EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Fremmede og lokalt fraværende arter

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EF) nr. 708/2007 — brug af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

HOVEDPUNKTER

Anvendelsesområde

Forordningen finder anvendelse på:

  • flytninger af fremmede arter (indførelser)* eller lokalt fraværende arter (omplantninger)* med henblik på brug i akvakultur i EU
  • alle typer akvakulturanlæg. Ikke desto mindre fastsættes der særregler for lukkede akvakulturanlæg. Flytninger af ikke naturligt hjemmehørende arter eller lokalt fraværende arter, der skal holdes i lukkede akvakulturanlæg kan være undtaget fra kravet om tilladelse på betingelse af, at de transporteres under forhold, der forhindrer dem i at spredes i miljøet. Medlemsstaterne skal føre en liste, der opdateres regelmæssigt, over lukkede akvakulturanlæg.

Den finder ikke anvendelse på:

  • omplantninger af organismer inden for EU, medmindre der er en risiko for miljøet
  • dyrehandlere, havecentre eller akvarier, hvor der ikke er forbindelse til vandområder i EU
  • de arter, der er angivet i bilag IV undtagen i visse tilfælde.

Den omfatter alle akvatiske arter, herunder enhver del, der kan overleve og reproducere.

Foranstaltninger til at undgå skadelige virkninger på biodiversiteten

EU-landene skal:

  • indføre foranstaltninger for at undgå skadelige virkninger på biodiversiteten som følge af flytningen af akvatiske organismer med henblik på akvakultur og som følge af spredningen af sådanne organismer
  • overvåge og inspicere akvakulturaktiviteter for at sikre
    • at lukkede akvakulturanlæg overholder de krav, der er fastsat i denne forordning, og
    • at transport til og fra sådanne anlæg forhindrer undslip af fremmede arter eller ikke-målarter.

Tilladelser

Enhver flytning af en fremmed akvatisk organisme til et akvakulturanlæg forudsætter, at den modtagende medlemsstat har udstedt en tilladelse. Akvakulturvirksomheden skal for at opnå denne tilladelse indgive en ansøgning med angivelse af visse oplysninger, herunder:

  • den pågældende organismes navn og karakteristika
  • den foreslåede destination og årsagen til flytningen
  • den potentielle indvirkning på miljøet
  • foranstaltningerne til at håndtere og overvåge flytningen osv.

Rutineflytning

I tilfælde af en flytning fra en kilde, der er kendt for ikke at udgøre en risiko for miljøet, kan den kompetente myndighed udstede en tilladelse med angivelse af kravene til karantæne*, hvis det er relevant eller forsøgsudsætning*.

Ikke-rutineflytning

I tilfælde af en ikke-rutineflytning skal der udarbejdes en miljørisikovurdering. Hvis risikoniveauet vurderes at være middel eller højt, skal den pågældende ansøger og administration undersøge, om det er muligt at reducere risikoen til et lavt niveau. Hvis risikoniveauet reduceres til lavt, kan den kompetente myndighed udstede en tilladelse med angivelse af, hvor det er relevant, krav til karantæne, forsøgsudsætning eller overvågning*.

Flytninger, der påvirker nabomedlemsstater

EU-lande, der med sandsynlighed kan blive påvirket af en flytning af marine organismer, skal informeres og skal sende deres kommentarer til Europa-Kommissionen, der bekræfter, annullerer eller ændrer tilladelsen.

Register

EU-landene skal føre et register over indførelser og omplantninger med alle de oplysninger, der vedrører dem. Registrene skal stilles til rådighed for offentligheden.

Flertallet af EU-landene har en specifik webside om forordningen, og registeret er sædvanligvis tilgængeligt via denne side.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. januar 2009, bortset fra kapitel I og II samt artikel 24 (nærmere regler og tilpasning til den tekniske udvikling), der trådte i kraft den 18. juli 2007.

BAGGRUND

Invasive fremmede arter er en af hovedårsagerne til skade på biodiversiteten, hvad enten det skyldes:

  • genetiske ændringer
  • ødelæggelse eller ændring af levesteder
  • spredning af patogene stoffer og parasitter eller
  • erstatning af naturligt forekommende arter i den økologiske niche, som de indtager.

Denne indvirkning på miljøet har store økonomiske og sociale følger.

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Akvakultur: opdræt eller dyrkning af akvatiske organismer ved hjælp af metoder, der skal øge produktionen af de pågældende organismer ud over, hvad det naturlige miljø giver mulighed for. Organismerne forbliver en fysisk eller juridisk persons ejendom i hele opdrætnings- eller dyrkningsfasen, indtil de er høstet.
Lokalt fraværende arter: enhver akvatisk art, der af biogeografiske grunde er lokalt fraværende i en zone inden for dens naturlige spredningsområde.
Fremmede arter:
  • enhver akvatisk art, der forekommer uden for sit kendte naturlige levested og potentielle spredningsområde
  • organismer, hvor antallet af kromosomer i cellerne er kunstigt fordoblet og
  • forplantningsdygtige kunstigt hybridiserede arter.
Indførelser: den proces, hvorved en fremmed art forsætligt flyttes til et miljø uden for dens naturlige levested med henblik på brug i akvakultur.
Omplantninger: den proces, hvorved en lokalt fraværende art forsætligt flyttes inden for dens naturlige levested med henblik på brug i akvakultur til et område, hvor den tidligere ikke forekom.
Karantæne: formålet med dette er at holde de pågældende organismer fuldstændig isoleret længe nok til at oparbejde en avlsflok, at opdage uforsætligt forekommende arter og bekræfte fraværet af patogener og sygdom. Karantæneanlægget skal overholde de detaljerede specifikationer i overensstemmelse med betingelser, der er fastsat ved forordningen (bilag III).
Forsøgsudsætning: den indledende fase i udsætning i begrænset omfang af akvatiske organismer underlagt særlige opdræts- og forebyggelsesforanstaltninger. Der skal udarbejdes en beredskabsplan, så de pågældende organismer kan fjernes, eller belægningsgraden nedsættes i tilfælde af uforudsete risici for miljøet eller naturligt hjemmehørende populationer.
Overvågning: dette skal foregå i en periode på mindst to år efter udsætningen af organismerne i deres nye miljø for at vurdere, om virkningerne var nøjagtigt forudsagt, eller om der er yderligere eller anderledes virkninger.

HOVEDDOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 708/2007 af 11. juni 2007 om brug af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur (EUT L 168 af 28.6.2007, s. 1-17).

Efterfølgende ændringer af forordning (EU) nr. 708/2007 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens forordning (EF) nr. 535/2008 af 13. juni 2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 708/2007 om brug af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur (EUT L 156 af 14.6.2008, s. 6-9).

Kommissionens forordning (EF) nr. 506/2008 af 6. juni 2008 om ændring af bilag IV til Rådets forordning (EF) nr. 708/2007 om brug af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur (EUT L 149 af 7.6.2008, s. 36-37).

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/516 af 26. oktober 2021 om ændring af bilag IV til Rådets forordning (EF) nr. 708/2007 om brug af fremmede og lokalt fraværende arter i akvakultur (EUT L 104 af 1.4.2022, s. 51-52)

seneste ajourføring 01.04.2022

Top