22008A0607(01)

Aftale mellem det Europæiske Fællesskab og Australiens Regering om visse aspekter af lufttrafik

EU-Tidende nr. L 149 af 07/06/2008 s. 0065 - 0073


Aftale

mellem det Europæiske Fællesskab og Australiens Regering om visse aspekter af lufttrafik

DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB —

på den ene side, og

AUSTRALIENS REGERING

på den anden side

(i det følgende benævnt "de kontraherende parter"),

SOM KONSTATERER, at visse bestemmelser i de bilaterale aftaler, som flere medlemsstater har indgået med tredjelande, ifølge De Europæiske Fællesskabers Domstol er i strid med EF-lovgivningen,

SOM KONSTATERER, at der er indgået et antal bilaterale luftfartsaftaler mellem flere af Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater og Australien, der indeholder lignende bestemmelser, og at det påhviler medlemsstaterne at tage alle egnede midler i anvendelse med henblik på at fjerne uoverensstemmelserne mellem disse aftaler og EF-traktaten,

SOM KONSTATERER, at Det Europæiske Fællesskab har enekompetence på nogle områder, der kan være omfattet af bilaterale luftfartsaftaler mellem EF-medlemsstater og tredjelande,

SOM KONSTATERER, at luftfartsselskaber, der er etableret i en medlemsstat, i henhold til EF-lovgivningen har ret til uden forskelsbehandling at få adgang til luftruter mellem EF-medlemsstaterne og tredjelande,

SOM HENVISER til de aftaler mellem Det Europæiske Fællesskab og visse tredjelande, der giver statsborgere i de pågældende tredjelande mulighed for at erhverve ejendomsrettigheder i luftfartsselskaber, som der er udstedt licens til i overensstemmelse med EF-lovgivningen,

SOM ERKENDER, at overensstemmelse mellem EF-lovgivningen og bestemmelser i de bilaterale luftfartsaftaler mellem EF-medlemsstater og Australien vil tilvejebringe et forsvarligt retsgrundlag for lufttrafikken mellem Det Europæiske Fællesskab og Australien og sikre kontinuiteten i denne lufttrafik,

SOM KONSTATERER, at bestemmelser i de bilaterale luftfartsaftaler mellem EF-medlemsstater og Australien, der ikke er i strid med EF-lovgivningen, ikke behøver at blive ændret eller erstattet, og

SOM KONSTATERER, at det ikke er Det Europæiske Fællesskabs hensigt med denne aftale at øge det samlede omfang af lufttrafikken mellem Det Europæiske Fællesskab og Australien, at påvirke balancen mellem luftfartsselskaber fra Fællesskabet og luftfartsselskaber fra Australien eller at ændre fortolkningen af de eksisterende bilaterale luftfartsaftalers bestemmelser om trafikrettigheder —

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Almindelige bestemmelser

1. I denne aftale forstås ved "medlemsstater": Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater; ved "kontraherende part": en kontraherende part i denne aftale; ved "part": den kontraherende part i den relevante bilaterale luftfartsaftale; ved "luftfartsselskab": også flyselskaber; ved "Det Europæiske Fællesskabs territorium": territoriet for de medlemsstater, hvor traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab er gældende.

2. Når der i de enkelte aftaler, der er anført i bilag I, henvises til statsborgere i den medlemsstat, der er part i den pågældende aftale, skal dette forstås således, at der henvises til statsborgere i Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater.

3. Når der i de enkelte aftaler, der er anført i bilag I, henvises til luftfartsselskaber eller flyselskaber fra den medlemsstat, der er part i den pågældende aftale, skal dette forstås således, at der henvises til luftfartsselskaber eller flyselskaber, som er udpeget af den pågældende medlemsstat.

