3.   Placering:

2.3.9.3.1.

I bredden: — én enkelt stoplygte skal være monteret på køretøjet, således at stoplygtens referencecentrum er placeret i køretøjets midterplan i længderetningen — der skal monteres to stoplygter på køretøjet, således at deres referencecentre er symmetriske om køretøjets midterplan i længderetningen — de indvendige kanter af de lysemitterende flader skal have en indbyrdes afstand på mindst 600 mm for køretøjer med to baghjul og en samlet bredde på over 1 300 mm — de indvendige kanter af de lysemitterende flader skal have en indbyrdes afstand på mindst 400 mm for køretøjer med to baghjul, en samlet bredde på ikke over 1 300 mm og to stoplygter.

2.3.9.3.2.

I højden: — mindst 250 mm, højst 1 500 mm over jorden.

2.3.9.3.3.

I længden: — bag på køretøjet.

2.3.9.4.   Geometrisk synlighed:

—	α = 15° opefter og 15° nedefter; den faldende vinkel kan imidlertid reduceres til 5°, hvis stoplygten er beliggende mindre end 750 mm over jorden

—	β = 45° til venstre og til højre, hvis der kun er én stoplygte

—	β = 45° udefter og 10° indefter, hvis der er to stoplygter.

2.3.9.5.   Orientering:

—	bagudrettet.

2.3.9.6.   Elektriske forbindelser:

—	skal lyse ved enhver aktivering af driftsbremsen.

2.3.9.7.   Tilslutningskontrolanordning:

—

forbudt.

2.3.9.8.   Andre krav:

—

køretøjer kan udstyres med et nødstopsignal som defineret i punkt 2.28 i FN/ECE-regulativ nr. 48, forudsat at alle de relevante krav i dette regulativ, som finder anvendelse på sådanne signaler, er opfyldt, og signalet aktiveres og deaktiveres under de betingelser og/eller de decelerationer, som er foreskrevet for køretøjer af klasse M1

—	køretøjer kan udstyres med alarmsignal for påkørsel bagfra (RECAS — Rear-end collision signal) som defineret i punkt 2.33 i FN/ECE-regulativ nr. 48, forudsat at alle de relevante krav i dette regulativ, som finder anvendelse på RECAS, er opfyldt.

2.3.10.   Tågebaglygte

2.3.10.1.   Antal:

—	en eller to.

2.3.10.2.   Arrangement:

—	ingen særlige krav.

2.3.10.3.   Placering:

2.3.10.3.1.

I bredden: — i tilfælde af køretøjer, der er bestemt og udstyret til højrekørsel, skal der forefindes én tågebaglygte, der monteres således, at dens referencecentrum er placeret i køretøjets midterplan i længderetningen eller til venstre herfor — i tilfælde af køretøjer, der er bestemt og udstyret til venstrekørsel, skal der forefindes én tågebaglygte, der monteres således, at dens referencecentrum er placeret i køretøjets midterplan i længderetningen eller til højre herfor — i tilfælde af køretøjer, der er bestemt og udstyret til både venstre- og højrekørsel, skal der forefindes én tågebaglygte, der monteres således, at dens referencecentrum er placeret i køretøjets midterplan i længderetningen — i tilfælde af køretøjer, der er bestemt og udstyret til venstre- og/eller højrekørsel, skal der forefindes to tågebaglygter, der monteres således, at deres referencecentre er symmetriske om køretøjets midterplan i længderetningen.

2.3.10.3.2.

I højden: — mindst 250 mm og højst 1 000 mm over jorden; denne værdi kan dog hæves til 1 200 mm, hvis tågebaglygten er sammenbygget med en anden lygte.

2.3.10.3.3.

I længden: — bag på køretøjet.

2.3.10.3.4.

Afstand: — afstanden mellem kanten af tågebaglygtens lysemitterende flade og enhver stoplygte skal være mindst 100 mm.

2.3.10.4.   Geometrisk synlighed:

—	α = 5° opefter og 5° nedefter

—	β = 25° til venstre og til højre.

2.3.10.5.   Orientering:

—	bagudrettet.

2.3.10.6.   Elektriske forbindelser:

—	alle tågebaglygter skal tænde og slukke samtidigt

—	det skal kun være muligt at aktivere tågebaglygten, når fjernlyslygten, nærlyslygten eller tågeforlygten er aktiveret

—	det skal være muligt at slukke tågebaglygten uafhængigt af alle andre lygter

—	tågebaglygten skal deaktiveres automatisk, når: — positionsforlygten slukkes, og — køretøjet er standset ved hjælp af hovedkontakten

—	når tågebaglygten er blevet afbrudt eller deaktiveret, skal den ikke automatisk eller uafhængigt genaktiveres, medmindre betjeningsanordningen til aktivering deraf er blevet manuelt betjent.

2.3.10.7.   Tilslutningskontrolanordning:

—	obligatorisk (ikke-blinkende gul kontrolanordning).

2.3.11.   Baklygter

2.3.11.1.   Antal:

—	en eller to.

2.3.11.2.   Arrangement:

—	ingen særlige krav.

2.3.11.3.   Placering:

2.3.11.3.1.

I bredden: — hvis der kun er én baklygte: ingen specifikke krav — hvis der er to baklygter, skal disse være således monteret på køretøjet, at baklygternes referencecentre er symmetriske om køretøjets midterplan i længderetningen.

2.3.11.3.2.

I højden: — mindst 250 mm, højst 1 200 mm over jorden.

2.3.11.3.3.

I længden: — bag på køretøjet.

2.3.11.4.   Geometrisk synlighed:

—	α = 15° opefter og 5° nedefter

—	β = 45° til venstre og til højre, såfremt der er én enkelt baklygte

—	β = 45° udefter og 30° indefter, hvis der er to baklygter.

2.3.11.5.   Orientering:

—	bagudrettet.

2.3.11.6.   Elektriske forbindelser:

—	baklygten skal afgive lys, når bakgear er indrykket, og når hovedkontakten er blevet aktiveret

—	baklygten må ikke afgive lys, medmindre begge ovennævnte betingelser er opfyldt.

2.3.11.7.   Tilslutningskontrolanordning:

—

valgfri.

2.3.11.8.   Andre krav:

—	hvis ikke andet er foreskrevet for baklygteanordninger, der kan typegodkendes for køretøjer i klasse L, skal baklygten typegodkendes i henhold til FN/ECE-regulativ nr. 23.

2.3.12.   Bagnummerpladelygte

2.3.12.1.   Antal:

—	en eller flere.

2.3.12.2.   Arrangement og placering:

—	således at det sikres, at bagnummerpladelygten belyser det område, der er beregnet for bagnummerpladen.

2.3.12.3.   Elektriske forbindelser:

—	skal lyse i overensstemmelse med punkt 2.1.10.

2.3.12.4.   Tilslutningskontrolanordning:

—	kravene i punkt 2.3.3.7 finder anvendelse.

2.3.13.   Bagrefleksanordninger (ikke-trekantede)

2.3.13.1.   Antal:

—	en eller to

—	to for køretøjer med en samlet bredde over 1 000 mm

—	der tillades supplerende bagrefleksanordninger og reflekterende materiale, forudsat at de ikke forringer de obligatoriske lysanordningers og lyssignalanordningers effektivitet.

