RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 2330/98 af 22. oktober 1998 om tilbud om erstatning til visse producenter af mælk og mejeriprodukter, som midlertidigt har været underlagt begrænsninger i udøvelsen af deres virksomhed

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 43,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (3), og

ud fra følgende betragtninger:

Ved indførelsen i 1984 af tillægsafgiftsordningen for mælk og mejeriprodukter blev der ikke i EF-bestemmelserne om tildeling af individuelle referencemængder taget højde for situationen for producenter, som ikke eller kun i begrænset omfang havde leveret eller solgt mælk i det af medlemsstaten anvendte referenceår som følge af en forpligtelse, de havde indgået i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 1078/77 af 17. maj 1977 om indførelse af en præmieordning for ikke-markedsføring af mælk og mejeriprodukter og for omstilling af malkekvægsbesætninger (4);

efter Domstolens dom af 19. maj 1992 i de forenede sager C-104/89 og C-37/90 forpligtede EF-institutionerne sig til fuldt ud at efterkomme denne dom over for alle berørte producenter, hvis forhold opfyldte de i dommen indeholdte betingelser for at pålægge EF erstatningsansvar for de tab, som producenterne havde lidt, fordi de oprindelige EF-bestemmelser om tillægsafgiften ikke forudså tildeling af en individuel referencemængde til disse producenter; de berørte producenter var først og fremmest dem, der var berettiget til at ansøge om en specifik referencemængde i henhold til de bestemmelser, der blev indsat i Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 (5) af 31. marts 1984 om generelle bestemmelser vedrørende anvendelsen af afgiften i artikel 5c i forordning (EØF) nr. 804/68 på området for mælk og mejeriprodukter ved forordning (EØF) nr. 764/89 (6) eller forordning (EØF) nr. 1639/91 (7); der blev ved Rådets forordning (EØF) nr. 2187/93 af 22. juli 1993 om tilbud om erstatning til visse producenter af mælk og mejeriprodukter, som midlertidigt har været forhindret i at udøve deres virksomhed (8), indført erstatningsordninger for disse producenter, hvorefter alle berettigede producenter, der indgav erstatningskrav, fik et tilbud, der var beregnet efter en standardmetode, og som kunne accepteres som fuld og endelig afgørelse eller afslås;

i de forenede sager T-195/94 og T-202/94, anlagt af to producenter, dømte Retten i Første Instans ved dom af 9. december 1997 Fællesskabet til at erstatte de tab, som producenterne havde lidt, fordi de oprindelige EF-bestemmelser om indførelse af tillægsafgiftsordningen ikke forudså tildeling af en individuel referencemængde for bedrifter underlagt en forpligtelse i henhold til forordning (EØF) nr. 1078/77, og fordi efterfølgende ændringer af bestemmelserne udelukkede tildeling af specifikke referencemængder til overtagere af en præmie ydet i medfør af forordning (EØF) nr. 1078/77, som havde modtaget en referencemængde i henhold til artikel 2 og/eller 6 i forordning (EØF) nr. 857/84;

der er et betragteligt antal andre producenter, hvis forhold opfylder de i dommen indeholdte betingelser for at pålægge EF erstatningsansvar, og som enten allerede har anlagt sag mod Rådet og Kommissionen eller fremsat krav om erstatning over for EF-institutionerne; det drejer sig hovedsageligt om producenter, der var berettiget til at ansøge om en specifik referencemængde i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 2055/93 (9); der bør derfor vedtages ordninger med henblik på afgørelse af disse krav;

antallet af potentielt berettigede producenter medfører, at det ikke er muligt at foretage en individuel vurdering af den enkelte producents krav; der må derfor anvendes en standardmetode; det vil være hensigtsmæssigt i videst muligt omfang at følge de ordninger, der er fastsat i forordning (EØF) nr. 2187/93;

