Interbus-aftalen: Lejlighedsvis international personbefordring med bus

 

RESUMÉ AF:

Aftale om lejlighedsvis international personbefordring med bus (Interbus-aftalen)

Afgørelse 2002/917/EF — indgåelse af Interbus-aftalen om lejlighedsvis international personbefordring med bus

Protokol til Interbusaftalen — om regelmæssig og speciel regelmæssig international personbefordring med bus

Afgørelse (EU) 2023/911 — indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af en protokol til Interbusaftalen

HVAD ER FORMÅLET MED AFTALEN, PROTOKOLLEN OG AFGØRELSERNE?

• Interbusaftalen om lejlighedsvis international personbefordring med bus har til formål at opnå samme grad af liberalisering som under aftalen om lejlighedsvis international personbefordring ad landevej med omnibusser (ASOR), der blev undertegnet i Dublin i maj 1982.
• Afgørelse 2002/917/EF markerer indgåelsen af Interbus-aftalen på vegne af Det Europæiske Fællesskab — nu Den Europæiske Union (EU).
• Protokollen erstatter en anden protokol til Interbusaftalen om regelmæssig og speciel regelmæssig international personbefordring med bus, som kunne undertegnes mellem den 16. juli 2018 og den 16. april 2019, men som kun var blevet undertegnet af EU på baggrund af Rådets afgørelse (EU) 2018/1195. Da ingen anden aftalepart havde undertegnet protokollen, tråden den ikke i kraft. Europa-Kommissionen fik derfor et nyt mandat til at forhandle om ændring af protokollen.
• Denne nye protokol omfatter regelmæssig og speciel regelmæssig personbefordring med bus, der er vigtige sektorer, som giver borgere og turister mobilitet til en overkommelig pris, og som desuden giver arbejdspladser. Busrejse erstatter også andre transportformer, som for eksempel fly og bil, og dermed reduceres de negative virkninger af emissioner på miljøet.
• Afgørelse (EU) 2023/911 indgår protokollen til Interbusaftalen på Den Europæiske Unions vegne.

HOVEDPUNKTER

Interbusaftalen

Aftalen gælder for international lejlighedsvis befordring af personer, uafhængigt af nationalitet, og på omkørsel med de busser, der anvendes til disse kørsler på EU’s territorium samt i Albanien, Andorra, Bosnien-Hercegovina, Moldova, Montenegro, Nordmakedonien, Serbien, Storbritannien, Tyrkiet og Ukraine.

Aftalen:

• regulerer trafik ikke blot mellem EU-medlemsstaterne og ikke-EU-landene, men også mellem ikke-EU-landene og etablerer derved en grad af skattemæssig, social og teknisk harmonisering i tillæg til reglerne for markedsadgang
• åbner, efter ikrafttrædelsen, for tiltrædelse af lande, som er ordinære medlemmer af Den Europæiske Transportministerkonference (nu Det Internationale Transportforum samt San Marino og Monaco
• erstatter genstanden for de bilaterale aftaler, som er indgået mellem aftaleparterne
• indarbejder de fleste liberaliseringsforanstaltninger i ASOR-aftalen, samtidig med at den tilføjer sociale, skattemæssige og tekniske foranstaltninger baseret på princippet om ligebehandling mellem de forskellige aftaleparter.

Princippet om ligebehandling af transportvirksomheder, hvad angår nationalitet eller etableringssted, og hvad angår bussens oprindelsessted eller destination, betragtes som en grundlæggende betingelse for levering af internationale transportydelser.

Forenklede inspektionsprocedurer

Med henblik på at forenkle inspektionsprocedurer fastsættes der i aftalen ensartede modeller for:

• transportdokumenter, f.eks. kontroldokumentet for liberaliseret lejlighedsvis kørsel, og
• godkendelses- og ansøgningsformularen for ikke-liberaliseret kørsel.

Undtagelser

Busser er undtaget fra:

• alle køretøjsskatter og afgifter, der er pålagt cirkulation og besiddelse af køretøjer
• alle særlige skatter og afgifter, der er pålagt transportoperationer på andre aftaleparters territorium.

