EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018R0258

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/258 af 21. februar 2018 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 725/2011 med henblik på dennes tilpasning til ændringen i den lovpligtige prøvningsprocedure og forenkling af de administrative procedurer for ansøgning og certificering (EØS-relevant tekst. )

C/2018/0965

OJ L 49, 22.2.2018, p. 1–8 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 02/01/2024; stiltiende ophævelse ved 32023R2767

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2018/258/oj

22.2.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 49/1


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2018/258

af 21. februar 2018

om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 725/2011 med henblik på dennes tilpasning til ændringen i den lovpligtige prøvningsprocedure og forenkling af de administrative procedurer for ansøgning og certificering

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 443/2009 af 23. april 2009 om fastsættelse af præstationsnormer for nye personbilers emissioner inden for Fællesskabets integrerede tilgang til at nedbringe CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer (1), særlig artikel 12, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den globalt harmoniserede prøvningsprocedure for lette køretøjer (Worldwide Harmonized Light Vehicle Test Procedure — WLTP), der er fastlagt i Kommissionens forordning (EU) 2017/1151 (2), blev vedtaget af Kommissionen den 1. juni 2017. WLTP erstatter den nye europæiske kørselscyklus (New European Driving Cycle — NEDC), som er fastlagt i bilag XII til Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 (3). Fra 2021 skal overholdelsen af de specifikke CO2-emissionsmål i forordning (EF) nr. 443/2009 verificeres på grundlag af CO2-emissioner, der bestemmes i overensstemmelse med WLTP. Fra denne dato bør også CO2-besparelser opnået gennem miljøinnovationer bestemmes med henvisning til WLTP.

(2)

For at afspejle ændringen i den lovpligtige prøvningsprocedure og under hensyntagen til proceduren med henblik på korrelation af WLTP-CO2-værdierne med de tilsvarende NEDC-CO2-værdier, der er fastlagt i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1153 (4), bør Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 725/2011 (5) ændres.

(3)

For at sikre en smidig overgang fra NEDC til WLTP bør det være muligt at indgive en ansøgning om godkendelse af en innovativ teknologi som en miljøinnovation med henvisning til NEDC indtil den 31. december 2019 og med henvisning til WLTP fra denne forordnings ikrafttræden.

(4)

Selv om Kommission har givet mere end 20 godkendelser af miljøinnovationer, har fabrikanternes anvendelse af disse teknologier i EU's bilpark frem til 2017 været temmelig begrænset. Godkendelses- og certificeringsprocessen bør forenkles for at fremme en mere omfattende anvendelse af disse teknologier og opnå det største potentiale for nedbringelse af CO2-emissionerne fra personbiler.

(5)

En sænkelse af besparelsestærsklen til 0,5 g CO2/km vil sandsynligvis fremme en større udbredelse af innovative teknologier, der kan nedbringe CO2-emissioner. For at sikre, at disse CO2-besparelser faktisk realiseres, er det afgørende, at der foretages en meget nøjagtig bestemmelse deraf. Det er derfor nødvendigt at vurdere og kvantificere den usikkerhed, som er forbundet med de metoder, der anvendes til påvisning af besparelser, og at tage hensyn til denne usikkerhed, når CO2-besparelserne certificeres af godkendelsesmyndigheden. Ændringen af besparelsestærsklen bør afstemmes med indførelsen af WLTP, og den nye tærskel bør følgelig finde anvendelse med henblik på ansøgninger, der indgives med henvisning til WLTP.

(6)

Med henblik på påvisning af CO2-besparelserne bør det være muligt at foretage prøvning af komponenter i de tilfælde, hvor besparelserne ikke afhænger af køretøjet, for derved at forbedre nøjagtigheden og forenkle bestemmelsen af CO2-besparelserne.

(7)

For at forenkle certificeringen af CO2-besparelser bør ansøgeren ud over en detaljeret prøvningsmetodologi til bestemmelse af besparelserne kunne foreslå en forenklet evalueringsmetode eller foruddefinerede CO2-besparelser i ansøgningen om godkendelse af en innovativ teknologi som en miljøinnovation. Hvor sådanne forenklede metoder eller foruddefinerede CO2-besparelser anvendes, bør de besparelser, der certificeres af godkendelsesmyndighederne, bestemmes på en konservativ måde, som afspejler det laveste niveau af påviste besparelser.