der må etableres en direkte forbindelse mellem godkendelsen af retten til en specifik referencemængde i henhold til forordning (EØF) nr. 2055/93 og forekomsten af et tab forårsaget af begrænsningen af mælkeproduktionen i strid med den pågældende producents ønsker; for at sikre at en producent ikke skal kunne opnå en specifik referencemængde udelukkende med henblik på at spekulere i den økonomiske værdi, som den tildelte referencemængde må formodes at repræsentere, bør der tages hensyn til producentens handlinger i den periode med begrænsninger, der er fastlagt i forordning (EØF) nr. 2055/93;

for producenter, der har erhvervet en del af en bedrift underlagt en forpligtelse i henhold til forordning (EØF) nr. 1078/77, er det nødvendigt at fastlægge grundlaget for beregningen af den årlige mængde; den årlige mængde fastlægges normalt ud fra, hvor stor en del det overdragne areal udgør af den oprindelige bedrift; som en konsekvens af Domstolens dom af 16. oktober 1997 i sag C-165/95, hvor den oprindelige bedrift var en blandet bedrift, bør fastlæggelsen i de tilfælde, hvor de nødvendige beviser er til stede, ske i forhold til den del af bedriften, der direkte eller indirekte blev anvendt til mælkeproduktion på det tidspunkt, hvor forpligtelsen til ikke-markedsføring i henhold til forordning (EØF) nr. 1078/77 blev indgået; samme principper bør anvendes, når erhververen af en hel eller en del af en bedrift, der er underlagt en sådan forpligtelse, efterfølgende har afstået en del af bedriften, før tildelingen af en specifik referencemængde;

med ovennævnte forbehold bør den mængde, der skal ydes erstatning for, beregnes efter de principper, som er fastlagt i præmisserne i Domstolens dom af 19. maj 1992 og i dom afsagt af Retten i Første Instans den 9. december 1997;

det bør angives, for hvilken periode der skal ydes erstatning; de tab, som de berørte producenter har lidt, kan efter ovennævnte principper anses for at være ophørt på det tidspunkt, da forordning (EØF) nr. 2055/93 blev vedtaget, eller på det tidspunkt, da den specifikke referencemængde blev tildelt, hvis dette ligger tidligere; bestemmelserne i Domstolens statut, artikel 43, om en femårig forældelsesfrist for søgsmål skal anvendes; som svar på erstatningskrav fra producenter, der er modtaget efter, at Retten i Første Instans afsagde sin dom den 9. december 1997, har institutionerne midlertidigt givet afkald på at anvende denne forældelsesfrist; det er derfor nødvendigt at præcisere, under hvilke omstændigheder fristen igen skal begynde at løbe;

det er af administrative grunde nødvendigt at fastsætte en frist, inden for hvilken producenterne skal have fremsat deres erstatningskrav over for den ansvarlige myndighed, for at de kan tages i betragtning, samt frister for fremsendelse af erstatningstilbud og for accept af disse; Kommissionen bør have beføjelse til at forlænge fristen for fremsendelse af tilbud, hvis omstændighederne taler herfor;

medlemsstaterne udfører de administrative opgaver, der er nødvendige for gennemførelsen af denne forordning, i overensstemmelse med forordningens bestemmelser og i medfør af et særligt mandat, der er begrænset til udførelsen af disse opgaver; da accept af et erstatningstilbud indebærer afkald på ethvert krav over for EF begrundet i manglende tildeling af referencemængder, bør erstatningstilbuddet til producenterne fremsættes af den ansvarlige myndighed i medlemsstaten på Rådets og Kommissionens vegne og for disses regning;

