Les questions institutionnelles

INTRODUKTION

Udvidelsen gør det nødvendigt at tilpasse EU-institutionerne til det nye antal medlemsstater, hvis de overhovedet skal kunne fungere. Ud over de institutionelle reformer af Kommissionen, Rådet og Domstolen er den institutionelle opbygning af de øvrige institutioner såsom Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget, Revisionsretten og Den Europæiske Centralbank også blevet ændret ved Nice-Traktaten.

EUROPA-PARLAMENTET

Spørgsmålet om, hvor mange pladser de enkelte medlemsstater skal have, har ofte givet anledning til langvarige drøftelser, mens EU har eksisteret. De to vigtigste problemstillinger i denne debat drejer sig henholdsvis om behovet for at opretholde en vis proportionalitet mellem antallet af pladser i Europa-Parlamentet og medlemsstaternes befolkningstal og garanti for, at de forskellige politiske strømninger får mulighed for at blive repræsenteret også fra de befolkningsmæssigt "små" medlemsstater. Det er samtidig vigtigt, at det samlede antal pladser holdes inden for en bestemt grænse af hensyn til effektiviteten.

I Amsterdam-traktaten er antallet af pladser i Europa-Parlamentet fastsat til 700. Nice-traktaten ændrede artikel 189 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten) og fastsatte det maksimale antal pladser til 732.

Formålet med Nice-traktaten var at forberede EU-institutionerne til den kommende udvidelse af EU. Traktaten indeholder da også bestemmelser, der kan tilpasses forskellige mulige scenarier. På det tidspunkt, Nice-traktaten blev indgået, kunne man jo endnu ikke forudsige nøjagtigt, hvilke kandidatlande der ville kunne føre deres tiltrædelsesforhandlinger til ende, og hvornår udvidelsen ville træde i kraft (i én eller flere runder).

Derfor indeholder Nice-traktaten disse to vigtige bestemmelser:

• Artikel 2 i protokollen om udvidelsen af EU omhandler den nye fordeling af pladserne i Europa-Parlamentet mellem de 15 medlemsstater: Fra starten af valgperioden 2004-2009 reduceres det samlede antal parlamentsmedlemmer fra 626 (det nuværende antal) til 535 (denne bestemmelse kommer ikke til at træde i kraft, fordi udvidelsen af EU sker allerede den 1. maj 2004).
• Erklæring nr. 20 fra den konference, som vedtog Nice-traktaten, omhandler den fælles holdning, medlemsstaterne vil indtage under tiltrædelsesforhandlingerne med de 12 kandidatlande vedrørende spørgsmålet om fordelingen af pladserne i Europa-Parlamentet.

Det er desuden i ovennævnte protokol om udvidelsen af EU forudset, at såfremt det samlede antal pladser er på under 732 (hvis udvidelsen gennemføres i flere runder, hvilket bliver tilfældet for Rumæniens og Bulgariens vedkommende), korrigeres antallet af repræsentanter, der skal vælges i hver enkelt medlemsstat, forholdsmæssigt, således at det samlede antal kommer så tæt på 732 som muligt.

Efter denne korrektion vil antallet af parlamentsmedlemmer fra hver enkelt medlemsstat dog ikke kunne overstige medlemsstaternes nuværende antal medlemmer. De ledige pladser vil således kun blive fordelt mellem de medlemsstater, som efter den nye fordeling har mistet pladser i Europa-Parlamentet. Hvis der optages nye medlemsstater i EU på et senere tidspunkt i samme valgperiode, vil det samlede antal pladser dog midlertidigt kunne overstige 732. Fra starten af valgperioden 2009-2014 skal det maksimale antal på 732 igen overholdes.

I mellemtiden er bestemmelserne i Nice-traktaten blevet anvendt i den tiltrædelsestraktat, der blev undertegnet i Athen den 16. april 2003. Fordelingen af pladser for valgperioden 2004-2009 fremgår af tabellen nedenfor. Fordelingen er resultatet af tiltrædelsesforhandlingerne, hvorunder det blev besluttet - at Tyrkiet og Ungarn stilles lige med Grækenland, Belgien og Portugal - til forskel fra, hvad der er forudset i ovennævnte erklæring nr. 20. Der er i tiltrædelsestraktaten desuden foretaget en forholdsmæssig korrektion, for at det samlede antal medlemmer af Europa-Parlamentet, der skal vælges i 2004, kan blive 732.