(8)

En teknologi, der allerede i nogen tid har været almindelig tilgængelig på markedet, kan ikke anses for innovativ i henhold til artikel 12 i forordning (EF) nr. 443/2009 og bør ikke komme i betragtning som en miljøinnovation. For at skabe de rette incitamenter bør referenceåret 2009 derfor erstattes med et dynamisk referenceår som udgangspunkt for bestemmelsen af, i hvilken grad en teknologi har innovativ karakter. Det nye dynamiske referenceår bør anvendes for ansøgninger, der indgives fra 1. januar 2020.

(9)

Finder Kommissionen på baggrund af de indhøstede erfaringer fra vurderingen af en række innovative teknologier med samme karakteristika, at det er blevet tilfredsstillende og endegyldigt påvist, at sådanne teknologier opfylder de kriterier, der er omhandlet i artikel 12 i forordning (EF) nr. 443/2009, eller er der tilfælde, hvor en innovativ teknologi ikke er afhængig af fabrikantspecifikke køretøjsparametre, bør det være muligt at godkende den innovative teknologi som en miljøinnovation ved en afgørelse, som giver alle producenter mulighed for at certificere CO2-besparelserne ved at henvise til denne afgørelse, forudsat at betingelserne deri er opfyldt.

(10)

Nogle innovative teknologier kræver omfattende statistisk dokumentation til støtte for antagelserne i ansøgningen om godkendelse af en innovativ teknologi som en miljøinnovation og til støtte for de foreslåede parametre i prøvningsmetodologien. For at opnå de bredest mulige datasæt bør det være muligt for en gruppe af fabrikanter eller leverandører at ansøge i fællesskab. Er dette tilfældet, bør gruppen have mulighed for at indgive en ansøgning, der omfatter flere verifikationsrapporter, såfremt dette er nødvendigt af fortroligheds- eller konkurrencemæssige årsager.

(11)

Med henblik på at sikre, at de certificerede CO2-besparelser, som fabrikanterne anvender med henblik på at sikre måloverholdelse, er korrekte, bør Kommissionen kunne reagere hurtigt og underrette fabrikanterne, når den konstaterer eller underrettes om eventuelle afvigelser eller uoverensstemmelser i prøvningsmetodologien eller den innovative teknologi, som vil kunne påvirke niveauet af de certificerede besparelser.

(12)

Erfaringerne har vist, at det kan være nødvendigt at tilpasse de prøvningsmetodologier, der er fastlagt i afgørelserne om godkendelse af en miljøinnovation, bl.a. for at tage hensyn til den tekniske udvikling eller for at udvide anvendelsesområdet for afgørelsen om godkendelse til flere køretøjer. Det bør derfor være muligt for både den oprindelige ansøger og Kommissionen at tage initiativ til at foretage ændringer af disse afgørelser.

(13)

Gennemførelsesforordning (EU) nr. 725/2011 bør derfor ændres.

(14)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Klimaændringer —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I gennemførelsesforordning (EU) nr. 725/2011 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2 ændres således:

a)

Stk. 2, første punktum, affattes således:

»2.   En ansøgning om godkendelse af en innovativ teknologi som en miljøinnovation kan indgives i henhold til denne forordning med hensyn til teknologi, forudsat at følgende betingelser er opfyldt:«.

b)

Stk. 2, litra a), affattes således:

»a)

Den er monteret i højst 3 % af alle nyregistrerede personbiler i 2009 for ansøgninger indgivet indtil 31. december 2019 eller i højst 3 % af alle nyregistrerede personbiler i år n–4, hvor n er ansøgningsåret for ansøgninger indgivet fra 1. januar 2020.«

c)

Som stk. 3 tilføjes:

»3.   En ansøgning om godkendelse af en innovativ teknologi som en miljøinnovation kan indgives med henvisning til standardprøvningsproceduren i overensstemmelse med følgende:

a)

den nye europæiske kørselscyklus som omhandlet i bilag XII til forordning (EF) nr. 692/2008 indtil den 31. december 2019

b)

den globalt harmoniserede prøvningsprocedure (WLTP) som omhandlet i Kommissionens forordning (EU) 2017/1151 (*1) fra den 14. marts 2018.