2.3.13.2.   Arrangement:

—	en eller to bagrefleksanordninger i klasse IA eller klasse IB.

2.3.13.3.   Placering:

2.3.13.3.1.

I bredden: — hvis der er én bagrefleksanordning, skal denne monteres således på køretøjet, at dens referencecentrum ligger inden for køretøjets midterplan i længderetningen — hvis der er to bagrefleksanordninger, skal disse være monteret således på køretøjet, at deres referencecentre er symmetriske om køretøjets midterplan i længderetningen — hvis der er to bagrefleksanordninger, må afstanden mellem de lysemitterende fladers udvendige kanter og køretøjets yderste kanter ikke være større end 400 mm.

2.3.13.3.2.

I højden: — mindst 250 mm og højst 900 mm over jorden.

2.3.13.3.3.

I længden: — bag på køretøjet.

2.3.13.4.   Geometrisk synlighed:

—	α = 10° opefter og 10° nedefter; den faldende vinkel kan imidlertid reduceres til 5°, hvis bagrefleksanordningen er beliggende mindre end 750 mm over jorden

—	β = 30° til venstre og til højre, hvis der kun er én refleksanordning

—	β = 30° udefter og 30° indefter, hvis der er to refleksanordninger.

2.3.13.5.   Orientering:

—	bagudrettet.

2.3.13.6.   Andre krav:

—	den lysemitterende flade på en refleksanordning kan have dele fælles med enhver anden rød lygte, der er monteret bagtil på køretøjet.

2.3.14.   Siderefleksanordninger (ikke-trekantede)

2.3.14.1.   Antal:

—	en eller to i hver side.

2.3.14.2.   Arrangement:

—	der skal monteres en siderefleksanordning af klasse IA eller IB inden for den første tredjedel og/eller den sidste tredjedel af hele køretøjets længde

—	supplerende siderefleksanordninger og reflekterende materiale er tilladt, forudsat at de ikke forringer de obligatoriske lysanordningers og lyssignalanordningers effektivitet.

2.3.14.3.   Placering:

2.3.14.3.1.

I bredden: — ingen særlige krav.

2.3.14.3.2.

I højden: — mindst 250 mm og højst 900 mm over jorden; denne værdi kan dog hæves til 1 200 mm, hvis siderefleksanordningen er sammenbygget med en anden lysanordning.

2.3.14.3.3.

I længden: — ingen særlige krav.

2.3.14.4.   Geometrisk synlighed:

—	α = 10° opefter og 10° nedefter; den faldende vinkel kan imidlertid reduceres til 5°, hvis siderefleksanordningen er placeret mindre end 750 mm over jorden

—	β = 45° fremad og bagud.

2.3.14.5.   Orientering:

—	til siden.

2.3.15.   Sidemarkeringslygter

2.3.15.1.   Antal:

—	en eller to i hver side.

2.3.15.2.   Arrangement:

—	der kan monteres en sidemarkeringslygte af klasse SM1 og SM2 inden for den første tredjedel og/eller den sidste tredjedel af køretøjets længde overalt.

2.3.15.3.   Placering:

2.3.15.3.1.

I bredden: — ingen særlige krav.

2.3.15.3.2.

I højden: — mindst 250 mm, højst 1 500 mm over jorden.

2.3.15.3.3.

I længden: — ingen særlige krav.

2.3.15.4.   Geometrisk synlighed:

—	α = 10° opefter og 10° nedefter; den faldende vinkel kan imidlertid reduceres til 5°, hvis siderefleksanordningen er placeret mindre end 750 mm over jorden

—	β = 30° fremad og bagud.

2.3.15.5.   Orientering:

—	til siden.

2.3.15.6.   Elektriske forbindelser:

—	skal tændes sammen med de lysanordninger, der er omhandlet i punkt 2.1.10

—	kan være udformet således, at sidemarkeringslygterne blinker med samme frekvens og i fase og enten synkront eller skiftevis med de retningsviserblinklys, der er monteret på samme side af køretøjet.

2.3.15.7.   Tilslutningskontrolanordning:

—	i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 2.3.3.7.

2.3.15.8.   Andre krav:

—	hvis ikke andet er foreskrevet for sidemarkeringslygter, der kan godkendes til køretøjer i klasse L, skal lygterne være typegodkendt i henhold til FN/ECE-regulativ nr. 91.

2.4.   Som et alternativ til kravene i punkt 2 til 2.3.15.8, kan køretøjer i klasse L2e, L5e, L6e og L7e overholde alle de relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 48 som foreskrevet for køretøjsklasse M1.

I dette tilfælde kan særlige krav i FN/ECE-regulativ nr. 48 ikke substitueres eller frafaldes på grundlag af forskelle i eller et fravær af specifikke bestemmelser i dette bilag (f.eks. installering af lygteviskere, manual forlygteniveauindstillingsanordning).

2.5.   I betragtning af de mange forskellige former for konstruktion af køretøjer i klasse L2e, L5e, L6e og L7e kan fabrikanten efter aftale med den tekniske tjeneste og den godkendende myndighed vælge at anvende alle relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 53, der er fastsat for køretøjer i klasse L3e, som et alternativ til kravene i punkt 2 til 2.3.15.8. I dette tilfælde kan særlige krav i FN/ECE-regulativ nr. 53 ikke substitueres eller frafaldes på grundlag af forskelle i eller et fravær af specifikke bestemmelser i dette bilag, og det skal kun accepteres i tilfælde af køretøjer med en bredde overalt på mindre end 1 300 mm, som har en tendens til at hælde ved svingning (f.eks. for en type køretøj, som overordnet set er udformet som en motorcykel, men som er udstyret med tre hjul, således at det klassificeres som et køretøj i klasse L5e).

3.   Krav vedrørende køretøjer i klasse L4e.

3.1.   Hvis sidevognen kan frigøres fra motorcyklen, således at motorcyklen kan anvendes uden sidevogn, skal motorcyklen opfylde kravene for motorcykler i punkt 1.3 i tillæg til dem, der er nævnt i punkt 3.2 til 3.2.8.1 nedenfor. Kravene i punkt 1.9 kan ligeledes tages i betragtning.

3.1.1.   Det skal i dette tilfælde være muligt elektrisk at afbryde retningsvisningslygter, der er monteret på motorcyklen, og som er anbragt mellem motorcyklen og sidevognen.

3.2.   Når sidevognen er tilsluttet motorcyklen, enten permanent eller på aftagelig vis, skal motorcykel med sidevogn opfylde alle de relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 53 som foreskrevet for køretøjer i klasse L3e og de yderligere bestemmelser, der er angivet nedenfor.

3.2.1.   Positionsforlygter

3.2.1.1.   Antal:

—	to eller tre

—	sidevognen skal være udstyret med én positionsforlygte

—	motorcyklen skal være udstyret med én positionsforlygte; den kan dog være udstyret med to positionsforlygter, forudsat at disse er monteret i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i FN/ECE-regulativ nr. 53 som foreskrevet for køretøjer i klasse L3e (solomotorcykel).

