Help Print this page 

Summaries of EU Legislation

Title and reference
Færdselssikkerhed: tilladte dimensioner og størst tilladte vægt for lastvogne og busser

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Languages and formats available
Multilingual display
Text

Færdselssikkerhed: tilladte dimensioner og størst tilladte vægt for lastvogne og busser

RESUMÉ AF:

Direktiv 96/53/EF — dimensioner og vægt for erhvervskøretøjer

RESUMÉ

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Det fastlægger maksimale grænser for tunge køretøjer til godstransport og busser, som udfører international transport i EU.

Det kræver, at nationale transportselskaber overholder de standarder, der er angivet for international transport.

HOVEDPUNKTER

For international og national trafik fastlægger direktivet de maksimale grænser for dimensionerne af:

køretøjer til godstransport, der vejer mere end 3,5 tons

køretøjer til passagertransport, der har plads til mere end ni personer.

For international trafik fastlægger det også maksimale grænser for vægt og visse andre vægt- og dimensionsforhold, som er defineret i direktivets bilag.

Hvad er tilladt?

I international transport må et køretøj, der overskrider de fastsatte grænser, ikke bruge vejene i et EU-land, medmindre det har særlig tilladelse til dette.

I national transport må et køretøj, der overskrider de fastsatte grænser for dimensioner, ikke bruge vejene i et EU-land. Der er dog flere fravigelser for disse grænser, herunder for:

længden af køretøjer med aerodynamiske funktioner, som er designet til at øge energieffektiviteten

længden af køretøjer, som er designet til at transportere særligt gods som f.eks. træ

vægten af køretøjer, som transporterer containere i kombineret transport (*).

Køretøjer fra ét EU-land, som ligger inden for de fastsatte grænser, skal tillades at bruge vejene i et andet EU-land. Som mulige undtagelser er visse begrænsede strækninger som f.eks. landsbyer eller steder af særlig interesse, for hvilke myndighederne kan fastsætte lavere grænser. EU-landene må gerne have højere grænser for vægt for national transport inden for deres område samt teste nye teknologier på køretøjer, der overskrider de fastsatte grænser, i en begrænset periode.

Overensstemmelse

EU-landene skal sikre, at køretøjerne kan bevise, at de overholder reglerne ved at kunne forevise et af følgende:

et fabrikationsskilt med et ekstra skilt, der viser dimensionerne

et enkelt skilt, som indeholder oplysningerne fra begge skilte ovenfor

et dokument, der er udstedt af det EU-land, hvor køretøjet er indregistreret, som indeholder de samme oplysninger.

Håndhævelse af reglerne

De nationale regeringer bestemmer, hvordan reglerne håndhæves, og hvilke sanktioner der skal pålægges ved overskridelse af grænserne. Der skal fremlægges en rapport for Europa-Kommissionen hvert andet år med oplysninger om:

antallet af kontroller, der er udført i de to foregående kalenderår

antallet af overlæssede køretøjer eller kombinationer af køretøjer, der er blevet registreret.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det trådte i kraft den 17. september 1996. EU-landene skulle indarbejde det i den nationale lovgivnings bestemmelser inden den 16. september 1997.

BAGGRUND

Vægt og dimensioner på veje.

VIGTIGE BEGREBER

(*) Kombineret transport: transport af gods, som omfatter en kombination af vejtransport og jernbane- og/eller skibstransport. Brugen af disse andre transportveje skal ske på størstedelen af rejsen, og vejtransport skal være begrænset til en kort afstand i starten eller slutningen af rejsen.

DOKUMENT

Rådets direktiv 96/53/EF af 25. juli 1996 om fastsættelse af de største tilladte dimensioner i national og international trafik og største tilladte vægt i international trafik for visse vejkøretøjer i brug i Fællesskabet (EFT L 235 af 17.9.1996, s. 59-75)

Efterfølgende ændringer af direktiv 96/53/EF er blevet integreret i grundteksten. Denne konsoliderede version har ingen retsvirkning.

seneste ajourføring 10.11.2015

Top