EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Standsning af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EF) nr. 1005/2008 — EU-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

  • Den fastlægger en ordning i Den Europæiske Union (EU), der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret (IUU) fiskeri i EU og i internationalt farvand.
  • Forordningen fungerer sideløbende med EU’s fiskerikontrolsystem for nationale myndigheders kontrol, inspektion og håndhævelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik.

HOVEDPUNKTER

  • Et fiskerfartøj anses for at udøve IUU-fiskeri, hvis det falder under én af en række kategorier, hvis det:
    • ikke har en gyldig fiskelicens
    • ikke overholder sine forpligtelser med hensyn til registrering og rapportering af fangstdata eller fangstrelaterede data
    • har fisket i et lukket område*, i en forbudsperiode*, uden eller efter at have opbrugt sin kvote eller ud over en tilladt dybde*
    • fisker efter uautoriserede bestande
    • anvender forbudte fiskeredskaber eller fiskeredskaber, der ikke opfylder kravene
    • forfalsker eller tilslører dets identitet, mærkning eller registrering
    • forfalsker eller tilslører bevismateriale vedrørende undersøgelser
    • lægger hindringer i vejen for inspektørernes arbejde
    • tager undermålsfisk om bord, omlader eller lander undermålsfisk
    • deltager i aktiviteter med fartøjer, der er opført på IUU-listerne
    • udfører fiskeri i et område, der er omfattet af en regional fiskeriforvaltningsorganisation, (RFFO) uden at overholde denne organisations bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger og er registreret i et land, der ikke er part i eller ikke samarbejder med organisationen
    • er et statsløst fartøj.
  • Forordningen fastlægger en række foranstaltninger, der forhindrer IUU-fiskevarer i at komme ind på EU-markedet.

Udpegede havne

  • Kun havneanlæg udpeget af EU-lande er åbne for fartøjer fra ikke-EU-lande.
  • Landing og omladning* af fiskevarer mellem fartøjer fra ikke-EU-lande og fartøjer fra EU, som er forbudt på havet, må kun finde sted i udpegede havne.

Havneinspektioner

Det EU-land, hvor havnen ligger, er ansvarligt for at overvåge fiskevarer, der importeres til EU. Landet skal kontrollere, at sådanne varer er lovlige, og at fartøjet lever op til forordningen, dvs. at det har de nødvendige licenser og tilladelser, og at den angivne mængde svarer til den landede eller omladede mængde.

Fangstattester

Fangstattesten garanterer, at varer, der importeres til EU, ikke stammer fra IUU-fiskeri. Disse attester udstedes af det land, hvor fiskerfartøjet er registreret (flagstaten). De ledsager fiskevarerne gennem forsyningskæden, så det er muligt at kontrollere dem løbende.

Formodet IUU-fiskeri

  • Europa-Kommissionen:
    • identificerer fiskerfartøjer, om hvilke der foreligger tilstrækkelige oplysninger til at formode, at de udøver IUU-fiskeri
    • sender en meddelelse til de flagstater (dvs. ikke-EU-lande og EU-lande), hvis fiskerfartøjer er identificeret, og
    • videresender oplysningerne til alle EU-lande.
  • Den udarbejder også en liste over fartøjer, der udøver IUU-fiskeri. Procedurerne for udarbejdelse af denne liste tillader sikkerhedsforanstaltninger og appelordninger, der garanterer retfærdig behandling af de berørte fartøjer og lande.

Ikkesamarbejdende ikke-EU-lande

Kommissionen udpeger også ikkesamarbejdende ikke-EU-lande i kampen mod IUU. Et ikke-EU-land kan identificeres som et ikkesamarbejdende land, hvis det ikke opfylder sine forpligtelser som flag-, havne-, kyst- eller afsætningsstat til at træffe foranstaltninger for at forebygge, afværge og standse IUU-fiskeri.

Sanktioner

  • EU-landene skal pålægge sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, mod fysiske eller juridiske personer, som har udøvet IUU-fiskeri.
  • Maksimumssanktionen er på mindst fem gange værdien af de opnåede fiskevarer.
  • Hvis en overtrædelse gentages inden for en periode på fem år, idømmer EU-landene en maksimumssanktion på mindst otte gange værdien af de opnåede fiskevarer.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. januar 2010.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

* VIGTIGE BEGREBER

Lukket område: et område, der er lukket for erhvervsmæssigt fiskeri, for at give bestande mulighed for genopretning.

Forbudsperiode: en periode af året, hvor fiskeri er forbudt for at give bestande mulighed for genopretning.

Tilladt dybde: en dybde under en bestemt grænse, som er lukket for fiskeri for at give dybhavsbestande mulighed for genopretning.

Omladning: overførsel af en fangst fra et mindre fiskerfartøj til et større, som så inkorporerer den i et større parti til afsendelse.

HOVEDDOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1936/2001 og (EF) nr. 601/2004 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1093/94 og (EF) nr. 1447/1999 (EUT L 286 af 29.10.2008, s. 1-32)

Berigtigelse til Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 af 29. september 2008 om en EF-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1936/2001 og (EF) nr. 601/2004 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1093/94 og (EF) nr. 1447/1999 (EUT L 286 af 29.10.2008) (EUT L 22 af 26.1.2011, s. 8)

Efterfølgende ændringer til forordning (EF) nr. 1005/2008 er blevet integreret i grundteksten. Denne konsoliderede version har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Godkendelse af fiskeri

Rådets forordning (EF) nr. 1006/2008 af 29. september 2008 om tilladelser til EF-fiskerfartøjers fiskeri uden for EF-farvande og tredjelandsfartøjers adgang til EF-farvande, om ændring af forordning (EØF) nr. 2847/93 og (EF) nr. 1627/94 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 3317/94 (EUT L 286 af 29.10.2008, s. 33-44)

Fartøjer beskæftiget med IUU-fiskeri

Kommissionens forordning (EU) nr. 468/2010 af 28. maj 2010 om opstilling af en EU-liste over fartøjer, der udøver ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (EUT L 131 af 29.5.2010, s. 22-26)

Se den konsoliderede version.

Kompetente myndigheder for fangstattester

Liste over medlemsstater og deres bemyndigede myndigheder vedrørende artikel 15(2), 17(8) og 21(3) i Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 (EUT C 320 af 24.12.2009, s. 17-20)

Udpegede havne

Liste over havne i EU-medlemsstater, hvor landing eller omladning af fiskevarer og adgang til havnetjenester er tilladt for tredjelandsfiskerfartøjer, jf. artikel 5.2 i Rådets forordning (EF) nr. 1005/2008 (EUT C 320 af 24.12.2009, s. 13-16)

seneste ajourføring 11.10.2016

Top