3.2.1.2.   Placering:

—

placeringen skal være i overensstemmelse med FN/ECE-regulativ nr. 53 for køretøjer i klasse L3e, dog med følgende undtagelser: 3.2.1.2.1. I bredden: — den tværgående afstand mellem de udvendige kanter af de lysemitterrende flader og køretøjets yderste kanter må ikke være større end 400 mm (dette gælder dog ikke for en eventuel anden positionsforlygte, der er monteret på motorcyklen).

3.2.1.3.   Geometrisk synlighed:

—	positionsforlygter på sidevognen og motorcyklen kan betragtes som et par.

3.2.1.4.   Hvad angår alle andre aspekter skal positionsforlygter opfylde forskrifterne i FN/ECE-regulativ nr. 53 som foreskrevet for køretøjer i klasse L3e.

3.2.2.   Kørelyslygter

3.2.2.1.   Antal:

—	to eller tre

—	sidevognen kan være udstyret med en kørelyslygte

—	motorcyklen kan være udstyret med en kørelyslygte; den kan dog være udstyret med to kørelyslygter, forudsat at disse er monteret i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i FN/ECE-regulativ nr. 53 som foreskrevet for køretøjer i klasse L3e (solomotorcykel).

3.2.2.2.   Placering:

—

placeringen skal være i overensstemmelse med FN/ECE-regulativ nr. 53 for køretøjer i klasse L3e, dog med følgende undtagelser: 3.2.2.2.1. I bredden: — den tværgående afstand mellem de lysemitterende fladers udvendige kanter og køretøjets yderste kanter må ikke være større end 400 mm (dette gælder dog ikke for en eventuel anden kørelyslygte, der er monteret på motorcyklen).

3.2.2.3.   Geometrisk synlighed:

—	kørelyslygter på sidevognen og motorcyklen kan betragtes som et par.

3.2.2.4.   Hvad angår alle andre aspekter skal kørelyslygter opfylde forskrifterne i FN/ECE-regulativ nr. 53 som foreskrevet for køretøjer i klasse L3e.

3.2.3.   Retningsviserblinklygter

3.2.3.1.   Placering:

—

placeringen skal være i overensstemmelse med FN/ECE-regulativ nr. 53 for køretøjer i klasse L3e, dog med følgende undtagelser: 3.2.3.1.1. I bredden (vedrørende samtlige elektrisk forbundne retningsviserblinklygter): — den tværgående afstand mellem de lysemitterende fladers udvendige kanter og køretøjets yderste kanter må ikke være større end 400 mm — afstanden mellem de indvendige kanter af de lysemitterende flader skal være mindst 600 mm — der skal være en minimumsafstand mellem den lysemitterende flade på en retningsviserblinklygte foran og de nærmeste nærlyslygter på: — 75 mm, hvis blinklysets lysstyrke er mindst 90 cd — 40 mm, hvis bliklysets lysstyrke er mindst 175 cd — 20 mm, hvis bliklysets lysstyrke er mindst 250 cd — ≤ 20 mm, hvis blinklysets lysstyrke er mindst 400 cd. — begge retningsviserblinklys fortil skal have et sammenligneligt niveau af fotometrisk ydeevne, og det samme gælder begge retningsviserblinklys bagtil. 3.2.3.1.2. I længderetningen (dette punkt gælder for den side, hvor sidevognen er monteret): — retningsviserblinklygten fortil skal være placeret på den forreste halvdel af sidevogn og retningsviserblinklygten bagtil skal være placeret på den bageste halvdel.

3.2.3.2.   Geometrisk synlighed:

—	de horisontale vinkler er præciseret som følger: Se figur 9-4. Figur 9-4 Arrangement af retningsviserblinklygter

3.2.3.3.   Hvad angår alle andre aspekter skal retningsviserblinklygter opfylde kravene i FN/ECE-regulativ nr. 53 som foreskrevet for køretøjer i klasse L3e.

3.2.4.   Havariblink

3.2.4.1.   Havariblinket skal afgives i form af samtidig drift af alle retningsvisningslygter, jf. punkt 3.1 til 3.2 og 3.2.3 til 3.2.3.3.

3.2.5.   Positionsbaglygter

3.2.5.1.   Antal:

—	to eller tre

—	sidevognen skal være forsynet med en positionsbaglygte

—	motorcyklen skal være udstyret med en positionsbaglygte; den kan dog være udstyret med to positionsbaglygter, forudsat at disse er monteret i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i FN/ECE-regulativ nr. 53 som foreskrevet for køretøjer i klasse L3e (solomotorcykel).

3.2.5.2.   Placering:

—

placeringen skal være i overensstemmelse med FN/ECE-regulativ nr. 53 som foreskrevet for køretøjer i klasse L3e, dog med følgende undtagelser: 3.2.5.2.1. I bredden: — den tværgående afstand mellem de lysemitterende fladers udvendige kanter og køretøjets yderste kanter må ikke være større end 400 mm (dette gælder dog ikke for en eventuel anden positionsbaglygte, der er monteret på motorcyklen).

3.2.5.3.   Geometrisk synlighed:

—	positionsbaglygterne på sidevognen og motorcyklen kan betragtes som et par.

3.2.5.4.   Hvad angår alle andre aspekter skal positionsbaglygter opfylde forskrifterne i FN/ECE-regulativ nr. 53 som foreskrevet for køretøjer i klasse L3e.

3.2.6.   Stoplygter

3.2.6.1.   Antal:

—	to eller tre

—	sidevognen skal være forsynet med en stoplygte

—	motorcyklen skal være udstyret med en stoplygte; den kan dog være udstyret med to stoplygter, forudsat at disse er monteret i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i FN/ECE-regulativ nr. 53 som foreskrevet for køretøjer i klasse L3e (solomotorcykel).

3.2.6.2.   Placering:

—

placeringen skal være i overensstemmelse med FN/ECE-regulativ nr. 53 for køretøjer i klasse L3e, dog med følgende undtagelser: 3.2.6.2.1. I bredden: — den tværgående afstand mellem de lysemitterende fladers udvendige kanter og køretøjets yderste kanter må ikke være større end 400 mm (dette gælder dog ikke for en eventuel anden stoplygte, der er monteret på motorcyklen).

3.2.6.3.   Geometrisk synlighed:

—	stoplygterne på sidevognen og motorcyklen kan betragtes som et par.

3.2.6.4.   Hvad angår alle andre aspekter skal stoplygterne opfylde forskrifterne i FN/ECE-regulativ nr. 53 som foreskrevet for køretøjer i klasse L3e.

3.2.7.   Bagrefleksanordninger (ikke-trekantede)

3.2.7.1.   Antal:

—	to eller tre

—	sidevognen skal være udstyret med én bagrefleksanordning

—	motorcyklen skal være udstyret med én bagrefleksanordning, eller to, forudsat at disse er monteret i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i FN/ECE-regulativ nr. 53 som foreskrevet for køretøjer i klasse L3e (solomotorcykel)

—	der tillades supplerende bagrettede refleksanordninger og reflekterende materiale, forudsat at det ikke forringer de obligatoriske lysanordningers og lyssignalanordningers effektivitet.

