EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32014R0828

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 828/2014 af 30. juli 2014 om kravene vedrørende information til forbrugerne om fravær eller reduceret forekomst af gluten i fødevarer EØS-relevant tekst

OJ L 228, 31.7.2014, p. 5–8 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2014/828/oj

31.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 228/5


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 828/2014

af 30. juli 2014

om kravene vedrørende information til forbrugerne om fravær eller reduceret forekomst af gluten i fødevarer

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne (1), særlig artikel 36, stk. 3, litra d), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Personer med cøliaki lider af permanent glutenintolerans. Hvede (dvs. alle Triticum-arter som f.eks. durumhvede, spelt og khorasanhvede), rug og byg er alle korn, som i henhold til videnskabelige undersøgelser indeholder gluten. Den gluten, der findes i disse korn, kan forårsage negative helbredsvirkninger for personer med glutenintolerans, og disse personer bør derfor undgå at indtage den.

(2)

Information om fravær eller reduceret forekomst af gluten i fødevarer har til formål at hjælpe personer med glutenintolerans til at identificere og vælge en varieret kost, når de indtager deres måltider i eller uden for hjemmet.

(3)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 41/2009 (2) er der fastsat harmoniserede bestemmelser om information til forbrugerne om fravær af gluten (»glutenfri«) eller reduceret forekomst af gluten (»meget lavt indhold af gluten«) i fødevarer. Forordningens bestemmelser bygger på videnskabelige data og garanterer, at forbrugerne ikke vildledes eller gøres forvirrede af indbyrdes afvigende information om fravær eller reduceret forekomst af gluten i fødevarer.

(4)

I forbindelse med revisionen af lovgivningen om fødevarer bestemt til særlig ernæring ophæves forordning (EF) nr. 41/2009 ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 609/2013 (3) med virkning fra den 20. juli 2016. Det bør sikres, at information om fravær eller reduceret forekomst af gluten i fødevarer også efter denne dato baseres på relevante videnskabelige data og ikke er indbyrdes afvigende på en måde, så forbrugerne vil kunne vildledes eller gøres forvirrede, jf. artikel 36, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1169/2011. Det er derfor nødvendigt at opretholde ensartede betingelser i Unionen for anvendelsen af disse krav vedrørende den fødevareinformation, fødevarevirksomhederne giver om fravær eller reduceret forekomst af gluten i fødevarer, og disse betingelser bør baseres på forordning (EF) nr. 41/2009.

(5)

Visse fødevarer er specielt fremstillet, tilberedt og/eller forarbejdet med henblik på at mindske glutenindholdet i en eller flere ingredienser, der indeholder gluten, eller erstatte de ingredienser, der indeholder gluten, med andre ingredienser, som er naturligt frie for gluten. Andre fødevarer er udelukkende fremstillet af ingredienser, der er naturligt frie for gluten.

(6)

Det er forbundet med betydelige tekniske vanskeligheder og økonomiske omkostninger at fjerne gluten fra korn, der indeholder gluten, og det er derfor vanskeligt — når der anvendes sådanne korn — at fremstille fødevarer, der er helt glutenfrie. Følgelig kan mange fødevarer på markedet, som er specielt forarbejdet med henblik på at mindske glutenindholdet i en eller flere ingredienser, der indeholder gluten, indeholde små restmængder gluten.

(7)

De fleste personer med glutenintolerans kan indtage havre i deres kost uden negative helbredsvirkninger. Den videnskabelige verden undersøger løbende dette emne. Det er dog et stort problem, at havre kan forurenes med hvede, rug eller byg i forbindelse med høst, transport, lagring og forarbejdning af kornet. Risikoen for glutenforurening af varer, der indeholder havre, bør derfor tages i betragtning i forbindelse med fødevarevirksomhedernes informering om de pågældende fødevarer.

(8)

De enkelte personer med glutenintolerans kan muligvis tåle begrænsede mængder gluten. For at sætte den enkelte person i stand til at finde fødevarer på markedet, som passer til vedkommendes behov og følsomhedsniveau, bør det være muligt at vælge mellem varer med et forskelligt, begrænset indhold af gluten. Det er dog vigtigt, at de forskellige varer forsynes med en passende mærkning for at sikre, at personer med glutenintolerans anvender disse varer korrekt, og at medlemsstaterne støtter denne indsats ved hjælp af nationale oplysningskampagner.

(9)

Der bør være mulighed for at mærke en fødevare, som er specielt fremstillet, tilberedt og/eller forarbejdet med henblik på at mindske glutenindholdet i en eller flere ingredienser, der indeholder gluten, eller erstatte de ingredienser, der indeholder gluten, med andre ingredienser, som er naturligt frie for gluten, med angivelser af enten fravær af gluten (»glutenfri«) eller reduceret forekomst af gluten (»meget lavt indhold af gluten«) i overensstemmelse med denne forordning. En sådan fødevare bør også kunne forsynes med en oplysning til forbrugerne om, at varen er fremstillet specifikt til personer med glutenintolerans.

