EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Aftale med Hongkong om samarbejde og gensidig administrativ bistand i toldspørgsmål

 

RESUMÉ AF:

Afgørelse 1999/400/EF om indgåelse af aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Hongkong, Kina om samarbejde og gensidig administrativ bistand i toldspørgsmål

Aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Hongkong, Kina om samarbejde og gensidig administrativ bistand i toldspørgsmål

HVAD ER FORMÅLET MED AFTALEN OG AFGØRELSEN?

Aftalen har til formål at forbedre samarbejdet mellem forvaltningsmyndighederne med ansvar for anvendelse af toldlovgivning*. Udover at muliggøre flere typer samarbejde indeholder den artikler, som har til formål at udvikle og øge toldsamarbejdet ved hjælp af aftaler om specifikke emner.

Afgørelsen indgår aftalen på vegne af Det Europæiske Fællesskab (nu EU).

HOVEDPUNKTER

Toldsamarbejde

Parterne er enige om at udvikle toldsamarbejdet ved at:

  • fremme en effektiv koordinering og kommunikationskanaler mellem deres toldmyndigheder, som letter en sikker og hurtig udveksling af oplysninger
  • fremme varebevægelsen
  • udveksle den nødvendige information og ekspertise for at forbedre toldprocedurerne
  • yde hinanden teknisk bistand
  • udveksle personale, når det er til gavn for begge parter.

Gensidig administrativ bistand

Der er to mulige typer gensidig administrativ bistand:

  • bistand efter anmodning: den bistandssøgte myndighed* giver den bistandssøgende myndighed* alle relevante oplysninger, som gør det muligt for den bistandssøgende myndighed at sikre, at toldlovgivningen anvendes korrekt. Disse oplysninger kan vedrøre fastslåede eller planlagte aktiviteter, som kunne udgøre en overtrædelse af toldlovgivningen. De kan også vedrøre den lovlige rigtighed af import- og eksportprocedurer mellem de to lande.

Aftalen omfatter også specialovervågning i alle mistænkelige tilfælde. En sådan overvågning kan anvendes for enhver fysisk eller juridisk person, ethvert sted, transportmiddel eller enhver varebevægelse, som er eller kunne være knyttet til eller anvendt med henblik på overtrædelse af toldlovgivningen.

  • uanmodet bistand: parterne kan bistå hinanden på eget initiativ hvis de skønner, at en sådan er nødvendig for den korrekte anvendelse af toldlovgivningen, særlig hvis de modtager oplysninger, der kunne være af interesse for den anden part.

Formelle aspekter og undtagelser fra bistandsforpligtelsen

Anmodningerne skal fremsættes skriftligt, undtagen i hastesager, hvor en anmodning kan fremsættes mundtligt og derefter bekræftes skriftligt.

Anmodningerne skal indeholde:

  • navn på den bistandssøgende myndighed
  • den ønskede foranstaltning
  • formål med og begrundelse for anmodningen
  • lovgivningen, der er berørt
  • fysiske eller juridiske personer, der er involveret
  • et sammendrag af de relevante sagsomstændigheder og af de allerede foretagne undersøgelser.

Den bistandssøgte part kan afslå at yde bistand, hvis dette ville være til skade for en af parternes suverænitet, den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller andre væsentlige interesser. Forpligtelsen til at yde bistand kan også afstås, hvis dette krænker forretningshemmeligheder eller bryder tavshedspligt.

Aftalen indeholder bestemmelser om fortrolighed vedrørende de leverede oplysninger. Personoplysninger skal sikres et højt beskyttelsesniveau.

Med aftalen nedsættes Det Blandede Toldsamarbejdsudvalg, som sikrer, at denne aftale fungerer korrekt, og undersøger spørgsmål, der opstår i forbindelse med dens anvendelse.

IKRAFTTRÆDELSESDATO

Den trådte i kraft den 1. juni 1999.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Toldlovgivning: omfatter de love eller retsforskrifter og andre bindende retsregler, som er vedtaget af EU og Hongkong, og som vedrører indførsel, udførsel og forsendelse af varer og henførsel heraf under en hvilken som helst anden toldprocedure, herunder forbuds-, begrænsnings- og kontrolforanstaltninger henhørende under toldmyndighedernes eller andre administrative myndigheders kompetenceområde.
Bistandssøgte myndighed: den kompetente toldmyndighed, som anmodes om bistand.
Bistandssøgende myndighed: den kompetente toldmyndighed, som anmoder om bistand.

HOVEDDOKUMENTER

Rådets afgørelse 1999/400/EF af 11. maj 1999 om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Hongkong om toldsamarbejde og gensidig administrativ bistand i toldspørgsmål (EUT L 151 af 18.6.1999, s. 20).

Aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Hongkong om samarbejde og gensidig administrativ bistand i toldanliggender (EUT L 151 af 18.6.1999, s. 21-26).

seneste ajourføring 08.01.2019

Top