Artikel 2

Udpegning, tilladelse og tilbagekaldelse

1. Stk. 3 og 4 i denne artikel går forud for de tilsvarende bestemmelser i de artikler, der er anført i bilag II, punkt a) og b), med hensyn til den pågældende medlemsstats udpegning af luftfartsselskaber og Australiens udstedelse af godkendelser og tilladelser til luftfartsselskabet samt afvisning, tilbagekaldelse, suspension og begrænsning af godkendelser og tilladelser til luftfartsselskabet.

2. Stk. 3 og 4 i denne artikel går forud for de tilsvarende bestemmelser i de artikler, der er anført i bilag II, punkt a) og b), med hensyn til Australiens udpegning af luftfartsselskaber og den pågældende medlemsstats udstedelse af godkendelser og tilladelser til luftfartsselskabet samt afvisning, tilbagekaldelse, suspension og begrænsning af godkendelser og tilladelser til luftfartsselskabet.

3. Ved modtagelsen af en sådan udpegning, og når det eller de udpegede luftfartsselskaber indsender en ansøgning i det format og på den måde, som foreskrives for driftstilladelser og tekniske tilladelser, udsteder hver part, med forbehold af stk. 4 og 5, de relevante godkendelser og tilladelser med det mindst mulige tidsforbrug til procedurer, forudsat:

a) for så vidt angår et luftfartsselskab, der er udpeget af en medlemsstat:

i) at luftfartsselskabet er etableret på den udpegende medlemsstats område i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og er i besiddelse af en gyldig licens fra en medlemsstat i overensstemmelse med EF-lovgivningen

ii) at den medlemsstat, der står for udstedelsen af "Air Operator's Certificate", udøver og opretholder en effektiv myndighedskontrol med luftfartsselskabet, og at den relevante luftfartsmyndighed er entydigt identificeret i udpegningen

iii) at luftfartsselskabets hovedsæde er beliggende på territoriet i den medlemsstat, hvorfra det har modtaget sin gyldige licens, og

iv) at luftfartsselskabet ejes — enten direkte eller i kraft af en ejermajoritet — og kontrolleres effektivt af medlemsstater og/eller statsborgere i medlemsstater og/eller af andre stater som anført i bilag III og/eller statsborgere i disse stater.

b) for så vidt angår et luftfartsselskab, der er udpeget af Australien:

i) at Australien udøver og opretholder en effektiv myndighedskontrol med luftfartsselskabet, og

ii) at det har sit hovedsæde i Australien.

4. Parterne kan hver især afvise, tilbagekalde, suspendere eller begrænse driftstilladelser eller tekniske tilladelser til et luftfartsselskab, som den anden part har udpeget, hvis:

a) for så vidt angår et luftfartsselskab, der er udpeget af en medlemsstat:

i) luftfartsselskabet ikke er etableret på den udpegende medlemsstats område i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab eller ikke er i besiddelse af en gyldig licens fra en medlemsstat i overensstemmelse med EF-lovgivningen,

ii) den medlemsstat, der står for udstedelsen af "Air Operator's Certificate", ikke udøver og opretholder en effektiv myndighedskontrol med luftfartsselskabet, eller den relevante luftfartsmyndighed ikke er entydigt identificeret i udpegningen,

iii) luftfartsselskabets hovedsæde ikke er beliggende på territoriet i den medlemsstat, hvorfra det har modtaget sin licens,

iv) luftfartsselskabet ikke ejes — enten direkte eller i kraft af en ejermajoritet — og ikke kontrolleres effektivt af medlemsstater og/eller statsborgere i medlemsstater og/eller af andre stater som anført i bilag III og/eller statsborgere i disse stater, eller

v) luftfartsselskabet i forvejen har tilladelse til at operere i henhold til en bilateral aftale mellem Australien og en anden medlemsstat, og Australien kan godtgøre, at udøvelse af trafikrettigheder i henhold til nærværende aftale på en rute, der omfatter et punkt i den pågældende anden medlemsstat, ville være at omgå begrænsninger i tredje, fjerde eller femte frihedsrettighed, der er pålagt i denne anden aftale, eller