3.2.7.2.   Placering:

—

placeringen skal være i overensstemmelse med FN/ECE-regulativ nr. 53 for køretøjer i klasse L3e, dog med følgende undtagelser: 3.2.7.2.1. I bredden: — den tværgående afstand mellem de lysemitterende fladers udvendige kanter og køretøjets yderste kanter må ikke være større end 400 mm (dette gælder dog ikke for en eventuel anden bagrefleksanordning, der er monteret på motorcyklen, eller for supplerende bagrefleksanordninger og reflekterende materiale, der er monteret på køretøjet).

3.2.7.3.   Geometrisk synlighed:

—	bagrefleksanordninger på sidevognen og motorcyklen kan betragtes som et par.

3.2.7.4.   Hvad angår alle andre aspekter skal bagrefleksanordninger opfylde forskrifterne i FN/ECE-regulativ nr. 53 som foreskrevet for køretøjer i klasse L3e.

3.2.8.   Synlighed af et bagudrettet rødt lys og et fremadrettet hvidt lys.

3.2.8.1.   Zone 1 og zone 2 som omhandlet i FN/ECE-regulativ nr. 53 anvendes som følger: se figur 9-5 og 9-6.

Figur 9-5

Direkte udsyn til forkanten af den lysemitterende flade af en lygte, som afgiver rødt lys

Figur 9-6

Direkte udsyn til bagkanten af den lysemitterende flade af en lygte, der afgiver hvidt lys

---

(1)  EUT L 166 af 18.6.2013, s. 88.

(2)  EUT L 323 af 6.12.2011, s. 46.

BILAG X

Krav vedrørende bagudrettet udsyn

1.

Køretøjer i klasse L1e-b, L3e og L4e skal opfylde alle de relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 81.

1.1.

Køretøjer i klasse L1e-B, L3e og L4e kan udstyres med klasse II eller III anordninger til indirekte udsyn, som er typegodkendt i henhold til FN/ECE-regulativ nr. 46.

2.

Køretøjer i klasse L2e, L5e, L6e og L7e skal opfylde alle de relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 81 eller 46.

2.1.

Køretøjer i klasse L2e, L5e, L6e og L7e, som opfylder de relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 81, kan være udstyret med klasse II eller III anordninger til indirekte udsyn, som er typegodkendt i henhold til FN/ECE-regulativ nr. 46.

2.2.

Køretøjer i klasse L2e, L5e, L6e og L7e kan eventuelt være udstyret med en supplerende anordning i klasse I.

BILAG XI

Krav vedrørende styrtsikkert førerværn (ROPS)

1.   Krav vedrørende godkendelse af en køretøjstype med hensyn til styrtsikkert førerværn

1.1.   Køretøjer i klasse L7e-B2 skal være udstyret med styrtsikkert førerværn (ROPS) og være således konstrueret og bygget, at de opfylder det væsentlige formål som fastsat i dette bilag. Dette krav anses for opfyldt, hvis forskrifterne i punkt 2 til 4.9 er opfyldt, hvis ingen del af førerværnet er trængt ind i friområdet og ingen del af friområdet er blevet eksponeret uden for førerværnet på et hvilket som helst tidspunkt under de tre prøvninger.

2.   Prøvningskrav

2.1.   Generelle prøvningsbestemmelser

2.1.1.   Prøvningerne, der udføres med brug af særligt udstyr, har til formål at simulere de belastninger, som påføres førerværnet, når køretøjet vælter. Disse prøvebelastninger vedrører derfor skubkræfter. Prøvningerne, der er beskrevet i bilag III, gør det muligt at bestemme styrken af førerværnet og af de holdere, ved hvilke det er fastgjort på køretøjet, og af enhver del af køretøjet, som overfører prøvningskraften.

2.2.   Klargøring af prøvningen

2.2.1.   Det førerværn, der er indleveret til typegodkendelse, skal være i overensstemmelse med specifikationerne for serieproduktion. Det skal i overensstemmelse med den af fabrikanten foreskrevne metode være fastgjort til det køretøj, som det er konstrueret til. Der kræves ikke et komplet køretøj til prøvningen. Dog skal køretøjets førerværn og delene, hvorpå det er fastgjort til prøvningerne, udgøre en brugsklar enhed, der i det følgende benævnes »montagen«.

2.2.2.   Montagen skal fastgøres til prøvningsbænken således, at de dele, som fastholder montagen til prøvebænken, under belastning kun udsættes for en ubetydelig formændring i forhold til førerværnet. Metoden for fastgørelse af montagen på prøvningsbænken må ikke ændre selve montagens styrke.

2.2.3.   Montagen skal understøttes og fastgøres eller ændres, så hele prøvningsenergien optages af førerværnet og dets befæstelsesdele til køretøjets stive komponenter.

2.2.3.1.

For at efterkomme de i punkt 2.2.3 fastsatte krav skal ændringen blokere hjul og affjedringssystem, således at denne ikke optager en del af prøvningsenergien.

2.2.4.   Køretøjet skal med henblik på prøvningerne være udstyret med alle strukturelle komponenter fra serieproduktionen, som kan have indflydelse på førerværnets styrke, eller som kan være nødvendige for styrkeprøvningen. Komponenter, som kan frembyde risikomomenter i friområdet, skal også være monteret således, at det kan undersøges, om kravene i punkt 1.1 er opfyldt.

2.2.4.1.

Alle komponenter, som føreren selv kan aftage, skal fjernes ved prøvningen. Hvis det er muligt at holde døre og vinduer åbne eller at aftage dem fuldstændigt, mens køretøjet er i brug, skal disse holdes åbne eller fjernes under prøvningen, således at de ikke øger førerværnets styrke.

3.   Apparatur og udstyr

3.1.   Vertikal belastningsprøvning (tværgående og langsgående)

3.1.1.   Materiale, udstyr og surringsanordninger skal arrangeres således, at det sikres, at montagen er sikkert fastgjort til prøvningsbænken, uafhængigt af eventuelle hjul og aksler (dvs. monteringen skal tilsidesætte enhver hjul- eller akselaffjedring). Se figur 11-1 og 11-2.

Figur 11-1

Figur 11-2

3.1.2.   De vertikale kræfter på førerværnet skal påføres skiftevis igennem en tværgående orienteret stiv bjælke og en længdegående orienteret stiv bjælke på separate uafprøvede montager. Bjælkens vertikale midterplan i længderetningen i forhold til køretøjet skal anbringes 300 mm foran førersædets R-punkt for den tværgående prøvning. Bjælkens vertikale midterplan i længderetningen i forhold til køretøjet skal anbringes inden for det vertikale længdegående plan gennem det bredeste punkt på den øvre tredjedel af førerværnet ved en afstand svarende til en sjettedel af den samlede bredde af den øvre tredjedel. Venstre eller højre side af førerværnet af køretøjet til prøvning skal udvælges i overensstemmelse med punkt 4.3, og den tekniske tjeneste skal give en klar begrundelse for de i prøvningsrapporten anvendte bedømmelseskriterier.

3.1.2.1.

Bjælken skal være tilstrækkelig stiv, have en nedre vertikal fladebredde på 150 ± 10 mm og være lang nok til at dække hele førerværnet, selv når dette bøjer under belastning.

3.1.2.2.

Der skal træffes sådanne forholdsregler, at belastningen kan fordeles jævnt, vinkelret på belastningsretningen.

3.1.2.3.