(*1)  Kommissionens forordning (EU) 2017/1151 af 1. juni 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF, Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 og Kommissionens forordning (EU) nr. 1230/2012 og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 (EUT L 175 af 7.7.2017, s. 1).«"

2)

Artikel 3 ændres således:

i)

Litra c) affattes således:

»c)   »ansøger«: den fabrikant eller leverandør eller gruppe af fabrikanter eller leverandører, der indgiver en ansøgning om godkendelse af en innovativ teknologi som en miljøinnovation«.

ii)

Følgende tilføjes som nyt litra f):

»f)   »anmodende part«: en fabrikant eller leverandør eller en gruppe af fabrikanter eller leverandører, der anmoder om ændring af en afgørelse om godkendelse af en innovativ teknologi som en miljøinnovation.«

3)

Artikel 4 ændres således:

a)

Overskriften affattes således:

»Artikel 4

Ansøgning om godkendelse af en innovativ teknologi som en miljøinnovation«.

b)

Stk. 2 ændres således:

i)

Indledningen affattes således:

»2.   En ansøgning om godkendelse af en innovativ teknologi som en miljøinnovation skal indeholde følgende:«.

ii)

Litra e) affattes således:

»e)

en metodologi, der skal anvendes til at påvise CO2-emissionsreduktionerne ved den innovative teknologi, herunder en henvisning til den relevante standardprøvningsprocedure i overensstemmelse med artikel 2, stk. 3, eller en henvisning til en sådan metodologi, hvis den allerede er godkendt af Kommissionen«.

iii)

Som litra ea) indsættes følgende:

»ea)

såfremt det er relevant, og ud over den i litra e) omhandlede metodologi, en forenklet metode til evaluering af de CO2-besparelser, der skal certificeres, eller foruddefinerede værdier for CO2-besparelser til anvendelse ved certificering af alle køretøjer, som er udstyret med den innovative teknologi«.

iv)

Litra f), nr. i) og ii), affattes således:

»i)

den emissionsreduktion, der opnås ved hjælp af den innovative teknologi, og som bestemmes i overensstemmelse med litra e) og, såfremt det er relevant, litra ea), opfylder den relevante tærskelværdi, der er angivet i artikel 9, stk. 1, idet der tages hensyn til en eventuel indtrådt forringelse af teknologien

ii)

CO2-besparelserne ved den innovative teknologi ikke eller kun delvist er omfattet af de CO2-målinger i standardprøvningsproceduren, der henvises til i artikel 12, stk. 2, litra c), i forordning (EF) nr. 443/2009, jf. den nærmere angivelse i artikel 2, stk. 3, i nærværende forordning«.

v)

Følgende nr. iv) tilføjes:

»iv)

den værdi for CO2-reduktion, der tilregnes et køretøj på certificeringstidspunktet via den forenklede evalueringsmetode eller ved hjælp af foruddefinerede værdier for CO2-besparelser som omhandlet i litra ea), er lavere end eller lig med den emissionsreduktion, som opnås med den innovative teknologi, som bestemmes ved hjælp af den i litra e) omhandlede prøvningsmetodologi, herunder iberegnet eventuelle interaktioner med andre miljøinnovationer«.

4)

Artikel 5 ændres således:

a)

Overskriften affattes således:

»Artikel 5

Basis og miljøinnovation«.

b)

Stk. 1, litra a) og b), affattes således:

»a)

et miljøinnovativt køretøj, der er udstyret med den innovative teknologi, eller i givet fald den innovative teknologi som en særskilt komponent

b)

et basiskøretøj, der ikke er udstyret med den innovative teknologi, men i alle andre henseender er identisk med det miljøinnovative køretøj, eller i givet fald en basisteknologi som særskilt komponent.«

c)

Stk. 2 affattes således:

»2.   Hvis ansøgeren mener, at de oplysninger, der henvises til i artikel 8 og 9, kan påvises med andre midler end dem, der er omhandlet i stk. 1, skal ansøgningen om godkendelse af en innovativ teknologi som en miljøinnovation indeholde de nødvendige oplysninger som begrundelse for denne konklusion og en metodologi, der giver tilsvarende resultater.«

d)

Som stk. 3 tilføjes:

»3.   Indgives ansøgningen om godkendelse af en innovativ teknologi som en miljøinnovation med henvisning til WLTP, jf. artikel 2, stk. 3, litra b), er basiskøretøjet det køretøj inden for interpolationsfamilien, som repræsenterer den værst tænkelige situation med henblik på at påvise besparelserne ved miljøinnovationen.

