Help Print this page 

Summaries of EU Legislation

Title and reference
Mindstereserver

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Multilingual display
Text

Mindstereserver

 

RESUMÉ AF:

Rådets forordning (EF) nr. 2531/98 — om Den Europæiske Centralbanks anvendelse af mindstereserver

Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 1745/2003 om anvendelse af mindstereserver

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

  • Rådets forordning og Den Europæiske Centralbanks (ECB) forordning fastlægger reglerne for reservekravssystemet i euroområdet. De pålægger kreditinstitutter, der er etableret i euroområdet, at holde indskud på konti i deres nationale centralbanker. Disse kaldes mindstereserver.
  • Forordning (EF) nr. 2531/98 fastlægger grundlaget for mindstereserver og det maksimalt tilladte forhold mellem disse reserver og grundlaget herfor.
  • ECB kan vedtage forordninger eller beslutninger på dette område. På dette grundlag fastsætter ECB i sin forordning (EF) nr. 1745/2003:
    • de institutter, som er underlagt mindstereservekravene
    • sammensætningen af reservekravsgrundlaget
    • de faktiske reservekoefficienter
    • beregningen og opretholdelsen af mindstereserverne
    • fritagelserne
    • bestemmelserne om indberetning og verifikation.

HOVEDPUNKTER

Institutter, som er underlagt mindstereservekrav

  • Lovgivningen vedrører kreditinstitutter, der er etableret i euroområdet, og filialer i euroområdet af kreditinstitutter, der er etableret uden for euroområdet.
  • ECB offentliggør en liste over de institutter, der er underlagt mindstereservekrav.

Reservekravsperiode

  • Institutterne skal opretholde de krævede mindstereserver over en gennemsnitsperiode på seks uger, kendt som reservekravsperioden.
  • For at hjælpe institutterne med at forberede deres forvaltning af reserverne offentliggør ECB en kalender for reservekravsperioderne.

Gennemsnitsfacilitet

Et institut overholder reservekravet, hvis den gennemsnitlige daglige saldo på reservekonti i reservekravsperioden er større end dets reservekrav. Det betyder, at instituttets kapital kan svinge omkring dets reservekrav, men den gennemsnitlige beholdning på den pågældende konto skal være mindst lig med reservekravet i hele reservekravsperioden.

Beregning af mindstereserver

For at kunne vurdere beløb af mindstereserver for hvert institut ganges reservekravsgrundlaget med en reservekoefficient. Institutter kan fratrække et ensartet fast fradrag på 100 000 EUR, som fratrækkes mindstereservebeløbet.

Reservekravsgrundlag

Reservekravsgrundlaget er defineret i forhold til instituttets årlige balance før påbegyndelsen af reservekravsperioden. Det er sammensat af forskellige kategorier af instituttets passiver, f.eks. indlån og gældsinstrumenter.

Reservekoefficient

ECB fastlægger de reservekoefficienter, der gælder for de relevante passiver i reservekravsgrundlaget. Der kan fastsættes reservekoefficienter mellem 0 % og 10 %. Der kan være forskellige reservekoefficienter for specifikke kategorier af passiver (f.eks. indlån med aftalt løbetid på over to år eller indlån med et opsigelsesvarsel på over to år). I januar 2012 var de reservekoefficienter, der gælder for de fleste kortfristede passiver i instituttets årlige balance, sat til 1 %.

Afkast

For at sikre, at mindstereservekravet ikke er belastende og ikke hindrer en effektiv fordeling af ressourcer, betaler de nationale centralbanker i euroområdet renter til institutterne af kapitalen i deres mindstereserver.

Undtagelse

Et institut kan undtages fra kravet om mindstereserver, hvis:

  • dets tilladelse til udøvelse af bankvirksomhed er inddraget eller bortfaldet
  • en retslig myndighed eller en anden kompetent myndighed beslutter at indlede en afviklingsprocedure
  • det er omfattet af omstruktureringsforanstaltninger
  • det er genstand for indefrysning af midler og/eller andre foranstaltninger, der begrænser brugen af dets midler eller dets adgang til markedsoperationer eller til eurosystemets stående faciliteter (pengepolitiske transaktioner)
  • formålet med reservekravssystemet ikke ville blive overholdt ved at indføre reservekrav mod instituttet.

Indsamling og verifikation af information

  • ECB har ret til at indsamle den information fra institutterne, der er nødvendig for at etablere mindstereserverne.
  • ECB kan også verificere nøjagtigheden og kvaliteten af den information, som institutterne fremsender for at påvise overholdelse af reservekravet.

Sanktioner

ECB kan pålægge et institut, der undlader at holde hele eller dele af de krævede mindstereserver, sanktioner.

HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSEN FRA?

  • Forordning (EF) nr. 2531/98 trådte i kraft den 1. januar 1999, med undtagelse af artikel 5 (beføjelse til at vedtage forordninger eller afgørelser), som trådte i kraft den 27. november 1998.
  • Forordning (EF) nr. 1745/2003 trådte i kraft den 24. januar 2004, med undtagelse af artikel 5 (beregning af og underretning om mindstereserver), som trådte i kraft den 10. marts 2004.

BAGGRUND

  • Mindstereserver er et af de pengepolitiske instrumenter i eurosystemet.
    • Deres primære nøglefunktion er at stabilisere pengemarkedsrenterne, hvilket opnås via gennemsnitsfaciliteten. De tillader kreditinstitutterne at håndtere daglige udsving i likviditeten, der f.eks. skyldes udsving i efterspørgslen efter sedler.
    • En anden vigtig funktion er forøgelsen af det strukturelle likviditetsunderskud i banksystemet.
    • Behovet for, at kreditinstitutterne holder reserver hos de nationale centralbanker, bidrager til at øge efterspørgslen efter centralbankernes kredit, hvilket gør det lettere for ECB at styre pengemarkedsrenterne gennem regelmæssige likviditetstilførende operationer.
  • Der er flere oplysninger under »Mindstereserver« på ECB’s websted.

HOVEDDOKUMENTER

Rådets forordning (EF) nr. 2531/98 af 23. november 1998 vedrørende Den Europæiske Centralbanks anvendelse af mindstereserver (EFT L 318 af 27.11.1998, s. 1-3)

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 2531/98 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 1745/2003 af 12. september 2003 om anvendelse af mindstereserver (ECB/2003/9) (EUT L 250 af 2.10.2003, s. 10-16)

Se den konsoliderede udgave.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — protokol (nr. 4) om statutten for det europæiske system af centralbanker og Den Europæiske Centralbank (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 230-250)

Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 1071/2013 af 24. september 2013 om den konsoliderede balance i MFI-sektoren (monetære finansielle institutioner) (omarbejdning) (ECB/2013/33) (EUT L 297 af 7.11.2013, s. 1-50)

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 27.02.2017

Top