EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Drikkevand — grundlæggende kvalitetskrav (frem til 2023)

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 98/83/EF — kvaliteten af drikkevand

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

  • Det fastlægger krav til drikkevand.
  • Det søger at beskytte den offentlige sundhed mod skadelige virkninger af enhver forurening ved at sikre, at drikkevandet* er sundt og rent.

HOVEDPUNKTER

  • EU-landene skal:
    • træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at vandet ikke indeholder mikroorganismer, parasitter eller skadelige stoffer i koncentrationer, der udgør en potentiel fare for den menneskelige sundhed, og at det overholder minimumskravene i mikrobiologiske og kemiske standarder
    • sikre, at kravene er overholdt, når vandet tappes fra en hane eller tankvogn
    • overvåge vandet med jævne mellemrum på fastsatte prøveudtagningssteder med henblik på at kontrollere, at værdierne for mikrobiologiske og kemiske parametre samt indikatorparametre er overholdt
    • straks foretage en undersøgelse ved manglende overholdelse af standarderne og iværksætte afhjælpende foranstaltninger
    • forbyde eller begrænse en vandforsyning, hvis den anses for at udgøre en mulig trussel mod den offentlige sundhed
    • underrette offentligheden, når der iværksættes afhjælpende foranstaltninger
    • offentliggøre en rapport hvert 3. år om kvaliteten af drikkevandet. Disse oplysninger til offentligheden sendes til Europa-Kommissionen.
  • Kommissionen:
    • offentliggør hvert 3. år en rapport ud fra de nationale data om drikkevandets kvalitet
    • reviderer de mikrobiologiske og kemiske parametre, indikatorparametrene og specifikationerne for kontrol hvert 5. år, under hensyntagen til den videnskabelige og tekniske udvikling. Den kan foreslå, at disse ændres.
  • Direktivet finder ikke anvendelse på naturligt mineralvand eller vand, som anses for at være lægemidler.
  • EU-landene kan undtage private, ikke-kommercielle vandforsyninger, som forsyner mindre end 50 personer, fra lovgivningen.
  • I 2015 vedtog Kommissionen direktiv (EU) 2015/1787, som indførte nye EU-regler med henblik på at forbedre kontrollen med drikkevand. Direktivet giver EU-landene større fleksibilitet for så vidt angår kontrol af drikkevand i hele EU.

Relateret udvikling

  • I begyndelsen af 2014 efterlyste det første europæiske borgerinitiativ efter kampagnen Right2Water EU-lovgivning, som skulle garantere retten til vand og sanitet.
  • Det europæiske borgerinitiativ blev indført med artikel 11, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union. Den giver offentligheden mulighed for at bede Kommissionen om at handle inden for dennes ansvarsområder, hvis der kan skaffes mindst 1 million underskrifter i mindst 7 EU-lande.

Ophævelse

Direktiv 98/83/EF ophæves af direktiv (EU) 2020/2184 (se resumé) med virkning fra 12. januar 2023.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 25. december 1998. Det skulle indarbejdes i EU-landenes lovgivninger inden den 25. december 2000.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Drikkevand: Vand, der enten er ubehandlet eller efter behandling er beregnet til drikkebrug, madlavning, fødevaretilberedning eller andre husholdningsformål. Det kan leveres via en vandhane, tankvogn/tankskib, flasker eller beholdere.

HOVEDDOKUMENT

Rådets direktiv 98/83/EF af 3. november 1998 om kvaliteten af drikkevand (EFT L 330 af 5.12.1998, s. 32-54).

Efterfølgende ændringer af direktiv 98/83/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/2184 af 16. december 2020 om kvaliteten af drikkevand (omarbejdning) (EUT L 435 af 23.12.2020, s. 1-62).

seneste ajourføring 12.02.2021

Top