forordning (EØF) nr. 2187/93 fastsætter erstatningsbeløbene i ECU pr. 100 kg mælk for hvert af årene fra 1984/85 til 1990/91 differentieret efter bedriftsstørrelsen bestemt ud fra mælkeproduktionen; disse beløb svarer til det generelle skøn pr. år og pr. bedriftsstørrelse over forskellen mellem de indkomster, som de berørte producenter havde kunnet opnå ved markedsføring af mælk, hvis de ikke var blevet underlagt begrænsninger, og de indkomster, som de opnåede eller kunne have indtjent i samme periode, hvis de havde gjort sig de nødvendige bestræbelser herpå; på baggrund af erfaringerne med anvendelsen af nævnte forordning kan det konkluderes, at den metode, der er blevet benyttet til beregning af beløbene, er objektiv, og at disse beløb udgør en acceptabel vurdering af producenternes tab;

det er derfor hensigtsmæssigt at anvende de samme beløb i forbindelse med erstatningsordninger for producenter i henhold til nærværende forordning; differentieringen efter bedriftsstørrelse er dog ikke relevant for producenter, der har overtaget en ikke-markedsføringspræmie eller en del af en bedrift, der er underlagt en ikke-markedsføringsforpligtelse; det kan lægges til grund, at sådanne producenter almindeligvis har drevet bedrifter med ekspanderende mælkeproduktion og med referencemængder, som lå over gennemsnittet; det er derfor rimeligt at anvende de tal, som vedrører den største bedriftsstørrelse; det er også nødvendigt at fastsætte beløb for årene fra 1991/92 til 1993/94; disse beløb kan beregnes på grundlag af beløbene for de forudgående år med justeringer for at tage højde for udsving i mælkeprisen i de medlemsstater, på hvis område hovedparten af de berørte producenter har deres bedrifter;

accepterer en producent ikke det tilbud, som en medlemsstats myndighed giver ham i henhold til denne forordning, svarer dette til en afvisning af EF's tilbud; det søgsmål, som producenten senere måtte indlede, hører derfor under EF's domsmyndighed;

erfaringerne med gennemførelsen af forordning (EØF) nr. 2187/93 har vist, at det er ønskeligt, at der gives beføjelse til at tillade fremsendelse af erstatningstilbud til producenter, som ikke opfylder visse betingelser i de i forordningen fastsatte ordninger, men hvis forhold alligevel opfylder betingelserne i de domme, der er afsagt af Domstolen og Retten i Første Instans, med hensyn til EF's erstatningsansvar -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Der ydes på de betingelser, der er fastsat i denne forordning, erstatning til producenter, der har erhvervet en bedrift eller en del af en bedrift underlagt en forpligtelse i henhold til forordning (EØF) nr. 1078/77 (»SLOM-bedrift«), og som har lidt tab, fordi de i det referenceår, som den pågældende medlemsstat valgte ved anvendelsen af tillægsafgiftsordningen for mælk, har været underlagt begrænsninger med hensyn til levering eller salg af mælk eller mejeriprodukter som følge af nævnte forpligtelse.

Artikel 2

Erstatningskrav godkendes, når de fremsættes af en producent, der har fået tildelt en specifik referencemængde i henhold til artikel 1, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 2055/93, eller som ifølge samme forordnings artikel 1, stk. 2, har fået tildelt en del af en tidligere efter artikel 3a i forordning (EØF) nr. 857/84 tildelt specifik referencemængde eller en tilsvarende mængde fra den nationale reserve, jf. artikel 5 i Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om indførelse af en tillægsafgift på området for mælk og mejeriprodukter (10), såfremt medlemsstaten i henhold til artikel 1, stk. 2, tredje afsnit i forordning (EØF) nr. 2055/93, har besluttet at tilgodese erhververens rettigheder på denne måde.

Artikel 3

Kravet fremsættes af den person, der har fået tildelt den i artikel 2 omhandlede referencemængde, eller af dennes arving(er), uden at dette berører anvendelsen af bestemmelserne i medlemsstaternes nationale lovgivning.

