32003D0035

2003/35/EF: Kommissionens beslutning af 10. januar 2003 om principiel anerkendelse af, at dossiererne for detaljeret gennemgang med henblik på eventuel optagelse af benalaxyl-M, benthiavalicarb, 1-methylcyclopropen, prothioconazol og fluoxastrobin i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler er fuldstændige (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2002) 5575)

EF-Tidende nr. L 011 af 16/01/2003 s. 0052 - 0053


Kommissionens beslutning

af 10. januar 2003

om principiel anerkendelse af, at dossiererne for detaljeret gennemgang med henblik på eventuel optagelse af benalaxyl-M, benthiavalicarb, 1-methylcyclopropen, prothioconazol og fluoxastrobin i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler er fuldstændige

(meddelt under nummer K(2002) 5575)

(EØS-relevant tekst)

(2003/35/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler(1), senest ændret ved Kommissionens direktiv 2002/81/EF(2), særlig artikel 6, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ifølge direktiv 91/414/EØF skal der udarbejdes en EF-liste over aktive stoffer, der må blandes i plantebeskyttelsesmidler.

(2) Isagro, Italien, indgav et dossier om det aktive stof benalaxyl-M til de portugisiske myndigheder den 22. februar 2002 med en ansøgning om at få stoffet optaget i bilag I til direktiv 91/414/EØF. Kumiai Chemicals Industry Co. Ltd indgav et dossier for det aktive stof benthiavalicarb til de belgiske myndigheder den 19. april 2002. Rohm and Haas indgav et dossier for det aktive stof 1-methylcyclopropen til de britiske myndigheder den 28. februar 2002. Bayer Crop Science indgav et dossier for det aktive stof prothioconazol til de britiske myndigheder den 25. marts 2002. Bayer Crop Science indgav et dossier for det aktive stof fluoxastrobin til de britiske myndigheder den 25. marts 2002.

(3) De portugisiske, de belgiske og de britiske myndigheder har over for Kommissionen tilkendegivet, at dossiererne for de pågældende aktive stoffer efter den indledende undersøgelse synes at opfylde kravene til data og oplysninger i bilag II til direktiv 91/414/EØF. De indgivne dossierer synes også at opfylde kravene til data og oplysninger i bilag III til direktiv 91/414/EØF med hensyn til ét plantebeskyttelsesmiddel, der indeholder det pågældende aktive stof. De respektive ansøgere sendte derefter i medfør af artikel 6, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF dossiererne til Kommissionen og de andre medlemsstater, og dossiererne blev forelagt for Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed.

(4) Der bør ved denne beslutning gives en officiel EF-bekræftelse af, at dossiererne anses for i princippet at opfylde kravene til data og oplysninger i bilag II og for mindst ét plantebeskyttelsesmiddel, der indeholder det pågældende aktive stof, kravene i bilag III til direktiv 91/414/EØF.

(5) Denne beslutning bør ikke være til hinder for, at Kommissionens kan anmode ansøgeren om at fremlægge yderligere data eller oplysninger for den medlemsstat, der er udpeget som rapporterende medlemsstat for et givet stof, for at få afklaret visse punkter i dossieret.

(6) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

De dossierer om aktive stoffer som omhandlet i bilaget til denne beslutning, der er forelagt for Kommissionen og medlemsstaterne for at få de pågældende stoffer optaget i bilag I til direktiv 91/414/EØF, opfylder i princippet de krav til data og oplysninger, der er fastsat i bilag II til direktiv 91/414/EØF.

Dossiererne opfylder også kravene til data og oplysninger i bilag III til direktiv 91/414/EØF med hensyn til ét plantebeskyttelsesmiddel, der indeholder det aktive stof, under hensyntagen til de foreslåede anvendelser.

Artikel 2

De rapporterende medlemsstater fortsætter den detaljerede gennemgang af de pågældende dossierer og rapporterer konklusionerne af deres gennemgang sammen med eventuelle henstillinger om, hvorvidt det pågældende aktive stof skal optages i bilag I til direktiv 91/414/EØF eller ej, og eventuelle betingelser herfor til Kommissionen så hurtigt som muligt og senest et år efter datoen for offentliggørelsen af denne beslutning i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. januar 2003.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 230 af 19.8.1991, s. 1.

(2) EFT L 276 af 12.10.2002, s. 28.

BILAG

Aktive stoffer, der er omfattet af denne beslutning

>TABELPOSITION>