vi) luftfartsselskabet er i besiddelse af et "Air Operator's Certificate" udstedt af en medlemsstat, uden at der foreligger nogen bilateral luftfartsaftale mellem Australien og den pågældende medlemsstat, og hvis Australien kan godtgøre, at det eller de luftfartsselskaber, som Australien har udpeget, ikke har gensidig adgang til de trafikrettigheder, som er nødvendige for at udføre den foreslåede flyvning,

b) for så vidt angår et luftfartsselskab, der er udpeget af Australien:

i) Australien ikke udøver en effektiv myndighedskontrol med luftfartsselskabet, eller

ii) det ikke har sit hovedsæde i Australien.

5. Uden at dette berører Australiens rettigheder i henhold til denne artikels stk. 4, litra a), nr. v) og vi), udøver Australien sine rettigheder i henhold til stk. 4 uden at forskelsbehandle luftfartsselskaber fra medlemsstater på grundlag af nationalitet.

Artikel 3

Rettigheder med hensyn til myndighedskontrol

1. Stk. 2 i denne artikel supplerer de tilsvarende bestemmelser i de artikler, der er anført i bilag II, punkt c).

2. Når en medlemsstat (den første medlemsstat) har udpeget et luftfartsselskab, som en anden medlemsstat udøver og opretholder myndighedskontrol med, gælder Australiens rettigheder efter sikkerhedsbestemmelserne i aftalen mellem den første medlemsstat, der har udpeget luftfartsselskabet, og Australien også med hensyn til den pågældende anden medlemsstats vedtagelse, gennemførelse og opretholdelse af sikkerhedskrav og med hensyn til det pågældende luftfartsselskabs driftstilladelse.

Artikel 4

Takster for transport inden for Det Europæiske Fællesskab

1. Stk. 2 i denne artikel supplerer de tilsvarende bestemmelser i de artikler, der er anført i bilag II, punkt d).

2. De takster, som det eller de luftfartsselskaber, der udpeges af Australien i henhold til en aftale anført i bilag I, som indeholder en af de bestemmelser, der er anført i bilag II, punkt d), opkræver for transport, som udelukkende finder sted inden for Det Europæiske Fællesskabs område, er underlagt EF-lovgivningen.

Artikel 5

Bilag til aftalen

Bilagene til denne aftale udgør en integrerende del af aftalen.

Artikel 6

Revision eller ændring

De kontraherende parter kan efter fælles overenskomst til enhver tid revidere eller ændre denne aftale.

Artikel 7

Ikrafttræden

1. Denne aftale træder i kraft, når de kontraherende parter skriftligt har meddelt hinanden, at de har afsluttet de interne procedurer, som er nødvendige for, at den kan træde i kraft.

2. Uanset stk. 1 er de kontraherende parter enige om at anvende aftalen midlertidigt fra den første dag i måneden efter den dato, hvor de kontraherende parter meddeler hinanden, at de i denne henseende nødvendige procedurer er afsluttet.

3. Aftaler og andre arrangementer mellem medlemsstaterne og Australien, som på datoen for denne aftales undertegnelse endnu ikke var trådt i kraft, og som ikke finder midlertidig anvendelse, er anført i bilag I, punkt b). Denne aftale finder anvendelse på alle sådanne aftaler og arrangementer, fra de træder i kraft eller finder midlertidig anvendelse.

Artikel 8

Ophør

1. Hvis en aftale, der er anført i bilag I, ophører, ophører samtidig alle nærværende aftales bestemmelser vedrørende den i bilag I anførte aftale.

2. Hvis alle de aftaler, der er anført i bilag I, ophører, ophører nærværende aftale samtidig.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede befuldmægtigede underskrevet denne aftale.

Udfærdiget i Bruxelles den niogtyvende april to tusind og otte i to eksemplarer på bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk. I tilfælde af uoverensstemmelse går den engelske tekst forud for de andre sprogudgaver.