Dog er busser ikke undtaget fra:

• betaling af skatter og afgifter på motorbrændstof
• moms på transporttjenesteydelser
• vejafgifter og brugsafgifter på anvendelsen af infrastruktur.

Administration og gennemførelse af aftalen

Der nedsættes et fælles udvalg, der har ansvaret for administrationen og den korrekte gennemførelse af aftalen. Det fælles udvalg skal navnlig:

• udarbejde en liste over aftaleparternes kompetente myndigheder, som har ansvaret for visse opgaver i henhold til denne aftale
• ændre eller tilpasse kontroldokumenterne og andre dokumentmodeller i denne aftales bilag
• ændre eller tilpasse bilagene om de tekniske normer, der gælder for busser
• udarbejde en fortegnelse over alle toldafgifter, skatter og afgifter på basis af oplysninger fra aftaleparterne
• ændre eller tilpasse kravene om bestemmelserne på det sociale område med henblik på at indføje foranstaltninger, som i fremtiden vedtages i EU
• løse eventuelle tvister, som opstår vedrørende gennemførelse og fortolkning af denne aftale
• anbefale yderligere skridt frem mod liberalisering af de former for lejlighedsvis kørsel, som stadig kræver tilladelse.

Aftalens varighed

Aftalen blev indgået for en periode på 5 år regnet fra ikrafttrædelsen. Aftalen forlænges automatisk for 5 år ad gangen for de aftaleparter, som ikke udtrykkeligt giver udtryk for, at de ikke ønsker forlængelse.

Protokol til Interbusaftalen

Protokollen udvider Interbus-aftalen til at omfatte regelmæssig og speciel regelmæssig international personbefordring med bus. Den ændrer eller dublerer ikke de fælles regler, men henviser til de underliggende bestemmelser i Interbus-aftalen. Aftaleparter kan først undertegne og indgå, ratificere eller tiltræde protokollen, når de har undertegnet og indgået, ratificeret eller tiltrådt Interbus-aftalen. Dette sikrer, at Interbus-reglerne accepteres og anvendes af disse parter, når de undertegner og indgår, ratificerer eller tiltræder protokollen.

Anvendelsesområde

Protokollen gælder under visse betingelser:

• for international befordring ad vej af personer, uafhængigt af nationalitet, ved hjælp af rutekørsel og speciel rutekørsel med bus
• for tomkørsel af de busser, der anvendes til disse kørsler.

Protokollen tillader ikke rutekørsel eller speciel rutekørsel med oprindelsessted og destination i samme aftalepart, som drives af transportvirksomheder, der er etableret i en anden aftalepart (cabotage). Hvor befordringen er en del af en kørsel til eller fra det territorium, hvor transportvirksomheden er etableret, kan passagerer dog tages op eller sættes af i en hvilken som helst aftalepart, som tillader stop på sit territorium.

Den gælder ikke for anvendelsen af busser, der er beregnet til passagerbefordring, og som anvendes til at transportere gods med kommercielt formål eller kørsel for egen regning.

Adgang til markedet

Protokollen fastsætter regler for international rutekørsel og international speciel rutekørsel, som kræver tilladelse. Aftaleparterne og medlemsstaterne kan beslutte at underlægge rutekørsel eller speciel rutekørsel mellem sig partnerskabsordninger mellem transportvirksomheder på oprindelsesstedet og destinationen for kørslen. Transportvirksomheder i de aftaleparter eller medlemsstater, der gennemkøres i forbindelse med rutekørsel, og hvor passagerer tages op og sættes af, har ret til at deltage i sådanne partnerskaber.

Betingelser, der gælder for transportvirksomheder, som udfører personbefordring ad vej

Disse findes i protokollens bilag I og er underlagt reglerne i forordning (EF) nr. 1071/2009 om driftsregler for transportvirksomheder (se resumé) og forordning (EU) nr. 181/2011 buspassagerers rettigheder (se resumé).

Tilladelser

Der er fastsat detaljerede regler vedrørende de myndigheder, der må udstede tilladelser, de ansøgningsprocedurer, som transportvirksomhederne skal følge, tilladelsernes gyldighed, fornyelse, elementer, der skal angives i tilladelserne og anvendelse af ekstra køretøjer til at håndtere midlertidige og ekstraordinære situationer.