I det tilfælde, som er omhandlet i underbilag 6, punkt 1.2.3.1, andet afsnit, i bilag XXI til forordning (EU) 2017/1151, skal basiskøretøjet være prøvningskøretøjet H.

Valget af basiskøretøj skal være baseret på et solidt og uafhængigt statistisk materiale, på hvis grundlag det er muligt at fremsætte verificerbare antagelser om basiskøretøjets hensigtsmæssighed og repræsentativitet.«.

5)

Artikel 7 ændres således:

a)

Som stk. 1a tilføjes:

»1a.   Hvis ansøgeren er en gruppe af fabrikanter eller leverandører, finder følgende betingelser anvendelse:

a)

Afhængigt af indholdet af ansøgningen om godkendelse af en innovativ teknologi som en miljøinnovation gennemfører det uafhængige og godkendte organ, såfremt det er relevant, de kontroller, som er omhandlet i stk. 2, litra a)-e), for hvert medlem af ansøgergruppen.

b)

Såfremt det er relevant af fortroligheds- eller konkurrencemæssige årsager, kan medlemmerne af ansøgergruppen fremlægge flere verifikationsrapporter vedrørende forskellige datasæt til støtte for den samme ansøgning.«

b)

Stk. 2 ændres således:

i)

Følgende litra ca) indsættes:

»ca)

i tilfældet i artikel 4, stk. 2, litra ea), kontrollere, at den forenklede evalueringsmetode eller de foruddefinerede værdier for CO2-besparelser, der henvises til i nævnte litra, egner sig til certificering af de CO2-besparelser for de relevante køretøjer, der omhandles i artikel 4, stk. 2, litra d), og overholder minimumskravene i artikel 4, [stk. 2][, litra f)], nr. iv)«.

ii)

Følgende afsnit tilføjes:

»Med henblik på litra c) og ca) forelægger det uafhængige og godkendte organ de prøvningsprotokoller, der er fastsat for verifikationen.«

c)

Stk. 3, første afsnit, affattes således:

»3.   Med henblik på certificeringen af CO2-besparelserne i overensstemmelse med artikel 11 udarbejder det uafhængige og godkendte organ på anmodning af fabrikanten en rapport om interaktionen mellem flere miljøinnovationer, der anvendes i en type, variant, og udgave af et køretøj, eller, såfremt det er relevant, i en interpolationsfamilie.«

6)

Artikel 8 ændres således:

a)

Stk. 1, litra a) og b), affattes således:

»a)

CO2-emissionerne fra basiskøretøjet og fra det miljøinnovative køretøj med den innovative teknologi i brug som resultat af anvendelsen af den metodologi, der henvises til i artikel 4, stk. 2, litra e), og, såfremt det er relevant, anvendelsen af den forenklede evalueringsmetode, der henvises til i nævnte artikels litra ea)

b)

CO2-emissionerne fra basiskøretøjet og fra det miljøinnovative køretøj med den innovative teknologi i brug som resultat af anvendelsen af den fastlagte standardprøvningsprocedure, jf. artikel 2, stk. 3, litra a) eller b).«

b)

I stk. 2 tilføjes følgende afsnit:

»Ved ansøgninger om godkendelse af en innovativ teknologi som en miljøinnovation indgivet med henvisning til artikel 2, stk. 3, litra b), vurderes og kvantificeres usikkerheden med henblik på at fastlægge besparelserne. Den kvantificerede usikkerhed trækkes fra de samlede besparelser.«

c)

Som stk. 3 tilføjes:

»3.   Ved foruddefinerede værdier for CO2-besparelser, der er foreslået i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, litra ea), fastsættes disse værdier på et niveau, der er lavere end eller lig med de samlede besparelser, der bestemmes i overensstemmelse med stk. 2.«

7)

Artikel 9 ændres således:

a)

Stk. 1 affattes således:

»1.   Den minimumsreduktion, der opnås med den innovative teknologi i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, skal være

a)

1 g CO2/km ved ansøgninger indgivet med henvisning til artikel 2, stk. 3, litra a)

b)

0,5 g CO2/km ved ansøgninger indgivet med henvisning til artikel 2, stk. 3, litra b).«

b)

I stk. 2 erstattes »standardprøvecyklussen« med »standardprøvningsproceduren«.