За Европейската общност

Por la Comunidad Europea

Za Evropské společenství

For Det Europæiske Fællesskab

Für die Europäische Gemeinschaft

Euroopa Ühenduse nimel

Για την Ευρωπαϊκή Κοινότητα

For the European Community

Pour la Communauté européenne

Per la Comunità europea

Eiropas Kopienas vārdā

Europos bendrijos vardu

Az Európai Közösség részéről

Għall-Komunità Ewropea

Voor de Europese Gemeenschap

W imieniu Wspólnoty Europejskiej

Pela Comunidade Europeia

Pentru Comunitatea Europeană

Za Európske spoločenstvo

Za Evropsko skupnost

Euroopan yhteisön puolesta

För Europeiska gemenskapen

+++++ TIFF +++++

За правителството на Австралия

Por el Gobierno de Australia

Za vládu Austrálie

For Australiens regering

Für die Regierung Australiens

Austraalia valitsuse nimel

Για την Κυβέρνηση της Αυστραλίας

For the Government of Australia

Pour le gouvernement d'Australie

Per il governo d'Australia

Austrālijas valdības vārdā

Australijos Vyriausybės vardu

Ausztrália kormánya részéről

Għall-Gvern ta' l-Awstralja

Voor de Regering van Australië

W imieniu Rządu Australii

Pelo Governo da Austrália

Pentru Guvernul Australiei

Za vládu Austrálie

Za vlado Avstralije

Australian hallituksen puolesta

För Australiens regering

+++++ TIFF +++++

--------------------------------------------------

BILAG I

Liste over aftaler, som der henvises til i denne aftales artikel 1

a) Luftfartsaftaler mellem Det Australske Statsforbund og EF-medlemsstater, som på tidspunktet for denne aftales undertegnelse er indgået, undertegnet og/eller anvendes midlertidigt

- Luftfartsaftale mellem den østrigske forbundsregering og Det Australske Statsforbunds regering udfærdiget i Wien den 22. marts 1967 (i det følgende benævnt "aftalen Australien-Østrig").

Suppleret ved aftalememorandum undertegnet i Wien den 25. marts 1999.

- Luftfartsoverenskomst mellem Kongeriget Danmarks regering og Australiens regering paraferet i Canberra den 16. oktober 1998 (i det følgende benævnt "udkastet til aftale Australien-Danmark").

Suppleret ved aftalememorandum vedrørende samarbejdet mellem de skandinaviske lande om Scandinavian Airlines System (SAS) paraferet i Canberra den 16. oktober 1998.

Suppleret ved godkendt referat dateret den 16. oktober 1998.

- Luftfartsaftale mellem Republikken Finlands regering og Det Australske Statsforbunds regering paraferet den 15. juni 1999 (i det følgende benævnt "udkastet til aftale Australien-Finland").

Suppleret ved aftalememorandum undertegnet i Helsingfors den 15. juni 1999.

- Luftfartsaftale mellem Det Australske Statsforbunds regering og Den Franske Republiks regering udfærdiget i Canberra den 13. april 1965 (i det følgende benævnt "aftalen Australien-Frankrig").

Ændret ved brevveksling undertegnet i Paris den 22. december 1970 og den 7. januar 1971.

- Luftfartsaftale mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Det Australske Statsforbund udfærdiget i Bonn den 22. maj 1957 (i det følgende benævnt "aftalen Australien-Tyskland").

Denne sammenholdes med aftalememorandum undertegnet i Canberra den 12. juni 1998 og brevveksling af 17. september 1998 og 5. november 1998.

- Luftfartsaftale mellem Kongeriget Grækenlands regering og Det Australske Statsforbunds regering udfærdiget i Athen den 10. juni 1971, som ændret (i det følgende benævnt "aftalen Australien-Grækenland").

