Help Print this page 
Title and reference
Global teknisk harmonisering af køretøjer

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Languages and formats available
BG ES CS DA DE ET EL EN FR GA HR IT LV LT HU MT NL PL PT RO SK SL FI SV
HTML html ES html CS html DA html DE html EL html EN html FR html IT html HU html NL html PL html PT html RO html FI html SV
Multilingual display
Text

Global teknisk harmonisering af køretøjer

Den globale tekniske harmonisering af køretøjer er fastlagt i to internationale aftaler, som EU har tiltrådt. Aftalerne fastlægger harmoniserede krav på verdensplan, som sikrer et højt niveau af sikkerhed, miljøbeskyttelse, energieffektivitet og tyverisikring.

DOKUMENTER

Rådets afgørelse 97/836/EF om Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af overenskomsten under FN's Økonomiske Kommission for Europa om indførelse af ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer samt udstyr og dele, som kan monteres eller benyttes på hjulkøretøjer, samt vilkårene for gensidig anerkendelse af godkendelser, der er meddelt på grundlag af sådanne forskrifter (den reviderede 1958-overenskomst).

Rådets afgørelse 2001/125/EF om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af aftalen om etablering af globale tekniske forskrifter for hjulkøretøjer samt udstyr og dele, der kan monteres og/eller anvendes på hjulkøretøjer (parallelaftalen\).

RESUMÉ

For at fremme den gensidige anerkendelse af godkendelser af køretøjer på baggrund af de harmoniserede tekniske bestemmelser og således begrænse hindringerne for frihandelen, har De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (ECE/FN) fastlagt en overenskomst om teknisk harmonisering af køretøjer, som går under navnet 1958-overenskomsten. Den Europæiske Union tiltrådte denne overenskomst den 24. marts 1998.

EU har desuden deltaget aktivt i forhandlingerne om en ny international aftale, den såkaldte parallelaftaleaf 1998, som trådte i kraft den 25. august 2000. Denne aftale er ganske særlig, da den er blevet tiltrådt af en række lande, som ikke kan påtage sig forpligtelsen om gensidig anerkendelse, der er fastlagt i overenskomsten fra 1958.

Indgåelsen af de to aftaler bidrager til målene i den fælles handelspolitik, da de bidrager til at fjerne eksisterende, og undgå at skabe nye, hindringer for handelen med køretøjer samt udstyr og dele hertil. Den Europæiske Unions deltagelse sikrer videreførelsen af den harmoniseringsindsats, som allerede foregår, og letter adgangen til markeder i tredjelande.

1958-overenskomsten

Ifølge 1958-overenskomsten har en aftalepart, der anvender et eller flere FN-Regulativer, der er knyttet til overenskomsten, bemyndigelse til at udstede typegodkendelser for køretøjer, samt udstyr og dele hertil, som er nævnt i Regulativerne, og er desuden forpligtet til gensidigt at acceptere typegodkendelser fra andre aftaleparter, der anvender de samme Regulativer. Der er til dato udarbejdet over 130 Forskrifter inden for rammerne af denne Overenskomst.

Overenskomsten fra 1958 tæller 54 aftalepartnere. I henhold til Overenskomsten vedtages nye Forskrifter og ændringer af gældende Forskrifter med to tredjedele af de tilstedeværende og stemmeafgivende aftaleparters stemmer. Nye Forskrifter gælder for samtlige aftaleparter, hvis disse ikke inden seks måneder efter meddelelsen har gjort indsigelser. Dog træder Forskriften ikke i kraft, hvis mere end en tredjedel af aftaleparterne gør indsigelser.

Den gensidige anerkendelse af typegodkendelser mellem aftaleparter, der anvender Forskrifterne, har lettet handelen med køretøjer i hele Europa og på det globale marked.

Parallelaftalen 1998

I modsætning til 1958-Overenskomsten indeholder parallelaftalen ingen bestemmelser om gensidig anerkendelse af godkendelser. Dermed kan de lande, der ikke er i stand til at opfylde forpligtelserne om gensidig anerkendelse, konkret deltage i harmoniseringen af globale tekniske forskrifter.

Overenskomsten fra 1998 har 33 aftalepartnere. Til dato er der vedtaget 14 globale tekniske regulativer i henhold til denne overenskomst.

Aftalen indeholder to forskellige fremgangsmåder til udarbejdelse af nye globale tekniske forskrifter. Den første går ud på at harmonisere de eksisterende forskrifter eller standarder, som anvendes af aftaleparterne. Den anden går ud på at fastlægge en ny global teknisk forskrift i tilfælde, hvor der ikke findes en sådan forskrift.

Ifølge aftalen skal aftaleparternes gældende forskrifter, der kan harmoniseres, registreres i oversigten over kandidater til tekniske forskrifter, således at det bliver lettere at omdanne dem til globale forskrifter. En forskrift optages i oversigten med mindst en tredjedel af de tilstedeværende og stemmeafgivende aftaleparters stemmer, heraf Unionens, Japans og USA's stemme.

Selvom en global teknisk forskrift er blevet fastlagt, er aftaleparterne ikke forpligtet til at give den retskraft i deres nationale lovgivninger. Aftaleparterne skal derimod meddele deres eventuelle beslutning om at vedtage en global teknisk forskrift og tidspunktet for dens ikrafttræden. Aftaleparter, der stemmer for indførelsen af en teknisk forskrift, skal behandle denne forskrift ifølge den procedure, der anvendes for at give forskriften retskraft.

Europa-Kommissionen fremsender på EU's vegne alle meddelelser, f.eks. vedrørende:

  • Vedtagelse og meddelelse af globale tekniske forskrifter
  • Deltagelse i bilæggelse af uoverensstemmelser
  • Beføjelse til at ændre Aftalen.

Rådets afgørelser 2013/454/EU og 2013/456/EU ændrer de afgørelser, der regulerer de to overenskomster for at tage højde for ændringerne i procedurerne for indgåelse af aftaler mellem EU og internationale organisationer efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse.

REFERENCER

Retsakt

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Rådets afgørelse 97/836/EF

-

-

EUT L 346 af 17.12.1997

Rådets afgørelse 2000/125/EF

-

-

EUT L 35 af 10.02.2000

Ændringsretsakt(er)

Ændringsretsakt(er)

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Rådets afgørelse 2013/456/EU

17.9.2013

-

EUT L 245 af 14.9.2013

Rådets afgørelse 2013/454/EU

17.9.2013

-

EUT L 245 af 14.9.2013

Seneste ajourføring: 19.05.2014

Top