Help Print this page 

Summaries of EU Legislation

Title and reference
Pakkerejser (indtil 2018)

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Multilingual display
Text

Pakkerejser (indtil 2018)

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 90/314/EØF om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

  • Det fastlægger mindstekrav, der gælder for pakkerejser, pakkeferier og pakketure i Den Europæiske Union (EU).
  • Det giver derfor forbrugerne mulighed for at købe disse tjenesteydelser med maksimal garanti på EU's indre marked.

HOVEDPUNKTER

En pakke er en kombination af mindst to forskellige typer rejseydelser (transport, indkvartering eller andre turistydelser), som opfylder følgende to betingelser:

  • den skal have en varighed på over 24 timer eller omfatte en overnatning
  • den skal være solgt til en samlet pris.

Forbrugeroplysninger

  • Hvis der stilles en brochure til rådighed for forbrugeren, skal den klart og præcist angive:
    • prisen
    • rejsemålet, rejseplanen og de anvendte transportmidler
    • indkvarteringsformen
    • de inkluderede måltider
    • betingelserne vedrørende pas og visa
    • de sundhedsmæssige formaliteter
    • betalingsplanen
    • tidsfristen for underretning af forbrugeren i tilfælde af aflysning.
  • Oplysningerne i brochuren er bindende for rejsearrangøren. I tilfælde af ændringer i disse oplysninger skal forbrugeren informeres klart, så vedkommende kan give sit samtykke.
  • Inden kontrakten indgås, skal rejsearrangøren skriftligt give forbrugeren visse oplysninger om pas, visa (fristerne for at opnå disse) og sundhedsmæssige formaliteter.
  • Inden rejsens begyndelse skal rejsearrangøren skriftligt give følgende oplysninger:
    • tidspunkt og sted for mellemlandinger og skift af befordringsmiddel samt nærmere oplysninger om indkvartering
    • navn, adresse og telefonnummer på rejsearrangørens lokale repræsentant, eller hvis en sådan ikke findes, et telefonnummer til brug i nødstilfælde
    • visse yderligere oplysninger, hvis rejsen omfatter børn
    • oplysninger om muligheden for at tegne rejseforsikring.

Ændringer af kontrakten

  • Forbrugeren kan overdrage den bestilte rejse til en anden person, som opfylder alle nødvendige betingelser for at deltage i rejsen, efter at have underrettet rejsearrangøren eller formidleren i rimelig tid inden afrejsen. Den oprindelige forbruger og den person, som overtager den bestilte rejse, er solidarisk forpligtet til at betale restbeløbet samt eventuelle ekstraudgifter.
  • De i kontrakten fastsatte priser kan ikke ændres, medmindre kontrakten udtrykkeligt giver mulighed for dette. Hvis det er tilfældet, må det kun ske på baggrund af ændringer i transportomkostninger, skatter eller gebyrer samt valutakurser.
  • Hvis rejsearrangøren i væsentlig grad ændrer kontrakten, kan forbrugeren enten hæve kontrakten uden at pådrage sig ansvar eller acceptere ændringerne ved at acceptere en tillægskontrakt.

Aflysning eller manglende opfyldelse af kontrakten

  • Hvis forbrugeren ikke accepterer rejsearrangørens ændringer og hæver kontrakten, eller hvis rejsearrangøren aflyser pakkerejsen, har forbrugeren ret til at deltage i en anden pakkerejse (hvis en sådan tilbydes) eller til at få tilbagebetalt de betalte beløb. Hvor det måtte være relevant, har forbrugeren ret til erstatning for manglende opfyldelse af kontrakten.
  • Rejsearrangøren er reelt ansvarlig for den manglende eller mangelfulde opfyldelse af kontrakten, undtagen hvis dette kan tilskrives forbrugeren eller skyldes force majeure*.

Nye regler fra juli 2018

Direktiv 90/314/EØF ophæves og erstattes af Direktiv (EU) 2015/2302 fra den 1. juli 2018. Det nye direktiv udvider beskyttelsen til at omfatte mere end traditionelle pakkeferier arrangeret af rejsearrangører. Det beskytter også forbrugere, som bestiller andre former for kombinerede rejser, for eksempel en kombination af en flyafgang og et hotelværelse eller leje af bil udbudt samlet på et websted.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 18. juni 1990. EU-landene skulle indarbejde det i national lovgivning inden den 31. december 1992.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

* VIGTIGE BEGREBER

Force majeure: En hændelse, som ikke kan forudses, eller som, hvis den kunne forudses, er for omfattende til at kunne kontrolleres, dvs. at den ikke kan undgås ved fornøden omhu, som for eksempel en naturkatastrofe.

HOVEDDOKUMENT

Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (EFT L 158 af 23.6.1990, s. 59-64)

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22-39)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 af 25. november 2015 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF (EUT L 326 af 11.12.2015, s. 1–33)

seneste ajourføring 27.03.2017

Top