Help Print this page 
Title and reference
Retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar: kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse (Bruxelles IIa)

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Multilingual display
Text

Retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar: kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse (Bruxelles IIa)

RESUMÉ AF:

Forordning (EF) nr. 2201/2003 - kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar

RESUMÉ

Et enkelt juridisk instrument, der skal hjælpe internationale par med at løse tvister, der involverer mere end ét land, vedrørende deres skilsmisse og forældremyndigheden over deres børn.

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

Den fastlægger:

regler, der afgør, hvilken ret der har ansvaret for at behandle ægteskabssager og sager om forældreansvar i tvister, der involverer mere end ét land

regler, der gør det nemmere at anerkende og fuldbyrde retsafgørelser udstedt i ét land i et andet

en procedure til at afgøre sager, hvor en forælder bortfører et barn fra ét EU-land og tager det til et andet.

Den vedrører ikkeselvstændige familieretlige sager . Disse sager falder under de enkelte EU-landes ansvar.

HOVEDPUNKTER

Forordningen finder anvendelse på civilretlige sager, der involverer mere end ét land, og som vedrører:

skilsmisse

separation

omstødelse af et ægteskab

ethvert aspekt vedrørende forældreansvar (såsom forældremyndighed og samværsret).

Et af forordningens vigtigste mål er at værne om børns ret til at bevare kontakten til begge forældre, selv om de er skilt eller bor i forskellige EU-lande.

Forordningen finder ikke anvendelse på sager om:

skilsmissegrunde eller lovvalg i skilsmissesager

spørgsmål i forbindelse med skilsmisse såsom underhold

fastlæggelse af og indsigelse mod faderskab

retsafgørelser om adoption og tilhørende forberedende foranstaltninger

omstødelse eller ophævelse af en adoption

et barns for- og efternavne

børns uafhængighed fra deres forældre eller værger

truster og arv

foranstaltninger, der er truffet som reaktion på strafbare handlinger begået af børn.

Ægteskabssager

Der er ikke nogen generel regel for kompetence i ægteskabssager. For at fastslå det land, hvor domstolene har ret til at afgøre en sag, fastsætter forordningen i stedet syv alternative grunde for kompetence baseret på ægtefællernes nationalitet og på, hvor de normalt bor.

Forældreansvar

Den finder anvendelse på:

forældremyndighed og samværsret

værgemål, samværgemål og lignende ordninger

udpegelse af en person eller myndighed, der skal tage sig af barnet eller barnets formue, eller som skal repræsentere eller bistå barnet

anbringelse af barnet hos en plejefamilie eller på en institution

foranstaltninger til at beskytte barnet, som dækker forvaltning, bevarelse af barnets formue eller disponering herover.

Domstolene i det EU-land, hvor barnet normalt bor, har generelt kompetence i sådanne sager. Hvis det er umuligt at fastslå, hvor et barn normalt bor (som det er tilfældet med flygtninge), påtager det EU-land, hvor barnet er, sig automatisk kompetencen.

Barnebortførelse

Forordningen fastlægger også regler for, hvordan sager, hvor børn ulovligt er fjernet eller tilbageholdt, afgøres.

Domstolene i det EU-land, hvor barnet normalt boede umiddelbart før bortførelsen, har fortsat kompetence, indtil barnet hovedsageligt bor i et andet EU-land.

Anerkendelse

I henhold til forordningen skal ethvert EU-land automatisk anerkende retsafgørelser truffet i et andet EU-land om ægteskabelige forhold og spørgsmål vedrørende forældreansvar. Anerkendelse kan nægtes, hvis for eksempel:

anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper

den sagsøgte ikke modtog det dokument, der indledte sagen, tidsnok til at kunne arrangere sit juridiske forsvar (i sager, hvor der blev truffet afgørelse i sagsøgtes fravær)

anerkendelse er uforenelig med en anden retsafgørelse truffet mellem samme parter.

I forbindelse med retsafgørelser vedrørende forældreansvar kan anerkendelse også nægtes, hvis:

barnet ikke har haft mulighed for at blive hørt

på anmodning af en person, der gør gældende, at retsafgørelsen krænker vedkommendes forældreansvar, såfremt afgørelsen er truffet, uden at vedkommende har haft mulighed for at blive hørt.

Fuldbyrdelse

En retsafgørelse om forældreansvar, som er retsgyldig i det EU-land, hvor den blev truffet, kan fuldbyrdes i et andet EU-land, når den er blevet erklæret for retsgyldig i det land på anmodning af en berettiget part. Der er dog ikke krav om nogen erklæring for retsafgørelser om samværsret eller om tilbagegivelse af et barn, der er blevet attesteret af den oprindelige dommer i henhold til forordningen.

Samarbejde mellem centralmyndigheder på området forældreansvar

Hvert EU-land udpeger en centralmyndighed (eller mere end én), som har følgende opgaver:

at hjælpe de forældre, der søger tilbagegivelse af et barn, der er bortført af en anden forælder og bragt til et andet EU-land

at fremme informationsdeling vedrørende national lovgivning og nationale procedurer

at hjælpe domstolene med at kommunikere med hinanden

at hjælpe forældre eller værger, der ønsker at få retsafgørelser anerkendt og fuldbyrdet

at bidrage til at løse uenigheder mellem forældre eller værger via alternative metoder såsom mægling.

Centralmyndigheder mødes regelmæssigt som medlemmer af det europæiske retlige netværk på det civil- og handelsretlige område.

Eksisterende aftaler

Som en generel regel erstatter denne forordning eksisterende konventioner om samme spørgsmål, der involverer to eller flere EU-lande. I forbindelserne mellem EU-lande har den forrang over visse multilaterale konventioner:

Haagerkonventionen af 1961 (lovvalg om beskyttelse af mindreårige)

Luxembourgkonventionen af 1967 (anerkendelse af afgørelser om ægteskab)

Haagerkonventionen af 1970 (anerkendelse af skilsmisser)

den europæiske konvention af 1980 (forældremyndighed)

Haagerkonventionen af 1980 (civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser).

Med hensyn til Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige finder forordningen fuldstændig anvendelse, hvis barnet normalt bor i et EU-land.

Undtagelser og særlige bestemmelser

Danmark er ikke part i forordningen og er derfor ikke bundet af den.

Der gælder særlige bestemmelser for:

Finland og Sveriges forbindelser med Danmark, Island og Norge for så vidt angår anvendelsen af Den Nordiske Ægteskabskonvention af 6. februar 1931

forbindelserne mellem Pavestolen og Italien, Malta, Portugal og Spanien.

Der er flere oplysninger om:

DOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000

REFERENCER

Dokument

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 2201/2003

1.8.2004

-

EUT L 338, 23.12.2003, s. 1-29

Ændringsretsakt(er)

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 2116/2004

3.1.2005

-

EUT L 367, 14.12.2004, s. 1-2

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets afgørelse 2010/405/EU af 12. juli 2010 om bemyndigelse til et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation (Den Europæiske Unions Tidende L 189, 22.7.2010, s. 12-13)

Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 af 20. december 2010 om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation (Den Europæiske Unions Tidende L 343, 29.12.2010, s. 10-16)

Kommissionens afgørelse 2012/714/EU af 21. november 2012 om bekræftelse af Litauens deltagelse i et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation (Den Europæiske Unions Tidende L 323, 22.11.2012, s. 18-19)

Kommissionens afgørelse 2014/39/EU af 27. januar 2014 om bekræftelse af Grækenlands deltagelse i et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation (Den Europæiske Unions Tidende L 23, 28.1.2014, s. 41-42)

seneste ajourføring 24.09.2015

Top