EU's domstolsordning: Domstolen og Retten i Første Instans

INTRODUKTION

EU-Domstolen og Retten i Første Instans har i de seneste år oplevet en kraftig stigning i antallet af sager og en tilsvarende forøgelse af arbejdsbyrden. De har svært ved at varetage deres opgaver tilstrækkelig hurtigt og effektivt. På denne baggrund, og med tanke på EU's udvidelse til 27 medlemsstater er der i Nice-traktaten taget vigtige skridt til at få Den Europæiske Unions domstolsordning til at fungere bedre.

Reformerne vedrører primært sammensætningen af Domstolen og Retten i Første Instans, kompetencefordelingen mellem de to instanser (styrkelse af Retten i Første Instans' beføjelser), de nærmere vilkår for vedtagelsen af deres statut og procesreglement samt behandlingen af tvister om EF-retsakter om industrielle ejendomsrettigheder.

Der er mange bestemmelser i Nice-traktaten, der vedrører domstolsordningen: de findes dels i de ni hovedartikler, dels i en protokol om statutten for Domstolen og Retten i Første Instans samt i fem erklæringer.

EU-DOMSTOLEN

Domstolen består af lige så mange dommere, som der er medlemsstater. Antallet af generaladvokater er fortsat begrænset til otte, men Rådet kan altid med enstemmighed beslutte at øge dette antal.

Med henblik på den forøgelse af antallet af dommere, der følger af udvidelsen, er statutten for Domstolen blev ændret ved Nice-traktaten for at tilpasse Domstolens interne organisation. For at sikre en effektiv retspleje og sammenhæng i retspraksis vil Domstolen kunne "sættes i den store afdeling" med 11 dommere (nemlig Domstolens præsident og formændene for afdelingerne med 5 dommere). Denne ordning skal være hovedreglen ved behandlingen af sager, der tidligere blev behandlet i plenum.

Med hensyn til Domstolens kompetence blev der i Nice-traktaten med den nye artikel 229A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten) skabt et retsgrundlag, som giver Rådet mulighed for med enstemmighed at tillægge Domstolen kompetence til at afgøre tvister om retsakter vedrørende industrielle ejendomsrettigheder. Denne bestemmelse tager primært sigte på tvister mellem privatpersoner vedrørende det fremtidige EU-patent. Denne rådsafgørelse kan først træde i kraft, når den er blevet ratificeret af medlemsstaterne.

Nice-traktaten har også udvidet Europa-Parlamentets ret til at indbringe klager for Domstolen (artikel 230 i EF-traktaten). Europa-Parlamentet vil fremover kunne indbringe klager for Domstolen på samme vilkår som de øvrige institutioner.

Endelig er der med traktaten skabt større smidighed for at tilpasse domstolsordningen til den fremtidige udvikling ved at sikre, at de forskellige spørgsmål i statutten for Domstolen (bl.a. kompetencefordelingen) kan ændres af Rådet efter anmodning fra Domstolen selv eller Kommissionen. Nice-traktaten har dog fastholdt kravet om enstemmighed, når det gælder ændringer af statutten for Domstolen. Derimod kan Rådet fremover godkende procesreglementet for Domstolen og Retten i Første Instans med kvalificeret flertal.

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

De vigtigste bestemmelser vedrørende Retten i Første Instans, som hidtil har figureret i afgørelsen om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans, er nu indarbejdet i EF-traktaten i artikel 210, 220, 224, 225 og 225A.

Det er i Nice-traktaten præciseret, at Retten i Første Instans består af mindst én dommer pr. medlemsstat, og at Retten selv fastsætter det nøjagtige antal dommere (artikel 224 i EF-traktaten).

Det er med Nice-traktaten også lykkedes at udvide Rettens kompetence. Retten i Første Instans er i princippet fortsat den kompetente instans til at afgøre direkte søgsmål bortset fra sager, der i henhold til statutten er forbeholdt Domstolen. De afgørelser, der træffes af Retten i Første Instans, kan underkastes fornyet prøvelse ved Domstolen, hvis der er alvorlig risiko for, at fællesskabsrettens ensartede anvendelse eller sammenhæng kan påvirkes. Selv om Domstolen i princippet fortsat har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål, kan Retten i Første Instans i henhold til statutten tillægges kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål inden for særlige områder.

Det er i den nye traktat desuden fastsat, at Rådet kan oprette særlige retsinstanser, der skal træffe afgørelse som første instans i bestemte typer af sager inden for særlige områder. I henhold til erklæring nr. 16, der er knyttet til traktaten, anmodes Domstolen og Kommissionen om at udarbejde et udkast til afgørelse om oprettelse af en særlig retsinstans med kompetence til at træffe afgørelse som første instans i tvister mellem Fællesskabet og dets ansatte (artikel 236 i EF-traktaten).

Helt generelt er der med Nice-traktaten - ligesom det var tilfældet for Domstolen - skabt større smidighed for at tilpasse domstolsordningen til den fremtidige udvikling, idet en række spørgsmål om sammensætning og kompetencefordeling nu er afklaret i statutten for Retten i Første Instans, som kan ændres af Rådet, uden at det kræver en traktatændring efter den højtidelige procedure. Rådets godkendelse af procesreglementet for Retten i Første Instans skal nu - ligesom det er tilfældet med Domstolens procesreglement - godkendes af Rådet med kvalificeret flertal i stedet for som tidligere med enstemmighed.

KOMPETENCEFORDELINGEN MELLEM DOMSTOLEN OG RETTEN I FØRSTE INSTANS

Traktaten fastsætter kompetencefordelingen mellem Domstolen og Retten i Første Instans, men præciserer, at den nærmere afgrænsning vil kunne tilpasses i henhold til statutten for de to institutioner (artikel 225 i EF-traktaten).

Retten i Første Instans bliver den ordinære retsinstans for alle direkte søgsmål, navnlig annullationssøgsmål (artikel 230 i EF-traktaten), passivitetssøgsmål (artikel 232 i EF-traktaten), erstatningssager (artikel 235 i EF-traktaten), bortset fra sager, der henvises til en særlig retsinstans, eller sager, der i henhold til statutten er forbeholdt Domstolen.

Domstolen har som Unionens højeste domstolsorgan fortsat kompetence i alle andre sager om spørgsmål af væsentlig betydning for Fællesskabets retsorden og varetager denne opgave via sine afgørelser af de præjudicielle spørgsmål, den får forelagt af de nationale domstole. Det er dog i traktaten fastsat, at Retten i Første Instans i henhold til statutten kan gives kompetence til at træffe afgørelse i præjudicielle spørgsmål på visse særlige områder.

For at tydeliggøre denne kompetencefordeling indeholder erklæring nr. 12, der er knyttet til traktaten, en opfordring til Domstolen og Kommissionen om snarest at foretage en generel gennemgang af kompetencefordelingen mellem Domstolen og Retten i Første Instans og fremsætte passende forslag, så disse kunne behandles, så snart Nice-traktaten trådte i kraft.

OVERSIGTSTABEL

Seneste ajourføring: 13.09.2007