Bjælkekanterne, der berører førerværnet, kan have en krumningsradius på højst 25 mm.

3.1.2.4.

Der skal indlægges kardanled eller tilsvarende for at sikre, at belastningsanordningen ikke tvinger montagen ind i en drejning eller bevægelse i anden retning end belastningsretningen.

3.1.2.5.

Når førerværnets horisontale længde, hvortil belastningen skal påføres, ikke udgør en ret linje vinkelret på belastningsretningen, skal rummet pakkes eller udfyldes på en sådan måde, at belastningen fordeles horisontalt over denne længde.

3.1.3.   Der skal forefindes udstyr til måling af den energi, der absorberes af førerværnet og af de stive dele af køretøjet, hvorpå det er fastgjort, f.eks. ved at måle kraften, der påføres langs den vertikale påførselsretning og den tilsvarende vertikale udbøjning af bjælken i forhold til det horisontale plan, der går gennem førersædets R-punkt.

3.1.4.   Der skal forefindes midler til visuelt at vurdere enhver indtrængning i eller eksponering af friområdet under belastning.

4.   Prøvningskrav

4.1.   Hvis en del af prøveopstillingens fastgørelses- og fastholdelsesudstyr bevæger sig betydeligt under prøvningen, erklæres den ugyldig.

4.2.   Det førerværn, der skal prøves, behøver ikke at være udstyret med for-, side- og bagruder af sikkerhedsglas eller aftagelige paneler, beslag og tilbehør, der ikke har nogen indflydelse på den strukturelle styrke, og som ikke medfører fare i tilfælde af, at køretøjet vælter.

4.3.   Når førersædet ikke er på køretøjets midterplan i længderetningen og/eller når førerværnets styrke er asymmetrisk, skal den vertikale belastning i længderetningen være på den side, der mest sandsynligt vil føre til indtrængning i eller eksponering af friområdet under prøvningen.

4.4.   Førerværnet skal være forsynet med det nødvendige udstyr til at opnå de oplysninger, der kræves til at aftegne kraft-formændringsdiagrammet.

4.5.   Indbøjningshastigheden ved belastning fra den vertikale kraft skal ikke overstige 5 mm/s. Når belastningen påføres, skal værdierne Fv (N) (dvs. den statiske belastningskraft, som bjælken påfører) og Dv (mm) (dvs. bjælkens vertikale indbøjning ved belastningspunktet og på linie hermed) registreres samtidigt ved indbøjningsværdier på 15 mm eller derunder for at sikre en passende nøjagtighed. Når prøvningen er påbegyndt, må belastningen ikke formindskes, før prøvningen er slut. Stigningen i belastning kan dog stoppes, f.eks. for at registrere målinger.

4.6.   Hvis der ikke findes nogen tværgående strukturel del på belastningspunktet, kan der til prøvningen anvendes en erstatningsbjælke, som ikke forøger førerværnets modstandsdygtighed.

4.7.   Energien (J), der absorberes af strukturen ved hver vertikal belastningsprøvning, skal mindst være lig med

, (hvor mtest (kg) svarer til køretøjets masse i køreklar stand plus massen af eventuelle fremdriftsbatterier), og det energiniveau, der som minimum skal opnås, beregnes som følger:

. Fv skal ikke overstige 2 × mtest × g, også selv om det minimale energiniveau ikke er opnået.

4.8.   Den længdegående vertikale belastningstilstand gentages, idet der tages hensyn til en samtidig horisontal kraftkomponent. Først påføres en horisontal tværgående belastning svarende til

(hvor g er lig med 9,81 m.s–2) på det bredeste punkt som beskrevet i punkt 3.1.2 og på den side, der vælges i henhold til punkt 4.3. Derefter skal den længdegående vertikale belastning påføres ved samme koordinater som prøvningen, der blev udført uden den horisontale tværgående belastning, svarende til 0,5 × Fv(max) (hvor Fv(max) er den maksimale værdi af Fv, som observeres under prøvningen, der udføres uden den horisontale tværgående belastning).

4.9.   Efter hver prøvning skal den endelige blivende formændring af førerværnet registreres i prøvningsrapporten.

BILAG XII

Krav vedrørende sikkerhedsseler og sikkerhedsseleforankringer

DEL 1

Krav vedrørende godkendelse af en køretøjstype med hensyn til sikkerhedsseler og sikkerhedsseleforankringer

1.   Generelle krav

1.1.

Køretøjer i klasse L2e, L5e, L6e og L7e med en masse i køreklar stand på > 270 kg skal være udstyret med sikkerhedsseler og sikkerhedsseleforankringer på sæder (dvs. ikke påkrævet i tilfælde af sadler), der opfylder kravene i dette bilag.

1.2.

Køretøjer i klasse L2e, L5e, L6e og L7e med en masse i køreklar stand på ≤ 270 kg kan være udstyret med sikkerhedsseleforankringer og/eller sikkerhedsseler, hvis disse er i overensstemmelse med kravene i dette bilag.

1.3.

Antallet af sikkerhedsseleforankringer skal være tilstrækkeligt for at sikre korrekt anbringelse af den obligatorisk, frivilligt eller valgfrit monterede sikkerhedssele ved et givent sæde.

1.4.

Sikkerhedsseleforankringer skal være i overensstemmelse med 7/16-20 UNF 2B specifikationer for gevinddiameter og -tolerance.

1.4.1.

Hvis køretøjsfabrikanten imidlertid har monteret sikkerhedsseler som standardudstyr til bestemte siddepladser, kan sikkerhedsseleforankringerne for disse siddepladser have andre karakteristika end som specificeret i punkt 1.4.

1.4.2.

Forankringspunkter, der opfylder de særlige bestemmelser for montering af en særlig type sikkerhedsseler (f.eks. H-type), kan have andre karakteristika end som anført i punkt 1.4.

1.5.

Det skal være muligt at afmontere en sikkerhedssele uden at beskadige sikkerhedsseleforankringspunktet.

1.6.

R-punktet for en siddeplads bestemmes som følger: 1.6.1. R-punktet for en saddel er det, som erklæres af køretøjsfabrikanten, og som er behørigt begrundet ved hjælp af passende kriterier for køretøjskonstruktion under hensyntagen til karakteristikaene for en 50-percentil mandlig dukke (dvs. Hybrid III menneskelignende prøvningsanordning) og dens hoftedrejepunkt. 1.6.2. R-punktet af et sæde bestemmes i overensstemmelse med bestemmelserne i tillæg 3 til del 2 i bilag VII til nærværende forordning.

DEL 2

Krav vedrørende sikkerhedsseleforankringer

1.   Specifikke krav vedrørende sikkerhedsseleforankringer

1.1.   Sikkerhedsseleforankringerne kan indbygges i chassis, karrosseri, sæde eller enhver anden struktur af køretøjet.

1.2.   Et enkelt sikkerhedsseleforankringspunkt kan anvendes til fastgørelse af sikkerhedsseler for to tilstødende siddepladser.

1.3.   De tilladte placeringer af de effektive sikkerhedsseleforankringspunkter for alle siddepladser er angivet i figur 11-P2-1 og 11-P2-2 og præciseret nedenfor.