(10)

Også en fødevare, der indeholder ingredienser, som er naturligt frie for gluten, bør kunne forsynes med en angivelse af fravær af gluten i overensstemmelse med denne forordning, og forudsat at de almindelige bestemmelser om fair oplysningspraksis i forordning (EU) nr. 1169/2011 er overholdt. Fødevareinformation må først og fremmest ikke være vildledende ved at give indtryk af, at den pågældende fødevare har særlige egenskaber, når alle lignende fødevarer har samme egenskaber.

(11)

I henhold til Kommissionens direktiv 2006/141/EF (4) er det forbudt at anvende ingredienser, der indeholder gluten, til fremstilling af modermælkserstatninger og tilskudsblandinger til spædbørn og småbørn. Det bør derfor være forbudt at bruge angivelserne »meget lavt indhold af gluten« eller »glutenfri« i information om sådanne varer, da disse angivelser i henhold til nærværende forordning anvendes til at angive et glutenindhold på henholdsvis højst 100 mg pr. kg og højst 20 mg pr. kg.

(12)

Der bør med og i forbindelse med anvendelsen af denne forordning tages passende hensyn til Codex-standarden for særlige diætetiske fødevarer for personer med glutenintolerans (5).

(13)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Anvendelsesområde og genstand

Denne forordning finder anvendelse på information til forbrugerne om fravær eller reduceret forekomst af gluten i fødevarer.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

a)   »gluten«: proteinfraktion fra hvede, rug, byg, havre eller krydsavlede sorter heraf samt derivater af de pågældende sorter, som visse personer er intolerante over for, og som er uopløselig(e) i vand og i en opløsning af 0,5 M natriumchlorid

b)   »hvede«: alle Triticum-arter.

Artikel 3

Information til forbrugerne

1.   Angivelser, der anvendes til at informere forbrugerne om fravær eller reduceret forekomst af gluten i fødevarer, må kun anvendes i form af de angivelser og i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i bilaget.

2.   Fødevareinformation som omhandlet i stk. 1 kan ledsages af angivelserne »egnet til personer med glutenintolerans« eller »egnet til cøliakere«.

3.   Fødevareinformation som omhandlet i stk. 1 kan ledsages af angivelserne »fremstillet specifikt til personer med glutenintolerans« eller »fremstillet specifikt til cøliakere«, hvis fødevaren er specielt fremstillet, tilberedt og/eller forarbejdet med henblik på at:

a)

mindske glutenindholdet i en eller flere ingredienser, der indeholder gluten, eller

b)

erstatte de ingredienser, der indeholder gluten, med andre ingredienser, som er naturligt frie for gluten.

Artikel 4

Modermælkserstatninger og tilskudsblandinger til spædbørn og småbørn

Fødevareinformation om fravær eller reduceret forekomst af gluten i modermælkserstatninger og tilskudsblandinger til spædbørn og småbørn som defineret i direktiv 2006/141/EF er forbudt.

Artikel 5

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 20. juli 2016.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. juli 2014.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 304 af 22.11.2011, s. 18.

(2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 41/2009 af 20. januar 2009 vedrørende sammensætning og mærkning af fødevarer, der er egnede til personer med glutenintolerans (EUT L 16 af 21.1.2009, s. 3).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 609/2013 af 12. juni 2013 om fødevarer bestemt til spædbørn og småbørn, fødevarer til særlige medicinske formål og kosterstatning til vægtkontrol og om ophævelse af Rådets direktiv 92/52/EØF, Kommissionens direktiv 96/8/EF, 1999/21/EF, 2006/125/EF og 2006/141/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/39/EF og Kommissionens forordning (EF) nr. 41/2009 og (EF) nr. 953/2009 (EUT L 181 af 29.6.2013, s. 35).

(4)  Kommissionens direktiv 2006/141/EF af 22. december 2006 om modermælkserstatninger og tilskudsblandinger til spædbørn og småbørn og om ændring af direktiv 1999/21/EF (EUT L 401 af 30.12.2006, s. 1).

(5)  CODEX STAN 118-1979.


BILAG

Tilladte angivelser af fravær eller reduceret forekomst af gluten i fødevarer og betingelser for anvendelsen af disse angivelser

A.   Almindelige krav

GLUTENFRI

Angivelsen »glutenfri« må kun anvendes, hvis fødevaren, som sælges til den endelige forbruger, har et glutenindhold på ikke over 20 mg pr. kg.

MEGET LAVT INDHOLD AF GLUTEN

Angivelsen »meget lavt indhold af gluten« må kun anvendes, hvis fødevaren, der består af eller indeholder en eller flere ingredienser fremstillet af hvede, rug, byg, havre eller krydsavlede sorter heraf, og som er specielt forarbejdet med henblik på at mindske glutenindholdet, har et glutenindhold på ikke over 100 mg pr. kg i den fødevare, som sælges til den endelige forbruger.

B.   Supplerende krav til fødevarer, der indeholder havre

Havre i en fødevare, der betegnes som værende glutenfri eller som havende et meget lavt indhold af gluten, skal være specielt fremstillet, tilberedt og/eller forarbejdet med henblik på at undgå forurening med hvede, rug, byg eller krydsavlede sorter heraf, og glutenindholdet i sådan havre må ikke overstige 20 mg pr. kg.


Top