Help Print this page 
Title and reference
Forbedring af det indre marked for mobil-tv

Summaries of EU legislation: direct access to the main summaries page.
Languages and formats available
BG ES CS DA DE ET EL EN FR GA HR IT LV LT HU MT NL PL PT RO SK SL FI SV
HTML html ES html CS html DA html DE html EL html EN html FR html IT html HU html NL html PL html PT html RO html FI html SV
Multilingual display
Text

Forbedring af det indre marked for mobil-tv

2008 bliver et afgørende år for udbredelsen af mobil-tv i EU. Kommissionen ønsker at fremme udviklingen af denne nye platform og har offentliggjort en meddelelse, hvori den gør rede for de faktorer, der er afgørende forudsætninger for at få såvel forbrugerne som teleselskaberne til at tage mobil-tv til sig.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen af 18. juli 2007 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Forbedring af det indre marked for mobil-tv [KOM(2007) 409 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

Mobil-tv er betegnelsen for transmission af audiovisuelt indhold til mobilt udstyr, hvoraf det mest almindelige er en mobiltelefon. Det giver mulighed for at se et hvilket som helst indhold når som helst. Denne platform kombinerer telekommunikationens dynamiske karakter med alsidigheden i audiovisuelt indhold.

Mobil-tv betragtes som en uomgængelig innovativ tjeneste og vil inden 2015 kunne udvikle sig til et marked til en værdi af 20 mia. EUR og nå ud til mellem 200 og 500 mio. forbrugere over hele verden.

Kommissionen opfordrer alle medlemsstaterne og de øvrige aktører i sektoren til at samordne deres indsats og fremskynde udviklingen og udbredelsen af mobil-tv i hele Europa for at undgå, at vi mister vor konkurrencemæssige førerstilling på området for mobiltjenester.

Nøglefaktorer for mobil-tv's succes

Disse nye tjenesters succes afhænger primært af tre faktorer:

  • tekniske aspekter: DVB-H * -standarden fremhæves som den mest velegnede teknologi. Kommissionen støtter brugen af en fælles teknisk standard ved at optage DVB-H-standarden på listen over EU-standarder. Så snart den er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, vil medlemsstaterne være retligt forpligtede til at fremme og støtte brugen af DVB-H-standarden, uden at det dog er forbudt at anvende andre standarder. Teleindustrien opfordres til at sikre en effektiv interoperabilitet * og søge at nå til enighed om fælles brug af DVB-H
  • velstrukturerede retlige rammer: medlemsstaternes regler for tilladelser til mobil-tv-tjenester er ikke ens. Kommissionen har til hensigt at fjerne de reguleringsmæssige hindringer ved at opstille velstrukturerede retlige rammer gældende for alle tilladelsesordninger i EU
  • adgang til radiofrekvensspektret: mobil-tv vil kunne få stor fordel af digitaliseringsdividenden. Det er derfor nødvendigt at sikre frekvensressourcer af høj kvalitet ved at samordne tildelingen af frekvenser.

Mobil-tv's succes afhænger desuden af udbuddet af indhold. Mobil-tv giver ikke blot mulighed for at se tv på mobilt udstyr, men giver også adgang til audiovisuelle bestillingstjenester. Disse nye muligheder kræver samtidig en ny tilgang til ophavsretten, hvilket også påpeges i Kommissionens meddelelse om online-indhold.

Kontekst

Denne nye platform er et eksempel på digital konvergens, der støttes af i2010-initiativet. Udviklingen af markedet for mobil-tv bidrager til konkurrenceevne og velfærd i EU i overensstemmelse med målsætningerne for den fornyede Lissabon-strategi for vækst og beskæftigelse.

Dokumentets nøglebegreber

  • DVB-H (Digital Video Broadcasting-Handheld): et digitalt videotransmissionssystem, der er afledt af standarden for digitalt jordbaseret tv (TNT) og optimeret til bærbare terminaler. DVB er knyttet til et industrielt konsortium, der er anerkendt af Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation (ETSI), som udarbejder standarder for digital videotransmission. De forskellige transmissionsstandarder dækker kabelbaseret DVB-C, satellitbaseret DVB-S og jordbaseret DVB-T eller TNT. Disse standarder er meget udbredte i Europa.
  • Interoperabilitet: to systemers evne til at forstå hinanden og fungere sammen..

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens beslutning 2007/176/EF af 11. december 2006 om liste over standarder og/eller specifikationer for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester samt dertil hørende faciliteter og tjenester (erstatter alle tidligere udgaver) [Den Europæiske Unions Tidende L 86 af 27.3.2007]. Listen er udarbejdet i henhold til kriterier, der er fastsat i samarbejde med medlemsstaterne, og har til formål at tilskynde til harmonisering af udbuddet af elektroniske kommunikationsnet, elektroniske kommunikationstjenester og dertil hørende ressourcer og tjenester.

Seneste ajourføring: 17.05.2011

Top