Konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser (Romkonventionen)

 

RESUMÉ AF:

Konvention 80/934/EØF om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980

HVAD ER FORMÅLET MED KONVENTIONEN?

Konventionen fastlægger ensartede regler om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser i EU.

HOVEDPUNKTER

Konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, blev åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 for de daværende ni medlemslande i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) nu EU. Den trådte i kraft den 1. april 1991. Derefter er konventionen blevet undertegnet af alle de lande, der senere er kommet med i EØF. Da konventionen blev undertegnet af Østrig, Finland og Sverige, blev en konsolideret version udfærdiget og offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende i 1998. En ny konsolideret version blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende i 2005 efter ti nye landes tiltrædelse af konventionen.

Konventionen blev af alle medlemsstater undtagen Danmark erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I-forordningen). Romkonventionen finder stadig anvendelse i Danmark. Den finder fortsat anvendelse på kontraktlige forpligtelser, der blev indgået før Rom I-forordningen trådte i kraft.

Konventionen finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser i de situationer, hvor der skal foretages et valg mellem nationale love — også selv om den lov, der udpeges, er et ikkekontraherende lands lov — undtagen, når der er tale om:

• spørgsmål angående fysiske personers rets- eller handleevne
• kontraktlige forpligtelser vedrørende testamenter, formueforhold mellem ægtefæller og andre familieforhold
• forpligtelser ifølge omsætningspapirer (veksler, checks, ordregældsbreve osv.)
• voldgifts- og værnetingsaftaler
• spørgsmål, der er omfattet af selskabs- eller foreningsretten
• spørgsmålet om, hvorvidt en mellemmand kan forpligte sin principal over for tredjemand (eller om et organ kan forpligte et selskab, en virksomhed eller en forening)
• stiftelse af en »trust« og spørgsmål i forbindelse med dens organisation
• bevisspørgsmål og processuelle spørgsmål
• forsikringsaftaler, som dækker risici på EU-landenes områder (undtagen genforsikringsaftaler).

Parterne i en aftale kan vælge, hvilken lov der skal finde anvendelse på hele aftalen eller en del af den, og udpege, hvilken domstol der skal være kompetent i tilfælde af tvist. Dette lovvalg kan til enhver tid ændres efter fælles overenskomst mellem parterne (princippet om partsautonomi).

Har parterne ikke udtrykkeligt aftalt lovvalg, er aftalen underlagt loven i det land, hvortil den har den nærmeste tilknytning ifølge f.eks. sælgers bopæl, hovedkontor eller centrale forretningssted eller et andet forretningssted tilhørende sælger.

Men:

• når aftalen drejer sig om fast ejendom, er det loven i det land, hvor den faste ejendom er beliggende, der finder anvendelse
• når aftalen drejer sig om varetransport, afgøres lovvalget ud fra det sted, hvor varerne lastes eller losses, eller ud fra afsenderens hovedforretningssted.

Af hensyn til forbrugerne gælder der særlige betingelser for salg af løsøregenstande eller tjenesteydelser til en person i overensstemmelse med princippet om beskyttelse af den svage part. Aftaler herom er underlagt loven i det land, hvor forbrugeren har sin bopæl, medmindre parterne har aftalt andet. Under alle omstændigheder kan lovvalget ikke stille forbrugeren ringere og berøve ham den beskyttelse, en mere gunstig lovgivning i hans eget bopælsland yder ham. Disse regler finder ikke anvendelse på transportaftaler og aftaler om levering af tjenesteydelser i et andet land end forbrugerens bopælsland.

Arbejdsaftaler er underlagt:

• enten loven i det land, hvor arbejdstageren normalt arbejder, eller
• loven i det land, hvor den virksomhed er beliggende, der beskæftiger ham, eller
• loven i det land, hvortil arbejdsaftalen har den nærmeste tilknytning.

Ønsker parterne at aftale andet lovvalg, må det ikke ske på bekostning af arbejdstageren.

HVORNÅR GÆLDER KONVENTIONEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. januar 1991.

HOVEDDOKUMENTER

Konvention 80/934/EØF om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 (EFT L 266 af 9.10.1980, s. 1-19).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6-16).

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 593/2008 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser (Konsolideret udgave) — Første protokol vedrørende Domstolens fortolkning af Konventionen af 1980 (Konsolideret udgave) — Anden protokol om tildeling af visse beføjelser til Domstolen vedrørende fortolkning af Konventionen af 1980 (Konsolideret udgave) (EUT C 334 af 30.12.2005, s. 1-27).

Konvention om Kongeriget Sveriges, Republikken Finlands og Republikken Østrigs tiltrædelse af konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980, samt af første og anden protokol vedrørende Domstolens fortolkning af denne konvention (EUT C 15 af 15.1.1997, s. 10-16).

Konvention 92/529/EØF om Den Portugisiske Republiks og Kongeriget Spaniens tiltrædelse af konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 (EFT L 333 af 18.11.1992, s. 1-26).

seneste ajourføring 10.09.2018