Help Print this page 
Title and reference
Opholdstilladelser til ofre for menneskehandel

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Multilingual display
Text

Opholdstilladelser til ofre for menneskehandel

Midlertidige opholdstilladelser kan udstedes til tredjelandsborgere, der er ofre for menneskehandel, eller (eventuelt) til personer, der er indrejst som led i ulovlig indvandring. Håbet er, at det vil anspore dem til at samarbejde med de kompetente myndigheder, der yder dem passende beskyttelse.

DOKUMENT

Rådets direktiv 2004/81/EF af 29. april 2004 om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de kompetente myndigheder.

RESUMÉ

Midlertidige opholdstilladelser kan udstedes til tredjelandsborgere, der er ofre for menneskehandel, eller (eventuelt) til personer, der er indrejst som led i ulovlig indvandring. Håbet er, at det vil anspore dem til at samarbejde med de kompetente myndigheder, der yder dem passende beskyttelse.

HVAD ER MÅLET MED DIREKTIVET?

Direktivet fastlægger proceduren for udstedelse og forlængelse af opholdstilladelse, betingelserne for nægtelse af forlængelse eller inddragelse samt for behandlingen af ofre, før og efter en tilladelse udstedes.

HOVEDPUNKTER

Direktivet finder anvendelse på tredjelandsborgere, også selvom de er rejst ind i EU illegalt. Tilladelser kan udstedes til dem, der har nået myndighedsalderen i det pågældende EU-land og kan finde anvendelse på børn på de betingelser, der er fastsat i de nationale lovgivninger.

De kompetente myndigheder i det pågældende EU-land skal informere de berørte personer om de muligheder, de tilbydes under dette direktiv. Tredjelandsborgere indrømmes en betænkningstid, således at de kan restituere sig og undslippe indflydelse fra de personer, der har begået lovovertrædelserne. Det giver dem mulighed for at træffe en kvalificeret beslutning om, hvorvidt de ønsker at samarbejde med de kompetente myndigheder. I løbet af denne periode skal de berørte tredjelandsborgere:

ikke blive genstand for nogen afgørelse om udsendelse

hvis det er nødvendigt, ydes hjælp til at sikre, at de har en passende levestandard og adgang til akut lægebehandling samt, hvis det er relevant, psykologbehandling

have adgang til oversætter- og tolketjenester, hvor det er relevant

have adgang til gratis retshjælp, hvis der er mulighed for det i henhold til den nationale lovgivning.

De kompetente myndigheder er ansvarlige for at vurdere, om:

ofrets tilstedeværelse kan hjælpe efterforskningen

ofret klart har givet udtryk for at ville samarbejde

ofret har afbrudt enhver forbindelse til de formodede gerningsmænd.

Når de tre betingelser nævnt herover er opfyldt, udstedes en midlertidig opholdstilladelse, der er gyldig i mindst seks måneder, og som kan forlænges. Tilladelsen kan forlænges, hvis de relevante betingelser fortsat er opfyldt. Tilladelsen giver indehaveren adgang til arbejdsmarkedet, erhvervsuddannelse og almen uddannelse under betingelser, der fastlægges i den nationale lovgivning.

Opholdstilladelsen kan ikke forlænges, hvis betingelserne i dette direktiv ikke længere er opfyldt, eller hvis de relevante procedurer er afsluttet. Tilladelsen kan inddrages af flere årsager, herunder hvis ofret genoptager kontakten til de personer, der mistænkes for at have begået lovovertrædelserne, eller ophører med at samarbejde, eller hvis procedurerne afbrydes.

EU-landene har mulighed for at vedtage eller bibeholde gunstigere bestemmelser for de personer, der er omfattet af dette direktiv.

Indsamlingen af data om flere forhold i dette direktiv skal stadig forbedres. To rapporter fra Kommissionen om gennemførelsen af direktivet i 2010 og 2014 har dog påvist, at muligheden for at udstede tilladelser til genfæld for samarbejde med myndighederne måske ikke udnyttes tilstrækkeligt af EU-landene.

BAGGRUND

Direktivet skal læses sammen med direktiv 2011/36/EU om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor. Sidstnævnte direktiv fastlægger en horisontal juridisk ramme for både EU-borgere og tredjelandsborgere og har styrket de fleste af bestemmelserne i direktiv 2004/81/EF, herunder rammen om beskyttelse og bistand til børn.

REFERENCER

Dokument

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2004/81/EF

6.8.2004

5.8.2006

EUT L 261 af 6.8.2004, s. 19-23

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af direktiv 2004/81/EF om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de kompetente myndigheder (KOM(2010) 493 endelig udg. af 15.10.2010).

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelse af direktiv 2004/81/EF om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejde med de kompetente myndigheder (COM(2014) 635 final af 17.10.2014).

Seneste ajourføring: 02.04.2015

Top