Help Print this page 
Title and reference
Europæisk arrestordre

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Languages and formats available
BG ES CS DA DE ET EL EN FR GA HR IT LV LT HU MT NL PL PT RO SK SL FI SV
HTML html ES html CS html DA html DE html EL html EN html FR html IT html HU html NL html PL html PT html RO html FI html SV
Multilingual display
Text

Europæisk arrestordre

Den Europæiske Unions rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem EU-landene gør procedurerne hurtigere og enklere, således at EU-borgere, der har begået en alvorlig forbrydelse i et andet EU-land, kan returneres til det pågældende land med henblik på at blive stillet for en dommer.

DOKUMENT

Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne.

RESUMÉ

Den europæiske arrestordre blev vedtaget i 2002 og erstatter det eksisterende udleveringssystem med en ordning, hvor hvert lands judicielle myndighed (den fuldbyrdende judicielle myndighed) efter kun et mindstemål af kontrol og inden for strenge tidsfrister skal anerkende og fuldbyrde udleveringsanmodninger fra et andet EU-lands judicielle myndighed (den udstedende judicielle myndighed). Fra 1. januar 2004 trådte rammeafgørelsen i stedet for den tidligere EU-lovgivning.

EU-landene kan dog fortsat frit anvende og indgå bilaterale eller multilaterale aftaler, så længe disse aftaler kan lette eller yderligere forenkle overgivelsesprocedurerne yderligere.

Almindelige principper

I rammeafgørelsen defineres den europæiske arrestordre som en retsafgørelse truffet af et EU-land med det formål, at et andet EU-land anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på

  • strafforfølgning
  • fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en frihedsberøvende foranstaltning.

Anvendelse

Arrestordren kan udstedes, når der foreligger

  • en lovovertrædelse, der straffes med fængsel eller anden frihedsberøvelse af mere end et års varighed
  • en endelig dom på mindst fire måneders fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning af samme varighed.

Overgivelse kan være betinget af, at de forhold, som overgivelsen vedrører, er en lovovertrædelse efter det fuldbyrdende EU-lands lovgivning (reglen om dobbelt strafbarhed).

Forudsat at der i det udstedende EU-land derimod er en strafferamme på mindst tre år, omfatter de lovovertrædelser, der kan give anledning til overgivelse uden kontrol af dobbelt strafbarhed, bl.a. terrorhandlinger, menneskehandel, bestikkelse, deltagelse i en kriminel organisation, falskmøntneri, forsætligt manddrab, racisme og fremmedhad, voldtægt, handel med stjålne biler og bedrageri, herunder svig til skade for EU's finansielle interesser.

Den europæiske arrestordre skal indeholde en række oplysninger om den pågældendes identitet, den udstedende judicielle myndighed, den endelige dom, lovovertrædelsens art, straffen, etc. (et eksemplar af formularen findes i rammeafgørelsens bilag).

Procedurer

Den europæiske arrestordre fremsendes almindeligvis direkte fra den udstedende judicielle myndighed til den fuldbyrdende judicielle myndighed. Det er meningen, at der skal foregå et samarbejde med Schengen-informationssystemet (SIS) og med Interpol. Kendes myndigheden i fuldbyrdelseslandet ikke, kan Det Europæiske Retlige Net og Eurojust bistå udstedelseslandet.

Det enkelte EU-land skal sørge for at deres brug af arrestordren er proportional. Dvs. de skal tage højde for forbrydelsens alvor, dommen samt omkostninger og fordele ved at fuldbyrde ordren. Når en person anholdes, har den pågældende ret til at få indblik i indholdet af arrestordren.

Tre direktiver om proceduremæssige rettigheder, der er vedtaget siden 2010, sikrer, at personer, der er genstand for en europæisk arrestordre, har ret til advokat- og tolkebistand, og at de bliver informeret om deres rettigheder.

Kommissionen foreslog yderligere tre direktiver i november 2013. Når de bliver vedtaget, vil de også forbedre ordningen om den europæiske arrestordre, navnligt i sager med fri proces.

Den fuldbyrdende myndighed har under alle omstændigheder mulighed for at beslutte at opretholde varetægtsfængslingen af den pågældende eller løslade den pågældende på bestemte vilkår.

Under afventning af afgørelsen afhører den fuldbyrdende myndighed (efter sin nationale lovgivning) den pågældende. Den endelige afgørelse om arrestordren skal træffes af den fuldbyrdende judicielle myndighed senest tres dage efter anholdelsen. Hvis den anholdte beslutter at give sit samtykke til overgivelsen, skal der træffes endelig beslutning om fuldbyrdelsen af arrestordren inden for ti dage efter samtykkets afgivelse.

Grunde til at nægte fuldbyrdelse og overgivelse

Et EU-land skal afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, hvis

  • der i et EU-land allerede er afsagt en endelig dom for samme lovovertrædelse mod den samme person (ne bis in idem-princippet, dvs. at ingen må retsforfølges eller dømmes to gange for den samme strafbare handling)
  • lovovertrædelsen er omfattet af benådningsregler i fuldbyrdelseslandet
  • den pågældende ikke kan gøres ansvarlig i fuldbyrdelseslandet på grund af sin alder.