Artikel 4

Uanset artikel 2 godkendes kravet ikke, hvis en producent, der har modtaget en specifik referencemængde i henhold til forordning (EØF) nr. 2055/93, inden den 1. oktober 1996 har deltaget i en foranstaltning til endelig opgivelse af referencemængder eller inden denne dato har solgt eller bortforpagtet hele sin bedrift.

Artikel 5

1. Den i artikel 9 omhandlede myndighed beregner den årlige mængde, der skal lægges til grund for erstatningsbeløbet, på grundlag af den mængde, der anvendtes ved beregningen af den ydede præmie i henhold til forordning (EØF) nr. 1078/77, med tillæg af 1 % og fradrag af en procentsats svarende til de i den pågældende medlemsstat anvendte nedsættelser af producenternes referencemængder, som er fastsat i henhold til artikel 2 og 6 i forordning (EØF) nr. 857/84.

2. For producenter, der har erhvervet en hel SLOM-bedrift, beregnes den årlige mængde efter stk. 1, eventuelt nedsat efter stk. 4.

3. For producenter, der har erhvervet en del af en SLOM-bedrift, beregnes den årlige mængde efter stk. 1, nedsat i forhold til det areal på den oprindelige SLOM-bedrift, som ikke blev overdraget. Hvis den oprindelige SLOM-bedrift var en blandet bedrift, beregnes nedsættelsen ud fra de arealer på den oprindelige SLOM-bedrift, som direkte eller indirekte blev anvendt til mælkeproduktion, forudsat at en sådan anvendelse kan dokumenteres til myndighedens tilfredshed. Den beregnede mængde nedsættes eventuelt yderligere efter stk. 4.

4. Hvis producenten har afstået en del af SLOM-bedriften eller af den til ham overdragne del af SLOM-bedriften, under forpligtelsen og før tildelingen af en specifik referencemængde i henhold til forordning (EØF) nr. 2055/93, nedsættes den i henholdsvis stk. 2 og 3 nævnte årlige mængde, der skal lægges til grund for erstatningsbeløbet, i forhold til de afståede arealer. Hvis den oprindelige SLOM-bedrift var en blandet bedrift, beregnes nedsættelsen udelukkende under hensyntagen til de arealer på den oprindelige SLOM-bedrift, som direkte eller indirekte blev anvendt til mælkeproduktion, forudsat at en sådan anvendelse kan dokumenteres til myndighedens tilfredshed.

Artikel 6

Hvis en del af producentens bedrift er blevet solgt eller bortforpagtet efter tildelingen af den specifikke referencemængde og inden den 1. oktober 1996, nedsættes den årlige mængde, der lægges til grund for erstatningsbeløbet, og som er blevet fastlagt efter artikel 5, med den del af den specifikke referencemængde, der er blevet tilbageført til den nationale reserve.

Artikel 7

1. Der tilbydes kun erstatning for den periode, for hvilken retten til erstatning ikke er forældet.

2. Ved bestemmelsen af den periode, for hvilken erstatningen tilbydes, gælder følgende regler:

a) datoen for afbrydelsen af den forældelsesfrist på fem år, der er fastsat i artikel 43 i Domstolens statut, er datoen for den tidligste af følgende begivenheder:

- ved søgsmål anlagt ved Domstolen eller Retten i Første Instans: datoen for stævningens indførelse i dennes register

- ved fremsættelse af krav over for en EF-institution: datoen for Rådets eller Kommissionens modtagelse af et sådant krav (den tidligste dato), forudsat enten at sagsøgeren siden anlagde søgsmål ved Retten i Første Instans inden for den frist på to år, der er fastsat i artikel 43 i Domstolens statut, eller at EF-institutionen skriftligt accepterede, at fremsættelsen af kravet afbrød forældelsesfristen

b) datoen for erstatningsperiodens begyndelse ligger fem år forud for datoen for forældelsesfristens afbrydelse, uden at den dog kan ligge forud for den 2. april 1984 eller forud for den dato, på hvilken forpligtelsen til ikke-markedsføring eller omstilling ophørte

c) datoen for erstatningsperiodens ophør er den 1. august 1993 eller den dato, på hvilken producenten modtog en specifik referencemængde, hvis denne ligger tidligere.

