Help Print this page 

Summaries of EU Legislation

Title and reference
Fælles regler for adgang til EU's marked for international godskørsel

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Languages and formats available
Multilingual display
Text

Fælles regler for adgang til EU's marked for international godskørsel

International vejtransport* er blevet fuldt ud liberaliseret inden for Den Europæiske Union (EU). Dog er national vejtransport inden for et EU-land, der foretages af transportvirksomheder, som ikke er etablerede i det pågældende EU-land, kaldet cabotage*, stadig underlagt restriktioner. Indførelsen af fælles regler for adgang til internationale markeder og cabotagemarkeder hjælper med at fremme fair konkurrence.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler for adgang til markedet for international godskørsel.

RESUMÉ

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

Den fastsætter fælles regler om adgang til markedet for international godskørsel* på EU’s område. Den fastsætter også betingelser for transportvirksomheders adgang til at udføre national godskørsel i et EU-land, hvor de ikke er hjemmehørende.

HOVEDPUNKTER

Lovgivningen finder anvendelse på:

  • international godskørsel for fremmed regning* på de strækninger, der tilbagelægges på EU’s område
  • national godskørsel, som en ikkehjemmehørende transportvirksomhed midlertidigt udfører
  • den strækning, der under transit tilbagelægges på ethvert EU-lands område, når kørslen finder sted mellem et EU-land og et ikke-EU-land. Den finder ikke anvendelse på den strækning, der tilbagelægges på det EU-lands område, hvor læsning eller aflæsning finder sted.

Til international transport kræves en fællesskabstilladelse og, såfremt føreren er statsborger i et ikke-EU-land, en førerattest.

En fælleskabstilladelse:

  • udstedes af de kompetente myndigheder i etableringslandet til enhver transportvirksomhed, der har ret til at udføre international godskørsel for fremmed regning
  • kan fornys for en periode på op til ti år
  • udstedes til transportvirksomheden og kan ikke overdrages til tredjemand.

En førerattest:

  • udstedes af de kompetente myndigheder i det EU-land, hvor transportvirksomheden er etableret, på anmodning af indehaveren af fællesskabstilladelsen for hver fører, der hverken er statsborger i et EU-land eller fastboende udlænding
  • er gyldig i op til fem år.

Hvis disse betingelser ikke overholdes, kan den kompetente myndighed give et afslag på udstedelse eller fornyelse af fællesskabstilladelsen eller førerattesten. Hvis indehaveren af en fællesskabstilladelse eller en førerattest ikke længere opfylder betingelserne eller har afgivet urigtige oplysninger, tilbagekaldes fællesskabstilladelsen eller førerattesten.

Lovgivningen indeholder stramme forskrifter for cabotagekørsel, særligt:

  • Enhver transportvirksomhed, der udfører godskørsel for fremmed regning, som er indehaver af en fællesskabstilladelse, og hvis fører, såfremt denne er statsborger i et ikke-EU-land, er i besiddelse af en førerattest, har adgang til at udføre cabotagekørsel i et EU-land (ud over i det, hvor den er etableret) i en begrænset periode efter en international transport til dette land.
  • Efter at de varer, der blev transporteret ved den indgående internationale transport, er leveret. Herefter har transportvirksomheden syv dage, hvor den må udføre op til tre cabotagekørsler.
  • Tre cabotagekørsler må også udføres i ethvert andet EU-land efter en international kørsel, idet de dog er begrænset til én cabotagekørsel pr. EU-land.

Denne lovgivning gælder kun, hvis transportvirksomheden kan forelægge bevis for international transport til det pågældende EU-land samt bevis for hver efterfølgende cabotagekørsel, der er udført der.

Cabotagekørsel er underlagt den nationale lovgivning i værtslandet i forbindelse med:

  • betingelser gældende for transportkontrakter
  • køretøjernes vægt og dimensioner
  • forskrifter vedrørende transport af visse kategorier af gods, navnlig farligt gods, letfordærvelige levnedsmidler og levende dyr
  • køre- og hviletid
  • merværdiafgift (moms) på transportydelser.

Ovenstående love er både gældende for ikkehjemmehørende transportvirksomheder og transportvirksomheder, der er etablerede i værtslandet.

Hvis en transportvirksomhed overtræder EU’s lovgivning om vejtransport:

  • kan de kompetente myndigheder i det EU-land, hvor den transportvirksomhed, der har begået overtrædelsen, er etableret, udstede en advarsel eller iværksætte administrative sanktioner, såsom at tilbagekalde fællesskabstilladelsen.
  • Hvis transportvirksomheden er ikkehjemmehørende, kontakter EU-landet, hvor overtrædelsen fandt sted, den kompetente myndighed i transportvirksomhedens etableringsland med en beskrivelse af overtrædelsen og de pålagte sanktioner.

Alle alvorlige overtrædelser skal registreres i det nationale elektroniske register over transportvirksomheder.

En rapport fra Kommissionen fra 2014 om EU’s marked for godskørsel konkluderede, at:

  • EU-landenes myndigheder skal håndhæve den eksisterende EU-lovgivning mere konsekvent og effektivt
  • EU kan hjælpe med at præcisere reglerne, der forstås, fortolkes og anvendes forskelligt i forskellige EU-lande
  • arbejdsmarkedsregler skal anvendes bedre inden for vejtransport, så der tiltrækkes nye chauffører og tages hånd om den fremtidige efterspørgsel efter godstransport
  • disse ændringer kan både øge effektiviteten af EU’s økonomi og mindske drivhusgasemissioner fra vejtransport.

Der er flere oplysninger på Europa-Kommissionens websted om godskørsel.

VIGTIGE BEGREBER:

* Vejtransport: hele varernes vejstrækning til deres endelige bestemmelsessted

* Cabotage: når en transportvirksomhed, der er etableret i ét EU-land, udfører national transport i et andet EU-land

* Godskørsel: transport af varer

* For fremmed regning: transport mod betaling, af personer eller varer, på vegne af tredjeparter (definition fra OECD).

REFERENCER

Dokument

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 1072/2009

4.12.2009

-

EUT L 300 af 14.11.2009, s. 72-87

Ændringsretsakt(er)

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EU) nr. 612/2012

11.7.2012

-

EUT L 178 af 10.7.2012, s. 5-5

Forordning (EU) nr. 517/2013

1.7.2013

-

EUT L 158 af 10.6.2013, s. 1-71

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om status for EU’s marked for godskørsel (COM(2014) 222 final af 14.4.2014).

seneste ajourføring 30.06.2015

Top