EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017R1469

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1469 af 11. august 2017 om fastsættelse af et standardiseret præsentationsformat for dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet (EØS-relevant tekst. )

C/2017/5544

OJ L 209, 12.8.2017, p. 19–23 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2017/1469/oj

12.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 209/19


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2017/1469

af 11. august 2017

om fastsættelse af et standardiseret præsentationsformat for dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution (1), særlig artikel 20, stk. 9, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved direktiv (EU) 2016/97 pålægges det producenter af skadesforsikringsprodukter som opført på listen i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF (2) at udarbejde et standardiseret dokument med oplysninger om forsikringsproduktet med det formål at give kunderne de nødvendige oplysninger om skadesforsikringsprodukter som opført på listen i bilag I til direktiv 2009/138/EF, således at kunden kan træffe en informeret beslutning.

(2)

I artikel 20, stk. 8, i direktiv (EU) 2016/97 præciseres det nærmere, hvilke oplysninger dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet skal indeholde.

(3)

For at gøre det lettere for kunderne at læse, forstå og sammenligne oplysninger om forsikringsprodukter bør der ved præsentation af de oplysninger, der er omhandlet i artikel 20, stk. 8, i direktiv (EU) 2016/97, i det standardiserede dokument med oplysninger om forsikringsproduktet, der er omhandlet i artikel 20, stk. 5, i det pågældende direktiv, anvendes et fælles design, en fælles struktur og et fælles format, herunder ved brug af ikoner eller symboler. Foran oplysninger om eventuelle tillægsforsikringer eller eventuel frivillig forsikringsdækning bør der desuden ikke anbringes flueben, krydser eller udråbstegn, og de oplysninger, der skal indgå i dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet, bør normalt fylde to A4-sider på papir, men bør under ingen omstændigheder fylde mere end tre A4-sider på papir.

(4)

Denne forordning er baseret på det udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) har forelagt Kommissionen.

(5)

I overensstemmelse med artikel 20, stk. 9, i direktiv (EU) 2016/97 har EIOPA gennemført forbrugerundersøgelser vedrørende det standardiserede dokument med oplysninger om forsikringsproduktet og hørt de nationale myndigheder. EIOPA har endvidere afholdt åbne offentlige høringer om det udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt anmodet interessentgruppen for forsikrings- og genforsikringsordninger, der er nedsat i henhold artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010, om en udtalelse (3)

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Producentens navn og selskabets logo

1.   Navnet på producenten af ansvarsforsikringsproduktet, den medlemsstat, hvor den pågældende producent er registreret, producentens retlige status, og — hvis det er relevant — producentens godkendelsesnummer, skal anføres umiddelbart efter titlen »dokument med oplysninger om forsikringsproduktet« øverst på første side.

2.   Producenten kan indsætte selskabets logo til højre for titlen.

Artikel 2

Henvisning til fuldstændige prækontraktlige og kontraktlige oplysninger

Dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet skal indeholde en tydelig meddelelse om, at fuldstændige prækontraktlige og kontraktlige oplysninger om ansvarsforsikringsproduktet gives til kunden i andre dokumenter. Den pågældende meddelelse anbringes umiddelbart under navnet på producenten af ansvarsforsikringsproduktet.

Artikel 3

Længde

Dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet skal fylde to A4-sider på papir, når det er printet. Hvis der er behov for mere plads, kan dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet undtagelsesvis fylde maksimalt tre A4-sider på papir, når det er printet. Hvis producenten anvender tre A4-sider på papir, skal den pågældende efter anmodning fra den kompetente myndighed kunne godtgøre, at der var behov for mere plads.

Artikel 4

Præsentation og opstilling

1.   De oplysninger i dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet, der er opført på listen i artikel 20, stk. 8, i direktiv (EU) 2016/97, skal præsenteres i forskellige afsnit og i overensstemmelse med den struktur, det layout, de overskrifter og i den rækkefølge, der fremgår af det standardiserede præsentationsformat i bilaget til denne forordning, med brug af en skriftstørrelse med en x-højde på mindst 1,2 mm.