- Luftfartsaftale mellem Den Hellenske Republiks regering og Det Australske Statsforbunds regering paraferet i Athen den 11. november 1997 og vedlagt aftalememorandum undertegnet i Athen den 11. november 1997 (i det følgende benævnt "udkastet til revideret aftale Australien-Grækenland").

- Luftfartsaftale mellem Irland og Australien indgået ved noteveksling dateret henholdsvis den 26. november 1957 og den 30. december 1957 (i det følgende benævnt "aftalen Australien-Irland").

- Luftfartsaftale mellem Det Australske Statsforbunds regering og Den Italienske Republiks regering udfærdiget i Rom den 10. november 1960, som ændret (i det følgende benævnt "aftalen Australien-Italien").

- Luftfartsaftale mellem Australiens regering og Storhertugdømmet Luxembourgs regering som vedlagt aftalememorandum udfærdiget i Luxembourg den 3. september 1997 (i det følgende benævnt "udkastet til aftale Australien-Luxembourg").

- Luftfartsaftale mellem Maltas regering og Australiens regering udfærdiget i Canberra den 11. september 1996 (i det følgende benævnt "aftalen Australien-Malta").

Suppleret ved brevveksling af 1. december 2003.

- Luftfartsaftale mellem Kongeriget Nederlandenes regering og Det Australske Statsforbunds regering udfærdiget i Canberra den 25. september 1951 (i det følgende benævnt "aftalen Australien-Nederlandene").

- Luftfartsaftale mellem Republikken Polens regering og Australiens regering udfærdiget i Warszawa den 28. april 2004 (i det følgende benævnt "aftalen Australien-Polen").

- Luftfartsaftale mellem Kongeriget Sveriges regering og Australiens regering paraferet i Canberra den 16. oktober 1998 (i det følgende benævnt "udkastet til aftale Australien-Sverige").

Suppleret ved aftalememorandum vedrørende samarbejdet mellem de skandinaviske lande om Scandinavian Airlines System (SAS) paraferet i Canberra den 16. oktober 1998.

Suppleret ved godkendt referat dateret den 16. oktober 1998.

- Aftale mellem regeringen for Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Det Australske Statsforbunds regering om lufttrafik mellem og ud over de to landes territorier, udfærdiget i London den 7. februar 1958, som ændret (i det følgende benævnt "aftalen Australien-Det Forenede Kongerige").

b) Luftfartsaftaler og andre arrangementer mellem Det Australske Statsforbund og EF-medlemsstater, der er paraferet eller undertegnet, men som på tidspunktet for denne aftales undertegnelse endnu ikke er trådt i kraft og ikke anvendes midlertidigt.

--------------------------------------------------

BILAG II

Liste over artikler i de i bilag I anførte aftaler, som der henvises til i denne aftales artikel 2-5

a) En medlemsstats udpegning af luftfartsselskaber:

- Artikel 4 i aftalen Australien-Østrig [*]

- Artikel 3 i udkastet til aftale Australien-Danmark

- Artikel 3 i aftalen Australien-Tyskland [*]

- Artikel 4 i aftalen Australien-Grækenland [*]

- Artikel 4 i udkastet til aftale Australien-Grækenland [*]

- Artikel 3 i udkastet til aftale Australien-Luxembourg [*]

- Artikel 4 i aftalen Australien-Irland [*]

- Artikel 4 i aftalen Australien-Italien [*]

- Artikel 4 i aftalen Australien-Malta [*]

- Artikel 3 i aftalen Australien-Nederlandene [*]

- Artikel 2 i aftalen Australien-Polen

- Artikel 3 i udkastet til aftale Australien-Sverige

- Artikel 3 i aftalen Australien-Det Forenede Kongerige.

b) Afvisning, tilbagekaldelse, suspension og begrænsning af godkendelser og tilladelser:

- Artikel 7 i aftalen Australien-Østrig [*]

- Artikel 4 i udkastet til aftale Australien-Danmark

- Artikel 5 i udkastet til aftale Australien-Finland

- Artikel 8 i aftalen Australien-Frankrig [*]