1.4.   Placering af de nedre effektive sikkerhedsseleforankringer

1.4.1.   α1- α2-vinklerne skal være mellem 30° og 80° i alle sædets normale anvendelsespositioner.

1.4.2.   Hvis sæderne er udstyret med et justeringssystem og den af fabrikanten erklærede torsovinkel er mindre end 20°, kan de i det foregående punkt anførte α1- og α2-vinkler være mellem 20° og 80° i alle sædets normale anvendelsespositioner.

1.4.3.   Afstanden mellem de to vertikale planer, der er parallelle med køretøjets midterplan i længderetningen og går gennem hver af de to nedre effektive forankringer L1 og L2 for den samme sikkerhedssele, må ikke være under 350 mm. Denne afstand kan reduceres til 240 mm for midterste bagsiddeplads. Siddepladsens midterplan i længderetningen skal gå gennem punkt L1 og L2 ikke mindre end 120 mm fra disse punkter.

1.5.   Placering af de øvre effektive sikkerhedsseleforankringer

1.5.1.   Hvis et selestyr, en D-ring eller en tilsvarende anordning, der påvirker positionen af en effektiv øvre sikkerhedsseleforankring, bestemmes denne position normalt på konventionel vis ved at tage hensyn til forankringspunktets position, når sikkerhedsselen bæres af brugeren, repræsenteret ved en 50-percentil mandlig dukke, med et sæde, der er justeret til den konstruktivt bestemte stilling som foreskrevet af køretøjsfabrikanten.

1.5.2.   Punkt J1 og J2 skal bestemmes som følger:

punkt J1 bestemmes i forhold til R-punktet ved hjælp af følgende tre segmenter: — RZ : segmenter af torsoreferencelinjen, målt fra R-punktet opad over en længde på 530 mm — ZX : segment vinkelret på køretøjets midterplan i længderetningen, målt fra Z-punktet i retning mod forankringen og med en længde på 120 mm — XJ1 : segment vinkelret på det plan, der dannes af segment RZ og ZX, målt fra X-punktet fremefter over en længde på 60 mm.

J2-punktet bestemmes symmetrisk i forhold til J1-punktet ved midterplanen i længderetningen, der er vertikalt hen over torsoreferencelinjen på den relevante siddeplads.

1.5.3.   Et enkelt øvre effektivt sikkerhedsseleforankringspunkt skal opfylde følgende krav:

1.5.3.1.

Det øvre effektive sikkerhedsseleforankringspunkt skal være anbragt under planet FN, som er vinkelret på siddepladsens midterplan i længderetningen og danner en vinkel på 65° med torsoreferencelinjen. For bagsæder kan denne vinkel reduceres til 60°. Planet FN er derfor muligvis ikke fuldstændigt horisontalt og skal skære torsoreferencelinjen i et punkt D, således at: . dog, hvis S ikke overstiger 200 mm: DR = 675 mm.

1.5.3.2.

Det øvre effektive sikkerhedsseleforankringspunkt skal også ligge bag planet FK vinkelret på siddepladsens midterplan i længderetningen og skære referencetorsolinjen i en vinkel på 120° i punktet B, således at: . hvis S ikke er under 280 mm, kan fabrikanten vælge at anvende:

1.5.3.3.

S må ikke være mindre end 140 mm.

1.5.3.4.

Det øvre effektive sikkerhedssseleforankringspunkt skal også være placeret bag et vertikalt plan, som er vinkelret på køretøjets midterplan i længderetningen og går gennem R-punktet.

1.5.3.5.

Det øvre effektive sikkerhedsseleforankringspunkt skal også være placeret over det horisontale plan gennem C-punktet. C-punktet befinder sig 450 mm vertikalt over R-punktet. Hvis afstand S er 280 mm eller derover, og hvis køretøjsfabrikanten ikke har valgt at anvende den alternative formel for BR i punkt 1.5.3.2, finder den vertikale afstand på 500 mm mellem C- og R-punktet imidlertid anvendelse.

1.5.3.6.

Der kan monteres mere end ét faktisk øvre sikkerhedsseleforankringspunkt, forudsat at alle deraf følgende effektive sikkerhedsseleforankringpunkter opfylder kravene i punkt 1.5.3 til 1.5.3.5.

1.5.3.7.

Hvis højden på det øvre sikkerhedsseleforankringspunkt kan justeres manuelt uden brug af værktøj, skal alle valgbare øvre sikkerhedsseleforankringspunktpositioner og de resulterende effektive sikkerhedsseleforankringspunkter opfylde kravene i punkt 1.5.3 til 1.5.3.5. I dette tilfælde kan det tilladte område som defineret ovenfor udvides ved at flytte det 80 mm opad og nedad i vertikal retning. Det tilladte område forbliver dog afgrænset af det horisontale plan gennem C-punktet (se figur 11-P2-1).

1.5.4.   Forankringspunkter bestemt til anvendelse af en særlig type sikkerhedsseler (f.eks. H-type)

1.5.4.1.   Eventuelle supplerende øvre effektive sikkerhedsseleforankringspunkter skal befinde sig på den modsatte side af det første øvre effektive forankringspunkt i forhold til siddepladsens midterplan i længderetningen. Desuden gælder følgende:

—	begge øvre effektive sikkerhedsseleforankringspunkter skal befinde sig over det horisontale plan, der går gennem C-punktet

—	begge øvre effektive sikkerhedsseleforankringspunkter skal befinde sig bag det tværgående plan gennem torsoreferencelinjen

—

når der kun forefindes et enkelt faktisk sikkerhedsseleforankringspunkt (dvs. at begge ender af sikkerhedsselen skal fastgøres til et enkelt forankringspunkt), skal dette punkt være placeret i det område, der er fælles for to dihedraler, som afgrænses af vertikale linjer, der går gennem punkt J1 og J2, og for hvert punkt, der danner en vinkel på 30° horisontalt mellem de to vertikale planer, der er forbundet med de to vertikale længdegående planer, der skærer både J1 og J2 og danner en udvendig vinkel på 10° og en indvendig vinkel på 20° med disse længdegående planer (se figur 11-2)

—

når der er to separate faktiske sikkerhedsseleforankringspunkter, skal disse punkter være placeret inden for hvert af de respektive områder, der dannes af dihedraler, som begrænses af vertikale linjer, der går gennem punkt J1 og J2, og for hvert punkt, der danner en vinkel på 30° horisontalt mellem to vertikale planer, der er forbundet med de to vertikale længdegående planer, der skærer både J1 og J2 og danner en udvendig vinkel på 10° og en indvendig vinkel på 20° med disse længdegående planer (se figur 11-P2-2); hertil kommer, at de to forankringspunkter skal være placeret således, at de ikke er mere end 50 mm fra hinanden i nogen retning, når et af punkterne afspejles i forhold til det vertikale længdegående plan, der går gennem den pågældende siddeplads« R-punkt. Figur 11- P2-1 Tekst af billedet DR = 315 + 1,8 S BR = 260 + S medmindre andet er fastsat i punkt 1.5.3.1 til 1.5.3.2 i del 2 i dette bilag Figur 11- P2-2

2.   Sikkerhedsseleforankringernes styrke

2.1.   Hvert sikkerhedsseleforankringspunkt skal kunne modstå prøvningerne i punkt 3 til 3.5.1. Der kan tillades en varig formændring, herunder et delvist brud, af en forankring eller i det omgivende område, såfremt den foreskrevne kraft kan opretholdes i den fastsatte tid. Under prøvningen skal de foreskrevne minimumsafstande for de nedre effektive sikkerhedsseleforankringspunkter som fastsat i punkt 1.4.3 og den mindste højde af de øvre effektive sikkerhedsseleforankringspunkter som fastsat i punkt 1.5.3.5 bibeholdes.

