Help Print this page 
Title and reference
Regulering af radiofrekvenser

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Multilingual display
Text

Regulering af radiofrekvenser

Radiofrekvenser, der er afgørende for driften af mange ting, vi tager for givet, såsom mobiltelefoner, radio-/tv-spredning og bredbåndsinternet eller fjernstyrede enheder, er en knap ressource. For at sikre at de bliver brugt optimalt, er Den Europæiske Union (EU) blevet enig om, hvordan politikken på dette område skal koordineres for at forebygge for eksempel interferens i vigtige kommunikationslinjer.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen).

RESUMÉ

Denne beslutning søger at koordinere politikken om adgangen til radiofrekvenser og de tekniske betingelser for effektiv brug af dem inden for EU. Den finder anvendelse på allokeringen af radiofrekvenser og trådløse kommunikationsfrekvenser, herunder GSM, tredje og fjerde generation af mobilkommunikation (3G, 4G) for frekvenser mellem 9 kHz og 3000 GHz, der er relevante for det indre marked.

Tiltag under beslutningen tager højde for arbejdet i internationale organisationer, såsom Den Internationale Telekommunikationsunion (ITU) i forbindelse med styring af radiofrekvenser og Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministrationer (CEPT), der er en mellemstatslig organisation med 48 medlemslande.

Frekvensudvalget

Frekvensudvalget, der bygger på de generelle principper i frekvenspolitikken vedtaget i 2012, bistår Kommissionen i at definere, udvikle og gennemføre EU’s frekvenspolitik. Kommissionen leder udvalget, der består af repræsentanter fra medlemslandene, og som undersøger forslag om tekniske foranstaltninger til at harmonisere betingelserne for adgangen til og brugen af radiofrekvenserne.

Det kommer også med udtalelser om de mandater, som Kommissionen overdrager til CEPT vedrørende harmoniseringen af radiofrekvensallokeringen og tilgængeligheden af oplysninger om brugen af frekvenserne. Kommissionens udkast til foranstaltninger er, når de er godkendt af udvalget og vedtaget af Kommissionen, bindende i hele EU og skal følges af EU-landene, når de tildeler brugsret til frekvenserne.

Baggrund

Radiofrekvenser tildeles af internationale organer, navnlig de verdensomspændende radiokommunikationskonferencer (WRC) under Den Internationale Telekommunikationsunion (ITU) og i Europa af Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministrationer (CEPT). Igennem denne beslutning påtager EU sig også en rolle med at sikre optimal brug af radiofrekvenserne.

REFERENCER

Dokument

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Afgørelse 676/2002/EF

24.2.2002

-

EUT L 108 af 24.4.2002, s. 1-6

TILHØRENDE DOKUMENTER

HARMONISERING AF FREKVENSBÅND

De fleste af de beslutninger, der vedtages af Kommissionen med henblik på harmonisering af de tekniske betingelser for tilgængelighed og effektiv brug af frekvenser, er tilgængelige på Kommissionens websted om radiofrekvensbeslutninger.

FREKVENSPOLITIKGRUPPE

Kommissionens afgørelse 2002/622/EF af 26. juli 2002 om nedsættelse af en frekvenspolitikgruppe (Den Europæiske Unions Tidende L 198 af 27.7.2002, s. 49-51).

Denne afgørelse nedsætter en rådgivende gruppe, frekvenspolitikgruppen, der skal bistå og rådgive Kommissionen om spørgsmål, såsom rådighed over og brug af frekvenser, samordning og allokering af frekvenser, spørgsmålet om retten til at bruge frekvenserne, prisfastsættelse osv.

Se den konsoliderede version.

RADIOFREKVENSPOLITIKPROGRAM

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 243/2012/EU af 14. marts 2012 om indførelse af et flerårigt radiofrekvenspolitikprogram (Den Europæiske Unions Tidende L 81 af 21.3.2012, s. 7-17).

Seneste ajourføring: 18.07.2014

Top