2.   De enkelte afsnit kan være af forskellig længde afhængigt af den mængde oplysninger, der skal indgå i hvert afsnit. Foran oplysninger om tillægsforsikringer eller frivillig forsikringsdækning må der ikke anbringes flueben, krydser eller udråbstegn.

3.   Hvis dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet præsenteres ved brug af et andet varigt medium end papir, kan størrelsen af komponenterne i layoutet ændres, forudsat at layoutet, overskrifterne og rækkefølgen i det standardiserede præsentationsformat samt de forskellige elementers relative fremtrædende placering og størrelse, bibeholdes.

4.   Hvis dimensionerne af et andet varigt medie end papir er sådan, at det ikke er muligt at anvende et layout med to kolonner, kan der anvendes en præsentation med en enkelt kolonne, forudsat at afsnittene optræder i nedenstående rækkefølge:

a)

»Hvilken form for forsikring er der tale om?«

b)

»Hvad dækker den?«

c)

»Hvad dækker den ikke?«

d)

»Er der nogen begrænsninger af dækningen?«

e)

»Hvor er jeg dækket?«

f)

»Hvilke forpligtelser har jeg?«

g)

»Hvornår og hvordan betaler jeg?«

h)

»Hvornår går dækningen fra og til?«

i)

»Hvordan opsiger jeg aftalen?«.

5.   Det er tilladt at anvende digitale værktøjer, herunder lagdeling og pop-ups, forudsat at alle de oplysninger, der er omhandlet i artikel 20, stk. 8, i direktiv (EU) 2016/97, angives i selve dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet, og at brugen af sådanne værktøjer ikke fjerner forbrugerens opmærksomhed for indholdet i hoveddokumentet.

Oplysninger, som formidles via lagdeling og pop-ups, må ikke omfatte markedsførings- og reklamemateriale.

Artikel 5

Almindeligt sprog

Dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet skal udfærdiges i almindeligt sprog, som letter forbrugerens forståelse af indholdet i det pågældende dokument, og skal fokusere på vigtige oplysninger, som forbrugeren har brug for til at kunne træffe en informeret beslutning. Fagjargon bør undgås.

Artikel 6

Overskrifter og oplysninger under overskrifter

1.   Afsnittene i dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet skal have følgende overskrifter med følgende oplysninger nedenunder:

a)

oplysningerne om, hvilken form for forsikring der er tale om, jf. artikel 20, stk. 8, litra a), i direktiv (EU) 2016/97, skal angives under overskriften »Hvilken form for forsikring er der tale om?«, øverst i dokumentet

b)

oplysningerne om de vigtigste forsikrede risici, jf. artikel 20, stk. 8, litra b), i direktiv (EU) 2016/97, skal angives under overskriften »Hvad dækker den?« Foran hver af de oplysninger, der er opført på listen i dette afsnit, skal der være anbragt et grønt flueben

c)

oplysningerne om den forsikrede sum, jf. artikel 20, stk. 8, litra b), i direktiv (EU) 2016/97, skal angives under overskriften »Hvad dækker den?«

d)

oplysningerne om det geografiske anvendelsesområde, jf. artikel 20, stk. 8, litra b), i direktiv (EU) 2016/97, skal — hvis det er relevant — angives under overskriften »Hvor er jeg dækket?«. Foran hver af de oplysninger, der er opført på listen i dette afsnit, skal der være anbragt et blåt flueben

e)

oplysningerne om en sammenfatning af de ikke-medtagne risici, jf. artikel 20, stk. 8, litra b), i direktiv (EU) 2016/97, skal angives under overskriften »Hvad dækker den ikke?«. Foran hver af de oplysninger, der er opført på listen i dette afsnit, skal der være anbragt et rødt kryds

f)

oplysningerne om de vigtigste undtagelser, jf. artikel 20, stk. 8, litra d), i direktiv (EU) 2016/97, skal angives under overskriften »Er der nogen begrænsninger af dækningen?«. Foran hver af de oplysninger, der er opført på listen i dette afsnit, skal der være anbragt et orange udråbstegn