8)

Overskriften til artikel 10 affattes således:

»Artikel 10

Vurdering af en annsøgning om godkendelse af en innovativ teknologi som en miljøinnovation«.

9)

Artikel 11 ændres således:

a)

Stk. 2 affattes således:

»2.   De certificerede CO2-besparelser ved miljøinnovationen, som er påvist i overensstemmelse med den relevante afgørelse om at godkende den innovative teknologi som en miljøinnovation, angives særskilt i både dokumentationen for typegodkendelsen og typeattesten i overensstemmelse med direktiv 2007/46/EF på grundlag af de prøvninger, der er foretaget af de tekniske tjenester i overensstemmelse med artikel 11 i nævnte direktiv ved hjælp af den godkendte prøvningsmetodologi.

Uden at dette berører kravene i afgørelsen om godkendelse, skal den kvantificerede usikkerhed, jf. artikel 8, stk. 2, trækkes fra de samlede besparelser, der skal certificeres. Hvis CO2-besparelserne ved en miljøinnovation til en bestemt type, variant, udgave og, såfremt det er relevant, interpolationsfamilie ligger under den tærskelværdi, der er angivet i artikel 9, stk. 1, certificeres besparelserne ikke.

Hvis de foruddefinerede CO2-besparelser, der bestemmes i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, litra ea), er nærmere angivet i afgørelsen om godkendelse, kan den relevante foruddefinerede værdi for CO2-besparelser indføres direkte i dokumentationen for typegodkendelsen, forudsat at godkendelsesmyndigheden kan bekræfte, at køretøjet er udstyret med teknologien i overensstemmelse med de nærmere angivelser i afgørelsen om godkendelse.«

b)

I stk. 4, andet afsnit, erstattes værdien »1 g CO2/km« med »0,5 g CO2/km«.

10)

Artikel 12 ændres således:

a)

I stk. 1 indsættes følgende afsnit efter andet afsnit:

»Kommissionen kan også, hvis den konstaterer eller underrettes om afvigelser eller uoverensstemmelser i prøvningsmetodologien eller i den innovative teknologi sammenlignet med de oplysninger, den har modtaget som led i ansøgningen om godkendelse af den innovative teknologi som en miljøinnovation, give fabrikanten meddelelse herom.«

b)

Stk. 3 affattes således:

»3.   En fabrikant, hvis certificerede CO2-besparelser ikke længere tages i betragtning, kan ansøge om en ny certificering for de pågældende køretøjer i overensstemmelse med proceduren i artikel 11 eller, såfremt det er relevant, anmode om en ændring af afgørelsen om godkendelse i overensstemmelse med artikel 12a, og denne anmodning skal understøttes af den nødvendige dokumentation til at bekræfte prøvningsmetodologiens relevans og størrelsen af de CO2-besparelser, som opnås med den innovative teknologi.«

11)

Som artikel 12a indsættes følgende:

»Artikel 12a

Ændring af en afgørelse om godkendelse af en innovativ teknologi som en miljøinnovation

1.   En fabrikant eller leverandør, herunder den oprindelige ansøger, kan indgive en anmodning til Kommissionen om ændring af en eksisterende afgørelse om godkendelse. Anmodningen og al støttedokumentationen forelægges via e-mail eller et elektronisk datamedium eller uploades på en server, som administreres af Kommissionen. Den skriftlige anmodning skal indeholde en liste over støttedokumentationen.

