30.5.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 135/21 |
RÅDETS BESLUTNING
af 27. april 2009
om et uforholdsmæssigt stort underskud i Grækenland
(2009/415/EF)
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 104, stk. 6,
under henvisning til henstilling fra Kommissionen,
under henvisning til Grækenlands bemærkninger, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
I henhold til traktatens artikel 104 skal medlemsstaterne undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud. |
(2) |
Stabilitets- og vækstpagten er baseret på målsætningen om sunde offentlige finanser som et middel til at styrke forudsætningerne for prisstabilitet og for en stærk og vedblivende vækst, som fører til øget beskæftigelse. |
(3) |
I henhold til proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud efter traktatens artikel 104, der er uddybet i Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 af 7. juli 1997 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (1) (der indgår i stabilitets- og vækstpagten), skal der vedtages en beslutning om, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud. Protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten, indeholder yderligere bestemmelser om gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Rådets forordning (EF) nr. 3605/93 (2) indeholder detaljerede regler og definitioner med henblik på anvendelsen af bestemmelserne i denne protokol. |
(4) |
I 2005 blev stabilitets- og vækstpagten ændret for at gøre den mere virkningsfuld og styrke dens økonomiske fundament samt sikre de offentlige finansers holdbarhed på lang sigt. Ændringen tjente især til at sikre, at der blev taget hensyn til hele den økonomiske og budgetmæssige baggrund i alle faser af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. På den måde bliver stabilitets- og vækstpagten en ramme, der kan benyttes som støtte for politiske initiativer, med henblik på en hurtig tilbagevenden til sunde budgetstillinger, hvor der er taget hensyn til den økonomiske situation. |
(5) |
I henhold til traktatens artikel 104, stk. 5, skal Kommissionen afgive en udtalelse til Rådet, hvis den finder, at der er eller kan opstå et uforholdsmæssigt stort underskud i en medlemsstat. Med henvisning til sin egen rapport udarbejdet i henhold til artikel 104, stk. 3, og Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs udtalelse i henhold til artikel 104, stk. 4, konkluderede Kommissionen, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud i Grækenland. Kommissionen afgav derfor en sådan udtalelse til Rådet vedrørende Grækenland den 24. marts 2009 (3). |
(6) |
I henhold til traktatens artikel 104, stk. 6, skal Rådet tage hensyn til de bemærkninger, som den pågældende medlemsstat måtte ønske at fremsætte, inden det efter en generel vurdering fastslår, om der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud. For Grækenland fører den generelle vurdering til følgende konklusioner. |
(7) |
Det offentlige underskud i Grækenland udgjorde 3,5 % af BNP i 2007 og overskred således referenceværdien på 3 % af BNP. I henhold til Kommissionens foreløbige prognose fra januar 2009 anslås det offentlige underskud eksklusive engangsforanstaltninger til 3,6 % af BNP i 2008 (eller 3,4 % af BNP inklusive engangsforanstaltninger). Denne vurdering er baseret på en realvækst i BNP på 2,9 % og tager hensyn til de seneste oplysninger om gennemførelsen af finansloven for 2008. For 2009 forventes der i Kommissionens foreløbige prognose fra januar 2009 et offentligt underskud eksklusive engangsforanstaltninger på 4,4 % af BNP (3,7 % inklusive engangsindtægter) på grundlag af en forventet realvækst i BNP på 0,2 % og en forsigtig vurdering af finansloven for 2009, som blev godkendt af parlamentet den 21. december. På grundlag af den sædvanlige antagelse om, at politikken ikke ændres, og idet det antages, at engangsforanstaltningerne ophører, forventes underskuddet i 2010 at blive 4,2 % af BNP. Traktatens underskudskriterium er derfor ikke opfyldt. |
(8) |
Den offentlige bruttogæld var på 94,8 % af BNP i 2007 og 94,6 % af BNP i 2008, hvilket var et godt stykke over traktatens referenceværdi på 60 % af BNP. Ifølge Kommissionens foreløbige prognose fra januar 2009 kan gældskvoten forventes at stige yderligere til 96,25 % i 2009 og 98,5 % af BNP i 2010. De nuværende underskudsniveauer og forventninger om vækst på mellemlang sigt er ikke forenelige med en gældskvote, der nærmer sig et niveau på under 60 % af BNP. Gældskvoten kan ikke anses at falde tilstrækkeligt og nærme sig referenceværdien med en tilfredsstillende hastighed i traktatens og stabilitets- og vækstpagtens forstand. |
(9) |
I henhold til artikel 2, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1467/97 kan der kun tages hensyn til »relevante faktorer« i de faser, der munder ud i Rådets beslutning om, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud i henhold til artikel 104, stk. 6, hvis den dobbelte betingelse, nemlig at underskuddet forbliver tæt på referenceværdien, og overskridelsen af referenceværdien er midlertidig, er fuldstændig opfyldt. I Grækenlands tilfælde er denne dobbelte betingelse ikke opfyldt. Derfor tages der ikke hensyn til relevante faktorer i de faser, der fører frem til denne beslutning — |
VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:
Artikel 1
Det fastslås efter en generel vurdering, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud i Grækenland.
Artikel 2
Denne beslutning er rettet til Den Hellenske Republik.
Udfærdiget i Luxembourg, den 27. april 2009.
På Rådets vegne
A. VONDRA
Formand
(1) EFT L 209 af 2.8.1997, s. 6.
(2) EFT L 332 af 31.12.1993, s. 7.
(3) Alle dokumenter vedrørende proceduren i forbindelse med det uforholdsmæssigt store underskud i Grækenland findes på følgende websted:
http://ec.europa.eu/economy_finance/netstartsearch/pdfsearch/pdf.cfm?mode=_m2