g)

oplysningerne om de relevante forpligtelser, jf. artikel 20, stk. 8, litra e), f) og g), i direktiv (EU) 2016/97, skal angives under overskriften »Hvilke forpligtelser har jeg?«

h)

oplysningerne om, hvordan og over hvor lang tid indbetalingerne skal ske, jf. artikel 20, stk. 8, litra c), i direktiv (EU) 2016/97, skal angives under overskriften »Hvornår og hvordan betaler jeg?«

i)

oplysningerne om aftalens varighed, jf. artikel 20, stk. 8, litra h), i direktiv (EU) 2016/97, skal angives under overskriften »Hvornår går dækningen fra og til?«

j)

oplysningerne om betingelserne for opsigelse af aftalen, jf. artikel 20, stk. 8, litra i), i direktiv (EU) 2016/97, skal angives under overskriften »Hvordan opsiger jeg aftalen?«.

2.   Det er tilladt at anvende underoverskrifter, hvis det er nødvendigt.

Artikel 7

Brug af ikoner

1.   Foran de enkelte afsnit anbringes der endvidere ikoner, som visualiserer indholdet i de respektive overskrifter på følgende måde:

a)

foran oplysningerne om de vigtigste forsikrede risici, jf. artikel 20, stk. 8, litra b), i direktiv (EU) 2016/97, anbringes der et ikon med en paraply, som er hvid på grøn baggrund eller grøn på hvid baggrund

b)

foran oplysningerne om forsikringsdækningens geografiske anvendelsesområde, jf. artikel 20, stk. 8, litra b), i direktiv (EU) 2016/97, anbringes der et ikon med en jordklode, som er hvid på blå baggrund eller blå på hvid baggrund

c)

foran oplysningerne om de ikke-medtagne risici, jf. artikel 20, stk. 8, litra b), i direktiv (EU) 2016/97, anbringes der et symbol med et kryds inden i en trekant, som er hvidt på rød baggrund eller rødt på hvid baggrund

d)

foran oplysningerne om de vigtigste undtagelser, jf. artikel 20, stk. 8, litra d), i direktiv (EU) 2016/97, anbringes der et symbol med et udråbstegn inden i en trekant, som er hvidt på orange baggrund eller orange på hvid baggrund

e)

foran oplysningerne om forpligtelserne ved aftalens begyndelse, i løbet af aftalens varighed og, i tilfælde af at der indgives en skadesanmeldelse, jf. artikel 20, stk. 8, litra e), f) og g), i direktiv (EU) 2016/97, anbringes der et ikon med et håndtryk, som er hvidt på grøn baggrund eller grønt på hvid baggrund

f)

foran oplysningerne om, hvordan og over hvor lang tid indbetalingerne skal ske, jf. artikel 20, stk. 8, litra c), i direktiv (EU) 2016/97, anbringes der et ikon med mønter, som er hvide på gul baggrund eller gule på hvid baggrund

g)

foran oplysningerne om aftalens varighed, jf. artikel 20, stk. 8, litra h), i direktiv (EU) 2016/97, anbringes der et ikon med et timeglas, som er hvidt på blå baggrund eller blåt på hvid baggrund

h)

foran oplysningerne om betingelserne for opsigelse af aftalen, jf. artikel 20, stk. 8, litra i), i direktiv (EU) 2016/97, anbringes der et ikon med en hånd med åben håndflade på et skjold, som er hvidt på sort baggrund eller sort på hvid baggrund.

2.   Alle ikonerne skal fremstå således, at de er i overensstemmelse med det standardiserede præsentationsformat i bilaget.

3.   De ikoner, der er omhandlet i stk. 1 og 2, kan præsenteres i sort og hvidt, hvis dokumentet med oplysninger om forsikringsproduktet printes eller fotokopieres i sort og hvidt.

Artikel 8

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. august 2017.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 26 af 2.2.2016, s. 19.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1)

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/79/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 48).


BILAG

Image


Top