2.2.   Eventuelle sædeforskydningsanordninger skal kunne aktiveres manuelt, når trækkraften ikke længere anvendes.

3.   Prøvningskrav

3.1.   Generelle prøvningsbestemmelser

3.1.1.   Med forbehold af bestemmelserne i punkt 3.2 til 3.2.3 og i henhold til fabrikantens anvisninger:

3.1.1.1.

Prøvningerne kan udføres enten på køretøjets struktur eller et fuldt færdigt køretøj.

3.1.1.2.

Vinduer og døre kan være monteret og anbragt i åben eller lukket stilling.

3.1.1.3.

Enhver normalt monteret komponent, der kan bidrage til at øge den samlede strukturmæssige integritet, må være monteret.

3.1.2.   Alle sæder skal være justeret til en brugsstilling ved normal kørsel, som udvælges af den tekniske tjeneste, som forestår typegodkendelsesprøvningerne, og det skal sikres, at de mindst gunstige (dvs. worst-case) sædepositioner vurderes under prøvningen.

3.1.2.1.

Sædernes position skal registreres nøjagtigt i rapporten. Hvis vinklen kan justeres, skal ryglænet fastlåses efter fabrikantens anvisninger eller, i mangel heraf, i en position svarende til en torsovinkel så tæt som muligt på 25°.

3.2.   Bestemmelser for fastgørelse og fastholdelse af køretøjet under prøvning

3.2.1.   Metoden, der anvendes til fastholdelse af køretøjet under prøvning, må ikke virke forstærkende på forankringen eller forankringsområderne eller forstyrre den normale formændring af strukturen.

3.2.2.   Metoden, der anvendes til fastholdelse af køretøjet under prøvning, anses for tilfredsstillende, såfremt den ikke har nogen indvirkning på en overflade, der dækker hele strukturens bredde, og såfremt køretøjet eller strukturen er låst eller fastgjort fortil i en samlet afstand på mindst 500 mm fra det faktiske forankringspunkt, der skal prøves, og låst eller fastgjort bagtil i en samlet afstand på mindst 300 mm fra det faktiske forankringspunkt, der skal prøves.

3.2.3.   Det anbefales at lade strukturen hvile på støtter, som er placeret direkte under hjulakslerne, eller, hvis dette ikke er muligt, direkte under fastgørelsespunkterne for hjulophænget.

3.3.   Generelle prøvningskrav

3.3.1.   Alle forankringer inden for samme gruppe af sæder skal afprøves samtidigt.

3.3.2.   Der skal anvendes en fremadrettet trækkraft i en vinkel på 10° ± 5° over horisontal i planet parallelt med køretøjets midterplan i længderetningen.

3.3.3.   Kraften skal starte så hurtigt som muligt. Forankringerne skal kunne modstå den specificerede kraft i mindst 0,2 s.

3.3.4.   Trækanordningerne, som skal anvendes til prøvningerne i punkt 3.4 til 3.4.5.2, skal overholde de specifikationer, der er fastsat i bilag 5 til FN/ECE-regulativ nr. 14 (1). Trækanordningens bredde udvælges således, at den svarer til eller ligger så tæt som muligt på designværdien af bredden mellem de nedre effektive sikkerhedsseleforankringer.

3.3.5.   Sikkerhedsseleforankringerne for sæder, som er forsynet med øvre forankringer, skal prøves under følgende betingelser:

3.3.5.1.

Yderste siddepladser foran:   For sikkerhedsseler med en retraktor, der er fastgjort til et særskilt undersideforankringspunkt: — forankringerne skal underkastes den prøvning, som er beskrevet i punkt 3.4.1 til 3.4.1.3, i hvilken kræfterne påføres med en anordning, der har samme geometri som en 3-punktssele med en retraktor, der er fastgjort til en undersideforankring og en D-ring, der virker gennem den øvre forankring.   I tilfælde af sikkerhedsseler, der ikke omfatter en retraktor, der er fastgjort til et særskilt undersideforankringspunkt: — forankringerne skal underkastes prøvningen i punkt 3.4.2 til 3.4.2.2, hvor kræfterne påføres med en anordning, der har samme geometri som en 3-punktssele uden retraktor; — de nedre forankringer skal desuden underkastes prøvningen i punkt 3.4.3 til 3.4.3.1, hvor kræfterne påføres til de nedre forankringer ved hjælp af en anordning, der repræsenterer en hoftesele; — de to prøvninger kan på fabrikantens anmodning udføres på to forskellige strukturer.   Hvis højden på det øvre sikkerhedsseleforankringspunkt kan justeres manuelt uden brug af værktøj, skal den justeres til den mest ugunstige (dvs. worst-case) position som fastsat af den tekniske tjeneste.   I tilfælde af flere øvre sikkerhedsseleforankringspunkter til brug med en særlig type sikkerhedssele (f.eks. H-type), skal alle disse underkastes den i punkt 3.4.5 til 3.4.5.2 anførte prøvning, hvor kræfterne påføres med en anordning, der har samme geometri som den type sikkerhedssele, der er beregnet til fastgørelse til disse forankringer.

3.3.5.2.

Bageste yderste og/eller centrale siddepladser:   I tilfælde af trepunktssikkerhedsseler med en retraktor, der er fastgjort til et særskilt undersideforankringspunkt: — forankringerne skal underkastes den prøvning, som er beskrevet i punkt 3.4.1 til 3.4.1.3, hvor kræfterne påføres med en anordning, der har samme geometri som en 3-punktssele med retraktor, der er fastgjort til en undersideforankring og en D-ring, der virker gennem den øvre forankring.   Ved trepunktssikkerhedsseler uden retraktor, som er fastgjort til et særskilt undersideforankringspunkt: — skal forankringerne underkastes prøvningen i punkt 3.4.2 til 3.4.2.2, hvor kræfterne påføres med en anordning, der har samme geometri som en 3-punktssele uden retraktor — skal de nedre forankringer desuden underkastes prøvningen i punkt 3.4.3 til 3.4.3.1, hvor kræfterne påføres til de nedre forankringer ved hjælp af en anordning, der repræsenterer en hoftesele — kan de to prøvninger på fabrikantens anmodning udføres på to forskellige strukturer.   Hvis højden på det øvre sikkerhedsseleforankringspunkt kan justeres manuelt uden brug af værktøj, skal den justeres til den mest ugunstige position (dvs. worst-case) som fastsat af den tekniske tjeneste.   Hvis der forefindes flere øvre sikkerhedsseleforankringspunkter til brug med en særlig type sikkerhedssele (f.eks. H-type), skal de alle underkastes den i punkt 3.4.5 til 3.4.5.2 fastsatte prøve, hvor kræfterne påføres med en anordning, der har samme geometri som den type sikkerhedssele, der skal anvendes i forbindelse med de pågældende forankringer.