Artikel 8

Hvis producenten i løbet af erstatningsperioden og forud for tildelingen af den specifikke referencemængde har øget produktionen, så den overstiger den referencemængde, han disponerede over, nedsættes den mængde, der skal ydes erstatning for, for den pågældende periode med de mængder, der er leveret eller solgt direkte, og som overstiger den pågældende referencemængde. De leverede eller direkte solgte mængder og den disponible referencemængde fastsættes for en del af en tolvmånedersperiode til en bestemt andel af de samlede leverancer eller direkte salg og af den disponible referencemængde for hele tolvmånedersperioden. De referencemængder, der henvises til i artikel 2, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2055/93, tages ikke i betragtning ved fastsættelsen af den disponible referencemængde.

Artikel 9

Erstatningskravet skal i hver medlemsstat rettes til den myndighed, som medlemsstaten har udpeget med henblik herpå, ved hjælp af en formular udarbejdet efter fremgangsmåden i artikel 30 i forordning (EØF) nr. 804/68 (11). Kravet skal være myndigheden i hænde senest den 31. januar 1999 for at kunne tages i betragtning.

Artikel 10

Den myndighed, der er nævnt i artikel 9, kontrollerer, at de af producenten givne oplysninger er korrekte, og beregner erstatningsbeløbet på grundlag af den mængde og den periode, der skal ydes erstatning for, ved anvendelse af de i bilaget anførte beløb.

Artikel 11

Erstatningsbeløbet forhøjes med en rente på 6 % om året fra den 9. december 1997 indtil den dato, hvor erstatningen udbetales. Hvis udbetalingen af erstatningen forsinkes, fordi producenten ikke har indsendt de oplysninger eller dokumenter vedrørende erstatningskravet, som myndigheden har anmodet om, eller det i artikel 13, stk. 3, andet afsnit, nævnte bevis for, at sagen er trukket tilbage, betales der ikke renter for forsinkelsesperioden.

Artikel 12

Det samlede erstatningsbeløb omregnes til national valuta ved hjælp af den landbrugsomregningskurs, der gælder på datoen for denne forordnings ikrafttrædelse.

Artikel 13

1. Inden for en frist på højst fire måneder regnet fra erstatningskravets modtagelse fremsender den i artikel 9 omhandlede myndighed et tilbud om erstatning beregnet i henhold til denne forordning til den erstatningssøgende, ledsaget af en kvittering for fuld og endelig afgørelse. Kommissionen kan på behørigt begrundet anmodning fra en medlemsstat forlænge denne frist efter den i artikel 16 nævnte procedure. Tilbuddet fremsættes på Rådets og Kommissionens vegne og for disses regning.

2. Hvis den erstatningssøgende har erhvervet en del af en SLOM-bedrift, og hvis den specifikke referencemængde tildelt efter artikel 1, stk. 1 eller 2, i forordning (EØF) nr. 2055/93 revurderes af de nationale myndigheder, fastsættes fristen i stk. 1 til fire måneder fra datoen for de nationale myndigheders endelige beslutning vedrørende revurderingen af den specifikke referencemængde, hvis beslutningen er truffet efter erstatningskravets modtagelse.

3. Tilbuddet accepteres ved, at den behørigt underskrevne kvittering returneres til myndigheden. Den skal være myndigheden i hænde senest tre måneder efter datoen for tilbuddets fremsendelse, for at dette kan være bindende.

Erstatningen udbetales, når tilbuddet er blevet accepteret. I de tilfælde, hvor producenter har anlagt sag mod EF-institutionerne, skal der dog også forelægges myndigheden bevis for, at sagen er trukket tilbage, før erstatningen kan udbetales.

