Help Print this page 
Title and reference
Indførelse af euroen: Konvergenskriterierne

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Languages and formats available
BG ES CS DA DE ET EL EN FR GA HR IT LV LT HU MT NL PL PT RO SK SL FI SV
HTML html ES html DA html DE html EL html EN html FR html IT html NL html PT html FI html SV
Multilingual display
Text

Indførelse af euroen: Konvergenskriterierne

Konvergenskriterierne er angivet i EF-traktatens artikel 121, stk. 1. Det drejer sig om fire kriterier (prisstabilitet, den offentlige budgetstilling, valutakurs og langfristede rentesatser):

Prisstabilitet. I traktaten er det fastsat, at "en høj grad af prisstabilitet […] vil fremgå af en inflationstakt, som ligger tæt op ad inflationstakten i de højst tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet". Det betyder, at en given medlemsstats inflationstakt, vurderet i en periode på et år før undersøgelsen, ikke må overstige inflationstakten i de højst tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, med mere end 1,5 %.

Situationen for de offentlige finanser. I traktaten er der fastsat følgende: "Holdbare offentlige finanser […] vil fremgå af, at medlemsstaten har opnået en offentlig budgetstilling, der ikke udviser et uforholdsmæssigt stort underskud…". I praksis betyder det, at Kommissionen, når den udarbejder sin årlige henstilling til Rådet (finansministrene), undersøger, om budgetdisciplinen er blevet overholdt på baggrund af følgende to referenceværdier:

  • Det årlige offentlige underskud: Den andel, som det årlige offentlige underskud udgør af bruttonationalproduktet (BNP), må ikke overstige 3 % ved udgangen af det forudgående finansår, medmindre denne er faldet væsentligt og vedvarende og har nået et niveau, der ligger tæt på de 3 % (tendensfortolkning ifølge artikel 104, stk. 2), eller medmindre overskridelsen af de 3 % kun er exceptionel og midlertidig, og den nævnte andel fortsat ligger tæt på de 3 %.
  • Den offentlige gæld: Den andel, som den offentlige bruttogæld udgør af BNP, må ikke overstige 60 % ved udgangen af det forudgående finansår, medmindre denne er mindsket tilstrækkeligt og i et tilfredsstillende tempo nærmer sig de 60 % (tendensfortolkning ifølge artikel 104, stk. 2).

Valutakurs. I henhold til traktaten skal medlemsstaterne "overholde de normale udsvingsmarginer i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme i mindst to år uden devaluering over for andre medlemsstaters valutaer". Medlemsstaten skal have deltaget i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme uden alvorlige spændinger i to sammenhængende år inden undersøgelsen af situationen. Medlemsstaten må endvidere ikke i samme periode på eget initiativ have devalueret sin valuta (dvs. valutaens bilaterale centralkurs over for en anden medlemsstats valuta). Efter overgangen til ØMU'ens tredje fase er det europæiske monetære system blevet erstattet af den nye valutakursmekanisme (ERM II).

Langfristede rentesatser. I traktaten er der fastsat følgende: "Den varige karakter af den konvergens, medlemsstaten har opnået […], afspejles i de langfristede rentesatser". Det betyder, at de langfristede nominelle rentesatser ikke må overstige de tilsvarende rentesatser i de højst tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, med mere end 2 % (altså de samme medlemsstater som for konvergenskriteriet om prisstabilitet). Den pågældende periode er året før undersøgelsen af medlemsstatens situation.

Betingelser for indførelsen af euroen

Hver medlemsstat skal overholde alle konvergenskriterierne for at kunne deltage i Den Økonomiske og Monetære Unions (ØMU) tredje fase. Kriterierne specificeres i protokollen om konvergenskriterierne, der omtales i artikel 121 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og afspejler den grad af økonomisk konvergens, medlemsstaterne skal nå.

Mindst en gang hvert andet år, eller på anmodning fra en medlemsstat med dispensation, skal Kommissionen og Den Europæiske Centralbank (ECB) i henhold til EF-traktatens artikel 122, stk. 2, aflægge beretning til Rådet om medlemsstaternes opfyldelse af deres forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union. Disse beretninger kaldes "konvergensberetninger" (EN).

Danmark (es de en fr) og Det Forenede Kongerige (es de en fr) har, efter forhandlinger, fået en undtagelsesklausul vedrørende deres deltagelse i ØMU's tredje fase.

Seneste ajourføring: 20.06.2006

Top