3.3.6.   Forankringerne for siddepladser, som ikke er forsynet med øvre forankringer, skal prøves under følgende betingelser:

3.3.6.1.

Ydre siddepladser foran: I tilfælde af topunkts- eller hoftesikkerhedsseler: — ikke tilladt.

3.3.6.2.

Bageste ydre og/eller centrale siddepladser: I tilfælde af topunkts- eller hoftesikkerhedsseler: — de nedre forankringer skal underkastes den prøvning, som er beskrevet i punkt 3.4.3 til 3.4.3.1, hvor kræfterne påføres de nedre forankringer ved hjælp af en anordning, der repræsenterer en hoftesele.

3.3.7.   Hvis de sikkerhedsselesystemer, der skal monteres i køretøjet, kræver anvendelse af særligt udstyr, såsom holdere, ruller, supplerende forankringer eller styreindretninger, uden hvilke prøvningsspændbånd eller kabler ikke kan fastgøres direkte til forankringerne, skal dette udstyr være monteret og anvendt under samtlige prøver, når det er relevant.

3.4.   Særlige krav vedrørende prøvninger af køretøjer med en masse i køreklar stand på ≤ 600 kg

3.4.1.   Prøvning med anvendelse af 3-punktssele med retraktor og D-ring, forbindelsesgjord eller selestyr ved den øvre faktiske sikkerhedsseleforankring

3.4.1.1.

En retningsvender, en rulle eller en styreanordning til kablet eller forbindelsesgjorden med de karakteristika, som er nødvendige for at overføre de kræfter, der kommer fra trækanordningen, er fastgjort til de øvre forankringer. Der kan anvendes et normalt sikkerhedsselesystem i stedet.

3.4.1.2.

En prøvebelastning på 675 daN ± 20 daN anbringes på en skulderseletrækanordning, der er fastgjort til sikkerhedsseleforankringerne ved hjælp af et kabel eller en forbindelsesgjord, der har samme geometri som den pågældende sikkerhedsseles øvre diagonalsele.

3.4.1.3.

Samtidig påføres en trækkraft på 675 daN ± 20 daN på en hofteseletrækanordning, der er fastgjort til de to nedre forankringer.

3.4.2.   Prøvning med anvendelse af 3-punktssele uden retraktor eller med retraktor monteret direkte til det øvre faktiske forankringspunkt

3.4.2.1.

En prøvebelastning på 675 daN ± 20 daN påføres på en skulderseletrækanordning, der er fastgjort til den øvre forankring og den modstående nedre seleforankring til samme sikkerhedssele, og — hvis det er monteret som standardudstyr af fabrikanten — en retraktor fastgjort til den øvre faktiske seleforankring.

3.4.2.2.

Samtidig påføres en trækkraft på 675 daN ± 20 daN til en hofteseletrækanordning, der er fastgjort til de to nedre forankringer.

3.4.3.   Prøvning med anvendelse af hoftesele

3.4.3.1.

Der påføres en prøvebelastning på 1 110 daN ± 20 daN til en hofteseletrækanordning, der er fastgjort til de to nedre forankringer.

3.4.4.   Supplerende krav vedrørende prøvning af sikkerhedsseleforankringspunkter, der befinder sig helt i sædets struktur eller er fordelt mellem køretøjets struktur og sædets struktur.

3.4.4.1.

De tre specifikke konfigurationer for sikkerhedsseleprøvning i punkt 3.4.1, 3.4.2 og 3.4.3 skal foretages med en supplerende kraft som angivet nedenfor, der påføres for hvert sæde og/eller hver gruppe af sæder.

3.4.4.2.

Den supplerende vertikale og horisontale kraft skal svare til 10 gange vægten af det komplette sæde og påføres direkte til den pågældende sædestrukturs tyngdepunkt gennem en særskilt kraftpåføringsanordning.

3.4.5.   Prøvning med en særlig selekonfiguration (andet end for trepunktssele eller hoftesele)

3.4.5.1.

Der påføres en prøvebelastning på 675 daN ± 20 daN til en skulderseletrækanordning, der er fastgjort til de seleforankringer, som er beregnet til en særlig type sikkerhedssele, ved hjælp af kabler eller spændbånd, der har samme geometri som det eller de øvre diagonale spændbånd for den pågældende sikkerhedssele.

3.4.5.2.

Samtidig påføres en trækkraft på 675 daN ± 20 daN på en hofteseletrækanordning, der er fastgjort til de to nedre forankringer.

3.5.   Særlige krav vedrørende prøvninger, der skal udføres på køretøjer med en masse i køreklar stand på > 600 kg eller hvor køretøjsfabrikanten frivilligt vælger at opfylde disse krav.

3.5.1.

Køretøjer, der er omfattet af kriterierne i punkt 3.5, skal opfylde alle de relevante krav i FN/ECE-regulativ nr. 14, for så vidt angår forankringer for sikkerhedsseler for voksne, som foreskrevet for køretøjsklasse M1.

3.6.

Hvis et ISOFIX-forankringssystem eller et system, som svarer til ISOFIX, frivilligt monteres på køretøjet, skal alle relevante krav vedrørende placeringer, mærkning og styrke for sådanne systemer i FN/ECE-regulativ nr. 14 være opfyldt.

3.6.   Krav vedrørende prøvningsrapport

3.6.1.

Den formændring af sikkerhedsseleforankringspunkter og de belastningsstøttestrukturer, der følger af påføringen af de belastninger, som fastsat i punkt 3.4 til 3.5.1, skal registreres korrekt efter prøvningerne og indgå i prøvningsrapporten.

DEL 3

Krav vedrørende montering af sikkerhedsseler

1.

Medmindre andet foreskrives for køretøjer i klasse L2e, L5e, L6e og L7e i FN/ECE-regulativ nr. 16, skal køretøjer af disse klasser, som er udstyret med sikkerhedsseler, opfylde alle relevante krav i nævnte regulativ som foreskrevet for køretøjsklasse N1 samt følgende:

1.1.

Med forbehold af kravene i punkt 1.1 og 1.2 i del 1 vedrørende masse i køreklar stand skal der monteres sikkerhedsseler på alle siddepladser bestående af sæder.

1.1.1.

Førerens siddeplads (herunder hvis dette er centralt placeret) skal i så fald altid være forsynet med trepunktssele eller H-type sikkerhedssele.

1.2.

Køretøjer i klasse L7e-A2, L7e-B2 og L7e-C skal være udstyret med trepunktssikkerhedsseler eller H-type-sikkerhedsseler på alle siddepladser, uanset køretøjets masse i køreklar stand.

1.3.

Enhver henvisning i FN/ECE-regulativ nr. 16 til FN/ECE-regulativ nr. 14 skal i givet fald forstås som en henvisning til del 2.

1.4.

Sikkerhedsseler kan monteres på siddepladser bestående af sadler. Disse kan være topunkts- eller hoftesikkerhedsseler snarere end trepunktsseler, men skal opfylde alle resterende relevante krav.

1.5.

Alle sikkerhedsseler skal være typegodkendt og monteret i overensstemmelse med fabrikantens specifikationer.

---

(1)  EUT L 109 af 28.4.2011, s. 1.