2.   Følgende oplysninger og dokumentation fremsendes sammen med ændringsanmodningen:

a)

den anmodende parts kontaktoplysninger

b)

henvisning til den afgørelse om godkendelse, som ønskes ændret

c)

en beskrivelse af de foreslåede ændringer, herunder en sammenfatning af denne beskrivelse

d)

dokumentation for nødvendigheden og hensigtsmæssigheden af ændringerne

e)

dokumentation til påvisning af, at de emissionsreduktioner, som opnås med den innovative teknologi eller, såfremt det er relevant, med den nye eller ændrede forenklede evalueringsmetode eller de foruddefinerede CO2-besparelser, opfylder den tærskelværdi, der er angivet i artikel 9, stk. 1, idet der tages hensyn til en eventuel indtrådt forringelse af teknologien

f)

en særskilt valideringsrapport udarbejdet af et uafhængigt og godkendt organ, som verificerer følgende:

i)

at den ændrede prøvningsmetodologi opfylder kravene i artikel 6, stk. 1, og, såfremt det er relevant, kravene i artikel 4, stk. 2, litra f), nr. iv)

ii)

at de emissionsreduktioner, som opnås med den innovative teknologi eller, såfremt det er relevant, den nye eller ændrede forenklede evalueringsmetode eller de foruddefinerede CO2-besparelser, opfylder den tærskelværdi, der er angivet i artikel 9, stk. 1, idet der tages hensyn til en eventuel indtrådt forringelse af teknologien.

3.   Når Kommissionen modtager en ændringsanmodning, offentliggør den en kortfattet beskrivelse af de foreslåede ændringer som omhandlet i stk. 2, litra c).

4.   Kommissionen vurderer ansøgningen, og senest ni måneder efter modtagelsen af en fuldstændig anmodning ændrer den afgørelsen om godkendelse, medmindre der gøres indsigelse med hensyn til ændringernes hensigtsmæssighed.

Den ændrede afgørelse skal, såfremt det er nødvendigt, indeholde en nærmere angivelse af dens anvendelsesområde og de informationer, som er nødvendige for certificeringen af CO2-besparelserne i overensstemmelse med artikel 11 i denne forordning, dog med forbehold af anvendelsen af de undtagelser fra retten til aktindsigt, der er nærmere angivet i forordning (EF) nr. 1049/2001.

5.   Kommissionen kan foreskrive tilpasninger af de foreslåede ændringer. Kommissionen hører i givet fald den anmodende part og andre relevante interessenter om de foreslåede ændringer, herunder den oprindelige ansøger om godkendelsen af den innovative teknologi som en miljøinnovation, og tager, såfremt det er hensigtsmæssigt, hensyn til de modtagne kommentarer.

6.   Vurderingsperioden kan forlænges med fem måneder, hvis Kommissionen mener, at anmodningen ikke kan vurderes på en passende måde inden for vurderingsperioden på ni måneder som følge af den innovative teknologis og den ledsagende ændrede prøvningsmetodologis kompleksitet eller som følge af ændringsanmodningens omfang og indhold.

Hvis vurderingsperioden skal forlænges, underretter Kommissionen den anmodende part senest 40 dage efter modtagelsen af anmodningen.

7.   Kommissionen kan til enhver tid på eget initiativ ændre en afgørelse om godkendelse, navnlig for at tage hensyn til tekniske fremskridt. Kommissionen hører den oprindelige ansøger om godkendelsen af den innovative teknologi som en miljøinnovation og andre relevante interessenter om de ændringer, som den overvejer, og tager, såfremt det er hensigtsmæssigt, hensyn til de modtagne kommentarer.«.

12)

Artikel 14 udgår.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. februar 2018.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 140 af 5.6.2009, s. 1.

(2)  Kommissionens forordning (EU) 2017/1151 af 1. juni 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF, Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 og Kommissionens forordning (EU) nr. 1230/2012 og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 (EUT L 175 af 7.7.2017, s. 1).

(3)  Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 af 18. juli 2008 om gennemførelse og ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer (EUT L 199 af 28.7.2008, s. 1).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1153 af 2. juni 2017 om fastsættelse af en metode til at bestemme de nødvendige korrelationsparametre til at afspejle ændringen i den lovpligtige testprocedure og om ændring af forordning (EU) nr. 1014/2010 (EUT L 175 af 7.7.2017, s. 679).

(5)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 725/2011 af 26. juli 2011 om indførelse af en procedure for godkendelse og certificering af innovative teknologier til nedbringelse af CO2-emissionerne fra personbiler i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 443/2009 (EUT L 194 af 26.7.2011, s. 19).


Top