Et fælles udvalg bestående af repræsentanter for aftaleparterne administrerer protokollen.

IKRAFTTRÆDELSESDATO

Aftalen trådte i kraft den 1. januar 2003.

Protokollen træder i kraft for de aftaleparter, som har undertegnet eller ratificeret den, på den første dag i måneden efter, at tre aftaleparter, herunder EU, har deponeret deres godkendelses- eller ratifikationsinstrumenter hos Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union.

HOVEDDOKUMENTER

Aftale om lejlighedsvis international personbefordring med bus (Interbus-aftalen) (EUT L 321 af 26.11.2002, s. 13-43).

Efterfølgende rettelser til aftalen er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Rådets afgørelse 2002/917/EF af 3. oktober 2002 om indgåelse af Interbus-aftalen om lejlighedsvis international personbefordring med bus (EFT L 321 af 26.11.2002, s. 11-12).

Protokol til aftalen om lejlighedsvis international personbefordring med bus (Interbusaftalen) vedrørende regelmæssig og speciel regelmæssig international personbefordring med bus (EUT L 122 af 5.5.2023, s. 3-26).

Rådets afgørelse (EU) 2023/911 af 28. september 2021 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af en protokol til aftalen om lejlighedsvis international personbefordring med bus (Interbusaftalen) vedrørende regelmæssig og speciel regelmæssig international personbefordring med bus (EUT L 122 af 5.5.2023, s. 1-2).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets afgørelse (EU) 2018/1195 af 16. juli 2018 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af en protokol til aftalen om lejlighedsvis international personbefordring med bus (Interbusaftalen) vedrørende regelmæssig og speciel regelmæssig international personbefordring med bus (EUT L 214 af 23.8.2018, s. 3-4).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/45/EU af 3. april 2014 om periodisk teknisk kontrol med motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil og om ophævelse af direktiv 2009/40/EF (EUT L 127 af 29.4.2014, s. 51-128).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 165/2014 af 4. februar 2014 om takografer inden for vejtransport, om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 om kontrolapparatet inden for vejtransport og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport (EUT L 60 af 28.2.2014, s. 1-33).

Se den konsoliderede udgave.

Rådets afgørelse 2010/308/EU af 11. marts 2010 om Den Europæiske Unions holdning til udkastet til afgørelse 1/2003 og til udkastet til henstilling 1/2003 fra det fælles udvalg, der er nedsat i henhold til Interbusaftalen om lejlighedsvis international personbefordring med bus (EUT L 138 af 4.6.2010, s. 11-23).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1071/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet og om ophævelse af Rådets direktiv 96/26/EF (EUT L 300 af 14.11.2009, s. 51-71).

Se den konsoliderede udgave.

Information om ikrafttrædelsen af Interbus-aftalen om lejlighedsvis international personbefordring med bus (EFT L 321 af 26.11.2002, s. 44).

Rådets direktiv 96/53/EF af 25. juli 1996 om fastsættelse af de største tilladte dimensioner i national og international trafik og største tilladte vægt i international trafik for visse vejkøretøjer i brug i Fællesskabet (EFT L 235 af 17.9.1996, s. 59-75).

Se den konsoliderede udgave.

Rådets direktiv 92/6/EØF af 10. februar 1992 om montering og anvendelse af hastighedsbegrænsende anordninger i visse klasser af motorkøretøjer i Fællesskabet (EFT L 57 af 2.3.1992, s. 27-28).

Se den konsoliderede udgave.

Rådets forordning (EØF) nr. 56/83 af 16. december 1982 om gennemførelse af aftalen om lejlighedsvis international personbefordring ad landevej med omnibusser (ASOR) (EFT L 10 af 13.1.1983, s. 1-3).

Rådets afgørelse 82/505/EØF af 12. juli 1982 om indgåelse af aftalen om lejlighedsvis international personbefordring ad landevej med omnibusser (ASOR) (EFT L 230 af 5.8.1982, s. 38).

Aftale om indgåelse af aftalen om lejlighedsvis international personbefordring ad landevej med omnibusser (ASOR) (EFT L 230 af 5.8.1982, s. 39-56).

seneste ajourføring 10.12.2023