Hvis tilbuddet ikke accepteres inden for den fastsatte frist, medfører dette, at det ikke længere er bindende for Rådet og Kommissionen.

Accept af tilbuddet indebærer afkald på enhver form for yderligere krav over for EF for det tab, der er omhandlet i artikel 1, inklusive renter og omkostninger.

Artikel 14

Den forældelsesfrist, der er omhandlet i artikel 43 i Domstolens statut, begynder på ny at løbe fra den 1. februar 1999 for alle de i artikel 1 omhandlede producenter, som ikke har fremsat erstatningskrav i henhold til artikel 9, medmindre den er blevet afbrudt ved anlæggelse af sager, som stadig verserer.

For producenter, som har modtaget et tilbud om erstatning i henhold til artikel 13, stk. 1 eller 2, begynder forældelsesfristen på ny at løbe fra dagen efter udløbet af den frist for modtagelse af tilbuddet, som er fastsat i artikel 13, stk. 3, medmindre den er blevet afbrudt ved aflæggelse af sager, som stadig verserer.

Artikel 15

Kommissionen kan efter den i artikel 16 omhandlede procedure beslutte at tillade, at der fremsendes tilbud om erstatning til producenter, hvis forhold opfylder betingelserne for at pålægge EF erstatningsansvar, men som ikke har fået erstatning i henhold til forordning (EØF) nr. 2187/93 eller de forudgående bestemmelser i nærværende forordning. Erstatningsbeløbet beregnes i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 2187/93 eller nærværende forordning eller i overensstemmelse med de kriterier, der kan være fastlagt i Domstolens afgørelse om skadeserstatning i de forenede sager C-104/89 og C-37/90 alt efter omstændighederne. Ved fastlæggelse af satsen og perioden for rentetillægget kan der tages hensyn til specifikke forhold. De nødvendige frister i forbindelse med erstatningstilbuddene og accepten af disse fastsættes ligeledes.

Artikel 16

Gennemførelsesbestemmelserne til denne forordning, herunder bestemmelserne vedrørende betaling af omkostninger til producenternes befuldmægtigede, vedtages af Kommissionen efter proceduren i artikel 30 i forordning (EØF) nr. 804/68.

Artikel 17

Finansieringen af de betalinger, der foretages i henhold til denne forordning, anses for at være en intervention som omhandlet i artikel 3 i Rådets forordning (EØF) nr. 729/70 (12).

Artikel 18

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Luxembourg, den 22. oktober 1998.

På Rådets vegne

W. MOLTERER

Formand

(1) EFT C 273 af 2. 9. 1998, s. 3.

(2) EFT C 328 af 26. 10. 1998.

(3) Udtalelse afgivet den 15. oktober 1998 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(4) EFT L 131 af 26. 5. 1997, s. 1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EØF) nr. 1300/84 (EFT L 125 af 12. 5. 1984, s. 23).

(5) EFT L 90 af 1. 4. 1984, s. 13. Forordningen er ophævet ved Rådets forordning (EØF) nr. 3950/92 (EFT L 405 af 31. 12. 1992, s. 1).

(6) EFT L 84 af 29. 3. 1989, s. 2.

(7) EFT L 150 af 15. 6. 1991, s. 35.

(8) EFT L 196 af 5. 8. 1993, s. 6.

(9) EFT L 187 af 29. 7. 1993, s. 8.

(10) EFT L 405 af 31. 12. 1992, s. 1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 903/98 (EFT L 127 af 29. 4. 1998, s. 8).

(11) Rådets forordning (EØF) nr. 804/68 af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (EFT L 148 af 28. 6. 1968, s. 13). Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 1587/96 (EFT L 206 af 16. 8. 1996, s. 21).

(12) Rådets forordning (EØF) nr. 729/70 af 21. april 1970 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EFT L 94 af 28. 4. 1970, s. 13). Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 1287/95 (EFT L 125 af 8. 6. 1995, s. 1).