EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Ophavsret og visse beslægtede rettigheder: beskyttelsestid

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2006/116/EF om beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Det har til formål at harmonisere beskyttelsestiden for ophavsret* og visse beslægtede rettigheder*.

Det kodificerer og ophæver direktiv 93/98/EØF, der harmoniserede beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder.

HOVEDPUNKTER

Beskyttelsestiden for ophavsret for litterære og kunstneriske værker er fastsat til 70 år fra:

  • ophavsmandens død eller fra den længstlevende ophavsmands død i tilfælde af fælles ejerskab
  • det tidspunkt, hvor værket lovligt blev gjort tilgængeligt for offentligheden, hvis værket er anonymt eller frembragt under pseudonym.

Beskyttelsestiden for en film eller et audiovisuelt værk er fastsat til 70 år efter det tidspunkt, hvor den længstlevende af følgende personer dør:

  • den ledende instruktør
  • drejebogsforfatteren
  • dialogforfatteren og
  • komponisten til musik, som er specielt frembragt til brug i filmen eller det audiovisuelle værk.

Direktivet blev ændret ved direktiv 2011/77/EU, der forlængede beskyttelsestiden for musikoptagelser. Det skete, fordi udøvende kunstnere ofte starter deres karriere tidligt, og fordi beskyttelsestiden på 50 år for optagelsen af en fremførelse ikke beskyttede deres fremførelse i hele deres levetid. Således blev udøvende kunstneres og fonogramfremstilleres rettigheder til musikoptagelser forlænget fra 50 til 70 år.

Direktiv 2011/77/EU harmoniserer desuden beregningsmetoden for beskyttelsestiden for sange og andre musikstykker med tekst, der er frembragt af flere ophavsmænd. Beskyttelsestiden udløber 70 år efter det tidspunkt, hvor den længstlevende person dør (dvs. tekstforfatteren eller komponisten til musikstykket).

Beslægtede rettigheder

Beskyttelsestiden for beslægtede rettigheder (filmproducenter og radio- og fjernsynsforetagender) er 50 år. Dette beregnes fra sag til sag på basis af fremførelses-, udgivelses- eller offentliggørelsesdatoen for optagelsen. Beskyttelsestiden for udøvende kunstnere og fonogramfremstillere blev forlænget til 70 år ved direktiv 2011/77/EU.

Beregning af beskyttelsestid

Beskyttelsestiden begynder samtidig i alle EU-lande. Den beregnes fra den 1. januar i det år, der følger efter den begivenhed, der affødte rettigheden.

Beskyttelse af værker fra tredjelande

For værker, hvis hjemland er et tredjeland, og hvis ophavsmand ikke er statsborger i EU, udløber den i EU gældende beskyttelsestid på det tidspunkt, hvor beskyttelsen i værkets hjemland ophører, dog må den i EU fastsatte beskyttelsestid ikke overskrides.

Notifikation

EU-lande skal straks meddele Europa-Kommissionen enhver planlagt indførelse af nye beslægtede rettigheder.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 16. januar 2007.

Direktiv 2006/116/EF kodificerer og erstatter Rådets direktiv 93/98/EØF, som skulle indarbejdes i EU-landenes lovgivninger senest i 1995.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Ophavsret: beskytter ophavsmænds interesser ved at give dem ejendomsretten til deres frembringelser eller værker.
Beslægtede rettigheder: disse beskytter de juridiske interesser for personer og organisationer, der enten:
  • bidrager til at gøre værker tilgængelige for offentligheden eller
  • frembringer emner, der - selv om de ikke opfylder betingelserne for »værker« i henhold til ophavsretssystemet i alle lande - udtrykker tilstrækkelige kreative eller tekniske og organisatoriske evner til at kunne berettige anerkendelse af en ophavsretslignende ejendomsret.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/116/EF af 12. december 2006 om beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder (kodificeret udgave) (EUT L 372 af 27.12.2006, s. 12-18)

Efterfølgende ændringer til direktiv 2006/116/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

seneste ajourføring 11.01.2019

Top