Endelig skal man være opmærksom på, at der under tiltrædelsesforhandlingerne med Rumænien og Bulgarien endnu ikke er opnået enighed om, hvor mange medlemmer til Europa-Parlamentet der skal vælges i disse to lande. Erklæring nr. 20 fra regeringskonferencen, som vedtog Nice-traktaten, fastsætter den fælles holdning, som medlemsstaterne vil indtage under disse forhandlinger. 33 pladser til Rumænien og 17 til Bulgarien. Som nævnt skal der i tiltrædelsestraktaten for disse to lande foretages en forholdsmæssig tilpasning af antallet af deres pladser i Europa-Parlamentet.

EUROPA-PARLAMENTETS SAMMENSÆTNING I VALGPERIODEN 2004-2009

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

Nice-traktaten ændrede bestemmelserne om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU). Artikel 257 i EF-traktaten, der drejer sig om udvalgsmedlemmernes erhvervsmæssige baggrund som repræsentanter for organisationer i civilsamfundet, er blevet ændret for at medtage en ny kategori, der repræsenterer forbrugerne.

I artikel 258 er EØSU's nye sammensætning fastsat med et maksimalt antal medlemmer på 350. Med henblik på udvidelsen fastsætter erklæring nr. 20, der er knyttet til Nice-traktaten, den fælles holdning, medlemsstaterne vil indtage under tiltrædelsesforhandlingerne. I denne erklæring har regeringskonferencen valgt en lineær tilpasning af antallet af pladser, dvs. at de nuværende medlemsstater bevarer det samme antal pladser efter udvidelsen til 27 medlemsstater. Fordelingen af pladserne er den samme som i Regionsudvalget (jf. tabellen nedenfor).

Følgelig er antallet af medlemmer i EØSU i tiltrædelsestraktaten fastsat til 317 fordelt mellem de 25 medlemsstater. I erklæring nr. 20 er der forudset 15 pladser til Rumænien og 12 pladser til Bulgarien.

Endelig er artikel 259 blevet ændret, så Rådet kan træffe afgørelse med kvalificeret flertal om beskikkelse af medlemmerne af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

REGIONSUDVALGET

Regionsudvalgets sammensætning og fordelingen af pladser mellem medlemsstaterne er den samme som for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg. Nice-traktaten fastsætter det maksimale antal medlemmer (350), og erklæring nr. 20 fastsætter samme fælles holdning for medlemsstaterne under tiltrædelsesforhandlingerne. Tiltrædelsestraktaten indeholder derfor de samme tilpasninger (jf. tabellen nedenfor).

Forudsætningerne for at kunne blive medlem af Regionsudvalget er nærmere præciseret i Nice-traktaten. I henhold til den ændrede artikel 263 skal man nu for at kunne sidde i Regionsudvalget være enten valgt til en regional eller lokal myndighed eller politisk ansvarlig over for en valgt forsamling. Der står desuden i artikel 263, at et mandat i Regionsudvalget automatisk ophører ved udløbet af det mandat, der kvalificerede den pågældende til indstillingen som medlem.

Endelig er artikel 263 blevet ændret, således at Rådet nu kan træffe afgørelse med kvalificeret flertal om beskikkelse af Regionsudvalget medlemmer.

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG / REGIONSUDVALGET - FORDELING AF PLADSERNE MELLEM 25 MEDLEMSSTATER

REVISIONSRETTEN

Nice-traktaten ændrede artikel 247 i EF-traktaten og fastsatte antallet af Revionsrettens medlemmer til ét pr. medlemsstat. Den tidligere metode, som opererede med et fast antal medlemmer (som i øvrigt altid har været det samme som antallet af medlemsstater), er således blevet erstattet med et system, hvor man undgår at skulle ændre denne artikel ved en ny udvidelse. Samme artikel er desuden blevet ændret, så Rådet fremover træffer afgørelse med kvalificeret flertal om udnævnelsen af Revisionsrettens medlemmer.

DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK

Artikel 5 i Nice-traktaten ændrer den protokol om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, som er knyttet til EF-traktaten. Med Nice-traktaten er der til artikel 10 i disse statutter føjet et nyt stykke, hvorefter bestemmelserne om de nationale centralbankers chefers stemmeret kan ændres af Rådet med enstemmighed, i dets sammensætning af stats- og regeringschefer. Formålet med ændringerne er at sikre, at styrelsesrådet kan arbejde effektivt også efter EU's udvidelse og nye medlemsstaters optagelse i euro-zonen. Den 21. marts 2003 vedtog Rådet efter henstilling fra Den Europæiske Centralbank en afgørelse herom. Afgørelsen træder i kraft, når den er ratificeret af de nationale parlamenter.

OVERSIGTSTABEL