EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017D1437

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1437 af 4. august 2017 om visse beskyttelsesforanstaltninger over for afrikansk svinepest i Tjekkiet (meddelt under nummer C(2017) 5418) (EØS-relevant tekst. )

C/2017/5418

OJ L 205, 8.8.2017, p. 87–88 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 30/09/2017

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2017/1437/oj

8.8.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 205/87


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/1437

af 4. august 2017

om visse beskyttelsesforanstaltninger over for afrikansk svinepest i Tjekkiet

(meddelt under nummer C(2017) 5418)

(Kun den tjekkiske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), særlig artikel 9, stk. 4,

under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (2), særlig artikel 10, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Afrikansk svinepest er en infektiøs virussygdom, der rammer populationer af tamsvin og vildtlevende svin og kan have alvorlige konsekvenser for svineproduktionens rentabilitet, og som forårsager forstyrrelser i samhandelen i Unionen og eksporten til tredjelande.

(2)

Ved et udbrud af afrikansk svinepest er der risiko for, at sygdomsagensen spreder sig til andre svinebedrifter og til vildtlevende svin. Den kan således sprede sig fra én medlemsstat til en anden medlemsstat og til tredjelande via handel med levende svin eller produkter fremstillet heraf.

(3)

Der er ved Rådets direktiv 2002/60/EF (3) fastsat minimumsforanstaltninger, der skal gennemføres i Unionen til bekæmpelse af afrikansk svinepest. I henhold til artikel 15 i direktiv 2002/60/EF skal der efter bekræftelse af et eller flere tilfælde af afrikansk svinepest hos vildtlevende svin afgrænses et inficeret område.

(4)

Tjekkiet har underrettet Kommissionen om den aktuelle situation med hensyn til afrikansk svinepest i landet og har i henhold til artikel 15 i direktiv 2002/60/EF afgrænset et inficeret område, hvori de i samme direktivs artikel 15 omhandlede foranstaltninger anvendes.

(5)

For at hindre unødvendige forstyrrelser i samhandelen i Unionen og for at undgå, at tredjelande indfører uberettigede handelshindringer, er det nødvendigt at identificere det område i Tjekkiet, der er afgrænset som inficeret område i forbindelse med afrikansk svinepest, på EU-plan i samarbejde med denne medlemsstat.

(6)

Det inficerede område i Tjekkiet bør derfor opføres på listen i bilaget til nærværende afgørelse, og varigheden af regionaliseringen bør fastsættes.

(7)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Tjekkiet sikrer, at det i henhold til artikel 15 i direktiv 2002/60/EF afgrænsede inficerede område som minimum omfatter de områder, der er angivet som det inficerede område i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse anvendes indtil den 30. september 2017.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Tjekkiet.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. august 2017.

På Kommissionens vegne

Vytenis ANDRIUKAITIS

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 395 af 30.12.1989, s. 13.

(2)  EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29.

(3)  Rådets direktiv 2002/60/EF af 27. juni 2002 om specifikke bestemmelser for bekæmpelse af afrikansk svinepest og om ændring af direktiv 92/119/EØF for så vidt angår Teschenersyge og afrikansk svinepest (EFT L 192 af 20.7.2002, s. 27).


BILAG

Områder afgrænset som inficeret område i Tjekkiet, jf. artikel 1

Anvendelsen ophører (dato)

Regionen Zlin

30. september 2017


Top