Der er andre omstændigheder (fx når straffesagen eller straffen er forældet, dvs. at den ikke kan bringes for en dommer, fordi der er gået for lang tid, i henhold til fuldbyrdelseslandets lovgivning, eller når endelig dom for samme handling er afsagt i et andet land, etc.), hvorunder fuldbyrdelseslandet kan afvise at fuldbyrde arrestordren. Det kan også nægte at fuldbyrde ordren, hvis den pågældende person ikke var mødt personligt til retssagen, hvor dommen blev afsagt, med mindre behørige sikkerhedsforanstaltninger blev iagttaget. Ethvert afslag skal altid være begrundet og sendes til det udstedende land.

Efter fremlæggelse af visse krævede oplysninger (om arrestordren, den strafbare handlings art, den pågældendes identitet osv.) skal EU-landene tillade gennemrejse på deres område af en eftersøgt person, der skal overgives.

Den europæiske arrestordre oversættes til fuldbyrdelseslandets officielle sprog. Den fremsendes ved ethvert sikkert middel, der kan frembringe skriftlig dokumentation, og som åbner mulighed for, at fuldbyrdelseslandet kan prøve ægtheden.

Der er yderligere oplysninger på Generaldirektoratet for Retlige Anliggenders websted.

REFERENCER

Retsakt

Ikrafttrædelse

Gennemførelse i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Rammeafgørelse 2002/584/RIA

7.8.2002

31.12.2003

EUT L 190, 18.7.2002

Ændringsretsakt(er)

Ikrafttrædelse

Gennemførelse i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Rammeafgørelse 2009/299/RIA

28.3.2009

28.3.2011

EUT L 81, 27.3.2009

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager (Den Europæiske Unions Tidende L 280 af 26.10.2010).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU om ret til information under straffesager (Den Europæiske Unions Tidende L 142 af 1.6.2012).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen (Den Europæiske Unions Tidende L 294 af 6.11.2013).

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet af 11. april 2011 om gennemførelsen siden 2007 af Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne ( KOM(2011)0175 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende).

Rapporten gør status over gennemførelsen af den europæiske arrestordre gennem de forløbne syv år. Initiativet synes at være et nyttigt redskab på operationelt niveau. Der er udstedt 54.689 arrestordrer og fuldbyrdet 11.630. En overdragelse mellem EU-lande tager i dag mellem fjorten og sytten dage, når personen giver samtykke hertil, og otteogfyrre dage, når personen ikke giver samtykke, hvor det før indførelsen af den europæiske arrestordre tog i gennemsnit mere end et år. Det har uden tvivl styrket den frie bevægelighed for personer inden for EU, idet en mere effektiv mekanisme nu er med til at sikre, at de åbne grænser ikke udnyttes af personer, som vil unddrage sig retsforfølgning. Kommissionen afdækker dog en række problemområder, navnlig med hensyn til de grundlæggende rettigheder. Kommissionen henstiller til, at medlemsstaterne tager retlige skridt på de områder, hvor deres gennemførelsesbestemmelser ikke er i tråd med Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA om den europæiske arrestordre, og at de gennemfører de allerede vedtagne instrumenter med henblik på at forbedre anvendelsen af arrestordren. Rapporten påpeger ligeledes, at der udstedes for mange arrestordrer for små lovovertrædelser og opfordrer ansøgermedlemsstaterne til at anvende proportionalitetsprincippet.

Beretning fra Kommissionen af 24. januar 2006 ifølge artikel 34 i Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (revideret udgave) [ KOM(2006) 8 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

I den reviderede udgave beskæftiger Kommissionen sig især med den lovgivning, der er vedtaget i Italien siden den første rapport. Den konkluderer, at den europæiske arrestordre til trods for forsinkelserne i starten nu fungerer i medlemsstaterne i langt de fleste af tilfældene.

Beretning fra Kommissionen af 23. februar 2005 ifølge artikel 34 i Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne [ KOM(2005) 63 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Ifølge vurderingen i Kommissionens rapport har arrestordren siden ikrafttrædelsen den 1. januar 2004 haft positive virkninger, både hvad angår afpolitisering og effektivitet, såvel som hvad angår overgivelsesprocedurernes hurtighed, og de pågældende personers grundlæggende rettigheder er altid blevet overholdt.

Erklæringer ifølge artikel 31, stk. 2 , i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne [Den Europæiske Unions Tidende L 246 af 29.9.2003].

Danmark, Finland og Sverige erklærer, at deres nuværende lovgivning giver mulighed for at uddybe og udbygge bestemmelserne i rammeafgørelsen. Disse medlemsstater vil bevare den nuværende lovgivning, dvs

  • Danmark: lov om udlevering af lovovertrædere (lov nr. 27 af 3. februar 1960 i ændret udgave)
  • Finland: lov om udlevering af lovovertrædere (270/1960)
  • Sverige: lov (1959: 254) om udlevering af lovovertrædere til Danmark, Finland, Island og Norge.

Seneste ajourføring: 29.04.2014

Top