- Artikel 4 i aftalen Australien-Tyskland [*]

- Artikel 5 i aftalen Australien-Grækenland [*]

- Artikel 5 i udkastet til aftale Australien-Grækenland [*]

- Artikel 7 i aftalen Australien-Irland [*]

- Artikel 5 i aftalen Australien-Italien [*]

- Artikel 4 i udkastet til aftale Australien-Luxembourg [*]

- Artikel 5 i aftalen Australien-Malta [*]

- Artikel 6 i aftalen Australien-Nederlandene [*]

- Artikel 2 i aftalen Australien-Polen

- Artikel 4 i udkastet til aftale Australien-Sverige

- Artikel 3 i aftalen Australien-Det Forenede Kongerige.

c) Myndighedskontrol:

- Tillæg 4 til aftalememorandummet mellem Australiens regerings luftfartsmyndigheder og Østrigs regerings luftfartsmyndigheder undertegnet den 25. marts 1999 — således som det anvendes midlertidigt inden for rammerne af aftalen Australien-Østrig

- Artikel 17 i udkastet til aftale Australien-Danmark

- Artikel 8 i udkastet til aftale Australien-Finland

- Tillæg C til aftalememorandummet mellem Australiens regerings luftfartsmyndigheder og Forbundsrepublikken Tysklands regerings luftfartsmyndigheder undertegnet i Canberra den 12. juni 1998 — således som det anvendes midlertidigt inden for rammerne af aftalen Australien-Tyskland

- Artikel 8 i udkastet til aftale Australien-Grækenland

- Artikel 7 i udkastet til aftale Australien-Luxembourg

- Artikel 8 i aftalen Australien-Malta

- Tillæg C til aftalememorandummet mellem Australiens regerings luftfartsmyndigheder og Kongeriget Nederlandenes regerings luftfartsmyndigheder undertegnet i Haag den 4. september 1997 — således som det anvendes midlertidigt inden for rammerne af aftalen Australien-Nederlandene

- Artikel 5 i aftalen Australien-Polen

- Artikel 17 i udkastet til aftale Australien-Sverige.

d) Takster for transport inden for Det Europæiske Fællesskab:

- Artikel 9 i aftalen Australien-Østrig

- Artikel 13 i udkastet til aftale Australien-Danmark

- Artikel 14 i udkastet til aftale Australien-Finland

- Artikel 10 i aftalen Australien-Frankrig

- Tillæg E til aftalememorandummet mellem Australiens regerings luftfartsmyndigheder og Forbundsrepublikken Tysklands regerings luftfartsmyndigheder undertegnet i Canberra den 12. juni 1998 sammenholdt med brevveksling af 17. september 1998 og 5. november 1998 — således som det anvendes midlertidigt inden for rammerne af aftalen Australien-Tyskland

- Artikel 9 i aftalen Australien-Grækenland

- Artikel 14 i udkastet til aftale Australien-Grækenland

- Artikel 9 i aftalen Australien-Irland

- Artikel 9 i aftalen Australien-Italien

- Artikel 11 i udkastet til aftale Australien-Luxembourg

- Artikel 14 i aftalen Australien-Malta

- Afsnit IV i bilaget til aftalen Australien-Nederlandene

- Artikel 10 i aftalen Australien-Polen

- Artikel 13 i udkastet til aftale Australien-Sverige

- Artikel 7 i aftalen Australien-Det Forenede Kongerige.

[*] Artikel 2, stk. 2, i denne aftale finder ikke anvendelse på disse bestemmelser.

--------------------------------------------------

BILAG III

Liste over andre stater, som der henvises til i denne aftales artikel 2

a) Republikken Island (i medfør af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde)

b) Fyrstendømmet Liechtenstein (i medfør af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde)

c) Kongeriget Norge (i medfør af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde)

d) Det Schweiziske Forbund (i medfør af luftfartsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund).

--------------------------------------------------